| |
1956
Gurupoornima
den 1. august
Gud som vejleder
Gud er Mahashakti (Den højeste Energi), og Jivi’en (den individuelle sjæl) er
Mayashakti (illusionens kraft). Gud er . Individet er blot skyggen,
tilsynekomsten, illusionen. Selv Jeg, den uforfalskede, er nødt til at iklæde
Mig Mayashakti for at færdes iblandt jer. Det er ligesom politibetjenten, der er
tvunget til at bære tyvens tøj, så han kan blive optaget i tyvebanden for at
arrestere tyvene og give dem en bøde! Herren kan ikke færdes iblandt jer med Sin
højeste Energi (Mahashakti) usvækket. For at Han kan blive genstand for Bhakthi
(hengivenhed) og hengiven tjeneste, er Han nødt til at komme med formindsket
pragt og begrænset glans.
I denne verden, der er midlertidig og under konstant forandring, er Herrens
iboende kraft den eneste bestandige og faste eksistens. I bestræbelserne på at
realisere det evige og sandheden må den enkelte nødvendigvis slutte sig til
denne kilde og kraft. Der er ingen måde at undgå denne vej. Det er alle og
enhvers skæbne. Det er det uanset deres alder eller lærdom, fødested eller race,
køn eller status.
Mens I begiver jer hen ad vejen, kan I iagttage jeres skygge, der falder på
mudder eller skidt, i en fordybning eller på en forhøjning, på tjørn eller sand,
på våde eller tørre jordstykker. I er upåvirket af jeres skygges skæbne, er I
ikke? Skyggen bliver heller ikke beskidt. Den bekymrer sig ikke det mindste om,
hvor den falder, eller hvad den trækkes gennem. Vi ved, at skyggen og dens
oplevelser ikke er evige og sande. På samme måde må I blive overbevist om, at I
blot er Det Absoluttes skygge, og at I fundamentalt ikke er dette ’jeg’, men at
I er Det Absolutte Selv. Denne viden er lægemidlet mod sorg, trængsler og
smerte.
Selvfølgelig er det først efter et langt og systematisk arbejde med Sadhana
(åndelig selvdisciplin), at I vil blive grundfæstet i Sandheden. Indtil da er I
tilbøjelige til at identificere jer med kroppen og glemme, at den krop, der
kaster skyggen, selv er en skygge. Det første skridt i Sadhana er at holde sig
til Dharma (retskaffenhed) i enhver individuel og social handling. Den Dharma, I
følger i relation til Prakrithi (naturen), vil automatisk føre jer til den
Dharma, der er gældende på det åndelige plan. I skal blot gennem tykt og tyndt
holde fast ved jeres Dharma. Da Aswathawa i sit raseri slagtede Pandava’ernes
børn, truede Arjuna, der fangede ham, med at hugge hans hoved af. Droupadi, den
efterladte moder, gik i forbøn for at redde ham! Hun sagde, at det ikke var
Dharmisk (retskaffen handling) at gengælde mord med mord; at dræbe ens egen
Gurus søn. Hvis I vil leve Dharmisk, er en sådan urokkelighed nødvendig; alene
dette er tegn på ægte overgivelse: "Lad Herrens Vilje sejre; ens pligt er blot
at tilslutte sig Hans Nådes strøm". Medens en fange sidder i fængsel, kan han
ikke engang kalde sit tøj for sit eget. Hvad kan I kalde for jeres i denne
periode, hvor I sidder i dette ’fængsel’? Gud giver jer mad og tøj. Han slipper
jer fri, når straffen er udstået. Hvis Han er tilfreds med jeres opførsel i
fængslet, gør Han det måske tidligere.
Den største forhindring på vejen mod overgivelse er Ahamkara (identifikation med
kroppen) og Mamakara (besiddertrang). Det er noget, der har fæstnet sig til
jeres personlighed gennem tiderne, idet det gennem oplevelserne fra hvert eneste
gennemført liv har sendt sine fangarme dybere og dybere ind i jeres bevidsthed.
Den følelse kan kun blive fjernet af de rensende tvillinger: 'Skelneevne og
ikke-tilknytning'. Hengivenhed er det vand, der skal vaske års snavs væk, og
sæben, der er gentagelse af Guds navn, meditation og yoga, vil hjælpe med at
fjerne det hurtigere og mere effektivt. Den person, der arbejder langsomt og
vedholdende, vil helt sikkert vinde dette ’løb’. Selv om metoden muligvis er
dømt til at være langsom, så er det den sikreste måde at rejse på. Hurtigere
måder at rejse på betyder ulykke; jo hurtigere måde, des større risiko for
ulykke. I bør kun spise, til I føler jer mætte, for mere mad vil forårsage uro.
