| |
1958
1. september 1958
Lyksalighed gennem pligttroskab
Eftersom vi mødes her for at dele prema (kærligheden), er dagen i dag sandelig
en glædens dag. Glæden bliver dog til en vis grad spoleret på grund af mangel på
plads i denne sal og på grund af de lidelser, I alle derfor bliver udsat for.
Jeg føler også, at det ikke vil være rigtigt at fastholde jer længe i denne
fysiske pine, mens Jeg, i sammenligning med jer, opholder Mig bekvemt på dette
noget mindre overfyldte podium. Det forklarer delvist, hvorfor I er rastløse og
urolige. Det er en tilstand, der er helt forskellig fra den tilstand, som I
skulle befinde jer i ved en sådan lejlighed. I har nok iagttaget, at den samme
gruppe mennesker afviger med hensyn til deres reaktioner og adfærd alt efter, om
de befinder sig i et bryllupstelt, i en biograf, på en udstilling, i et tempel
eller sidder og ser en fodboldkamp. På disse forskellige steder bliver folk
påvirket af komplet forskellige impulser. Det, der forventes af en forsamling af
mennesker, der er hengivne over for åndens behov, er en ivrig opmærksomhed, en
fredelig ro og respektfuldhed og from stilhed. Her på dette sted er det åbenbart
kun øjet og øret, der behøver at fungere. Tungen har intet arbejde at udføre
her. Jeg er kommet for at dele prema’s gave med jer. Jeg har taget denne gave
med, men I forekommer at være tilfredse med den forvirring, som I allerede lever
i!
Godt! Nu er det meget bedre. Det er den stilhed, Jeg ønsker i alle forsamlinger,
hvor man skal tale om dybere åndelige emner. Selvfølgelig er det bedst, at I
alle vegne og til alle tider tøjler jeres tunge. Det er den allerførste øvelse,
som Jeg foreskriver for åndeligt fremskridt. Det, Jeg er nødt til at sige nu,
retter sig ikke mod dem, der er udstyret med bhakthi (hengivenhed). For de
kender vejen og er allerede i gang med at udvikle sig. Ordene er heller ikke
rettet mod dem, der ikke har en spire af hengivenhed i sig. For at tale til dem
er ren og skær spild af tid. Min tale er rettet mod de vankelmodige, de usikre,
de tøvende. Den er rettet mod dem, der er bevidst om Den Højeste Kraft, og som
har et svagt ønske om at kontakte Denne Kraft. For de er enten uvidende om
teknikken eller bange for konsekvenserne. Det er til sådanne lidt sløve og
ligeglade hengivne, Jeg taler. Medicin er uden værdi for den døde såvel som for
den raske. De mennesker, der ikke er sunde og raske, og som svæver mellem liv og
død, det er de mennesker, der skal plejes, så de igen bliver stærke.
Det første, Jeg ønsker at lære jer, er kunsten at leve blandt andre mennesker,
uden at I bliver kede af det eller gør andre kede af det. Lær at få det bedste
ud af livet. Lær at få det bedste ud af den chance, I har fået tilbudt, så I kan
sublimere jeres instinkter, impulser og vasana’er (indtryk, som fortidige
handlinger har efterladt i sindet) og derved løfte jer højere og højere op på
det moralske og åndelige plan. Få det bedste ud af disse muligheder og få ananda
(lyksalighed) ud af hver eneste time, idet I høster alt det udbytte, I kan.
Denne by er hellig, og derfor er her mange adhyathmic (åndelige) institutioner.
Mange fromme mennesker besøger byen og giver borgerne værdifulde råd. Jeg er
glad for, at byen Yerpedu’s Malayalaswami (vismand fra delstaten Kerala, der
levede fra 1885–1962) er til stede her i anledning af Chathurmasya (en fire
måneder lang periode, hvor man overholder en asketisk levevis). Hans
tilstedeværelse er en god mulighed for jer. Fra ham kan I få kendskab til
fortidens vismænds lære. Jeg er sikker på, at han vil sprede gode tanker og gode
impulser, der vil fremme jeres åndelige fremskridt.
Det med at holde en blomsterkrans i hånden og hengive sig til meningsløs samtale
på hellige steder er ikke bhakthi (hengivenhed). Jeg hverken ønsker eller
værdsætter, at nogen bringer Mig blomster eller frugter. Bring Mig et rent
hjertes duftende blomst og et sind, der er mildnet gennem sadhana (åndelige
øvelser). Det er, hvad Jeg holder mest af, ikke den slags ting der er
tilgængelige uden for jer selv for det og det beløb, uden at I gør jer nogen
bestræbelser, der ophøjer sindet. Hvis I skal udvikle smag for den slags
bestræbelser, skal I være i selskab med ophøjede og gode mennesker og finde
glæde i at have gode tanker. Uanset hvilke midler, der er til rådighed, så skal
I forøge forrådet af jeres ananda (lyksalighed) og forbedre kvaliteten af jeres
viveka (skelneevne). I skal forsøge at lagre så meget af disse to, som det er
muligt, så I kan bruge af forrådet, når behovet opstår.
