| |
1958
14. december 1958
Kvaliteter og penge
Jeg ser, at I blot har nævnt, at Sathya Sai Baba vil være til stede på
konferencen. I har ikke programsat Mig til at holde nogen tale, så derfor kan
Jeg lige så godt forblive tavs. Men for så vidt angår Mig, så har Jeg ikke behov
for nogen formaliteter eller bekendtgørelser. Jeg er jeres, I er Mine. Jeg
afventer end ikke en invitation. Vores forhold er ikke af ydre karakter.
Forholdet går dybere ind i åndens verden. Jeg er med jer og i jer, så Jeg
behøver ingen velkomst og ej heller nogen forudgående anmodning om at komme.
Foreningen ’Det guddommelige Liv’ bestræber sig på at minde mennesker om det
guddommelige, der er deres grundlæggende virkelighed. Guddommelighed er iboende
ethvert individ og processen med at minde mennesket om dette faktum begyndte ved
selve den menneskelige histories begyndelse. Det, mennesket skal gøre for at
kunne leve et guddommeligt liv, er blot at fjerne den tåge, der skjuler
sandheden og får mennesket til at forestille sig, at det er noget andet, noget
ringere, flygtigere, materielt og forbigående. Alle er hellige, rene, dele af
evigheden. Men disse ting skinner i hver enkel i forhold til den sadhana
(åndelige øvelse), der udføres. Det er som elpærer, der spreder lys i henhold
til deres watt. Der findes intet legeme, der ikke opretholdes af Det Absolutte.
Der findes ikke noget navn, der ikke tilkendegiver Det Universelle. Alle
objekter er gennemtrængt af dette Princip; alle navne er kendetegn på Herrens
stråleglans.
Alle skal slutte sig til denne sangha (forening), der udbreder sig om denne
fundamentale sandhed og forstærker den stærke længsel efter udødelighed, der er
så rodfæstet i mennesket. Fra ministeren, der læste beretningen, fik vi at vide,
at medlemskab af foreningen er åben for alle, der betaler fire anna’s (ca. 4
øre) om måneden. Jeg vil foreslå, at medlemskab gøres muligt for alle, der kan
bidrage med ikke 4 anna’s, men i stedet med fire guna’er (kvaliteter)! De der
har kvaliteterne sathya (sandhed), dharma (’rigtig handling’), santhi (fred) og
prema (kærlighed) er ganske særligt egnet til at blive medlemmer. I skal fordre
menneskelige kvaliteter og ikke penge.
Ved at forsøge at tilfredsstille sine ønsker og behov søger mennesket altid
efter lykke. Hvis et ønske bliver opfyldt, føler mennesket glæde. Når det ikke
sker, føler det sorg. Men problemet er, at ønsker er et bål, der brænder med
større raseri, idet det beder om mere brændsel. Et ønske fører til to ønsker.
Mennesket udmatter sig selv i forsøget på at gøre en ende på ønskernes krav.
Mennesket må vendes bort fra vejen med de endeløse ønsker. Det må ledes hen på
vejen, der fører til indre tilfredshed og glæde. Det er foreningen ’Det
guddommelige Livs’ opgave.
Mennesket sørger, fordi det har udviklet tilknytning til det uvirkelige. Det
udvikler en urimelig kærlighed over for rigdom. Men mennesket er parat til at
ofre sine rigdomme for at frelse sine børns liv. Årsagen er, at tilknytningen
til børnene er stærkere end til den rigdom, som vedkommende har opnået! Men det
kan også forekomme, at mennesket synker så dybt som til at tilsidesætte sine
børn, når valget står mellem dets egen overlevelse og børnenes velfærd! Men den
lyksalighed, mennesket opnår, når det dvæler ved Atma (Den guddommelige Gnist),
kilden til al glæde, er ubundet og uforgængelig. Det er den sande glæde.
