| |
Yoga med lysets hastighed
Det er utroligt, hvor meget den vestlige videnskab har lært os. I
dag lærer unge i gymnasiet for eksempel, at Solen er 93 millioner
miles (ca. 140 millioner km) fra Jorden, og at lysets hastighed er
186.000 miles (ca. 279.000 km) pr. sekund. Yoga kan lære os om vort
Højere Selv, men den kan ikke give denne form for information om
fysik eller astronomi.
Eller kan den? Professor Subhash Kak fra Louisiana State University
gjorde mig for nylig opmærksom på en bemærkelsesværdig udtalelse fra
Sayana, en indisk lærd fra det fjortende århundrede. I sin kommentar
til en hymne i Rig Veda, den ældste og måske mest mystiske tekst,
der nogensinde er skrevet i Indien, siger Sayana dette: "Med dyb
respekt, bøjer jeg mig for Solen, der rejser 2.202 Yojana'er i et
halvt Nimesha."
En Yojana er omkring 9 amerikanske miles (ca. 13,5 km); en Nimesha
er 16/75 af et sekund. En matematisk udfordring til læserne: "Få fat
i jeres regnemaskiner!"
2.202 Yojana'er x 9 miles x 75 / 8 Nimesha'er = 185.794 miles pr.
sekund (ca. 278.691 km/sekundet).
Dybest set siger Sayana, at sollyset rejser 186.000 miles per
sekund! Hvordan kunne en vedisk lærd, der døde i 1387 e.Kr. have
kendt det korrekte tal for lysets hastighed? Hvis dette bare var et
vildt gæt, er det det mest fantastiske sammentræf i videnskabens
historie!
Yogatraditionen er fuld af sådanne tilfældigheder. Tag for eksempel
de bedekranse, mange yogastuderende bærer om halsen. Da disse
bedekranse bruges til at holde styr på antallet af bønner, en person
skal gentage, spørger de studerende ofte, hvorfor der er 108 perler
i stedet for 100. En del af grunden er, at bedekransen repræsenterer
Ekliptika, Solens og Månens bane over himlen. Yogier opdeler
Ekliptika i 27 lige store dele, kaldet Nakshatra'er, og hver af
disse igen i fire lige store sektorer, kaldet Paada'er eller "trin",
der markerer de 108 trin, som Solen og Månen bevæger sig hen over
himlen.
Hver især forbinder sig med en særligt velsignende kraft, som man
støtter sig til, medens man drejer perlerne.
Traditionelt stopper yogastuderende ved 109. perle, "Guruperlen
(åndelig lærerperle)", vender bedekransen om i hånden og fortsætter
med at bede deres bøn, medens de bevæger sig baglæns gennem
perlerne. "Guruperlen" repræsenterer sommer- og vintersolhverv, når
Solen ser ud til at stoppe i sin bane og tager den modsatte retning.
I yogatraditionen lærer vi, at vi er dybt forbundet med hele
naturen. At bruge en bedekrans er en symbolsk måde at forbinde sig
med de kosmiske cykler, der styrer vort univers.
Men professor Kak påpeger endnu en tilfældighed: "Afstanden mellem
Jorden og Solen er cirka 108 gange Solens diameter. Solens diameter
er omkring 108 gange Jordens diameter. Og afstanden mellem Jorden og
Månen er 108 gange Månens diameter.
Kan dette være årsagen til, at de gamle vismænd således betragtede
108 som et helligt tal? Hvis mikrokosmos (os) afspejler makrokosmos
(solsystemet), så kan man måske sige, at der er 108 trin imellem vor
(almindelige menneskers) bevidsthed og det Guddommelige Lys i midten
af vor eksistens. Hver gang, vi beder endnu en bøn, medens perlerne
i vor bedekrans glider gennem fingrene, tager vi et nyt skridt hen
imod vor egen indre Sol.
Når vi læser de oldindiske tekster igennem, finder vi så meget, som
oldtidens vismænd umuligt kunne have vidst, men faktisk gjorde.
