| |
1958
25. marts 1958
I skal undersøge og vurdere
Jeg er kommet for at opmuntre jeres liv ikke for at
beskrive Mit eget liv. Derfor brød Jeg Mig ikke om, at Ramanatha Reddy og
Kasturi (mangeårig hengiven og forfatter til Sathyam, Sivam Sundaram, der er Sai
Baba’s livshistorie) talte om Mig og om hændelser i Mit liv! For Mig er jeres
liv vigtigere. For Jeg har som mål at sørge for, at I fremover lever lykkeligere
og bliver mere tilfredse. Alle væsener er nødt til at udføre karma (handlinger);
det er en universel, uundgåelig forpligtelse. Nogle mennesker mener, at det
udelukkende er punya (retskafne og fortjenstfulde handlinger) og papa (onde og
syndefulde handlinger), der er berettiget til at blive kaldt karma. Men selv
jeres vejrtrækning er karma. Der er visse typer karma, hvis frugter I ikke kan
blive fri for! Der findes fysisk, mental og åndelig karma. At udføre hver enkelt
af disse til gavn for Selvet, kaldes tilegnelse.
I hørte Puttaparthi blive omtalt, og I blev rådet til at tage dertil og hente
inspiration fra de bhajan’s (lovsange), der bliver sunget der. Lad endelig være
med at pådrage jer den udgift. For uanset hvor I befinder jer, uanset hvornår I
kalder på Mig, så kan jeres værelse blive Prasanthi Nilayam (Sai Baba’s ashram;
betyder ’Den Højeste Freds Bolig’), og jeres landsby kan blive Puttaparthi. Jeg
er altid årvågen og klar til at reagere; Jeg er altid parat til at lytte og
svare.
Jeg ønsker, at I er aktive og fuldt engagerede. For hvis I ikke har noget at
beskæftige jer med, vil tiden blive en byrde. Spild ikke et eneste øjeblik af
jeres tildelte tidsperiode, for tid er Guds legeme. Gud er kendt som Kalaswarupa
(Legemliggørelsen at Tid). Det er en forbrydelse at misbruge tiden eller at
spilde den på dovenskab. På tilsvarende måde bør de fysiske og mentale evner,
som I har fået af Herren som de vigtigste redskaber til at klare livet, ikke
blive klattet væk.
Som tyngdekraften, der trækker alting ned, vil thamoshakthi (dovenskabens kraft)
ubønhørligt trække jer ned. I skal hele tiden være på vagt; I skal hele tiden
holde jer beskæftiget. Lige som messinggryden, der skal skrubbes og pudses så
den skinner, skal menneskets sind også skrubbes ved hjælp af sadhana (åndelige
øvelser). Det vil sige ved hjælp af aktiviteter som japa (gentagelse af Guds
navn) og dhyana (meditation). Karma, der er naturlig og automatisk som
vejrtrækningen, bliver vikarma (dårlige, ugudelige, respektløse handlinger, der
vil medføre dårlige konsekvenser), når de udføres bevidst for at opnå et bestemt
resultat.
Der skete engang det, at en hindu og hans engelske ven kom til bredden af
Godhavari-floden. Hinduen sagde: ”Jeg vil bade i dette hellige vand.” Alt imens
han dyppede sig i vandet, fremsagde han navnet ’Hari’ (Gud). Forfrisket i såvel
sind som legeme steg han op af vandet. Han følte stor glæde over, at han havde
fået denne sjældne mulighed for at bade i den hellige flod. Englænderen lo og
sagde: ”Det er blot H2O (vand)! Hvordan kan du opnå usigelig glæde ved at bade i
det? Det er alt sammen overtro.” Men hinduen svarede: ”Lad mig bibeholde min
’overtro’. Du kan holde dig til din overtro.” Kynikeren fik blot fysisk
renselse, men den troende fik også mental renhed.
Når I ærbødigt bøjer jer for de ældre, skal jeres sind også være ydmygt. Det er
ikke alene kroppen, der skal bøjes. Nu til dags er der mange frivillige
socialarbejdere i Madras, der besøger hospitaler. Her udfører de tjeneste over
for patienterne. Det meste af den tjeneste, de udfører, gør de mekanisk. Det kan
være tjeneste som at vifte patienterne, skrive breve for dem og synge bhajan’s
(lovsange). Den slags tjeneste udfører de uden at ænse patienternes faktiske
behov. Mange har påtaget sig netop denne tjeneste, fordi det er den udbredte
mode inden for tjenestearbejde. Men det skal være karma, udført med sindets
fulde medvirken. Tjenesten skal udføres med glæde, med kløgt og i ærbødighed.
