Før du læser denne bog…….

Kære læser. Dette er ikke blot endnu en bog om den individuelle sjæls natur, og om den fremgangsmåde den individuelle sjæl kan anvende for at erkende sin virkelighed. Når du vender siderne i denne bog, sidder du i virkeligheden ved Bhagavan Sri Sathya Sai Baba’s fødder. Som svar på åndelige aspiranters og åndeligt søgendes bønner er denne tidsalders avatar (Gud inkarneret i fysisk form) kommet for at vejlede dem og skænke dem fred og fuldkommenhed. ”Overlad alle dine byrder til mig”, siger Han. ”Begiv dig ud på den åndelige pilgrimsrejse endnu i dag”, tilskynder Han. ”Hvorfor frygte når jeg er her?”, spørger Han. Hans nåde er allestedsnærværende; Hans mirakuløse kræfter forkynder Hans almægtighed. Hans visdom, Hans analyse af menneskehedens sygdom og Hans forskrifter til deres helbredelse, åbenbarer Hans alvidenhed. Du har en enestående mulighed for at møde Ham i Hans bolig, Prasanthi Nilayam, og fra Ham modtage Hans velsignelse for, at du måtte få succes med din åndelige pilgrimsrejse. Han kender og påskønner din alvor og tro; og du kan fortsætte med større tillid og mod, fordi Han garanterer sejr. Han er Bhagavad Gita’ens evige lærer. Han er vognstyreren i dit hjerte.

I tidsskriftet Sanathana Sarathi (Den tidløse Vognstyrer), der bliver udgivet med Hans velsignelse og er opkaldt efter Ham, skrev Han en række artikler under navnet ’Visdommens Kildevæld’ (Jnana Vahini). Han skrev artiklerne ud fra sin overvældende guddommelige kærlighed til menneskeheden, der er fanget i trosretningers kyniske og fanatiske garn. Måned efter måned ventede tusinder af læsere på disse artikler, der udkom på originalsproget telugu så vel som i engelsk oversættelse. Når de modtog deres eksemplar af tidsskriftet, gennemlæste de det omhyggeligt og med ærbødig ivrighed. For at vejlede og inspirere dig er artiklerne nu samlet i bogform.

N. Kasturi

top

1. På samme måde som tåge opløses af Solen, opløses uvidenhed af viden. Viden tilegnes gennem uafbrudt undersøgelse. Du bør konstant være beskæftiget med at undersøge Guds natur, Jeg’ets virkelighed, de forandringer der indtræffer for det enkelte individ ved fødsel og død og lignende emner. Ligesom du fjerner avnerne, der dækker riskornene, må du nødvendigvis fjerne den uvidenhed, der klæber sig til sindet. Det gør du ved hyppig anvendelse af det slibemiddel, der dannes gennem undersøgelse af Den guddommelige Gnist, der er til stede overalt. Det er først, når den fulde viden er opnået, at du kan blive befriet. Eller sagt med andre ord, opnå befrielse. Efter at have opnået den førnævnte viden, der vedrører Den guddommelige Gnist, må man følge Guds vej og handle i overensstemmelse med den nyerhvervede visdom.

2. Al den tvivl, der påvirker sindet, skal fjernes. Det gør du ved at rådføre dig med dem, der ved, eller med de sande lærere, du har mulighed for at møde. Indtil du bliver fast forankret i den vej, som guruen eller den hellige skrift har anvist, må du standhaftigt adlyde reglerne og anvisningerne og være i guruens selskab eller være knyttet til ham på den ene eller anden måde. Årsagen er, at du kan gøre fremskridt meget hurtigt, hvis du holder dig tæt på den vise person, der har erkendt sandheden. Med ubegrænset forsagelse og oprigtig ivrighed skal du følge lærerens og de hellige skrifters anvisninger. Det er sand åndelig asketisk øvelse. Denne asketiske øvelse fører til det højeste stadie.

3. Når uvidenhed og dens ledsagende illusion (ordet illusion anvendes om noget, der forekommer at være noget andet, end det virkeligt er) forsvinder, vil Den guddommelige Gnist skinne i alle og enhver i dens egen stråleglans. Alt hvad I ser, er et spejlbillede. Det er noget, der er overlejret virkeligheden, og som fejlagtigt opfattes som værende virkeligheden. Forekomster har en begyndelse og en afslutning; de udvikler sig og de nedbrydes; der eksisterer en evolution så vel som en involution. Når alt er blevet indbefattet af involutionen, er det udelukkende den kausale substans, der er tilbage. Udelukkende det umanifesterede kausale overlever den universelle opløsning.

4. Når guldmalm bliver smeltet til guld i smeltedigelen, skinner det med en besynderlig gul glans. Hvor udstråler dette lys fra? Fra guldet eller fra ilden? Det, der skete, var blot, at slaggerne blev fjernet af ilden; stråleglansen tilhører guldet, og kun guldet. Den er selve dets natur. Ilden er blot et redskab til at fjerne slaggerne. Intet kan blive føjet til guldet af ilden i smeltediglen!

5. Hvis ild kunne give denne stråleglans, hvorfor bliver en pind, noget græs eller en lille sten, der lægges i ilden, så ikke lige så skinnende som guld? Man må derfor konkludere, at stråleglansen ikke stammer fra ilden, men fra guldets egen indre natur. Den indre styrende guddommelige Gnist er adskilt fra individets fem legemer eller slør (føde-legemet, livsenergi-legemet, sindets legeme, det intellektuelle legeme og lyksaligheds-legemet). Den guddommelige Gnist skinner med sin egen stråleglans. Den guddommelige Gnist er vidnet til alle de tre kvaliteters (den sløvende, den lidenskabelige og den rene kvalitets) aktiviteter og konsekvenser. Den guddommelige Gnist er ubevægelig. Den guddommelige Gnist har manifesteret sig selv. Den guddommelige Gnist er fred. Den guddommelige Gnist har ingen afslutning. Den guddommelige Gnist er visdom. En sådan Guddommelige Gnist må nødvendigvis blive erkendt som værende én selv, Selvet!
top
6. For at forstå denne Guddommelige Gnist, denne legemliggørelse af visdom, er der fire forhindringer, der skal overkommes. Disse forhindringer er: 1. Det sanselige, begrænsede sind der ønsker at slutte sig sammen med det ubegrænsede. 2. Det lunefulde, distraherende sind der konstant hæmmer koncentrationen. 3. Moralsk fordærv. 4. Lyksalighedens nydelse. Lad os gennemgå dem én efter én.

7. Det sanselige, begrænsede sind, der ønsker at slutte sig sammen med det ubegrænsede.
Når sindet trækkes væk fra den ydre verden, trænger det ind i den dybe søvntilstand på grund af den foranderlige verdens overvældende påvirkning. Den åndeligt søgende bør være opmærksom på denne tilbøjelighed og prøve at fæstne sindet på undersøgelse af Den guddommelige Gnists natur. Han skal vogte sindet nøje, så han kan holde sig vågen. Han skal opdage de forhold, der forårsager døsigheden og fjerne dem i tide. Han skal begynde på meditationsprocessen igen og igen. Dårlig fordøjelse er naturligvis den sædvanlige frembringer af døsighed og søvn under meditation. Det at spise for meget, at være udmattet på grund af for meget faren omkring og at lide af mangel på tilstrækkelig søvn om natten, kan også forårsage søvnighed og døsighed. Det er derfor tilrådeligt at sove lidt til middag på de dage, hvor du ikke eller næsten ikke har sovet om natten. Det gælder, skønt alle de, der praktiserer meditation, bør undgå at sove i løbet af dagtimerne. Undlad at spise, før du føler dig rigtig sulten. Praktiser kunsten at spise moderat. Når du føler dig trekvart mæt, skal du afstå fra at spise mere. Det betyder, at du skal holde op med at spise, selv om du føler, du kan spise lidt mere. På denne måde kan maven blive optrænet til at opføre sig på den rigtige måde. Det at træne for meget, er heller ikke godt. Selv det at gå, kan overdrives. Du kan gå, indtil du kommer over din søvnighed, men husk at du ikke straks kan begynde at meditere, efter du har afpareret trangen til at sove.

8. Det lunefulde, distraherende sind, der konstant hæmmer koncentrationen.
Konstante anstrengelser for at vende sindet indad er nødvendige, da sindet konstant forsøger at jage efter ydre genstande. Sindet skal holdes væk fra de sanselige indtryks tillokkelser. Dette skal gøres gennem meget omhyggelig opøvelse af intellektet; gennem efterforskning. Anvend din skelneevne og få den overbevisning ind i dig, at disse tillokkelser er flygtige, midlertidige, foranderlige, dømt til at gå i opløsning og derfor uvirkelige. De er ikke sandhed. Overbevis dig selv om, at det du søger i den tro, at det er behageligt, og det du undgår, fordi du tror, det er smerteligt, det er alt sammen blot sanselige kontakters flygtige frembringelser. På denne måde skal du træne dig selv til at undgå den ydre verdens forstyrrelser og dykke dybt ned i meditation.

9. En spurv, der bliver jagtet af en høg, flyver i fortvivlelse ind i et hus for at søge ly. Men er det ikke sandt, at den er bange for igen at flyve ud i den ydre verden? På samme måde er sindet bange for atter at bevæge sig ud i den ydre verden, og dermed væk fra Den guddommelige Gnist, hvor det har søgt ly. Det lunefulde, distraherende sind, der konstant hæmmer koncentrationen, er den mentale holdning, der er ens tilskyndelse til at løbe tilbage til den verden, fra hvilken man har søgt ly. Alene fjernelsen af denne holdning vil hjælpe med at koncentrere sindet i meditationen.

10. Moralsk fordærv.
Med enorm kraft tiltrækkes sindet af ubevidste impulser, lidenskabelige instinkter og tilknytninger mod den ydre verden og alle dens talrige tillokkelser. Derfor gennemgår sindet talløse lidelser. Sindet farer måske endda vild i dets egne forviklinger. Det er tilstanden, der kaldes moralsk fordærv.

11. Tilstanden af træghed og slaphed, som fortvivlelse driver folk ud i, kan ikke kaldes fuldstændig sindsligevægt. Det kan også være, man hengiver sig til dagdrømmeri for at undslippe den øjeblikkelige elendighed. Eller man begynder at opbygge luftkasteller. Alt dette skyldes tilknytning til den ydre verdens fristelser. Der findes også en anden slags tilknytning. Det er tilknytning til den indre verden – tilknytningen til planlægningen i sit indre af forskellige projekter for at forbedre sine kår i fremtiden i forhold til fortiden. Begge disse typer tilknytning udgør dele af det, der kaldes moralsk fordærv. Grundlaget for begge typer tilknytninger er den ydre verdens tillokkelser. Tilknytning skaber ønsker og begær; ønsker og begær fører til planlægning.
top
12. Lyksalighedens nydelse.
Når du har fået bugt med ’moralsk fordærv’ og ’det lunefulde, distraherende sind, der konstant hæmmer koncentrationen’, når du den højeste form for lyksalighed, der kan opnås gennem kontakten mellem subjekt og objekt. Denne tilstand er det, der kaldes ’lyksalighedens nydelse’. Selv denne tilstand er ikke Den Højeste Tilstand eller Den Højeste Lyksalighed, som ikke er en tilstand, man når, men noget man simpelthen er, noget man så at sige bliver bevidst om. Nydelsen, eller subjekt-objekt sindsligevægtens sødme, er en fristelse, du må undgå, for den repræsenterer kun det næstbedste. Glæden, lyksalighedens nydelse, er lige så stor, som den glæde en person har, når han lige har sat en mægtig byrde fra sig, som han længe har båret på. Eller som den glæde, en begærlig person oplever, når han netop har dræbt en slange, der bevogtede en umådelig stor skat, som han ønsker at rage til sig. Drabet på slangen giver en begrænset form for sindsligevægt. Vinding af skatten – det er den fuldkomne sindsligevægt, den dybeste meditative tilstand, Den Højeste Tilstand.

13. Når Solen står op, forsvinder mørket så vel som de bekymringer, der stammer fra det. Tilsvarende gælder, at for dem, der har erkendt Den guddommelige Gnist, eksisterer der ikke længere nogen trældom; ej heller eksisterer den sorg, der stammer fra trældom. Illusion rammer udelukkende dem, der glemmer illusionernes betydning. Egoisme er den væsentligste af de faktorer, der får mennesker til at glemme deres oprindelige sandhed (at de er guddommelige). Når egoismen én gang er trængt ind i mennesket, glider mennesket ud af idealet og styrter sig selv ud fra toppen af trappen. Hurtigt falder det fra trin til trin ned til selve gulvet. Egoisme frembringer splittelse, had og tilknytninger. Gennem tilknytning og sygdom og endog misundelse og had, styrter mennesket sig ud i handling og bliver fordybet i verden. Dette fører til yderligere legemliggørelser i fysisk skikkelse og yderligere egoisme. For at blive befriet for glæde og sorgs dobbeltsidede tiltrækninger, skal du skaffe dig af med kropsbevidstheden og undgå egocentriske handlinger. Dette vil føre til udeblivelse af tilknytninger og had. Ønsker og begær er befrielsens fjende nr. 1. Ønsker og begær binder mennesket til fødslens og dødens hjul; de medfører endeløse bekymringer og trængsler.

14. Når disse retningslinier undersøges, bliver menneskets viden klarere og mere funklende, og befrielse opnås. Befrielse er blot et andet ord for uafhængighed; det ikke at være afhængig af noget ydre eller af nogen person.

15. Hvis sindet bliver kontrolleret godt og bliver trænet, kan det føre dig til befrielse. Det må være gennemtrængt af tanken på Gud; det vil hjælpe undersøgelsen med at finde virkelighedens væsen. Egoets bevidsthed vil svinde bort, når sindet er fri for den dobbeltsidede tiltrækning, og når det befries for urenheder. Ikke på nogen måde at blive påvirket af verden, det er vejen til selvrealisation. Denne kan ikke opnås i himlen eller på bjerget Kailasa (bjerget hvor guden Siva havde sin bolig).

16. Begærets flamme kan ikke blive slukket uden at sindet besejres. Sindet kan ikke blive besejret, uden begærets flamme slås ned. Sindet er frøet, begæret er træet. Alene bevidsthed om Den guddommelige Gnist kan rykke træet op med rode. Derfor er disse tre indbyrdes afhængige: sind, begær og bevidsthed om Den guddommelige Gnist.
top
17. Det Gud-realiserede menneske er fast grundfæstet i viden om Den guddommelige Gnist. Det har nået denne tilstand ved at dvæle ved verdens blanding af sandt og ikke-sandt og ved at betragte dens svagheder og fejl. Ved hjælp af denne metode har det Gud-realiserede menneske udviklet en indsigt i glæde og sorgs natur og udviklet sindsligevægt over for dem begge. Det ved, at rigdom, verdslige glæder og verdslige fornøjelser alle er værdiløse og endda ødelæggende. Det forholder sig til ros, ris og selv livets hårde slag med en rolig sikkerhed, upåvirket af både ære og vanære. Selvfølgelig har det Gud-realiserede menneske kun nået denne tilstand efter mange år med systematisk selvdisciplin og en aldrig svigtende nidkærhed, når kvaler og tvivl ramte det. Nederlag gjorde det blot mere hård i forbindelse med undersøgelse af sig selv og mere ivrig efter at følge de foreskrevne øvelser. Det Gud-realiserede menneske har ingen spor af ’vilje til at leve’; det er altid parat til at kaste sig i dødens gab.

18. ’Direkte erkendelse af Gud’ er en titel, et navn, der beskriver den tilstand, i hvilken den åndelige aspirant er fri for al tvivl med hensyn til usandsynlighed eller umulighed og er sikker på, at de to eksistenser, den individuelle sjæl og Gud, er én, altid har været én, og altid vil være én. Når denne tilstand er opnået, vil den åndelige aspirant ikke længere lide af nogen forvirring. Han vil ikke forveksle én ting med en anden eller overlejre én ting på en anden. Han vil ikke forveksle rebet med slangen. Han vil vide, at der hele tiden blot har været én ting, rebet.

