1955

Mahasivarathri


 

Total overgivelse


Jeg holder ikke ’taler’. Når Jeg taler, er det mere en slags konversation. Jeg ønsker, at I hører hvert ord, Jeg siger, med ærbødig opmærksomhed, for jeres glæde er Min føde. I kan opnå Ananda (Lyksalighed) blot ved at følge de råd, Jeg giver, og det er årsagen til, at Jeg er nøjeregnende med, at I lytter opmærksomt og tager alt, hvad Jeg siger til jeres hjerter. Dette er ikke blot et foredrag, fra hvilket I ikke søger at opnå ny lærdom for livet.

Herren er et Kærlighedens Bjerg; uanset hvor mange myrer, der bærer sandkorn væk, vil de aldrig kunne opbruge Hans Overflod. Herren er Barmhjertighedens Ocean uden begrænsende kyster. Bhakthi (hengivenhed) er den letteste måde at få Hans Velsignelse på og også at opdage, at Han gennemtrænger alt, at Han rent faktisk er alt!

Sharanagathi (total overgivelse), at overgive alt til Hans vilje, er den højeste form for Bhakthi (hengivenhed). Engang krydsede en Brahmin (præst) et flodleje nær nogle mænd, der vaskede tøj. Da de opdagede, at han havde et flot nyt silkesjal over skulderen, faldt de alle over ham. De råbte, at sjalet tilhørte paladset. De havde fået sjalet for at vaske det, men det var blevet stjålet og de havde ikke kunnet spore det. Den stakkels Brahmin råbte: "Narayana, Narayana" (Narayana er et andet navn for Herren Vishnu), da slagene regnede ned over ham. Narayana rejste Sig fra Sit sæde i Vaikunta (Vishnu’s Himmel) og skred fremad. Men kort efter gik Han tilbage og satte Sig igen. Hans ægtefælle blev meget overrasket over dette og spurgte Ham om årsagen til denne mærkelige opførsel. Narayana svarede: "Jeg ønskede at hjælpe den stakkels Brahmin, der var faldet i banditternes kløer, men han er begyndt at slå dem - slag efter slag; der er ikke længere brug for Min hjælp".

Netop når Bhakthi vokser frem som en spire, er det nødvendigt med et hegn til at beskytte den følsomme plante. Dette hegn er Sanathana Dharma (Sandhed til alle tider) og Dennes regler, vedtægter, restriktioner, anvisninger og befalinger. Når frugten er grøn, vil den ikke falde til jorden, om så stormen raser, men når frugten er fuldmoden, falder den til jorden selv i nattens stilhed. En lille flamme vil slukkes, hvis blot en lille gren lægges på den. Men en skovbrand vil omdanne selv det mest løvrige træ, der besværliggør ildens heftige fremmarch, til aske! Det, der er behov for, er den totale overgivelse af egoet.

Studen brøler: "Ham hai", "ham hai" (jeg er, jeg er) i sin egoistiske stolthed. Og så, når den blot er få dage gammel, binder I den til en stolpe, så den er adskilt fra sin moder. I lader den arbejde, til den kun er skind og ben, men alligevel lærer dyret ikke ydmyghedens lære. Selv når det er trukket stramt hen over trommen, genlyder dyrets skind af den egoistiske lyd, ”ham, ham, ham” (jeg, jeg, jeg). Så derfor må skindet skæres i tynde strenge og når der så bliver trukket i strengene, åbenbares det for studen, at den har haft nytte af alle de straffe, den har gennemlevet. Den mumler: ”Thum, Thum, Thum” (Dig, Dig, Dig) - og dens ego er væk.

Tiggermunken går langs vejen, medens han synger lovprisninger til Herren. Han har de klingende bækkener i sin højre hånd. Han har to af dem. De er den evige duet af godt og dårligt, glæde og sorg, smerte og fornøjelse. Med sin venstre hånd klimprer han på Samsaras (den verdslige verden) strengeinstrument. Samsara er tonen, som hans sang må tilpasse sig efter. Samsara er den musikalske node. Men både den musikalske node og instrumentet, der slår takten, eksisterer med det formål at forøge effekten af den sang, der strømmer fra hans mund; sangen, der lovpriser Gud.

