<<< Oversigt over Vahinibøger    <<< saibabaofindia.dk     <<< saibabaofindia.com/saidk

 


 




Kapitel 1 Rama – prins og princip
Kapitel 2 Den kongelige slægt
Kapitel 3 Ingen efterkommere fra hans lænder
Kapitel 4 Sønnerne
Kapitel 5 Guruen og disciplene
Kapitel 6 Råbet om hjælp og den første sejr
Kapitel 7 Sita vindes
Kapitel 8 Endnu en udfordring
Kapitel 9 Forberedelser til kroningen
Kapitel 10 De to løfter
Kapitel 11 Også Lakshmana
Kapitel 12 Sita insisterer og får sin vilje
Kapitel 13 Perioden i eksil påbegyndes
Kapitel 14 Ind i skoven
Kapitel 15 Blandt eneboerhytter
Kapitel 16 Tungsind over byen Ayodhya
Kapitel 17 Brødrene mødes
Kapitel 18 Sandalerne indsættes på tronen

top

 



Historien om Rama, dette kildevæld af hellig sødme, har for millioner af mænd, kvinder og børn i mange århundreder været en bestandig kilde til trøst. Den har været til trøst, når de har været sorgfulde; den har givet dem livskraft, når de har været slået i gulvet af ubeslutsomhed; den har givet dem oplysning, når de har været forvirrede; den har været til inspiration i øjeblikke med modløshed og til vejledning, når de har været fanget i et dilemma. Historien om Rama er et intenst, menneskeligt drama, hvor Gud optræder i rollen som menneske. På verdens mægtige scene omgiver dette ’menneske’ sig med perfekte såvel som ufuldkomne mennesker; humane og inhumane mennesker – udyrene og dæmonerne. Alt det gør Herren, for gennem forskrifter og eksempler at skænke os Den højeste Visdoms velsignelse. Det er en historie, der udspiller sig nænsomt og berører menneskene dybt i deres hjerter. Historien fremkalder en klar og let forståelig reaktion på det gribende; det der skaber medlidenhed; det triumferende; det der er tilbedelsesværdigt; det der skaber henrykkelse, og det der får os til at overgive os. Alt det der får os til at transformere os - fra dyr til menneske og fra menneske til det guddommelige, der er vores inderste kerne.

Ingen anden beretning i menneskehedens historie har haft så stor en indvirkning på menneskets sind. Historien om Rama hæver sig over historiens milepæle og overskrider geografiens grænser. Den har formet og sublimeret generationers vaner og holdninger. Over store dele af kloden er Ramayana’en, Historien om Rama, blevet et helbredende blodlegeme i menneskehedens blodcirkulation. Historien har slået rod i folks samvittighed. Derved har den ansporet og tilskyndet dem til at bevæge sig hen ad sandhedens, retskaffenhedens, fredens og kærlighedens vej.

Gennem legender, sagn, vuggeviser, myter, eventyr, dans og drama; gennem billedhuggerkunst, musik og kunstmaling; gennem ritualer, poesi og symboler er Rama blevet selve åndedrættet, lyksaligheden og skatten for utallige åndeligt søgende. Personerne i Historien om Rama opfordrer og inviterer de åndeligt søgende til at efterligne sig og til selv at ophøje sig. Personerne tilvejebringer lysende eksempler til efterfølgelse og eksempler på spændende oplevelser. De advarer de vankelmodige mod moralsk fordærv, voldshandlinger, stolthed og smålighed; gennem deres troskab og sjælsstyrke indgyder historiens personer de vankelmodige mod. Til ethvert sprog og til enhver dialekt, som menneskers tunger har udtænkt til brug for at udtrykke deres højeste ønsker, har Historien om Rama tilføjet en enestående opmuntrende liflighed og sødme.
top
Sai Baba (Isa, Gud), hvis tanke er universet, hvis vilje er dets historie, er forfatteren, instruktøren, skuespilleren, tilskueren og anmelderen til det drama, der for evigt åbenbarer sig i tid og rum. Han har nu valgt selv at berette historien om denne ene, storslåede akt i dette mægtige drama. Denne akt hvori Han selv antog rollen som Rama. I skikkelse af Rama instruerede, inspirerede, oplivede, korrigerede, afhjalp, trøstede og opmuntrede Han de samtidige mennesker i Treta-tidsalderen (den anden af en cyklus på i alt fire tidsaldre). Som Sai Rama er Han nu engageret i den samme opgave. Historien om Rama er blevet bragt som afsnit i tidsskriftet ’Den tidløse Vognstyrer’ (originaltitel: ’Sanathana Sarathi’). Det meste af det læserne med begejstring har læst i disse afsnit, må have forekommet dem at være ’begivenheder og oplevelser fra Treta-tidsalderen’ og ’direkte råd til folk på Rama’s tid i relation til samtidige problemer og vanskeligheder’. Men når du læser disse sider, vil du som læser ofte blive behageligt overrasket over identiteten mellem Rama i Historien om Rama, og den Sai Rama, som du nu oplever.

Videnskaben (science) har skabt et billede af Jorden som en indkapslet enhed, der kan lignes med et rumskib. Jorden bliver opfattet som et rumskib i hvilket menneskeheden er nødt til at udleve sin skæbne. ’Sai-ence’ er, som vi ved, hastigt i gang med at forme dette ’rumskib’ til kærlighedens lykkelige hjemsted. Denne bog må have været Sai Baba’s vilje, udtrykt som et altafgørende universalmiddel til fjernelse af de sygdomme, der lægger hindringer i vejen for denne universelle kærlighed. Disse sygdomme er: Den syndige trang til sanselige glæder; den voksende uærbødighed over for ens forældre, lærere, de ældre, åndelige ledere og vejledere; den katastrofale overfladiskhed og respektløshed inden for sociale, ægteskabelige og familiemæssige forhold; den dæmoniske tillid til vold som et middel til at nå umoralske mål; den konstante parathed til godkendelse af terror og tortur som midler til at nå personlig og fælles vinding og fordel foruden mange andre ondskabsfuldheder.