19. Det Gud-realiserede menneske vil heller ikke lide af at overlejre personlighedens grænser på det universelle. Det vil sige, at det Gud-realiserede menneske ikke, som det tidligere havde for sædvane, vil erklære, at Guds glans ikke er i ham eller hende. I enhver individuel sjæls hjerte og center eksisterer Den Universelle, Evige Gud – mindre end det mindste molekyle, større end det største man kan forestille sig, mindre end det mindste, større end det største. Derfor vil det befriede menneske, der har haft et indre syn af Den guddommelige Gnist, aldrig lide af sorg. Den guddommelige Gnist er der, den er i alle levende væsener, i myren såvel som i elefanten. Hele verden er omsluttet og opretholdt af denne subtile Guddommelige Gnist. Den åndeligt søgende er nødt til at rette sin opmærksomhed væk fra den ydre verden og se ind i sig selv; han er nødt til at rette sit blik mod Den guddommelige Gnist, mod Gud. Han skal analysere sit sinds processer og selv opdage, hvorfra alle sindets omdannelser og al sindets uro stammer fra. Ved at anvende denne metode, vil ethvert spor af ’hensigt’ og ’vilje’ nødvendigvis forsvinde. Senere vil den eneste tanke, der vil blive fæstnet i sindet, være tanken om Gud. Den eneste følelse, der vil optage sindet, vil være følelsen af lyksalighed, der opstår fra dets skabelse i Væren-Bevidsthed-Lyksalighed tilstanden.
top
20. Et sådant befriet menneske vil være upåvirket af glæde og sorg, for han vil fuldstændig være fordybet i Den guddommelig lyksaligheds Hav. Han vil være over og hinsides verdslige forekomsters rækkevidde. Den vedholdende kontemplation på Den guddommelige Gnist og dens stråleglans er, hvad der forbindes med udtrykkene ’træning i at ihukomme Gud’ og ’udvikling af åndelig visdom’.

21. Sindet er så påvirket af lidenskab over for objektive glæder og over for uvidenhedens illusion, at det med forbløffende hastighed forfølger verdens flygtige objekter. Derfor må sindet igen og igen opmuntres til at fortsætte mod højere idealer. I begyndelsen er dette selvfølgelig vanskeligt, men med vedvarende træning kan sindet blive tæmmet. Så vil det blive fæstnet i AUM’s (også kaldet OM-lyden) stedsevarende nydelse. Sindet kan blive trænet ved hjælp af følgende metoder: den stille overtalelses metode; ved at blive lovet tiltrækkende lokkemidler; ved fremgangsmåden med at trække sanserne væk fra den ydre verden; ved at udholde smerte, slid og slæb: ved at udvikle oprigtighed og standhaftighed og ved at tilegne sig den mentale ligevægt.

22: Sindet kan blive vendt mod Gud og mod konstant kontemplation på Gud. Dette kan gøres ved at studere upanishaderne (hellige skrifter der er knyttet til vedaerne), ved at begynde med regelmæssig bøn, ved at dele begejstringen ved at synge lovsang til Gud med andre og ved at tilslutte sig sandheden. I forbindelse med fremskridt i meditation sker der meget ofte det, at nye begær og ønsker og nye beslutninger dukker frem i sindet. Men du bør ikke fortvivle. Sindet kan godt blive nedbrudt, forudsat at du begynder på opgaven med den rigtige indstilling og følger en regelmæssig træningsrutine. Det endelige resultat af denne træning er Den højeste Meditationstilstand eller Den ubegrænsede, uændrede Lyksalighedsbevidsthed.

23. Den højeste Meditationstilstand skænker fuld viden om Gud, og det resulterer på den anden side i befrielse fra fødsel og død. Sindet skal afstemmes efter Guds hensigt; du skal bestræbe dig på at betræde Guds vej og leve i Gud, med Gud. Bevidstheden om Den guddommelige Gnist kan udelukkende opnås gennem den trefoldige vej: 1. At opgive impulser og tilbøjeligheder. 2. At rykke sindet op med rode. 3. At analysere oplevelser og erfaringer for at forstå virkeligheden. Uden disse tre vil viden om Den guddommelige Gnist ikke bryde frem. Tilbøjelighederne eller instinkterne og impulserne ansporer sindet til at bevæge sig mod den sanselige verden og binder individet til glæde og elendighed. Derfor må tilbøjelighederne undertrykkes. Dette kan gøres ved hjælp af følgende metoder: Anvendelse af ens skelneevne, meditation på Den guddommelige Gnist, undersøgelse af selvet, kontrol over sanserne, kontrol over ønsker og begær, ikke-tilknytning og lignende øvelser.

24. Sindet består af et bundt impulser og tilbøjeligheder. Rent faktisk er sindet selve det foranderlige univers. Det er hele den verden, det enkelte individ oplever. Mens sindet er i den dybe søvntilstand, fungerer det ikke, så derfor er det foranderlige univers praktisk talt ikke eksisterende for individet. Det foranderlige univers fødes, eller ’trænger ind i bevidstheden’, og dør eller ’forsvinder fra bevidstheden’ alt efter sindets erkendelsesmæssige kraft. Når sindet derfor bliver tilintetgjort, bliver verden også tilintetgjort, og du er fri, du er befriet; du opnår befrielse.

25. Enhver som opnår succes med at kontrollere bevidstheden, kan få en åbenbaring af Den guddommelige Gnist. Bevidsthed er det voksne træ; frøet er egoet, følelsen af ’jeg’. Når frøet ’jeg’ forgår, vil alle bevidsthedens aktiviteter også automatisk forsvinde.
top
26. Den åndelig søgende, der er ivrig efter disse resultater, er nødt til hele tiden at være årvågen. Hvert øjeblik det skal være, vil sanserne muligvis genvinde deres mistede herredømme og trælbinde sindet. På denne måde vil han måske miste meget af det terræn, der allerede var vundet. Det er årsagen til, at åndeligt søgende bliver advaret mod verdens tilknytninger.

27. Vær hele tiden fordybet i at søge sandheden. Spild ikke tiden med mangfoldigheden og tilfredsstillelsen af ønsker og begær. Som en logisk konsekvens kræver en kilde til glæde endnu en kilde til glæde. På denne måde søger sindet igen og igen at anskaffe sig de ting, som det ellers en gang har opgivet. Giv derfor ikke efter for sindets luner. Vend dig, om nødvendigt med magt, bort fra sanselige tilknytning. Ja, selv bønner kan ikke blive bedt på grund af sindets luner. Du er nødt til at holde dig til det samme sted og tidspunkt hver gang! Selve Den guddommelige Gnist vil støtte sådanne åndeligt søgende og give dem styrke og vedholdenhed.

28. Den, der har betvunget sit sind, vil forblive den samme i gode såvel som i dårlige tider. Sorg og glæde er blot sindets vildfarelser. Det er kun, når sindet er forbundet med sanserne og kroppen, at det er påvirket, uroligt og begrænset. De, der sluger en gift, tænker ikke på smerte, er det ikke sandt? Hvordan kan det gå til? Sindet er på det tidspunkt afsondret fra kroppen, og derfor bekymrer det sig ikke om fysisk smerte eller ubehag. På tilsvarende måde har det befriede menneske også fordybet sit sind i Den guddommelige Gnist; et sådant menneske kan tilvejebringe mental fred og ro ved at disciplinere sindet.

29. Det befriede menneske opnår fuldstændig lyksalighed fra sin egen Guddommelige Gnist. Det søger den ikke noget sted uden for sig selv. Rent faktisk vil det ikke have noget ønske eller nogen plan om at finde glæde i noget som helst ydre. Det er tilfreds med den indre glæde, det får. Det befriede menneskes storhed er hinsides beskrivelse, endog hinsides hvad du kan forestille dig! Vedaerne proklamerer: ”Den, der har lært Gud at kende, bliver selv Gud. Den, der har opnået Det guddommelige Princip, er blevet Den Højeste”.

30. Alle vandbobler består blot af det samme vand; derfor gælder det også, at alle navne og formers mangfoldigheder, hele den skabte verden, blot består af den samme Gud. Dette er det befriede menneskes faste overbevisning, ja endda dets ægte oplevelse. Som alle floder strømmer ud i havet og forsvinder, således forsvinder alle ønsker og begær i den realiserede sjæls strålende bevidsthed. Det er det, der benævnes ’Den guddommelige Gnists åbenbaring’. Den guddommelige Gnist har ingen død. Den guddommelige Gnist er ikke født, og den er upåvirket af forandringens seksfoldige proces (at blive født, at leve, at vokse, at ældes, at blive gammel og at dø). Den guddommelige Gnist er uden fødsel, uden alderdom, uden død, uden forfald og udslettelse. Disse processer vedrører den flygtige krop. Processerne udgøres af: at blive født, at leve, at vokse, at forandre sig, at blive gammel, at gå i forfald og til sidst at dø. Den guddommelige Gnist har ingen sådanne omdannelser. Den guddommelige Gnist er stabil, urokkelig, fikseret, vidnet til alle forandringer, den er som en vanddråbe på lotusblomstens blad.

31. Befrielse fra sindets fangarme kan opnås ved at man erhverver sig viden om Det Absolutte. Den form for befrielse er den ægte måde at få herredømme over sig selv. Det er den ægte befrielse. Enhver, som fatter virkeligheden bag denne verdens flygtige forekomster, vil ikke være plaget af instinkt, impuls eller nogen anden tilskyndelse. Han vil være den sande visdoms herre.
top
32. Den røver, der har frarøvet jer Den guddommelige Gnists kostbare ædelsten, er ingen anden end sindet. Så hvis røveren bliver fanget, truet og straffet, kan du få ædelstenen tilbage. Den, der ejer denne ædelsten, bliver øjeblikkeligt æret som værende Gud selv.

33. Den åndeligt søgende skal søge de fremtrædende personligheder, der har opnået denne viden. Af dem skal han få kendskab til deres erfaringer, og han skal ære dem for disse og dele deres glæde med dem. Sådanne åndeligt søgende er i sandhed velsignet, for de er på vejen mod at få herredømme over sig selv. Dette er Guds mysterium, forståelsen af at der ikke eksisterer nogen anden. Det er at have viden om Den guddommelige Gnist.

34. Der findes fire slags befriede mennesker: Kendere af Gud, de store kendere af Gud, de fortræffelige kendere af Gud og de største kendere af Gud. Disse typer adskiller sig fra hinanden i henhold til det befriede menneskes udvikling af de rene og gode kvaliteter. Den første, kenderen af Gud, har nået det fjerde stadie, der kaldes ’Vejens mester’. Den anden, den store kender af Gud, har nået det femte stadie, der benævnes: ’Ikke-tilknytning’. Den tredje er nået frem til det sjette stadie: ’Ikke-erkendelse af objektive genstande’. Den fjerde, den største kender af Gud, er i det syvende stadie, tilstanden af ’Evig, fuldstændig sindsligevægt’.

35. Den største kender af Gud er ’befriet’, skønt han er i kroppen. Han må overtales med magt for at indtage mad og drikke. Han vil ikke beskæftige sig med noget som helst arbejde, der har forbindelse med verden. Han vil forholde sig ligegyldig over for kroppen og dens krav. Men de tre andre typer befriede mennesker vil med varierende intensitet være bevidst om verden. De vil engagere sig i verdsligt arbejde i det omfang, det er passende for deres åndelige status. Disse tre er nødt til at opnå deres sinds tilintetgørelse. Denne tilintetgørelse findes i to grader: 1. Tilintetgørelse af sindets uro og bevægelser samt tilintetgørelsen af disses skikkelser og former; 2. Blot tilintetgørelse af sindets uro og bevægelser.

36. Læserne bliver muligvis forstyrret af en tvivl vedrørende dette punkt. Måske spørger de: ”Hvem er de mennesker, der har besejret og tilintetgjort sindet?” Det er dem, der hverken har tilknytning, had, stolthed, jalousi eller grådighed. Dem, der er fri for sansernes trældom. Mennesker, der har vundet kampen mod sindet, er i sandhed helte. Det er prøven. Sådanne heroiske personer vil være fri for al uro og bevægelse i sindet.

37. Den, der har opnået stadiet ’tilintetgørelse af sindets uro og bevægelser samt tilintetgørelsen af disses skikkelser og former’, har bortelimineret de to kvaliteter ’sløvhed og uvidenhed’ samt ’lidenskab og hvileløshed’, og han vil skinne med den ’rene og gode’ kvalitets stråleglans. På grund af den rene og gode kvalitets indflydelse vil han, hvor end han bevæger sig, udstråle kærlighed, godgørenhed og barmhjertighed. ( I det allerede befriede menneske, den største kender af Gud, vil selv denne rene og gode kvalitet være fraværende). Den rene og gode kvalitet har som sit umiskendelige kendetegn: Stråleglans, visdom, lyksalighed, fred, broderlighed, følelsen af lighed, selvtillid, renhed og lignende kvaliteter. Udelukkende det menneske, der er gennemtrængt af den rene og gode kvalitet, kan se Den iboende guddommelige Gnist. Det er, når den rene og gode kvalitet bliver blandet med sløvhedens og uvidenhedens samt lidenskabens og hvileløshedens kvaliteter, at den bliver gjort uren og bliver årsagen til uvidenhed og illusion. Det er årsagen til menneskets trældom. Den lidenskabelige og hvileløse kvalitet frembringer den illusion, at noget ikke-eksisterende rent faktisk eksisterer! Den udvider og uddyber sansernes kontakt med den ydre verden. Den skaber såvel hengivenhed som tilknytning, og på denne måde styrter den mennesket dybere og dybere ud i aktiviteter. Dette sker på grund af den dobbeltsidede tiltrækning af glæde og sorg (den ene vil man gerne have, den anden vil man gerne undgå). Disse aktiviteter frembringer lidenskabens, raseriets, grådighedens, indbildskhedens, hadets, stolthedens, usselhedens og lurendrejeriets dårligdomme. Hvad så med sløvhedens og uvidenhedens kvalitet? Ja, den skjuler ens syn, svækker intellektet, forøger ladheden, og den tid man sover samt sløvheden. Den leder mennesket ad den forkerte vej, væk fra målet. Den vil gøre selv det, der ses, til noget der ikke er blevet set! Man vil være ude af stand til at drage fordel af sine egne aktuelle erfaringer, hvis man er fordybet i sløvhedens og uvidenhedens kvalitet. Det vil vildlede selv store lærde personer, for videnskabelig dygtighed giver ikke nødvendigvis moralsk modstandskraft. Indfanget i sløvhedens og uvidenhedens fangarme kan de lærde ikke komme frem til de korrekte konklusioner.
top
38. Selv de kloge vil, hvis de er begrænset af sløvhedens og uvidenhedens kvaliteter, blive ramt af megen tvivl og bange anelser og blive tiltrukket af sanselige fornøjelser til skade for den visdom, de har opnået. De vil begynde at identificere sig med deres ejendele, ægtefæller, børn og andre sådanne verdslige forekomster. De vil endda forveksle usandhed med sandhed og sandhed med usandhed! Bemærk, hvor mægtig en lurendrejer denne sløvhedens og uvidenhedens kvalitet er!

39. Illusionen har skjult denne overlejringskraft for den individuelle sjæl, for den universelle skabning. Ligeledes er overlejringskraften skjult for Væren-Bevidstheden-Lyksaligheden, som er den individuelle sjæls natur. Hele denne objektive verden, med al dens mangfoldighed, er født ud af mangfoldighedens kilde, hvor der udelukkende er enhed. Når hele denne evolution bliver indbefattet af involutions-processen, vil de tre kvaliteter være i perfekt ligevægt og balance. Det er tilstanden, der kaldes ’tilstanden af kvaliteternes perfekte balance’. Gennem Den Højeste Vilje, Gud, bliver balancen derefter bragt i uorden, og aktiviteterne begynder på ny, og disse fører til konsekvenser, der frembringer yderligere aktiviteter. Med andre ord så opstår, udvikler og åbenbarer verden sig. Det er tilstanden, der benævnes ’ubalanceret’. På denne måde er alt, fra den subtile indre ubevidsthed og underbevidsthed til den grove, ydre fysiske krop, en følge af illusionens eller superoverlejringens specielle magt over det universelle. Det er årsagen til, at disse omtales som ’ikke værende Den guddommelige Gnist’. Det er som et spejlbillede, der overlejrer vand over ørkensandet. Det kan udelukkende blive tilintetgjort af Guds eller Den guddommelige Gnists åbenbaring.

40. Den hengivenhed du føler over for dine slægtninge; den tilfredsstillelse du oplever, når du sikrer dig de ting, du tørster efter; den glæde du får, når du benytter disse ting, alt dette er trældom, som bevidstheden overlejrer på sig selv. Selv søvn og drømme er sådanne ’bevægelser’, som du nødvendigvis må få bugt med, før Den iboende guddommelige Gnist kan blive åbenbaret og erkendt. I søvntilstanden vedbliver uvidenheden at være der. Følelserne af ’Jeg’ og ’min’ frembringer en endeløs række af aktiviteter og uro i forskellige stadier af bevidstheden. Men ligesom en enkelt soldat i en fordelagtig position med succes kan give sig i kast med hundredvis af fjendtlige soldater, der kommer i enkeltkolonne gennem en snæver åbning, på samme måde bliver du nødt til at give dig i kast med hver enkelt uro i sindet, når og hvor den dukker frem i bevidstheden, og overmande den. Modet til at gøre dette kan fås gennem træningen, der er afledt af øvelse.