Medens vores europæiske og mellemøstlige forfædre hævdede, at
universet blev skabt for omkring 6.000 år siden, har yogi'er altid
fastholdt, at vort nuværende Kosmos er milliarder af år gammelt og
at det bare er et af mange lignende universer, der er opstået og
opløst i den store Evighed.
I virkeligheden beskriver Purana'erne, leksikon med tusinder af år
gamle yogiske overleveringer, skabelsen af vort solsystem af et "mælkehav,"
Mælkevejen. Ved Skaberens Vilje, fortæller de os, opstod der en
hvirvel, formet som en lotusblomst, fra Evighedens navle. Den
kaldtes Hiranya Garbha, den skinnende livmoder. Den voksede gradvist
sammen til vores verden, men vil dø en dag, milliarder af år fremme
i tiden, når Solen udvides til mange gange dens nuværende størrelse
og sluger alt liv på Jorden. I sidste ende, siger Purana'erne, vil
Jordens aske blive blæst ud i rummet af den kosmiske vind. I dag ved
vi, at det er videnskabeligt korrekt, sagt poetisk: "En beskrivelse
af vor planets skæbne".
Surya Siddhanta'en er det ældste bevarede astronomiske tekst i den
indiske tradition. Nogle vestlige forskere daterer det til måske det
femte eller sjette århundrede e.Kr., skønt teksten selv hævder at
repræsentere en meget, meget ældre tradition. Den forklarer, at
Jorden er formet som en bold, og anfører, at der på kloden på den
stik modsatte side af Indien er en stor by, hvor Solen står op på
samme tid, som den går ned i Indien. I denne by, hævder Surya
Siddhanta'en, lever der et folkefærd af Siddha'er - avancerede
åndelige ideologer. Hvis man drejer kloden til den modsatte side af
Indien, finder man Mexico. Er det muligt, at de gamle indere var
bekendt med de store vismænd/astronomer i Mellemamerika mange
århundreder, før Columbus opdagede Amerika? - Maya'er eller Inca'er!
Kendskab til det ukendte:
I dag kan det for os synes umuligt, at lysets hastighed eller vort
solsystems skæbne kan fastsættes uden avancerede astronomiske
instrumenter - som Sanjee hævder!
Hvordan kan forfattere af gamle sanskrit-tekster have kendt til det
ukendte? I søgen efter en forklaring, er vi først nødt til at
forstå, at disse gamle videnskabsmænd ikke bare var intellektuelle,
de var praktiserende yogi'er. I de første linjer i Surya Siddhanta
ønskede en af guldalderens store astronomer ved navn Maya at lære
himlenes hemmeligheder at kende, så han udførte først strenge
yogiske øvelser. Derefter dukkede svarene på hans spørgsmål op i
hans sind i et intuitivt lysglimt.
Lyder det usandsynligt? I Yoga Sutra 3:26-28 hedder det, at ved
Samyama (koncentration, meditation, og ubrudt mental fordybelse) på
Solen, Månen og Nordstjernen, kan vi opnå viden om planeter og
stjerner. Sutra 3:33 præciserer det ved at sige: "Gennem stærkt
udviklet intuition kan alt erkendes." Veludviklet intuition kaldes 'Pratibha'
i yoga. Den er kun tilgængelig for dem, der helt har stilnet deres
sind og fokuseret deres opmærksomhed på et objekt med laser-lignende
intensitet. De, der har begrænset deres sind, er ikke længere
begrænset til brudstykkerne af viden fra de fem sanser. Al viden
bliver tilgængelig for dem.
"Der er dem, der vil sige, at Bevidsthed, der handler af Sig Selv,
kan finde universel Viden," indrømmer professor Kak. "Dette er
faktisk den traditionelle indiske opfattelse."
Måske behøvede de gamle vismænd ikke avancerede astronomiske
instrumenter. Når alt kommer til alt, havde de yoga.
Artikel af Linda Johnsen
Kilde: Yoga International
19/01/2010
Billede: "Hideaway"
af Inga Nielsen
Oversat til dansk af sboi dk
|
|