I Historien om Rama har Sai Rama, på sin egen enkle, liflige og opmuntrende måde, sammenfattet sit eget guddommelige virke som Rama! Hvor er vi heldige! At have denne guddommelige beretning i vore hænder; at kunne lade den prente sig dybt i vore hjerter. Måtte vi, gennem studiet af denne bog, blive omdannet til virkningsfulde og entusiastiske redskaber, der kan fuldende Hans mission: At forme menneskeheden til én familie og at få hver enkelt af os til at forstå Sai Rama som Sandheden; den eneste sandhed der eksisterer.

Sai Baba har erklæret, at Han er den selv samme Rama, der er kommet til Jorden igen. Videre erklærer Baba, at Han søger efter sine fordums medarbejdere og arbejdere. Det gør Han for at tildele dem roller i sin nuværende mission, der går ud på at genoplive ’rigtig handling’ og føre mennesket til Fredens Tilflugtssted. Mens vi tænker dybt over denne første del af Historien om Rama, lad os da bede til, at også vi bliver tildelt roller, og måtte Han, som belønning, skænke os synet af dette Tilflugtssted.

N. Kasturi
Redaktør, Sanathana Sarathi

top



Rama er den, der bor i ethvert legeme. Han er Rama i hjertet; han er den evige lyksalighed i ethvert individ. Hans velsignelser, der med stor kraft springer fra denne indre kilde, kan skænke fred og lyksalighed. Han er selve legemliggørelsen af ’rigtig handling’, af alle de moralske love og regler der holder menneskeheden sammen i kærlighed og enhed. Ramayana’en, Historien om Rama, lærer dig to lektier: Værdien af ikke-tilknytning og behovet for at blive bevidst om det guddommelige i alle væsener. At tro på Gud og at have ikke-tilknytning til verdslige anliggender er nøglerne til menneskelig befrielse. Giv afkald på sanseobjekterne, og du opnår Rama.

Sita gav afkald på hovedstaden Ayodhya’s luksustilværelse og kunne derfor i eksil-perioden være sammen med Rama. Da hun kastede lange blikke efter den gyldne hjort og higede efter den, mistede hun samværet med Rama. Forsagelse fører til glæde; tilknytning forårsager sorg. Vær i verden, men ikke af den. Rama’s brødre, kammerater, ledsagere og samarbejdsmænd er hver især eksempler på personer, der er gennemtrængt af ’rigtig handling’.

Dasaratha (Rama’s fader) er repræsentant for det, der slet og ret er fysisk; det der rummer de ti sanser. (De fem videnssanser og de fem handlingssanser). De tre kvaliteter - den sløvende, den lidenskabelige og den rene og gode kvalitet – repræsenteres af de tre dronninger. Livets fire mål er de fire sønner. Lakshmana (Rama’s broder) er intellektet; Sugriva (abe-konge og Vali’s broder) er skelneevnen. Vali (abe-konge; broder til og fjende af Sugriva) er fortvivlelsen. Hanuman (halvt abe halvt menneske; stor hengiven af Rama) er legemliggørelse af mod. Broen er opført over illusionens hav. De tre dæmon-ledere, Ravana, Kumbhakarna og Vibhishana, er legemliggørelserne af henholdsvis den lidenskabelige kvalitet (Ravana), den sløvende kvalitet (Kumbhakarna) og den rene og gode kvalitet (Vibhishana). Sita (Rama’s hustru) repræsenterer viden om Gud eller bevidstheden om Den universelle Absolutte, som det enkelte menneske er nødt til at erhverve sig og er nødt til at genvinde ved i livets smeltedigel at gennemgå møje og kvaler.

Gør dit hjerte rent og stærkt, idet du tænker over Historien om Rama’s storslåethed. Bliv grundfæstet i troen på, at Rama er din egen eksistens virkelighed.

Baba

top


Kapitel 8

Endnu en udfordring

8.1. I mellemtiden var Dasaratha på vej mod Ayodhya. Han var i følgeskab af sine sønner, svigerdøtre, vismænd, lærde, hærenhedernes infanteri, kavaleri, elefanteri og stridsvogne samt mange af kongerigets borgere. Pludseligt begyndte de at lægge mærke til visse dårlige varsler. De fik en forudanelse om, at der var ved at ske noget særdeles alvorligt. Dasaratha henvendte sig til Vasishta og rådførte sig med ham: ”Mester! Dette er i sandhed en overraskelse! Mørke skyer trækker sig mere og mere sammen, og de brager højere og højere. De vilde dyr trasker rundt om os i cirkler. Sådan burde dyrene ikke opføre sig, burde de vel? Hvad kan være årsagen til alt dette? Hvad indikerer disse hændelser? Jeg er bekymret over disse varsler.” Ved hjælp af sin guddommelige indsigt var Vasishta i stand til at se, hvad disse tegn betød. Han sagde: ”Oh konge! Det er tegn på, at nogle forfærdelige begivenheder er forestående. Skyerne brager af frygt. Men tænk over den kendsgerning at de vilde dyr kredser om vore stridsvogne. Heraf kan vi da udlede så meget, at den katastrofe, der truer os, vil blive afværget. Derfor behøver du ikke være bekymret.” Vasishta indgød tro og fortrøstning i Dasaratha, og de afventede de forestående begivenheder.top

8.2. Pludseligt voksede vindstyrken til en stærk hvirvelstorm! Mens de så på det, blev kæmpestore træer rykket op med rode og væltede omkuld i en foruroligende larm. Selv bjergtinder væltede hid og did. Tordnende eksplosioner skar gennem luften, som var det Jorden selv, der var ved at brække i småstykker. De, der sad inde i vognene, kunne ikke se køretøjerne foran eller bag sig. Så tyk var den støv, der blev hvirvlet op omkring dem! Heste og elefanter begyndte i panik at løbe vildt omkring. Nogle af hærens fodfolk faldt bevidstløse om; andre stod paralyseret af en sælsom frygt.