Jeg kan huske, at Jeg, da Jeg var i Mit tidligere legeme (Shirdi Sai Baba), fortalte en spørger i Maharashtra, at der findes tre slags hengivenhed. Vihangu er metoden, hvor den hengivne er ligeså utålmodig som en fugl, der slår ned på træets modne frugt. Denne hengivne er for utålmodig, og ved sin utålmodighed gør han sig til grin. Han mister sin ’frugt’, der falder fra ham. Markata er metoden, hvor den hengivne er ligesom en abe, der skraber den ene frugt efter den anden til sig, og af lutter ophidselse ikke er i stand til at beslutte, hvilken frugt, den ønsker. Også denne type hengivne tøver og ændrer sit mål alt for tit og mister derved alle chancer for succes. Pipeelika er metoden, hvor den hengivne er ligesom myren, der langsomt, men regelmæssigt, fortsætter mod det søde. Denne hengivne bevæger sig tillige direkte og med udelt opmærksomhed mod Herren og vinder Hans Nåde!

Bhakthi (hengivenhed) og Shraddha (Tro) er de to årer, ved hvis hjælp I kan føre båden tværs over Samsara's hav (det verdslige livs). Da et barn en aften gik i seng, sagde det til sin mor: "Mor, væk mig, når jeg bliver sulten". Moderen svarede: "Det er der ingen grund til. Din sult vil selv vække dig". På samme måde gælder det, at når trangen efter Gud kommer, vil den selv aktivere jer og få jer til at søge den ’føde’, I behøver. Gud har udstyret jer med sult, og Han sørger for maden. Han har skænket jer sygdomme, og Han dyrker de plantearter, I behøver. Jeres pligt er at se til, at I får den rigtige sult og den rigtige sygdom, samt at I indtager den passende føde eller medicin!

Mennesker må blive forenet med den foranderlige verden og de må blive nedbrudt. Det er den træning, der vil lære jer, at verden er en illusion. Intet antal lektioner vil få jer til at tro, at det er en slange, medmindre I rent faktisk får lov at opleve en. Rør ved ild og få fornemmelsen af at blive brændt; der er ingen bedre måde at lære, at man bør undgå ild. Medmindre I rører ilden, vil I kun være bevidst om dens lys. Ilden er både lys og varme; ligesom verden både er sand og falsk - det vil sige en illusion.

I vid udstrækning er det en almindelig vane at dømme andre og stemple dem som troende eller ateister. Hvad ved I? Hvad kan I vide om, hvad der rører sig i andres sind? Der var engang en dronning, der var en stor hengiven af Rama. Hun var meget ked af, at hendes mand, Raja'en (kongen), aldrig udtalte Rama’s navn eller tilbad Ham. Hun havde givet et løfte om, at hun ved første lejlighed, hvor hun så et bevis på hans tilbedelse - eller i det mindste en respekt for Ramanama (Rama’s navn), i stor målestok ville lade udføre Puja (tilbedelse) i alle templerne og give de fattige mad. Så en nat, mens Raja'en sov fast, udtalte han Rama’s navn tre gange på en melankolsk og andægtig måde. Dronningen hørte gentagelsen af Guds navn og var glad over at opdage hendes mands hengivenhed over for Rama. Hun beordrede afholdelse af festligheder over hele kongedømmet og bespisning af de fattige. Raja'en kendte ikke årsagen til festlighederne, for han havde blot fået at vide, at det var dronningens ordre, embedsmændene udførte. På samme måde er en ægtemand måske ikke bevidst om kvaliteten af hustruens åndelige færdigheder.

Der er historien om et par, der var på vej gennem en tyk jungle på en pilgrimsrejse til en utilgængelig helligdom. På stien fik ægtemanden øje på en værdifuld sten, der lyste funklende, da Solens stråler skinnede gennem bladene og ramte den. Han ønskede ikke, at hans kone skulle blive fristet til at samle den op og blive en slave af det flitterstads. Så med en bevægelse med foden skyndte han sig at vippe noget sand over den. Hustruen så bevægelsen og drillede manden med, at der i hans sind stadig var bibeholdt en forskel mellem sand og diamanter. For hende var der ingen forskel.

