<<< Oversigt over Vahinibøger    <<< saibabaofindia.dk     <<< saibabaofindia.com/saidk

Upanishad’ernes kildevæld Originaltitel: Upanishad Vahini af Sathya Sai Baba
Indgår i serien: ’Sai Baba på dansk’

Oversætterens kommentarer vedrørende serien: ’Sai Baba på dansk’.

Gennem årene er der udkommet 15 bøger af Sathya Sai Baba. Disse værker udgør ’Vahini – serien’. Vahini betyder ’en strøm’, ’noget der er i bevægelse’.

Bøgerne er skrevet på sproget telugu. Fra telugu er bøgerne blevet oversat til bl.a. engelsk. Disse engelske oversættelser indeholder de sanskrit ord, som Sai Baba anvendte, da Han skrev teksterne. I alt er der anvendt 2.491 forskellige ord på sanskrit i ’vahini-serien’. Mange af ordene dækker begreber, der kun vanskeligt lader sig forklare endsige oversætte. Forklaringen af visse ord ville, selv om man anvendte flere sider, ikke være fyldestgørende. For at få et fuldstændigt indtryk af teksternes betydning kræver det et studie af mange ords og begrebers sande mening.

Jeg har valgt at oversætte Sai Baba’s bøger til dansk uden brug af sanskrit ord. Det betyder, at den fulde, helt præcise forståelse af Sai Baba’s tekster ikke fremgår af oversættelsen. Endvidere betyder det, at læseren ikke stifter bekendtskab med de oprindeligt anvendte sanskrit ord og således ikke selv kan undersøge den dybere betydning af et ord eller begreb. Læsere, der ønsker at studere Sai Baba’s Lære ned i de mindste detaljer, må derfor søge andre kilder.

At læse Sai Baba’s bøger på dansk uden brug af sanskrit ord kan være en velsignelse. Sai Baba’s centrale budskaber kan gå rent ind i læserens bevidsthed. De handredvis af råd og anvisninger, som Sai Baba videregiver, leveres på et velkendt og let forståeligt sprog. Læseren får ikke afbrudt sin læsning af ukendte ord, hvis betydning skal studeres nærmere.

At læse Sai Baba’s bøger på dansk giver et forståelsesniveau, der svarer til det, som læseren får, når Bibelen læses på dansk. At læse Bibelen kan være en dejlig, lærerig og gavnlig oplevelse. Samtidigt må de fleste læsere af Bibelen erkende, at præster, teologer og lignende lærde gennem studier og refleksioner har opnået en endnu dybere forståelse af Bibelens budskaber. Denne dybere forståelse er blandt andet opnået gennem intense studier af de oprindeligt anvendte ord.

Bagest i bogen er en kort liste over mine danske oversættelser af nogle af de centrale sanskrit ord. Listen tjener alene som service for de læsere, der måtte ønske at undersøge den fulde betydning af visse ord og begreber i den danske oversættelse. Ord med kursiv, der er anført i parentes, er mine tilføjelser.

Oversættelser af Sai Baba’s bøger og af andre Sai Baba tekster på dansk uden brug af sanskrit
indgår i serien: ’Sai Baba på dansk’. - SBOI - DK  top

Forord

Kære læser!
Bhagavan Sri Sathya Sai Baba er kommet blandt mennesker og stiller åndelig næring og vejledning til rådighed for at genoprette sandhed, retskaffenhed, fred og kærlighed, som er individets, samfundets og nationens drivkræfter. For at løse denne mægtige opgave anvender Han ældgamle såvel som moderne redskaber – Den evige universelle Religion og videnskab. Hans skrifter, foredrag og samtaler, der irettesætter, meddeler og overbeviser, er fulde af erklæringer og kommentarer vedrørende de fysiske og metafysiske videnskabers opdagelser.

Denne bog gengiver på engelsk (dansk) Sathya Sai Baba’s artikler om de 10 upanishad’er. (Hellige tekster der er knyttet til veda’erne. De udgør en sammenfatning af veda’erne. De indeholder grundlæggende budskaber om ikke-dualisme; enhed mellem Gud og Den guddommelige Gnist der er i alle eksistenser). Upanishad’erne vil åbenbare den umådelige grænseløse Nåde, der tilskynder Ham til at redde os fra overfladiskheden, og bevæger Ham til at vejlede os, indtil vi når livets mål. Bogen blev først udgivet på sproget telegu i tidsskriftet ’Den Tidløse Vognstyrer’ (originaltitel: ’Sanathana Sarathi’). Upanishad’erne er uvurderlige tekster om åndelige øvelser og om den åndelige oplevelses hellige frugt.

I Sin storslåede kærlighed lader Bhagavan os i denne bog betræde den vej, der blev opdaget af fortidens vismænd. Han forleder os til at ære vismændenes oplysthed og deres budskab, idet Han tænder vores indre flamme af viden, der fordriver vildfarelsen.

Lad os læse den med omhu. Lad os i alvor rekapitulere den i vores hjerters stilhed og føre dens lære ud i handling med ydmyghed og tro, i hver en tankemåde, i hver af tungens bevægelser og i enhver nok så lille handling.

N. Kasturi
(Mangeårig hengiven og forfatter til Sathyam, Sivam Sundaram, der er Sai Baba´s livshistorie).  top

 

Indhold

Kapitel 1 Upanishad’ernes kildevæld

Kapitel 2 Isavasya Upanishad

Kapitel 3 Katha Upanishad

Kapitel 4 Mundaka Upanishad

Kapitel 5 Mandukya Upanishad

Kapitel 6 Brihadaranyaka Upanishad

Kapitel 7 Prasna Upanishad

Kapitel 8 Kena Upanishad

Kapitel 9 Chandogya Upanishad

Kapitel 10 Aithareya Upanishad

Kapitel 11 Thaithiriya Upanishad

Kapitel 12 Gudubhava Upanishad
top
 

Upanishad’ernes kildevæld

1:1 Mennesket er grundlæggende guddommeligt. Imidlertid opfatter det sig selv som værende et individ, der er begrænset og midlertidigt. Årsagen er, at mennesket er filtret sammen med de fem elementers kendetegn eller symboler, nemlig lyd, berøring, form, smag og lugt. Denne vildfarelse forårsager glæde og sorg, godt og ondt, fødsel og død. For at undslippe denne forbindelse med elementerne og for at frigøre sig fra kendetegnenes tiltrækning, findes befrielsens kendetegn. På sanskrit kaldes dette for kaivalya, moksha eller mukthi. Navne forandres muligvis, men målet er det samme.

1:2 Så længe mennesket er filtret sammen med de fem elementer (jord, vand, ild, luft og æter), bliver det tiltrukket, frastødt eller skuffet over dem. Alt dette skaber sorg og lidelse. Rigdom og forskellige former for besiddelser, for eksempel bygninger og biler, alt dette er forskellige sammensætninger af elementerne. Mennesket tørster efter disse sammensætninger. Men når det mister dem, eller når det ikke evner at få fat i dem, afviser mennesket dem med foragt.

1:3 Lad os gennemgå de fem elementer ét for ét. Det levende væsen har det første element, jord, som sit basis. Det andet element, vand, er grundlaget for jord. Vand er frembragt fra det tredje element, ild. Ilden selv udspringer fra luft, der er det fjerde element. Luft fremkommer af æter eller rum. (Æter er det fineste af de fem elementer og gennemstrømmer de øvrige fire elementer ). Æter opstår fra ’den første’, den oprindelige natur; og den oprindelige natur er blot manifestationen af ét aspekt af Guds storslåethed, eller et aspekt af Den Højeste Suveræne guddommelige Gnist.

1:4 I forsøget på at nå denne Gud, universets kilde og kerne, må den individualiserede sjæl, der har filtret sig ind i elementerne, frigøre sig for lænkerne, én for én. Dette skal ske ved hjælp af skelneevnen og vedholdende udøvelse af ikke-tilknytning. En sådan person er en åndeligt søgende. Den, der vinder denne kamp, er en person, der er befriet for evigt, skønt stadig i live.

1:5 For at kunne udøve en sådan skelneevne, og for at du kan være i stand til at danne dig et klart billede af din medfødte virkelighed, bliver du nødt til at studere upanishad’erne. Disse kaldes under ét for Vedanta (sammenfatning af veda’erne; det centrale i veda’erne). De udgør den del af veda’erne, der omhandler Den Højeste Visdom. Befrielse fra uvidenhedens konsekvenser kan udelukkende sikres gennem visdom. Upanishad’erne erklærer: ”Kun gennem visdom kan friheden vindes”.

1:6 Veda’erne anses for at være opdelt i tre afsnit, nemlig afsnittene om visdom, tilbedelse og handling. Disse tre finder vi også i upanishad’erne. De foreskriver også grundlaget for de filosofiske retninger: Ikke-dualisme, kvalificeret ikke-dualisme og dualisme.

1:7 Ordet ’upanishad’ betegner det at studere og praktisere den oprindelige sandhed. Begrebet ’Viden om Gud’ betegner den åndelige kontemplations overhøjhed. Begrebet ’Videnskaben om yoga’ betegner den mentale kærning, der skaber succes og det at søge efter ens egen virkelighed. Hvad er den grundlæggende aktivitet, der forlanges af mennesket? Hvad er den grundlæggende ting, man skal have kendskab til? Svaret er, at det blot er ens egen grundlæggende Virkelighed. Upanishad’erne beskriver de forskellige stadier samt de forskellige metoder, der skal anvendes i bestræbelserne på at erkende denne Virkelighed.
1:8 Navnet ’upanishad’ er fuld af betydning. ’Upa’ betegner den proces, det er at studere med ’nishta’ eller vedholdenhed; ’shad’ betegner opnåelsen af Den ultimative Virkelighed. Det er årsagerne til navnet upa-ni-shad. Ikke blot lærer upanishad’erne menneskeheden principperne for viden om Den højeste Eksistens, de angiver også den praktiske betydning af befrielse. De påpeger ikke blot de pligter og forpligtelser, mennesket må påtage sig, men også de handlinger, der skal udføres, og de handlinger der skal undgås.

1:9 Bhagavad Gita er blot essensen af upanishad’erne. Ved at modtage Bhagavad Gita’ens lære får Arjuna frugten af at lytte til upanishad’erne. I upanishad’erne finder vi erklæringen: ”Jeg er Det”. I Bhagavad Gita siger Krishna til Arjuna: ”Jeg er Arjuna blandt pandava’erne.” (Pandava’erne er Arjuna’s slægt). Det er det samme som at sige: ”Du og Jeg er den samme.” Dette er igen det samme som at sige: ”Jeg er Det”, at den individualiserede sjæl og Gud er den samme.

1:10 Ligegyldigt om det handler om Bhagavad Gita’en eller upanishad’erne, så er læren ’ikke-dualisme’. Den er hverken ’dualisme’ eller ’kvalificeret ikke-dualisme’. Det menneskelige øje kan ikke fordybe sig i det meget lille eller i det kæmpestore. Det kan ikke aflæse mysteriet om viruset, atomet eller det stjernebesatte univers. Derfor supplerer videnskabsmændene øjet med teleskoper og mikroskoper. På tilsvarende vis er de hellige mænd i stand til at opleve det guddommelige gennem ’visdommens øje’, som er erhvervet ved at føre et retskaffent liv og ved at udføre åndelige øvelser. Når det menneskelige øje behøver et fremmed instrument for at se selv en ubetydelig orm eller virus, hvordan kan man så nægte at arbejde med mantra, hvis man ønsker at se det allestedsnærværende transcendente princip? Det er meget vanskeligt at erhverve sig ’visdommen øje’. Koncentration er helt nødvendigt for dette. For at koncentrationen kan udvikles og blive fikseret, er tre forhold meget vigtige: Bevidsthedens renhed, moralsk opmærksomhed og åndelig skelneevne. Disse kvalifikationer er vanskelige at opnå for almindelige mennesker.

1:11 Mennesket er udstyret med følgende specielle redskaber: Skelneevne, dømmekraft, evnen til at analysere og evnen til at sammenfatte. Blandt alle dyr er mennesket alene om at besidde disse kvaliteter. Det må udvikle dem og anvende dem til det bedste formål. Gennem disse redskaber kan mennesket erkende Den Iboende Guddommelighed.

1:12 I stedet plager mennesket både sig selv og andre med spørgsmålene: Hvor opholder Gud sig? Hvis Gud er virkelig, hvorfor kan man så ikke se Ham? Når Jeg hører sådanne tvivlsspørgsmål, får Jeg næsten medlidenhed med de stakkels spørgere. For de kundgør deres egen tåbelighed. De er ligesom dumrianer, der tragter efter universitetsgrader uden så meget som at ulejlige sig med at lære alfabetet. De tragter efter at erkende Gud uden selv at besvære sig med de krævede åndelige øvelser. Mennesker, der ikke har nogen moralsk styrke og renhed, taler om Gud og Hans eksistens, og de taler nedsættende om de anstrengelser, der skal til for at se Ham. Sådanne mennesker har ingen ret til at blive hørt.

1:13 Åndelige øvelser er baseret på de hellige skrifter (skrifter der er et moralkodeks for eller en forskrift på praktisk levevis). De kan ikke blive behersket i en håndevending. De kan ikke gennemføres blot ved at tale. Deres budskab er sammenfattet i upanishad’erne, derfor er disse æret som autoritative. De er ikke et produkt af menneskelig intelligens, de er Guds hvisken til menneskene. De er dele af de evige veda’er. Veda’erne skinner strålende gennem alle de hellige skrifters afsnit.

1:14 Upanishad’erne er autentiske og autoritative, da de deler veda’ernes herlighed. I alt er der 1.180 af dem, men gennem århandreder er mange af dem forsvundet fra den menneskelige hukommelse, og blot 108 har overlevet. Af disse har 13 opnået stor popularitet som et resultat af deres indholds dybde og værdi.

1:15 Vismanden Vyasa systematiserede og fordelte dem blandt de fire veda’er. Rig Veda består af 21 afsnit, og hvert afsnit har fået tildelt en upanishad. Yajur Veda har 109 afsnit og 109 upanishad’er. Atharvana Veda har 50 afsnit, og de fik tildelt 50 upanishad’er. Sama Veda har 1.000 afsnit og resten, nemlig 1000 upanishad’er, blev deres del. På denne måde blev de 1.180 upanishader fordelt af Vyasa på de fire veda’er.

1:16 Sankaracharya (indisk filosof og vismand fra det 8. eller 9. århandrede) højnede 10 af upanishad’ernes status ved at udvælge dem til at få hans skriftlige kommentarer, og derved blev disse specielt vigtige. Menneskeheden står og falder med disse 10. Alle, som søger menneskelig lykke og fremskridt, bør nu ængstes for, om selv disse 10 vil blive glemt. For hvis disse negligeres, vil det indvarsle en moralsk og åndelig katastrofe. Dog er der ingen grund til at frygte noget sådant. Der kan aldrig ske veda’erne noget. Lærde personer, og dem der besidder tro, burde beslutte at præsentere i det mindste disse 10 upanishad’er for menneskeheden. De 10 upanishad’er er: Isavasya, Kena, Katha, Prasna, Mundaka, Mandukya, Thaithiriya, Aithareya, Chandogya og Brihadaranyaka.

1:17 De resterende 98 er: Brahma, Kaivalya, Svethasva, Jabali, Hamsa, Garbha, Aruni, Paramahamsa, Amrithanada, Narayani, Amrithabindu, Atharvasikha, Atharvasira, Kasithara, Mathrayani, Nrisimhatapani, Brahmajabala, Marithreya, Kalagnirudra, Sulabha, Manthrika, Kshithi, Niraalamba, Sarvahara, Vajrasuchika, Subharahasya, Thejobindu, Nadabindu, Dhyanabindu, Brahmavidya, Den guddommelige Gnistbodhaka, Yogo, Thathwa, Naradaparivrajaka, Brahmana, Sita, Yogachudamani, Nirvaana, Mandala, Dakshinamurthi, Skandaa, Sarabha, Adwaitha, Thaaraka, Mahanarayana, Sowbhayalakshmi, Saraswathirahasya, Mukthika, Bhavaricha, Ramathapana, Ramarahasya, Mudgali, Vasudeva, Pingala, Sandilya, Mahabhikshuka, Yogasiksha, Sanyasa, Turiyathitha, Parmaparivrajaka, Narasimha, Akshamalika, Annapoorna, Ekakshara, Akshika, Adhathya, Surya, Kundisakhya, ADen guddommelige Gnist, Savithri, Parabrahma, Pasupatha, Thripurathapana, Avadhootha, Thripura, Devi, Bhavana, Katha, Yogakundali, Rudrahrdaya, Rudraksha, Bhasma, Darsana, Ganapathi, Thahasata, Mahavakya, Panchabrahma, Gopalathapani, Pranagnihothra, Daruda, Krishna, Datthatreya, Varaaha, Yajnavalkya, Sathyaayana, Avyektha, Hayagriva og Kalisantharna.

1:18 Upanishad’erne har også inspireret andres arbejde inden for områder som geografi, astronomi, astrologi, økonomi og politisk teori. De har også givet inspiration til de 18 purana’er (åndelige tekster der udgør en samling af ældgamle legender og overleveringer), der omfatter beretninger om Skanda (Siva’s søn Subrahmanya), Siva (guden der repræsenterer ’nedbrydningen’ i den hinduistiske religions treenighed af guder: Brahma, Vishnu og Siva), Garuda (fuglen der er guden Vishnu’s transportmiddel) og 14 andre emner. Veda’erne og upanishad’erne er selve fundamentet for ’Den Evige Universelle Religion’.

1:19 Der er ét interessant træk, der er værd at lægge mærke til. Denne religion har ingen grundlægger, som de øvrige har. Denne religions usynlige og ukendte grundlægger er Gud, kilden til al visdom. Gud er Den evige universelle Religions profet. Gud er grundlæggeren. Guds Nåde og Guds inspiration manifesterede sig gennem de hellige vismænd, og disse blev talsmænd for denne ’rigtige handling’ (loven om social harmoni og personlige rettigheder og pligter, ofte kaldet ’pligt’ eller ’retskaffenhed’; på sanskrit dharma). Når menneskets moralske renhed degenererer, tager Gud form som nåde og inspiration i såvel vismænd som lærere. Gennem upanishad’erne har Gud også givet ’Visdommen der vedrører Sandheden’. top

Kapitel 2

Isavasya Upanishad

2:1 Herren, der havde i sinde at genrejse verden, kommunikerede veda’erne gennem Skabelsens Kilde’, der til gengæld videregav dem til sine ti åndelige sønner, heriblandt Athri og Marichi. Fra dem spredtes veda’erne ud til menneskeheden, idet de blev overleveret fra generation til generation. Som tiden gik, forsvandt slægtled, og kontinenter flyttede sig. Herved forsvandt nogle af veda’erne, eller de blev tilsidesat som værende for vanskelige at forstå, og kun fire af dem har overlevet op til i dag. I Dwapara-tidsalderen (den forrige tidsalder) underviste vismanden Vyasa sine elever i disse fire veda’er. Han var den største blandt veda’ernes fortolkere.

2:2 Mens Vyasa således udlagde veda’erne for at sprede kendskabet til de hellige skrifter, skete der det, at én af hans elever, en vismand ved navn Yajnavalkya, pådrog sig hans vrede. Som straf måtte han gylpe Yajur Veda’en op. Den veda, som Yajnavalkya allerede havde lært, måtte han således overgive og efterlade i sin gurus varetægt. Han måtte forlade stedet, og han søgte tilflugt hos Solguden, ’Veda’ernes skatkammer’. Netop da fløj mægtige helgener, der ærede veda’erne, ind på området i skikkelse af agerhøns (på sanskrit thiththiri) og åd den opgylpede Yajur Veda. Denne bestemte del af veda’erne kaldes ’Thaithiriyam’.

2:3 I mellemtiden var Solguden tilfreds med den uheldige Yajnavalkya’s hengivenhed og vedholdenhed. Solguden antog skikkelse af en hest (på sanskrit vaji) og velsignede vismanden ved at genetablere dennes viden om Yajur Veda’en. Den del af veda’erne, der således blev videregivet af hesten (vaji’en), kom til at hedde ’Vajasaneyi’. Yajur-veda’en, som den blev udlagt af Vyasa, kaldes Krishna Yajur Veda, og den blev senere videregivet af vismanden Yajnavalkya som Sukla Yajur Veda. I denne er de første få kapitler mantraer, der er forbundet med Handlingens Vej (vejen for begyndere med et mindre udviklet sind), og de sidste få afsnit omhandler Visdommens Vej (en vej for den mere avancerede eller udviklede intelligens).

2:4 Isavasya Upanishad beskæftiger sig med førnævnte ’Visdommens Vej’. Eftersom denne upanishad’s første mantra starter med ordet ’Isavasyam’, er upanishad’en opkaldt efter dette navn. Mantraet lyder således:

”Alle genstande i denne verden, de flygtige og de midlertidige, er
indhyllet i Herren, der er altings Sande Virkelighed. Derfor må
de anvendes med ærbødig afstandstagen, uden higen eller begær,
thi de tilhører Herren og ikke nogen person.”

2:5 Det vil altså sige, at universet er iboende Herren; at universet er Herrens form, Herrens krop. Det er forkert at opfatte universet og Herren som værende forskellige. Det er en vildfarelse, et produkt af menneskets fantasi. På samme måde som dit spejlbillede under vandet ikke er forskelligt fra dig, således er universet (der er Herrens spejlbillede skabt af din uvidenhed) ikke forskelligt fra Herren.