8.3. I hele denne umådelige menneskeskare var Vasishta, Dasaratha og de fire sønner de eneste, der ikke var bange! Alle andre var som tappet for livskraft og vitalitet. Og det med god grund. For jorden og luften blev indhyllet i mørke. Mørket blev forstærket af blændende lyn! Med skrækindjagende øjne stod en forfærdelig skikkelse foran dem.

8.4. Hans hoved havde en krone af kraftigt, sammenfiltret hår. Han havde en kæmpe dobbeltægget økse over skulderen. Over den anden skulder bar han et kogger med pile, der skinnede som lysende striber. For Dasaratha og hans følge så han ud som den Siva, der med et øje i panden var på vej hen for at tilintetgøre de dæmoniske herskere af Den tredobbelte Fæstning (de tre byer der symboliserer de tre kvaliteter: Sløvhed og uvidenhed, lidenskab og hvileløshed samt den rene og gode kvalitet)! Så snart skikkelsen blev rigtig synlig, genkendte Vasishta ham som Parasurama (en inkarnation af Vishnu i menneskelig skikkelse; født for at tilintetgøre de ondsindede Kshatriya (kriger)-kongers arrogance). Men det undrede ham, at han denne dag var så opfyldt af en rasende vrede. Al Parasurama’s raseri mod kriger-klanerne havde ellers lagt sig efter de felttog, i hvilke han havde knust dem. Vasishta forsøgte at finde ud af, hvad der igen havde fået flammerne til at blusse op fra de sidste gløder.top

8.5. Vasishta gik selv hen mod Parasurama. Han udviste alle de traditionelle velkomsttegn. Han inviterede ham til at vaske hænder og bad ham om tilladelse til at vaske hans fødder. Men skønt Parasurama accepterede disse tegn på god vilje og hjertelige modtagelse, stirrede han på Rama med øjne som glødende kul! Rama reagerede imidlertid ved at sende ham et charmerende smil. Det smil fik blot Parasurama’s vrede til at blusse endnu mere op! Begejstret råbte han højt: ”Oh søn af Dasaratha! Jeg har lyttet til beretninger om dine bedrifter, der bliver prist af tusind tunger. Jeg har også hørt, hvordan du knækkede Siva’s bue, som var den blot et barns legetøj. Men alt det er forlydender, det er ikke noget, jeg direkte har set. Jeg er kommet, så jeg personligt kan undersøge din tapperhed.”

8.6. Jeg har medbragt denne guddommeligt indviede bue. Den tilhørte eneboeren Jamadagni, min ærværdige fader. Vis mig din styrke. Streng den og sæt en pil på den. Hvis du ikke gør det, så indlad dig i kamp med mig!” I glødende vrede udfordrede han på denne måde Rama.

8.7. Rama blev ikke påvirket af al denne vredestilkendegivelse. Han blev ved med roligt at smile. ”Oh Bhargavarama (et navn for Parasurama)! Jeg troede, at den hævn, du ønskede at tage over kriger-kasten, var overstået for lang tid siden. Hvorfor dette tilbagefald? Hvorfor denne meningsløshed?”, spurgte han. Netop da bøjede Dasaratha sig dybt, og med en sørgmodig stemme appellerede han til Parasurama på følgende måde: ”Bhagavan (guddom; vending der udtrykker en ærbødig henvendelse)! Du er brahmin. Du har opnået et storslået ry. Mine sønner er purunge teenagere. Hvorfor udvikle et hævngerrigt had mod dem uden nogen som helst grund? Det er upassende for dig, der tilhører en slægt med så høj en status. Dine forfædre studerede uafbrudt vedaerne. De udførte ritualer og ceremonier med minutiøs omhyggelighed. Den dag, du begyndte på Chandrayana ritualet (en bodsøvelse, der skal udføres i løbet af Månens tiltagende periode), erklærede du selv, at du fra den dag af ikke ville omgås eller håndtere noget våben. Du sagde, at dine ønsker var blevet opfyldt. Det sagde du foran ingen ringere Gud end Indra, idet du forærede vismanden Kasyapa (alle levende væseners fader) alle de landområder, som du havde erobret. Du bestemte dig for at tilbringe resten af dine dage med at udføre retskafne handlinger og derved opnå sindsligevægt.” top

8.8. ”Du har hele tiden været beskæftiget med at udføre askese på det hellige bjergs, Mahendra’s, tinde! Og nu, helt i modstrid med din erklærede intention, er dit sind helt optaget af tanken om at tilintetgøre mit dynasti og min familie. Er det ikke en forfærdelig synd at handle mod det ord, man har givet? Hvilken gavn får du af din strenge askese, når du først har brudt dit løfte? Der eksisterer ingen Gud højere end sandheden, gør der? Du udfordrer udelukkende Rama, og du siger, du udelukkende vil kæmpe mod ham! Hvis denne søn lider nogen form for overlast, vil hele min familie blive styrtet ud i en frygtelig ulykke. I det øjeblik han måtte lide nogen form for skade, vil vore liv være til ende. En brahmin som dig bør ikke blive ansvarlig for tabet af så mange liv! Det er ikke blot helligbrøde over for brahmin-kasten, det er en afskyelig synd.”