Kongen, der i søvne havde udtalt Rama’s navn, var ifølge historien meget ked af, at han havde udtalt Rama’s navn, da han var af den mening, at ingen skulle kende til hans Kærlighed til Rama. Der er mange, der ikke vil råbe op om deres Guru eller deres foretrukne Navn og skikkelse på Gud. Men om I fortæller om dem til andre eller ej, skal I altid bevare dem i jeres bevidsthed. Rama’s navn, eller ethvert andet navn, skal være til stede lige så regelmæssigt som åndedrættet.

En person fortalte engang doktor Johnson, den berømte engelske tænker, at vedkommende kun sjældent kunne få tid til at fremsige Guds navn. Årsagen var de hundredvis af ting, han skulle klare fra morgen til aften - endog til langt ud på natten. Doktor Johnson svarede ved at stille et spørgsmål. Han spurgte, hvordan millioner af mennesker fandt plads til at leve på Jordens overflade, der består af to tredjedele vand, og hvor resten er så fuld af bjerge, ørkener, skove, områder med is, flodsenge, sumpe og lignende svært tilgængelige områder. Den pågældende person svarede, at mennesker på én eller anden måde kæmpede sig frem til at finde et sted at bo. På samme måde, sagde doktor Johnson, må mennesker på en eller anden måde finde nogle få minutter om dagen for bønner til Gud.

Bhakthi (hengivenhed) og evnen til at overgive sig, hvilket er hengivenhedens slutresultat, vil give jer stort mod til at møde enhver kritisk situation; den slags mod er det, der også kaldes ikke-tilknytning. Historien om Mohajith er et godt eksempel på den højeste form for ikke-tilknytning.

Mohajith, prinsen, gik til en vismand i skoven og søgte vejledning på den åndelige vej. Vismanden spurgte prinsen, om han havde besejret tilknytningen, som hans navn indikerede. (Navnet betyder ’illusionens besejrer’) Prinsen svarede, at ikke bare han, men enhver i hans kongerige havde besejret tilknytningen! Vismanden besluttede at kontrollere, om denne påstand var rigtig.

Den hellige mand tog prinsens klæder, dyppede dem i blod og skyndte sig til paladsets port. Her fortalte han den forfærdelige historie om mordet på prinsen. Et mord der var blevet begået af nogle banditter i junglen. Den tjenestepige, han mødte, nægtede at skynde sig videre med nyheden til de kongelige gemakker. Fordi, som hun sagde: "Prinsen blev født, han døde; hvad er det presserende ved denne nyhed, der skulle berettige, at jeg afbryder min normale rutine og løber til kongen og dronningen?"

Da vismanden endelig fik audiens og dermed fik mulighed for at berette de sørgelige nyheder for faderen, sad denne helt roligt og hviskede for sig selv: "Fuglen fløj fra det træ, hvor den var dalet ned for at finde hvile". Også fyrstinden var uberørt. Hun fortalte den hellige mand, at denne Jord er et herberg, hvor mennesker kommer og opholder sig natten over. Når morgenen gryr, vandrer de, en efter en, hver deres vej. Venner og slægtninge er de ord, vi bruger for tilknytningen til de rejsende, vi gør bekendtskab med, under det korte ophold på herberget.

Den ’døde’ prins´ hustru var også uberørt. Hun sagde: "Mand og hustru er som to stykker træ, der driver ned ad den strømmende flod. I nogen tid flyder de tæt ved hinanden og når en strøm kommer imellem dem, bliver de adskilt. Hver af dem må fortsætte mod havet med sin egen hastighed og hver af dem må nå det på sit eget tidspunkt. Der er ingen grund til at sørge over adskillelsen af de to; det er efter naturens orden, at det skal være sådan!".

Den hellige mand var meget glad for at se denne vedholdende og oprigtige Vairagya (ikke-tilknytning) hos herskerne og deres undersåtter. Han tog tilbage til skoven og fortalte prinsen, at mens denne havde været væk, havde en fjendtlig hær invaderet hans kongerige og dræbt hele den kongelige familie, erobret hans kongedømme og gjort alle hans undersåtter til slaver. Prinsen tog nyheden roligt og sagde: "Alt dette er som bobler. Det er spinkelt og midlertidigt. Lad det forsvinde som en boble. Vejled mig, så jeg kan nå Gud - Det Uforgængelige".