2:6 Så længe mennesket lider af denne vildfarelse, kan det ikke få øje på Virkeligheden, der bor i det. Derfor vil mennesket gradvist glide over i forkerte tanker, ord og handlinger. Hvis et stykke sandeltræ bliver opbevaret i vand, vil det udvikle en grim lugt, men hvis det bliver taget op og gnubbet til pasta, vil dets tidligere velduft vende tilbage. Når veda’ernes og de hellige skrifters autoritet bliver respekteret, og når skelneevnen bliver skærpet på den kampplads, hvor handlingerne er tilskyndet af retskaffenhed, så vil den dårlige lugt at det urigtige og det slette forsvinde, og Den guddommelige Gnists rene, oprindelige duft vil komme frem. Så vil dualiteten mellem Den, der skaber, og den der nyder det skabte, forsvinde. Så vil du nå det stadie, der kaldes ’tilbagetrækningen fra alle aktiviteter’. I upanishad’erne er denne type forsagelse (det at opgive ens verdslige bånd) beskrevet som værende passagen til befrielse.

2:7 Forsagelsen, der omfatter ødelæggelsen af de tre tilskyndelser (at få en partner, at få efterkommere og at opnå velstand), er meget vanskelig at opnå uden den indre bevidstheds renhed eller sindets renhed.

2:8 I denne upanishad’s andet mantra forklares det, hvilke metoder man skal anvende for at ødelægge de tre tilskyndelser. Mantraet lyder således:

”Udfør tilbedelsen af ilden og lignende ceremonier, som de er
beskrevet i de hellige skrifter. Tro på, at du er nødt til aktivt at være
engageret i sådanne handlinger for at opnå befrielse. Vær
overbevist om, at ingen synd kommer over dig, så længe du
er engageret i denne tilbedelse.”

Handlinger uden begær efter frugterne vil på denne måde langsomt rense urenhederne væk, på samme måde som guldsmedens smeltedigel renser guldet for urenheder. Det rene sind er visdom; det er ikke-tilknytningens fuldbyrdelse.

2:9 Hvis du er i stand til at frigøre dig for begær, når du handler, kan ingen urenhed ramme dig. Du ved, at chilli-frøene, når de puttes ned i mudret vand, har evnen til at frigøre sig fra snavset og aflejre dette på bunden. Frøene synker også ned til bunden og slipper ud af syne! På samme måde vil de, der evner at udføre handlinger uden tilknytning til frugterne af disse handlinger, få deres sind renset fuldstændigt, og resultaterne af deres handlinger vil også miste deres virkning og ’synke til bunds’.

2:10 Ud af denne upanishad’s atten mantraer er det kun de to første, der direkte omhandler problemerne med befrielsen, og hvordan man løser disse problemer. De øvrige seksten mantraer uddyber denne løsning og tjener som kommentarer og ledsagende tekster til de to første.

2:11 Den guddommelige Gnist undergår aldrig nogen forandring, dog er Den hurtigere end noget sind! Det er mysteriet og miraklet. Den guddommelige Gnist forekommer at kende til alle tilstande, men Den har ingen vækst, forfald eller forandring. Skønt Den guddommelige Gnist er alle vegne, er det ikke muligt for sanserne at opfatte Den. Det er på grund af Dens underliggende eksistens og på grund af, at Den er iboende alting, at al vækst, alle aktiviteter og alle forandringer sker. Årsag og virkning handler og reagerer på grund af Den guddommelige Virkeligheds grundlæggende tilstedeværelse. Selve ordet ’Isa’ dækker denne betydning. Den guddommelige Gnist er nær og fjern, indeni og udenfor, stillestående og i bevægelse. Den, der kender denne sandhed, er værdig til titlen, ’en person der besidder visdom’.

2:12 Den uvidende kan aldrig fatte sandheden om Den guddommelige Gnists iboende natur. De, der er bevidste, kan se ting og kan føle deres tilstedeværelse tæt på sig. De, der har mistet deres bevidsthed, vil lede efter de forsvundne smykker, skønt de rent faktisk har dem på. Skønt én muligvis kender til alle ting, opfatter han Den guddommelige Gnist som eksisterende på et utilgængeligt og uopnåeligt sted. Det gør han på grund af tabet af bevidstheden. Men personen der besidder visdom, personen der er bevidst, ser Den guddommelige Gnist i alle væsener og ser alle væsener som Den guddommelige Gnist. Han opfatter alle væsener som værende det samme og oplever ingen adskillelse eller forskel. På denne måde redder han sig selv fra dualisme.

2:13 Isavasya Upanishad’en gør denne store sandhed klar for alle. Den vise person, der har været i denne tilstand, vil ikke blive urolig over skæbnens slag eller sansernes fristelser. Han ser alle væsener som værende ham selv, idet han har sin egen medfødte identitet. Han er fri for trældom, fri for retskafne såvel som ikke-retskafne handlinger, fri for uretfærdige handlinger og fri for kroppens behov og drifter. Så den individualiserede sjæls form er ikke hams ægte form. Nej, ikke engang det fysiske og det mentale legeme er virkelige iklædninger.

2:14 Det er forklaringen på, at der i Isavasya Upanishad’ens første mantra er en udlægning vedrørende denne tilstand. Dette mantra kaldes ’Visdommens sindstilstand’, og denne tilstand er karakteriseret ved fraværet af enhver form for længsel. Det er den oprindelige fortolkning, men personer, der har stor længsel efter noget, vil finde det vanskeligt at blive stabiliseret i denne sindstilstand. For sådanne personer foreskriver upanishad’ens andet mantra en anden metode. Den kaldes for ’Handlingens sindstilstand’, og denne tilstand indebærer en uafbrudt stræben efter at udføre gode handlinger. Resten af mantraerne uddyber og supplerer disse to sindstilstande, der er baseret på henholdsvis visdom og handling. ’Handlingens sindstilstand’ har begær og illusion som sine vigtigste tilskyndelser. Derimod har ’Visdommens sindstilstand’ ikke-tilknytning og overbevisningen om, at den objektive verden ikke er Den guddommelige Gnist, som sin tilskyndelse. Det vil sige, at verden er ’ikke sand’, og derfor nytteløs at beskæftige sig med. Sådan en holdning af ikke-tilknytning er hovedvejen til ’Visdommens sindstilstand’. Fra det tredje til det ottende mantra er Den guddommelige Gnists sande natur skildret. Det sker gennem fordømmelse af fraværet af viden, der forhindrer forståelsen af Den guddommelige Gnist.

2:15 På denne måde lærer Isavasya Upanishad alle om forsagelsens vej i det første mantra og lektien om ’befriende aktiviteter’ (handlinger blottet for begær og had) i det andet mantra. I det fjerde og femte mantra tales der om Åndens Virkelighed og senere om frugterne af at have kendskab til denne Åndens Virkelighed. I det niende mantra bliver ’Den fremadskridende befrielses Vej’ beskrevet. Denne vej er nyttefuld for dem, der er for svage til at følge ’Den totale forsagelses Vej’, men som er eksperter i handlinger, der bidrager til moralsk udvikling og indre renselse. Det er vejen, som koordinerer alle handlinger, al karma, efter tilbedelsens princip. De, der er beskæftiget med handlinger i strid med Den Højeste Viden, er fulde af mangel på visdom. Der står: ”De, der begrænser sig til videnskabelige studier og undersøgelser af guddommelige skikkelser, er endnu værre, for deres begær er rettet mod styrke og evner.” Det siges, at Den Højeste Viden fører til ’De glædestrålende væseners verden’, og handlinger fører til ’Forfædrenes verden’. Så den visdom, der resulterer i selvrealisation, er noget, der er tydeligt adskilt fra det førnævnte. Ingen forsøg på at koordinere disse to kan lykkes.

2:16 Selvfølgelig skal man ikke engagere sig i noget, der opponerer mod de hellige skrifter; og i den ultimative analyse er alle handlinger klassificeret som ikke-viden. I bedste fald kan handling blot hjælpe til at rense sindet, og tilbedelsen af guder kan føre til målbevidsthed. Tilbedelsen er nødt til at hæve sig op til niveauet, hvor det er Den Kosmiske Guddommelighed, ’Skabelsens Kilde’, der tilbedes. Tilbedelsen er nødt til at modne og udvikle sig, endnu mens du er i live, så du opnår befrielse i dette liv.

2:17 Visdommens gode kvaliteter og ’Handlingens sindstilstand’ må begge blive suppleret og koordineret. Så kan du undslippe hjulet for fødsel og død og blive guddommelig.top

Kapitel 3

Katha Upanishad

3:1 Historien om Nachikethas, der blev indviet i åndelige øvelser af selveste Dødens Gud, Yama, findes i denne upanishad. Den samme historie nævnes også i både Thaithiriya Brahmana’en (en af Yajur Veda’ens tilhørende brahmana tekster der omhandler betydningen og anvendelsen af mantraer og hymner i forbindelse med forskellige ofringer) og i Mahabharatha’en (gammelt storslået poetisk værk om bl.a. Pandava-brødrene) i Anusaasanaparva’s 106. afsnit (den del der omhandler moralske principper). Denne upanishad er blevet berømt på grund af dens fremstillings klarhed og dybde. Mange af de tanker, der kommer til udtryk i den, finder vi også i Bhagavad Gita. Da den hører til Krishna Yajurveda skolens Katha Saakha (én af skolens mange grene), kaldes den Katha Upanishad.

3:2 Vismanden Vaajasravas, der også var kendt som Gouthama, lagde stor vægt på ritualer, og han udførte engang en stor ofring, et stort offerritual. Som en del af ofringen skænkede han køer bort. Disse køer var ikke længere i stand til at æde græs eller drikke vand og endnu mindre i stand til at give mælk! De var for gamle til på nogen måde at være nyttige. Da hans dydige og intelligente søn, der hed Nachikethas, opdagede dette, blev han klar over, at hans fader var ved at løbe ind i store problemer på grund af de syndige gaver. Drengen ønskede, så vidt det var muligt for ham, at redde sin fader fra dennes skæbne. Han spurgte sin fader, til hvem han havde tænkt sig at ofre ham, sin søn, som gave. Han plagede for, at også han måtte blive givet væk til en eller anden. Dette gjorde hans fader så opbragt, at han i væmmelse råbte: ”Jeg giver dig til Dødens Gud.” Herefter skete der det, at Nachikethas bestemte, at hans faders ord ikke måtte gøres til skamme, skønt de blev udtalt i denne ’Individualiserede sjæls verden’, der er inficeret med fødsel og død. Så han overtalte sin fader til at ofre ham som en gave til Yama (Dødens Gud) og gøre det strengt efter de rituelle regler. Nachikethas begav sig straks til Dødens Guds bolig. Her måtte han vente tre nætter, før han kunne komme til at se Yama. Dødens Herre var ked af den forsinkelse, der var opstået i forbindelse med modtagelsen af en gæst fra præste-kasten. Han lovede derfor Nachikethas, som en slags soning, at denne kunne få tre ønsker opfyldt. Ét ønske for hver nat drengen havde opholdt sig uden for hans døre.

3:3 Nachikethas første ønske var, at når han, på Yama’s bud, vendte tilbage til det sted, hvor han var født og opvokset, ville hans fader byde ham hjerteligt velkommen, befriet for al vrede over sønnens tidligere uforskammethed og opfyldt af sindsligevægt. Hans andet ønske var at kende hemmeligheden bag, at der i Himlen ikke er noget, der hedder sult og tørst eller frygt for døden. Yama ville med glæde opfylde disse ønsker. I tilgift indviede Yama ham desuden i et specielt ritual og dets mysterium. Drengen Nachikethas lyttede ærbødigt og opfattede hurtigt og klart detaljerne omkring ritualet. Yama var så tilfreds med sin nye elev, at han gav offerritualet et nyt navn. Det fik navnet Nachiketha Agni! Dette var en ekstra velgerning over for den unge gæst. Nachikethas sagde: ”Herre! Mennesket er dødeligt, men nogle mener, at døden ikke er afslutningen, at der findes en eksistens ved navn Den guddommelige Gnist, der overlever kroppen og sanserne. Andre påstår, at en sådan eksistens ikke findes. Nu, da jeg har chancen, ønsker jeg, at du giver mig kendskab til Den guddommelige Gnist.”

3:4 Yama ønskede at teste spørgerens akkreditiver, hans standhaftighed og begærlighed efter at få kendskab til Den højeste Visdom. Hvis drengen ikke var værdig til det, ønskede Yama ikke at videregive denne viden til ham. Derfor tilbød han i stedet at opfylde forskellige andre ønsker, der havde relation til verdslig velstand og lykke. Yama fortalte Nachikethas, at Den guddommelige Gnist er meget subtil og flygtig. At Den guddommelige Gnist ligger uden for den almindelige forståelses fatteevne, og at det var grunden til, at han tilbød ham at få opfyldt andre attraktive ønsker, der kunne nydes ’urtigere’ og ’bedre’. Nachikethas svarede: ”Ærede Herre! Din beskrivelse af hvor vanskeligt det er at forstå, får mig til at føle, at jeg ikke må forpasse denne chance, da jeg aldrig finder nogen mere kvalificeret lærer end dig til at forklare det for mig. Dette skal være mit tredje ønske. Jeg ønsker intet andet. De alternative ønsker, du nævnte for mig, kan ikke sikre mig de evige goder, som udelukkende ’Viden om det guddommelige Selv’ kan skænke.”

3:5 Da Han oplevede denne tro og denne standhaftighed, var Yama tilfreds, og han konkluderede, at Nachikethas var egnet til at modtage Den Højeste Visdom. Han sagde: ”Godt min kære dreng! Der eksisterer to forskellige slags oplevelser og tilskyndelser. Disse kaldes ’lyksalighed’ (den fuldkomne glædes vedvarende herlighed) og ’behagelighed’ (den glæde der stammer fra verdslig magt, status og rigdom), og de påvirker begge det enkelte individ. Den første frigør, den anden binder. Den ene fører til frelse, den anden til indespærring! Hvis du følger behageligheds-vejen, lader du opnåelsen af menneskets højeste mål langt bag dig. Lyksaligheds-vejen kan udelukkende blive erkendt af det rensede intellekt, af skelneevnen. Behageligheds-vejen betrædes udelukkende af de uvidende og af de fordærvede. Den højeste Viden åbenbarer lyksaligheds-vejen, og uvidenhed skubber dig ind på behageligheds-vejen. Naturligvis er de, der søger lyksaligheds-vejen, meget sjældne.”

3:6 Yama fortsatte: ”Den guddommelige Gnist er uden bevægelse, Den er uforstyrret. Den er bevidsthed, grænseløs og fuldstændig. De, der kender Den guddommelige Gnist, vil ikke blive berørt af den dobbelte betydningen af ’at være’ og ’ikke at være’, af ’den der handler’, og ’den der ikke handler’ osv. Den guddommelige Gnist er end ikke en genstand, der kan erfares! Den er hverken ’den der ved’, ’det at vide’ eller ’det der vides’. At opdage dette er Det Højeste Klarsyn; at lære én om dette er Den Højeste Instruktion. Instruktøren er Gud, og den der instrueres er også Gud. Erkendelsen af denne allestedsnærværende sandhed redder én fra al tilknytning, uro osv. Den befrier én fra fødsel og død. Det Store Mysterium kan ikke blive fattet ved hjælp af logik; det må løses gennem tro på de guddommelige love og regler og gennem de erfaringer, der gøres ved at følge dem.”

3:7 ”Den guddommelige Gnist kan udelukkende blive erkendt efter en umådelig lang udholdenhed. Man må bortlede sindet fra dets naturlige tilflugtssted, den objektive verden, og holde det i en ubevægelig sindsligevægt. Det er kun en helt, der kan lykkes med denne ensomme indre oplevelse og overvinde egoismens og illusionens uhyrer! Alene denne sejr kan fjerne sorg.”

3:8 Vedanta lærer menneskeheden, at Den Højeste Sandhed er egnet til at blive erkendt af alle. Som med én stemme proklamerer alle teksterne dette. De fortæller også, at OM (lyden OM, eller AUM, der er den oprindelige lyd) både er symbolet på det guddommelige princip med form og uden form. De erklærer, at tilbedelsen af OM endog bringer ’Skabelsens Kilde’ inden for din rækkevidde, og desuden hjælper dig til at nå Gud’s to ’stadier’ (med og uden form). ’Skabelsens Kilde’ er indhyllet af illusionens tyndeste slør, og ved hjælp af OM kan det flænses i stykker, og både Den Højeste Kraft og det lavere selv kan blive erkendt.

3:9 Katha Upanishad uddyber også begrebet Den guddommelige Gnist på forskellig vis. Det fortælles, at Den guddommelige Gnist ikke er målelig, at Den aldrig kan holdes inden for nogen begrænsninger, skønt det forekommer sådan. Solens spejlbillede i søen sitrer og ryster på grund af vandets sitren og rystelse, men Solen er blot et fjernt vidne. Den er upåvirket af det medie, der skaber spejlbilledet. På samme måde er Den guddommelige Gnist vidnet til alle disse forandringer i rum og tid.

3:10 Den individualiserede sjæl, der er den individualiserede uvidenhed, er den, der ’nyder’ frugterne af handlinger, af rigtigt og forkert, af godt og ondt. Disse sjæle skaber trældom gennem egoisme, og befrier sig fra lænkerne ved hjælp af intellektet, uvidenhedens modsatrettede kraft. Erkend at alt er vundet i det øjeblik, de indre såvel som de ydre sanser er sat ud af spillet. Kassér dem som værende falske og vildledende; lad dem alle smelte sammen med sindet. Kast sindet tilbage til intellektet, og kast intellektet, eller det individualiserede intellekt, tilbage til Skabelsens Kildes Kosmiske Intellekt. Når du har nået dette stadie af åndelige øvelser, lad da Det Kosmiske Intellekt smelte sammen med Åndens Virkelighed, af hvilken det blot er en manifestation. Så opnår du stadiet af den perfekte, uforstyrrede sindsligevægt af Absolut Enhed, hvilket er din sande natur. Dette er hemmeligheden, der fremlægges i denne upanishad, samt det faktum at hele skabelsen er et resultat af udbredelsen af navne og former.

3:11 Vildledt af blændværket er du ude af stand til at se det forspildte liv; skræmt af slangen, som i virkeligheden er et reb, er du ude af stand til at opdage den grundlæggende Virkelighed. Den illusion, der er uden begyndelse, og som plager den individualiserede sjæl, må nedbrydes. Denne upanishad’s 14. mantra vækker den individualiserede sjæl fra evighedens søvn og fører den frem mod målet.

3:12 Den guddommelige Gnist er hinsides lyd, berøring, form, smag og lugt; Den er evig. Sanserne er bundet til objekterne, bundet til det ydre. Den guddommelige Gnist er det oprindelige udgangspunkt for al aktivitet og al viden, den indre motiverende kraft bag alt. Denne illusion om mangeartethed, forskellighed, mangfoldighed og flerhed må nødvendigvis dø. Den er opstået fra uvidenhed. De ’mange’ er et spejlbillede forårsaget af ’omstændigheder’. Følelsen af at du er adskilt fra Den Ene, er den egentlige årsag til alle disse tilsyneladende fødsler og dødsfald, som individet forekommer at gennemgå. Herefter forklarede Dødens Gud, Yama, Gud’s natur for Nachikethas, så drengen kunne få fjernet sin tvivl på dette område.

3:13 ”Som et lys der er skjult af røg, er den tommelfingernegl store Gud evigt skinnende. Et kraftigt regnskyl, der rammer en bjergtinde, falder ned i tusind strømme. På samme måde falder individualiserede sjæle, der livet igennem oplever mangfoldigheden og forskelligheden, ned gennem alle disse tilsynekomster og går til grunde.” Denne upanishad erklærer, at der ikke findes noget, der er mere ophøjet end Den guddommelige Gnist, eller blot lige så ophøjet. ”Et træs rødder er usynlige, de er skjult under jorden. Men deres effekt på de synlige blomster er indlysende, er det ikke sandt? Dette er sandt og gælder også for ’Livets Træ’. Ud fra denne erfaring, alle de ’blomster’ du ser, må du drage den slutning, at roden, altså Gud, eksisterer som næring og som støtte”, sagde Yama.

3:14 ’Livets Træ’, altså den sanselige verden, er som tryllekunstnerens mangotræ; den er blot en illusion. Mennesket, der har renset sit intellekt, kan se ind i dette intellekt, på samme måde som man ser ind i et fint spejl, og se Den guddommelige Gnist i selve dette liv. Gud er det, der er kendt af den, der søger viden. Gud er det, der er opnået af den, der søger resultater. Personen, der direkte har erfaret det guddommelige, befries når denne visualisering af Gud opleves, mens lægmanden når Den Højeste Himmel efter døden. Der forenes han med ’Skabelsens Kilde’ og i slutningen af tidens spand af tid, af en evigheds tid, befries han sammen med selve ’Skabelsens Kilde’.

3:15 Nachikethas forstod fuldstændigt denne ’viden om Gud’ som Yama lærte ham. Han blev befriet af Døden og nåede Gud. For så vidt angår denne ’Viden om Gud’, så vil personen, der forsøger at finde ud af, hvad denne viden indeholder, alene gennem forsøget blive en bedre personlighed, befriet for syndens fordærv.

3:16 Denne upanishad har på mange måder lært mennesket om de grundlæggende emner: ’Legemliggørelsen af livsåndedrættet’, ’Lyksaligheds-vejen’ og ’Viden om Gud’. Jeg har besluttet at fortælle jer om essensen af denne lære. Selvfølgelig er et mantra nok til at redde dem, der har en skærpet intelligens og dem, der er længselsfulde efter at opnå befrielse. Hvad angår de, der ikke er åndfulde, og de, der er tilskyndet af sanserne, og som derfor fordyber sig i verdslig søgning efter fornøjelser, er selv mange gode råd spildte.