8.9. Parasurama ænsede ikke Dasaratha’s ord. Han lyttede ikke til dem. Han kastede udelukkende sit blik på Rama. Parasurama sagde: ”Både den bue, du knækkede, og denne bue stammer fra Himlen. Viswakarma, den guddommelige våbenmager, har fremstillet dem begge. Den ene blev stillet til Siva’s rådighed til brug mod dæmonerne i Den tredobbelte Fæstning. Den anden bue blev overladt til Vishnu. Da dæmonerne var blevet besejret, sendte Siva sin bue til kong Dasaratha, sammen med de pile der var blevet brugt i kampen. Måske er buen blevet skrøbelig og svag, eftersom den havde opfyldt sit formål. Hvis sådan en bue bliver knækket, er det ikke noget bevis på styrke og mod. Buen her har stadigt arbejde at udføre, så den bibeholder sin kraft og vitalitet. Denne bue er blevet tilført en stor virkningsfuldhed og kraft. Tag den, streng den og knæk den, som du knækkede den anden bue. Det er måden, hvorpå du kan bevise din styrke og tapperhed. Du skal ikke spankulere rundt i stolthed over, at du har knækket Siva’s bue! Knæk denne bue og skriv dit navn ind i de tapres annaler.”top

8.10. ”Måske tvivler du på mit ord om, at denne bue er Vishnu’s bue”, fortsatte han. Vishnu selv opbevarede den i den store vismand Hrishika’s varetægt. Han overdrog den til sin søn, Jamadagni. Jamadagni er min fader. Han var guldgruben af en kolossal fortjenstfuldhed, der var optjent gennem streng askese. Han var så renhjertet, at han ikke havde noget som helst spor af had eller hævn i sig. Min fader havde forsaget brugen af våben. Alligevel dræbte den ondsindede kong Karthaviryarjuna ham. Det var en enestående grusom forbrydelse. Ingen har før dræbt en anden på så oprørende og modbydelig en måde. Jeg besluttede, at jeg ikke ville vise nogen barmhjertighed. Jeg var nødt til at give ham en lærestreg. Jeg afgav det højtidelige løfte, at jeg ikke blot ville tilintetgøre dette uhyre, men også alle onde og uretfærdige konger. Fra den dag af har jeg skåret sådanne konger i småstykker og spillet bold med deres hoveder. Denne bue var med mig på alle disse felttog. Jeg dræbte mange onde monarker. Jeg undertvang mig hele verden. Da det var sket, kølnedes min vrede over for dem, der havde dræbt min fader, en smule. Jeg opgav hævntogtet og begyndte at højtideligholde et offerritual. Jeg inviterede Kasyapa til at lede offerceremonien, eftersom han var en stor helgen, der var fordybet i fortjenstfulde handlinger. Jeg gav ham Jorden, som jeg havde erobret, som honorar for at føre tilsyn med ritualet. Siden da har jeg tilbragt mine dage på Mahendra bjergets tinde. Mit sind har været fordybet i fred, og mit intellekt har skinnet af åndelig glans.”top

8.11. ”Din fader spurgte mig, hvorfor jeg igen har grebet til dette våben og har anlagt en udfordrende holdning, på trods af at jeg har forsaget hævnens og hadets vej. Rama, jeg vil nu give din fader mit svar! To buer blev skabt i Himlen og bragt til Jorden. Du har knækket Siva’s bue. Alene denne her bue er forblevet intakt. Hvis denne bue også bliver knækket (den tjener ikke noget formål ved at være hos mig, for min gerning er overstået), så vil min forsagelse være fuldbragt. Derfor ønsker jeg, at denne bue også bliver knækket af dig, eller at du beholder den. Jeg venter på denne fuldbyrdelse. Øjeblikket er kommet. Jeg er fast besluttet på at udnytte tidspunktet, frem for at lade det passere eller tillade det bliver misbrugt. Måske tvivler du på, at det at slås er det bedste, man kan bruge tiden på? Men man må undersøge kampens betydning og vigtighed. Muligvis gælder kampen verdens fremskridt og velfærd. Den fremmer måske afskaffelsen af uretfærdighed og tilskyndelsen til det gode. På baggrund af en overfladisk vurdering kan du ikke blot erklære, at krig er uønsket. Analyser formålet. Når en kniv skal hvæsses, er man nødt til at slibe den på en slibesten. Ingen vil fordømme denne proces som værende skadelig og ødelæggende for kniven. Hvis kroppen skal få styrke fra føden, er føden nødt til at blive placeret mellem de to rækker hårde tænder og nådeløst blive malet til pasta. Ingen kan fordømme denne proces som værende vold, der udøves over for føden. For at være i stand til at tilvejebringe ren og god føde for enten kroppen eller staten, kan det være nødvendigt at ty til kamp, konflikt og tilsyneladende påførelse af smerte.”top

8.12. ”Nå! Vi befinder os midt på vejen halvvejs gennem en rejse. Det er ikke passende at hengive sig til snak, mens vi står her. Lad os komme i gang med at handle. Det er bydende nødvendigt, at vi begynder med det samme. Kom så! Enten skal du strenge denne bue og knække den i processen eller udkæmpe en kamp mod mig!” Det var udfordringen fra Parasurama. Lakshmana fnøs af vrede, mens han lyttede til Parasurama’s udfordring. Han skulle lige til at bryde ind med et skarpt svar, da Rama lagde en dæmper på ham ved at sige: ”Det er ikke en sag, der vedrører dig. De spørgsmål, der bliver stillet til mig, er jeg nødt til selv at besvare. Det strider mod god opførsel fra din side, hvis du blander dig. Overlad det til mig at klare denne situation.” Rama’s kærlige og milde råd fik Lakshmana til at afstå fra at gribe ind. Men da Parasurama begyndte at le af Rama og latterliggøre ham for ikke at have accepteret hans udfordring, så snart han havde modtaget den, var Lakshmana ikke i stand til at kontrollere sin fortørnelse.

