| |
1958
25. juli
Mennesket og Gud
Hver ting til sin tid, siges det. Frugten skal udvikle sig og modnes, før dens
surhed omdannes til sødme. De sidste 10 år har Jeg besøgt denne by, men det er
først i aften, at I, i denne store og vidtstrakte forsamling, får lejlighed til
at opleve lyksaligheden ved at høre Mig holde tale! Jeg er glad for at møde jer
alle forsamlet på ét sted og på dette lykkevarslende tidspunkt. Alt, hvad Jeg
kan fortælle jer om åndelige discipliner, er allerede blevet fortalt mange gange
tidligere. Menneskets dygtighed, natur og evner er alle ældgamle besiddelser.
Derfor er de råd, med hensyn til hvordan mennesket skal anvende disse
besiddelser, også meget gamle.
Det eneste nye er menneskets sygelige adfærd. Hermed mener Jeg den måde,
mennesket spilder sine evner, misbruger sin dygtighed og bedrager sin egen
natur. Mennesket har glemt den måde, der er beskrevet i de hellige skrifter,
hvorpå det skal udvikle sin natur. Derfor al denne lidelse. Derfor også Mit
komme.
Grundlæggende er mennesket et indsigtsfuldt dyr, der er udstyret med viveka
(skelneevne). (Begrebet ’skelneevne’ betegner evnen til at skelne mellem det
varige og det flygtige; at erkende at verden er flygtig, mens Gud er varig).
Mennesket er ikke tilfreds med blot at få dækket sine dyriske behov. Mennesket
føler et tomrum, et savn. Det føler en dyb utilfredshed, en uudslukkelig tørst,
for det er barn af udødeligheden, og det føler, at døden ikke er og ikke bør
være afslutningen. Denne viveka ansporer mennesket til at finde svar på de
problemer, der plager det: ”Hvor kommer jeg fra? Hvorhen rejser jeg? Hvad er
rejsens endemål?” Derfor må buddhi’en (intellektet) nødvendigvis holdes skarpt
og klart. (Buddhi’en er den del af intellektet, der er karakteriseret ved at
have skelneevne, hvilket gør, at intelligensen er redskabet til undersøgelse af
Virkeligheden)
Der findes tre slags buddhi’er (intelligenser). De kommer til anvendelse i det
enkelte menneske alt efter hvilken af de tre guna’er (kvaliteter), der er
fremherskende og dominerende hos vedkommende. Den første intelligens domineres
af thamas guna
(sløvhedens og uvidenhedens kvalitet). Den forveksler sathya (sandhed) med
asathya (usandhed) og opfatter usandhed som værende sandhed. Den anden
intelligens domineres af raja guna (lidenskabens og hvileløshedens kvalitet).
Som et pendul svinger denne intelligens mellem sandhed og usandhed. Ude af stand
til at skelne mellem dem, vakler folk mellem de to. Den tredje intelligens
domineres af sathwa guna (de rene og gode kvaliteter). Denne intelligens ved,
hvad der er sandhed, og hvad der er usandhed.
I dag lider verden af raja-buddhi (lidenskabens intelligens) snarere end af
thamas-buddhi (sløvhedens intelligens). I dag har mennesker voldsomme sympatier
og antipatier. De er blevet fanatiske og oprørske. De bliver revet med af pomp,
pragt og larm samt show og propaganda. Det er derfor, at det er blevet
nødvendigt at anvende skelneevnen. Det er absolut nødvendigt at nå målet
sathwa-buddhi (den sindsligevægtige intelligens). Denne intelligens vil roligt
søge sandheden, og uanset konsekvenserne vil den holde sig til den.
Jeg er kommet for at hjælpe alle med at opnå denne afklarede og fredsfyldte
natur. I har muligvis hørt folk tale om Mine ’mirakler’; om at Jeg ’frembringer’
dette og ’giver’ hint; om at Jeg opfylder alle jeres ønsker og helbreder alle
jeres sygdomme. Men disse mirakler er ikke så vigtige som den sathwa-guna (den
rolige og afklarede) tilstand, som Jeg påskønner, fremmaner og installerer.
Selvfølgelig opfylder Jeg jeres ønsker med hensyn til helbred og velstand. Men
Jeg gør det udelukkende for, at I med større entusiasme og færre afbrydelser
skal fortsætte med at praktisere jeres sadhana (åndelige øvelser).
I skal spise god og sund mad, så jeres fysiske kræfter kan blive forøget. Til
gengæld vil jeres gode fysik udvikle jeres intelligens endnu mere. Bhakthi
(hengivenhed) fører til shakthi (guddommelige kræfter og energi), og shakthi vil
give jer yukthi (evnen til at ræsonnere). Denne evne vil hjælpe jer med at
fæstne jeres rakthi (tilknytning og ønsker) på de passende og rigtige objekter,
og således vil jeres hengivenhed i sidste ende resultere i mukthi (befrielse).
