1958 

2. september 1958

 

Den kloge landarbejder
 

I dag er Jeg i sandhed fuld af glæde, for foran Mig har Jeg mennesker, der er engageret i hårdt arbejde. De ofrer deres personlige bekvemmeligheder for at gøre andre lykkelige. Det, verden har behov for, er arbejde, der udføres i denne ånd. Ethvert menneske har forankret guddommelighed så vel som sandhed og sødme i sig. Blot ved mennesket ikke, hvordan det skal manifestere denne guddommelighed, hvordan det skal erkende denne sandhed, og hvordan det skal smage denne sødme. Så mennesket bærer sorgens og glædens tæt sammenknyttede byrder, bundet til hver sin ende af en stolpe, der er slynget over dets skuldre. Mod er det styrkende middel, der kan sikre fysisk så vel som mental sundhed og styrke. Opgiv tvivl, tøven og frygt. Giv dem ikke nogen mulighed for at slå rod i jeres sind. Ved hjælp af den indre, guddommelige styrke, som mennesket er udstyret med, kan det opnå alt. Mennesket kan endog blive Madhava (Gud).

For at hjælpe jer med at opgive frygt og tvivl, så skal I altid have Herrens navn på læberne og i sindet. Dvæl ved Herrens uendelige former, Hans grænseløse kærlighed, mens I gentager Navnet. Knyt jer til Ham, så vil jeres tilknytning til verdens midlertidige objekter forsvinde. Eller i det mindste vil I begynde at se dem i deres rette perspektiv, nemlig i deres relative virkelighed. Når det lillebitte ego antager en enorm betydning, så er det, at det forårsager alt dette besvær! Egoet er den egentlige årsag til alle kvaler.

I jeres hjerte er Atmarama (det guddommelige; Rama i hjertet), den Rama, Der skænker evig glæde. Så gentag navnet Rama, Solen, der kan få lotusblomsten i hjertet til at blomstre. Rama er ikke kong Dasaratha’s søn, men Han er herskeren over dhasha indhriya’erne (de ti sanser: Vidensanserne: ’Høre-, føle-, syns-, smags- og lugtesansen’ samt handlingsanserne: ’Hænderne, fødderne, tungen, forplantningssystemet og fordøjelsessystemet’). Fremsigelsen af Rama’s navn skal blive lige så automatisk som åndedrættet, lige så hyppigt og lige så uundværligt. I sig har navnet Rama beeja-akshara (bogstavfrøene) fra såvel Siva mantraet som Narayana mantraet. (Når man fremsiger Siva mantraet, beder man blandt andet om at blive befriet for den endeløse cyklus af fødsel og død. Narayana mantraet anvendes til at ofre alle ens tanker, ord og handlinger til Herren og bede om tilgivelse og beskyttelse). For navnet Rama er sammensat af begge mantraernes anden stavelse: Na-ra-ya-na og na-ma-sivaya. Derfor kan dette navn accepteres af alle sekter. Det udruster jer også med alle de kræfter og al den åndelige kapital, som I behøver.

Ægte ananda (lyksalighed) kan udelukkende opnås ved hjælp af forandring af de impulser, der sætter sindet i bevægelse. Ananda kan ikke findes i rigdom. I tror, at rige mennesker er lykkelige. Spørg Mig, og Jeg skal afsløre over for jer, at de er fulde af sorg. For i stort antal kommer de til Mig for at få lindring. De har overhovedet ingen santhi (fred). En stærk legemsbygning giver i sig selv ikke santhi. Det gør lærdom, askese eller ritualer heller ikke. Det er udelukkende en konstant dvælen ved Herrens navn, der kan skænke denne urokkelige fred, der er upåvirket af livets op- og nedture. Det forvandler mennesket til en dheera (helt).