8.13. Han råbte: ”Oh Bhargavarama! Det er ikke nogen opgave for Rama, der knækkede Siva’s bue! Hvorfor udfordrer du ham til at knække denne lille bue? Det er en brahmins våben! Den er blot et kusa-græsstrå. Jeg kan selv knække den. Jeg kan uden anstrengelse knække den i en håndevending, selv mens jeg leger med den. Hvorfor ulejlige Rama med sådan en lille og ubetydelig opgave? Jeg har ikke noget behov for at overdrage opgaven til Rama.” Da Lakshmana udtalte disse ord, blev Parasurama om muligt endnu mere ophidset. Men Rama tog situationen køligt og roligt. Han smilede til Lakshmana og beroligede ham ved at tale blidt til ham. Jo mere rasende og ophidset Parasurama blev, des roligere og mere behersket var Rama’s reaktion.top

8.14. Snart mistede Parasurama fuldstændigt kontrollen over sig selv. Han gav sin tunge frit løb og begyndte at overdænge Rama med de værst tænkelige fornærmelser. Det forårsagede en vis bestyrtelse i Dasaratha’s hjerte. Tjenestepigerne og tjenerne gemte sig for det rasende angreb. De fire hærenheder rystede af angst. De skriftkloge var rædselsslagne. Sita iagttog imidlertid smilende sceneriet. Hun var ikke på mindste måde urolig. Hun var ikke påvirket af den mindste ængstelse. Hun indgød mod og tillid i hjerterne på Urmila, Mandavi og Sruthakeerthi. Hun fortalte dem, at Parasurama blot var en svag sjakal i sammenligning med den løve, som Rama var. Da de havde set og hørt Rama irettesætte Lakshmana, var Bharatha og Satrughna ikke til sinds at blande sig. Ellers ville de have tilsluttet sig striden og bedt Rama om tilladelse til at kæmpe eller til at tage udfordringen op. De afventede Rama’s ordre og holdt sig i baggrunden. Vasishta kendte såvel fortiden som fremtiden, så derfor var han klar over, at episoden blot var et optrin i det guddommelige drama. Han forblev rolig og urokkelig.

8.15. Helt roligt talte Rama: ”Parasurama! Du er brahmin. For en kriger er du, på grund af din kaste, et objekt for tilbedelse. Du er slægtning til den ærede Viswamitra. Jeg føler ikke, det er passende at dræbe en højkaste brahmin. Ej heller er det passende at rette dette hellige våben mod dig. Lige før erklærede du selv, at våbnet tilhører gudernes verden; at det indtil nu har tilintetgjort enhver fjende, by eller fæstning, som det er blevet brugt imod; at det kan knuse og besejre alle de menneskers magt og stolthed, som det kommer i kamp mod. Er det ikke ren og skær spild at gøre et sådant våben uanvendeligt? Så vælg derfor hvilket som helst at følgende to alternativer: 1. Skal jeg anvende buen til at forhindre dig i at bevæge dig omkring på dine fødder? 2. Skal jeg anvende buen til at forhindre dig i at opnå de højere verdener, som du gennem din askese har gjort dig fortjent til?” Da Parasurama hørte disse ord, blev han endnu mere rasende. Hans øjne blev røde af vrede. Han for fremad mod Rama, idet han udbrød: ”Hvad er det, du plaprer op om?” Rama tog fat om Vishnu’s bue, der hang over Parasurama’s skulder. Han gjorde det med en spottende latter, der sårede Parasurama’s stolthed. Og der kan man bare se! Lige så snart våbenet kom i Rama’s hænder, blev Parasurama afkræftet og svag. Han mistede al energi og livskraft. Rama skinnede med en sådan forøget glans, at intet øje kunne tåle det strålende skær. Han stod, som om utallige lamper var blevet tændt på ét sted og derfra udsendte et blændende lys. Da denne bues sande bruger, selveste Narayana (et andet navn for Vishnu, som Rama var en inkarnation af), holdt fast om den, fik buen også forøget sin glans. En triumferende aura omkransede buen og lys strålede ud fra den. Guderne samlede sig i Himlen og strøede blomster ud over Rama, der stod og holdt buen. Den lykkevarslende lyd af musik fyldte himlen.top

8.16. I mellemtiden var Parasurama lutter smil. Han sagde: ”Rama! Lagde du mærke til, hvad der skete?! Jeg har oplevet Den guddommelige Manifestations fryd, din guddommelige glans. I fordums tid forærede jeg det jordiske område til vismanden Kasyapa. Da han modtog det, erklærede han, at jeg ikke ville komme ind på hans jordbesiddelse igen. Og selv om det skulle ske, ville jeg ikke komme til at tilbringe en eneste nat på denne Jord. Med denne bemærkning kastede Kasyapa en forbandelse på mig. Godt, det er allerede ved at blive mørkt. Jeg kan ikke længere opholde mig her. Jeg er nødt til hurtigt at begive mig til Mahendra bjergtinden. Gennem min uforlignelige askese har jeg optjent retten til at anvende ophøjede, himmelske områder. Knæk buen, og knæk med den al den magt, jeg har vundet. Al den kraft jeg besidder, er din. Oh Rama, læg nøje mærke til, at jeg giver dig den kraft og styrke, jeg har erhvervet.” top

8.17. Idet han sagde det, gik han tæt hen til Rama og omfavnede ham. Med begge sine hænder knugede han ham fast. I det øjeblik strømmede tre aspekter af guddommelighed, som havde eksisteret i Parasurama i lang tid, fra ham og forenede sig med Rama. Herefter henvendte Parasurama sig til Rama: ”Rama! Det er ikke let for verden at forstå det guddommeliges mysterium. Selv sådan nogle som jeg, der gennem fornægtelse, ikke-tilknytning og askese har opnået store evner, stoler mest på deres egne åndelige bedrifter, idet de ignorerer indflydelsen fra Vishnu’s guddommelige strategi.”

