1958 

24. marts 1958

 

Mange veje
 

Jeg er ikke kommet for at holde ’forelæsning’. For Jeg tror ikke på værdien af lutter ord, uanset hvor akademiske, højtravende eller overstrømmende, de måtte være. Jeg er udelukkende kommet for at dele Min Prema (guddommelig og uselvisk kærlighed) med jer og til gengæld nyde jeres Prema. Det er det, Jeg værdsætter højest. Det er den sande gevinst.

I dag spreder hadets og falskhedens tyfon Dharma's (den ’rigtige handlings’), Nyaya’s (retfærdighedens) og Sathya’s (sandhedens) skyer. Disse skyer føres ud til himlens fjerneste afkroge, og folk føler, at Sanathana Dharama (Den evige Universelle Religion) selv er i fare for udslettelse. Men det kan kun ske, hvis det er Herrens vilje. Og Herren, der har fastlagt Dharma, vil ikke tillade, at den bliver tilintetgjort.

Hvor som helst der bliver lagt vægt på Sathya (sandhed), Dharma (’rigtig handling’), Santhi (fred) og Prema (kærlighed), der finder vi Sanathana Dharma. Det være sig i hvilken som helst religion eller på hvilket som helst sprog. Det være sig hvilken som helst lærer og hvilket som helst sted, vedkommende måtte undervise. Så længe mennesket er i stand til at føle og udtrykke kærlighed, vil Dharma eksistere. Tvivl ikke på det. Når denne Prema bliver fæstnet på Herren, vil jeres mentale væsen stille og roligt undergå en revolutionerende forandring. Så vil mennesket tage del i sine medmenneskers sorger og glæder. Herefter vil det få forbindelse til selve lyksalighedens kilde, der er hinsides verdens midlertidige tab og gevinster. Prema, der rettes mod Herren kaldes Bhakthi (hengivenhed), og det er den letteste af alle veje til at nå målet.

Man kan sige, at Bhakthi har forskellige stadier. Mukhyabhakthi er det stadium, hvor alene det at tjene Herren betyder noget. Denne tjeneste er i sig selv belønningen. Den hengivne søger intet andet end netop at tjene Den Højeste og at gøre det efter bedste evne. Denne form for hengivenhed fører gradvist den hengivne til Parabhakthi. På det stadie bemærker den hengivne ikke noget som helst andet end Den Elskedes navn og form. Desuden findes der et stadie af hengivenhed, der kaldes Gounabhakthi. Hengivenheden på dette stadie er påvirket og præget af følgende: De tre Guna’er (de tre kvaliteter), Artha’en (den lidende), Artharthi (søger af rigdom og verdslige bekvemmeligheder), Jijnasu (søger af visdom) og Jnani'en (den vise), der forholder sig stille og er tilfreds med erkendelsen af, at alt er Gud.

For at betræde Bhakthi Marga (hengivenhedens vej) behøver man ingen lærdom, rigdom eller asketisk strenghed. Fortæl Mig, hvad der var Valmikis afstamning? Fortæl Mig, hvad der var Kuchela’s rigdom? ( Fortæl Mig, hvad der var Sabari’s lærdom? Fortæl Mig, hvad der var Prahlada’s alder? Fortæl Mig, hvad der var Gajaraja’s position? Fortæl Mig, hvad der var Vidhura’s bedrifter? Prema (uselvisk og Guddommelig Kærlighed), det var alt, hvad de havde, og Prema var alt, hvad de behøvede. Herrens nåde er som havet, umådeligt og grænseløst. Gennem jeres Sadhana (åndelige øvelser), Japa (gentagelse af Guds navn), Dhyana (meditation) og en systematisk dyrkning at de menneskelige værdier bliver denne nåde omdannet til sandhedens skyer. Disse skyer regner på menneskeheden som kærligheds-byger. Regnvandet vil samle sig og flyde tilbage til havet som en lyksalighedsflod. Det vil flyde tilbage til Herrens Nådes Hav. Når Prema tager menneskeheden i sine arme, kalder vi det Dhaya (medfølelse). Medfølelse er ikke medlidenhedens kvalitet, men sympatiens kvalitet. Den sympati, der gør én glad, når andre er glade, og gør én ulykkelig, når andre er ulykkelige.