3:17 Den guddommelige Gnist er ligesom havet. For at forklare en person om det, behøver du ikke bede ham om at drikke hele havet. En enkelt dråbe placeret på tungen vil give ham den fornødne viden. På samme måde, hvis du ønsker at kende denne upanishad, behøver du ikke følge hvert mantra. Lær og erfar, hvad ét mantra indebærer, så kan du nå målet uden uheld. Lær og praktiser. Lær at praktisere. Det er denne læres hemmelighed.top



Kapitel 4

Mundaka Upanishad

4:1 Denne upanishad begynder med en påkaldelse, idet der bedes om, at øjet må se lykkevarslende ting, øret må høre lykkevarslende lyde, og at livet må blive tilbragt i kontemplation på Herren. Denne upanishad’s lære benævnes ’Viden om Gud’, enten fordi den først beskriver Skabelsens Kildes, den kausale Guds, budskab, eller fordi budskabet beretter om Guds herlighed. Denne upanishad taler om ’Viden om Gud’ som mysteriet, der kun kan forstås af dem med kronraget hoved, og dem der gennemgår en ceremoni med at bære ild på det kronragede hoved. Derfor kaldes den Mundaka, eller ’Kronraget hoved’. Bortset fra det, så æres denne upanishad som toppen af alt, siden den udlægger selve essensen af ’Intense studier og overholdelse af Veda’en’. Den er tilknyttet den fjerde veda, Atharvana Veda.

4:2 Denne viden om Gud er gennem tiderne blevet overdraget fra lærer til elev ved mund til mund metoden. Den er blevet beriget og bekræftet gennem erfaring. Den kaldes også ’Viden om Den Anden’, når den omhandler det formløse princip. Når viden omhandler princippet med form, det legemliggjorte princip, kaldes den ’Viden om Den Iboende’. Upanishad’erne beskæftiger sig for det meste med ’Viden om Den Anden’. Men det interessante er, at viden om princippet med form fører til viden om Gud, hvilket er målet.

4:3 Ud fra sit indre manifesterer edderkoppen det pragtfulde edderkoppespind. På samme måde manifesterer den kausale Gud dette foranderlige univers. Førnævnte univers, eller den sanselige verden der er en evig forandring af tid og rum, er et produkt af ’Skaber – skabelsens-komplekset’. Den er sand, virkelig og nyttig, så længe man er ubevidst om Virkeligheden. Det allerbedste man kan opnå ved hjælp af sine aktiviteter, vel at mærke hellige eller indviede aktiviteter, er Himlen, som har et længere tidsrum, men dog trods alt har en slutning. Af den grund mister den åndeligt søgende al længsel efter Himlen. I stedet henvender han sig til en ældre lærer, der er fuld af medfølelse med ham, og som vil instruere ham i øvelserne, der vil gøre det muligt for ham at virkeliggøre Gud.

4:4 Alle væsener er Gud og ingen anden. De udspringer alle fra Gud. Ligesom gnister udspringer fra ilden, som hår gror på huden, men er forskellig fra denne, ligeså udspringer alle væsener fra Gud. Gud forårsager, at Solen, Månen, stjernerne og planeterne roterer i rummet. Gud skænker konsekvenserne af alle væseners handlinger. Den individualiserede sjæl og Gud er som to fugle, der sidder i det samme træ (forstået som menneskets krop). Den individualiserede sjæl handler og udlever konsekvenserne af disse handlinger. Gud sidder stille, som den anden fugls vidne. Når den individualiserede sjæl ser Gud og erkender, at den selv blot er et spejlbillede, slipper den fra sorg og smerte. Når sindet inderligt længes efter at kende Gud, formindskes og forsvinder alle andre lavere begær. Derved opnås viden om Den guddommelige Gnist. Denne upanishad’s sidste mantra erklærer, at dets mål er at få mennesket til at opnå denne visdom. Munda betyder hoved. Man kan sige, at denne upanishad er alle upanishad’ers hoved. Det er grunden til, at selv De Guddommelige Grundsætninger, der blev samlet og ordnet af Vyasa, helliger hele to kapitler til uddybelse af den indre betydning af de mantraer, der er indeholdt i denne upanishad.

4:5 Den består af tre afsnit, hver med to kapitler. I det første og andet afsnit behandles henholdsvis ’Viden om det legemliggjorte, guddommelige princip’ og ’Viden om det formløse, guddommelige princip’, og betydningen af at kunne beherske dem gennemgås. I det tredje afsnit forklares ’Virkelighedens natur og frigørelsen fra trældom’. De handlinger, der hjælper dig til at nå Gud, bliver forklaret i mantraerne. Det er årsagen til, at denne upanishad regnes for at være hellig.

4:6 Som allerede nævnt spinder edderkoppen sit spind ud fra sit indre uden andres mellemkomst. Den tager også det spind ind, som den tidligere har spundet. På samme måde blev skabelsen fuldbyrdet uden andres mellemkomst, og universet opstod. Den materielle verden, naturen, er blot en ’forvandling’ af den grundlæggende Gud. På samme måde som potten opstår fra mudder, klæde fra bomuld og smykker fra guld. Derfor kaldes Gud den materielle verdens tilknyttede eller vedhæftede årsag. Man kan også sige, at ’Skaberen er skabelsens medvirkende årsag’. For dette univers kan udelukkende være et resultat af en høj intelligens, en intelligens der er alvidende og altomfattende. Himlen er det højest opnåelige stadie gennem handling. Af sådanne handlinger eller ceremonier er tilbedelse af ild den fornemste. Gennemførelsen af sådanne ceremonier medvirker til sindets renselse. En sådan renselse er en nødvendig forberedelse til ’Viden om Den Anden’, det formløse princip. Flammerne rejser sig højt fra offeralterets ild og forekommer at anråbe udøveren af ritualet til at erkende Virkeligheden, Gud. Den, der gennemfører ritualet med fuld bevidsthed om mantraets betydning, er i stand til at nå Solens Pragt gennem de udførte ofringer. Flammerne tager udøveren til Indra’s, Gudernes Herres, område.

4:7 Veda’erne anbefaler to obligatoriske typer handlinger, dyrebare handlinger og velgørenheds-handlinger. De dyrebare handlinger er f.eks.: Udførelse af ceremonien hvor man tilbeder ilden samt troskab til sandhed, asketiske åndelige discipliner, studier af veda’erne og tjeneste udført til gæster i ens hjem. Velgørenheds-handlinger er f.eks.: Opførelse af templer, herberger, rasthytter, vandreservoirer og plantning af vejtræer. Alle disse handlinger giver fordelagtige konsekvenser, men sådanne årsag-virknings kæder er flygtige, og de er derfor fundamentalt mangelfulde.

4:8 Hele skabelsen er knyttet til navn og form og er derfor uvirkelig. Da den kan beskrives i ord, er den begrænset og afgrænset af intellektet og sindet. Alene Den Højeste Person er evig, virkelig og ren. Han er alle aktiviteters tilskynder, og Han er uddeler af konsekvenserne. Men Han er hinsides øjet, hinsides intellektet. På samme måde som et hjuls eger, der udgår fra hjulnarvet og fra alle retninger søger mod centrum, på samme måde udgår skabelsen fra Ham.

4:9 For at nå det centrale hjulnav og for at erkende at alle eger udgår fra dette, må man anvende sindet som redskab. Gud, målet, må rammes af sindets pile. Du skal have indstillet sindet på målet og anvende upanishad’ernes lære som bue. Du skal skyde lige, og du skal skyde hårdt for at ramme Gud, Mesteren. Det vil altså sige, at OM, eller AUM, er pilen, Gud er målet.

4:10 Gud oplyser den individualiserede sjæl ved at blive reflekteret i ”’en Indre Tilskynder’. Man skal blot vende denne bevidsthed bort fra den objektive verden, så al kontakt med det, der forurener sindet, fjernes. Træn herefter den indre bevidsthed i at meditere på OM med étpunktet opmærksomhed. Meditér på Den guddommelige Gnist som værende upåvirket af den individualiserede sjæl, skønt Den er i ham, med ham og aktiverer ham. Meditér på Gud i hjertet, fra hvilket subtile nerver i talløse mængder udstråler i alle retninger. Hvis denne fremgangsmåde følges, kan du opnå visdom.

4:11 Universet er et redskab, der kan anvendes til at afsløre Guds ophøjethed. Den indre himmelhvælving i menneskets hjerte er på lignende måde egnet til at åbenbare Hans Stråleglans. Han er dit åndedrags åndedrag. Da Gud ikke har nogen bestemt form, kan Han ikke beskrives ved hjælp af ord. Ej heller kan Guds mysterium gennemskues ved hjælp af de øvrige sanser. Gud er hinsides det, der kan nås gennem askese og hinsides de vediske ritualers grænser. Gud kan kun erkendes af et intellekt, der er blevet renset for alle spor af tilknytninger og had, for egoisme og for følelsen af besiddertrang.

4:12 Alene visdom kan skænke selvrealisation. Meditation kan give evnen til koncentration. Gennem denne koncentration kan visdom vindes, selv mens du er i kroppen. Gud aktiverer kroppen gennem de fem livsvigtige luftstrømme eller livsenergier. Han nedlader sig til at åbenbare sig i den selv samme krop, så snart dennes indre bevidsthed opnår den begærede renhed. For Den guddommelige Gnist er iboende sanserne, de indre såvel som de ydre, som varme er iboende brændsel, og som smør er iboende mælk. Nu om dage er bevidstheden som fugtigt brændsel, der er gennemblødt af forureningen fra sanselige begær og skuffelser. Når dammen i hjertet er renset for de mange modbydelige vækster, vil hjertet skinne i dets oprindelige stråleglans. Den, der tilegner sig viden om Den guddommelige Gnist, bør æres. For han er befriet. Han er blevet Gud, Den, han tragtede efter at kende og være.top






Kapitel 5

Mandukya Upanishad

5:1 Denne upanishad er kernen i Vedanta. Den er den mest dybsindige blandt alle upanishad’erne. Den er også den vigtigste, idet den nyder den anseelse at blive anbefalet som i sig selv at være nok til at føre mennesket til frelse. Den er meget kort, da den blot består af 12 mantraer! Disse er opdelt i fire afsnit. 1. Det hemmelige ritual: I dette afsnits vers gøres der rede for OM-lydens hemmelige lære, der er nøglen til selv-realisering. 2. Usandhed: I det andet afsnit, der er læren om dualismen, diskuteres denne overbevisnings store forhindring for befrielse frem og tilbage. 3. Ikke-dualisme: I det tredje afsnit fremlægges ikke-dualismens enhed. 4: Dette afsnit hedder: ’Slukning af den brændende cirkel’: Afsnittet beskriver visse indbyrdes modstridende ikke-vediske læresætninger og forkaster disse.

5:2 Ingen lyd ligger til grund for OM. Alle lyde er forskellige kombinationer og frembringelser af OM. Gud er også OM, identificeres ved hjælp af OM og med OM. Gud, der er hinsides det sanselige, er manifesteret som Den guddommelige Gnist for at kunne blive sanset.

5:3 Der findes tre bevidsthedstilstande. 1. Den vågne tilstand: Tilstanden hvor man er vågen og bevidst om den altgennemtrængende ydre verden. 2. Drømmetilstanden: Tilstanden hvor man sover, og hvor alt udelukkende eksisterer i ens sind. 3. Den dybe søvn tilstand: Tilstanden hvor alene den rene bevidsthed eksisterer, også kaldet ’konstant integreret bevidsthed’. Forskellen mellem de tre bevidsthedstilstande er blot fænomener, der er pålagt eller overlejret Den guddommelige Gnist. Det vil sige, at Den guddommelige Gnist vedbliver at være den samme, upåvirket af menneskets tilstedeværelse i den vågne tilstand, i drømmetilstanden eller i den dybe søvn tilstand. Denne guddommelige Gnist, og Den guddommelige Gnist, der refereres til som ’jeg’, er begge den samme. ’Jeg’et’, eller Den guddommelige Gnist, svømmer som en fisk i vandet uden at tage hensyn til bredderne, skønt vandet begrænses og ledes af disse. I dyb søvn er alle tilbøjelighederne og impulserne afbrudt, og selv om de stadig eksisterer, er de hverken manifesteret eller aktive. I drømme følger mennesket impulserne og opnår tilfredsstillelse i denne proces. Den sanselige verdens mangfoldige påvirkninger og tillokkelser, der driver mennesket mod alle objekterne rundt omkring det, skabes i løbet af vågen- og drømmetilstanden. Sindet er fuld af bevægelse, og disse er de gødede marker, hvorpå tilbøjelighederne og impulserne gror, formerer sig og slår rødder. Rent faktisk er det det urolige sind, der forårsager skabelsen, det der ligger bag hele skabelsen.

5:4 Der findes rent faktisk en fjerde tilstand, adskilt fra disse tre. Den kaldes ’Hinsides’; tilstanden af evig, fuldstændig sindsligevægt! Denne tilstand kan ikke beskrives ved hjælp af ord eller endog forestilles ved hjælp af sindet, for tilstanden er hinsides både intellektet og sindet. Tilstanden er mangelfuldt beskrevet som fred, nåde og enhed. I tilstanden er den mentale uro stilnet, og sindet eksisterer ikke længere. Det er sejren over sindet, det er benægtelsen af sindet, stadiet hvor sindet i realiteten er ikke-eksisterende, og hvor mennesket er fri for tilknytning til kroppen. Hvilken sejr! For i den dybe søvn er sindet latent, i drømme er sindet hvileløst og i bevægelse, og i den vågne tilstand er det aktivt og tilskyndende. I hver af de tre tilstande forbliver sandheden ukendt. Den objektive verden er blot det urolige sinds illusion, på samme måde som den ikke-eksisterende slange er en illusion, når den ligner et reb. Verden er ikke født, ej heller vil den dø. Den er født, når du er uvidende. Den dør, når du opnår visdom.

5:5 De tre lyde, der fremkommer, når man chanter OM, eller AUM, repræsenterer de førnævnte aspekter af vågen-, drømme- og den dybe søvn tilstand, og de har hver deres specielle rolle i de åndelige øvelser. Den indre tilbedelse, der lægger mere betoning på ’A’ i AUM, får én til at erkende alle sine begær. Hvis der koncentreres på ’U’, forøges visdommen, og hvis man mest fæstner sig ved ’M’ i sin tilbedelse, er sjælens endelige sammensmeltning med Den Højeste nået. Tilbedelse af OM-lyden vil også fremskaffe viden om verdens og skabelsens sandhed. Tilbedelse af OM-lyden nyder derfor alles ærefrygt.

5:6 A, U og M lydene glider fra den ene lyd over i den næste i OM-lyden, for til sidst at smelte sammen i et a-mantra, en resonans uden bogstaver der munder ud i stilhed. Dette er sindsligevægtens, skønhedens og ikke-dualismens symbol. Dette er den individualiserede sjæl, der forenes med Det Universelle, efter at den har udtrykt navn og forms særlige begrænsninger. Det er ikke alt. Denne upanishad’s 24. – 29. ledsagende tekster priser OM-lyden som årsagen til skabelsen. Lyden bliver prist som det, der kan stilne al sorg. Hvorfor? Den, der grubler over lyden OM i konstant bevidst om dens betydning, vil roligt bevæge sig hen imod en bevidsthed om Det Virkelige bag alle disse uvirkelige tilsynekomster, hen imod selve Gud.

5:7 I det første afsnit slås Den guddommelige Gnists enestående, ikke-dualistiske beskaffenhed fast i generelle vendinger. I det anden afsnit påvises det, som nævnt tidligere, at opfattelsen af at der eksisterer to entiteter, nemlig Gud og verden, er en fejltagelse. I det afsnit der specifikt kaldes ’Ikke-dualisme’, bevises læresætningen ved hjælp af argumenter og forsikringer. I begyndelsen var verden latent og umanifesteret. Guden Brahma (Skaberen i den hinduistiske Treenighed) er i sig selv en virkning, og derfor vil reflektering over virkningen ikke føre mennesket til altings kilde. Den Gud, der åbenbares i denne upanishad, er ikke virkningen, Den er Den Oprindelige Årsag. Den er ikke født, og Den er ikke begrænset. Den er ikke delt op i denne mangfoldighed.

5:8 Den guddommelige Gnist er som rum eller æter, altgennemtrængende. Æteren forekommer måske at være indesluttet af visse begrænsninger så som en kande eller et værelse, og den omtales måske som en sådan ’individualitet’. Men i denne begrænsning er der ingen sandhed. Også kroppen er som kanden, der begrænser luften, der er lukket inde i den, fra omgivelserne. Der er ingen grundlæggende forskel på luften i kanden og luften udenfor. Fjern den begrænsende faktor, og der er kun én. Når kroppen bliver tilintetgjort, smelter den individualiserede sjæl sammen med Det Universelle, sammen med Gud. Det er begrænsningen, der synes at bestemme eller betegne Den guddommelige Gnist, der ellers er selve Gud. Den individualiserede sjæl kan aldrig blive opfattet som værende Guds tilhørende del, tillempning eller forandring.

5:9 Den Individualiserede sjæls fødsel og død, der er som vandringer i rummet fra én verden til en anden, er alt sammen uvirkeligt. Det er tilsynekomster, ikke virkelighed. Går du mere i dybden med sagen, vil du opdage, at dualisme ikke længere modsiger ikke-dualisme. Modsætningsforholdet er mellem forskellige dualistiske religioner og tankeretninger. For tilhængerne af ikke-dualisme er alt Gud, og derfor kender de ingen modsætninger. Hos tilhængerne af dualisme er der altid en atmosfære at tilknytning, stolthed og had. For hvor der er to, er der altid frygt og tilknytning og alle de medfølgende lidenskaber. Ikke-dualisme er Den højeste Sandhed. Troen på dualisme er en bestemt mental holdning. Så dualisme kan kun bevæge dig, så længe sindet er aktivt. I den dybe søvntilstand, eller i tilstanden af fuldstændig sindsligevægt, er der ingen erkendelse af ’to’. Når uvidenhed sejrer, breder forskellene sig. Når Den Højeste Viden er etableret, opleves enhed. Så der er ingen modsætning eller uenighed mellem dualisme og ikke-dualisme. Rebet er årsagen til alle illusioner og bedrag. Gud er årsagen til alle disse illusioner og bedrag, der er forbundet med begrebet ’skabelsen’.

5:10 Det er ikke korrekt at sige, at Gud er født som dette evigt foranderlige univers, for hvorledes kan ens fundamentale kvalitet blive forandret? Mangfoldighed er ikke Guds karakteristika. De hellige skrifter erklærer dette i mange sammenhænge. Yderligere fordømmer de endda dem, der ser Det som værende mange. Vidnet til alle sindets aspekter, eller endog til dets tilintetgørelse, vil aldrig kunne erkendes af sindet. Alene dette Vidne er evigt, uberørt af tid og rum. Dette er sandheden. Resten er al sammen uvirkeligt.

5:11 Drej sindet bort fra den sanselige verden ved hjælp af skelneevne og ikke-tilknytning. Herved vil du opnå oplevelsen af, at der ikke er noget sind. Men, du må huske på en anden ting. At forsøge at kontrollere sindet, uden en klar forståelse af den sanselige verdens beskaffenhed, er en forgæves og værdiløs anstrengelse. Tilknytning vil ikke standse. Uroen vil ikke ophøre så let.

5:12 Uroen vil spire frem ved først givne lejlighed. Det, der skal gøres, er at udvikle sindets tilstand af uvirksomhed, som kendes i stadiet med dyb søvn. Denne uvirksomhed skal gøres permanent. Når overbevisningen om at alle sanselige erfaringer er uvirkelige, er fuldstændig fast, vil sindet ikke længere fungere som et forstyrrende element. Det vil ligge kraftløst, lige som et afgnavet ben. Ligegyldigt hvor sulten en mand måtte være, så vil han ikke bede om efterladendskaber, vil han vel?

5:13 At vide at Den guddommelige Gnist, der er virkeliggørelsens mål, er blottet for søvn, fødsel, form osv.; at vide at Den guddommelige Gnist er evigt selv-lysende, at vide dette er at overskride alle sindets uroligheder. At forsøge at tøjle sindet uden hjælp af skelneevnen eller at lære mennesket at verdslige genstande er uvirkelige, er som at forsøge at tømme havet ved hjælp af et græsstrå, tåbeligt og frugtesløst. Vær fast koncentreret på den overbevisning, at verden er en myte, så kan du stræbe efter Den Højeste Fred og frygtløshed.

5:14 Som den motiverende kraft bag enhver fødsel, enhver frembringelse, må der være et formål, enten Væren, Ikke-væren eller Væren – Ikke-væren, er det ikke korrekt? Hvilken transformation er det helt præcist, der sker? Årsagen undergår en forandring og bliver transformeret til virkningen. Nå, men Væren forandres ikke, så derfor er ingen fødsel fra Væren mulig. Ikke-væren er tomhed, og intet kan udspringe fra den. Væren og Ikke-væren er utænkelige sammen. Derfor kan intet, logisk set, blive født eller frembragt. Årsag kan ikke blive virkning.

5:15 Når du tænker på ild, mærker du ikke varmen. Det er først, når du kommer i nærheden af den, at du oplever varmen. På samme måde er alle objekter forskellige fra viden om dem. Viden er én ting, egentlig erfaring er noget andet. Desuden er søgen efter den oprindelige årsag et endeløst eventyr. For selv om slangen slet ikke er til stede, ses den i rebet. Det er alt sammen fantasiens påfund. I drømme, hvor intet er konkret, gennemlever man mangfoldige glæder og sorger. Sindets rænkespil og logiske slutninger behøver intet grundlag eller forklaring. Så længe oplysningen af sandheden ikke er til stede, så længe vil sindet drage uansvarlige slutninger om den uvirkelige verden. Selvbedragets favntag vil være skæbnen for dem, der er gennemtrængt af uvidenhed.