8.18. ”Derfor ønsker jeg at bekendtgøre din virkelighed og din ægte kraft til verden. Som et offer har jeg givet dig den kraft, som jeg besad. Endnu engang har jeg også bevist, at du er den mægtige Vishnu; guden, der er udstyret med enestående kraft; guden, der instruerer universets drama. Der er intet, der er fri for dig; intet der ikke er dig. Du er alt. Dit er alt. Jeg har været så heldig at håndtere din bue et stykke tid, og som en konsekvens heraf, har jeg gjort mig fortjent til en vis ærefrygt fra verden. Det er den fortjenstfuldhed, jeg har opnået. Det er min frembringelse.” Med disse ord forsvandt Parasurama.

8.19. Med et uforstyrret, smilende ansigtsudtryk overlod Rama buen og pilene til guden Varuna (Guden for regn, vand, havet og natten). Han bøjede sig for Vasishta og Dasaratha, der begge stod ved hans side. Dasaratha havde hele tiden rystet af skræk, da han var bange for, hvad dette spøgelsesagtige genfærd ville gøre mod hans søn; hvilken ulykke han ville udsætte ham for. Nu var han ikke bekymret længere. Han trak Rama hen til sig og kærtegnede ham kærligt på forskellig vis. Idet han holdt om hans kinder, løftede han sønnens ansigt. Han fandt det meget vanskeligt at udtrykke sine følelser i ord. Han sagde: ”Kære søn! Jeg er i sandhed lykkelig. Jeg var bange for, at jeg ikke ville komme til at se dig igen. Dit beslutsomme mod og din tapperhed er hinsides min forestillingsevne.” Således priste han Rama i høje vendinger, og på mange måder påskønnede han sønnens bedrift. Som svar på alt det sagde Rama. ”’Rigtig handling’ må nødvendigvis sejre. Sejr er retskaffenhedens uundgåelige ledsagende omstændighed. I kampens indledende faser kan der opstå nogen frygt, og visse forhindringer kan forekomme at være formidable og frygtindgydende. Dette kan endogså forårsage svækkelse af sindet. Der kan muligvis opstå en følelse af og en mistanke om nederlag og fiasko. Men i stedet for at bøje sig og give efter, skal du fæstne din opmærksomhed på selve målet. Så kan det aldrig gå galt. Fiasko kan aldrig berøre retskaffenheden. Mennesket anstrenger sig ikke nok for at opdage sandheden om den ’rigtige handlings’ kraft. De lader sig rive med af overfladiske forhindringer og bekymringer. På den måde opgiver de den rette vej og lider. Det, der er sket, er for det bedste. Det, der er sket, tilskriver jeg dine velsignelser.”top

8.20. Idet han sagde det, knælede Rama igen for sin faders fødder. ”Den væbnede hær afventer din ordre om at genoptage marchen og fortsætte mod Ayodhya. Vær venlig at give dem deres ordre”, sagde Rama. Da han hørte det, blev Dasaratha meget glad. Han sagde: ”Søn! Hvorfor skulle vi udsætte det længere? Sorg og glæde påvirker os skiftevis og forårsager det enkelte menneske og dets legeme lidelse. Vi vil drage til hovedstaden og der søge at leve lykkeligt på den bedst mulige måde.” Han kaldte ministrene til sig og påbød dem at beordre tropperne af sted.top

8.21. Soldaterne råbte hurra af glæde og begyndte at gå mod Ayodhya. Frygtens mellemspil var til ende. Dasaratha tilbragte rejsens sidste del med at beskrive og glæde sig over denne dags forbløffende begivenheder. Da de nærmede sig byen, blev nogle regimenter sendt i forvejen for at informere borgerne om selskabets ankomst; det selskab, der blandt andet omfattede kongens sønner og svigerdøtre. Erindringen om ophøjetheden og herligheden af det, de havde oplevet i Mithila og på vejen hjem, satte fart i kurererne, og som pile fra en bueskyttes bue fløj de ind i byen. De annoncerede, at Rama, Lakshmana, Bharatha og Satrughna var ved at komme til byen sammen med deres brude, og at Dasaratha havde sendt dem i forvejen for at overbringe de glade nyheder.

8.22. Ayodhya’s indbyggere dekorerede og udsmykkede gaderne og husene på en smuk og varieret måde. Palmer blev bundet til pæle på begge sider af gaderne. Klaser af kokosnødder blev hængt op i pælene. Rosenvand blev stænket ud over gaderne. Hele byen blev gjort henrivende, yndig og indtagende.

8.23. Musikere med deres musikinstrumenter tog opstilling langs hele ruten. Fyrværkeri blev frembragt og delt ud langs rækkerne af tilskuere, så der kunne skabes én uafbrudt strøm af farver og munter larm. Opfyldt af den største glæde ventede alle på selskabets ankomst. Idet de talte minutterne, spejdede de ud i det fjerne for at fange det første glimt af dem. Tilslørede kvinder fyldte boligernes vinduer og terrasser, eller de kiggede ud bag vinduernes gardiner.top

8.24. Ledsaget af sine sønner og deres brude holdt kong Dasaratha sit indtog i Ayodhya’s hovedstad. Så snart de kom inden for synsvidde, skar musik gennem luften. Folk jublede begejstret og råbte hurra, hurra, lige til de blev hæse. Kvinder svingede med kamferflammer, strøede blomster og stænkede rosenvand på de kongeliges vej. De unge prinser var som lysende stjerner. Da den brede befolkning så det ophøjede sceneri, glemte mange, hvor de var, eller hvem de var. Deres glæde kendte ingen grænser. Deres tørst kunne ikke blive slukket, ligegyldigt hvor længe de beundrende stirrede på de kongelige. Derfor gik de længe baglæns, så de kunne blive ved med at fastholde deres blik på dem! På den måde var hele ruten fyldt med mennesker, og følget nåede paladsets hovedport. Her havde brahminer taget opstilling, så de kunne messe vediske hymner, der fremkaldte lykke og velstand til de nygifte. Tjenestepiger svingede med kamferflammer og udførte mange ritualer for at værge dem mod ’det onde øje’. De bad svigerdøtrene om at træde ind i paladset, idet de skulle sætte den højre fod først.

