1958

9. september 1958

Træning

Indtil for omkring en time siden var dette arrangements organisatorer nervøse for, at Jeg muligvis ikke kom. De havde forliget sig med den skuffelse, der var i vente. De var febrilsk beskæftiget med at træffe alternative forberedelser, for de havde hørt, at Godhavari-floden var gået over sine bredder og at Jeg var i Rajahmundhry. Så de var bange for, at Jeg ikke var i stand til at krydse floden og komme sydpå i tide til denne indvielse. Ud fra den kendsgerning at Jeg havde tilladt dem at annoncere Min ankomst til dette arrangement, kunne de godt have sluttet, at vandstanden i floden ville falde og at Jeg i tide ville være i deres midte. For når Mit ord én gang er givet, må det ske i henhold til dette Ord. Tvivl ikke på det. De rasende bølger stilnede af foran Rama (berømt episode fra ’Historien om Rama); vandet sank i tide for Mig.

Vi forlod Chebrole sidste nat kl. 23.00 og nåede Nuzvid omkring daggry. Derfra kørte vi i bil hele dagen uden så meget som at gøre ophold på vejen. Vi sagtnede end ikke farten, da Kumararaja (ordet betyder kronprins) og andre antastede Mig tæt ved broen i udkanten af denne by. For Jeg var fast besluttet på at være her kl. 17.00, som Jeg havde lovet. Lad Mig afsløre for jer, at organisatorerne blev taget lidt på sengen. De blev forvirrede over rygter om, at Jeg blev forsinket og at Jeg ikke kunne kontaktes pr. brev eller telegram eller over telefonen. Men tro Mig, intet kan komme Mig i vejen eller genere Mig. Min vilje må ske. De, der spredte historier om, at Jeg blev forsinket af højvande i floden, var uvidende om Min Virkelighed.

Intet kan forsinke Mig, gøre Mig nervøs eller kaste en skygge på Mit Komme i denne menneskelige skikkelse. Vær forvisset om det. End ikke et hår kan blive krummet af bagtalelsens, mistillidens eller uvidenhedens kræfter. Min sankalpa (vilje) må ske. Min opgave må blive fuldbragt. Min mission vil lykkes. Jeg er kommet for at oplyse det menneskelige hjerte med det guddommelige lys og befri mennesket fra illusionen, der trækker det bort fra santhi’s (fredens) vej, væk fra den perfekte sindsligevægt, der udspringer fra erkendelse.

Denne skole bliver forbundet med Raja Saheb’s (fyrst Saheb’s) afdøde broder, der var en person, der endog i sin sidste stund her i livet dvælede ved Mit navn. Det er grunden til, at Jeg indvilligede i at komme og indvie skolen. Jeg ser, at hans navn er blevet forkortet til en række enkeltstående bogstaver, der ikke har nogen duft, smag eller betydning. Det er ikke rigtigt at gøre. Hans navn er en lang sammensætning af et antal benævnelser for Gud. Hvert eneste af navnene er gennemtrængt af guddommelige herligheder. Hvorfor berøve et navn dets stråleglans ved at amputere det eller viske dets aura ud? Denne forvanskede liste af bogstaver, som I har erstattet hans fulde navn med, antagelig fordi det er mere bekvemt, forekommer Mig at være endog endnu mere kompliceret end det oprindelige navn. Skønt det oprindelige navn er langt, minder det en om Herrens storslåethed og pragt. Det er årsagen til, at sådanne navne blev anbefalet til mænd i sastra’erne (de hellige skrifter). Når som helst disse navne bliver nævnt, vil et billede af Herren, lifligt og strålende, muligvis dukke op i sindet hos folk.

Det er sandelig godt, at denne bys piger nu har et gymnasium. Jeg påskønner jer alles anstrengelser for at starte det og Jeg ser, at bygningen og udstyret er fuldt ud tilfredsstillende. Jeg velsigner, at pigerne studerer her såvel som alle andre steder. For alle skoler er Mine, hvad enten Jeg indvier dem personligt eller ej. Jeg ønsker, at pigerne må udvikle tro på dharma (’rigtig handling’) og nære sympati over for alle.