41. Al uroen i sindet bliver voldsommere i det øjeblik, du begynder på undersøgelsen af spørgsmålet: ”Hvem er jeg?” Det var den åndelige øvelse, som Ramana Maharshi udførte og lærte sine disciple. Det er også den letteste af alle de åndelige øvelser. Først må ønsket om at fremme ens egen lykke være til stede. Det vil føre til studier af bøger om Gud og om Guds-princippet; til en søgen efter gode menneskers selskab; til tilbagetrækning fra sanselige fornøjelser og til tørsten efter befrielse. Selv den guddommelige grundsætning vedrørende Den Absolutte Virkelighed: ”Jeg er Gud”, har et spor af uvidenhed knyttet til sig. ’Jeg’ anses i grundsætningen at være adskilt, men identisk. Dette ’jeg’ er så vedvarende, at det kun vil forsvinde gennem uophørlig meditation på ’Jeg er Det’ (Jeg er Gud) og på Den altomfattende guddommelige Gnist eller Gud. Dette er selvundersøgelses-tilstanden, også kaldet yogaens grundlæggende trin; trinnet, der følger efter tilstanden, hvor man higer efter åndelig lykke. Ved hjælp af disse metoder kan sindet meget hurtigt blive fæstnet på kontemplation på Gud. Enhver tilstand er et skridt op ad trappen mod sindets tiltagende højnelse, fra det konkrete til det subtile og fra det subtile til det ikke-eksisterende. Det er det sidste stadie, tilstanden af svækkelse af kropsbevidstheden.

42. De tre tilstande, der henvises til i ovennævnte afsnit, og de øvelser de involverer, vil tilintetgøre alle ønsker, begær og stærke længsler og kaste lys over virkelighedens viden. Sindet gøres fuldstændigt helligt, og det bliver gennemtrængt af sandhed. Dette kaldes tilstanden af ikke-tilknytning eller tilstanden af ikke-bindende. Det vil sige, at al forbindelse og kontakt med den ydre verden og selv med ens fortid bliver udslettet. Der gives ingen opmærksomhed til det indre og det ydre; den åndeligt søgende opnår ’ikke-erkendelse af genstande’, som tilstanden kaldes. Han besidder ikke selv nogen erkendelse af materielle genstande. Det betyder, at intet objekt kan skabe nogen følelser i hans bevidsthed. Det perfekte befriede menneske vil altid være fordybet i Den guddommelige Gnists lyksalighed. Det har ingen bevidsthed om den, der ser, det der ses og synet, den trefoldige tråd. Dette er den evige, fuldstændige sindstilstand, den fjerde tilstand, den hinsides tilstand.

43. Nogle mennesker drømmer, mens de er vågne. De bygger luftkasteller, idet de lægger planer om det, de kender til, og det de ikke ved noget om. De lægger planer om det, de kan se, og det de ikke kan se. Andre er ekstra vågne. Deres ’jeg’ og ’min’ følelse er gennem mange liv blevet for dybt rodfæstet. Disse mennesker er ikke andet end bevægelser i bevidstheden. Visdom kan kun bryde frem, når denne uro bliver tilintetgjort. Uanset hvor meget en person måtte kende til navne og former, så vil vedkommende ikke kunne fatte virkeligheden, før dette sker. Kendetegnet for den person, der fuldt ud kender virkeligheden, er ophør af al uro og al bevægelse i sindet
top
44. Se på skyerne. De vandrer hen over himlen. Bemærk, at de ikke har noget indgående og varigt slægtskab med himlen, som de skjuler i få minutter.

45. Sådan er slægtskabet mellem din krop og dig. Det vil sige dig, der er af Det højeste Selvs natur. Kroppen er blot en midlertidig passerende fase, der skjuler og fordunkler sandheden.

46. Hvordan kan kroppens adfærd, om den sover, drømmer eller er vågen, på nogen måde påvirke Den Evige Bevidsthed, Det højeste Selv?

47. Hvad med din skygge? Er den ikke noget, der er adskilt fra dig? Bliver du på nogen måde påvirket af dens længde, dens klarhed eller dens faren af sted? Forstå, at det samme gælder slægtskabet mellem kroppen og dig selv. Hvis du opfatter dette bundt kød og ben som dig selv, så tænk over, hvad der sker med det, og hvor længe du kan kalde det ’mit’. At overveje dette problem er begyndelsen til visdom.

48. Denne fysiske skikkelse, der er opbygget af elementerne: Jord, vand, ild, luft og æter, opløses i dets oprindelige bestanddele. Det samme gælder for alle ting, der er blevet bygget op. Det er udelukkende uvidenheden, der vil opfatte kroppen som virkelig. Udelukkende den ikke-uddannede vil knytte en værdi som varig og evig til den. Eksisterede denne krop før fødslen? Vedbliver den med at være her efter døden? Nej, den dukker op og forsvinder. Mellem fødsel og død eksisterer den! Derfor har den ingen absolut værdi. Den bør blot behandles som skyen eller skyggen.

49. Rent faktisk er denne fysiske verden som et mangotræ, der dukker frem fra tryllekunstnerens tryllestav. Den er en frembringelse af den lurendrejer, der kendes som sindet. På samme måde som ler tager form som potter, pander og tallerkener, og efter et stykke tid igen bliver uformeligt ler, er alt dette den formløse Væren-Bevidsthed-Lyksalighed; den formløse tilstand der et stykke tid viser sig med form på grund af sindets selvbedrag og uvidenhed. På grund af navn og form er nogle genstande nyttige, mens andre ikke er det.

50. Alle former er Gud; alt er Gud. Du er også Gud, over og hinsides fortid, nutid og fremtid. Du er ikke denne krop, der er nært forbundet med tid, og som er fanget i snaren ved navn: ’Var, er og vil’. Vær altid fikseret på denne holdning. Dvæl konstant ved tanken om, at du er af samme beskaffenhed som Den universelle absolutte Gud. På den måde udvikler du dig til et befriet menneske.

51. Dit sind befinder sig i en trældom, der tørster efter objekter, efter menneskeligt selskab og som foretrækker det ene sted frem for det andet. Tilknytning er trældom; ikke-tilknytning er befrielse. At tørste efter noget er det samme som at være fængslet, at dø. At trække sindet tilbage fra al tilknytning er at være fri, at leve evigt.

52. For mennesket gælder, at det er sindet, der forårsager trældom og skænker befrielse. Sindet løber efter et objekt, fæstner sig på det; sanserne er i beredskab; det resulterer i en handling; sindet bliver glad eller ulykkeligt; følelser opstår; frygt trænger ind i sindet; vreden vokser; sygdom opstår. På denne måde strammer trældommen til.

53. Frygt, angst og sygdom er tilknytningens nærmeste kammerater, de kammerater, der står dens hjerte nærmest! De er alle fire uadskillelige kammerater, der altid er sammen. Det er årsagen til, at selv Pathanjali, forfatteren til Sutra Yoga, var tvunget til at hævde: ”Tilknytning løber efter lykke.” Hvad er det, der giver lykke? Det er opfyldelse af ens ønsker og begær, er det ikke? Ønsker fører til had mod dem, der hindrer, de bliver opfyldt, og glæde mod dem der opfylder dem. Ønsker fører også til modsætningernes uundgåelige pendulering mellem sympatier og antipatier. Den uvidende har ingen mulighed for at undgå dette.

54. Urent guld bliver smeltet i smeltediglen, og det kommer op ad den igen skinnende og klart. Sindet, der bliver gjort urent af vrede og indbildskhed og af virkningen af tusindvis af tilknytninger og ønsker, kan gøres klart og strålende, hvis det lægges ned i undersøgelsens smeltedigel og bliver varmet op med skelneevnens kul. Denne klarhed er forståelsens lys, visheden om at du er Den guddommelige Gnist.
top
55. Ligesom støv lægger sig alle vegne, slører ønsker og begær, tilknytninger, tørst efter alting samt begærlighed alt sammen sindet. Du bliver nødt til at holde dem helt væk, så det bliver muligt for Selvets stråleglans at kunne smelte sammen med Det højeste Selvs pragt.

56. Tillad ikke dig selv at løsne grebet om sindet, uanset hvilke kriser du udsættes for, og hvor dyb din elendighed er. Gør grebet fastere, idet du fæstner dit blik på de højere værdier. Tillad ikke sindet at forvilde sig væk fra hjertets hellige tabernakel. Lad det bøje sig for Den iboende guddommelige Gnist.

57. På denne måde kan du gå videre fra den superbevidste tilstand, hvor der stadig eksisterer subjekt og objekt, til tilstanden der er kendetegnet ved ikke-adskillelsens dybe forening. Det vil sige at gå fra at smelte sammen med Den Adskilte til at smelte sammen med Den Ikke-adskilte. Illusionen skal forsvinde uden at efterlade så meget som et spor; først da kan du smelte sammen med Den Ikke-adskilte. Her er der ingen dualisme; det er Gud og Gud alene. Alle bindinger, der opstår i forbindelse med uvidenhed, ønsker, begær osv., forsvinder, og du bliver virkeligt og fuldt ud befriet.

58. Slangen smider uden videre sin ham og har ikke mere at gøre med den. Du skal udvikle denne holdning af ikke-tilknytning. Du skal flygte fra selvbedraget om, at du er kroppen. Gennem konstant meditation på Den guddommelige Gnist og Dens herlighed, kan du undslippe verdens og de verdslige anliggenders forvirring. Den åndeligt søgende, der mener det alvorligt, skal aflede hele sin opmærksomhed og alle sine anstrengelser fra den sanselige verden og fæstne og rette dem på Den Evige Gud.

59. Mennesket fremkom ikke for blot at svælge i overfladisk glæde og flygtige fornøjelser. Det er vanvittigt at tro det. At identificere sig med ’jeg’et’ og blive knyttet til ’mit’ og ’mine’ – det er den væsentligste årsag til sorg og uvidenhed. Hvor der ikke er nogen egoisme, der vil den ydre verden ikke blive bemærket. Når den ydre verden ikke erkendes, kan egoet ikke eksistere. Derfor vil den vise person tage afstand fra verden og altid opføre sig som Herrens repræsentant, idet han er i verden, men ikke af verden.

60. Midt i en samtale talte den store vismand, Vasishta, engang således til Avataren, Rama: ”Lyt, oh tapre Rama! Den individuelle sjæl er en tyr, der hviler sig i skyggen (illusionen) under et mægtigt træ med et kæmpe omfang (den foranderlige verden). Tyren er bundet med ønskers og begærs reb, og derfor er den inficeret med uroens, bekymringernes og sygdommens lopper og insekter. Den er kommet på afveje og ruller sig i denne vejs mudder og dyng, mens den kæmper i uvidenhedens mørke nat for at slukke sansernes tørst. Nu sker der det, at nogle gode og vise mennesker løsner den og bringer den væk fra skovens mørke tilholdssted. Gennem skelneevne og undersøgelse af selvet opnår du den højeste visdom; og gennem den højeste visdom bliver du i stand til at forstå sandheden, at erkende Den guddommelige Gnist, at kende Den guddommelige Gnist. Det er alle livs ultimative mål; tilstanden der er hinsides fortid, nutid og fremtid.”

61. Men der er et punkt, som du må være fuldkommen opmærksom på, og som du altid skal huske: Blot at opgive ydre aktiviteter, der er forbundet med tilfredsstillelse af sanselige ønsker og begær, er ikke nok; de indre stærke længsler må rykkes op med rode. Ordet ’Tørst’ (i forbindelse med at få tilfredsstillet sine ønsker og begær) dækker begge disse; de indre tilskyndelser og de ydre handlinger. Når alle tilskyndelser ophører, kaldes det ’Længsel efter befrielse’. Viden om Den guddommelige Gnist og tro på Den guddommelige Gnist, alene disse kan slukke den irrelevante tørst.

62. Når det befriede menneske erklærer: ”Jeg er Gud”, udtrykker det sandheden fra dets erfarings virkelighed. Når det fysiske og det subtile bliver overskredet, når sindet, intellektet og livsenergierne bliver sublimeret, det vil sige, når Selvet ikke længere er bundet af følelser, tanker, impulser og instinkter, så vil der kun være Væren tilbage, ren og ublandet, Den universelle absolutte Gud. Derfor føler det befriede menneske sig som værende ét med Den Allestedsnærværende, Den Alvidende; mens den ikke-uddannede, uindviede person, der ikke har lært sig de åndelige øvelsers første skridt, føler sig som værende ét med sin fysiske skikkelse.
top
63. Udtrykket: ’Væren-Bevidsthed-Lyksalighed’ antyder det evige. Den formløse tilstand betyder en tilstand uden form. Hvilken form kan vi sætte på Den Altgennemtrængende, Den Altomfattende? ’Den Højeste’, ’Den Største’ eller ’Den Absolutte’ betyder super, hinsides, over, mere storartet end alt andet. Den universelle absolutte Gud tilkendegiver Den Ene hinsides og bag alt, mere storslået end noget andet i de tre verdener. Gud er ikke-dualistisk, enestående, evig og uendelig. ’To’ betyder forskellighed, uenighed, uundgåelig splid. Eftersom Gud er altgennemtrængende, er Gud én og kun én. Gud er udelelig og uforgængelig.

64. At erkende dette er visdom, den højeste visdom.

65. Ordet Gud hedder på sanskrit Brahman. Dette ord er opstået fra roden ’brh’, der betyder at udvide, at forøge, at forstørre osv. ’Brhath’ betyder stor, forstørret, kraftig, høj osv. Ordet Den iboende Sjæl (et andet ord for Den guddommelige Gnist) hedder på sanskrit Purusha. Dette ord har roden ’pri’, det betyder at udfylde, at fuldende. ’Pur’ betyder en by ’fuld” af indbyggere – læs kroppe. Den der fuldender, den der er iboende, den der udfylder hver og én af alle disse kroppe – det er Den iboende Sjæl, Den guddommelige Gnist.

66. Ordet ’Den guddommelige Gnist’ hedder på sanskrit Atma, og har som sin rod ’aap’, der betyder at tilegne sig, at opnå, at besejre, at overvinde osv. Den, der kender Den guddommelige Gnist, kan opnå al viden, kan tilegne sig alt, har opnået viden om alting, fordi Den guddommelige Gnist er allestedsnærværende. Personen er derefter fordybet i Væren-Bevidsthed-Lyksalighed; altså i selve legemliggørelsen af Gud. Væren er essensen af sindsligevægt; Bevidsthed er essensen af visdom; disse udgør, sammen med Lyksalighed, legemliggørelsen af Gud.

67. Den hellige skrift Taittiriya Upanishad har erklæret følgende: ”Gennem lyksalighed er alt dette født; gennem lyksalighed lever alt dette; alene i lyksalighed er alt dette forenet; i lyksalighed hviler alt dette.” Begrebet Gud og begrebet Den iboende guddommelige Gnist har de samme kvaliteter. Den iboende guddommelige Gnist er også født i lyksalighed; fuld af lyksalighed og forenet i lyksalighed. Jo mere visdom, des mere bevidsthed om lyksaligheden. Det befriede menneske har glæde som sin højre hånd; hjælpsom i alle kritiske situationer og altid villig til og i stand til at komme til undsætning.

68. Den hellige skrift Chandogya Upanishad erklærer, at lyksalighed er uløseligt forbundet med det ubegrænsede, det grænseløse, det evige – med Gud. Endnu et ord, der anvendes af det befriede menneske til at beskrive deres oplevelse af Gud, er ’Oplysningen Selv’. Ordet betyder: den hvis natur er stråleglans, herlighed eller glans; den der er selve oplysningen. Ti millioner sole kan ikke måle sig med Det højeste Selvs stråleglans. Betegnelsen ’Legemliggørelsen af fred” indikerer, at Det højeste Selv er freden selv. I de vediske tekster som for eksempel ’Ayma Ayma Saanth’ bekendtgøres det, at Det højeste Selv, Den guddommelige Gnist, er den højeste fred.

69. Det er grunden til, at Det højeste Selv karakteriseres som evig ren, evig intelligent, evigt befriet, evigt oplyst, evig tilfreds, evigt bevidst osv. Det er visdommen selv, og derfor er Det højeste Selv legemliggørelsen af al lærdom. Det er ikke knyttet til noget, og derfor er Det altid fri. Når Gud bliver oplevet, i lige netop det øjeblik, ophører al sult, alle ønsker og begær forsvinder, og på den måde skænkes der tilfredshed. Den højeste Visdom er begrebet, der anvendes om den virkelige oplevelse af Gud. Det er en speciel form for visdom, forskellig fra den almindelige mængde information, man får ved at studere bøger. Nettoresultatet af studiet af en hvilken som helst gren af videnskaben, frugten af hele studiet, omtales også somme tider som Den højeste Visdom. Den specielle visdom om Gud er kendt under mangfoldige navne som visdom, den højeste visdom, bevidsthed, ren bevidsthed osv. Ren bevidstheds modsætning er ikke-bevidsthed eller inaktivt materie. Bevidstheden om Den guddommelige Gnist gør alting bevidst, aktivt. Gud er Evig Bevidsthed.