Så gå fremad skridt for skridt i jeres Sadhana og vær sikre på det forudgående
skridt, før I tager det næste. Glid ikke to skridt tilbage, når I tager et
skridt fremad. Men selv det første skridt vil blive uregelmæssigt, hvis I ikke
har nogen Tro. Så udvikl Troen.
Sathyabhama spurgte engang Krishna: "Hvorfor gør Du de ting, som almindelige
mennesker gør? Yudhishthira, den ældste af Pandava brødrene, er den bedste af
brødrene, men Du omgås altid Arjuna, hvis ry ikke er det bedste". Sathyabhama’s
Tro var ikke stabil! Hvad kender folk til de motiver, der bevæger Herren og Hans
handlinger? Nogle fandt det forkert, at den Guddommelige vismand Naradha altid
gentog Herrens navn uden afbrydelse. Men indtil Sayujyam (sammensmeltningen i
Det Absolutte) må Guds navn nødvendigvis anvendes. Ideen om adskillelse vil
først forsvinde ved sammensmeltningen, ikke før. Frygt eller tvivl ikke, når I
en gang er blevet overbevist. Søg at forstå og overbevis jer selv. Når det er
sket, må I ikke blive vildledt. Når solen står lige over jeres hoved, vil der
ikke være nogen skygge; på samme måde; når Troen er vedholdende i jeres hoved,
vil den ikke kaste nogen skygge af tvivl.
Når mennesket farer vild og forvilder sig ud i ødemarken, idet det tror, det er
kroppen, Guna’erne (egenskaberne) eller objektet, så kommer Avataren (Gud
inkarneret i menneskeskikkelse) for at advare og vejlede. Fasthold en
uformindsket Tro på Herren; så kan I bevæge jer sikkert rundt i denne verden.
Ingen skade kan ske jer! Vær som landsbykvinderne, der går med krukker på
hovedet, den ene oven på den anden. Kvinderne holder balancen, selv medens de
taler og går langs den smalle, bugtede vej. De hverken glemmer eller ignorerer
byrden eller målet. De er årvågne. De er bevidste om vejens genvordigheder,
stenene og hullerne; det er den indre koncentration, der giver udbytte.
Alle og enhver er nødt til at tage afsked med livet en dag. Det øjeblik bør ikke
blive en stund med smerte og kvaler. I bør tage afsked på en smuk måde, med et
smil og et buk. For at kunne gøre det, er det nødvendigt med en masse
forberedelse. At tage afsked, at forlade alt det der har hobet sig op i løbet af
et langt liv, er en hård opgave. Så forbered jer på dette ved, fra nu af at
fjerne tilknytningen til den ene ting efter den anden.
I ser mange ting i drømme, og I erhverver jer mange ting, mens I drømmer:
'Styrke, penge, status og omdømme'. Men når I vågner, græder I ikke over det, I
har mistet. Det gør I ikke, skønt alt var meget virkeligt og skænkede jer
tilfredsstillelse og glæde i den periode, drømmen varede. Det var ’en drøm’,
siger I til jer selv; hvad forhindrer jer i at behandle de ejendele, der er
indsamlet i jeres vågne tilstand på samme nonchalante måde? Opelsk denne
indstilling og I kan tage herfra med et smil, når som helst tæppet falder på
drømmelandets scene.
I den indledende fase af åndelig Sadhana har navn, form og kvalitet (en persons
egenskaber) alle deres rolle at spille i dannelsen af personligheden. Guruen
ødelægger illusionen og spreder lys. Hans fremtræden er kølig og behagelig. Det
er årsagen til, at denne dag, en Poornima (fuldmånedag), er velegnet til at vise
Guruen passende ære. Endvidere er månen sindets Guddommelige vidne, og Poornima
er dagen, hvor sindet er blevet fuldstændig roligt og venligt. Selvfølgelig må I
vide, hvad I har mistet, så I er i stand til at begynde at lede for at I kan
genfinde det! Guruen er ofte nødt til at fortælle jer, at I har glemt jeres
rigtige navn eller at I har mistet den mest værdifulde del af jer selv og at I
endnu er ubevidst om tabet. Guruen er lægen, der helbreder de sygdomme, der
frembringer lidelser i forbindelse med skiftet mellem fødsel og død. Han er
ekspert i den behandling, der er nødvendig for helbredelse. Hvis I ikke får
sådan en Guru, bed så til Herren selv, at Han må vise jer vejen. Han vil helt
sikkert komme og frelse jer.
-SAI BABA
Oversat af
sboidk
<<<
Oversigt 1956
|
|