8.25. Ivrige stod dronningerne Kausalya, Sumithra og Kaikeyi ved indgangen til kvindernes gemakker og ventede på, at prinserne nærmede sig. De tog sandel-duftende parfume på, de satte blomster i håret og trykkede prikker af rødt på deres pande. Da sønnerne kom, blev dronningerne overvældet af glæde. De trak dem hen til sig og kærtegnede dem, idet de klappede dem på hoved og kinder. De velsignede dem overstrømmende. Herefter knælede de fire sønner og de fire svigerdøtre foran deres mødre. Da de gjorde det, flød deres øjne over af glædestårer, for deres glæde kendte ingen grænser.top

8.26. I mellemtiden bragte tjenestepigerne guldtallerkener fyldt med ris kogt i mælk. Mødrene puttede lidt mad i munden på de nygifte og overtalte dem til at spise den. De gav dem mælk at drikke. Herefter blev de ført ind i de indre gemakker.

8.27. Om aftenen var kvinder fra Ayodhya inviteret til paladset for at tage del i den lykkevarslende ceremoni, der blev afholdt for de nygifte. En imponerende smuk tribune var blevet klargjort. Der var placeret guldstole på den. Dronningerne kom med kostbare dragter og smykker med værdifulde ædelstene, der var fastgjort til klæderne i kunstneriske mønstre. De overdrog det til deres egne dygtige, unge ledsagere at hjælpe svigerdøtrene i dragterne. Selv førte de tilsyn med, at svigerdøtrene blev iført klæderne og smykkerne på tilfredsstillende vis. Da det var sket, tog de dem i hånden og førte dem til deres siddepladser på tribunen.

8.28. På det tidspunkt havde Rama, Lakshmana, Bharatha og Satrughna indfundet sig. Iført prinsekåber, kostbare smykker såvel som kroner, sad de nu på deres pladser. Alle prinserne sad til højre for deres brud. Mødrene, såvel som kvinderne fra byen, der var blevet inviteret til ceremonien, frydede sig over sceneriets pragt, og deres lyksalighed var umådelig. Mens de højtideligholdt ceremonien, blev der i overflod foræret gaver væk uden for paladset til byens befolkning. I stor mængde blev køer, penge, guld, jordstykker, køretøjer og heste skænket bort.

8.29. Akkompagneret af messen af vediske hymner kom brahminerne op på tribunen og kastede lykkebringende ris over de nygifte pars hoveder. Så svingede gifte kvinder 108 kamferflammer foran dem for at værge dem mod ’det onde øje’. Da det var gjort, rejste sønnerne sig sammen med hustruerne. Alle knælede de for mødrene og guru Vasishta. Herefter trak de sig tilbage til deres egne gemakker.top

Kapitel 9

Forberedelser til kroningen

9.1. Kort tid efter henvendte prinsen fra Kekaya, Bharatha’s onkel på mødrenes side, sig til Dasaratha. Han erklærede, at der var gået lang tid, siden han var taget af sted fra sit kongerige. ”Min fader afventer min hjemkomst. Han ville have været meget glad for at have været til stede ved disse festligheder. Han ved ikke, at Bharatha er blevet gift. Han bliver meget skuffet, når han får at vide, at hans barnebarns bryllup er blevet fejret i hans fravær. Til en vis grad kan denne skuffelse blive dæmpet, hvis Bharatha bliver sendt med mig. Så kan min fader arrangere nogle festligheder. På den måde får han en vis oprejsning, og samtidigt bliver han glad.”

9.2. Dasaratha rådførte sig med sine hustruer og kaldte herefter Bharatha til sig. ”Søn! Din onkel på din moders side, Yudhajit, kom for at tage dig med sig fra Mithila. Dengang gav jeg ikke min tilladelse. Men nu har jeg erfaret, at din bedstefader er meget ivrig efter at se dig. Gør dig derfor klar til at ledsage Yudhajit”, beordrede Dasaratha. Hertil sagde Bharatha: ”Fader! Det vil være vældigt godt, hvis Satrughna også kom med mig.” Så Satrughna fik også ordre om at forberede sig på at drage af sted. Begge brødrene forlod Ayodhya, og sammen med deres hustruer tog de til byen Girivraja.top

9.3. Tilskyndet af sin respekt over for ældre, havde Bharatha gjort forberedelser til at forlade Ayodhya sammen med sin hustru. Der havde ikke været nogen protester, og der blev ikke fremlagt nogen argumenter mod beslutningen. Bharatha var udstyret med den højeste intelligens; desuden var han herre over sig selv, sine sanser og sine ønsker og begær. Sammen med deres hustruer rejste Bharatha og Satrughna derfor fredeligt og lykkelige af sted. De nåede frem til byen Girivraja. Bedstefaderen havde længtes efter at se Bharatha, og han omfavnede sit barnebarn. Han spurgte til Ayodhya’s befolknings helbred og lykke. Han hævdede, at de alle så udmattede ud efter de mange timers rejse. Han insisterede på, at de skulle hvile sig. Han førte dem til de prægtige boliger, der var stilet til deres rådighed. Fra det øjeblik behandlede han dem mere hengivent, end han behandlede sine egne børn. Meget påpasseligt var han opmærksom på selv deres mindste behov.

9.4. Skønt bedstefaderen drog omsorg for deres velbefindende og glæde, forekom brødrene at lide af en eller anden skjult utilfredshed. Årsagen var, at de ikke kunne bære adskillelsen fra deres gamle fader og Rama, der var selve deres eksistens livsåndedræt. Indbyrdes talte de hele tiden kun om Dasaratha og Rama. Fra tid til anden plagede bekymringen for faderens helbred og generelle velfærd dem. Denne bekymring berøvede dem deres fred i sindet.