70. Det befriede menneske vil føle, at Den guddommelige Gnist, der er iboende alle, er dets egen Guddommelige Gnist. Det vil glæde sig over, at det selv er alt dette. Det vil ikke se nogen forskel mellem det ene og det andet menneske, for det oplever udelukkende enhed, ikke forskellighed. Race, kaste og tro er fysiske forskelle, der blot vedrører kroppen. Disse er blot den ydre krops kendetegn. Den guddommelige Gnist har ikke nogen dele, den er fejlfri, upåvirket af ønsker, begær, vrede, grådighed, sygdom, stolthed og misundelse. Den er uden aktivitet. Det er udelukkende den materielle verden, der undergår alle disse omdannelser, eller i det mindste giver det indtryk, at den bliver omdannet. Den iboende Sjæl er blot det evige vidne, den altid ikke-aktive, Den der er uden omdannelse, uden forandring.

71. Om hvilket kan du sige: ”Det er sandt”? Det kan du kun sige om det, der eksisterede i fortiden, eksisterer i nutiden og vil eksistere i fremtiden. Det der hverken har begyndelse eller slutning, det der ikke bevæger sig eller forandrer sig, det der har en ens, aldrig skiftende form, det der har en samlende erfaringsgivende egenskab. Lad os betragte kroppen, sanserne, sindet, livskraften og lignende fænomener. De bevæger sig, og de forandrer sig. De begynder, og de slutter. De er virksomme. De har tre kvaliteter: 1. Sløvhed og uvidenhed. 2. Lidenskab og hvileløshed. 3. Renhed og godhed. Disse er uden grundlæggende virkelighed. De forårsager illusionen om virkeligheden. De har kun relativ værdi; de har ingen absolut værdi. At de skinner skyldes udelukkende lånte fjer.

72. Absolut sandhed er hinsides tid og rum, den er udelelig. Den begynder ikke; den er altid, og den eksisterer altid. Absolut sandhed er grundlaget, den er fundamental, og den åbenbarer sig selv. At kende den, at opleve den, det er visdom. Absolut sandhed kan ikke blive udpeget til at være sådan og sådan og blive forklaret ved hjælp af nogle karakteristika. Hvordan skulle noget, der er hævet over og hinsides intellektet og sindet, kunne beskrives gennem lutter ord?
top
73. Absolut sandhed kaldes også ’usynlig for øjet’, det optiske hjælpemiddel der undergår forandringer, og som har en meget begrænset kapacitet. Gud kan aldrig blive fattet af noget elementært og fysisk. Det er på grund af Gud, at øjet er i stand til at se, så hvordan skulle øjet kunne opfatte Gud? Sindet er bundet af tid, rum og årsagsforholds begrænsninger. Hvordan kan Det højeste Selv, der er hævet over og upåvirket af disse, være begrænset af dem?

74. Udtrykkene ’fravær af urenhed’, ’at have tilintetgjort al urenhed’ og ’uden urenhed’ anvendes om Det højeste Selv. De udtrykker den samme betydning. Tilsvarende bliver følgende vendinger anvendt om Gud: ’Ude af stand til at blive fattet’, og ’uden nogen aktivitet, da aktivitet eller handling forudsætter en andens eller andres eksistens, medens Gud er enestående og derfor er ubevidst om nogen bevægelse hen mod eller væk fra andre.’

75. Vær klar over, at det foranderlige univers er legemliggørelsen af Herren i Hans form som det fysisk manifesterede kosmos, formen der af illusionen er overlejret på Oversjælen. Gud er det, der er blevet til eller forekommer at være blevet til alt dette, Den Indre Motiverende Kraft. I sit aspekt som værende uden kvaliteter er Gud ’Skabelsens Kilde’ eller ’Skabelsens Årsag’, som hele skabelsen er en manifestation af. At forstå universets hemmelighed og forstå dets oprindelse og væsen, det er visdom.

76. Mange mennesker argumenterer, at visdom er en af Guds egenskaber, at visdom er Guds natur – et af Guds karakteristika osv. Men sådanne meninger dukker kun frem i fraværet af virkelige erfaringer, i fraværet af reel opnåelse af visdom. Argumenter og diskussioner vokser i antal, når der ikke eksisterer nogen førstehåndserfaringer. For virkelighedens erkendelse er individuel, den er baseret på åbenbaringen over for én selv.

77. Jeg bekendtgør, at visdom er Gud, at visdom ikke blot er et kendetegn, en holdning eller en kvalitet. Vedaerne og de hellige skrifter kundgør, at Gud er sandhed, at Gud er visdom, og at Gud er evig; ikke at Gud har disse og andre kendetegn. Når Gud kendes, bliver den, der ved, det der vides og viden alle én.

78. Rent faktisk kan Gud ikke beskrives som værende sådan og sådan. Det er grunden til, at der refereres til Gud som blot ’Væren’, ’Den er’. Også visdom er blot Væren, ikke mere, ikke mindre. Vedaerne anvender udtrykket ’Summen og substansen af åndelig visdom’ til at give udtryk for Gud. Der er her tale om Visdom med stort V! Det er kun dem, der ikke kender vedaerne og de hellige skrifter, der vil påstå, at visdom og Gud er adskilte. Visdom er Gud; adskillelse er ikke mulig. Det er tegn på uvidenhed at fastslå en forskel.

79. Al viden, der er begrænset af de tre kvaliteter, er uvidenhed. Denne viden er ikke den transcendentale visdom, der er over og hinsides sløvhedens og uvidenhedens, lidenskabens og hvileløshedens og selv de rene og gode motiver, impulser og kvaliteter. Hvordan kan sådan en begrænset viden være visdom? Den transcendentale viden er også nødt til at være transcendental i samme omfang og i samme grad.

80. Muligvis påstås det, at Gud har en form, mens visdom er uden form, men i ordets egentlige betydning er de begge formløse. Guds tilsyneladende form er et resultat af uvidenhed. Formen er udelukkende knyttet til Gud for at tage sig af de legemliggjorte sjæles behov i løbet af legemliggørelsens periode. Den Absolutte bliver bragt ned på den betingedes plan, fordi sjælen også er betinget i kroppen. Ikke at vide at dette menneskelige, fysiske mellemspil blot er Den guddommelige Gnists betingede tilstand, er at være reduceret til et dyrs træghed.

81. ’Visdom er universalmidlet mod alle sygdomme, bekymringer og møjsommeligheder.’ Sådan beskriver vedaerne visdom. Der findes mange veje, der fører til opnåelse af denne visdom. Af dem er den vigtigste hengivenhedens vej. Den vej som Vasishta, Narada, Vyasa, Gouranga og andre store personligheder gik. Hvad olien er for flammen i lampen, er hengivenhed for visdommens flamme. Visdommens glædes himmelske træ trives i hengivenhedens forfriskende vand. Forstå dette fuldt ud.

82. Det er grunden til, at Krishna, der er kærlighedens personifikation, og som er gennemtrængt af barmhjertighedens kvalitet, i Bhagavad Gita’en erklærede: ”Jeg kendes ved hjælp af hengivenhed.”

83. Hvorfor fremkom Krishna med denne erklæring? Fordi der på hengivenhedens vej ikke eksisterer nogen forhindringer. Ung og gammel, høj og lav, mand og kvinde, alle er de berettiget til at betræde vejen. Hvem blandt mennesker har et påtrængende behov for medicinsk behandling? De der er alvorligt syge, er det ikke sandt? På samme måde gælder, at de, der famler rundt i uvidenhed, først og fremmest er berettiget til den undervisning og den træning, der fører til erhvervelse af visdom. Hvorfor give dem, der ikke er sultne, mad? Hvorfor give dem, der ikke er syge, medicin? Gud, eller visdom, er medicinen, der skal anvendes mod de vildfarendes fejlopfattelse og til fjernelse af misforståelsens og uvidenhedens tåge. Denne medicin vil brænde det støv bort, der skjuler sandheden.

84. Alle, uden hensyn til status, klasse eller køn, kan opnå den visdom. Hvis de hellige skrifter fastslår, at kvinder ikke er berettiget til visdommen, hvorfor omtales det så, at Shiva lærte sin hustru, Parvathi, det centrale i vedaerne? Eller hvordan gik det til, at den store yogi, Kapilacharya, lærte sin moder, Devahoothi, om én af de seks åndelige retninger inden for den vediske filosofi? Eller hvorfor videregav den store helgen, Yajnavalkya, den vediske filosofis grundlæggende principper til sin hustru, Maithreyi, som det nævnes i den hellige skrift Brihadaranyaka Upanishad? Upanishaden kan ikke være urigtig. De hellige skrifter, hvori disse kendsgerninger nævnes, udtrykker udelukkende sandhed.

85. Der er ingen tvivl om, at vismanden Matanga (en vismand der levede på Rama’s tid) var en stor asket. Erklærede Ramayana’en (beretningen om avataren Rama) ikke, at Rama lærte kvinden Sabari om Guds hellige lære? Er denne erklæring falsk? Når man selv er nået til en vis alder, hvem er så ikke klar over, at disciplen Sureswaracharya’s hustru kappedes med selve den åndelige lærer, Shankaracharya, i en filosofisk diskussion om Gud? Så den væsentligste kvalifikation, du skal have for at bevæge dig ad vejen mod visdom, er blot åndelig øvelse; den asketiske åndelige øvelse du er engageret i, ikke den irrelevante overvejelse om kaste, tro og køn. Idet du lægger alle andre anliggender til side, skal du koncentrere dig om denne åndelige øvelse og denne asketiske åndelige øvelse.

86. Herren er tilgængelig og til rådighed for alle. Han er barmhjertigheden selv. Ingen, bortset fra Herren, har autoritet til at erklære nogen som værende uegnet til at lære om visdommen. Hvis du tænker lidt dybere over det, vil du erkende, at Herren ikke vil nægte nogen muligheden for at nå Ham. Hvordan kan flammen og havet nægte ly til ildens gnister og havets dråber? Herren vil ikke afvise eller nægte.

87. En fader til fire sønner kan ikke fastslå, at en af dem ikke har nogen ret til en del af hans besiddelser. Det vil ikke være retfærdigt eller rigtigt. Hvad skal man så sige om Herren, der er blottet for det ubetydeligste anstrøg af at være partisk eller forudindtaget, og som er fuld af barmhjertighed? At tillægge Ham at praktisere unfair begunstigelser er at begå helligbrøde.

88. Idet Krishna refererede til spørgsmålet om, hvem der er berettiget, og hvem der ikke er berettiget til viden om Gud, sagde Han i Bhagavad Gita’en: ”Jeg har ingen favoritter, ej heller har jeg uvilje mod nogen. Hvad end der måtte være tilfældet, om en person er mand eller kvinde, gælder, at hvem der end tilbeder mig med tro og hengivenhed vil nå mig. Intet kan komme dem i vejen. Jeg vil også åbenbare mig i sådanne personers hjerter.” Er Bhagavad Gita’en af den grund meningsløs? Nej, Bhagavad Gita’en udtrykker den dybsindige sandhed.
top
89. I dag findes der en anden, almindelig udbredt og forkert overbevisning. Det påstås, at for at være berettiget til at udøve de åndelige øvelser så som gentagelse af Guds navn og meditation, med det formål at virkeliggøre Gud, skal man strengt overholde en bestemt adfærd, der er fastlagt i traditionen og på denne måde opnå renhed. Jeg er ikke enig. Medicin er kun vigtigt for de syge. Hvordan skulle de kunne blive sunde og raske uden først at gennemgå en medicinsk behandling? At sige at en person skal være ren og god og følge bestemte adfærdsregler, før han betræder Guds vej, er det samme som at sige, at han skal være rask, for at gøre sig fortjent til medicinsk behandling! Det er absurd. Renhed, godhed osv. er alle konsekvenser af rejsen mod Gud. Man kan ikke kræve, at de er afgørende for, at man kan starte på rejsen. Det at indtage medicin vil gradvist medføre bedre helbred og bedre humør. Helbred og humør bør ikke være noget, man kræver endnu før medicinen ordineres eller udleveres! Dette umiskendelige faktum bliver ignoreret af mange. Det er i sandhed en alvorlig sygdom!

90. Alle dem der lider af uvidenhedens sygdom, skal læse og tænke over de bøger, der omhandler behandlingen af denne sygdom, nemlig bøger om ældres erfaringer med hensyn til åndelig stræben. Det er først da, at de kan forstå tingenes rette sammenhang.

91. Der findes en anden hemmelighed ved succes, som man også skal huske på. Ethvert forløb med medicinsk behandling omfatter i et vist omfang regulering og begrænsning af diæten, bevægelserne, vanerne og adfærden. Disse bør ikke blive negligeret eller behandlet skødesløst. Rent faktisk sker der det, at hvis lægens råd med hensyn til disse forhold ikke nøje bliver fulgt, så vil selv den dyreste, mest nutidige eller mest effektive medicin være virkningsløs.

92. Læg mærke til de personer, der har gennemgået behandlingen, taget medicinen, overholdt reguleringerne og begrænsningerne osv., og som derfor sunde og raske dukker frem fra sygeværelset! De er fra alle kaster og af begge køn. Den store vismand Vasishta blev født af en almindelig kvinde; Narada’s, den store vismand og skjalds, moder, var en vaskekone; Den store og hellige digter, Valmiki, tilhørte jægerfolket; vismanden Viswamithra, der var den unge Rama’s rådgiver, var af krigerkasten; den store vismand, Matanga, var medlem af den undertrykte befolkningsklasse. Den logiske slutning er, at det der er vigtigt, er den vedholdende meditation på Herren. Det vigtige er ikke kastens eller troens tilhørsforhold. Visdom er opnåelsen af følelsen af enhed, erkendelsen af at der ikke eksisterer noget eller nogen høj eller lav. Det er det sande guddommelige princip, Gud.

93. En dukke fremstillet af sukker har hoved, hals, arme og ben, men hver del er lige så sød som de andre. Fra hoved til fod er det den samme sødme; der kan ikke være to slags sødme. Det er derfor læren, sandheden, siges ikke at være dualistisk, men at være ikke-dualistisk. De der udgår fra Herrens ansigt, og de som udgår fra Hans fødder, er begge Hans børn. Forståelsen af denne sandhed er et tegn på visdom.

94. Der findes træer som Jack-træet, der bærer frugter fra roden og op til de øverste grene! Adskiller frugten tæt på jorden sig fra frugten på den øverste gren? De er alle sammen ens, ikke sandt? Eller smager de forskelligt, som forskellige frugter gør? Selvfølgelig gælder det, at der blandt træets frugter er nogle, der er spæde, nogle der er umodne, nogle der er lidt modne og nogle der er fuldt modne. Det er kun naturligt, at de måske også varierer i smagen. Men du vil aldrig kunne finde bitre frugter ved jorden, søde i træets top og sure frugter i midten. Spæd, umoden og moden er tre trin, tre stadier eller tre karakteristika.

95. På tilsvarende måde er de fire kaster fire karakteristika, kvaliteter. I henhold til deres natur og deres handlinger er de fire kaster blevet fastsat. På samme måde som frugterne på det samme træ er henholdsvis spæde, umodne, lidt modne og fuldt modne, er mennesker også at betragte som værende fire grupper alt efter deres udviklingstrin, der bedømmes ud fra deres handlinger og karakter. De personer, i hvis tanker og adfærd de rene og gode kvaliteter er fremherskende, er grupperet som præster, der går fremad langs vejen mod Gud. Dem, hvor de lidenskabelige og hvileløse kvaliteter dominerer, henregnes til krigerne. På denne måde har de hellige skrifter talt om rodfæstede kvaliteter som grundlaget for tilhørsforholdet til kaste, intet andet grundlag kan anvendes. Hvorfor? Bhagavad Gita proklamerer, at de fire kaster er blevet tilvejebragt af Herren, idet man skal tage følgende i betragtning: 1. De tre kvaliteters dominans. 2. Udøvelsen af handlinger så som gentagelse af Guds navn, meditation og andre selvdisciplinære pligter!

96. Skønt en person er født ind i arbejder-kasten, kan han opnå præste-status gennem anstrengelser og åndelige øvelser vendt mod Gud. Skønt født som præst, kan en person blive arbejder, hvis præste-idealet ikke findes, og hvis de anstrengelser, der skal til for at nå det, ikke ydes.

97. Graden af god og åndelige adfærd og selvdisciplin, disse to er kriteriet for indplacering i en bestemt kaste. Disse er de afgørende faktorer. Det indre guddommelige Princip er det samme i alle. Det kender ikke til kaste, klasse eller strid. For at erkende at Selvet er hinsides alle disse underordnede grupperinger, er hengivenhed den første nødvendighed. Hengivenhed går op i en højere enhed med visdom og bliver identificeret med den. Hengivenhed udvikler sig til visdom, så omtal dem ikke som værende forskellige. På ét stadie kaldes det hengivenhed, på et senere stadie refererer vi til det som visdom. Først er det sukkerrør, senere bliver det sukker.
top
98. Gennem hengivenhed bliver den individuelle sjæl transformeret til guden Shiva (der bl.a. er legemliggørelsen af åndelig visdom) Eller snarere, den erkender, den er Shiva, og derefter forsvinder ideen om den individuelle sjæl. At opfatte sig selv som den individuelle sjæl, det er uvidenhed. At kende sig selv som Shiva, det er visdom.