Lyksalighedens vigtigste kilde er pligttroskab over for Gud. Intet andet kan
skænke den ægte og varige glæde. I skal blive bevidst om jeres slægtskab med
Herren. Dette slægtskab er ikke indbildning eller en falsk teori. Slægtskabet er
gået i arv siden tidernes morgen; det har det gjort lige fra tidernes
begyndelse. For så vidt angår jer, vil det vare ved til tidens ophør.
Ubønhørligt leder Godhavari-floden alt vandet fra alle bifloderne til havet.
Regnen falder på bjergene. Som strømme flyder regnen ned til sletterne, og den
fyldte Godhavari-flod bruser gennem deltaet. På samme måde bliver jivi’en
(individet) født på Dharma marga (retskaffenhedens vej). Jivi’en rejser gennem
Karma marga (handlingens vej; vejen, hvor man udfører uselviske handlinger uden
tanke på handlingernes frugter) og det bruser gennem Sadhu marga (vismændenes
vej) for at nå Brahma marga (Den Højeste Kærligheds vej). Handlingens vej og
vismændenes vej bliver opdaget gennem jnanendhriya’erne (vidensanserne: Høre-,
føle-, syns-, smags- og lugtesansen). Sørg for at sanserne ikke bliver forurenet
af asuric (dæmoniske) kvaliteter, og hold vagtsomt øje med dem, så de ikke
smutter tilbage til disse kvaliteter. Karmendhriya’erne (handlingsanserne:
Hænderne, fødderne, tungen, forplantningssystemet og fordøjelsessystemet)
trækker jer ud i prakrithi’s (den objektive verdens) forvirring. Koen æder græs
og drikker havresuppe, men ud af disse skaber den sød, nærende mælk. På samme
måde skal I lade de oplevelser og erfaringer, som jeres sanser indsamler, hjælpe
i frembringelsen af venlighedens sødme, hengivenhedens renhed og santhi’s
(fredens) bevarelse.
I alle mennesker findes der en gnist af sandheden. Ingen er i stand til at leve
uden denne gnist. I alle mennesker findes der en kærlighedens flamme. Uden denne
flamme bliver livet et mørkt tomrum. Denne gnist, denne flamme, er Gud, for Han
er kilden til al sandhed og til al kærlighed. Mennesket søger sandheden. Det
forsøger at få kendskab til Virkeligheden, fordi selve menneskets natur stammer
fra Gud, der er sandhed. Mennesket søger kærligheden for at give og dele
kærlighed. For dets natur er Gud, og Gud er kærlighed.
Ligesom risplantens frø, der indeholder ris, er avnen maya’en (illusionen), der
skjuler frøet. Risen er individet, og risens inderste væsen, det nærende
element, anna (føden), er Paramatma (Det højeste Selv). I skal derfor udvikle
jeres indre syn. Lad være med at bekymre jer om andres fejl. Udfør en smule Atma
vichara (undersøgelse af Selvets natur), studer Upanishaderne (hellige, tekster
der er knyttet til vedaerne; teksterne kaldes også for vedanta, en sammenfatning
af vedaerne) og sastraerne (de hellige skrifter), de kan muligvis hjælpe jer
lidt. Husk, skrifterne kan kun hjælpe jer lidt. De er blot kort og vejskilte. I
skal udtrykke deres lære i handling; I skal handle og erfare.
Mediter på sandheden, og I vil opdage, at I blot er livlige bobler oven på
havets bølger. I er født af vand, I lever en kort stund af vand, og I dør på
dets bryst, idet I smelter sammen med det. I kan takke Gud for jeres fødsel, I
lever af Gud, og I smelter sammen med Gud. Enhver levende eksistens er nødt til
at nå denne fuldbyrdelse. Det gælder faktisk også for enhver ikke-levende ting.
Så gør det nu. Tag det første skridt, rens hjertet, skærp intellektet, eller
begynd i det mindste på at gentage Herrens navn. Når tiden er inde, vil det
skænke jer alt andet. Når en mand sår mange mango-frø, kan han ikke være sikker
på, om han vil leve så længe, at han kommer til at spise frugten. Men det kommer
ikke sagen ved. At plante, at pleje, at beskytte, at gro og vokse, det er
pligten. Resten er Herrens anliggende. Det er ægte karmaphala thyaga (forsagelse
af handlingens frugter).