Patienten bør ikke føle sig frastødt over den frivillige socialarbejders
overdrevne pertentlighed. Patienten bør se frem til, at der kommer en person,
der er ham eller hende meget kær, som var det en ven eller et familiemedlem.
Hvis I ikke bryder jer om den slags tjeneste, så behøver I ikke engagere jer i
den. Lad være med at bebyrde jeres sind med opgavens eventuelle ubehagelighed.
Tjeneste, der udføres mekanisk, er som flammen fra en væge uden olie. Olien er
mental entusiasme; hæld den på, og lampen vil brænde klart og længe.
I virkeligheden bliver karma til yoga (handlinger, der søger at forene det
individuelle Selv med Herren), når den udføres uden nogen tilknytning. Lige
meget, hvad en sanyasi (forsager) foretager sig, så bør han end ikke mindes det.
Han bør ikke udføre nogen karma, som han forventer noget resultat af. Det er det
mest ophøjede ideal af nishkama karma (handlinger, der udføres uden noget begær
efter frugter af disse handlinger). Den bedste karma er den, der udføres, fordi
det er ens pligt at udføre den. Den form for karma udføres, fordi den skal
udføres, ikke fordi det er fordelagtigt at gøre det. Sanyasi’en bør ikke føle
vrede, være bekymret, misundelig eller grådig. Men jeres erfaringer må sige jer,
at i dag er sanyasi’er, der er fri for disse følelser, meget sjældne.
Kast ikke så meget som et blik på en sanyasi, der i en sådan grad bryder sit
løfte, at han higer efter berømmelse eller hengiver sig til bagvaskelse eller
konkurrence. Lad ikke sådanne personer føre jer på vildspor og få jer til at
tvivle på sastraerne (de hellige skrifter) og vedaerne. Alene den person, der er
fast forankret i troen på, at denne verden er et spejlbillede af sindet, er en
swami (guru eller mand af visdom). De andre er blot Ramaswami’er eller
Krishnaswami’er, der er berettiget til at have tilnavnet Swami i slutningen af
navnet og ikke i begyndelsen af navnet.
Prakrithi (den objektive verden) er purathana – en meget gammel eksistens.
Jivi’en (den individuelle sjæl) er også en meget gammel eksistens, idet den har
haft mange tidligere indgange til og udgange fra livet. Men nu er jivi’en kommet
iført en helt ny klædedragt. Den er nuthana (ny). Som en pilgrim, der besøger et
helligt sted for at udføre tilbedelse, er jivi’en kommet til Jorden. Jivi’en må
nødvendigvis have en vejleder, der kan vise den de hellige steder og hjælpe med
at fuldføre pilgrimsrejsen. Denne vejleder er Herren selv. Rejsehåndbøgerne er
vedaerne (ældgamle hellige skrifter, der åbenbarer sandheden), upanishaderne
(hellige tekster, der er knyttet til vedaerne; teksterne kaldes også for vedanta,
en sammenfatning af vedaerne) og sastraerne (en samling hellige skrifter, der er
en moralkodeks for eller en forskrift på praktisk levevis). Essensen af de
hellige skrifter er at finde i denne ene regel: Gentag Herrens navn, idet I
altid koncentrerer jeres opmærksomhed på Hans Herlighed.
Herren er som Kalpatharu (Det guddommelige Ønsketræ), der giver én, hvad end man
ønsker. Men I er nødt til at gå tæt hen til træet og der udtrykke jeres ønske.
Ateisten er en person, der holder sig langt væk fra træet. Den troende er en,
der er kommet tæt på træet. Det er forskellen. Træet sondrer ikke. Det opfylder
alles ønsker. Herren vil ikke straffe jer eller hævne Sig på jer, hvis I ikke
godkender Ham eller ærer Ham. Han har ingen speciel slags tilbedelse, som alene
kan behage Ham.
Har I ører, kan I høre lyden OM (urlyden, der også kaldes AUM), der i hver
eneste lyd bekendtgør Herrens tilstedeværelse. Alle de fem elementer (jord,
vand, ild, luft og æter) frembringer denne lyd, OM. Klokken i templet har til
formål at tilkendegive OM som den allestedsnærværende Guds symbol. Når klokken
ringer OM, vil jeres iboende guddom blive vækket, og I vil blive bevidst om Hans
tilstedeværelse. Det er betydningen af den klokke, der bliver ringet med foran
den indre helligdom i templet.