99. Et stykke hvidt klæde, der er blevet beskidt, bliver dyppet i vand, vasket med sæbe, skyllet og slået mod en stor sten, for at det skal få dets oprindelige farve og tilstand tilbage. For at fjerne uvidenhedens snavs, der har fæstnet sig til den rene Væren-Bevidsthed-Lyksaligheds Guddommelige Gnist, er følgende også nødvendige: den pletfri adfærds og den gode opførsels vand, Gud-refleksionens sæbe, gentagelsen af Guds navn samt meditationens skylning og forsagelsens slag. Først da kan Den guddommelige Gnists grundlæggende guddommelighed skinne frem.

100. Det hjælper ikke, at sæben er god, hvis vandet er snavset. Al sæben og al besværet med at vride og slå klædet, vil være spildt, for klædet vil forsætte med at være lige så beskidt som før. Dette forklarer, hvorfor mange åndelige aspiranter mislykkes i deres stræben. Skønt de har mediteret på Gud i mange år og har studeret det åndelige i lang tid, er deres måde at være på og opføre sig på helt forkert. Fejlen er at finde i vandet, ikke i sæben! Deres daglige vaner, handlinger og aktiviteter er usle og nedrige. Det at meditere på Gud vil være helt spildt.

101. I deres uvidenhed tøver mennesker med at acceptere de åndelige øvelsers strenghed, idet de opfatter dem som lænker eller bånd, der begrænsninger deres frie måde at leve på. De taler nedsættende om det åndelige påbud og undsiger den guddommelige nåde. Dette påbud bliver ikke forstået og værdsat. Det bliver ikke adlydt og bliver endda bekæmpet. Men en klog mand, der sår hvede, vil føle sig velsignet ved at få en hvedehøst. En tåbe sår tårer og græder, fordi der ikke vokser hvede. For alle i hele verden gælder, om de tror det eller ej, så er to plus to fire. Resultatet afhænger ikke af, om du bryder dig om det eller ej. Det faktum, at Den Højeste er iboende hvert væsen som Den guddommelige Gnist, er på tilsvarende måde en uundgåelig realitet. Gud vil ikke blive væk, hvis Han bliver fornægtet, eller komme hvis Han bliver inviteret. Gud er her. Gud er alle væseners inderste Væsen. Det er sandheden, og hvis du ønsker at kende og erfare den, skal du udvikle det befriede menneskes klarsyn. Uden dette vil du aldrig kunne se Gud. På samme måde som teleskopet gør dig i stand til at se ting, der er langt væk, er ’visdommens teleskop’ uundværligt, hvis du skal se Gud, der er iboende alle væsener.

102. Ligesom et barn nægter at tro på noget, det ikke kan se, nægter den svage person, der er bange for det møje og besvær, der ligger i at få det rette klarsyn, at tro på Den altgennemtrængende, altomfattende Gud.

103. En gruppe personer med besynderlige ideer er for nyligt dukket op, og opfyldt af megen stolthed spankulerer de omkring. De længes ikke efter Gud, og de har end ikke brug for Gud. De er personer, der er engageret i tjeneste, og de er veltilfredse med denne tjeneste! Men kernen i tjeneste er uselviskhed og fornægtelse af frugten fra denne tjeneste. Førnævnte tjenende personer har ingen ret til at se ned på de gudfrygtige og åndelige aspiranter, som var de ringere end dem. For det svarer til at række ud efter frugterne, mens man negligerer træet. Uselvisk tjeneste er den endelige frugt fra den øvelse, der vender sig hen mod Gud. Hvordan kan frugten vokse og vindes uden træets lange og møjsommelige næring og pleje? Selve den grundlæggende natur af forsagelsen af handlingens frugt er kærlighed over for alle væsener; kærlighed der ikke søger nogen belønning. Uden en åndelig oplevelse af denne højeste kærlighed er uselvisk tjeneste umulig.

104. Nu for tiden er verden fuld af mennesker, der skriger efter en stor profit til dem selv, men som ikke er villige til at give noget for de ting, de modtager. De ønsker Gud, men er engageret i at dyrke en anden afgrøde! De søger ikke Gud, og de stræber ikke efter Gud hver eneste dag og nat. Men modsat har de indsat rigdommens Gud i deres hjerte og anvender al deres tid og energi på at tilbede den og bede om dens gunst.

105. Hvor er hjertet, der er fyldt af hengivenhed over for Gud og af kærlighed til alt, dog rent! Uselvisk tjeneste er kun mulig at udføre for sådanne personer; resten kan blot snakke om den og foregive at være tilskyndet til den. Udelukkende de, der er fast grundfæstnet i troen på, at alle er Guds børn, at Gud er den indre motiverende kraft i ethvert væsen, kan medregne sig selv i denne gruppe af sociale tjenere.

106. For de der siger, at de ikke har brug for Gud eller for hengivenhed, er egoisme kernen i deres personlighed, og at stille sig til skue er denne personligheds ydre skal. Uanset hvor meget en person skriver eller læser, så vil denne egoisme ikke visne bort. Ego-bevidsthed fører til selv-ophøjelse; og når selvet har magten over hjertet, kan ingen gerning, der er værdig til betegnelsen ’tjeneste’ udstråle fra det. Det er ren og skær selvisk begærlighed, der får ham til at betegne sin gerning som tjeneste.

107. Uvidenhed vil aldrig forsvinde, før denne evne til at skelne bryder frem. ’Denne verden er udelukkende Gud og intet andet. Al ting, ethvert væsen, er blot Guds manifestation, der tillige har et nyt navn og en ny form.’ Elsk denne sandhed, tro på den, så vil du besidde retten til at tale om uselvisk tjeneste, hengivenhed og rigtig handling. Så har du bemyndigelse til af tale om disse veje. Viden om virkeligheden vil vise dig, at hengivenhed, uselvisk tjeneste og rigtig handling alle er én, og at de er udelelige. Uden denne viden bliver uselvisk tjeneste og lignende handlinger blot øvelser i hykleri.

108. Enhver handling, der bliver udført med kropsbevidsthed, er nødt til at være egoistisk. Uselvisk tjeneste kan aldrig blive udført, mens man er fordybet i kropsbevidsthed. Men bevidsthed om Gud i stedet for bevidsthed om kroppen vil frembringe kærlighedens stråleglans. Med denne viden som inspiration og vejleder kan mennesket opnå meget godt uden at vide eller erklære, at det i sin livsanskuelse er uselvisk. For dette menneske er alt Guds vilje, Guds guddommelige leg, Guds arbejde.

109. Lys er visdom. Uden lys er alt mørke. Hvis du ikke har sikret dig visdommens lampe til at oplyse din vej, vil du stolpre af sted i mørke med frygt som din følgesvend. Der findes ingen usandhed større end frygt, ingen uvidenhed mægtigere end denne. Beslut dig derfor for at rejse i visdommens dagslys og vær værdig til denne menneskelige fødsel. Gennem din succes kan du endda gøre andres liv værdifuldt.

110. På samme måde som hengivenhed afhænger ikke-tilknytning af visdom. Fjern ikke-tilknytning fra visdommens fundament, og du vil opdage, at den hurtigt vil smuldre. Årsagen er, at visdom nu om dage er den vigtigste grund til ønsket om åndeligt fremskridt. Alle disse tre, hengivenhed, ikke-tilknytning og visdom, er du nødt til at lægge vægt på i dine åndelige øvelser; de må ikke adskilles og blive stræbt efter hver for sig.
top
111. Hengivenhed omfatter visdom. Hvis ikke-tilknytning bliver isoleret fra hengivenhed og visdom, bliver visdom isoleret fra hengivenhed og ikke-tilknytning, og hengivenhed bliver isoleret fra ikke-tilknytning og visdom. Afsondret er de hver især stort set virkningsløse. Det bedste, hver enkelt afsondrede vej er i stand til, er at give en vis øvelse i renhed. Du skal derfor aldrig udvikle indbildskhed og erklære, at du er ’hengiven’, ’det befriede menneske’ eller ’eneboer’ (altså en, der udelukkende har fokus på ikke-tilknytning). Åndeligt søgende skal fordybe sig i treenigheden af hengivenhed, visdom og ikke-tilknytning. Der er ingen anden vej til frelse.

112. Frem for alt, vær ren og hellig. Der findes masser af åndelige aspiranter, men de der er rene i hjertet, er der kun få af. Læg f.eks. mærke til dette ene faktum: der er mennesker, der samvittighedsfuldt læser Bhagavad Gita fra ende til anden igen og igen. Der er mange, der i timevis udbreder sig om dette hellige skrifts betydning. De mennesker, der praktiserer kernen i Bhagavad Gita, er imidlertid sjældne. Nu til dags er mange mennesker som en grammofonplade, der reproducerer en andens sange, idet de er ude af stand til selv at synge og er uvidende om sangens glæde. Disse mennesker er slet ikke åndelige aspiranter. Deres udøvelse af åndelige øvelser gør dem ikke fortjent til denne titel.

113. Livet skal ses og opfattes som en manifestation af de tre kvaliteter; som et temperamenternes spil der konstant trækker i dukkernes snore. Denne bevidsthed skal gennemtrænge hver en tanke, hvert et ord og hver en handling. Det er den visdom, du behøver. Alt andet er uvidenhed.

114. Det befriede menneske vil ikke have noget spor af had i sig, det vil elske alle væsener. Det vil ikke være forurenet af egoet; det vil handle, som det taler. Det ikke-befriede menneske vil identificere sig med det grove legeme, sanserne og sindet; ting der blot er værktøjer og redskaber. Den evige, rene guddommelige Gnist er hinsides sindet, og derfor styrter det ikke-befriede menneskes alvorlige misforståelse det ud i bekymringer, tab og lidelse.

115. Alle navne og former, der fylder dette univers og udgør dets natur, er blot sindets frembringelser. Derfor er du nødt til at kontrollere sindet og stilne dets lunefulde fantasier for at erkende sandheden. Søens evigt bevægende bølger må stilnes, så du tydeligt kan se bunden. På tilsvarende måde må uvidenhedens bølger, der sætter sindet i oprør, stilnes.

116. Hold sindet væk fra simple ønsker og begær, der løber efter flygtige fornøjelser. Drej dine tanker væk fra disse og ret dem mod den vedvarende lyksalighed, der stammer fra viden om Den Iboende Guddommelighed. Den verdslige verdens og de sanselige fornøjelsers mislykkedes bestræbelser og fejl skal du holde dig for øje. På denne måde kan du blive bedre til at skelne, til ikke-tilknytning og til at gøre åndeligt fremskridt.

117. På samme måde som den guldmalm, der bliver smeltet i smeltediglen, bliver befriet for urenheder og skinner med guldets oprindelige glans, må mennesket også blive smeltet i yogaens smeltedigel ved hjælp af ikke-tilknytningens ild. At være i besiddelse af denne visdom er et tegn på fuldstændig sindsligevægt, som mange har forklaret det.

118. For dem, der er i stand til at have kontrol over sig selv inden for disse områder, vil den medfødte kraft lidt efter lidt gøre sig gældende, og Virkeligheden, der lige nu skjuler sig, vil dukke frem af tågen. Du skal tålmodigt udvikle vanen med at meditere på din egen guddommelighed og se enheden i mangfoldigheden. Opnåelsen af befrielse sikres gennem fuldstændig sindsligevægt.

119. Egoismen spirer frem fra uvidenhed om den grundlæggende sandhed. Når viden om Den guddommelige Gnist bryder frem, vil uvidenheden med dens afkom af bekymring og lidelse forsvinde. Det befriede menneskes kendetegn er egoismens fravær, udslettelsen af ønsker og begær og følelsen af den samme kærlighed over for alle uden nogen forskel. Disse er grundprincipperne vedrørende bevidstheden om Den guddommelige Gnist.

120. Du kan se uden øjnene, høre uden ørerne, tale uden tungen, dufte uden næsen, føle uden kroppen, gå uden benene; ja, selv erfare uden sindet. For du er selve Den Rene Kerne; du er Det Højeste Selv. Du er ikke bevidst om denne sandhed, du er druknet i uvidenhed. Du føler, du udelukkende er sanserne, og derfor gennemlever du lidelser. De fem sanser er alle uløseligt forbundet med sindet. Det er sindet, der aktiverer de enkelte sanser særskilt og bliver påvirket af deres reaktioner. Mennesket læser gennem de sindsforbundne øjne, og derfor mislykkedes det. Men det befriede menneske har det guddommelige øje, for det besidder det guddommelige syn. Det kan høre og se uden hjælp fra sanserne.

121. Som det nævnes i Bhagavad Gita, så er Herrens fødder alle vegne, Herrens hænder er alle vegne. Hans øjne, Hans ører er alle vegne. Så Han ser alt, Han gør alt. Skønt blottet for sanserne, får Han alle sanserne til at virke. For at blive i stand til at fatte dette mysterium, må man betræde visdommens vej. Når et menneske udvikler sig til at blive et fuldstændigt befriet menneske, bliver vedkommende Det (Gud), og Det forener sig med ham og de bliver ikke til at skelne fra hinanden. Så erkender det befriede menneske, at det er den uransagelige, den udefinerlige Gud, ikke begrænset af navne og formers illusoriske overlejringer.
top
122. Når ild brænder, kan dets lys blive set fra afstand; men de der befinder sig langt fra den, kan ikke gøre sig håb om at mærke dens varme. På samme måde gælder, at det er let at beskrive visdommens stråleglans til mennesker, der er langt fra at opnå den. Men udelukkende de, der rent faktisk har nærmet sig den, og er fordybet i den, kan opleve varmen og glæden, der skyldes, at illusionerne fordrives.

123. Det, der skal til for at opleve dette, er uafbrudt udøvelse af asketiske åndelige øvelser, uafbrudt meditation på Gud. Den Rene Kerne kan du komme til at kende gennem hengivenhedens åndelige øvelser. Hengivenhedens mål er i sandhed visdom. Når en forfatter skriver et skuespil, vil hele skuespillet allerede befinde sig i hans sind, før han sætter blyanten til papiret; handling efter handling, scene efter scene. Hvis han ikke har et billede af hele spillet i sit sind, vil han aldrig nogen sinde overveje ideen om at skrive det. Men lad os se på publikums situation. De kan først forstå historien, når dramaet er helt forbi; det udfolder sig selv scene for scene. Når de først har forstået temaet, kan de også selvtillidsfuldt beskrive stykkets indhold til andre. På samme måde er dette Tidens Drama, med dets tre akter, fortiden, nutiden og fremtiden, klart som krystal for Herren. På et øjeblik forstår Han alle de tre akter. For Han er alvidende; det er Hans plan, der udspiller sig, Hans drama der bliver opført på Skabelsens Scene. Både skuespillerne og tilskuerne er fuldstændig forvirrede, ude af stand til at have en anelse om stykkets mening og om dets udvikling. For hvordan skulle én scene eller én akt kunne afsløre dramaets mening og betydning? For at historien kan afsløre og åbenbare sig, må hele stykket blive spillet til ende.

124. Uden at have en klar forståelse af det skuespil i hvilket de spiller deres roller, klamrer menneskene sig til den vildfarelse, at de er individuelle sjæle. Derved spilder de deres liv, idet de bliver skubbet omkring af glædens og sorgens bølger.

125. Når mysteriet er opklaret, og spillet erkendes som værende blot et spil, bryder overbevisningen om, at du er Ham, og Han er dig, frem. Derfor, forsøg at kende sandheden bag livet. Led efter det grundlæggende, idet du modigt stræber hen mod den underliggende virkelighed. De, der søger visdom, skal altid være bevidste om dette.

126. Herren er i hvert et hjerte, i den subtile såvel som i den grove form. Så det befriede menneske, der har haft en åbenbaring om, at Den guddommelige Gnist hersker på den indre scene, vil aldrig blive påvirket af sorg. Den kan aldrig få magten over ham. Den guddommelige Gnist er i myren og i elefanten; i atomet såvel som i atmosfæren. Alt er gennemtrængt af Gud. Den åndeligt søgende skal omdirigerer sin opmærksomhed, så den rettes fra den ydre verden og vendes indad. Han skal finde frem til kilderne til sindets uro. Denne proces vil formindske og ødelægge sindets aktiviteter, der får dig til at tvivle, diskutere og beslutte. Fra dette stadie og fremad vil opmuntringen over at være Gud være der hele tiden. Den vil stabilisere den Væren-Bevidsthed-Lyksalighed, der bryder frem gennem denne oplevelse.

127. Et sådant befriet menneske kan aldrig blive påvirket af glæde eller sorg, uanset hvor voldsomme disse måtte være. Det vil altid være fordybet i Den guddommelige Gnists hav, lyksaligt ubevidst om verden omkring det, højt hævet over og hinsides dets forviklinger.