I er nødt til at vise kroppen og dens pleje en vis opmærksomhed. Ligeledes skal
I være opmærksomme på at redde jer selv fra fattigdommens overvældende
vanskeligheder. Men I skal hele tiden være varsomme, at I ikke bliver fanget i
den verdslige verdens net og glemmer al tings flygtighed. Led hele tiden jeres
tanker tilbage til Atma (Den guddommelige Gnist), der er den objektive verdens
virkelige indhold; den grundlæggende virkelighed bag hele denne tilsynekomst.
Det første skridt i Atma vichara (undersøgelse af Selvet) er at praktisere den
sandhed, at alt hvad der forvolder jer selv smerte, også forvolder andre smerte;
at alt hvad der skænker jer selv glæde, også skænker andre glæde. Så gør mod
andre, hvad I ønsker, de skal gøre mod jer. Afstå fra enhver handling mod andre,
hvis denne handling, udført af dem, vil forvolde jer smerte. På den måde vil en
form for gensidigt forhold udvikle sig mellem jer og andre mennesker, og
gradvist vil I nå en tilstand, hvor jeres hjerte begejstres af glæde, når andre
er glade og skælver i smerte, når andre er kede af det. Her er der ikke tale om
den slags hengivenhed og kærlighed, som I føler over for jeres slægtninge og
kære. At tro dette, er et tegn på vildfarelse. Det, der er tale om her, er at I
deler glæde og sorg automatisk, øjeblikkeligt og universelt. At være i stand til
at gøre dette er et tegn på stort åndeligt fremskridt. Så ved bølgen, at den er
en del af havet, og at alle bølgerne blot er midlertidige manifestationer af det
selv samme hav, og at de har den samme smag som havet.
De andre er dele af jer selv. I behøver ikke bekymre jer om dem. I skal bekymre
jer om jer selv, det er nok. Når I får det godt, vil de også få det godt. For I
vil ikke længere tænke på dem som værende adskilte fra jer selv. At kritisere
andre, at finde fejl ved andre, alt dette udspringer af egoisme. I stedet skal I
lede efter jeres egne fejl. De fejl, I finder ved andre, er i virkeligheden
jeres egne fejl. De fejl, I ser ved andre, er blot refleksioner af jeres egen
personligheds karaktertræk. I skal ikke ænse de små bekymringer, I skal i stedet
fæstne jeres sind på Herren. Så vil I blive ført til gode menneskers selskab, og
jeres egne anlæg vil blive forvandlet.
Vær som en bi, der drikker alle blomsters nektar. Vær ikke som myggen, der
drikker blod og til gengæld spreder sygdomme. Først og fremmest skal I opfatte
alle som Herrens børn, som jeres egne søstre og brødre. I skal udvikle
kærlighedens kvalitet; søg altid menneskehedens velfærd. Elsk og I vil til
gengæld blive elsket. Hvis I fremmer kærligheden og ser på alle med kærlighed,
så vil det at føle had aldrig blive jeres lod her i livet. Det er den lektie,
Jeg altid videregiver; det er også Min hemmelighed. Hvis I ønsker at nå Mig, så
skal I fremelske kærlighed, opgive had, misundelse, vrede, kynisme og falskhed.
Jeg beder jer ikke om, at I skal blive lærde, være eneboere eller asketer, der
er dygtige til japa (gentagelse af Guds navn) og dhyana (meditation). ”Er jeres
hjerte fyldt med prema (kærlighed)?”, det er alt, hvad Jeg undersøger.
Tro på, at kærlighed er Gud, sandhed er Gud. Kærlighed er sandhed; sandhed er
kærlighed, for det er udelukkende, når I elsker, at I ikke frygter, for frygt er
løgnens og usandhedens moder. Hvis I er uden frygt, vil I holde jer til
sandheden. Kærlighedens spejl genspejler Atma (Den guddommelige Gnist) i jer og
åbenbarer for jer, at Atma er universel, iboende alle eksistenser.
Jeg vil ikke fortælle jer om meget komplicerede emner. Jeg vil blot give jer
enkle lægemidler, der kan kurere den sygdom, som I lider af. Jeg ser, at her er
forsamlet et stort antal elever. Godt, hvad er årsagen til, at de studerer? Hvad
er målet? Hvordan kan vi bedømme, om de har studeret godt? Er det ved at se på
den løn, som de bliver i stand til at tjene, eller den plads i samfundet, de
bliver i stand til at sikre sig? Nej! Uddannelse skal resultere i udviklingen af
viveka (skelneevnen) og vinaya (beskeden adfærd og ydmyghed). Det uddannede
menneske skal være i stand til at skelne mellem det flygtige og det yderst
betydningsfulde; det varige og det, der blot er som bobler. Det uddannede
menneske skal ikke løbe efter det, der funkler og glitrer, men i stedet søge det
gode og enestående.
Det uddannede menneske skal vide at holde kroppen i god form, at holde sanserne
under streng kontrol, at holde sindet i skak, og at holde intellektet skarpt og
klart. Det uddannede menneske må ikke være hæmmet af fordomme og had, og dets
følelser skal være uberørt af egoisme. Det uddannede menneske skal også kende
Atma, for Atma er selve det, der beskytter mennesket; det er stråleglansen, der
oplyser menneskets indre og ydre selv. Denne viden vil sikre det uddannede
menneske glæde, fred og mod gennem hele livet. Elever skal også fremelske
kunsten at undgå at påføre andre smerte og lidelse.