5:16 Denne upanishad har i klare og tydelige vendinger forklaret, at Væren aldrig kan være årsagen til virkningen, nemlig Ikke-væren. Den ydre verden er skabt af vor egen indre bevidsthed på samme måde, som røg udspringer fra en brændende røgelsespind. Alting er tilsynekomster, en vildfarelse, et fantasibillede – noget man tror, der eksisterer, men som i virkeligheden er ikke eksisterende. Uvidenhedens atmosfære er den frugtbare jord, hvori tilsynekomsterne bliver født og mangfoldiggjort. Den foranderlige verden, der har udviklingens karakteristiske dobbelthed, oprindelse og undergang, er frugten af denne fejltagelse.

5:17 Eftersom Gud er legemliggørelsen af alle former, er der ingen mulighed for, at årsag-virkning eller ønske-opfyldelse eller formål-frembringelse forekommer i disse former. For de mennesker, der har haft en åbenbaring af Den guddommelige Gnist, vil alt være Den guddommelige Gnist. Det frø, der er inficeret med illusion, vil vokse til et illusions inficeret træ; begge er falske og flygtige. På samme måde er både den individualiserede sjæls fødsel og død falsk. De er slet og ret ord, der ikke betyder noget. De ting, der ses i drømme, er ikke tydeligt adskilt fra drømmeren, er de? De kan forekomme at være adskilte og virke, som om de er uden for drømmeren. Men rent faktisk er de en del af drømmeren, noget der opstår fra hams egen bevidsthed. Gud, der er vidnet, har ingen begyndelse og ingen slutning. Gud er ikke bundet af pligter eller forpligtelser eller af, hvad der er rigtigt eller forkert. At have kendskab til dette og at være fast forankret i denne viden er at opnå befrielse fra lænkerne. Det er den indre bevidstheds skælven, der forårsager tings opståen. top

Kapitel 6

Brihadaaranyaka Upanishad

6:1 Brihadaaranyaka Upanishad’en er tilknyttet Sukla Yajur Veda’en. Den består af seks afsnit, af hvilke alle, bortset fra det 3. og 4., beskriver indre tilbedelse i relation til handlinger, der er knyttet til hellige ritualer. Det 3. og 4. afsnit beskæftiger sig med Yajnavalkya’s (en af fortidens helt store vismænd der realiserede Det Højeste Selv) lære om åndelig sandhed, der blev videregivet til kong Janaka. Denne vismands intellektuelle berømmelses storhed er betagende åbenbar i denne upanishad. For åndelige aspiranter, der higer efter at nå befrielsens mål, tilbyder disse afsnit i Brihadaaranyaka Upanishad’en den bedste vejledning. Afsnittene omtales derfor som vismandens Yajnavalkya’s Vej. Det er den sidste af de ti berømte upanishad’er. På grund af dens størrelse kaldes den for ’stor’ (på sanskrit brihath). Eftersom den bedst studeres i skovens stilhed, består den af tekster, der bør gennemlæses grundigt, og som der bør mediteres roligt over i ensomhed. Den vejleder om viden om Gud, og er derfor klassificeret som en upanishad.

6:2 Lærde har betegnet de to første afsnit i denne tekst som Den sødmefyldte Vej (Madhura Kanda), de næste to som Vismandens eller asketens Vej (Muni Kanda) og de sidste to som Tillæggets Vej (Khila Kanda). Sanskrit-ordet ’Khila’ betyder tillæg eller appendiks, og derfor er navnet passende. Det første afsnit omhandler de grundlæggende principper, som de er. Det andet afsnit beviser princippernes sandhed ved at henvise til erfaringer. Det tredje afsnit viser, hvorledes man kan praktisere disse og komme til at beherske dem. Det første afsnit lærer menneskeheden om visdom, der er helt centralt for åndeligt fremskridt; afsnittet er beslægtet med Det aktive livs Vej og Tilbedelsens Vej. Det er altså ikke blot tørre intellektuelle øvelser.

6:3 For dem, der begærligt stræber efter visdom, er der fire redskaber eller medier, der kan anvendes for at opnå denne visdom. Redskaberne er: Pada (ordet), bija (frøet, spiren, den oprindelige årsag), sankhya, (filosofiske systemer) og rekha (geometri). Pada betyder veda’erne og det regelkodeks, der forsøger at forklare dem. Bija betyder hele den række af mantraer, der er lært direkte fra guruen. Der findes to kategorier af sankhya’er: ’Det hellige og rituelle’ og ’Det der er forbundet med denne verden’.’Den hellige og rituelle undersøgelse’ henviser til den beregnende og kvantitative undersøgelse af de forskellige mantraer. ’Undersøgelse af det, der er forbunder med denne verden’ henviser til antallet af mantraer og deres indbyrdes forhold for så vidt angår deres forbindelse med den ydre verden og deres forbindelser til menneskets handlinger. Også rekha (geometri) har to kategorier. ’Den hellige og rituelle geometri’ der er en del af de tilbedelses-aktiviteter, der nævnes i veda’erne, og ’Denne verdens geometri’, der er en del af universets matematik.

6:4 Den sødmefyldte Vej beskriver Guds-princippet i lyset af de personer, der af skrifterne er accepteret som værende autoritative. Herren er Den Oprindelige Person, fra hvilken eller på hvilken mangfoldigheden af navne og former udgår. Vi forestiller os hesten i Aswamedha’en, ’Hesteofringen’ som værende selve Denne verdens Skaber. (Aswamedha’en er en offerceremoni, der har til formål at give en konge syndsforladelse for alle hans synder. Hesten i ofringen er et symbol, og den æres og beundres og lider ingen skade) Kongen blev befalet at pålægge hesten Denne Verdens Skabers karakteristika og egenskaber, så han muligvis kunne få dette rituals frugter, altså syndsforladelsen. Dette afsnit er også kendt som ’Hesteofringen’. Ilden, der er det centrale element i ofringen, må altså også føles og indvies som Denne Verdens Skaber, og der findes beskrivelser, der tilskriver ilden Denne Verdens Skabers kvaliteter. Derfor kaldes denne del: ’Delen der omhandler hesteofringen’.

6:5 Dette foranderlige univers, der opfattes som værende sandt af dem, der bliver ført bag lyset, er blot et sammensurium af navne og former uden den bestandighed, som kun Den guddommelige Gnist kan have. Derfor frembringer universet væmmelse og utilfredshed og forårsager en voksende afsværgelse. Sindet er snart fri for tilknytning til sanseobjekternes glæder, og det bevæger sig med sin naturlige tilbøjelighed mod Gud. Alle lyde er navne; lyden er årsagen til deres fremkomst. Form er resultatet af synsevnen eller synet, den fremkommer fra øjet. På samme måde har handling kroppen som sin kilde. Kroppen er blot baggrunden for ordet og andre redskaber. Kontemplation på sådanne sandheder hjælper dig med at få begyndt på, og få fremskridt i, processen med at undersøge Den guddommelige Gnists natur.

6:6 Livsåndedrættet samt dets grundlag, hovedet, der er sædet for de redskaber, der fremskaffer viden, og styrken der stammer fra føden, alle disse bliver overvejet nøje og bliver grundigt behandlet i denne upanishad.

6:7 Ligesom honning er en sammensætning af den indsamlede sødme fra tusindvis af blomster, er dette foranderlige univers en sammensætning af tusindvis af forskellige elementer. ’Rigtig handling’, sandhed og sådanne abstrakte begreber; mennesker og andre konkrete levende væsener; Herren i sin form som det fysisk manifesterede kosmos og sådanne undfangelser, alle disse er igen følgerne af den samme formløse Gud, altså et udødeligt uforanderligt princip. Forståelsen af denne sandhed, dette princip, er uløseligt forbundet med alle væsener. Denne forståelse er guddommelig visdom.

6:8 Janaka, der var Videha-rigets (et rige i den nordøstlige del af Indien) konge, fejrede en hellig ofring ved at skænke umådelige rigdomme væk som gaver. Mange præster fra hele Kuru-Panchala (delstaten Punjab) deltog i dette offerritual. Kongen havde ladet tusind køer dekorere med ankelringe, halskæder og hornprydelser af guld. Han meddelte, at disse ville blive skænket enhver, som lærte ham om Gud. Skønt de var fremragende lærde inden for deres særlige felt, tøvede mange præster med at gøre fordring på køerne af frygt for at mislykkes. Men vismanden Yajnavalkya var så sikker på sig selv, at han bad sine disciple om at drive køerne til sin ashram! De andre præster blev ophidsede over hans frækhed og begyndte at teste hans kundskaber og erfaringer.

6:9 Den første, der kom frem for at udfordre Yajnavalkya, var kong Janaka’s familiepræst. De svar vismanden gav på præstens spørgsmål, klargjorde metoden, der skal anvendes, hvis man ønsker at nå den Den guddommelige Gnist, der er indeholdt i livsåndedrættet. Metoden går ud på at forene Handlingens Vej (der består i at udføre handlinger, der udføres uselvisk, uden ego og uden nogen forventning om belønning) og Hengivenhedens Vej. Ved ofringen i ilden er præstens stemme ilden, tiden er luften, udøverens sind er Månen. På denne måde skal man opfatte meningen med ritualet og befri sig selv fra menneskehedens begrænsninger.

6:10 Den næste, der tiltalte vismanden, var den kongelige vismand, Bujya. Hans spørgsmål lød: ”Findes der en eksistens, der kaldes Gud, der styres af sanserne, og som er filtret ind i denne objektive verden, i denne cyklus af fødsel og død, der kaldes den foranderlige verden? Eller findes der slet ikke en sådan Gud? Hvis Den findes, hvorledes er Dens karakteristika så?”

6:11 Yajnavalkya svarede ham på følgende måde: ”Din egen guddommelige Gnist er den eksistens, som du forespørger om. På samme måde som et redskab af træ ikke kan virke af egen kraft, men må blive bevæget af en kraft udefra eller en styrke indefra, eller ligesom min arm ikke kan bevæge sig på denne måde, medmindre viljen igangsætter den, på samme måde gælder, at medmindre en super-åndelig kraft præsiderer, kan kroppen ikke bevæge sig, og de livsvigtige åndedrag kan heller ikke fungere, som de gør. Den guddommelige Gnist, og ikke øjet, ser; Den guddommelige Gnist, og ikke øret, hører. Denne Super-bevidsthed, der ser, hører og føler, er blot Den guddommelige Gnists refleksion på sindet. Denne Super-bevidsthed ser selv Seeren. Det der sker, er at Super-bevidstheden, der reflekteres i sindet, bevæger sig ud gennem sanserne og opfatter de fem elementers ydre verden, og på denne måde virker det, som om Super-bevidstheden er engageret i aktivitet. Rent faktisk har den ingen aktivitet.”

6:12 Denne Super-bevidsthed er Den guddommelige Gnist. Den kan ikke opfattes af sanserne. Den er over og hinsides det mentale og endog det kausale slør. Gennem erfaringer har man fundet frem til, at man kan nå Den guddommelige Gnist gennem total overgivelse. Tilknytning til børn, rigdomme, kone osv., alt dette må opgives. Disse tilknytninger udspringer fra begær og ønsker. Grunden er, at alle handlinger, hvad enten de er almindelige, rituelle eller tilbedelse, grundlæggende er et produkt af begær og ønsker. Begæret efter frugten er også til stede i udøvelsen af åndelige øvelser. Der er ingen grund til at nægte dette. Derfor er sande asketer modstandere af dem.

6:13 Lys og mørke kan ikke være sammen på samme tid og sted. På tilsvarende måde kan aktiviteter og bevidsthed om Den guddommelige Gnist ikke være sammen. Asketer er forsagere af alle handlinger. At tigge efter mad er en handling, og den strider imod askese. De forgangne tiders præster var klar over dette. De opgav al tilknytning, og ved at gå vejen, der består i at trække sig tilbage, erkendte de Virkeligheden. Alene den, der har løsrevet sig fra alt, der vedrører ikke-guddommelige formål, er en præst. Alle andre akkreditiver er sekundære.

6:14 I denne upanishad er det beskrevet, hvorledes Den guddommelige Gnist er altgennemtrængende. Hele kloden bliver beboelig på grund af, at den er forbundet med vand. Ellers ville den falde fra hinanden som en klump rismel. Gargi (en berømt kvindelig vis person) spurgte Yajnavalkya, hvad der var Jordens grundlag. Dette spørgsmål, og svaret der blev givet, fortæller os, at jord, vand, æter, Solen, Månen, stjernekonstellationerne, Skaberen, halvgudernes Herre (guden Indra), ’Skabelsens Kilde’, Den Højeste Himmel, alle disse er, én efter én, blevet vævet ud af Det Højeste Atmiske Princip, som er skabelsens stof. Sådanne sandheder ligger hinsides menneskets fatteevne. Ved hjælp af et klart intellekt må disse sandheder tilegnes gennem de hellige skrifter.

6:15 VismandenYajnavalkya argumenterede på forskellig vis, for såvel Gargi’s første som efterfølgende spørgsmål kunne ikke besvares alene ved hjælp af intellektuelle bedrifter. Kun intuitionen kunne give svarene, en intuition der bliver udviklet ved en gurus hjælp. Jorden er gennemtrængt og beskyttet af luft. Det almindelige menneske, der er et væsen præget af indtryk fra tidligere livs erfaringer, er forbundet med de fem ydre sanseorganer (ørerne, huden, øjnene, tungen og næsen), de fem indre videns-sanser (høresansen, følesansen, synssansen, smagssansen, og lugtesansen), de fem livsenergier, sindet samt intellektet. Disse udgør de 17 redskaber. Den faste krop er en transformation eller forandring af Jorden. Den er gennemtrængt af ’luft’. Der er 49 små ’jord-dele’, der kan identificeres i kroppen, og som en snor, der holder perler sammen, holder ’luften’ disse ’jord-dele’ sammen som ét samordnet hele. Når ’luften’ for bestandigt forlader kroppen, bliver ’jord-stykkerne’ tydeligt adskilt og vurderet som værende værdiløse. På det tidspunkt bliver kroppen et lig. Der er imidlertid en Iboende Ånd i kroppens ’bolig-kompleks’. Denne Ånd er det mysterium, der er hinsides denne bolig, den er Den Motiverende Kraft bag denne boligs tilskyndelser og hensigter. Denne Iboende Ånd kan ikke dø; den er Den guddommelige Gnist.

6:16 Efter på behørig vis at have fået forsamlingens tilladelse, stillede Gargi sit andet spørgsmål. Han måtte have forsamlingens tilladelse, for det var ikke høfligt at rejse sådanne problemstillinger uden varsel. Hams spørgsmål lød: ” Hvad støtter Den Inderste Kerne, Den guddommelige Gnist, sig til i denne dualistiske verdens fortid, nutid og fremtid?” Gargi’s intention var at forvirre Yajnavalkya, for vismanden ville være nødt til at indrømme, at: ”Den tidløse Eksistens er hinsides ord og overhovedet ikke kan beskrives.” Dette viser tillige, at også Gargi var en mester inden for Viden om Den Absolutte, og heraf kan du drage den slutning, at der inden for området: ’Viden om Gud’ ikke er plads til nogen sondring baseret på kønsforskelle.

6:17 ”De, der gennem intense studier og overholdelse af Veda’en beskæftiger sig med og behersker Viden om Gud, erklærer, at Den Iboende Virkelighed er iboende den umanifesterede æter”, sagde Yajnavalkya. På denne måde prøvede han at undslippe den situation, som Gargi ønskede at sætte ham i. Herefter beskrev han Den Uforgængeliges natur på følgende måde. ”Den består ikke af noget groft, noget subtilt eller andet, der kan forandres. Den har ingen materielle egenskaber så som farve, lugt, form osv. Der er intet ’måleredskab’, der kan registrere eller fatte Den. Tid er blot fuldbyrdelsen af Dens vilje. Hvorfor uddybe svaret yderligere? Solen og de fem elementer udfører alle Dens vilje.” Efter at have fået dette svar, anmodede Gargi de forsamlede præster om at bøje sig for vismanden Yajnavalkya og anerkende dennes overhøjhed. Dette satte en stopper for yderligere spørgsmål.

6:18 Den guddommelige Gnist er strålende, på samme måde som Solen er det. At stråle er selve Den guddommelige Gnists natur. Folk siger, at de ”ser’ Den guddommelige Gnist eller Dens stråleglans. Men der er ikke nogen, der ser Den. Eftersom Den guddommelige Gnist er alt, eksisterer der ikke noget uden for Den guddommelige Gnist. Den bliver hverken set, ej heller kan Den se. Den har ingen syns- eller lugteorganer. Ej heller har Den guddommelige Gnist nogen dele, der, når de koordineres, vil være i stand til at udføre nogen funktion.

6:19 Fra den mindste glæde til den højeste transcendentale lyksalighed er hvert trin en frigørelse af følelse. Ord som ’den højeste lyksalighed’ indikerer kun stadier af lyksalighed. Rent faktisk stammer al slags lyksalighed fra ’den højeste lyksaligheds’ oprindelige grundlæggende kilde. Yajnavalkya forklarede alt dette til kong Janaka, for han var meget lykkelig over at kunne videregive hele sin viden til kongen.

6:20 Ligesom et træ vokser frem fra et ganske lille frø, vokser kroppen. Frøet, der var indeholdt i frugten, bliver til et andet træ, når ’kroppen’, som en moden frugt, falder til jorden. Stemmeorganerne, og de andre sanseorganer, følger kroppen. Åndedrættet går sin egen vej. Alene Den guddommelige Gnist er ikke påvirket hverken på den ene eller den anden måde. Den forbliver som altid, uberørt og ubevægelig.

6:21 Gennem jeres syndige handlinger og gennem jeres fortjenstfulde handlinger akkumuleres synd og fortjenester. De skaber impulserne til den nye krop, og vil blive dennes grundlæggende drivkraft. Den guddommelige Gnist forlader den gamle krop med sin opmærksomhed rettet mod den nye krop, som den skal tage i besiddelse. Det sker på samme måde, som når en kålorm fæstner sine forben på ét sted, i det øjeblik den løfter sine bagben. Imidlertid har ’Den der kender Selvet’ ingen tilskyndelser rettet mod kropslige aktiviteter, og derfor bliver Den guddommelige Gnist i dette tilfælde slet ikke ’besværet’ med en ny krop. Visdommens Vej er vejen for dem, der kender sandheden om Den guddommelige Gnist.

6:22 De, der er begejstret for Handlingens Vej (vejen hvor man udfører uselviske handlinger uden tanke på handlingernes frugter), må arbejde med åndelige asketiske øvelser. Den, der kender Selvet, er undsluppet begær og ønsker, og derfor kender hams sind ikke til kvaler, smerte eller længsel, hvilket er kendetegnet for dem, der praktiserer åndelige asketiske øvelser. Han er verdens skaber, den kunstner der har skabt skabelsen. Mennesket, der har opnået at få Guds åbenbaring, har ikke mere at opnå, erkende, beskytte eller søge.

6:23 Den belæring som Yajnavalkya giver sin ægtefælle, Maithreyi, i denne upanishad, åbenbarer tydeligt bevidstheden om Selvet for jer. Den bevidsthed der opstår efter studiet af de hellige skrifter med logikken som en standhaftig ledsager. Den beskriver også principperne for forsagelse, som er redskaberne, der skal anvendes for at opnå visdom. Hele den sanselige verden og sanserne må kun sættes lig med drømme-tilstanden. Det nytter ikke at forfølge dem, som om de er grundlæggende sandheder, eller som om de er værdifulde.

6:24 Det er udelukkende Den guddommelige Gnist, der skal elskes. Alt andet elskes på grund af Den guddommelige Gnist. Når du forstår Den guddommelige Gnist, forstår du også alt andet. Alle virkninger indbefatter årsagen. Havet er alle vandenes mål. På samme måde finder alle forskellige slags smag deres mål på tungen. Alle former virkeliggør sig selv i øjet. Alle lyde er for øret. Alle beslutninger har sindet som deres mål. Det vil sige, at hele det foranderlige univers forenes i Gud.

6:25 I sit svar til Bujya åbenbarer Yajnavalkya sin viden om universets udviklingsproces. I sine svar på Gargi’s to spørgsmål åbenbarer og belærer han jer om legemliggørelsen af Gud, hvilket er den direkte åndelige viden. I en del af den samling hellige skrifter, der var blevet systematiseret af vismanden Sakalya, forbløffede vismanden alle med sin lærdom med hensyn til de åndelige mysterier. Af landets viseste mænd, der var forsamlede i kong Janaka’s hall, blev han erklæret som vinder. Han helliggjorde dem med sin visdom. Han mødte Bujya’s hårde prøve såvel som de endnu vanskeligere prøver fra den ivrige udspørger, Gargi, med den samme sindsligevægt og dygtighed. Han blev hyldet som de lærdes kronjuvel. Selvfølgelig anerkendte han selv storhed, ligegyldigt hvor han måtte opdage den, og derfor var han højsindet nok til at anerkende storheden hos de lærde, der indtil nu havde undervist kong Janaka. Til sidst følte han, at der ikke var mere for ham at lære eller opnå, så han blev munk. Da han blev klar over, at Maitreyi, hans ægtefælle, også var ivrig efter at opnå virkeliggørelse, underviste han ham i guddommelig visdom. Dette kunne lade sig gøre, da kvinder dengang blev opfattet som værende lige så egnede som mænd til at praktisere ’Visdommens Vej’, hvilket fører til befrielse.

6:26 Du skal kontemplere på dette og nå op til den tilstandsløse tilstand, der er hinsides den dybe søvntilstand. Så vil navne, former, følelser, alle vil de blive forenet med Den Ene Altgennemtrængende Altomfattende guddommelige Gnist!