Bharath må nødvendigvis endnu engang påtage sig rollen som hele verdens lærer. Derfor skal enhver dreng og pige i dette land opnå en pletfri karakter og leve et liv, der er præget af streng moralsk disciplin. Bharath er et ord, der er dannet af Bhagavan (Herren) og ratha (tilknytning). Ordet betegner et folk, der er dedikeret til tjeneste og højnelse af det guddommelige i hver eneste skabning. I modtager en vis undervisning under de nuværende forhold på sådanne institutioner. Det er en undervisning, der vil hjælpe nogle af jer til at tjene til livets ophold, og som giver jer alle en vis ’fornemhed’ og ’glans’, Men sammen med denne undervisning skal I gennemgå træning i de ældgamle øvelser, der tæmmer instinkterne, kontrollerer impulserne og sikrer fasthed i karakteren. Disse ekstra ting er nødvendige for jeres egen skyld for ikke at tale om, at de er nødvendige for den rolle, som Bharath skal spille.

Shikshana (træning) er en proces, i hvilken læreren og eleven samarbejder. Det skal være en behagelig oplevelse for begge parter. Det skal være en nyttig og opmuntrende bestræbelse. Kshana betyder ’et sekund’ og Jeg ønsker, at I skal lære en god lektie hvert eneste sekund af jeres skoletid. Når læreren for eksempel kommer ind i klasselokalet, bør eleverne hilse på ham eller hende. Det er en lektie i ydmyghed, i at respektere alder og faglig dygtighed samt i at udvise taknemmelighed for den tjeneste, der bliver udført. Lærerne bør på sin side beslutte sig for at gøre sig fortjent til børnenes hilsen. Børnene er jo overladt i lærernes varetægt og til deres oprigtige arbejde og uselviske tjeneste. Elevernes respekt for lærerne bør ikke være begrundet i frygt, men i højere grad være bevæget af kærlighed. Lærerne bør undgå alle metoder, der gør eleverne bange eller fylder dem med angst. Uddannelse er en langsom proces. Processen kan sammenlignes med en blomst, der folder sine kronblade ud. Efterhånden som hele blomsten, kronblad for kronblad, stille folder sig ud i fuldt flor, bliver duften kraftigere og mere mærkbar.

Det vil hjælpe ’blomstringen’, hvis lærerne er gode eksempler med hensyn til viveka (skelneevne), vinaya (ydmyghed) og vichakshana (klarsynethed). En sådan lærer vil være bedre frem for en person, der er engageret i en ensformig undervisning, der er fuld af gentagelser og som er rettet mod eksamenerne. Lærernes bedste hjælpemiddel er eksemplets magt, ikke regler og forskrifter.

Her skal værdien af elevernes personlige karakter understreges. For dette er en skole for piger og karaktertræk som ærbarhed og hengivenhed over for Gud er kvindelighedens sande smykker. Kvinder beskytter og bevarer vores kulturs traditionelle værdier og holder nationen på ret køl. Tro Mig, hvis det mislykkes for dem, vil der blive hungersnød, ikke fremgang og velstand. I skal derfor basere alle jeres uddannelsesmæssige bestræbelser på at opbygge elevernes karakter. Herefter kan I fortrøstningsfuldt tænke på at bringe en overbygning bestående af et fast struktureret skema med bestemte fag på banen.

Eleverne skal kende hemmeligheden bag et lykkeligt liv og et godt samarbejde med andre medlemmer af samfundet. Der findes pligter over for en selv, ens familie og ens samfund, som man med omtanke og glæde skal udføre. Først da kan livet blive harmonisk og frugtbart. Jeg erklærer, at denne opgave med at modernisere og omarbejde uddannelse er en del af Min mission og inden længe vil I finde Mig beskæftiget med dette arbejde. I vil opleve, at Jeg skarpt kritiserer dem, der kun og udelukkende taler højt og længe om at genskabe og bevare åndelige værdier.

Pigerne er dem, der skaber hjemmene i dette land. Derfor er denne skole en meget fundamental institution; den er essentiel for denne by. I dette land bliver kvinder æret som ’hjemmets Lakshmi’, (rigdommens gudinde) som dharmapathni (den lovformelige hustru) eller som ledsager på pilgrimsrejsen mod Gud og selvrealisation samt som husets frue.

Hvis et lands kvinder er lykkelige, sunde og hellige, vil dette lands mænd være hårdføre, ærlige og lykkelige. Thyagaraja (stor sanger og komponist af åndelige sange) sang om, at selv den stærkeste blandt helte er kanthadhasas (styret af kvinders ønsker). Derfor har alle kvinder en meget afgørende rolle at spille i relation til højnelsen af det enkelte individ såvel som af samfundet. Derfor ville Jeg ikke bebyrde piger med studier af ubetydelige geografiske detaljer om Amerika, Australien eller Tyskland. Jeg vil hellere have, at de kender til den teknik, der skaber mental ro, social harmoni, uselvisk tjeneste samt økonomisk tilfredshed. Lad pigerne udvikle en frygt for løgnagtighed og en gru for at begå moralske fejltagelser. Det er endog vigtigere end at udvikle frygt for Gud.