I har set tiggere, der synger i gaderne, ikke sandt? De har alle to små bækkener i den ene hånd. Med dem slår de takten. I den anden hånd har de et etstrenget instrument. Instrumentets klingende lyd bruger de til at afstemme deres sang. Sangen vil blive disharmonisk, hvis den er falsk, og den vil blive et forvirrende sammensurium, hvis takten ikke holdes. Livets sang må nødvendigvis ligne denne sang. Bliv ved med at udføre de daglige opgaver og syng i glæde af fuld hals til kærlighedens melodi. Først da bliver musikken vigtig; først da bliver den umagen værd.

Det er sindet, der skaber eller ødelægger mennesket. Hvis sindet er fordybet i verdslige anliggender, fører det til trældom. Hvis det behandler verden som noget, der blot er midlertidigt, så vil det gennem denne vairagya (ikke-tilknytning) blive fri og lys. Træn sindet til ikke at være knyttet til ting, der forandrer sig på godt og ondt. Lad være med at vifte sindet om næsen med verdslig berømmelses og rigdoms flitterstads. Sørg for at trække det mod varige glæder, der stammer fra kilder inde i jer. Det vil skænke jer stor belønning. På denne måde vil sindet selv blive guruen (læreren). For når sindet først har smagt sødmen fra shravana (at lytte), manana (at reflektere) og nidhidhyasana (at kontemplere dybt over det, man har lært), så vil det føre jer videre og videre ad denne vej. Det er sindet, der fylder gudestatuen, som pottemageren har fremfragt, med den guddommelighed, som den hengivne ser i den. Det er sindet, der fylder helligdommen med kærlighedens velduft.

Det er den færdighed, man læser om, der bibringer en styrke. Det er det samme, som at det er den mad, der bliver fordøjet, der giver styrke, og at det er den træning, der udføres, som forbedrer helbredet. Den hellige Thyagaraja (stor sanger og komponist af åndelige sange) sang, at Herren er den indre motiverende kraft i myren så vel som i universet. Men selv om I intellektuelt er enige i dette, så føler I ikke, at I er kommet i kontakt med Herren, når en myre bider jer. I føler ikke, at I er kommet i kontakt med Herren igennem myrens form, gør I vel? I skal ikke højlydt bekendtgøre store sandheder. Vis gennem jeres adfærd, at I tillægger dem stor værdi, og at I bliver vejledt af dem. Vær i det mindste forsigtige med følgende: Begå ikke selv de fejl, som I beskylder andre for at begå. Bed ikke andre om at nå et niveau, som I ikke selv vil kunne nå! Hvis I lever i henhold til disse to principper, så kan I sikre jer Guds nåde. Det kan ske, også selv om I ikke regelmæssigt knæler foran et gudebillede eller tager del i tempelritualer eller anden tilbedelse.

Der findes mange veje, der kan bringe jer til Madras (Chennai). På tilsvarende måde er der mange veje til guddommelighed: Prema (kærlighed), sathya (sandhed), seva (uselvisk tjeneste), dhaya (medfølelse) og namasmarana (gentagelse af Guds navn). Der findes også mennesker, der bekender sig til ikke-dualisme, og som derfor opfatter sig selv som hele skabelsens substans; som selveste Brahman. Alle veje er rigtige. Blot er nogle veje lettere, nogle mere krogede og nogle vanskelige. Den letteste måde at begribe den grundlæggende virkelighed på, er at se Herren i alle skabninger. Det letteste er at se Herren optræde i al denne mangfoldighed som altings underliggende virkelighed, som Sarvabhutha Antharathma (Den Iboende i alle eksistenser). I undrer jer måske over og tvivler måske endda på, hvordan det er muligt for Herren at opholde Sig i alle eksistenser. Men har I ikke set et enkelt mangofrø vokse op og blive til et træ, der giver tusindvis af frugter? Og ved I ikke, at der i hver af disse frugter kan findes et frø, der er identisk med det frø, der blev plantet i første omgang? På samme måde kan Den Ene Herre findes i hver eneste eksistens, der er skabt af Hans vilje,

