| |
1958
20. december 1958
Uddannelse og fred
Guvernør Dr. Ramakrishna Rao talte lige før så
inderligt om det påtrængende behov, der er for at udvikle åndelige værdier. Når
der skabes økonomisk fremgang, uden at de åndelige forudsætninger ændres, så
fører egoisme, konkurrence og grådighed til sorg i samfundet. Her i
Thiruvananthapuram er der ikke noget med, at de åndelige forudsætninger bliver
glemt. Padhmanabha’s tempel (Padhmanabha er et af Herren Vishnu's navne)
dominerer byen såvel som folks dagligdag. Det gælder ikke blot her i denne by,
men i hele delstaten. Kerala er i sig selv et helligt land, og den hellighed er
blevet forøget ved Shankaraacarya’s komme og ved hans lære (Shankara var en
vismand - fra omkring det 8. århundrede efter Kristi fødsel - der er berømt for
sin doktrin om 'ikke-dualisme').
Landet er meget smukt. Det så Jeg, da Jeg rejste hele vejen fra Coimbatore (stor
by, beliggende i den østlige del af delstaten Tamil Nadu) og her til denne
hovedstad. Sceneriet, der dannes af backwaters (landskab, der brydes af
stillestående vand) og kokoslundene og som strækker sig fra den ene ende af
staten til den anden, var som et kæmpemæssigt maleri, skabt af en stor kunstner
på et vældigt lærred. Som en kunstmaler nyder sit værk, nyder Herren alle disse
ting. Idet Han står foran Sit eget maleri eller Sin egen skulptur, værdsætter
Han Sit eget værk. At kunne se Herrens egen herlighed i dette bedårende sceneri
omkring jer, kræver ikke det ydre syn, men det indre syn. Hvis I udvikler det
indre syn, så vil det at gå hen over jorden eller sejle på vandene i sig selv
blive en pilgrimsrejse gennem det hellige land. Det indre syn vil skænke jer et
glimt af Gud i enhver lille sky og i enhver lille gren. Men al denne sundaram
(guddommelige skønhed) skal føre mennesket til sathya (sandhed), og al denne
sathya skal føre til mangala (godhed). Det er den naturlige vej. Skønheden i
Herrens skaberværk fører mennesket til Herrens herlighed. Billedet gør jer
nysgerrige efter at vide noget om maleren. Når Herrens sandhed bliver fattet,
vil Han skænke lyksalighed; denne lyksalighed er i sig selv lykkebringende.
Jeg har også opdaget, at befolkningen her er meget hårdtarbejdende og flittig.
Fra den ene ende af staten til den anden havde folk travlt ved vejsiden, i
butikkerne, på markerne, i haverne og på kanalerne. Noget andet, der tiltrak sig
opmærksomheden hos de personer, der fulgte Mig, var den strøm af børn, der
skyndte sig til skole. Der var drenge såvel som piger, og alle havde de cadjan
blade (en slags palmeblade til at skrive på), skiffertavler eller skoletasker
slynget over skulderen. Jeg ved, at den procentvise andel af menneske, der kan
læse her i Kerala, er den højeste i nogen delstat i Indien. I hver familie
findes der desuden et antal højt uddannede mænd og kvinder. Thiruvananthapuram
er centret for mange store uddannelses- og kulturelle institutioner.
På trods af alle de ældgamle traditioner med åndelige sejre, alle lagrene af
åndelige traditioner, alle aktiviteterne, alle industriforetagenderne, al
passionen efter at blive uddannet og alle de muligheder der så gladelig bliver
taget fat i, finder Jeg, at der er megen asanthi (rastløshed) her i Kerala. Der
er ingen indre fred, der er fremherskende her. I Kerala kunne man ellers
forvente at finde den i stor målestok. Selvfølgelig gælder det stadig, som
ordsproget siger: ”En gammel tiger har stadig sine striber.” Lad Mig fortælle
jer, at åndedraget stadig er her, men at styrken er forsvundet fra denne
ældgamle kilde til åndelig visdom, der engang lærte alle om hemmeligheden bag
sindsligevægt og fred.
Alle grammofonplader er fremstillet af det samme materiale. På tilsvarende måde
er alle hjerter af den samme Chaithanya (Guddommelige Bevidsthed). Rillerne, der
er præget i dem, forekommer at være de samme på alle plader. Rillerne af sorg og
glæde, der er præget i hjerterne, er også mere eller mindre de samme. Det er
nålen, der løber i rillerne, der frembringer god eller dårlig musik gennem
højtalerne og forstærkerne. Nålen er manas (sindet); det sind, der løber hen
over lykke og elendighed og oversætter eller overdriver reaktionen og får jer
til at føle jer opstemte eller nedtrykte. Hvis nålen er skarp, bliver musikken
fornøjelig for øret. Hvis nålen er sløv eller knækket, vil lyden blive en
hvinende pine.