6:27 Denne upanishad lærer mennesket den grundlæggende filosofi på den mest kortfattede måde. Den henviser ikke på mindste måde til handling eller beslægtede emner. Den beskæftiger sig udelukkende med Den guddommelige Gnists sande natur, med Åndens Virkelighed.top
Kapitel 7

Prasna Upanishad

7:1 Prasna Upanishad’en er en tilføjelse til Atharvana Veda’en. Den kaldes dette, fordi den er udformet som spørgsmål (prasna) og svar. Det betyder, at den mere uddybende gør rede for nogle emner, der kort blev behandlet i Mundaka Upanishad’en. Således fremstår den som en ledsagende tekst til Mundaka Upanishad’en.

7:2 For eksempel fortæller Mundaka Upanishad’en jer, at der findes to former for viden: Viden om Den guddommelige Gnist og verdslig viden, og at verdslig viden igen kan deles i to slags: Viden opnået gennem handling og viden opnået gennem indre tilbedelse. Denne upanishad’s andet og tredje spørgsmål omhandler tilbedelse. Eftersom udøvelsen af handling fuldt ud blev behandlet i afsnittet vedrørende ’Vejen for begyndere med et mindre udviklet sind’ (det aktive liv), bliver det ikke uddybet her. Når både handling og tilbedelse praktiseres, uden tanke på frugterne, fremmer de forsagelse og ikke-tilknytning. Det er konklusionen, der fremstår efter det første spørgsmål. Så hvis Prasna Upanishad studeres efter Mundaka Upanishad’en, vil emnet være lettere at forstå.

7:3 Af de to ’væsener’ 1: Det Højere Selv, der er uden form og 2: Det lavere selv, er det lavere selv ude af stand til at opfylde menneskelivets mål, der er af varig værdi. Da de seks åndeligt søgende aspiranter (dem der stiller spørgsmålene i denne upanishad) erkendte dette og higede efter at nå Den Evige Iboende Virkelighed, henvendte de sig til en dygtig lærer, nemlig vismanden Pippalada. Ordet ’søgende’, der her anvendes til at beskrive elevernes indstilling, viser, at de, der er tiltrukket af det lavere selv, ikke evner at erkende deres egen grundlæggende sandhed, som er Den guddommelige Gnist. Det er derfor, de vedvarende ’søger’ Den guddommelige Gnist et eller andet sted uden for deres sande væsen! Den Evigt Unikke Iboende Virkeligheds princip kan man udelukkende få kendskab til gennem de hellige skrifters øvelser, når disse læres direkte fra en guru.
(Aspiranternes navne var: Kathyayana, Bhargava, Kosalya, Gargya, Sukesa og Kadandhi).

7:4 De åndeligt søgende er nødt til at henvende sig til deres guru som dem, der tager sig af og passer offerilden. Det vil sige, at de åndeligt søgende ikke blot skal passe det rituelle brændsel, offerilden. Deres rolle indebærer også, at de skal fremlægge de verdslige, attråværdige offergaver. I denne upanishad møder de åndeligt søgende Pippalada, og han fortæller dem følgende: ”Viden om Gud, der er den sjældne og værdifulde lære, der vedrører både universets grundlæggende mysterium og Selvet, kan ikke blive videregivet til den u-indviede. Eleverne skal først holdes under observation og testes i et år.”

7:5 Da året var gået, spurgte aspiranten Kathyayana vismanden Pippalada om følgende: ”Hvad er årsagen til, at levende væsener fødes?” Guruens svar lød: ”De, der ønsker og begærer efterkommere, kaldes Prajakama’er. Grundlæggende ønsker de selv at blive afkommet, at forevige sig selv. ’Skabelsens Kilde’, der er ikke-adskilt fra Den Iboende Virkelighed, er Denne Verdens Skaber (på sanskrit: Prajapathi). Som Denne Verdens Skaber ønsker ’Skabelsens Kilde’ efterkommere. Han har spor af verdslig viden knyttet til sig fra tidligere oprindelser, og disse forårsager, at han har dette ønske.”

7:6 Med sine stråler oplyser guden Surya (Solguden) alle væsener i de 10 områder. Guden Surya er selve Denne Verdens Skaber, og derfor bliver alle væsener i alle de områder, der på denne måde bliver oplyst, selv til selveste Denne Verdens Skaber. Betegnelsen ’de vitale livsenergier’ refererer derfor til selve Solen, for Solen skænker livsenergierne. Da alle væsener er i stand til at leve ved at indtage føde osv., kendes Solen også som ’Menneskets Skaber’. Hele universet er af Hans natur, og derfor er Han også kendt som ’Skabelsens Skikkelse’. Året er tidens indikator ifølge Solens position. Tid er blot en række dage og nætter, og disse er faser forårsaget af Solen. Månens rotation forårsager forskellige månestadier. Tvillingekræfterne Solen og Månen er Denne Verdens Skabers frembringelser. Tid, der er afmærket af disses vendekredse, årstiderne, månederne osv., er også af det samme væsen. Denne Verdens Skaber har også de nordlige og sydlige vendekredse som sit væsen.

7:7 At tænke dybt over og at tilbede Denne Verdens Skaber i dette universelle aspekt omtales som selve visdommen. Den, der er udrustet med denne visdom, og som er herre over sanserne og har tillid til veda’erne, kan let overbevise sig selv om, at han er selve Den guddommelige Gnist. Idet han følger ’Den nordlige Vej’ (de, der opgiver kroppen som en konsekvens af selvindsigtens herlighed, bevæger sig ad ’Den nordlige Vej’), når han det åndelige stadie, der er kendt som Solens verden. Denne verden er alle levende væseners tilflugtssted. Udelukkende de, der fulde af ærværdighed engagerer sig i deres daglige pligter uden noget ønske efter frugterne af deres handlinger, kan komme ind i denne verden.

7:8 Årstiderne som f.eks. forår er Solens fødder, tidens kendetegn; de 12 måneder er Hans personlige karaktertræk; Han er verdenernes årsag, dette er sandheder, der udtrykkes i det 4. og det 6. mantra. Også regn er forårsaget af Solen, derfor er Han også Herre over en anden verden, den tredje, Den himmelske Verden.

7:9 Æter, luft, ild, vand og jord, elementerne der udgør kroppen, har deres præsiderende guddomme. Handlingssanserne, som f.eks. tungen og videnssanserne som f.eks. synssansen, har også deres guddomme, der opholder sig i dem og får dem til at virke. Også sindet og intellektet har deres guddomme. De fungerer alle som søjler, der støtter det levende væsen og forhindrer kroppens struktur i at falde fra hinanden.

7:10 Kroppen er et sammensat hele, der er skabt af en kombination af de fem elementer. Sanseorganerne: Øjne, ører, tunge, hud og næse er en konsekvens af denne kombination. Så kroppen er et bundt bestående af konsekvenser og årsager. Som hjulets eger er de samlet i livsenergiernes centrum. Ligeledes er Rig Veda’en, mantraerne i Yajur Veda’en, Sama Veda’en, ofringer i ilden, krigeren som beskytter folk mod farer, præstens kraft der indvier ofringerne i ilden, alle disse er ifølge livsenergiernes natur. Når Denne Verdens Skaber bliver til skyen og lader regnen øse ned, fryder alle væsener sig og bliver i stand til at leve. ’Alt, der bidrager til glæde, stammer helt sikkert fra Dig; værn os derfor, som moderen gør det. Du er årsagen til al den rigdom og lykke, der er beslægtet med åndelig og fysisk beskyttelse. Skænk os denne rigdom og denne visdom.’ Det er bønnen, der blev rettet til Denne Verdens Skaber. Mantraerne i Rig-, Yajur- og Sama veda’erne er præsternes rigdom; verdslige kostbarheder er krigernes rigdom. På denne måde uddyber upanishad’en kendskabet til Livsenergiernes Hersker og til dennes funktion og kendetegn.

7:11 Herefter behandler Pippalada aspiranten Bhargava’s spørgsmål, og senere spørger en anden af aspiranterne, Kosalya fra den vediske skole, ham om livsenergien. Pippalada udtaler: ”Min kære dreng! På samme måde som skygge er frembragt af en person, er livsenergien frembragt af Den guddommelige Gnist. Livsenergien helliger sig selv til Den guddommelige Gnist gennem sindets vilje. (Den omtalte livsenergi ’chef-livsenergien’, og dens virke varetages af fem underordnede livsenergier). Ligesom en hersker finder frem til, hvordan styringen af vedkommendes besiddelser skal varetages, fastsætter ’chef-livsenergien’ forskellige funktioner og arbejdsområder for hver enkelt af de underordnede livsenergier. ’Livsenergi-chefen’ har Solguden og andre guder som sin drivkraft. Som gnister, der udspringer fra en rasende ilds flammer, udspringer levende væsener fra Den Uforgængelige Gud. De fortaber sig i den selv samme ild.” Dette bliver omtalt i Mundaka Upanishad’ens afsnit 2 vers 1.

7:12 Den åndelige aspirant, Gargya, stillede herefter følgende spørgsmål: ”Ærede Herre! Fortæl mig venligst, hvad det er, der sover i en person, og hvad der vedbliver med at være vågent i personen? Hvilke af videnssanserne (høre-, føle-, syns-, smags- og lugtesansen) drømmer?” Pippalada svarede på følgende måde: ”Den nedgående Sols stråler smelter sammen med selve Solen. Når Solen næste dag står op, strømmer strålerne igen ud og spredes. Det samme sker i drømme. Den sanselige verden smelter sammen med det bevidsthedsgenspejlende sind, og når du vågner fra søvnen, strømmer de samme sanselige indtryk ud igen i deres rene form. Det er derfor, Det Højeste Selv eller Herren ikke hører, ser, rører eller nyder. Herren hverken går eller taler.”

7:13 Pippalada fortsatte: ”Den guddommelige Gnist, der er ren stråleglans, ser, hører og oplever i drømmetilstanden, hvad Den tidligere har set, hørt og oplevet i løbet af den vågne tilstand. Det sker på samme måde, som indtryk og tilbøjeligheder fra tidligere liv bliver præget i underbevidstheden. Når den erklæring fremkommer, at ’Den guddommelige Gnist er alle tings grundlag’, forekommer det indtryk, at alt er forskelligt eller adskilt fra Den guddommelige Gnist. Men den adskillelse, der tilsyneladende er mellem ’Alles Grundlag’ og den individualiserede sjæl, der hviler på Den guddommelige Gnist, er blot en illusion forårsaget af omstændighederne. Ideen om adskillelsen er mental, den er ikke et grundfæstet princip.” Pippalada fortalte også, at ligegyldigt hvilken verden der forbindes med den guddom, der tilbedes gennem OM-lyden, vil den verden blive nået.

7:14 Herefter udspurgte Sukesa, der var vismanden Bharadwaja’s søn, Pippalada, og dennes svar lød: ”Den Gud, du stiller spørgsmål om, er i kroppen. Den er der som Den Indre Himmels beboer, Det Åndelige Hjertets beboer. Det er på grund af, at Gud er der, at du udstråler talent og personlighed. De udstråler fra Gud, og de smelter sammen med Gud. Ligesom kilometerstene, der gradvist forhøjes og er indbyrdes afhængige, har ethvert af de fire principper, Jorden, Universets gudinde, føde og Gud, deres oprindelse i de andre (ifølge det andet afsnit af Thaithiriya Upanishad). Kilden er muligvis ikke åbenbar for øjet, men eftersom videnssansernes og handlingssansernes kilde allerede er blevet beskrevet, er Guds kilde så godt som forklaret. (Videnssanserne er: Høre-, føle-, syns-, smags- og lugtesansen. Handlingssanserne er: Hænderne, fødderne, tungen, forplantningssystemet og fordøjelsessystemet). Alle floder slutter sig til havet, og i dette hav mister de deres navne og former. Herefter kaldes floder for ’havet’. På samme måde er det udelukkende Gud, der bliver tilbage. Gud er uden færdigheder, karaktertræk eller forandringer. Gud er uforgængelig, uendelig. Det er alt, hvad jeg ved om Gud, og det er alt, hvad der er at vide”, sagde Pippalada til Kadandhi og de øvrige elever.

7:15 Denne upanishad slutter med en respektfuld hyldest fra aspiranterne til Mesteren. Faderen giver blot den enkelte elev kroppen; Pippalada gav eleverne ’åndens krop’ ved at lære dem om Den guddommelige Gnists sande natur. De seks elever: Kathyayana, Bhargava, Kosalya, Gargya, Sukesa og Kadandhi stillede seks spørgsmål i alt. Disse spørgsmål og de tilhørende svar får alle Mundaka Upanishad’ens underforståelser og stiltiende slutninger frem, og tjener som en nøjagtig kommentar til Mundaka Upanishad’ens kortfattede tekst.

7:16 De seks spørgsmål var:
1. Hvad er Det Højere Selv og det lavere selv helt præcist?
2. Hvem beskytter og våger over de skabte væsener?
3. Hvordan opstår ’Skabelsens Kilde’ fra Gud?
4. Hvordan finder skabelsen fra Gud sted?
5. Hvordan kommer det bevidsthedsfyldte princip, livsenergien, ind i kroppen og bliver videreført i de fem strømme?
6. Hvilke sanser er det, der er virksomme i de tre tilstande, den vågne tilstand, drømmetilstanden og søvntilstanden?

Ovenstående er i hovedtræk de spørgsmål, der bliver behandlet i denne upanishad.top






Kapitel 8

Kena Upanishad

8:1 Kena Upanishad’en er tillagt Sama Veda’en som en gren af denne, og derfor refereres der også til den som Thalavaka Upanishad’en (thalavaka betyder gren). Navnet Kena er opstået fra upanishad’ens første afsnit. Nærmere betegnet fra det første ord i det første afsnits første strofe: ”Hvem tilskynder sindet til at fæstne sig ved ting? Hvem pålægger den vitale livsenergi at fortsætte med at virke? Hvem befaler mennesket at tale? Hvilken intelligens er det rent faktisk, der styrer øjnene og ørerne?”

8:2 Øret, huden, øjet, tungen, næsen – disse fem videnssanseorganer er i stand til at erkende henholdsvis lyd, berøring, form, smag og duft. Vidensobjekter bliver udelukkende erkendt gennem disse fem sanser. Verden bliver oplevet gennem disse redskaber, der er placeret mellem den, der ønsker at vide og det, der skal vides. Den indre evne eller kapacitet til at fatte og forstå objekter kaldes sindet. Sindet bevæger sig ud gennem de førnævnte videnssanseorganer og fæstner sig på objekter. På det tidspunkt, ved lige netop denne hændelse, antager sindet dette objekts form. Dette kaldes en besiddelse eller en funktion. Sindet er ikke-intelligent, besidder ingen intelligens, så derfor er dets omdannelser, transformationer og manipulationer også ikke-intelligente, ikke-væsentlige. En dukke af træ besidder kun træ; en dukke af sukker besidder blot sukker. Det ikke-intelligente sind kan ikke opnå Den Højeste Intelligens viden, den intelligens der gennemstrømmer universet.

8:3 På samme måde som den ikke-intelligente vogn bliver ført af en vognstyrer, må der nødvendigvis være en vognstyrer, der fører det ikke-intelligente sind. En vognstyrer, der befinder sig i vognen, og har den som sit køretøj. Den motiverende kraft der aktiverer de indre redskaber, handlingssanserne, vidensanserne, de fem livsenergier, denne Kraft er Gud. Spørgsmålet, der blev anført i afsnittets start, antyder, at denne Kraft er adskilt fra sanserne. Derfor må Tilskynderen af hele gruppen af sanser naturligvis også være adskilt fra sindet. Må det ikke være sådan? De, der søger at kende Den Evige, og som er overbevist om, at alle handlinger og alle aktiviteter er flygtige, vil ikke være bekymrede for Den Evige.

8:4 Denne Evige Eksistens er uden bevægelse, og derfor bliver den ikke bevæget af Den Trefoldige Tilskyndelse (at leve, at leve godt og at leve bedre). Den beordrer ikke sanserne til at gøre dette eller hint. Nu rejser spørgsmålet sig: ”Udfører sindet, livsenergierne, talen, øjet, øret osv. deres respektive opgaver, fordi de er tilskyndet til det af loven om årsag og virkning? Eller udfører de deres opgaver tilskyndet af en bevidst krafts ønske?” Det er her, tvivlen kan opstå.

8:5 Øret har evnen til at kende lyd, øjet er udstyret med færdigheden til at kende og skelne mellem former. De øvrige sanser er tilsvarende udstyret med færdigheder. Når sindet passerer ud gennem videnssanseorganerne hen mod objekter, og når de omslutter disse, får du viden om dem. Derfor er både de fem sanser og sindet redskaber for viden eller lærdom. Hvordan skulle de være i stand til at udføre en intelligent handling, når de selv er blottet for intelligens?

8:6 Svaret er: På grund af Den guddommelige Gnists tilstedeværelse; på grund af refleksionen af Den guddommelige Gnists stråleglans på Den Indre Tilskynder. Solen oplyser verden og gør den aktiv på tusinde måder. På tilsvarende måde aktiverer og oplyser Den guddommelige Gnist, ved hjælp af sin stråleglans, verden. Alle videns-redskaberne aktiveres af Den guddommelige Gnist. Elektricitetens strøm tilfører maskinerne energi og får dem til at udføre forskellige arbejdsprocesser, f.eks. at kopiere. Men strømmen er ikke synlig eller en fast masse. Den elektriske strøm er bevægelsens drivkraft, maskinens maskine. På samme måde er Den Guddommelige Gnist ørets øre; øjets øje. Den guddommelige Gnist er den aktiverende strøm.

8:7 Underet er følgende: Den guddommelige Gnist er inaktivt og uden indskrænkninger. Husk på at Den guddommelige Gnist ikke får udført noget som helst af sindet og sanserne. De bliver aktiveret af Den guddommelige Gnists slette og rette tilstedeværelse! Solens stråler er ikke bevidst om alle de aktiviteter, de fremmaner. Den guddommelige Gnist er ikke ansvarlig for sansernes aktiviteter. (Denne undervisning blev givet af vismanden Varuna til dennes søn, Bhrigu).

8:8 Når øjet bliver oplyst af Den guddommelige Gnists stråleglans, bliver det i stand til at opfatte former, hvilket er dets virkefelt. Øjet kan aldrig gøre sig håb om at oplyse Den guddommelige Gnist, der lyser ved egen kraft. Lampen oplyser objekter; men omvendt kan objekterne ikke oplyse lampen. Ord kan udelukkende beskrive eller betegne noget, der besidder begrænsninger som navn, form, kvalitet, handling osv. Hvordan skulle ord kunne beskrive eller definere det, der ikke har begrænsninger, intet navn, ingen form, ingen karakteristika, nemlig Gud? Du kan ikke beskrive sødme eller lignende smagsretninger ved hjælp af ord. Den guddommelige Gnist (eller Gud) er ikke et emne, der kan beskrives. Det ikke-intelligente sind kan ikke erfare intelligensen. Der er ingen af dem, der ønsker at vide, der kan kende Kenderen af Alt. Gud er hinsides alt det, der kan erkendes. Når Gud erkendes, er Gud ikke længere den, der ved eller viden.

8:9 Gud er selve visdommen. Derfor kan den aldrig blive ’kendt’ af én, der ønsker at vide. I processen med at vide, kan man få viden om andre ting, men ikke få viden om selve kendskabet. Lampen vil ikke bede om en anden lampe for at se sig selv, ej heller vil den bede om sit eget lys. Den har lys, den er lys, det er det hele. Den spreder lys på andre genstande; den spreder ikke lys på sit lys. På samme måde er du lys, du er Den guddommelige Gnist. Den guddommelige Gnist, der er inde i dig, er af samme natur som Den guddommelige Gnist, der er i alle væsener. Der eksisterer udelukkende én Virkelighed. Den har ingen begrænsninger, kendetegn eller kvaliteter.

8:10 Den guddommelige Gnist kan blive erkendt ved at studere de hellige skrifter og følge de påbud, der er fastsat i dem. Det der ikke kan blive kastet lys over ved hjælp af ord eller tale eller ved hjælp af sanserne; det der kaster lys over ord og tale og alle sanserne, det er Gud, eller Den guddommelige Gnist. Denne upanishad’es første del gør det klart, at Gud på ingen måde kan blive begrænset, opgivet eller overset.

8:11 Så det gælder, at for dem der hævder, de har set Gud, så er ’Det’ stadig det emne, der yderligere bør efterforskes og undersøges. De har ikke nået det sidste stadie. For det, de besidder, er ikke ægte visdom; det er blot en illusion (noget der forekommer at være noget andet, end det det virkeligt er). Den person der ved ’alt’, den persons guddommelige Gnist er selve Gud; det er Vedanta’s ubestridelige afgørelse, er det ikke sandt? Ild kan ikke brænde sig selv; hvordan kan Den guddommelige Gnist kende Den guddommelige Gnist; hvordan kan den, der vil vide kende sig selv? Derfor er erklæringen: ”Jeg har erkendt Gud” et tegn på illusion eller vildfarelse. Det er ikke sand viden.