Frem for alt skal I udvikle kærlighed over for alle. Det vil tilintetgøre
misundelse, vrede og had. Rama (læs: ’Gud’) og kama (begær) kan ikke
sameksistere i det samme hjerte. Tillid skaber tillid, kærlighed skaber
kærlighed. Når Jeg taler til jer med så megen kærlighed, kan I ikke udvikle
dwesha (had) mod Mig! Kærlighed gør hele verden til én slægt. Kærligheden er
harmoniens væsentligste redskab. Landarbejderen planter frøplanter, og han
passer og plejer dem meget omhyggeligt. Han fjerner ukrudt, han dræber
skadedyrene, og han vander. Når det er nødvendigt, spreder han gødning. Han
afventer dagen, hvor han kan høste afgrøden og fylde sit kornkammer. Tilsvarende
skal I passe og pleje prema (kærligheden) og trække hadets og misundelsens
ukrudtplanter op med rode.
Gå med briller med røde glas, og alle ting forekommer at være røde. Tag briller
med kærlighedens glas på, og alt vil forekomme at være kærligt og godt. Før blev
der henvist til dharidhra-Narayana-seva (tjeneste, ydet til de fattige).
Kærlighedens øje vil se alle de fattige som Narayana (Gud); ikke blot de
fattige, men også de rige. De rige skal man også sympatisere med. I skal have
medlidenhed med rige mennesker, for de har så få chancer for at udvikle en
forsagende holdning! Se alle som Narayana-swarupa (legemliggørelser af Herren
Narayana) og tilbed alle med kærlighedens blomst.
Selv Min natur kan udelukkende blive forstået af jer, når I bærer hellighedens
briller. Hellige ting kan udelukkende blive erkendt af hellige åndeligt søgende.
I finder det, I leder efter; I ser, hvad jeres øjne tørster efter. Lægen er der,
hvor patienterne forsamler sig; kirurgen bliver på operationsstuen. Tilsvarende
er Herren altid hos de lidende og de kæmpende. Når som helst folk i smerte og
pine råber: ”Åh Gud!”, der vil Gud være.
En læges kvalifikationer kan udelukkende blive undersøgt og bedømt af en anden
læge. Hvis en patient ønsker af få det bedre, er han nødt til at stole på lægen
og følge hans anvisninger. Patienten kan først give sin vurdering af lægen,
efter behandlingen er afsluttet. Med mindre han strengt og ned til mindste
detalje overholder lægens ordrer, har patienten ingen ret til at fremkomme med
en bedømmelse af lægens kvalifikationer. Så hvad kan I sige om Mig? Følg Min
anvisning! Naturligvis vil anvisningen eller forskriften være forskellig fra
person til person. Anvisningen vil afhænge af personen, alderen, sygdommens
ondartethed og af den behandling, vedkommende allerede har gennemgået for at
lindre lidelsen. I skal også overholde den diæt og de andre anvisninger, som
lægen anbefaler. Det vil sige, at det ikke blot er åndelige øvelser som japa
(gentagelse af Guds navn), dhyana (meditation), namasmarana (konstant
ihukommelse af Guds navn) og så videre, der skal udføres. For at supplere
effekten af disse åndelige øvelser, er I nødt til at leve et reguleret liv, et
liv der inspirerer til gode tanker. Yderligere er I nødt til at spise sathwisk
mad (ren og god mad) og have sathwiske (ædle) bestræbelser. Indtil I udførligt
og oprigtigt afprøver og lever efter Mine anvisninger, er det bedst, at I tier
stille. I kender end ikke en lille sten, hvordan skulle I kunne vurdere en
bjergtinde?
Muligvis er I ikke bange. Muligvis frygter I ikke noget andet, men I bør have
ærefrygt for Sandheden. Der findes intet så ærefrygtindgydende som Sandhed;
jeres Sandhed for eksempel, for jeres Sandhed er universets Sandhed.
I dag føler I måske ikke, at I har behov for Herren, men når sultens smerte
nager, begynder I at sukke efter mad. Vask derfor jeres hjerte med glædens
tårer, så Herren kan installere Sig i det. En jordbesidder ejer muligvis alle de
marker, der når helt ud til horisonten i alle de fire verdenshjørner, men han
har kun til hensigt at sidde på et stykke jord, der er rent! Det samme gælder,
når Herren udvælger en hengivens hjerte. Det betyder ikke, at alle andre hjerter
ikke er Hans. Alt, hvad Han mener, er, at de ikke er rene. Gud er alle vegne,
alt er Hans. Hans blik falder på alt og alle. Hvis Gud ikke var alt dette,
hvordan kunne alle hjerter så skinne eller eksistere, så meget som de gør nu?
I skal derfor have fuldstændig tro på Gud og på jer selv. Vær altid beskæftiget
med gode handlinger, gavnlige aktiviteter. Sig sandheden. Undlad at påføre andre
smerte gennem jeres ord eller handlinger, ja endog gennem jeres tanker. Det er
måden at opnå santhi (fred). Det er den højeste gevinst, I kan opnå i dette liv.
-SAI BABA
Oversat af sboi dk
<<< Oversigt 1958
|
|