Husk, at jeres sande natur er den samme som andre menneskers. Et andet menneske er jer selv kendt under et andet navn. Når I gør en god gerning, gør I den for jer selv. Når I gør en anden en bjørnetjeneste, så husk på, at I skader jer selv. Undgå derfor at forvolde andre skade. Jeg kommer til at tænke på, hvad Hussain, Rabbia Malik af Persiens søn, plejede at gøre. Han stod tidligt op om morgenen og gik til moskeen. Her bad han med stor flid og hengivenhed. Når han kom tilbage til paladset, fandt han, at paladsets tjenere stadig lå og sov på deres måtter. Han blev rasende på dem. Han bandede af dem, og han forbandede dem for at tilsidesætte deres religiøse pligter. Hans fader kritiserede ham skarpt for dette. Han sagde: ”Søn! Hvorfor bliver du vred på disse sølle stakler, der er for trætte til at vågne tidligt? Lad være med at slette de gode resultater, som du opnår ved at overholde Guds regler, ved at rage uklar med disse uskyldige slaver. Hellere ville jeg ønske, at du stod sent op og afstod fra at gå hen i moskeen. For nu er du blevet stolt over, at du er mere religiøs end disse tjenestefolk, og du vover at bebrejde og beskylde dem for noget, som de ikke selv er ansvarlige for.”

I skal også være opmærksomme på disse små detaljer, for bhakthi (hengivenhed) er ikke blot noget påtaget. Bhakthi består af en række små handlinger, der er styret af en ærbødig holdning over for det guddommelige i alle eksistenser. Vær på vagt over for den løgn, der lurer på læberne. Vær på vagt over for den vold, der lurer bag knytnæven. Vær på vagt over for det ego, der lurer bag handlingen. I skal holde dem tilbage, før de udvikler sig til vaner og slår sig ned som jeres karakter og forkvakler jeres skæbne.

Ramaswami Reddy fortalte jer, at Jeg udfører mange mirakler, og at I alle er heldige at have fået denne mulighed for at høre Mig tale. Godt! Jeg er som en butiksejer, hvis butik er fyldt op med alle de ting, som mennesket har behov for. Men som manden bag disken giver Jeg udelukkende det, I beder om. Hvis kunden beder om et håndklæde, hvordan kan Jeg så give vedkommende en dhothi (mandsklædning af bomuld, der vikles rundt om kroppen). Men disse materielle ting er slet ikke vigtige. Bed om Bhakti (hengivenhed) og jnana (åndelig visdom), og Jeg skal blive lykkelig. I dag er der mange, der ikke higer efter sådanne ting. Det er deres uheld. De forspilder blot deres dyrebare mulighed.

Måske er det den ældre generation, der skal bebrejdes denne situation. For, gennem deres livsførelse, er det de ældres pligt at vise den kommende generation, at Sadhana (åndelige øvelser) og studiet af åndelige tekster har gjort dem glade og modige i livets eventyr. Ungdommen efterligner altid de voksne. Hvis de oplever, at ældre finder glæde ved at skændes, så skændes de også. De møder hellighed med smålig kritik, hvis de ældre ikke ærer hellige mennesker og hellige institutioner. Jeg vil derfor ikke bebrejde de unge mennesker i lige så høj grad, som Jeg bebrejder de ældre.

Troen på Gud og på de åndelige øvelser er blevet svækket på grund af de ældres mangel på entusiasme med hensyn til disse anliggender. Det er alle fromme og gudfrygtige menneskers ansvar, gennem deres måde at leve på, at demonstrere, at fromhed ikke er en svaghed, men en styrke. De må vise, at fromhed åbner for en umådelig kilde af kraft, og at en person, der tror på Gud, kan overvinde forhindringer langt lettere end en person, der ikke tror på Gud.

Jeg insisterer ikke på, at en person skal tro på Gud. Jeg nægter at kalde noget menneske for en nasthika (ateist). Væsener eksisterer som et resultat af Hans vilje og i henhold til Hans plan. Derfor er ingen hinsides Hans nåde. Desuden føler alle kærlighed over for det ene eller det andet, og denne kærlighed er en gnist af det guddommelige. I sidste instans er alle nødt til at basere sit liv på en eller anden sandhed. Denne sandhed er Gud. Intet liv kan blive levet til ende i fuldstændig opsætsighed mod sandheden. For at gøre livet værd at leve må man rette sig efter sandheden, og man må fortælle andre sandheden. Nuet, dette øjeblik, er Guds øjeblik. På det tidspunkt, et menneske udtrykker sandhed eller kærlighed eller tjener andre eller bøjer sit hoved, i det øjeblik er vedkommende en troende.

Derfor er det ikke udelukkende Bhakti, der er essentielt. Det er også kærlighed, sandhed, gode dyder, ivrighed efter at gøre fremskridt, at tjene, at udvide sit hjerte, at omfatte hele menneskeheden i sin kærlighed og at se alle som Den Guddommelige Bevidstheds former.

-SAI BABA

Oversat af sboi dk

<<< Oversigt 1958