Gør jer fortjent til retten til at nærme jer Herren uden frygt. Gør jer fortjent
til retten til at bede om jeres arv. I skal være så åbne og ligefremme, at
lovprisninger ikke strømmer ud fra jer, når I henvender jer til Herren.
Lovprisning er et tegn på distance og frygt. I må have hørt Kalidhasa-historien.
Kalidhasa sagde, at han ville blive befriet, ’så snart jeg går’. Det vil sige,
så snart egoet forsvinder, for da skinner han i sin medfødte og naturlige
stråleglans som Brahman (som den uforgængelige Atma – Den guddommelige Gnist).
Når man sætter en streg hen over jeg’et (på engelsk I), bliver det symbolet, der
kendes som korset (†). Så det, der skal korsfæstes, er egoet, husk det. Herefter
vil den guddommelige natur uhindret manifestere sig selv.
Ved at dvæle ved Herrens herlighed og ved at yde tjeneste til andre, som var de
Herrens børn, tilintetgøres egoet meget let af bhakthi (hengivenhed). I kan
påkalde jer Herren ved brug af hvilket som helst navn, for alle navne er Hans.
Udvælg det navn og den form, der tiltrækker jer mest. Det er årsagen til, at
sahasranama’en (1000 navne for Gud) blev sammensat af Guds forskellige former. I
har friheden og I har retten til at vælge hvilket som helst af de tusind navne.
Guruen vil give jer det navn og den form, der passer til jeres temperament og
samskara’er (tilbøjeligheder eller fortjenstfulde handlinger). Hvis jeres guru
under trusler giver jer en befaling og beordrer jer til at udøve en bestemt form
for sadhana (åndelig øvelse), idet han erklærer: ”Det er min ajna (befaling)”,
så kan I fortælle ham, at det væsentligste er jeres tilfredsstillelse, ikke
hans. I er nødt til at udøve jeres sadhana i en atmosfære af glæde og
tilfredshed.
Guruen bør ikke tvinge disciplen til at udvikle sig i den retning, som guruen
foretrækker. Den åndelige discipel har ret til at udvikle sig i den retning,
vedkommende selv synes i henhold til sine tilbøjeligheder og lyster. Den
forbindelse, der tidligere var mellem guruen og sishya’er (disciplene), er i dag
blevet vendt på hovedet. Rige og indflydelsesrige disciple styrer nu guruen og
dikterer, hvordan han skal gebærde sig. Ivrig efter at blive berømt og samle sig
rigdom, nedlader guruen sig til at følge den fremgangsmåde, som disciplene
anbefaler. På denne måde nedgør guruerne deres status. Før I accepterer en guru,
skal I derfor undersøge ham og hans kvalifikationer. Ligeledes skal I undersøge
hans idealer og hidtidige praksis.
Selv i Mit tilfælde skal I ikke føle jer tiltrukket af Mig, blot fordi I hører
historier om, at Jeg ’skaber’ ved at gøre en cirkulerende bevægelse med Min
hånd. Drag ikke forhastede konklusioner med lukkede øjne; undersøg og vurder. I
skal aldrig acceptere en guru, medmindre I føler en indre tilfredshed ved, at I
er på rette vej. Frem for alt må I ikke tale dårligt om store mennesker og
vismænd. Det er tegn på grov egoisme og på en barnlig flabethed, der udspringer
af indbildskhed.
Mit forslag til jer i dag er følgende. På samme måde, som I tager jer af
kroppens behov, idet I giver den tre daglige måltider for løbende at holde den i
god form, så skal I også regelmæssigt bruge et stykke tid hver dag på at holde
jeres indre bevidsthed i god form. Brug en time om morgenen, en time om aftenen
og en tredje time, når dagen gryer, tidspunktet der kaldes for Brahmamuhurtha
(hellig periode i den tidlige morgenstund), til gentagelse af Guds navn og til
meditation på Herren. Efterhånden, som I gør fremskridt med denne sadhana, vil I
opdage, at freden sænker sig over jer og at en ny stor kilde til styrke vælder
op inden i jer. Efter et stykke tid vil sindet dvæle ved Guds navn, uanset hvor
I er og uanset, hvad I er beskæftiget med. Da vil fred og glæde blive jeres
uadskillelige ledsagere.
-SAI BABA
Oversat af sboi dk
<<< Oversigt 1958
|
|