En appelsin har en skræl, der ikke smager godt, men den beskytter og bevarer
frugtkødet. For at få fat i appelsinens sødme, må I skære skrællen af og smide
den væk. Sådan er frugten fra livets træ. Den er beskyttet af en bitter skræl,
men det kloge menneske forsøger ikke at spise skrællen. Det tilskriver skrællen
den betydning, der tilkommer den og smider den så væk. Når det er gjort, smager
det kloge menneske sødmen.
For at visdommen muligvis skal kunne bryde frem i de personer, der trænger mest
til den, skal de ældre foregå med et godt eksempel med hensyn til viveka
(skelneevne) og vairagya (ikke-tilknytning). Hvis de ældre med febrilsk
ophidselse løber efter sanselige fornøjelser, hvordan kan man så bebrejde den
yngre generation for dens selviskhed og grådighed? De ældre må nødvendigvis
praktisere, hvad de prædiker. De må vise, hvordan et guddommeligt liv kan skænke
glæde, mental ro, tilfredshed og sand lykke. Hver dag skal de i det mindste
tilbringe nogen tid med at fremsige Herren navn eller med at meditere på Herren.
Så vil børnene også tilegne sig denne tilbøjelighed og lære den sikre metode til
selv at opnå santhi (fred).
I påstår, at der intet findes så lifligt som Herrens navn, men I gentager det
slet ikke. I har ødelagt vejen med jeres forsømmelighed og hensynsløse
ødelæggelse. Men I råder børnene til at gå ad denne vej. De vil opdage
snyderiet. De vil bede jer om selv at rejse hen ad vejen og føre an. Derfor har
medlemmerne af foreningen ’Det guddommelige Liv’ et meget stort ansvar.
Rent faktisk har enhver person, der prædiker om et ideal, et stort ansvar. For
vedkommende må selv forsøge at nå idealet, mens han råder andre til at gøre det
samme. Det er derfor, en inders ansvar er så stort. For i dette land er der
blevet født hellige mænd og vismænd, der har lært verden om de højeste sandheder
vedrørende åndelig højnelse. Alle, der påstår, de er indere, må leve et liv
efter disse mænds lære for at gøre sig fortjent til denne herkomst og til
beundringen fra åndeligt søgende fra hele verden.
Et guddommeligt liv er baseret på sathwa guna (rene og gode kvaliteter). Disse
kvaliteter skal nødvendigvis fremelskes. Disse kvaliteter kan udelukkende skabes
på et fundament af satwisk (ren og god) mad, der fremmer et godt helbred, giver
styrke, oplyser ånden og fremelsker en ivrig og seriøs stræben. Det gavner ikke
noget at uddele adhyatma rasa (åndelighedens saft) til underernærede og svage
mennesker. Giv dem først anna rasa (fødens saft). Gør dem stærke nok til at nære
en stærk tro og til at kunne rumme stærke idealer. Den fysiske sult skal først
tilfredsstilles ved hjælp af enkel satwisk føde.
Prøv herefter at gentage Herrens navn. Vælg det navn, der appellerer mest til
jer. I må ikke behandle navnet skødesløst. I skal respektere navnet, selv om I
hører det fra en tiggers læber, der bruger navnet til at skaffe sig almisser.
Skønt den person, der fremsiger Herrens navn, er slet eller selv om en persons
motiv for at fremsige det er dårligt, så lad være med at behandle navnet
dårligt, for dets renhed kan aldrig lide overlast. Tak dem for at have mindet
jer om Herren og gå væk derfra. Frem for alt må I ikke le ad og tage modet fra
en person, der påkalder sig Herren. Hvilken ret har I til at indsætte
elendighed, hvor der var glæde, og tvivl, hvor der var tro?
Prema (kærlighed); dyrk og praktiser den, udvikl den, spred den og al nutidens
had og jalousi vil forsvinde. Her, såvel som alle andre steder, er det
foreningen ’Det guddommelige Liv’ s pligt.
-SAI BABA
Oversat af sboi dk
<<< Oversigt 1958
|
|