128. Det er øvelsen, der kaldes ’Konstant ihukommelse af Gud’, det vil sige den øvelse, der består i følgende: Altid at huske på Universets Grundliggende Gud, idet man beder til denne Guds formfulde aspekt, taler om Hans herlighed, er i Hans selskab og altid lever i Hans nærvær. Det er årsagen til, at der i nogle af de centrale dele af vedaerne står: ”At dedikere sine tanker til Ham alene, at tale hengivent til Ham alene, at koncentrere sin tale om Ham alene – denne étpunktede væren bliver af de lærde refereret til som Visdommens Øvelse”. Det er den lektie, Krishna lærer jer i Bhagavad Gita, når Han udtaler: ”De fæstner deres sind på mig, de overlever udelukkende, fordi de ånder mig, de informerer hinanden om mig, de taler udelukkende om mig, og de er kun glade og tilfredse, når de gør dette.” Denne uophørlige tanke på Herren henvises der også til som ’Den uafladelige tanke på Gud’, ’Udvikling af åndelig Visdom’ eller ’Øvelsen’, der består i at ihukomme Gud.

129. Sindet forfølger kun ydre genstande af to grunde. Enten fordi sanserne er tiltrukket af dem, eller på grund af vildfarelsen om at den ydre verden er bestandig. Derfor må sindet nødvendigvis igen og igen blive bragt tilbage til rejsen mod det rigtige mål.

130. I begyndelsen er arbejdet vanskeligt. Ved hjælp af korrekt træning kan uroen dog blive stilnet gennem gentagelse af OM. Træningen består i, eller sagt på en anden måde, sindet bliver bragt under kontrol ved hjælp af: Gode råd, bedre tillokkelser, tilbagetrækning fra sanselige genstande, evnen til at klare skæbnens omskiftelser, standhaftighed og ligevægt. Det genstridige sind kan langsomt blive vendt mod meditation på Gud, hvis det i begyndelsen bliver gjort opmærksom på lovsangens sødme og bønnens og meditationens beroligende virkninger. Sindet skal også opmuntres til at fortsætte gennem udvikling af gode vaner, godt selskab og gode gerninger. Efterhånden som meditationen giver mere og mere udbytte, vil den fremkalde større og større opsathed. På denne måde vil sindet blive indespærret i hjertet hule. Det endelige resultat af denne træning er intet mindre end sindsligevægt, den fuldstændige uforstyrrede sindsligevægt.

131. Denne fuldstændige sindsligevægt er sandt at sige identisk med viden om Gud, den visdom der skænker befrielse. Træningen til denne sindsligevægt består af tre øvelser: at holde op med at have en stærk længsel efter noget, borteliminering af sindet og forståelse af virkeligheden. Disse tre må udvikles parallelt og med lige stor iver. Ellers kan du ikke være sikker på succes; det er ikke nok at arbejde med én af øvelserne. Instinkterne og tilbøjelighederne er for kraftige til, at de let giver efter; de aktiverer sanserne, gør dem grådige og binder det enkelte menneske tættere og tættere til sig. Du skal derfor være opmærksom på sansernes sublimering og undertvingelse, og på de tilskyndelser der ligger bag dem. Du skal også være opmærksom på udviklingen af selvfornægtelse og på den ubarmhjertelige jagen efter årsager og sondringer. Alt sammen for at sindet ikke skal få herredømmet over mennesket. Når sindet bliver besejret, bliver visdommens begyndelse forkyndt.

132. Den åndeligt søgende er nødt til at være evigt årvågen, for hvert øjeblik kan sanserne måske fare tilbage igen. Dette gælder specielt, når den åndeligt søgende færdes ude blandt folk og i det verdslige liv. Den grundlæggende sandhed skal hele tiden holdes for øje. Ønsker bør ikke mangfoldiggøre sig. Tiden bør ikke blive sløset bort; end ikke ét minut. Begærligheden efter en tiltalende ting vil blot føre til begæret efter en endnu mere tiltalende ting. Hug selve begærets rod i stykker og bliv herre i dit eget hus. Forsagelsen af begær og ønsker vil hurtigt bringe dig til visdommens tinde.

133. Det befriede menneske vil være upåvirket af glæde og sorg, for hvordan skulle nogen begivenhed kunne frembringe reaktioner i det menneske, der har udslettet sit sind? Det er sindet, der får dig til ’at føle’. Når en person har taget et stof, der sløver bevidstheden, føler vedkommende ingen smerte eller glæde, for så er kroppen adskilt fra sindet. På samme måde gælder, at når visdommen bryder frem, så adskiller den sindet fra dit egentlige jeg og holder det hævet over al kontakt.
top
134. Ved hjælp af specielle øvelser kan sindets forvirring og uro bringes til ro. Som et resultat af dette bliver det muligt at nyde Den guddommelige Gnists lyksalighed; at være befriet for sindets tiltrækning mod alt muligt. Sindet tiltrækker mennesket mod det ydre og tilbyder udelukkende ydre, objektive glæder. Men det kloge menneske er klar over, at disse glæder er flygtige. For ham er Den guddommelige Gnist i sig selv nok til at opfylde alle ønsker efter lykke – fuldstændigt og bestandigt. Han vil derfor ikke have noget behov for den ydre verden.

135. Det befriede menneske vil også tilegne sig specielle kræfter. Det vil ske gennem dets godgørende beslutninger og dets godgørende villighed og hensigter. Gennem disse specielle kræfter kan det befriede menneske opnå, hvad det end måtte ønske. Storheden i det befriede menneskes status er i sandhed ubeskrivelig, hinsides forestilling. Storheden er af samme natur som selve Herrens stråleglans og herlighed. Hvorfor? Fordi det befriede menneske bliver den Gud, som det altid har været. Det er årsagen til, at det erklæres: ”Den, der kender Gud, bliver selv Gud; han opnår guddommelighed”. Det faktum at denne verden er uvirkelig, og alene Gud er virkelig, skal blive åbenbaret; så vil alle tilbøjeligheder være tilintetgjort; uvidenheden er ødelagt. Visdommens juvel er blevet stjålet af sindet; så hvis sindet bliver fanget, kan juvelen genvindes. Juvelen berettiger dig til Guds status og ophøjethed, hvilke du øjeblikkeligt antager.

136. De store sjæle, der har opnået denne viden om Den guddommelige Gnist, fortjener tilbedelse. De er hellige, for de har nået Gud. De har nået det, der i hele verden er alle menneskers ret, uanset hvor mægtige de er, og uanset hvilke åndelige øvelser de har valgt. Det er det kongerige, de søger; den æresbevisning de stræber efter. Dette er det store mysterium; mysteriet der bliver belyst i vedaerne, upanishaderne og de hellige skrifter. Det at opleve dette mysterium gør livet værdifuldt; det er nøglen til befrielse.

137. Ved hjælp af visdommens skarpe sværd skal sandhed og ikke-sandhed holdes adskilt. Visdommen holder verden på afstand og bringer Herrens Bolig inden for rækkevidde. Denne bolig er Evig Lyksalighed, Den Højeste Lyksalighed, Guds Lyksalighed.

138. Ved hjælp af illusionens kræfter, der udtrykker sig ved at kunne skjule den sande virkelighed og være i stand til at overlejre det ikke-sande på det sande, får denne illusion Den eneste Ene Gud til at forekomme at være både den individuelle sjæl, Gud og det foranderlige univers – altså tre eksistenser, hvor der i virkeligheden kun er én! Illusionens evner er latente, men når de bliver aktiveret og tydelige for alle, tager de sindets form. Det er på det tidspunkt, at det mægtige træ (altså det foranderlige univers) begynder at spire og danner de mentale tilbøjeligheders og de mentale konklusioners blade. Så hele denne objektive verden er blot sindets knopskydning.

139. Den individuelle sjæl og Gud er viklet ind i denne knopskydning, og de er sammenflettet i det foranderlige univers, og derfor er de også skabelser i den mentale proces, på samme måde som ting der forekommer i drømmeverdenen.

140. Forestil dig, at den individuelle sjæl, Gud og det foranderlige univers er blevet afbilledet. Det illustrerede foranderlige univers omfatter og indlemmer både den individuelle sjæl og Gud, og alle tre fremstår som forskellige eksistenser, skønt de er skabt af den samme maling. På tilsvarende måde skaber den samme mentale proces den individuelles og Guds tilsynekomst som gennemstrømmende og iboende det foranderlige univers baggrund.

141. Det er illusionen, der frembringer selvbedraget om den individuelle sjæl, Gud og det foranderlige univers; dette erklæres i vedaerne. Den lovbog, vismanden Vasishta skrev, gør det klart, at mentale processer er ansvarlige for den magiske dans, der danses af ’han og jeg’, ’dette og hint’ og ’mine og hans’. Udtrykket ’Gud, jeg og det foranderlige univers’, der findes i denne tekst, giver udtryk for den individuelle sjæl, Gud og det foranderlige univers. På sanskrit hedder udtrykket ’Sohamidam’. ’Sah’ betyder Det, Den Umanifesterede, Oversjælen, Kraften hinsides og over, Gud. ’Aham’ betyder ’jeg’, det væsen der er omsluttet af bevidstheden hos dem, der handler. ’Idam’ betyder den objektive verden, den erkendbare, sanselige verden. Det er derfor klart, at disse tre udelukkende er frembringelser af mentale processer, og at de ingen absolut værdi har; deres værdi er udelukkende relativ.

142. I den vågne tilstand og i søvnen forekommer disse tre at være sande, men i den dybe søvntilstand, eller når du er uden bevidsthed (som når du er besvimet), er sindet ikke aktivt, og derfor eksisterer de tre ikke! Denne sandhed kan erfares af alle. Derfor er det nu let for dig at erkende, at alle disse tre vil forsvinde for altid. Det vil ske, når de mentale processer bliver tilintetgjort af visdommen. Så bliver du befriet for trældom over for alle disse tre, og du vil kende Den Eneste Enes Eksistens. Rent faktisk bliver du grundfæstet i ikke-dualismens visdom.

143. Alene den visdom, der fremskaffes gennem analyse af de mentale processer, kan afslutte illusionen. Denne illusion trives med uvidenhed og fraværet af skelneevnen. Derfor medfører viden illusionens undergang.

144. Det er på grund af dine handlinger, at du får feber. Feber florerer der, hvor der er forkerte livsformer og spisevaner; feberen stiger der, hvor den forkerte adfærd forøges. Ideen om slangen, der er illusionen, florerer på baggrund af uvidenhed om rebets virkelige natur. Illusionen vokser og bliver stærkere, jo mere du glemmer rebet, der er dens grundlag. Uvidenheden, der forhindrer og udsætter undersøgelsen af Den guddommelige Gnists natur, får illusionen til at blomstre. Illusionen, der er næret af denne holdning, bliver lige så tæt som mørke. Når visdommens flamme lyser, bliver mørket fordrevet sammen med illusionen om den individuelle sjæl, det foranderlige univers og Gud.

145. Undersøgelser vil få slangen til at forsvinde; herefter er alene rebet tilbage. På samme måde vil illusionen og dennes udfoldelse gennem sindet som den individuelle sjæl, det foranderlige univers og så videre forsvinde, lige så snart undersøgelsen om fremkomstens virkelighed er fuldført. Du vil da erkende, at der ikke findes andet end Gud. Alene Den upersonlige, kvalitetsløse, Højeste Eksistens, i daglig tale kaldet Gud, eksisterer.

146. På spørgsmålet om hvordan én ting kan fremstå som to ting, kan svaret muligvis være følgende. Før undersøgelsen af Selvet fandt sted, fremstod Gud som det foranderlige univers, skønt Guds sande natur overhovedet ikke har undergået nogen forandring. På samme måde som krukken blev opfattet som en krukke, før undersøgelsen åbenbarede, at dens grundlag udelukkende er ler. En krone, øreringe, halskæder – alle forekommer de at være forskellige, indtil undersøgelser viser, at de grundlæggende, fundamentalt set, er guld. På samme måde er den ene Gud åbenbaret i mange former og under forskellige navne og giver derfor indtryk af mangfoldighed. Alene Gud var, er og vil være. Overbevisningen om at dette foranderlige univers blot er overlejring, er sand, virkelig viden. Denne viden markerer afslutningen på al uvidenhed.

147. ’Harens horn’ er ikke-eksisterende; det er en beskrivelse af noget, der er overlejret. Alene viden om virkeligheden vil for altid tilintetgøre denne idé. Så vil den urigtige, forkerte forestilling smelte bort. Det er udelukkende den uvidende person, der vil holde fast ved, at illusionen er sandheden. Den vise vil i bedste fald betegne illusionen som ’ubeskrivelig’ eller ’hinsides forståelse’, for det er vanskeligt at forklare, hvordan illusionen opstod. Du ved blot, at den er der for at føre alle bag lyset. Den vise refererer til denne illusion som ’harens horn’.
top
148. Når man fortæller troskyldige børn: ”Se! Derovre ligger der et spøgelse på lur”, tror de, det er sandt. De bliver frygtelig bange. På tilsvarende måde bliver tankeløse, uvidende mennesker, gennem illusionens påvirkning, overbevidst om alle de omkringværende tings ’virkelighed’. De, der er udrustet med evnen til at skelne, sondrer imidlertid mellem den sande Gud og det falske foranderlige univers. Andre, der er ude af stand til at foretage denne sondring eller opdage illusionens sande natur, affærdiger simpelthen begrebet om illusionen som værende ’hinsides forståelse’.

149. Det befriede menneske, der tydeligt har forstået sandheden, karakteriserer illusionen som moderen, hvis lig bliver kremeret af sønnen! Det er bevidstheden om illusionen, der fremkalder visdom eller ’den åbenbarede visdom’. Barnet (viden) dræber moderen (illusionen), så snart det bliver født (så snart visdommen åbenbares). Barnet blev født med netop det formål at dræbe sin moder, og dets første opgave er selvfølgelig kremeringen af den døde moder.

150. Når et træ i skoven gnider sig mod et andet træ, starter ilden, og denne ild brænder dem begge. På samme måde tilintetgør den viden, der kommer af illusionen, selve denne videns kilde. Uvidenhed bliver forvandlet til aske af viden.

151. På samme måde som udtrykket ’harens horn’, der er navnet på en ikke-eksisterende ting, er illusionen også ikke-eksisterende. Ifølge det befriede menneske behøver du blot at kende til den for at kunne fjerne den fra bevidstheden.

152. Men det er ikke det hele. Du betegner alt ikke-eksisterende som illusion eller uvidenhed. Alt hvad der bliver meningsløst, værdiløst, usandt, grundløst og ikke-eksisterende, når din åndelige viden vokser frem, kan du opfatte som illusionens manifestationer.

153. En anden interessant pointe er denne. Muligvis bliver der argumenteret for, at eftersom illusionen frembringer viden, er illusionen rigtig og korrekt og fortjener respekt. Men den viden, der stammer fra illusionen, er heller ikke varig. Så snart uvidenheden bliver tilintetgjort af viden, ophører viden også. Træet og ilden, de bliver begge tilintetgjort, når ilden afslutter sit arbejde.

154. Den visdom, der stammer fra slet og ret at lytte til det centrale i vedaerne, kan ikke blive betegnet som direkte viden. I dette tilfælde er det ikke gennem direkte erfaring, at fejltagelsen med at opfatte en ting som værende noget helt andet end den egentlig er, bliver fjernet. Hvordan kan det at lytte blive opfattet som direkte viden eller autentisk viden? Nej, sådan kan det ikke være; det er blot indirekte viden.

155. Ved at høre om Guds form (der udelukkende er Væren-Bevidsthed-Lyksalighed) kan du selvfølgelig muligvis danne dig et billede af den eller forestille dig den. Men du er nødt til rent faktisk at ’se’ Gud, Vidnet til individets fem legemer (føde-legemet, livsenergi-legemet, sindets legeme, det intellektuelle legeme og lyksaligheds-legemet).

156. Måske ved du fra de hellige skrifter, at Han, der har fire arme og hænder og som holder konkylie, diskos, scepter og lotusblomst i dem, er Herren Vishnu. I din meditation danner du dig måske endda et sådant billede af Ham. Ikke des mindre gælder, at medmindre du rent faktisk har ’set’ Ham med dine egne øjne, så kan den viden, du har fået gennem studiet af billedfrembringelser i dit sind aldrig sættes lig med direkte opfattelse.

157. Vishnu’s skikkelse bliver betragtet som særpræget og som værende af ydre natur, når den opfattes i forbindelse med studier af de hellige tekster. I denne forbindelse er dine konklusioner blot indirekte. Her er der ikke tale om direkte erfaring. Skønt en person er uvidende om det faktum, at Gud er hans eget selv (ikke forskelligt fra det eller uden for det), kan han ikke erkende sig selv som Gud, så snart han hører en påstand som: ’Jeg er Det’, der åbenbarer den grundlæggende sandhed. Det er han ikke i stand til.

158. Måske tvivler du på om den viden, du får fra de hellige tekster vedrørende ting, der er forskellige fra dig, som f.eks. himlen, har nogen værdi; men sådan skal du ikke tænke! For de selv samme hellige tekster har erklæret, at du er Gud, at du grundlæggende er Gud og intet andet. Det har de gjort ved hjælp af storslåede forkyndelser. De har tillige advaret dig om, at direkte oplevelse ikke fås ved slet og ret at lytte til disse guddommelige, selvindlysende sandheder!