For jer var Sai Baba indtil i dag et navn uden form. Men nu er navnet kommet med form, og I kan fastholde rupa’en (formen) i jeres sind. På samme måde har navnet Rama en form og I bør også forestille jer formen, når I gentager Rama’s navn. Så vil navnet blive konkret og gentagelsen af Herrens navn bliver lettere. I skal altid leve i nærværelse af dette legemliggjorte navn. Så bliver livet en uafbrudt tilbedelse af Herren. Sandt at sige er I landarbejdere hellige sjæle, for I bøjer jer under vægten af den tjeneste, I udfører. Med hænderne løftet i bøn arbejder I hårdt nat og dag, idet I omdanner støv og snavs til den nærende kornhøst, som alle mennesker kan leve af.

Denne opgave er hellig, og produktet af jeres anstrengelser er også helligt. Hvorfor skulle denne opgave ikke gøres endnu mere udbytterig ved, at I også dyrker de gode dyder? Det er den sande høst, der behager Herren og opretholder verden.

Der vil altid findes bekymring og sorg af den ene eller den anden slags. Sådan var det i fortiden, sådan er det nu, og sådan vil det være i fremtiden. Bekymring og sorg vil være der, både mens I går omkring, og mens I drømmer og sover. Men sæt jeres lid til Herren, og udfør jeres opgaver, idet I helliger dem til Ham og både bekymring og sorg vil forsvinde. Narada (vismand, der tillige var skjald; han rejste rundt i verden og sang ’Narayana’, et navn for Herren Vishnu) pralede en dag over for Herren Vishnu. Han pralede med, at ingen hengiven kunne overgå eller måle sig med ham. Men dette praleri stred imod en bhaktha’s (hengivens) allervigtigste kvalitet, nemlig at være fri for egoisme. Derfor omtalte Vishnu en landarbejder, der dyrkede sin lille jordlod, som en endnu større hengiven end Narada. Herren anbefalede, at Narada skulle aflægge landarbejderen et besøg og lære ’hengivenhedens kunst’ af ham!

Narada følte sig slemt ydmyget, men i stor ærgrelse drog han alligevel til nævnte landsby. Han fandt frem til landarbejderen. Denne var opslugt af at udføre sine pligter i marken, i kostalden og i hjemmet. På trods af den mest vagtsomme årvågenhed kunne Narada ikke høre ham fremsige Herrens navn mere end tre gange om dagen. Den første gang var, da landarbejderen vågnede og stod ud af sengen. Den anden gang var, da han indtog sin frokost, og den sidste gang var, da han trak sig tilbage for natten. Narada var naturligvis opbragt over, at han blev anset for at være ringere end dette fattige, socialt inkompetente eksemplar af en hengiven. Narada var altid beskæftiget med melodiøst at synge om Herrens leela’er (guddommelige lege). Overalt spredte han det budskab, der var indeholdt i nama sankerthana (religiøse sange om Herrens navn). Og her var en barket jordens søn, der blot huskede på Herren tre gange om dagen og som Vishnu bedømte til at være bedre end ham selv.

Narada skyndte sig til Himlen. Hans ansigt var rødt af vrede og vanære. Men Vishnu lo blot over hans ynkelige forfatning. Han gav Narada en krukke, der var fyldt til randen med vand. Han bad ham derefter om at bære krukken på sit hoved og gå ad en fastsat rute. Det skulle han gøre uden at spilde så meget som en dråbe. Narada gjorde, hvad Vishnu bad ham om. Men da Vishnu herefter spurgte ham, hvor ofte han havde husket på Herrens navn, indrømmede han, at han i sin iver efter at gå uden at ryste krukken og spilde vandet, fuldstændig havde glemt Herrens navn! Nu fortalte Vishnu ham, at landarbejderen, der på sit hoved bar endnu mere værdifulde og endnu mere spildbare byrder end vand, og som var nødt til at være forsigtig med ikke at komme til at tage nogle forkerte skridt, nødvendigvis måtte blive beundret for i det mindste at huske på Herren tre gange om dagen!

Derfor vil det være en stor fordel, hvis I med taknemmelighed husker på Herren i det mindste tre eller endog blot to gange om dagen. Det vil give jer megen fred. I skal ikke opgive jeres verdslige pligter, men I skal udføre dem med Guds navn på jeres læber, idet I påkalder jer Guds nåde. I skal ikke involvere jer i jeres naboers eller andre menneskers anliggender i en sådan grad, at I bliver så indblandet, at I ikke kan rede jer ud af det igen.