I skal også lade pigerne få noget at vide om den glæde, som tjeneste over for folk i nød kan give. Lad dem få noget at vide om udførelse af tjeneste uden tanke på de fordele, der muligvis følger af den sympati, der udvises. Lad dem lære at lægge den egoisme til side, der forgifter selv den seva (uselviske tjeneste), der udføres af veteraner på området. Disse mennesker går omkring og roser sig selv som værende stiftere af og støtter for tjeneste over for de fattige og de invaliderede samt af denne eller hin institution. Handlingen er i sig selv glæden ved seva. Den uselviske tjenestes frugt er fjernelsen af egoismen, ikke at egoismen forøges.

Denne skoles elever vil senere i livet påtage sig moderskabets meget prægtige og yderst ansvarsfulde rolle. Derfor står denne skoles lærere over for en vældig stor opgave; nemlig at forme dette lands fremtidige historie. Moderen er hjemmets, samfundets og nationens grundpille og hun er derfor selve menneskehedens grundpille. Mødre bør kende hemmeligheden bag mental fred, indre stilhed, åndeligt mod, tilfredshed, der er den største rigdom, og åndelige øvelser, der giver varig glæde.

Moderen bør lære børnene værdien af namasmarana (ihukommelse af Gud) og af mental og fysisk renhed. Hun bør være som moderen i den historie, der blev fortalt af Vivekananda. Denne moder rådede sin søn til at påkalde sig Krishna, mens han alene og hjælpeløs gik til skole gennem skoven.

Derhjemme skal faderen og moderen supplere den træning, som lærerne arbejder med i skolen. De skal gøre sig bekendt med det stof, som deres barn gennemgår i skolen og se til, at deres adfærd og råd ikke er i modstrid med det, barnet lærer af lærerne, som det elsker og forguder.

Lærere og forældre skal sørge for, at børnene i løbet af disse formende år tilegner sig visse gode vaner og holdninger. Det, der læses i bøger, skal man kontemplere over og tænke over i fred og ro. Man skal reflektere over det i stilhed. Det er en meget god træning i intellektuel udvikling og i erhvervelse af mental fred. Tilbøjeligheden til at skændes og slås over alle mulige misforståelser skal kontrolleres og evnen til at undgå det skal forædles.

Børn bør ikke nyde at påføre andre smerte. De skal heller ikke have lov til at tilføre andre fysisk smerte eller mental pine. De skal i det mindste have en ansvarsfølelse for, at de opbevarer og vedligeholder deres skolebøger ordentlig. De må ikke finde fornøjelse i at vigte sig med deres tøj, smykker, status eller velstand over for skolens mindre heldige børn. De skal lære fornuftige vaner i forbindelse med personlig pleje og vigtigere end alt andet skal de udvikle en vane med at bede på regelmæssige tidspunkter.

Børnene skal opmuntres til at gå i seng hver aften kl. 21.00 og stå op kl. 05.00. Efter de har vasket sig i ansigtet, renset deres øjne og børstet tænder, skal de formås til at bede eller endog til at meditere. I skal ikke tro, at der er tid nok til at bede senere i livet, for eksempel når man bliver gammel. Tidspunktet for at lægge fundamentet for denne vane er nu. Også på skolen bør dagens arbejde starte med fem minutters bøn. Alle og enhver bør tage denne bøn seriøst og ikke reducere bønnen til en ren og skær formalitet, som det er sket på flere skoler. Det mindste tegn på pligtforsømmelse fra skolens side i forbindelse med at arrangere morgenbønnen vil indvirke på børnenes sind. Hurtigt vil de gennemskue, at der er tale om humbug. I skal derfor behandle bønnen som fundamentet for hele skolens virke.

Når klokken ringer ud for sidste time, skal I få eleverne til stilfærdigt at rejse sig op i klassen. Lad dem iagttage stilhed i et minut eller to og giv dem så fri. Der er intet som stilhed til at stilne jeres hjertes uro. Lærerne skal fortælle børnene inspirerende beretninger om vores hellige mænd og helte og indpode dem kærlighed til åndelig litteratur. Hvis denne skole udvikler sig efter disse retningslinjer, er de penge, der så gavmildt er skænket og med glæde er helliget etableringen af denne skole, givet godt ud. Jeg er sikker på, at denne skole i løbet af kort tid vil udvikle sig til at blive en nyttig institution.

-SAI BABA

Oversat af sboi dk

<<< Oversigt 1958