<<< Tilbage                                                                                                            www.saibabaofindia.dk

 

 

 

 

 

 
 




Yoga med lysets hastighed


Det er utroligt, hvor meget den vestlige videnskab har lært os. I dag lærer unge i gymnasiet for eksempel, at Solen er 93 millioner miles (ca. 140 millioner km) fra Jorden, og at lysets hastighed er 186.000 miles (ca. 279.000 km) pr. sekund. Yoga kan lære os om vort Højere Selv, men den kan ikke give denne form for information om fysik eller astronomi.

Eller kan den? Professor Subhash Kak fra Louisiana State University gjorde mig for nylig opmærksom på en bemærkelsesværdig udtalelse fra Sayana, en indisk lærd fra det fjortende århundrede. I sin kommentar til en hymne i Rig Veda, den ældste og måske mest mystiske tekst, der nogensinde er skrevet i Indien, siger Sayana dette: "Med dyb respekt, bøjer jeg mig for Solen, der rejser 2.202 Yojana'er i et halvt Nimesha."

En Yojana er omkring 9 amerikanske miles (ca. 13,5 km); en Nimesha er 16/75 af et sekund. En matematisk udfordring til læserne: "Få fat i jeres regnemaskiner!"

2.202 Yojana'er x 9 miles x 75 / 8 Nimesha'er = 185.794 miles pr. sekund (ca. 278.691 km/sekundet).

Dybest set siger Sayana, at sollyset rejser 186.000 miles per sekund! Hvordan kunne en vedisk lærd, der døde i 1387 e.Kr. have kendt det korrekte tal for lysets hastighed? Hvis dette bare var et vildt gæt, er det det mest fantastiske sammentræf i videnskabens historie!

Yogatraditionen er fuld af sådanne tilfældigheder. Tag for eksempel de bedekranse, mange yogastuderende bærer om halsen. Da disse bedekranse bruges til at holde styr på antallet af bønner, en person skal gentage, spørger de studerende ofte, hvorfor der er 108 perler i stedet for 100. En del af grunden er, at bedekransen repræsenterer Ekliptika, Solens og Månens bane over himlen. Yogier opdeler Ekliptika i 27 lige store dele, kaldet Nakshatra'er, og hver af disse igen i fire lige store sektorer, kaldet Paada'er eller "trin", der markerer de 108 trin, som Solen og Månen bevæger sig hen over himlen.

Hver især forbinder sig med en særligt velsignende kraft, som man støtter sig til, medens man drejer perlerne.

Traditionelt stopper yogastuderende ved 109. perle, "Guruperlen (åndelig lærerperle)", vender bedekransen om i hånden og fortsætter med at bede deres bøn, medens de bevæger sig baglæns gennem perlerne. "Guruperlen" repræsenterer sommer- og vintersolhverv, når Solen ser ud til at stoppe i sin bane og tager den modsatte retning. I yogatraditionen lærer vi, at vi er dybt forbundet med hele naturen. At bruge en bedekrans er en symbolsk måde at forbinde sig med de kosmiske cykler, der styrer vort univers.

Men professor Kak påpeger endnu en tilfældighed: "Afstanden mellem Jorden og Solen er cirka 108 gange Solens diameter. Solens diameter er omkring 108 gange Jordens diameter. Og afstanden mellem Jorden og Månen er 108 gange Månens diameter.

Kan dette være årsagen til, at de gamle vismænd således betragtede 108 som et helligt tal? Hvis mikrokosmos (os) afspejler makrokosmos (solsystemet), så kan man måske sige, at der er 108 trin imellem vor (almindelige menneskers) bevidsthed og det Guddommelige Lys i midten af vor eksistens. Hver gang, vi beder endnu en bøn, medens perlerne i vor bedekrans glider gennem fingrene, tager vi et nyt skridt hen imod vor egen indre Sol.