Et sådant mod kommer fra Guds Nåde. Det kræver generationers lærdom og kamp. Imidlertid må I begynde med det første skridt, renselse af sindet og udvikling af gode egenskaber. Selv om I ikke starter med dette skridt, så le i det mindste ikke ad dem, der gør det, så I tager modet fra dem. Gør i det mindste dette! Gør jer ikke afhængige af, at andre gør jeres arbejde, som f.eks. at klare jeres egne personlige fornødenheder. Klar dem selv; det er virkelig frihed. Endnu engang, modtag aldrig noget ’gratis’ fra andre, betal det tilbage i form af tjeneste eller arbejde.

Det vil gøre jer alle til mennesker, der respekterer sig selv. At modtage en tjeneste betyder at blive bundet til giveren. Forøg jeres selvrespekt og værdighed. Det er den bedste tjeneste, I kan gøre mod jer selv.

’Onkel’ Måne (børnebog i Indien) er ’onkel’ til alle verdens børn. På samme måde er Herren alles Fader, Hvis besiddelser alle kan gøre krav på en andel af. Men for at være i stand til at få denne andel, må I have en vis alder, et vist intelligensniveau og en vis skelneevne. Den svagelige og den dårligt begavede anses ikke for at være egnet til at modtage besiddelser. Herrens besiddelse er Nåde – Prema (Kærlighed). Men hvis I har skelneevne og hvis I overgiver jer, kan I kræve jeres andel som værende jeres ret.

Kom med jeres hengivenhed, læg den her og tag åndelig styrke med herfra! Jo oftere dette gøres, jo gladere bliver Jeg. Kom med det, I har, nemlig jeres sørgmodighed, sorg, bekymringer og ængstelser og modtag fra Mig glæde, fred, mod og tillid. Set fra Mit synspunkt findes der ikke forskellige niveauer blandt de hengivne. Moderen bruger mere tid på at føle omsorg for det syge barn; hun beder bare de ældre børn om at passe sig selv. Det lille barn giver hun mad med sine egne hænder. Det betyder ikke, at hun ikke elsker de ældre børn. På samme måde må I ikke tro, at en person er uden for Min Kærligheds rækkevidde, fordi Jeg tilsyneladende ikke giver vedkommende Min opmærksomhed.

Læg også mærke til følgende. I denne Guddommelige Inkarnations tid vil de syndige ikke blive tilintetgjort; de vil blive korrigeret, rettet, undervist og ført tilbage til den sti, hvorfra de har forvildet sig væk. Det træ, der er befængt med hvide myrer, vil ikke blive fældet; det vil blive reddet. Desuden vil denne Avatar ikke vælge noget andet sted end her, hvor Guds fødsel fandt sted, som centrum for Sine Leela'er (Guddommelige lege), Mahima'er (mirakler) og Upadheska (Guddommelig vejledning). Dette træ vil ikke blive omplantet; det vil vokse der, hvor det oprindelig kom op af jorden. En anden særegenhed er denne: "I løbet at Sin løbebane har denne Avatar intet slægtskab eller tilknytning til medlemmer af den familie, som Han blev født ind i. Rama’s, Krishna’s og andre af Guds tilsynekomsters liv udspillede sig for det meste blandt og for familiemedlemmerne. Ulig dette er denne Avatar for de hengivne, de retskafne sjæle og de åndeligt søgende. Denne Inkarnation praktiserer ikke Japa (gentagelse af Guds navn), mediterer ikke og dyrker ikke yoga. Inkarnationen kender ikke til tilbedelse. Den vil ikke bede til nogen eller noget, for Den er Det Højeste. Inkarnationen vil udelukkende undervise jer i at tilbede og bede.

For et verdsligt menneske vil en person, der er ’beruset af Gud’, virke gal, og det vil le ad vedkommende. Men for det Gudsberusede menneske vil det verdslige menneske forekomme at være sindssygt, forfærdelig vildledt og blindt. Af alle de ’sindssygdomme’, der plager menneskeheden, er ’det at være tosset med Gud’ den mindst skadelige, den mest gavnlige. Verden har lidt usigelig skade på grund af dens ’gale’ herskere og ’gale’ vejledere. Men det eneste resultat, der er kommet ud af, at mennesker er ’tossede med Gud’, er Harmoni, Fred, Broderlighed og Kærlighed!
 

-SAI BABA

Oversat af sboi dk

<<< Oversigt 1955