Sindet er vinden, der bringer jer verdens duft, uanset om den er væmmelig eller
velduftende. Når sindet rettes mod det væmmelige, fremkalder det væmmelse hos
jer. Når det rettes mod det velduftende, gør det jer lykkelig. Vinden samler
skyerne fra de fire verdenshjørner. Tilsvarende bringer sindet skuffelser fra
mangen et håb ind i jeres bevidsthed. Igen er det sindet, der som vinden spreder
skyerne, der formørker det, eller får det til at føle sig fortabt i tvivlens
nat. Kontroller sindet og I forbliver uanfægtede. Det er hemmeligheden ved
santhi (fred). Det er den uddannelse, mennesket først skal kræve at få og først
skal sikre sig. I dag ser vi, at det er de mennesker, der er højst uddannede,
som er de mest utilfredse og ulykkelige. Hvilken fordel har disse mennesker fået
af alle deres studier af bøger, mennesker og ting?
For at opnå denne sindsligevægt skal I ikke læse, men systematisk praktisere
sadhana (åndelige øvelser). Så kan I blive lykkelige, hvad enten I er rige eller
fattige, værdsatte eller afviste, velhavende eller ulykkelige. Sindsligevægt er
som en rustning, uden hvilken det er tåbeligt at træde ind på livets scene. Hvis
I betræder scenen blot for at få sanselige glæder, bliver I udsat for alle
mulige former for besvær og problemer. Det er som at sejle i en lille båd uden
ror på et stormombrust hav. Begynd derfor med det samme at betræde de åndelige
øvelsers vej.
Hver eneste af jer besidder en stor evne til at koncentrere jer. I kender
kunsten, for hver eneste opgave kræver koncentration og alle mennesker drager
fordel af denne evne. Tømreren, væveren, kontorassistenten, bådføreren, alle
besidder i større eller mindre grad evnen til at koncentrere sig. I skal også
anvende jeres koncentrationsevne i forbindelse med udøvelsen af de åndelige
øvelser. Ret sindet mod dets egen virksomhed. Undersøg det og træn det til at
indskrænke sig til godt selskab, gode tanker og gode handlinger. I skal
praktisere meditation på Herren i den skikkelse, I foretrækker. Med bevidstheden
om navnets liflighed og sødme skal I gentage Herrens navn. Vælg et hvilket som
helst af Herrens navne. Det vil lære sindet at være skarpt og frembringe god
musik ud af glæder såvel som sorger, der begge hører til livet.
Ligesom undergrundsvandet, er det guddommelige her. Husk, det guddommelige er i
alle. Herren er sarvabhutha antharatma (Den indre Virkelighed i alle
eksistenser); Herren er sarvavyapi (altgennemtrængende). Herren er alle
eksistensers Atma (Den guddommelige Gnist). Herren er lige så meget i jer, der
er til stede her, som Han er i alle andre. Herren er ikke i højere grad i en rig
person og Han er ikke større i en tyk person. Herrens gnist oplyser alle og
enhvers hjertekule. Solen skinner på samme måde på alle. Hans nåde falder i
samme grad på alle. Det er blot jer, der sætter hindringer op, som forhindrer
Hans nådes stråler i at varme jer. Giv ikke Herren skylden for jeres uvidenhed,
tåbelighed eller forstokkethed. Når et bor bores ned i dybet og rammer
undergrundsvandet, vælder der en kaskade af vand op. På samme måde vil den
konstante lyd af Ram, Ram, Ram, Ram, Ram røre guddommelighedens kilde og en dag
vil den vælde frem i kølige mængder og bringe uendelig glæde.
Livet er en pilgrimsrejse mod Gud. Det hellige sted er der, langt borte! Vejen
ligger foran jer, men medmindre I tager det første skridt fremad og følger dette
skridt op med andre skridt, hvordan skal I så kunne nå dette hellige sted? Start
rejsen med mod, tro, glæde og besindighed. I vil helt sikkert få held med jer.
Sindet og intellektet er to okser, der er spændt for en vogn; det indre
menneske. Okserne er ikke vant til sandhedens, retskaffenhedens, fredens og
kærlighedens vej, så de trækker vognen ud ad den vej, de er fortrolige med,
nemlig falskhedens, uretfærdighedens, bekymringens og hadets vej. I er nødt til
at træne dem i at tage en bedre vej, så de ikke bringer ulykke over sig selv,
over den vogn, de er spændt for, og over mennesket inde i vognen.
Jeres barn skænker jer stor glæde med dets leg og pludren, men når barnet griber
forstyrrende ind i jeres arbejde, eller når det driller jer, når I er optaget på
anden måde, så bliver I meget vrede på det. Barnet er en kilde til såvel glæde
som sorg. Der findes ikke noget, der kan give ublandet glæde. Selv hvis det
skulle findes, så vil det medføre sorg, når det bliver mistet. Dette er i selve
tingenes natur. Prøv derfor at korrigere selve kilden til al glæde og sorg,
nemlig sindet. I skal kontrollere det og træne det til at se den objektive
verdens sande natur, der skiftevis tiltrækker og frastøder jer. Det er
uddannelsens sande frugt.
-SAI BABA
Oversat af sboi dk
<<< Oversigt 1958
|
|