8:12 Det fortælles, at Gud har forskellige skikkelser, der kan erkendes og tælles. Men det at erkende og tælle gælder kun i forbindelse med den begrænsede måde at opfatte navne og former på. Selv har Det Absolutte ingen lyd, duft, smag, berøring eller form. Det Absolutte eksisterer altid. Uanset i hvilken handling du bliver bevidst om Dets tilstedeværelse, så vil den handling give Det Absolutte dets passende kendetegn. I hvilken som helst sammenhæng de hellige skrifter diskuteres og vurderes, bliver denne sammenhæng, i den bestemte hellige skrift, Guds karakteristika. Den bevidsthed, der bliver åbenbar, når den bliver begrænset af bestemte grænser eller ’beholdere’, er Gud. Den Guddommelige Bevidsthed er fri for tilknytninger. Men alligevel giver den, når den bliver forbundet med genstande som den fysiske krop, indtrykket af, at den er tilknyttet. Ud fra det faktum, at når søens vand kommer i bevægelse, så vil spejlbilledet af Solen under vandet ryste, kan du ikke drage den slutning, at Solen oppe i himlen, der er fjerntliggende og langt væk, også ryster! Solen og vandoverfladen er ikke beslægtet med hinanden. Intet slægtskab kan fastsættes mellem disse to. På tilsvarende måde giver kroppen, når den gennemgår vækst, forfald og ødelæggelse, indtryk af, at Den guddommelige Gnist også bliver påvirket på samme måde. Men Den guddommelige Gnist forbliver upåvirket. Gud er hinsides den intellektuelle søgers rækkevidde. Gud kan udelukkende nås af dem, der opgiver intellektet som værende et værdiløst redskab. Alene oplevelse eller erfaring er den metode, der kan sikre adgangen, beviset, resultatet. Visdommen om Guds ultimative tilstand er afslutningen af alle undersøgelser, af al søgen. Egentlig Virkeliggørelse, direkte oplevelse af Gud, er nydelsen, der opnås ved dette. Det højeste stadie nåes i tilstanden af absolut sindsligevægt, hvor al bevægelse er faldet til ro på alle bevidsthedsniveauer. Dette gælder, selv om det at lytte til taler om de hellige skrifter, det at huske på det der er blevet hørt, og det at meditere dybt over det hørte, er forberedende skridt, der fordrer intellektets medvirken. Hvis du forstår Den guddommelige Gnists natur, vil du opnå legemliggørelsen af sandhed. Hvis du ikke forstår Den guddommelige Gnists natur, er det er stort spild, ingen tvivl om det. En person, der besidder visdom, genkender Den altgennemstrømmende guddommelige Gnists princip i alle væsener og i alle genstande. Når en sådan vis person forlader verden, bliver han fri af cyklusen af fødsel og død.

8:13 Viden om Gud er menneskets arv. Mennesket er berettiget til denne viden. Hvis man er klar over dette, og hvis man gennem egne anstrengelser opnår viden om Gud ved at anvende de førnævnte metoder, så har ens karriere i denne verden i sandhed været umagen værd. I modsat fald er det hele spildt. I det øjeblik Den guddommelige Gnist erkendes i bevidstheden, vil Den guddommelige Gnist åbenbare sig som et lynglimt; i ét øjeblik vil Den guddommelige Gnist åbenbare sin stråleglans og sin pragt. Det er umuligt at fatte dens fulde storslåethed. Sindet er Den guddommelige Gnists kåbe. Sindet betinger Den guddommelige Gnist, eller rettere, det forekommer at gøre det. Sindet synes altså at være meget tæt på Den guddommelige Gnist, og får dig til at tro, at det når Den guddommelige Gnist. Det er det ude af stand til. Eftersom sindet er tættest på, forestiller den åndeligt søgende sig, at hams sind har fattet eller virkeliggjort Den guddommelige Gnist og higer igen og igen efter denne oplevelse. Selvfølgelig er dette godt, for det fremmer vedkommendes stræben efter sammensmeltningen med Gud.

8:14 For dem der kender Gud, eksisterer modsætningerne retskafne og ikke-retskafne handlinger, eller modsætningerne fortjenstfulde og ikke-fortjenstfulde handlinger ikke. Noget sådant findes ikke. En retskaffen livsførelse fører efter døden til de højere verdener, og en ikke-retskaffen livsførelse fører til de lavere verdener. Men de højere og de lavere verdener er begge som snærende bånd for den stræbsomme åndeligt søgende, hvis blik er fæstnet på fjernelse af uvidenheden og virkeliggørelsen af sandheden. Han er nødt til at forsøge at skære de bånd over, der binder hams hjerte til den objektive verden. Derfor ønsker han svar på det spørgsmål, som denne upanishad starter med: ”Hvem får sindet til at opfatte genstande osv.?” For at opnå viden om Gud er asketiske åndelige øvelser, selvkontrol, vediske ritualer og tilbedelse af Gudestatuer og Gudebilleder alle til stor hjælp. Visdom har sandhed som sit tilholdssted.

8:15 Denne upanishad giver alle åndeligt søgende undervisning i viden om Gud. Den beskæftiger sig med Gud, der er sandhed, der er visdom, der er uendelig.top







Kapitel 9

Chandogya Upanishad

9:1 Denne upanishad er indlemmet i Sama Veda’en. Den består af otte afsnit, hvoraf de første fem omhandler forskellige måder at henvende sig til eller tilbede sin foretrukne guddom på. De sidste tre afsnit forklarer, hvordan man på forskellige måder kan tilegne sig sand viden. Bevidsthedens renhed er den grundlæggende forudsætning for tilbedelse. Étpunktet koncentration er afgørende for at opnå viden om Gud. Denne kan erhverves gennem handling og tilbedelse; på denne måde opnås viden om Gud. Det er årsagen til, at de hellige skrifter først beskriver handling og tilbedelse, og beskriver visdom til sidst.

9:2 I Chandogya Upanishad’ens første afsnit bliver måderne at tilbede Gud på, der udgør dele af Sama Veda’en, detaljeret beskrevet. I det andet afsnit bliver Sama Veda’ens fuldkomne ritual beskrevet. I det tredje videregives ’Solens Tilbedelse’, der er kendt som ’’eremoniel tilbedelse af Solen”, samt ’Tilbedelse af Gayathri’ og ’Hengivenhedens Videnskab’. I det fjerde afsnit forklares Absorptionens Videnskab, og den 16-trins tilbedelse af Gud bliver lært. I det femte afsnit bliver de tre former for åndelig viden, livsenergierne, de fem ildofringer og Den Allestedsnærværende nærmere uddybet.

9:3 Den hellige eneboer, Uddalaka, lærte sin søn, Swethakethu, den viden, der hvis den kendes, gør, at alt kendes. Viden om mudder og om guld vil give viden om alle potter og pander, såvel som om alle armbånd og halskæder. Mudderet og guldet er sandheden. Deres omdannelser og forandringer er midlertidige; lutter navne og former. På tilsvarende måde er verden, lige som potterne og armbåndene, blot en virkning. Årsagen er ’Væren’. Væren, der betegner ’eksistens’, er fælles for alle objekter. Potten ’er’; potten ’eksisterer’, armbåndet ’eksisterer’. ’Eksistensen’ eller ’væren’ bliver åbenbaret og tydelig gennem forening med potterne og panderne, armbåndene og halssmykkerne. ’Eksistensen’ er muligvis ikke åbenbar og tydelig for den grove intelligens, da skarpsindighed er nødvendig for at erkende den. Den rosenrøde farve, der er tydelig i rosen, ’eksisterer’ selv i blomstens fravær.

9:4 På samme måde gælder, at ’eksistensen’ eller ’væren’, der er alle objekters universelle karakteristika, eksisterer selv i fraværet af objekterne. Før skabelsen var der udelukkende denne ’Væren’. Der fandtes ingen ’tomhed’ dengang; overalt var der denne ’væren’ eller ’eksistens’! Da denne ’væren’ blev reflekteret i Den Oprindelige Aktivitet (det der også kaldes illusionen), resulterede det i Herren Siva, der deltog i aktiviteten med at åbenbare sig som universet sammen med de tre elementer: ild, jord og luft. Al skabelse er blot forskellige kombinationer af disse tre.

9:5 Uddalaka-slægten var fordybet i studiet af veda’erne, og derfor er den blevet berømt som værende en ophøjet og fornem familie. Men sønnen, Swethakethu, forspildte værdifulde år i driveri og dovenskab, efter den hellige ceremoni, hvor han var blevet indviet med præsternes hellige tråd, hvorefter han var kvalificeret til at lære veda’erne. Han anvendte imidlertid ikke årene til studier af veda’erne. Det bekymrede Uddalaka, for den, der er født som præst og tilsidesætter studierne af veda’erne, fortjener ikke denne benævnelse. Han kan blot blive kaldt for en person, der har præster som sine slægtninge! Derfor gik Uddalaka i rette med ham og tvang sønnen til at gå til en lærer. Der lykkedes det Swethakethu, ved anvendelse af sin overlegne intelligens, at tilegne sig de fire veda’ers betydning, endog inden han blev 24 år. Han vendte tilbage, stolt og opblæst, svulmende af egoisme, og erklærede, at hans ligemand inden for lærdom og retskaffenhed ikke fandtes.

9:6 For at prikke hul i sønnens stolthed, spurgte Uddalaka ham en dag: ”Du er blevet hovmodig og siger, at du ikke har din ligemand med hensyn til lærdom og dyder. Sig mig engang, søgte du at få det budskab, der åbenbarer Det Absolutte, fra din lærer? Det budskab som udelukkende udøvelsen af de hellige skrifter kan give. Budskabet der, når det forstås, får dig til at forstå alt, hvad der er at forstå? Lærte du det? Dette budskab ville have vist dig Den guddommelige Gnist, der er fuldbyrdelsen af alle studier og af al lærdom.”

9:7 Den guddommelige Gnist er grundlaget for individer som Swethakethu. Den rene bevidsthed bliver tilsyneladende indskrænket inde i en mangfoldighed af individer. I den dybe søvntilstand forsvinder mangfoldigheden, og hvert individ glider over i ’væren’. Her bliver alle de mangeartede aktiviteter og fornemmelser, som f.eks. ’Jeg er Ranga’, ’jeg er Ganga’, ’jeg er fader’, ’jeg er søn’, tilintetgjort. Forskellige blomsters sødme og duft bliver indsamlet og smeltet sammen til én ensartet sød honning, i hvilken hele mangfoldigheden af blomster bliver tilintetgjort. Navnene Ganga, Krishna og Indus forsvinder alle, når de strømmer ud i havet.

9:8 Herefter kaldes alle navne og former for ’havet’. Den individualiserede sjæl, der er evig og udødelig, fødes igen og igen som en flygtig dødelig. Den individualiserede sjæl fortsætter med at ophobe aktiviteter, der er tilskyndet af nedarvede tilbøjeligheder, og disse aktiviteter skaber konsekvenser, som individet kommer til at påtage sig og lide under. Det er kroppen, der forfalder og dør; ikke den individualiserede sjæl. Banyan-træets frø vil spire, selv om der bliver trampet på det. Skønt salt, der er opløst i vand, er usynligt, kan det opdages ved smagen!

9:9 Den individualiserede sjæl, der er indhyllet i uvidenhed, er ude af stand til at erkende sin sande Virkelighed. Skelneevnen vil åbenbare sandheden. En millionær bliver kidnappet og efterladt alene i junglen, men han opdager vejen ud og kommer tilbage til sit hjem. På tilsvarende måde bliver den individualiserede sjæl givet tilbage til dens millioner af former og navne! Først når den individualiserede sjæl når sin sande tilstand, er den fri for alle de forandringer og tilfældigheder, der er forbundet med den foranderlige verden. Den er også fri for strømmen af tid, rum, navne og former. Hvis den ikke når denne tilstand, så vil den, ligesom den lykkelige syvsover, der vågner op til dagens forvirrede liv, blive født i den verden, der består af forfald og død.

9:10 Gud bliver beskrevet som: ”Det eneste væsen der eksisterer”. Hele den synlige verden bliver betegnet som legemliggørelsen af Gud. Dette kan blive erkendt gennem tilbedelse af Gud med form, lige som den ærværdige eneboer Sathyakama og andre gjorde. Vejen, der består af tilbedelse af den begrænsede kvalificerede guddom, kaldes også for Den indre Vej (vejen der fører én tilbage til Kilden). Den allestedsnærværende Gud kan blive indespærret og åbenbaret i hjertets himmelhvælving! Det er denne herskers hovedstad. Eftersom Han er bosat her, kaldes hjertet for Guds Hus. Selvfølgelig kan denne himmelhvælving ikke begrænse eller sætte grænser op for den grænseløse Gud.

9:11 Yogier, der vender sig bort fra den objektive verden, kan erkende Den Iboende Virkelighed med al dens erkendelige pragt i deres hjerters rene klare himmel. Verden er, som hjulets eger, fæstnet i Guds nav. Forfald, opløsning og død påvirker ikke Gud. Eftersom Den Højeste Eksistens kan opnå hvad som helst, den beslutter sig for, kaldes den for ’Den der er ivrig efter at kende sandheden’ og ’Den der besidder sandfærdige tanker’. Hvad er Den Iboende Virkelighed helt præcist? I kan lære Den at kende gennem en simpel test. Det, der står tilbage, efter alting er blevet benægtet som ’ikke dette’, ’ikke dette’, er Gud. (Se i øvrigt afsnit 12.15)

9:12 Det er sandheden, som alle åndeligt søgende leder efter. Når de opnår sandheden, opnår de status af herskere og kan rejse, hvorhen de ønsker. Personen, der besidder visdom, og er grundfæstet i Den Rene Virkelighed, ser udelukkende alle de begær og ønsker, der bryder frem i hams hjerte, som udtryk for denne sandhed.

9:13 Den guddommelige Gnist transcenderer alle verdener. Den er ubesmittet. Ham der udelukkende er bevidst om Den guddommelige Gnist, lever altid i lyksalighed. Det første stadie i en ung præsts liv udgør et vigtigt skridt mod at opnå guddommelig visdom. Ofringer i ild, faste og andre hellige løfter er i samme grad nyttige. Solar Plexus-energien strømmer gennem kroppens utallige nerver. I dødsøjeblikket smelter sanserne sammen med sindet. Den individualiserede sjæl, der var af den opfattelse, at den var alt dette, mens den var begrænset af sindet, undslipper gennem nerverne ind i hjertets himmelhvælving. Til slut, i dødsøjeblikket, bevæger den individualiserede sjæl sig ud af nervebanerne, der fra rodchakret passerer gennem rygsøjlen og op til kronchakret og ind i solstrålerne og derfra til Solens område. Rejsen slutter ikke her. Den når også ud til Den Højeste Himmel.

9:14 Men de individualiserede sjæle, der er fanget i uvidenhedens dyng og identificerer sig med sindet og dets luner, undslipper gennem øret eller øjet eller andre sanseorganer og ender i verdener, hvor handling hersker. Følelsen af tilfredshed og glæde, som man oplever i dyb søvn, er et resultat af, at uvidenheden fastholdes i det enkelte individ.

9:15 Den indre bevidsthed er beslutsomhedens kilde og støtte. Alle beslutninger, afgørelser og planer er den indre bevidstheds frembringelser. De er dannet af den, de opstår i den, og de bliver registreret i den. Det sker, at når døden indhenter en lærd ud i de hellige skrifter, bliver han blot regnet for at være et almindeligt menneske, og hams skæbne bliver den samme, som overgår en uvidende person. Den indre bevidsthed må nemlig nødvendigvis blive gennemtrængt af en stræben efter at nå Gud. Først da vil den blive et redskab til befrielse, befriet for beslutningernes snærende bånd. Sindet osv. kan ikke befri sig selv, på samme måde som den indre bevidsthed kan. Den indre bevidsthed skelner mellem beslutninger; den undersøger om de er gode og retfærdige eller ej, og med moralske argumenter retfærdiggør den det resultat, den når frem til. Når først valget eller beslutningen er truffet, udtrykker ordene den, og navnet tilkendegiver den. De specielle former for lyde eller mantraer indlemmer de beslutninger, der er blevet accepteret som værende gode og retskafne af den rensede indre bevidsthed. Ceremonierne bliver ét med mantraerne. Der kan ikke udføres moralske handlinger uden den indre bevidsthed.

9:16 Nu til meditation, der er overordnet den indre bevidsthed. Meditation er at fæstne intellektet på det guddommelige, idet det overskrider sådanne underordnede hjælpemidler som statuer af guddomme, afgudsbilleder eller hellige sorte sten. I meditationen ophører al uro, alle forandringer forbliver ubemærket. På grund af sløvhedens kvaliteters og selv lidenskabens kvaliteters påvirkning er alle skabte forekomster som vandene, bjergene, bakkerne, stjernerne, planeterne og menneskene med den guddommelige gnist i sig, alle er de forbundet med uro og forandring.

9:17 Den Højeste Visdom er bedre end meditation. Visdom, der er baseret på lærdom, der udspringer fra de hellige skrifter, omtales som Den Højeste Visdom. Denne visdom opnås gennem meditation, og derfor er den mere værdifuld end meditation.

9:18 Overordnet Den Højeste Visdom er styrke, sjælsstyrke, energi. Den oplyser den objektive verden, den skærper intuitionen. Intuitionen er den kraft, gennem hvilken du føler og fornemmer bevidstheden i alle sanselige objekter. Der eksisterer noget, der er mere ophøjet og dermed overordnet intuitionen. Det er føde, næring. Det er livets opretholder. Hvis mennesket bliver frataget føde i 10 dage, bliver det ude af stand til at begribe noget som helst. Det er livet, der gør det muligt at studere, at tjene læreren, at lytte til dennes undervisning, at tænke over det der er blevet undervist i og at gøre sig fortjent til åndelig oplysning.

9:19 Åndelig oplysning er højere end intuition og føde. Åndelig oplysning er ild, varme og lys. Åndelig oplysning skaber vand, og vand frembringer føde. Åndelig oplysning kan gøre selv vinden mildere. Den skinner som lyn og lyder som torden.

9:20 Æter, eller rum, er overordnet åndelig oplysning, husk på det. Det er gennem æteren, at lyde bliver videregivet og hørt. Kærlighed og leg er frembringelser fra æteren. Frø spirer på grund af æteren.

9:21 Overvej nu dette. Hukommelse er overordnet æter. Uden hukommelsen vil alle oplevelser og erfaringer være meningsløse, al viden vil være spildt, alle anstrengelser vil være formålsløse. Intet kan blive erfaret uden hukommelsens hjælp. Man vil ikke kunne opdage genstande som æter, hvis hukommelsen ikke fandtes. Man kan sige, at hukommelse skaber æter og andre genstande.

9:22 Når man således analyserer værdien og den relative betydning af genstande og kræfter, må mennesket nødvendigvis opgive at identificere sig med den fysiske krop og erkende dets sande Virkelighed. Et sådant menneske løfter sig op til et niveau som Det Mest Ophøjede Menneske, idet det griner, leger og bevæger sig omkring uden at tage hensyn til kroppens behov eller velbefindende. De mennesker, der er knyttet til kroppen, er indfanget i den foranderlige verden. For dem, der er fri for denne trældom, er det deres sande natur at handle. Vinden, lynet og tordenen har ingen varig eksistens. Når regnsæsonen kommer, dukker de frem på himlen og går op i en højere enhed med den. På samme måde forekommer den enkelte individualiserede sjæl i et stykke tid at være adskilt fra Guds baggrund og går så til sidst op i en højere enhed med den.

9:23 Denne upanishad, der er opdelt i otte afsnit, lærer mennesket om en række udviklede objekter og genstande, der stammer fra ’Skabelsens Kilde’, Kasyapaprajapathi (guden Brahma’s søn), Manu (menneskehedens første fader, Solens søn) og Manushya (det menneskelige væsen). Dette slægtskab, og den lære der forædler det, er af største betydning for menneskeheden. Fædre og lærere har videregivet denne lære til sønner og studerende. top






Kapitel 10

Aithareya Upanishad

10:1 Denne upanishad er tilknyttet Rig Veda’en. Dens seks afsnit, der beskriver Det Absolutte Guddommelige Princip, skinner, som var de udsmykkede med ædelstene. Den er derfor berømt som ’De seks Guddommelige’. Gennem denne upanishad bliver det gjort muligt for eleven at få synet af Den guddommelige Gnist, hvilket følger, når vildfarelse og uvidenhed er tilintetgjort. Betegnelsen ’Den guddommelige Gnist’ anvendes på to måder: 1) ’Forandring/verdslig aktivitet’ og 2) ’Højest Anset’ (Gud). Når betegnelsen Den guddommelige Gnist anvendes i betydningen ’Forandring/verdslig aktivitet’ tilkendegiver udtrykket den individualiserede sjæl, Den guddommelige Gnist der gennem videnssanserne udtrykker sig selv i den ydre verden. Ordet, der på sanskrit er Atma, stammer fra roden ’ath’, der bl.a. angiver ’ekspansion, fortæring, bevægelse’. Så ordet Den guddommelige Gnist betegner universel iboenhed; universel omdannelse og evig bevægelse. Det vil sige, at ordet ’Den guddommelige Gnist’ betegner selve Gud.

10:2 Som den individualiserede sjæl nyder Den guddommelige Gnist i den vågne tilstand alle oplevelserne. I drømmetilstanden tilbageholder alle videns- og handlingssanserne (se afsnit 7:14) deres aktiviteter, men på baggrund af oplevelser og indtryk indsamlet i den ydre verden, skaber Den guddommelige Gnist sine egne former og navne. I den dybe søvntilstand bliver Den guddommelige Gnist iboende alting og antager sin grundlæggende rolle som ren lyksalighed, ubevidst om alt i den ydre såvel som i den indre verden. Verdens betydning er i overensstemmelse med oplevelserne i de tre tilstande. På grund af den tilsyneladende begrænsning i tid, rum og tilstand, opfattes Den guddommelige Gnist også som værende betinget og begrænset. Men det er ikke dens sande natur. Den guddommelige Gnist er uden afslutning, uden begyndelse, uden forandring. Den guddommelige Gnist ved alt, og kan opnå alt. Den guddommelige Gnist har ingen kvaliteter, ingen egenskaber. Den guddommelige Gnist er evig, uplettet, bevidst, fri. Den guddommelige Gnist har ikke sin lige, den er enestående, den er en helhed uden dele.