159. En åndelig aspirants fremskridt foregår på følgende måde. Med tro og alvor tænker han dybt over, hvad han har hørt, indtil han forstår Den guddommelige Gnists karakteristika på en indirekte måde. For at bringe denne viden inden for rammen af virkelig erfaring, begynder han på processen med at meditere på den indre betydning af det, han har hørt, idet han vender og drejer det i sit sind.

160. Den guddommelige Gnist er til stede alle vegne og er i alt. Den guddommelige Gnist er upåvirket. Den guddommelige Gnist er allestedsnærværende som æter eller rum. Den guddommelige Gnist er endda hinsides æter eller rum. Den guddommelige Gnist er æteren i Væren (den universelle bevidsthed). Derfor omtales Den guddommelige Gnist som ’hinsides’. I vedaerne beskrives Den guddommelige Gnist således: ’Denne iboende Sjæl er uden tilknytning’.

161. Den guddommelige Gnist er uden tilknytning til og uberørt af nogen eller noget. Den guddommelige Gnist er hinsides alt og blottet for uro og aktivitet. Du bør ikke tvivle på, om Den guddommelige Gnist er ubegrænset eller ej. Den guddommelige Gnist er hinsides rummets, tidens og årsagsbegrebets tre begrænsninger. Du kan ikke påstå, at Den guddommelige Gnist er ét sted og ikke et andet sted. Den guddommelige Gnist er ikke begrænset af rum. Du kan ikke påstå, at Den guddommelige Gnist eksisterer på et tidspunkt og ikke på et andet tidspunkt. Den guddommelige Gnist er ikke begrænset af tid. Den guddommelige Gnist er alting; der findes ikke noget, der ikke er Den guddommelige Gnist. Den guddommelige Gnist er alt. Derfor er Den guddommelige Gnist ikke underlagt begrænsninger i form af genstande, navne og former. Den guddommelige Gnist er fuldstændig og fri. At vide dette er den mest fuldstændige visdom, den højeste sandhed.

162. Måske opstår der tvivl her. Hvis Den guddommelige Gnist er iboende alting ligesom æter eller rum, er Den guddommelige Gnist så ikke genstand for transformation eller forandring? Nej! At blive født, at leve, at vokse, at forandre sig, at blive gammel, at dø – dette er de seks forandringer. Men Den guddommelige Gnist er det universelle, evige vidne, der kan erkendes gennem æter og de øvrige fire elementer, og derfor har Den guddommelige Gnist ingen begrænsninger overhovedet; Den guddommelige Gnist er ude af stand til at forandre sig.

163. Når det erklæres, at Den guddommelige Gnist er ude af stand til at forandre sig, betyder det samtidigt, at noget andet gennemgår forandringer. Derfor kan man stille spørgsmålet, hvordan ordet ikke-dualisme skal forstås? Nuvel, noget gennemgår forandring, og noget gør det ikke. Men når der ikke er noget foruden Den guddommelige Gnist, er det forkert at tale om en dobbelt eksistens. Det er ikke to; det er én! Der kan ikke være tvivl om dette; en sådan tvivl kan ikke opstå.
top
164. Hvordan kan det påstås, at der ikke eksisterer noget foruden Den guddommelige Gnist? Grunden er denne. Den guddommelige Gnist er årsagen til alt, og der kan ikke være nogen forskel på årsag og virkning. Årsagen kan ikke være uden virkningen, og virkningen kan ikke være uden årsagen.

165. Nogle kan måske lide af tvivl om, hvordan Den guddommelige Gnist kan være den universelle årsag? Den guddommelige Gnist er den universelle årsag, fordi Den guddommelige Gnist er det universelle vidne. Vidnet er årsagen til al vildfarelsen i denne verden; vidnet skaber ’sølvet’ i perlemor. Drømmeverdenens afvekslende scener er vidnets skabelser. På tilsvarende vis gælder, at for den mangfoldighed af ting, der opleves i løbet af den vågne tilstand, er det Den guddommelige Gnist, der er vidnet, redskabet.

166. Verden er en illusion, der på grund af illusionens leg forekommer at være underkastet navne og formers evolution og involution, indtil det hele bliver opløst i Den Universelle Ild. Illusionen forsvinder ved visdommens oplysning, på samme måde som lys fordriver illusionen om, at det er en slange og ikke et stykke reb! Så vil den viden, at Den guddommelige Gnist er alt, fylde dig og blive fuldbyrdet. Du er helt igennem Den guddommelige Gnist! Det er også, hvad vedaerne erklærer.

167. Den guddommelige Gnist er altid tilfreds og lyksalig. For dig forekommer én ting at være mere tiltrækkende end en anden, og på den måde er den sanselige tilknytning og hengivenhed resultaterne af vildfarelse, begær og ønsker. Det er som en hund, der gnaver et ben. Når blodet drypper fra hundens tunge og lægger sig på benet, synes hunden endnu mere om benet på grund af dets ekstra smag. Når den får et andet ben, slipper den det første og giver sig i kast med det andet. Det, som Den guddommelige Gnist gør, er at overlejre Dens naturlige lyksalighed på de ydre, flygtige genstande og på denne måde omslutte genstandene med en vis tiltrækkende egenskab.

168. Genstande bliver opfattet som det, der skænker nydelse, men det er i virkeligheden ikke tilfældet; de forøger blot sorgen. Den hengivenhed over for genstande, der ses med det bedrageriske øje, er evigt foranderlig; den er begrænset, ikke ubegrænset.

169. Tilknytningen til Den guddommelige Gnist vil ikke undergå nogen forandringer. Selv når sanserne og kroppen nedbrydes, vil Den guddommelige Gnist bestå og skænke lyksalighed. Den guddommelige Gnist er ubegrænset og uforgængelig. Alle har tilknytning til Selvet, eller Den guddommelige Gnist. Den er Den højeste Lyksaligheds natur. Af denne grund beskrives den også som værende Væren-Bevidsthed-Lyksaligheds natur.

170. Er disse tre Den guddommelige Gnists karakteristika eller kvaliteter? Eller er de Den guddommelige Gnists væsen eller natur? Den slags tvivl dukker muligvis frem. Det rødlige skær, varme og stråleglans er ildens natur, ikke dens kvaliteter. På samme måde har Den guddommelige Gnist også Væren, Bevidsthed og Lyksalighed som selve Dens natur. Skønt de begge muligvis fremkommer i forskellig form, er Ilden én, og Den guddommelige Gnist er også én,. Flydende tilstand, kølighed og smag er vands natur. Alligevel er vand overalt det samme, ikke forskelligt.

171. Den guddommelige Gnist er én; Den guddommelige Gnist indbefatter alt, og når du ved dette, ved du alt. Den guddommelige Gnist er individets fem legemers vidne - føde-legemet, livsenergi-legemet, sindets legeme, det intellektuelle legeme og lyksaligheds-legemet. Hvordan kan Den guddommelige Gnist være alvidende, kunne du måske spørge? Den guddommelige Gnist er Bevidsthed, og alt andet er uvirksomt, stillestående materie. Alene Den guddommelige Gnist kan vide, intet andet er i stand til at vide; og Den guddommelige Gnist ved, at alt andet ligeledes er Den guddommelige Gnist. Kan krukken kende til æteren eller rummet inden i den? Selv om krukken ikke ved det, er æteren alligevel inde i den. Men Den guddommelige Gnist inde i mennesket kender endog det uvirksomme, det der kan sanses. På denne måde er huset, marken, byen, landet alt sammen ’kendt’. På denne måde er de usete forekomster som for eksempel himlen osv. også kendt og forstået.

172. Skønt bl.a. kroppens og landets mangfoldigheder er ikke-eksisterende, forekommer de at eksistere, fordi de er skabt af sindets tilbøjeligheder. De fremkommer simpelthen på scenen som værende særprægede og forskelligartede. Skønt du i drømme oplever mangfoldigheden, ved du, at de alle er dit eget sinds uvirkelige skabelser. Det er tydeligt og klart for den, der drømmer. På tilsvarende måde er oplevelserne i den vågne tilstand for det meste også mentale billeder. Mennesker taler også om himlen osv., skønt de ikke har nogen erfaringer med den. At undersøge sandheden og enheden bag alt dette er det befriede menneskes pligt, dets sande kendetegn.

173. Nogle mennesker erklærer, at de har opnået befrielse! Hvordan skulle dette kunne opfattes som værende sandt? For at kunne fremkomme med erklæringen ’Jeg er Gud’, må man kunne forstå, at Den individuelle sjæl, der er ’jeg’, er et foranderligt væsen. Hvordan skulle et foranderligt væsen på nogen måde kunne fatte ’jeg er Gud’? En fattig person kan ikke forstå, at han er en konge. På samme måde kan et foranderligt væsen som mennesket ikke fatte den uforanderlige Gud, eller gennem logisk slutning nå frem til at det er Gud.

174. Hvem er denne individuelle sjæl, der kalder sig selv for ’jeg’? Hvis du reflekterer på dette problem, vil du opdage, at dette ’jeg’ er det uforanderlige, evige vidne, Den guddommelige Gnist. Uden at tænke på sin sande natur, betragter dette ’jeg’, af ren og skær uvidenhed, sig selv som en, der bliver påvirket af forandring. Når du med velberådet hu tænker på din identitet, vil du nå frem til denne viden: ”Jeg er ikke et uvirksomt væsen, jeg er egoets vidne. Jeg er vidnet til det ego, der lider af uafbrudte forandringer.” Når dette skridt er taget, vil du fortsætte, og du vil identificere det uforanderlige vidne med dig selv. Når du har nået dette stadie, er der ingen vanskeligheder i at erkende, at ’jeg er Gud’.

175. Hvordan kan det påstås, at det er Det evige Vidne, der erkender, ’jeg er Gud’? Hvem er det i virkeligheden, der erkender det? Er det Det evige Vidne? Eller er det den individuelle sjæl, der kalder sig selv for ’jeg’ og undergår forandringer? Hvis vi påstår, at det er Det evige Vidne, der erkender det, er problemet, at det er ’Jegets’ vidne, og at det ikke besidder egoisme eller ideen om ’jeg’. Hvis Det evige Vidne påstår, at det er ’jeg’et’, hvordan kan det så også være vidnet? Hvis det er ’jeg’et’, vil det være nødt til at være genstand for forandringer. Så bliver Det evige Vidne også et uvirksomt væsen! Det kan ikke have en forestilling om, ’jeg er Gud’; så det kan aldrig forstå udsagnet: ”Jeg er blevet Gud”. Derfor er der ingen mening i at sige, at Det evige Vidne erkender: ”Jeg er Gud”.

176. Hvem er det så, der erkender denne sandhed? Man bliver nødt til at sige, at det er den individuelle sjæl, ’jeg’et’, der gør det. For det er det befriede menneske, der mediterer på sin identitet med Gud for at opnå befrielse fra denne illusions snærende bånd. Det evige Vidne har ingen uvidenhed, og har derfor intet behov for at komme af med den! Alene den uvidende person er nødt til at tage foranstaltninger i brug for at fjerne uvidenheden. Kvaliteter som uvidenhed eller viden knytter udelukkende sig selv til den individuelle sjæl, ikke til Det evige Vidne. Dette er bevist ved hjælp af virkelig oplevelse. Årsagen er, at Det evige Vidne, der er det tilsyneladende grundlag for visdom og uvidenhed, er blottet for begge, mens den individuelle sjæl livligt er knyttet til disse to.

177. Nogle stiller muligvis spørgsmål til, hvorledes denne adskillelse kunne forekomme. De vil måske spørge: ”Kender Det evige Vidne den individuelle sjæl, ’jeg’et’, der ændrer sig, bliver omdannet og som er uroligt? Og hvem er dette Vidne? Vi er ikke bevidste om det?” Ved at gennemgå uvidenhedens sorger og ved at søge trøst i studier af det centrale i vedaerne, drager man den slutning, at der må være et Vidne, upåvirket af de forbipasserende skyer. Senere bliver Det evige Vidne eller Den guddommelige Gnist, som man kender gennem fornuftslutninger, erkendt gennem virkelig oplevelse. Dette sker, når overlejringen af verdens illusioner bliver fjernet ved hjælp af åndelige øvelser.
top
178. Alene den individuelle sjæl er i stand til at opleve visdom, for det er kun den individuelle sjæl, der besidder uvidenhed. Så det er den individuelle sjæl, ikke Det evige Vidne, der erkender: ”Jeg er Gud”. Når denne viden gryer, vil ’jeg-heden’ forsvinde. Du bliver Gud. Hvem er det, der ser? Hvad er det, der ses? Hvad er synet? I erklæringen ’jeg ser’ er alle disse tre latent til stede, ikke sandt? Men at sige ’jeg ser’ efter erkendelsen ’jeg er Gud’, giver ingen mening; det vil ikke være rigtigt. At sige ’jeg har vidst’, er også forkert. Blot ved én gang at have set det uforanderlige, kan den foranderlige individuelle sjæl ikke blive transformeret til Det evige Vidne! Kan tiggeren blive transformeret til en konge, fordi han én gang har set kongen? På samme måde kan den individuelle sjæl, der én gang har set Det evige Vidne, ikke straks blive Det evige Vidne. Den foranderlige individuelle sjæl kan ikke erkende ’jeg er Gud’, uden først at blive transformeret til Det evige Vidne.

179. Hvis det påstås, at den individuelle sjæl, der ikke har nogen ide om dens grundlæggende herkomst, ved hjælp af fornuftslutninger kan erkende, at den er Gud, hvordan kan den så ’”bekendtgøre’ dette med så mange ord? Når en person bliver konge, bliver kongeværdigheden anerkendt af andre, den bliver ikke bekendtgjort af kongen selv, forholder det sig ikke sådan? Det ville være et tegn på tåbelighed eller mangel på intelligens.

180. Fanget i forandringens net er det meget vanskeligt, måske næsten umuligt, at erkende du ’blot’ er vidnet til hele denne forbipasserende forestilling. Derfor skal den individuelle sjæl først forsøge at praktisere et vidnes holdning, så den på denne måde kan få held med at få kendskab til dens grundlæggende natur, som er Gud. At få et glimt af kongen inde på slottet hjælper ikke tiggeren med at skaffe sig rigdom eller magt. På samme måde gælder, at den individuelle sjæl ikke blot skal kende Det evige Vidne (Vidnet der er mere æterisk end himlen, hinsides den trefoldige kategori af den der ved, det der vides og viden, evig, ren, fri, lyksalig), men skal blive Det evige Vidne. Indtil det sker, fortsætter den individuelle sjæl med at være den individuelle sjæl; den kan ikke blive Gud.

181. Rent faktisk er det sådan, at så længe følelsen af ’jeg’ eksisterer, er tilstanden af Det evige Vidne uopnåeligt. Det evige Vidne er altings indre kerne, ’den iboende’, legemliggørelsen af Væren-Bevidsthed-Lyksalighed. Der eksisterer intet hinsides eller uden for Det evige Vidne. At sige at denne ’Fylde’, denne ’Fuldkommenhed’ er ’jeg’, er et meningsløst udtryk. Det er også forkert at kalde det for åbenbaringen eller den direkte oplevelse af Gud.

182. Vedaerne opfattede heller ikke den individuelle sjæl og Gud som værende af den samme natur. Ifølge vedaerne er den mest betydningsfulde identitet den, der er mellem æteren i én krukke og æteren i en anden krukke. Æteren i krukken er den samme som æteren i kasserollen. Æteren i krukken er den æter, der har fyldt alt og alting alle vegne. Æteren i krukken er den altid fuldstændige og altid tilstedeværende æter. Vinden på ét sted er den samme vind, der er alle steder. Sollyset ét sted er det samme sollys, der er alle steder. Guden i ét helgenbillede er den samme Gud, der er i alle helgenbilleder. Du bliver nødt til at forstå den slags identisk ensartethed.

183. På tilsvarende måde er Vidnet i én krop det samme Vidne, som er i alt og alting.

184. Men vedaerne erklærer ikke, at den individuelle sjæl er Gud, som erklæringen ’jeg er Gud’ indikerer. Erklæringen giver plads til en snæver, begrænset identitet. Det vil sige, at den individuelle sjæls oplevelse af jeg-hed må fjernes. Dette skal ske ved hjælp af fornuftslutninger. Herefter bliver alene Gud tilbage i perfekt ligevægt, og viden om at ’jeg er Gud’ bryder frem. Dette er at identificere sig gennem den begrænsende proces (processen består i hele tiden at stille sig selv spørgsmålet: ”Er jeg dette?”. F.eks. ”er jeg min krop?”, ”er jeg mine tanker?” osv.). Så længe du fortsætter med at være den individuelle sjæl, kan du ikke fatte essensen i Gud. Tiggeren bliver nødt til at glemme sin krop for at erkende, at han er kongen. På samme måde må mennesket tilsidesætte den menneskelige krop, der er grundlaget for dets jeg-personificering, for at kunne erkende dets natur, der er guddommelig.