Tilbring jeres tid i kontemplation over naturens skønhed. Den skønhed, der bliver bredt ud for jeres øjne på Himlen såvel som på Jorden. Tænk på den grønne vidtstrakte flade, der er dannet af den afgrøde, som I dyrker. Tænk på de kølige briser, der bringer tilfredshed og glæde, de farvede skyers panorama og fuglenes musik. Syng om Guds herligheder, mens I går langs markernes diger og kanalernes bredder. Lad være med at tale hadefuldt midt i al denne vidnesbyrd om kærlighed. Bliv ikke vred i disse fredelige omgivelser. Forstyr ikke himlen med jeres råb og forbandelser. Foruren ikke luften med hævngerrigt praleri.

De små planter har brug for vand og gødning, for at de kan vokse og give et stort høstudbytte. Den lillebitte spire af åndelig længsel efter befrielse har også brug for vand og gødning. Det er den sande krishi (dyrkning), som I skal påtage jer. Det er den kloge landarbejders kendetegn.

Frem for alt andet skal I få styr på jeres vaner. En dårlig vane, der har slået dybe rødder i dette område, er tobaksrygning. Det er en dårligdom, der hurtigt spreder sig til hele verden. Rygning ødelægger arogyam (helbred), ananda (lyksalighed), uthsaham (energi) og selv andham (charme og skønhed). Det at ryge vil ikke slukke jeres tørst eller fylde en sulten mave. Det skæmmer jeres ansigt og nedsætter jeres lungekapacitet. Rygning svækker jer og gør jer syge. I skal have herredømme over jer selv. Giv ikke efter for de fælder, som venner eller samfundet sætter op og som fejlagtigt kaldes sædvane eller social omgangsform. Bliv ikke et bytte for denne og andre dårlige vaner.

Kroppen er Herrens tempel. Hold den i god og stærk form. Kroppen bliver beskadiget af rajasisk og thamasisk mad og drikke. (Rajasisk mad fremmer lidenskabelige kvaliteter og gør folk rastløse; thamasisk mad fremmer sløvhedens og uvidenhedens kvaliteter). Kroppen tager også skade af rajasisk og thamasisk adfærd så som vrede, had og grådighed (rajasisk) samt af dovenskab, søvn og uvirksomhed (thamasisk). Når I bliver voldelige over for eller vrede på nogen, så gentag stille Herrens navn for at falde til ro. Eller drik et glas koldt vand eller red jeres seng og læg jer ned, indtil raserianfaldet er gået over. Når I er vrede, skælder I en anden ud og vedkommende gør det samme. Temperamenterne stiger, lidenskaben udvikler sig og der forvoldes vedvarende skade. Fem minutters vrede skader forholdet i fem generationer, husk det.

Dette eller denne asthipanjaram (bur, der indeholder et skelet; krop) er Hasthinapuram (de gode Pandavaers hovedstad; tidligere også de onde Kauravaers hovedstad), hvor vi finder den blinde konge, Dhritharashtra, symbolet på uvidenhed, såvel som Yudhishthira, symbolet på visdom. (Dhritharashtra var fader til Kauravaerne og Yudhishtira var en af Pandava-brødrene). Lad Yudhishthira’s kræfter vinde med hjælp fra Herren Krishna. Lad tungen, der er vant til de verdslige triumfers og ulykkers margosa-frugtagtige bitterhed, smage den søde honning fra namasmarana’s (den konstante ihukommelse af Guds navn). Prøv dette et stykke tid og I vil blive overrasket over resultatet. I vil føle en umådelig forbedring med hensyn til indre fred og stabilitet. Lær denne lille lektie, bliv fordybet i glæde og lad også andre dele denne glæde med jer. Det er det budskab, Jeg efterlader her hos jer.

-SAI BABA

Oversat af sboi dk

<<< Oversigt 1958