10:3 Den ydre verden erkendes gennem direkte sansning. Derfor er alt, hvad der er i stand til at blive erkendt som dette eller hint, eller alt som bliver angiver med et navn eller en form, indbefattet af begrebet ’skabelse’. Skabelse udtrykker en handling, et resultat. Hvad fandtes der før denne handling? Før dette fandtes alene Den guddommelige Gnist. Det foranderlige univers eller verden er en frembringelse, der var latent, senere blev den åbenbar. I den hvilende tilstand var den umanifesteret til stede i Den guddommelige Gnist. Da tilskyndelsen til eller driften efter at mangfoldiggøre sig dukkede frem, udfoldede mangfoldigheden af navne sig, og alle disse forskelligheder kom til syne. Det at kunne erkendes af sanserne, det er manifestationens prøve.

10:4 Navne er grundlæggende lyd, der er manifesteret som ord. Lad os tage et eksempel med navnet Ranga. Når lyden Ranga frembringes, drejer den, der lytter, sig mod den person, der viser sig foran ham, og identificerer ham som Ranga. Ordet og dets betydning er uadskillelige. De var begge ikke-eksisterende før skabelsen. Derfor var både Den guddommelige Gnist og det umanifesterede foranderlige univers uopnåelige ved hjælp af intelligensen og ved hjælp af den verden, denne intelligens former. Da navn og form efter skabelsen blev kernen i alt dette, kan alt blive fattet ved hjælp af ord og deres betydning. Det ikke-dualistiske der var, er og vil blive, det er Den guddommelige Gnist. De forskellige celledelingers mangfoldige manifestationer af navne og former udgør det foranderlige univers. Men grundlæggende er det blot én enestående ’substans’.

10:5 Det ensartede hav kommer til syne som skum, bobler, bølger og små dønninger. På tilsvarende vis manifesterer skabelsen den tilsyneladende mangfoldighed fra Den Uforanderlige Ene. Opfattelsen af mangfoldigheden skyldes uvidenhed. Der er ingen grund til at tænke sig til en anden eksistens end Den guddommelige Gnist. Uvidenheden eller illusionen er blot en frembringelse fra Den guddommelige Gnists vilje. Den er ikke adskilt fra Den guddommelige Gnist. Styrke er ikke adskilt fra den stærke person, er det ikke sandt? Den guddommelige Gnist er fri for adskillelser, fra én af samme slags, fra forskellige arter og fra sine egne karakteristika. Kategorisk erklæres Den guddommelige Gnist som værende Den Ene.

10:6 Men det fremgår ikke tydeligt, at alt dette er Én. Forestillingen er præcis den samme, som når rebet forekommer at være en slange, eller når spejlet bedrager. Også Den guddommelige Gnist vildleder jer i sin fremtoning som det foranderlige univers. Det er alt sammen en tryllekunstners tricks, der udføres efter Den Absoluttes ønske. Rebet er den grundlæggende årsag til illusionen om, at rebet er en slange. Den guddommelige Gnist er hinsides sansernes rækkevidde; den har ingen dele, og den har intet legeme. Udelukkende forklaringen om, at den er en uvirkelig illusion, kan tilfredsstille kritikerne, der spørger om, hvordan det foranderlige univers kan udspringe fra Den guddommelige Gnist, der blot er ren bevidsthed.

10:7 Alt er Den guddommelige Gnist. Selv selvbedraget, der er forskellighedens illusion, er Den guddommelige Gnist. Den guddommelige Gnist er så stærk, at den gennem redskaber som sanseorganerne forårsager handlingernes udførelse. Du kan erklære, at det var din vilje og styrke, der udførte handlingen, skønt det var illusionen, der blev manifesteret af Den guddommelige Gnist, der udførte den.

10:8 Verden, der blev skabt på denne måde, er blottet for bevidsthed, og derfor må den plejes som en maskine. Hvordan kan en maskine virke, efter den er fremstillet og installeret, uden en mekaniker eller maskinist? Gud skabte Brahma’s første inkarnation (Den kosmiske Guddommelighed) ud af de fem elementer. Brahma, der er Skaberen i den hinduistiske Treenighed, udstyrede denne med hoved og lemmer. På samme måde som en lerfigur, der bliver skabt af pottemageren ud af jord, han har gravet op, blev Brahma’s første inkarnation frembragt af elementerne. Fra denne inkarnations lemmer blev Verdens Beskytter skabt. Herefter blev hver sans adskilt og udrustet med en passende guddom. Forrest blev ansigtet og munden udrustet med ordets og talens guddom, Ildens Gud. Ordet og talen er mundens, næsens og øjnenes funktion. På denne måde blev sanserne og deres respektive guddomme skabt og tildelt.

10:9 Disse guddomme velsigner sanserne og sørger for, at de fungerer ordentligt. Øjets, næsens og ørets ydre tilsynekomster er måske nok helt i orden, men uden hjælp fra den præciserende guddom, er de ude af stand til at fungere. Koen og hesten blev skabt ud af de himmelske vande og ofret til guderne. Men guderne var endnu ikke tilfredse. Så for at besvare menneskenes bønner, blev den iboende sjæl skabt, så den lignede Brahma’s første inkarnation, Den kosmiske Guddommelighed. Eftersom denne iboende sjæl var forbundet med skelneevnen, var guderne henrykte. Alle legemer, bortset fra det menneskelige, er alene redskaber, der er skabt for at kunne opleve handlingernes frugter. Mennesket er det eneste redskab, der er skabt til at opnå befrielse.

10:10 Efter at være trængt ind i kroppen bliver Herren hersker over sanserne og sindets forbindelse med den objektive verden. Ligesom en skuespiller, sætter Han sig i forbindelse med den ydre verden og erfarer alle de tidligere livs lektier. I Herrens nærværelse danser intellektet sine dansetrin, og idet intellektet holder sansernes rytme, bevæger det sig fra én genstand til en anden.

10:11 Gennem den individualiserede sjæls skikkelse oplyser Herren på denne måde alting. Gud, der er begrænset som den individualiserede sjæl, har tre genskabelsesområder: Øjet, halsen og hjertet. Øjnene skinner med en speciel stråleglans, når en person opnår virkeliggørelse af Gud, eller endog når vedkommende forsøger at opnå den. Det er et tydeligt faktum. Når den individualiserede sjæl har opnået viden om sin egen virkelighed, vil den muligvis ikke være i stand til at beskrive, hvordan alting rent faktisk ikke er andet end Den guddommelige Gnist, men den vil have den viden, at selve Gud viser sig som alt dette. Den, der virkeligt fordyber sig i enheden mellem den individualiserede sjæl og Gud, har bestemt opdaget livets mål. Det er der ingen tvivl om.

10:12 Vågen-, drømme- og den dybe søvntilstand er ikke beslægtet med Den guddommelige Gnist. De har udelukkende noget at gøre med de fysiske, sanselige årsager og virkninger. Ethvert levende væsen har to legemer. Ens eget og sit afkoms. Pligterne, der vedrører studier, lærdom, gentagelse af Guds navn og de tildelte opgaver, overgives ved faderens død til sønnen. Opgaverne fortsættes med at blive udført af sønnen, som faderens repræsentant og på dennes vegne. Efter sin død forlader faderen kroppen og antager en anden krop, der er mere i overensstemmelse med de handlinger og tilbøjeligheder, der er opelsket og tilvejebragt i den forgangne fødsel. Det er faderens tre fødsler. De første tre mantraer omhandler de to fødsler: Den fysiske og den åndelige. Nu er den tredje fødsel tilføjet, fortsættelsen ved sønnen.

10:13 Vamadeva Richi (eneboeren og vismanden der sammenfattede og ordnede Rig Veda’ens hymner) forstod legemliggørelsen af Den guddommelige Gnist i sin skikkelse som Vamadeva Richi og blev befriet fra alle den objektive verdens bestandige forandringer. top










Kapitel 11

Taittiriya Upanishad

11:1 Denne upanishad’s særlige tema er ’Viden om Gud’. Den er opdelt i tre afsnit: Undervisnings-afsnittet, Lyksaligheds-afsnittet eller Brahma-afsnittet og Bhrigu-afsnittet (Bhrigu var en stor visman og én af Brahma’s sønner). De to sidstnævnte afsnit er meget vigtige for dem, der søger viden om Gud. Undervisnings-afsnittet beretter indgående om visse metoder, der kan anvendes til at overvinde de forhindringer, der af guddomme og vismænd er sat på menneskets vej. Yderligere berettes der i dette afsnit om, hvorledes man opnår étpunktethed i åndelige øvelser. Dette afsnit er opdelt i tolv underafsnit. I de øvrige to afsnit gives der den samme anvisning, nemlig vismanden Bhrigu’s viden, der fører til befrielse, så disse to afsnit er faktisk at regne for ét. For at gøre studierne af dem bekvemmere, er de rent praktisk opdelt i to afsnit, det er det hele.

11:2 I afsnittet om undervisning behandles to emner: 1) Samlingerne af systematisk arrangerede vers og tekster fra veda’erne, der ikke er i strid med handling og 2) Indre tilbedelse der er knyttet til handling. Begge fører til selvbeherskelse. Men gennem disse alene vil den fuldstændige tilintetgørelse af den foranderlige verden ikke blive fuldendt. Den indre tilbedelse eksisterer sammen med ønsker og begær. Så ligesom handling kan tilbedelse ikke skænke befrielse. Hele denne foranderlige verden skyldes uvidenhed; trældom er resultatet. Når uvidenheden bliver tilintetgjort, vil båndene blive løst op, og befrielsen er nået. Af naturlige årsager er uvidenheden der til stadighed. Det er ligesom den velkendte illusion, at det er det tog, du sidder i, der bevæger sig, når sandheden er, at dit tog holder stille, og toget på det tilstødende spor bevæger sig. Se udelukkende på dit eget tog, og du vil kende sandheden; se på det andet tog, og du bliver bedraget. Der er ingen grund til at forsøge at finde frem til årsagen til dette bedrag. Find ud af, hvordan du undgår det. Denne uvidenhed, der er det frø ud fra hvilket den foranderlige verden spirer, kan alene blive tilintetgjort af viden om Gud. Der findes ingen anden metode.

11:3 Alt hvad der er fremkaldt, alt hvad der er forårsaget, alt hvad der er et resultat, er kortvarigt. Dette er åbenbart i henhold til de hellige skrifter så vel som i henhold til det, der erfares og i henhold til den sunde fornuft. De hellige skrifter beretter om åndelige aspiranter, der fraskrev selv højere regioner som Himlen, der er opnåelig for personer, der udfører de foreskrevne ceremonier. Årsagen er, at befrielse er uden for rækkevidde for dem, der opholder sig i de førnævnte regioner. Himlen og helvede er resultater af handlinger; de er skabte objekter og kan derfor ikke være evige. De er betinget af fødsel, vækst, forfald og død. De eksisterede ikke fra selve begyndelsen. De blev skabt, og før det skete, fandtes de ikke. Det, der engang ikke fandtes, og senere ikke vil være, er så godt som ’ikke eksisterende’, selv i nutiden. Handlingens frugt deler denne kvalitet, og derfor kan den ikke skænke evig glæde.

11:4 I dag kan ingen anstrengelser resultere i skabelsen af æter (også kaldet rum); intet, der allerede eksisterer, kan skabes på ny. Befrielse eksisterer og er i sig selv indlysende. Befrielse kan ikke frembringes på ny gennem nogen handling. I det øjeblik uvidenheden, der skjuler befrielsen, så den ikke kan opleves, forsvinder, i det øjeblik bliver du befriet, og du bliver bevidst om din Virkelighed. Du er befriet for trældom. Før dette øjeblik var du fri, men du forestiller dig, at du er bundet, og du opfører dig, som er du bundet. Hvordan kan du slippe af med ideen om, at du er bundet? Det kan du ved at lytte til veda’ernes lære og lægge tro deri. Kun på den måde kan uvidenheden visne bort. Det er den opgave, Brahma-afsnittet har påtaget sig i denne upanishad.

11:5 Det ligger i tingenes natur, at uvidenhed tilskynder mennesker til at hige efter rigelige frugter i forbindelse med udførelsen af handlinger. Herefter bliver de fortvivlede over, at frugterne blot binder dem mere og ikke hjælper med til at gøre dem frie. Denne higen efter frugterne er vanskelig at støde fra sig, skønt denne skrækkelige, stadige forandring af vækst og forfald får dem til at ryste af skræk.

11:6 I denne upanishad bliver de tre ord ’sandhed’, ’visdom’ og ’uendelig’ på en meningsfuld måde hæftet på Gud for at forklare Guds karakteristika. Det er tre forskellige ord, der tilkendegiver kvaliteter, der søger at afgrænse Den Ene fra resten, Den Ene Gud fra andre slags Guder, der ikke besidder disse karaktertræk. Det vil sige, at Gud ikke må blive forvekslet med noget som helst, der ikke er sandhed, visdom og uendelig. Alt, hvad der er begrænset af tid, rum og objektivitet, er uvirksomme, livløse stoffer, tydeligvis forskellige fra Gud. Sandhedens, visdommens og uendelighedens karakteristika hjælper med at sondre og skelne den sande Gud fra beslægtede og lignende fænomener. Ligegyldig hvilken form en ting er fastsat til at have, så gælder, at hvis denne form er uforanderlig, så kan man henvise til den som sandhed. Hvis denne form undergår forandringer, så er den ikke-sandhed. Forandring er ikke-sandhedens tegn; fraværet af forandring er sandhedens tegn.

11:7 Gud er sandhed. Det vil sige, at Gud ikke forandrer sig. Gud er upåvirket af tid. Alt hvad der ikke er Gud, det vil sige det foranderlige univers, det er genstand for forandring. Alle objekter er genstande for intellektets trefoldige proces: Det der vides, den der ved og viden. Derfor omtales intellektet som en hule, hvori den trefoldige proces opholder sig.

11:8 I Taittiriya Brahmana (en af Yajur Veda’ens Brahmana-tekster), såvel som i denne upanishad, bliver ’rigtig handling’ behandlet detaljeret. Der findes tre former for gode og rene handlinger, der frembringer gode resultater: Ritualer, der udføres for at tilgodese egne personlige ønsker og begær; ritualer til specielle lejligheder samt obligatoriske daglige ritualer. De hellige skrifter påbyder sjældent, at handling skal tilstræbes. Det er der ikke behov for, da det at handle kommer naturligt til mennesker. Det er ønsker og begær, der motiverer til at handle, og mennesket opnår forskellige frugter fra disse handlinger. De hellige skrifter lærer udelukkende om, hvordan man kan styre disse naturlige handlinger, så man sikrer sig de ønskværdige goder.

11:9 Denne upanishad tilskynder, at du ikke afviger fra pligter vedrørende lærdom og undervisning. ”Afvig ikke fra det sande og sandheden”, siges der. ”Det vil ikke gå an at afvige fra det sande, ej heller fra ’rigtig handling’, ej heller fra lykke og velvære, ej heller fra pligter over for guderne og forfædre. Du skal behandle din moder som Gud. Du skal ty til de gerninger, der er fri for fejl; hold dig fra andre gerninger”. Det er den lære, som denne upanishad omhandler.

11:10 Lytte, tænke dybt og koncentration er de tre skridt til Virkeliggørelse. At lytte henviser til veda’erne, som du er nødt til helhjertet at ære, og som du med hjælp fra en guru må lære udenad. Dette skænker viden om det, der ellers er utilgængelig viden. At tænke dybt er den asketiske åndelige øvelse, der læres om i Bhrigu-afsnittet. Gennem denne proces kan ’Det Alt Gennemstrømmende Selvs Guddommelige Legemliggørelse’ blive fæstnet i sindet. Koncentration hjælper med at udvikle étpunktet opmærksomhed på det guddommelige princip, der måtte være valgt. I de to afsnit, Brahma-afsnittet og Bhrigu-afsnittet, bliver Viden om Gud, eller den øvelse der sikrer virkeliggørelse af Gud, forklaret. Brahma-afsnittet underviser; Bhrigu-afsnittet beviser gennem oplevelse.

11:11 Vismanden Bhrigu, der er den store vismand Varuna’s søn, fortæller faderen, at Gud er føden, livsenergierne, sanserne, sindet, ordet osv. Men eftersom sønnen snart lærer, at disse ikke er Gud, erklærer han, at Gud er det, hvorfra disse bliver født, og gennem hvilket de lever og virker. Han troede først, at føde var Gud, eftersom alle levende væsener lever af føde, men senere fornemmede han, at Gud indeholder meget mere. Han spørger derfor efter at få direkte undervisning om Den Virkelige, om Gud.

11:12 Herefter får han at vide, at åndelige asketiske øvelser er Gud, for det er ved hjælp af disse, at Gud, Virkeligheden, kan erkendes. Ved hjælp af åndelige asketiske øvelser opdager han, at Den Højeste Visdom er Gud, da det er i Den Højeste Visdom, at væsener fødes, og at det er ved hjælp af denne visdom, at væsener lever.

11:13 Således bliver det erklæret, at af alle øvelser og studieemner er Viden om Gud den helligste. Denne viden er hellig og kun bestemt for de indviede. Føde skal aldrig fordømmes; det bør være de vises højtidelige løfte. De vitale livsenergier er alle føde. Den fysiske krop er fødens gave. Livsenergierne har kroppen som deres befordringsmiddel. Så føde bør ikke blive ringeagtet. Det bør være beslutningen, resolutionen. Når vandet, der er indeholdt i føden, kommer i forbindelse med ilden i mavens fordøjelsessafter, bliver det til føde. I det vand der falder ned som regn, er lynets ’ild’ iboende. Så enhver, der er skabt i vandets stråleglans, er bevidst om fødens stråleglans og vil blive ved med at ære føden. Føden er guruen, for den fører dig til kendskabet til Gud. Derfor bør føde ikke behandles med respektløshed. De åndeligt søgende skal følge dette bud, som var det et løfte, de havde afgivet.

11:14 Eftersom den fysiske krop er fødens transformation, har den et ’føde-legeme’. De vitale livsenergier danner et andet ’legeme’, ’livsenergi-legemet’. I et tredje ’legeme’, ’sindets legeme’, vurderes det, hvad der er godt og dårligt, rigtigt og forkert. Når der træffes en beslutning om noget, der har et formål, er det ’det intellektuelle legeme’, der virker. Når glæden ved det, der er blevet opnået, opleves, er det ’lyksaligheds-legemet’, der virker.

11:15 I bestræbelsen på at udvikle den guddommelige livsanskuelse, at du er Gud og ikke kroppen m.m., er ’livsenergi-legemet’ det første redskab, du skal anvende. Det er mere subtilt end kroppen samt adskilt og forskelligt fra kroppen. Det bliver aktiveret af luften og gennemtrænges af denne. Det gennemtrænger og indbefatter hele ’føde-legemet’. Man kan sige, at ’livsenergi-legemet’ er ’føde-legemets’ sjæl, for det får det til at fungere fra hoved til fod. Kroppen, ’føde-legemet’, kan ikke overleve uden livsenergierne. ’Livsenergi-legemet’ er drivkraften. Livsenergierne består af fem slags energier: ’Livsåndedrættet’, ’den nedadgående luftstrøm’, ’luftstrømmen der gennemstrømmer hele nervesystemet’, ’den opadgående luftstrøm’ og ’fordøjelsesenergien’. Ved at tænke dybt over, at ’livsenergi-legemet’ er ’føde-legemets’ Guddommelige Gnist, vil forestillingen om, at kroppen er Selvet forsvinde. Du hæver dig fra det grove til det subtile. Livsenergien er som smeltet metal i smeltediglen. Gennem en indsats kan ’livsenergi-legemet’ opleves.

11:16 Livsenergien fremkommer i åndedrættets skikkelse. ’Livsåndedrættet’ aktiverer hovedet, ’luftstrømmen der gennemstrømmer hele nervesystemet’ aktiverer den højre side, ’den opadgående luftstrøm’ aktiverer den venstre side, ’fordøjelsesenergien’ aktiverer den miderste del og ’den nedadgående luftstrøm’ aktiverer den nederste del af kroppen. Livsenergien bevæger sig fra hjertet gennem ansigtets nerver, næsen, osv. og når hovedet. Herfra aktiverer den forskellige nerver, der strømmer gennem kroppen under forskellige navne og adskilte funktioner. Den livsenergi, der virker rundt om navlen, kaldes f.eks. ’fordøjelsesluften’.

11:17 For ’det mentale legeme’ (sindet) er Yajur Veda’en hovedet; Rig Veda’en danner den højre vinge; Sama Veda’en er den venstre vinge; Brahmana-teksterne er sjælen; Atharvana Veda’en er halen. Yajur Veda’ens mantraer anvendes meget i offerceremonier. Samtidigt med at disse mantraer fremsiges, ofres føde ceremonielt i offerilden. Derfor betragtes Yajur Veda’en som værende hovedet. Mantraernes lyde frembringer forandringer, der er lykkevarslende. Det er årsagen til den betydelige tilknytning, den også har til de øvrige veda’er. På denne måde bliver alle mantraer de mentale forandringers årsager. Til gengæld kaster disse lys over Den guddommelige Gnists stråleglans. Således tilhører veda’erne, og mysteriet om deres udtale, videnskaben om Den guddommelige Gnist. Derfor forbliver veda’erne evigt værdifulde og evigt eksisterende. Atharvana Veda’en behandler forskellige ceremonier. Formålet med disse er, at man skal kunne opnå befrielse fra onde kræfter og lidelser, og derfor beskrives den som halen.

