| |
1958
3. marts
Mod
af
Bhagavan Sri Sathya Sai Baba
Denne tale var ikke planlagt på forhånd, men den bliver holdt, så de hengivnes
bønner kan blive hørt. I dag giver Jeg jer ingen nye råd. De råd, Jeg giver, er
de samme råd, Jeg har givet til elever mange forskellige steder. For stederne er
muligvis forskellige, men eleverne er de samme. Deres natur, karakter, idealer
og problemer er de samme alle steder.
Mødets formand fortalte lige før, at I alle har travlt med at forberede jer til
eksamenerne. Han nævnte også, at mange af jer først nu har taget jeres bøger
frem og er begyndt at læse. Det er blevet ret almindeligt nu til dags. Ni
måneder om året læser I alt muligt bras og i de resterende to eller tre måneder
fordyber I jer i de absolut nødvendigste bøger. Det er ikke det rigtige at gøre!
Det er meget skadeligt at fylde hjernen med alle mulige uønskede og usle ting.
Når I har noget fritid, bør I læse og tilegne jer bøger, der vil fremelske en
intelligent forståelse og påskønnelse af verden og dens mysterier. En god
uddannelse er nødvendig for at kunne leve et lykkeligt, fredfyldt liv i
tilfredshed. En god uddannelse er baseret på Dharma (’rigtig handling’).
I skal ikke udvikle frygt for eksamenerne. På et fastsat tidspunkt vil I til
eksamenerne skulle skrive svarene på et bestemt antal spørgsmål. Nogle elever
starter med at besvare det allerførste spørgsmål og derefter besvare dem i
rækkefølge. Men det er altid bedre at tænke sig lidt om først. Det er bedre
først at læse alle spørgsmålene igennem og udvælge dem, I er overbevist om, I
kan besvare korrekt. Start med at skrive svarene på disse spørgsmål. Det vil
give jer en god stimulans, så jeres hjerne bedre kan besvare de vanskeligere
spørgsmål, der kommer senere.
I må aldrig miste modet i eksamenslokalet eller udenfor. Mod er det
gødningsmiddel, der får lærdommen til at vokse. Marken er muligvis god, men det
er også nødvendigt med gødning.
I skal alle blive helte. I skal blive dristige og modige. Forbered jer fra i dag
af til denne rolle. I sig har mennesket en række dyr: Hunden, ræven, æslet,
ulven. Men mennesket må nødvendigvis undertrykke alle disse dyrs tilbøjeligheder
og anspore kærlighedens og venskabets menneskelige kvaliteter til at fremstå
tydeligere. Et venskab, der bliver udviklet i barndommen, holder længe. Forsøg
derfor at få rigtige venner nu. Frem for alt skal I begynde at fremelske gode
egenskaber. Det er vigtigere og mere gavnligt end ren og skær boglig viden. Gode
egenskaber skænker ægte Ananda (lyksalighed). Det er essensen af al viden;
kulminationen af al lærdom.
I skal behandle alle som tilhørende jeres egen familie. Og selv om I ikke kan
være gode ved dem, så afstå fra at forvolde dem nogen skade. Tænd kærlighedens
flamme i jeres hjertes niche, så vil grådighedens og misundelsens natlige fugle
flyve væk, eftersom de er ude af stand til at holde lyset ud. Prema (Kærlighed)
gør jer ydmyge. Når I ser storhed og prægtighed, får den jer til at bøje jer og
bukke. En ubøjelig person er inficeret med den værste form for egoisme. Husk på,
at mennesket er det eneste dyr, der kan erkende og ære det storslåede og det
prægtige. Anvend denne evne og få det mest fordelagtige ud af den.
Ligesom der er to tråde, den positive og den negative, der bliver bragt sammen
for at frembringe lys, er Paramatma (Det Højeste Selv) og Sadhaka'en (åndeligt
søgende) tilsvarende nødt til at mødes i Yoga for at give åndelig oplysning.
Opsøg derfor hellige mænd og hellige steder og vær sammen med fromme mennesker.
En magnet tiltrækker udelukkende jern. Så en elev tiltrækker udelukkende den,
der vil gavne hans eller hendes studier. Eleven tiltrækker udelukkende
genstande, der vil skænke vedkommende Ananda (Lyksalighed) og Dhairya (mod).
I skal tro på, at Sandheden vil frelse jer i det lange løb. Hold jer til
Sandheden, uanset hvad der sker. For hvis I holder jer til Sandheden, vil
skyldfølelsen ikke nage jer og forårsage pine og kvaler. Det er fejhed, der får
jer til at skjule Sandheden. Det er had, der hvæsser løgnens æg. Hvis I er
modige, er der intet behov for løgn. Vær fuld af Kærlighed, og der vil ikke være
behov for påskud. Den nemmeste vane er at tale sandt, at være ærlig. For hvis I
begynder at fortælle løgne, vil I være nødt til at holde tal på dem og huske,
hvor mange I har fortalt til hvem. Og I må hele tiden være opmærksomme på ikke
at modsige en løgn med en anden! Elsk en person og I behøver ikke længere
bedrage vedkommende med en løgn. I vil føle, at personen fortjener sandheden og
intet mindre end sandheden. Kærligheden sparer jer for en masse besvær.
Lad jer ikke vildlede af al den nutidige snak om lighed, hvad enten det drejer
sig om forholdet mellem mænd og kvinder eller om alle mennesker. Ethvert
menneske har en bestemt fond af intelligens og en særlig mængde instinkter,
tilbøjeligheder og tilskyndelser, der skyldes fortidens oplevelser (vasana’er).
I den udstrækning, I udvikler, ændrer eller formindsker deres styrke, må der
nødvendigvis opstå og være forskelle i menneskers udrustning og resultater. I
skal udnytte enhver mulighed, I får, for at udvikle jeres evner og karakter samt
forbedre jeres helbred. Det er jeres nuværende pligt. Indgå varige venskaber.
Lad være med at gøre noget, der forårsager andre smerte. Lad også være med at
påføre jer selv smerte gennem tåbelig eller ren og skær udfordrende optræden.
Jeg ser, at der også går nogle piger i jeres skole. Behandl dem med stor respekt
og undlad at tale nedsættende og krænkende om dem. De er jeres søstre og ved at
ære dem, ærer I jer selv og jeres egne søstre. Respekt over for kvinder er et
tegn på rigtig og ægte kultur.
Så Jeg opfordrer jer til at læse gode bøger, ære jeres lærere og elske alle.
Undlad at vanære jeres forældre. Fremelsk en ånd af tjeneste og lær, hvordan I
kan hjælpe de syge og nødlidende. Grib enhver chance for at hjælpe andre. Afstå
i det mindste fra at forårsage andre sorg.
-SAI BABA
Oversat af sboidk
<<< Oversigt 1958
|
|