Jeg ønsker også at fortælle jer elever, at I skal være taknemmelige over for
jeres forældre, der har givet jer alle de muligheder, I nu nyder godt af. Jeres
forældre har bragt store ofre for at kunne gøre dette. Rent faktisk bør forældre
blive tilbedt som guddommens synlige repræsentanter. Jeres forældre er
ansvarlige for selve jeres eksistens og for al denne glæde og alle de spændende
oplevelser, der er i jeres fysiske og åndelige virkefelt. Af denne grund skal de
passes, respekteres og tilbedes.
Engang levede der en dreng, der tiggede mad i gaderne, så han kunne holde sin
sengeliggende moder og to mindre søstre i live. En nat stod drengen og råbte ude
foran en rig mands hus. Husets herre blev rasende over at høre drengens ynkelige
råb. Den dag havde drengen været meget uheldig. Han havde blot fået indsamlet en
lille smule mad. Klokken var næsten ni om aftenen. Derfor råbte drengen yderst
medynkvækkende, og det var disse råb, der fremkaldte den rige mands vrede og
forbitrelse inde i det store hus. Han kom farende ud af huset og sparkede
drengen ned i rendestenen. Drengen var allerede meget svag, for han sultede selv
for at kunne give sin moder og søstre mad. Så da han faldt om, drog han sit
sidste åndedrag, idet han jamrede: ”Moder! Her er lidt mad til dig.” Selv da den
var blevet livløs, holdt drengens hånd fast om tiggerskålen!
Således er den hengivenhed og kærlighed, som moderen får frem i barnet. Således
er den hengivenhed og kærlighed, som moderen fortjener til gengæld for al den
smerte, hun udholdt, og for alle de ofre, hun bragte, for at hendes søn kunne
vokse op og være sund, lykkelig og god. Drenge! Vis jeres forældre denne
taknemmelighed. Tænk på dem og vis dem i det mindste hyldest og anerkendelse ved
at knibe en tåre på årsdagen for deres død. Gør det med shraddha (tro). Det er
årsagen til, at ceremonien kaldes shrardha (religiøs ceremoni, hvor man ofrer
til og ærer familiens døde). Det betyder ikke, at de ofringer, I fremfører, når
frem til de afdøde, eller at de afdøde venter på jeres ofringer i en anden
verden. Det er en hyldest, som I bør fremkomme med i taknemmelighed over den
store chance, som de gav jer for at opholde jer en tid i denne verden med alle
de vidunderlige muligheder, den tilbyder for realisering af Selvet.
Forældrene skal også opmuntre børnene, når de udviser interesse for åndelig
udvikling og åndelige studier. Forældrene skal tillige være gode eksempler for
deres børn. Blandt de børn, der nu sidder foran Mig, findes der måske mangen en
Vivekananda (vismand fra det 20. århundrede; en af grundlæggerne af Ramakrishna
ordenen) og mangen en Thyagaraja (stor sanger og komponist af åndelige sange).
Børn skal gives muligheder for at udvikle de guddommelige evner, der findes i
dem. Forældrene skal føle, at de er tjenere, der er udpeget af Herren til at
pleje de små sjæle, der er født i deres husstand. Det skal de gøre på samme
måde, som gartnere plejer deres herrers træer i haven. Forældrene skal vække den
latente godhed i disse børns hjerter ved at fortælle historier om fortidens
hellige mænd og vismænd. De skal sørge for, at børnene ikke udvikler angst og
bliver kujoner, der er bange for at holde sig på den rette vej.
I er alle den uforgængelige Atma, tro Mig! Der er intet, der behøver at gøre jer
modløse. I drømme lider I meget. I mister penge, I udsættes for ild, I mangler
mad, I bliver krænket og så videre. Men I bliver slet ikke påvirket af alt
dette. Når disse ting sker i den vågne tilstand, så bliver I påvirket. I
virkeligheden er det overhovedet ikke ’jer’, der lider. Opgiv vildfarelsen om,
at I er dette fysiske væsen, og I vil virkelig blive frie.
Til sidst lidt om Mig Selv. Ingen er i stand til at forstå Mit mysterium. Det
bedste, I kan gøre, er at fordybe jer i dette mysterium. Det nytter ikke noget,
at I diskuterer og argumenterer for og imod. Dyk ned og lær dybden at kende;
spis og lær smagen at kende! Herefter kan I diskutere Mig så meget, I lyster.
Udvikl sathya (sandhed) og prema (kærlighed), så behøver I end ikke at bede til
Mig om at skænke jer dette eller hint. Uden I spørger efter det, vil alt blive
jer givet. Nara (mennesket) og Narayana (Gud) er de to ledninger, den positive
og den negative, der ved at forbinde sig leder elektriciteten igennem. Når
mennesket har tilegnet sig de to menneskelige værdier sathya og prema, vil Nara
samarbejde med Narayana og blive Den Guddommelige Krafts befordringsmiddel.
-SAI BABA
Oversat af sboi dk
<<< Oversigt 1958
|
|