11:18 ’Det mentale legeme’ glider over i det ’intellektuelle legeme’ og senere over i ’lyksalighedslegemet’. Endeligt kommer den åndeligt søgende hinsides selv dette ’legeme’, og kommer til tilstanden af ren væren (den tilstandsløse tilstand; tilstanden af evig, fuldstændig sindsligevægt). top

Kapitel 12

Gudubhava Upanishad

12:1 Veda’erne erklærer: ”Gud er Den Eneste Ene, og der eksisterer ingen anden.” Det vil sige, at der intet eksisterer foruden Gud. Under alle forhold, til alle tider, overalt, eksisterer der udelukkende Gud. I Chandogya Upanishad’en står der, at i begyndelsen var der blot ’Væren’, intet andet. Mandukya Upanishad’en betegnede denne ’væren’ som sindsligevægt, godhed, ikke-dualisme. Kun det udklækkede og udfoldede eller det manifesterede kan fremstå som værende to. Det, der ses, er forskelligt fra det øvrige, der ses, og forskelligt fra den, der ser. Endvidere er det sete et produkt af seerens sympatier og antipatier, forestilling og følelser, impulser og tilbøjeligheder. Når den tændte lampe bringes ind, forsvinder ’slangen’, og alene rebet er tilbage og bliver opfattet som et sådant. Når verden undersøges i den guddommelige visdoms lys, forsvinder den illusoriske forestilling, som tiltrækker og frastøder, altså den dualistiske forestilling.

12:2 Det er ’de to’ (dualiteterne), der er årsagen til frygt. Hvis dit egentlige jeg er den, der lytter, ser, handler og nyder, hvordan kan frygt så opstå? Overvej den tilstand, du er i, når du sover! Her er den ydre verden fraværende; du er alene med dig selv. Tilstanden er ’den eneste ene’. Kontemplation på og tilbedelse af denne Ene, der fører til erkendelse af ’ikke-tosomhed’, vil give dig denne oplevelse. Som ’den anden’ er Han iboende; som livsvigtig luft er Han Bevidsthed, hemmeligheden bag al bevidsthed og alle handlinger og bevægelser.

12:3 Gud bliver beskrevet ved hjælp af følgende fem kvaliteter: Væren, Bevidsthed, Lyksalighed, Fuldkommenhed og Evighed. Gennem en forståelse af disse kvaliteter kan Gud blive fattet. Væren er upåvirket af tid. Bevidsthed oplyser og åbenbarer sig selv såvel som alt andet. Lyksalighed skaber det, der ønskes mere end alt andet. Det Fuldkomne kender ikke til fejl, formindskelse, forfald og nederlag. Evighed er det, der er upåvirket af rums, tids og genstandes begrænsninger.

12:4 Set i lyset af den guddommelige visdom er verden et spejl, midlertidig, uvirkelig, og den bliver forkastet af lærdom. Verden er intet andet end et andet navn for ’ting der ses, høres, osv.’ Men du, den individualiserede sjæl, den der ser, er Væren-Bevidsthed-Lyksalighed, husk det! Bliv fikseret i denne forsikring; mediter på lyden OM, der er det højeste symbol på Væren-Bevidsthed-Lyksalighed. Vær fra dette øjeblik bevidst om, at du et Den guddommelige Gnist. Når uvidenhedens tåge letter, vil Den guddommelige Gnist i alle og enhver skinne i sin naturlige stråleglans. Så vil du vide, at du har jagtet fatamorganaer i ørkenen. Luftspejlinger, som du har opfattet som ’virkelige’ genstande. Genstande, der havde en begyndelse, og derfor havde en afslutning.

12:5 Sindet bliver bundet af tilknytning, når det dvæler ved en genstand, eller ønsker den, eller har modvilje mod den. For at slippe for en sådan trældom, burde sindet trænes til ikke at dvæle ved nogen genstand, ikke at ønske den eller ikke have modvilje mod den. Det er sindet, der binder. Det er sindet, der løsner. Hvis sindet er behersket af lidenskabens kvalitet, bliver det let trælbundet. Hvis det er renhedens kvalitet, der er fremherskende, kan det opnå frihed.

12:6 De, der identificerer sig med den fysiske krop, forfølger febrilsk de glæder, der kan opnås gennem sanserne. Ønsker og begær er konsekvenser af identifikation med den fysiske skikkelse. Opgiv denne identifikation, og du slipper for at have ønsker og begær. Glæde og sorg er som rigtigt og forkert, noget der skal overskrides. Kærlighed og had er menneskets naturlige indre redskaber. De tilhører ikke ’beboeren’, der bor sammen med dem. De tilhører altså ikke den individualiserede sjæl eller Den guddommelige Gnist, den individualiserede sjæls grundlæggende Virkelighed.

12:7 Den guddommelige Gnist er altid ren, altid fri for tilknytning, da der ikke eksisterer ’nogen anden’ at blive knyttet til. Mundaka Upanishad’ens kapitel 3, vers 1, indeholder følgende mantra: ”To fugle, der altid er sammen, sidder med smukke og skælmske vinger i et træ. (Træet er kroppen og tvillingefuglene er den individualiserede sjæl og Gud). Den ene fugl er optaget af at nyde frugterne. (Den individualiserede sjæl oplever glæde og sorg fra de handlinger, den engagerer sig i). Den anden fugl ser blot på. (Gud er finere end det fineste, Gud er blot et vidne).”

12:8 Hvordan kan denne grove fysiske skikkelse, der består af blod og materie, være det rene, det selv-oplysende, det evige vidne, Den guddommelige Gnist? Skikkelsen, kroppen, er bygget op af føde; den er altid i forandring. Den var ikke før fødslen, ej heller er den efter døden! Den er hele tiden forgængelig. Kroppen kan overleve uden en legemsdel eller to, men i samme øjeblik livsenergierne holder op med at strømme, begynder kroppen at nedbrydes. Derfor bør kroppen ikke blive opfattet som chefen, eller som den der er alt og afslutter alt.

12:9 Den yoga (her forstået som åndelig disciplin) du burde praktisere, er: Iagttag uroen i sindet, som var du et vidne. Fri dig for selv at drage slutninger, bestemme eller endog beslutte; undlad at tage stilling til, om du er for eller imod. Du skal altid have dit sind og dets ekspeditioner under kontrol. Yoga er den individualiserede sjæls sideløbende fremskridt, hvor hvert skridt er på bølgelængde med Gud. Målet er sammensmeltningen af dem begge; så vil al sorg ende. Den, der regelmæssigt og uafbrudt udfører yoga med tro, og den, der er ansporet af en aldrig svigtende ikke-tilknytning, kan helt sikkert opnå sejren.

12:10 Væren i Væren-Bevidsthed-Lyksalighed betyder Den Højeste Visdom, der skænker perfekt sindsligevægt og renhed. Rent faktisk skænker Den Højeste Visdom viden om selv-realisation, der kan blive erfaret af alle. I daglig tale anvendes begrebet ’Den Højeste Visdom’ til at give udtryk for videnskaberne (der blot omhandler verdslig viden), men rent faktisk betyder det den højeste grad af åndelig visdom. I denne ’legemliggørelsen’ (ens egen skikkelse) er der ikke plads til aftryk eller tendenser fra handlinger, eller til ønsker der motiverer til handling. Ønsker ødelægger sindet. Ønsker fører til handling, handling efterlader et ar, et aftryk eller en tendens i sindet (der er tale om et aftryk eller en tendens, som bliver tilbage i det underbevidste sind fra tidligere handlinger, ofte fra handlinger foretaget i tidligere inkarnationer). Vær alene med Dig Selv, så kan sindet blive gjort uvirksomt. Det er årsagen til, at yogi’er trækker sig tilbage til huler.

12:11 Aftrykkene og tendenserne falder inden for to kategorier: ’Godgørende’ og ’skadelige’. Godgørende aftryk og tendenser hjælper til befrielse. Gentagelse af Guds navn, meditation, gode gerninger, godgørenhed, retfærdighed, uselvisk tjeneste, sjælsstyrke, medfølelse, disse er alle godgørende. Vredens, grusomhedens, grådighedens, begærets og egoismens skadelige tendenser skal rykkes op med rode ved hjælp af de godgørende tendenser. Og til sidst, på samme måde som den torn, der fjerner en anden torn i foden, bliver skaffet af vejen, må de godgørende tendenser, der blev brugt til at blive af med de skadelige tendenser, også kasseres. De godgørende tendenser er frembringelser af tilknytning, og de skaber yderligere tilknytninger, der muligvis varer ved gennem mange fødsler. Også den, der er blevet befriet i dette liv, er nødt til at besejre de godgørende aftryk og tendenser. For ham bør de være som et delvist brændt reb, der ikke kan binde. Rent faktisk bliver både de vellystelige længsler, begær og grådighed brændt op i det øjeblik, Den guddommelige Gnist bliver visualiseret. Han vil ikke stræbe mod nogen eller noget, ej heller vil han blive tilknyttet til noget. Der hvor Solen går ned, der lægger han sig for at hvile. Han bevæger sig blandt mennesker, ukendt og uopdaget, idet han ikke søger genkendelse, og endda altid undgår den.

12:12 Når den der ser, og det der bliver set, er det samme, beskrives denne glæde som den fjerde tilstand, tilstanden af evig, fuldstændig sindsligevægt. På den anden side af denne tilstand vil Den guddommelige Gnist helt sikkert blive nået. Ved at dvæle konstant på Den guddommelige Gnist og dennes virkelighed, vil tilknytningen til verden blive mindre. De åndelige øvelser skal udføres uden afbrydelser. Den ægte åndeligt søgende skal, med alle hams ressourcer, vende sindet væk fra verdens anliggender og fra de genstande, der frister sanserne og koncentrere sig om det asketiske formål at kende Gud.

12:13 Sløvende og uvirksomme beslutninger medfører sorg. Rene og gode beslutninger fremmer retskaffenhed og hjælper til med at opretholde samfundet og individet. De lidenskabelige og følelsesmæssige beslutninger styrter dig ud i den verdslige strøm. Opgiv alle disse tre slags beslutninger, og du vil være berettiget til at blive beæret med Den Højeste Viden om Gud.

12:14 Gud er af umålelig dybde. Hvordan skal Gud kunne blive bedømt og fattet af dette ubetydelige sind? Gud er hinsides alle muligheder for at blive beskrevet og inddelt i kategorier; Gud er uden grænser; Gud er hinsides ords betydning; at begribe Gud gennem sanserne er en umulig opgave.

12:15 Den Gud, som de hellige skrifter ’Vedanta’ erklærer, der udelukkende kan blive omtalt som ’ikke dette, ikke dette’, er selve ’jeg’et’. ”Min virkelighed er Gud i mit hjertes hule. Jeg er den Gud, som åndeligt søgende stræber efter at kende og vil få succes med at nå. Gud er det, der er tilbage, efter at kroppen, sindet, livsenergierne, hjernen osv. er opløst og forsvundet.” Denne viden erkendes gennem ’benægtelsens øvelse’ (Der går ud på til stadighed at konstatere, at ’det er ikke dette, det er ikke dette’). Udelukkende gennem denne metode med at udelukke, kan du nå frem til konklusionen: ”Ja, dette er Guds Gave.” Gennem princippet om at ’jeg er vågen og ikke-vågen på samme tid’, bliver sandheden: ’Jeg er Det’ grundfæstet. Når sløret, der skjuler den individualiserede sjæl, bliver fjernet, åbenbares den individualiserede sjæl som Gud eller Den Iboende Virkelighed. Den individualiserede sjæl er Guds væsen og Guds kerne.

12:16 ’Jeg’ refererer til denne Virkelighed, til Væren-Bevidsthed-Lyksalighed. Det er udelukkende uvidenheden, der kan anvende ordet ’jeg’ til at angive kroppen! Denne uvidenhed og denne ukorrekte identifikation er årsagerne til den uafbrudte række af sorger og glæder. Anvend derfor ordet ’jeg’ med sondring, så det udelukkende betyder din Guddommelige Virkelighed. Det vil skænke dig Den Højeste Visdom.

12:17 Hvis det skal være muligt for dig at opleve Den guddommelige Gnist som din Virkelighed, er kontrol med sanserne, fjernelse af den fysiske tilknytning samt sandhed absolut nødvendigt. Gud er: Gudernes lærer der tilskynder intellektet; sindets følelser; ørernes øre; øjnenes øje; Den Selv-lysende Enes Oplyser. Guds stråleglans er det lys, hvorfra alt andet udstråler. Gud er den grundlæggende støtte og næring. I sindet er Gud visdom. Sindet og intellektet indhyller sanserne. Uden Gud er sindet og intellektet hjælpeløse og ude af stand til at fungere. De opstår fra Gud og opstår i Gud, på samme måde som græs kommer fra jord og bliver til jord. Jern, der lægges i ild, bliver rødt og bliver sort igen, når det bliver afkølet. Tilsvarende bliver intellektet strålende af visdom ved at dvæle på Den Iboende Virkelighed, der er legemliggørelsen af visdom.

12:18 Gud er indhyllet alle vegne, på samme måde som barnet er det i livmoderen. Nogle erklærer, at de kun vil tro på en Gud, der kan ses og bevises. Det er de verdsligt orienteredes almindelige argument. Men med de grove fysiske øjne er det ikke let at se Gud, der er finere end det fineste. Først skal du opnå herredømme over et kraftigt mikroskop, der kan klare opgaven. Det, du skal have fat i, er ’visdommens øje’ eller ’kærlighedens øje’; udelukkende ved hjælp af disse ’øjne’ kan du se Gud. Kan du vise andre, hvad det der kaldes smerte er? Eller kan du vise sødme? Øjet kan ikke se en abstrakt ting som f.eks. kærlighed, medlidenhed, barmhjertighed, dyder, tro osv. Dette ligger uden for øjets kapacitet.

12:19 Men ved at lytte til ord og iagttage handlinger og adfærd drager I den slutning, at en person besidder kærlighed i sit hjerte. På samme måde er det muligt at bedømme, om en person er en ’Kender af Gud’, og hvor dybt han er forankret i sin egen Virkelighed, hvad enten årsagen til denne forankring skyldes tilfældigheder og farer eller stabilitet og tryghed. Guddommelig visdom, guddommelig rigdom, harmoni med naturen, gennem disse kan Gud blive identificeret, opdaget og erkendt. Stræb derfor på alle måder efter at skaffe dig ’visdommens øje’ eller ’kærlighedens øje’.

12:20 På samme måde som sukker er til stede i sukkerrørets saft, og sødme er til stede i sukker, er Gud overalt iboende i skabelsen. Han er alle væseners inderste kerne. Han er alle vegne, Han er altid i alt. Han har ingen form; Den guddommelige Gnist er uden ’legeme’. Den er ’beboeren’, Gud, Det Højeste Væsen. Udelukkende ved at kaste tilknytningen til kroppen fra sig og ved at rense sindet og intellektet, kan du smelte sammen med sandheden og opnå den evige lyksalighed, den højeste fred, den reneste visdom. Udelukkende på denne måde kan du opnå befrielse for trældommen, der består af fødsel og død.

12:21 Sanskrit ordet ’deha’, der betyder kroppen, er opstået fra roden ’dah’, der betyder ’brænde’. Betydningen af ordet rummer det, der nødvendigvis må brænde. Men personen, der besidder visdom, har tre legemer: Det fysiske, det mentale og det kausale. Hvad er det da, der bliver brændt? Brændstofferne: De materielle genstandes fine åndelige aspekt, skæbnen og den individualiserede sjæl, der også kaldes ’Hjertets Himmelhvælving’ eller ’Hjertets område’, kan brænde og fortære de tre legemer hurtigere og mere fuldstændigt end ild. Ligegyldigt hvor oplyst en person er, hvis han identificerer sig selv med kroppen, må han nødvendigvis blive omtalt som værende tåbelig. På den anden side gælder, at en person, der er grundfæstet i troen på, at han er Væren-Bevidsthed-Lyksalighed, vil blive transformeret til det guddommelige. Identificer ikke den individualiserede sjæl med det grove legeme, der består af kød og knogler. Du skal end ikke identificere den med det mentale eller kausale legeme. Den guddommelige Gnist skal udelukkende identificeres med Gud. Først da kan den varige lyksalighed opstå. Glæde og sorg, godt og ondt, tilhører sindets område. Det tilhører ikke dit område. Dit egentlige jeg er ikke den, der handler, eller den der nyder handlingernes frugter. Du er altid fri.

12:22 Gode dyder er ’rigtig handling’; slette dyder er uretfærdige handlinger. De er begge sindets frembringelser. De er bånd, der binder hjertet. Når mennesket erkender Den Højeste Sandhed, bliver det fri for begge og opnår Virkelighedens åbenbaring. Lige som silkeormen bliver viklet ind i og fængslet i det puppehylster, som den spinder rundt om sig selv, spinder mennesket også et puppehylster af ønsker rundt om sig selv og lider.

12:23 Den guddommelige Gnist er altid ufængslet, den er altid fri. Den guddommelige Gnist er ikke fanget ind i verdslig illusion. Den guddommelige Gnists natur er renhed, helhed, glæde, visdom; hvor egoet findes, der vil trældom vedvarende eksistere. Hvor der ikke er noget ’jeg’, der har friheden magten. ’Jeg’et’ er den virkelige lænke.

12:24 Der er tre forhindringer på vejen mod Den Højeste Visdom for den åndeligt søgende. Fortidens, nutidens og fremtidens forhindringer. Disse må overvindes. Den, der har opnået befrielse i dette liv, bekymrer sig ikke om disse forhindringer. Han har bevæget sig hinsides de tre sondringer, mellem den der ser, det der ses og synet. Han har erkendt, at sondringen er kunstig, at den er en frembringelse af sindet. Når du har besejret den trefoldige illusion om, at der er forskel på ’den der ved’, ’det der vides’ og ’det at vide’, vil du opleve Gud i alle ting til alle tider.

top

Asket
- sanyasi

AUM eller OM
- pranava

Den der ved, det at vide og det der vides
- thriputi

Den evige, universelle Religion
- Sanathana Dharma

Den foranderlige verdens Hav.
Den foranderlige verden
- samsara

Den guddommelige Gnist
- Atma

Den guddommelige Lyksalighed
- Atmananda

Den højeste fred
- prasanthi

Den højeste lyksalighed
- paramananda

Den Højeste Visdom
- vijnana

Den indre bevidsthed
- chitta

Den indre Tilskynder
- Anthah Karana

Den materielle verden
- prakrithi

Den mægtige universelle kraft eller energi.
Den guddommelige Energi
- shakthi

Den universelle absolutte Gud
- Parabrahma


Den universelle kosmiske Energi
- parasakthi

Den åndeligt søgende
- sadhaka

Det foranderlige univers
- jagath

Det Gud-realiserede menneske
- jivanmuktha

Det Højeste Selv, Oversjælen eller Den guddommelige Gnist
- Paramatma

Det intellektuelle legeme
- vijnanamaya kosha

Dydige handlinger
- dharmakarma

Ens egen personlige pligt, ens egen personlige ’rigtige handling’
- swadharama

Evig, fuldstændig sindsligevægt
- thureeya eller thuriya

Familielivet – et stadie i livet som ægtemand,
familiefader
- grihastha

Forsagelse. Nogen gange ’munketilværelse’
- sanyasa

Fred
- santhi

Fuldstændig sindsligevægt
- samadhi

Føde-legemet
- annamaya kosha


Gud
- Brahman

Gud inkarneret i menneskeskikkelse
- avatar

Guddommelig bevidsthed
- chaithanya

Handlinger der udføres uselvisk uden ego og uden nogen forventning om belønning
- karma yoga

Hellig mands bolig
- ashram

Herren
- Brahman

Hukommelse
- smarana

Ihukommelse af Guds navn
- namasmarana

Ikke-tilknytning
- vairagya

Ikke vold
- ahimsa

Illusion
- Maya

Impulser og tilbøjeligheder
- vasana

Intellektet
- buddhi

Kaste (præster, krigere, købmænd og arbejdere)
- varna

Kontrol over sanserne, indre fred, sindsligevægt og stilhed
- sama




Kvaliteter - den sløvende, den lidenskabelige
og den rene kvalitet
- guna’er

Kærlighed
- prema

Legeme
- kosa

Lidenskabens og hvileløshedens kvalitet
- raja guna

Livsenergi
- prana

Livsenergi-legemet
- pranamaya kosha

Livsstadie
- asrama

Lovsang
- bhajan

Lyksaligheds-legemet
- anandamaya kosha

Lytte til foredrag om de hellige skrifter.
At lytte til åndelige råd
- sravanam

Menneskets tre redskaber: tanke, ord og handling
- thrikaranas

Ofringer
- yajna

OM eller AUM
- pranava

Person der besidder uafbrudt, integreret åndelig visdom.
Person hvis bevidsthed er rolig og hinsides al uro.
- sthithaprajna

Rene og gode kvaliteter
- sathwa guna

Rigdom og velstand (ét af livets fire mål)
- artha

’Rigtig handling’
- dharma

Samling hellige skrifter der er et moralkodeks for eller en forskrift på praktisk levevis
- sastra’erne

Sand lærer
- sadguru

Sandhed
- sathya

Sandhedens Lov
- sathyadharma

Sanserne
- indriyas

Sindet
- manas

Sindets legeme
- manamaya kosha

Sjælen
- jivDen guddommelige Gnist

Sjælsstyrke
- sahana

Skabelsens Kilde
- Hiranya Garbha

Skelneevne
- viveka

Sløvhedens og uvidenhedens kvalitet
- thama guna

Uden kvaliteter
- nirguna
Undersøgelse af selvet
- vichara

Ungdommen
- brahmacharya

Uselvisk tjeneste
- seva

Uvidenhed
- ajnana

Verdens Skaber, Herskeren over alle væsener
- Prajaparthi

Viden
- vidya

Viden om Den Højeste Eksistens
- Atmavidya

Viden om Det Absolutte
- brahmajnana

Viden om Gud
- brahmavidya

Videnssanserne
- jnanendriya'erne

Vilje, beslutsomhed
- sankalpa

Visdom
- jnana

Vismænd
- rishis

Væren-bevidsthed-lyksalighed
- sath-chith-ananda

Åndelige, asketiske øvelser.
- tapas

Åndelige øvelser
- sadhana

top