Når vi læser de oldindiske tekster igennem, finder vi så meget, som oldtidens vismænd umuligt kunne have vidst, men faktisk gjorde. Medens vores europæiske og mellemøstlige forfædre hævdede, at universet blev skabt for omkring 6.000 år siden, har yogi'er altid fastholdt, at vort nuværende Kosmos er milliarder af år gammelt og at det bare er et af mange lignende universer, der er opstået og opløst i den store Evighed.

I virkeligheden beskriver Purana'erne, leksikon med tusinder af år gamle yogiske overleveringer, skabelsen af vort solsystem af et "mælkehav," Mælkevejen. Ved Skaberens Vilje, fortæller de os, opstod der en hvirvel, formet som en lotusblomst, fra Evighedens navle. Den kaldtes Hiranya Garbha, den skinnende livmoder. Den voksede gradvist sammen til vores verden, men vil dø en dag, milliarder af år fremme i tiden, når Solen udvides til mange gange dens nuværende størrelse og sluger alt liv på Jorden. I sidste ende, siger Purana'erne, vil Jordens aske blive blæst ud i rummet af den kosmiske vind. I dag ved vi, at det er videnskabeligt korrekt, sagt poetisk: "En beskrivelse af vor planets skæbne".

Surya Siddhanta'en er det ældste bevarede astronomiske tekst i den indiske tradition. Nogle vestlige forskere daterer det til måske det femte eller sjette århundrede e.Kr., skønt teksten selv hævder at repræsentere en meget, meget ældre tradition. Den forklarer, at Jorden er formet som en bold, og anfører, at der på kloden på den stik modsatte side af Indien er en stor by, hvor Solen står op på samme tid, som den går ned i Indien. I denne by, hævder Surya Siddhanta'en, lever der et folkefærd af Siddha'er - avancerede åndelige ideologer. Hvis man drejer kloden til den modsatte side af Indien, finder man Mexico. Er det muligt, at de gamle indere var bekendt med de store vismænd/astronomer i Mellemamerika mange århundreder, før Columbus opdagede Amerika? - Maya'er eller Inca'er!

 

Kendskab til det ukendte:     
                                            
I dag kan det for os synes umuligt, at lysets hastighed eller vort solsystems skæbne kan fastsættes uden avancerede astronomiske instrumenter - som Sanjee hævder!

Hvordan kan forfattere af gamle sanskrit-tekster have kendt til det ukendte? I søgen efter en forklaring, er vi først nødt til at forstå, at disse gamle videnskabsmænd ikke bare var intellektuelle, de var praktiserende yogi'er. I de første linjer i Surya Siddhanta ønskede en af guldalderens store astronomer ved navn Maya at lære himlenes hemmeligheder at kende, så han udførte først strenge yogiske øvelser. Derefter dukkede svarene på hans spørgsmål op i hans sind i et intuitivt lysglimt.

Lyder det usandsynligt? I Yoga Sutra 3:26-28 hedder det, at ved Samyama (koncentration, meditation, og ubrudt mental fordybelse) på Solen, Månen og Nordstjernen, kan vi opnå viden om planeter og stjerner. Sutra 3:33 præciserer det ved at sige: "Gennem stærkt udviklet intuition kan alt erkendes." Veludviklet intuition kaldes 'Pratibha' i yoga. Den er kun tilgængelig for dem, der helt har stilnet deres sind og fokuseret deres opmærksomhed på et objekt med laser-lignende intensitet. De, der har begrænset deres sind, er ikke længere begrænset til brudstykkerne af viden fra de fem sanser. Al viden bliver tilgængelig for dem.

"Der er dem, der vil sige, at Bevidsthed, der handler af Sig Selv, kan finde universel Viden," indrømmer professor Kak. "Dette er faktisk den traditionelle indiske opfattelse."

Måske behøvede de gamle vismænd ikke avancerede astronomiske instrumenter. Når alt kommer til alt, havde de yoga.




Artikel af Linda Johnsen

Kilde: Yoga International 19/01/2010

Billede: "Hideaway"  af Inga Nielsen


Oversat til dansk af sboi dk
 

 

 

<<< www.saibabaofindia.dk