185. Den menneskelige personlighed er nødt til at blive fjernet ved hjælp af indre hengivenhed og selvdisciplin samt erhvervelse af guddommelighed; så bryder den viden frem, der bringer dig forståelsen af, at du er guddommelig. Den individuelle sjæls begrænsning skal overvindes, før erkendelsen af guddommelighed bryder frem.

186. Selvfølgelig kan du få et glimt af guddommeligheden i den dybe søvntilstand, når du er fri for alle mentale bevægelser. Den eksistens, der eksisterer i drømmetilstanden, bliver Det evige Vidne i den dybe søvntilstand og overvejer: ”Rejste jeg virkelig i al denne tid gennem forskellige lande og gennemgik denne mangfoldighed af oplevelser? Var alt dette ikke en fantasi? Jeg var aldrig involveret i alt dette. Jeg sov lykkeligt, upåvirket af alting.” Som et menneske der vågner op efter en beruselse eller kommer sig over en sygdom, eller som en tigger der falder over en formue og glemmer sin fattigdom, således erkender mennesket, at det er guddommeligt og nyder guddommelig lyksalighed.

187. Idet den individuelle sjæl erfarer sin identitet med Herren, erklærer den: ”Jeg er Gud, hvor er alle de foranderlige verdener flygtet hen? Hvor blev jeg dog ført bag lyset, at jeg sådan kunne blive fanget ind i den individuelle sjæls og det foranderlige univers sammenfiltrede net! Fortid, nutid og fremtid eksisterer i virkeligheden slet ikke. Jeg er legemliggørelsen af Væren-Bevidsthed-Lyksalighed, fri for de tre slags adskillelser.” Denne individuelle sjæl er nu fordybet i Guds lyksalighed. Dette er visdommens virkeliggørelse.

188. Udelukkende ved at tilintetgøre alle begrænsningerne kan den individuelle sjæl erkende sig selv. Sindet er den største af disse begrænsninger. Sindet gennemgår to stadier i løbet af tilintetgørelsesfasen. Stadierne er: ’Tilintetgørelse af sindets mønstre’ og ’tilintetgørelse af sindet’. Sindsstoffets bevægelser er mønstrene. Herefter kommer stadiet med sindsligevægt, hvor Væren og Bevidsthedens positive Lyksalighed befinder sig. Stadiet hvor også det formløse sind forsvinder. Der findes to forskellige slags tilintetgørelse af sindet, nemlig tilintetgørelse af sindsmønsteret og tilintetgørelse af selve sindet. Førstnævnte betegner vismænd, der er befriede, skønt de stadig lever. Sidstnævnte anvendes om en person, der bliver befriet efter døden. Udelukkende tilintetgørelsen af sindets mønstre er muligt. Det får personen til at nyde den lyksalighed, der stammer fra oplevelsen af identifikationen med Gud.

189. På den måde er sindet en begrænsning for den individuelle sjæl; det må nødvendigvis besejres. Kropsbevidstheden skal forsvinde. Vedholdende tro skal udvikles gennem visdom. Så vil vildfarelsen lidt efter lidt svinde bort. Alle jeg-følelser vil forsvinde. Væren-Bevidsthed-Lyksalighedens kilde vil hvert øjeblik vælde frem i det enkelte individ. Det er den sande, direkte erkendelse af Gud. Selv den åndelige vejleder lægger vægt på denne disciplin (at besejre sindet) og fæstner sig ved denne lyksalighed. Dette er i sandhed sandheden.

190. For at være berettiget til at indlade sig på undersøgelser vedrørende Den guddommelige Gnist, skal du være udrustet med ’De fire Kvalifikationer’ (1. Sindsligevægt, 2. Beherskelse af Selvet, 3. Sansernes tilbagetrækning og 4. Vedholdenhed). Kundskab om vedaerne og de hellige skrifter, askese, beherskelse af ritualer, hellige sig til gentagelse af Guds navn, godgørenhed, pilgrimsrejse – intet vil hjælpe med til at skænke denne autorisation. I vedaerne erklæres det: ”Sindsligevægt, beherskelse af Selvet, sansernes tilbagetrækning og vedholdenhed – alene disse kvaliteter kan skænke denne autorisation; ikke kaste, hudfarve eller social status.” Uanset om der er tale om en lærd person, der er kyndig med hensyn til alle de hellige skrifter, en vis person eller en analfabet, en der netop er påbegyndt studiet til præst, en familiefader, en eneboer eller en der forsager alt, en præst, en kriger, en forretningsmand, en arbejder eller endog en kasteløs, en mand eller kvinde, erklærer vedaerne: ”Alle er kvalificeret, forudsat de er udstyret med De fire Kvaliteter.”
top
191. Ren og skær læsning af de hellige skrifter berettiger dig ikke til at indlade dig på undersøgelser vedrørende Den guddommelige Gnist. De fire Kvalifikationer, der lige er blevet nævnt, er fundamentale. Her kan der muligvis opstå tvivl. Hvordan kan en person, der ikke har læst de hellige skrifter, opnå De fire Kvalifikationer? Mit svar er følgende: ”Hvordan opnår en person, der har læst de hellige skrifter, De fire Kvalifikationer? Da han kender de hellige skrifter, handler han i en ånd af pligttroskab over for Herren. Herved opnår han mental renselse og udvikler i stigende omfang ikke-tilknytning og andre kvalifikationer.” Så kan man spørge: Hvordan kan disse kvalifikationer blive fremelsket og udviklet af én, der ikke kender de hellige skrifter? Mit svar lyder: ”Hvorfor skulle vedkommende ikke kunne udvikle dem? På grund af tidligere livs akkumulerede frugter, der er fremkommet af en udviklende indflydelse og gode handlinger, er det i denne fødsel muligt at blive kvalificeret til at undersøge Den guddommelige Gnists natur – uden at have studeret de hellige skrifter.”

192. Nu opstår følgende spørgsmål muligvis: ”Hvordan kan det være, at studier af de hellige skrifter i dette liv ikke hjælper, når bestræbelser i tidligere liv bliver belønnet, og man som et resultat af disse er udstyret med De fire Kvalifikationer!?” Nogle mennesker er også handicappet af dårlig påvirkning af tidligere karma, og de får intet udbytte af at studere de hellige skrifter. Men for så vidt angår karakteren og sindets tilbøjeligheder, er de heldige mennesker, der var engageret i gode handlinger i tidligere liv, gunstigere stillet. De studerende, hvis studier er handicappet af tidligere livs mentale indtryk, er lige så uheldige som den åndelige aspirant, som ikke er lykkedes med at udvikle en åndelig tilbøjelighed i sit sind gennem sine handlinger i de tidligere liv.

193. Godt! Selv når et menneske behersker de hellige skrifter, kan det ikke fatte Den guddommelige Gnists grundlæggende eksistens, hvis vedkommende ikke er begyndt at udføre de åndelige øvelser. Selvfølgelig har den, der har forstået skrifterne, større mulighed for at gå i gang med de åndelige øvelsers forløb og for at praktisere dem mere standhaftigt. Den fortjeneste, der er opnået i tidligere liv, dukker nu frem i form af en stærk tørst efter befrielse; som en alvorlig stræben efter at henvende sig til en guru; som en målbevidst kamp for at få succes med de åndelige øvelser og få realiseret ønsket om Den guddommelige Gnists virkeliggørelse. Succes kommer til de mennesker, der mere end noget andet besidder tro. Uden tro vil tilskyndelsen til at omsætte det, der er blevet læst i de hellige skrifter, være fraværende, og lærdommen vil hænge som en byrde på hjernen.

194. Eftersom ikke-tilknytning og sådanne kvaliteter udgør de forudsætninger, der skal være til stede for at erkende Den guddommelige Gnist, er både lærde og alle øvrige mennesker lige berettiget til at erkende Den guddommelige Gnist. Hvis det ikke udelukkende er gennem åndelige øvelser, at Den guddommelige Gnist kan erkendes, hvorfor så bekymre sig om at beherske alle de åndelige skrifter? Det er sådan, at for at kende Selvet, er de hellige skrifter absolut nødvendige. Når du så kender Selvet, er de ikke nødvendige længere. Men alt det, der drages slutninger om på baggrund af de hellige skrifter, er blot indirekte erfaringer. Direkte erkendelse er umulig ved nogen som helst metode - bortset fra åndelige øvelser. Alene direkte forståelse er visdom.

195. Hvad betyder ’Undersøgelse af Den guddommelige Gnist’ helt præcist? Svaret er. Det er ikke studiet af Den guddommelige Gnists kvaliteter, som forklares i bøgerne, men den analyse af ’Jeg’ets’ natur, der gennem koncentreret skelnen, der rettes indad, blotlægger de fem omsluttende legemer. Det er ikke undersøgelsen af den ydre objektive verden eller af den akademiske lærdom, der er rettet mod fortolkning af teksterne. Det er den analytiske indtrængen i Den guddommelige Gnists hemmelighed, der bliver gennemført ved hjælp af intellektets skarpe æg.

196. Så kan man muligvis stille spørgsmålet: ”Er det så muligt at erkende Den guddommelige Gnist gennem studier af de hellige skrifter?” Svaret er, at det ikke er muligt. Den guddommelige Gnist er af Væren-Bevidsthed-Lyksalighedens natur. Den guddommelige Gnist transcenderer det grove, det subtile og det kausale legeme. Den guddommelige Gnist er vidnet til den vågne tilstand, drømmetilstanden og den dybe søvn tilstand. Skulle en beherskelse af disse ords betydning kunne give en direkte åbenbaring af Den guddommelige Gnist? Hvordan kan du så få denne åbenbaring? Ved at optrævle de fem legemer eller ’slør’, der dækker og skjuler personligheden. Dette gøres ved at fornægte eller fjerne hvert af dem, idet det erfares, at ’det er ikke dette’, ’det er ikke dette’. Denne metode vil udvirke, at du kommer ned til og hinsides Den guddommelige Gnists underliggende lag. Det lag der er Gud, og som hele tiden har forekommet at forandre sig og forekommet at være mangeartet.

197. Alt, hvad der er blevet forlagt i hjemmet, må man nødvendigvis søge efter i selve hjemmet; hvordan skulle det kunne findes ved at lede i skovene? Man må nødvendigvis lede efter Gud, der er dækket af de fem legemer eller slør, i kroppen, der omfatter de fem legemer, ikke i ’kendskabet til de hellige teksters’ skove.

198. Selv om Gud ikke kan blive erkendt via de hellige skrifter, beretter disse skrifter om de fem legemer eller slør, og om de kendetegn og karakteristika der identificerer dem. På denne måde er det ved hjælp af intellektuel kunnen muligt at finde frem til den guddommelige sandhed. Man kan måske spørge, hvordan det er muligt for én, der ikke er velbevandret i de hellige skrifter, at beherske processen med at analysere og fuldbyrde. Vedkommende kan lære det af en guru eller af en ældre åndeligt søgende, ikke sandt?

199. Men det er nødvendigt endnu engang at understrege en vigtig kendsgerning. Princippet om Den guddommelige Gnist er uden for rækkevidde for selv den mest dybsindige lærde, der har lært de hellige skrifter at kende. Princippet om Den guddommelige Gnist kan udelukkende blive forstået gennem direkte oplevelse. Det er derfor, det erklæres, at selv en person der har haft åbenbaringen af Den guddommelige Gnist, er nødt til at henvende sig til en guru. Uden vejledning fra en sådan åndelig lærer kan Den guddommelige Gnist ikke blive forstået. Selv den store vismand, Narada, havde Brahma’s søn, Sanathkumara, som guru. Kong Janaka havde Vyasa’s søn, vismanden Suka, som guru, og andre helgener havde andre guruer. Når et menneske har Herrens nåde, bliver guruen meget ofte overflødig. Herren skænker al viden. Præsten og guruen Yaajnavalkya's hustru, Maitreyi, og den ulærde Leela (en kvinde der opnåede befrielse gennem sin hengivenhed) og kong Sikhidwaja’s helgenagtige hustru, Choodala, er eksempler, der viser, at uden et længerevarende studie af de hellige skrifter lærte kvinder i fortiden om Den højeste Eksistens. De lærte det af deres guru og opnåede succes. Selvfølgelig gælder det, at uanset hvad et menneske ellers besidder af evner, så kan det helt sikkert få en åbenbaring af Den guddommelige Gnist, hvis det er velsignet med Herrens nåde, uanset hvor utilstrækkelig vedkommende måtte være med hensyn til at have de almindelige anerkendte kvalifikationer.top

Asket
- sanyasi

AUM eller OM
- pranava

Den der ved, det at vide og det der vides
- thriputi

Den evige, universelle Religion
- Sanathana Dharma

Den foranderlige verdens Hav.
Den foranderlige verden
- samsara

Den guddommelige Gnist
- atma

Den guddommelige Lyksalighed
- atmananda

Den højeste fred
- prasanthi

Den højeste lyksalighed
- paramananda

Den højeste visdom
- vijnana

Den indre bevidsthed
- chitta
top
Den indre Tilskynder
- Anthah Karana

Den materielle verden
- prakrithi

Den mægtige universelle kraft eller energi.
Den guddommelige Energi
- shakthi

Den universelle absolutte Gud
- Parabrahma
Den universelle kosmiske Energi
- parasakthi

Den åndeligt søgende
- sadhaka

Det foranderlige univers
- jagath

Det Gud-realiserede menneske
- jivanmuktha

Det højeste Selv, Oversjælen eller Den guddommelige Gnist
- Paramatma

Det intellektuelle legeme
- vijnanamaya kosha

Dydige handlinger
- dharmakarma

Ens egen personlige pligt, ens egen personlige ’rigtige handling’
- swadharama

Evig, fuldstændig sindsligevægt
- thureeya eller thuriya

Familielivet – et stadie i livet som ægtemand,
familiefader
- grihastha
top
Forsagelse. Nogen gange ’munketilværelse’
- sanyasa

Fred
- santhi

Fuldstændig sindsligevægt
- samadhi

Føde-legemet
- annamaya kosha


Gud
- Brahman

Gud inkarneret i menneskeskikkelse
- avatar

Guddommelig bevidsthed
- chaithanya

Handlinger der udføres uselvisk uden ego og uden nogen forventning om belønning
- karma yoga

Hellig mands bolig
- ashram

Herren
- Brahman

Hukommelse
- smarana
top
Ihukommelse af Guds navn
- namasmarana

Ikke-tilknytning
- vairagya

Ikke vold
- ahimsa

Illusion
- Maya

Impulser og tilbøjeligheder
- vasana

Intellektet
- buddhi

Kaste (præster, krigere, købmænd og arbejdere)
- varna

Kontrol over sanserne, indre fred, sindsligevægt og stilhed
- sama

Kvaliteter - den sløvende, den lidenskabelige
og den rene kvalitet
- guna’er

Kærlighed
- prema

Legeme
- kosa
top
Lidenskabens og hvileløshedens kvalitet
- raja guna

Livsenergi
- prana

Livsenergi-legemet
- pranamaya kosha

Livsstadie
- asrama

Lovsang
- bhajan

Lyksaligheds-legemet
- anandamaya kosha

Lytte til foredrag om de hellige skrifter.
At lytte til åndelige råd
- sravanam

Menneskets tre redskaber: tanke, ord og handling
- thrikaranas

Ofringer
- yajna

OM eller AUM
- pranava
top
Person der besidder uafbrudt, integreret åndelig visdom.
Person hvis bevidsthed er rolig og hinsides al uro.
- sthithaprajna

Rene og gode kvaliteter
- sathwa guna

Rigdom og velstand (ét af livets fire mål)
- artha

’Rigtig handling’
- dharma

Samling hellige skrifter der er et moralkodeks for eller en forskrift på praktisk levevis
- sastra’erne

Sand lærer
- sadguru

Sandhed
- sathya

Sandhedens Lov
- sathyadharma
top
Sanserne
- indriyas

Sindet
- manas

Sindets legeme
- manamaya kosha

Sjælen
- jivatma

Sjælsstyrke
- sahana

Skabelsens Kilde
- Hiranya Garbha

Skelneevne
- viveka

Sløvhedens og uvidenhedens kvalitet
- thama guna

Uden kvaliteter
- nirguna
Undersøgelse af selvet
- vichara

Ungdommen
- brahmacharya

Uselvisk tjeneste
- seva
top
Uvidenhed
- ajnana

Verdens Skaber, Herskeren over alle væsener
- Prajaparthi

Viden
- vidya

Viden om Den højeste Eksistens
- atmavidya

Viden om Det Absolutte
- brahmajnana

Viden om Gud
- brahmavidya

Videnssanserne
- jnanendriya'erne

Vilje, beslutsomhed
- sankalpa
top
Visdom
- jnana

Vismænd
- rishis

Væren-bevidsthed-lyksalighed
- sath-chith-ananda

Åndelige, asketiske øvelser.
- tapas

Åndelige øvelser
- sadhana

top

© SBOI