9.5. Mens deres følelser i Girivraja var som beskrevet, gik der ikke et øjeblik i Ayodhya, uden at Dasaratha længtes efter dem. Han fornemmede et tomrum, når de ikke var der. Mange gange stillede han sig selv spørgsmålet: ”Hvorfor sendte jeg dem bort? Oh, hvor ville det have været godt, hvis jeg ikke havde indvilliget i at lade dem rejse.”
top
9.6. For Dasaratha var de fire sønner som fire arme. Nu var han blevet berøvet de to af dem. En dag så Rama sin fader sidde fortabt og i dybe tanker over adskillelsen fra Bharatha og Satrughna. Han gik hen til sin fader og satte sig ved siden af ham. For at gøre ham glad talte han mildt og venligt til ham. Rama var i allerhøjeste grad venlig. Ligegyldigt hvor barskt og skarpt andre måtte tale til ham, så plejede han at svare på en mild og venlig måde. Skønt andre måtte skade ham, bar han aldrig nag. Han søgte blot at være god over for dem og tjene dem. Når han havde tid til det, plejede han at diskutere med de ældre, de skriftkloge, de ærværdige brahminer og de lærde. De diskuterede regler for god opførsel og moralbegreber. Ved hjælp af enkle ord analyserede Rama mysterierne i det centrale af vedaerne. Som var han en almindelig åndeligt søgende, bragte han spørgsmål frem for de skriftkloge for at få dem belyst. Vismænd og lærde, der beherskede videnskaben om vedaerne og den filosofiske udforskning, blev opstemte over de uddybninger, Rama gav vedrørende de indviklede problemstillinger, som han selv havde rejst. På tusinde forskellige måder priste de hans intellekt og videnskabelige dygtighed.

9.7. Rama talte til sine undersåtter, endnu inden de talte til ham; så brændende var hans kærlighed til dem. Kærligt spurgte han til deres velbefindende, og han var fuld af sympati over for dem. Så undersåtterne elskede også ham, og de ærede ham for hans hengivne interesse for dem. Strengt fulgte Rama de forskellige leveregler, der var dikteret af traditionerne, ligegyldigt hvilke gener det afstedkom, eller hvilket ubehag det voldte. Ligegyldigt hvem han talte med, så havde han et dejligt smil på læberne, et muntert glimt i øjet og venlige ord til vedkommende. Ingen bemærkede det mindste spor af vrede, modvilje, fortvivlelse eller had i hans ansigt.top

9.8. Rama var legemliggørelsen af medfølelse og forståelse. Han var fuld af iver efter at redde dem, der overgav deres ønsker til hans vilje. Uønskede vaner, som man ellers kunne blive et let bytte for, vovede aldrig at nærme sig ham. Han var ikke offer for snaksalighedens og den ligegyldige beskæftigelses tilbøjeligheder. På trods af førnævnte var det sådan, at hvis nogen stillede sin kløgt til skue over for ham, så ville han aldrig undlade at forpurre dennes hensigt ved at sætte vedkommende til vægs ved hjælp af kloge modargumenter. Han kendte ikke til fysisk sygdom og bekymring. Han kendte til folkets ønsker. Endnu før de fremlagde disse ønsker for deres konge, overvejede Rama, hvilket svar de skulle have. Efter at have fået tilladelse af Dasaratha og efter at have gjort ministrene interesseret i løsningen, angav han midlet eller kuren mod klagepunktet. Dasaratha lagde heller ikke på nogen måde hindringer i vejen for Rama’s ønsker. I det øjeblik han fik kendskab til dem, opfyldte han dem. Rama var opmærksom på selv den mindste detalje i administrationen. Han tog passende forholdsregler for at sikre sig, at problemer og indviklede forhold ikke dukkede op igen, når de én gang var blevet løst og bragt i orden. En anden kvalitet, der var åbenbar til stede i Rama, var: Han afslørede aldrig på forhånd, hvad han havde besluttet. Før noget var endelig besluttet, var der ingen der kunne finde ud af hans vilje eller ønske. Hans vrede, fortørnelse eller tilfredshed ville aldrig være formålsløs! Han ville ikke tøve eller tillade sig at blive bortledt eller narret. Rama skinnede i en stråleglans af sådanne storslåede karakteristika. Henrykt observerede kong Dasaratha den måde, hvorpå Rama vandt sit folks kærlighed og loyalitet. Fra ministre, brahminer og andre hørte han om Rama’s voksende popularitet, og han var begejstret.top

9.9. En nat, da Dasaratha blev tørstig, besluttede han at drikke lidt vand. Han ønskede ikke at vække de sovende dronninger, så i et lille krus skænkede han selv vand op fra en beholder, der stod i nærheden af sengen. Mens han stod og drak af kruset, bemærkede han, at han ikke havde et fast greb om kruset. Hans fingre rystede! Efter den opdagelse var han ude af stand til at sove. Tankerne for rundt i hovedet på ham. Til sidst udledte han, at det at blive gammel havde medført svaghed. Han besluttede, at han ikke længere ville herske over kongeriget. Ethvert forsøg på at regere uden fysisk styrke og sindsstyrke vil blot betyde forvirring og ulykke. Kongen talte minutterne frem til daggry, så han kunne bekendtgøre sin beslutning over for ministrene. Til sidst gik natten i opløsning, og der blev lys.

9.10. Da kongen havde afsluttet den rituelle renselse af hænder og ansigt og foretaget sine øvrige morgenritualer, gav han kammerherrerne ordre om at tilkalde ministrene, folkets ledere og brahminerne. Der skulle afholdes et specielt møde i paladset. Idet de bøjede sig for herskerens ordre, samlede alle de mennesker, han havde sat i stævne, sig snart og ventede på ham. Dasaratha knælede for Vasishta og informerede ham om det, der var hændt i løbet af natten og den strøm af tanker, der var vældet op i ham. Kongen sagde, at han havde besluttet at lægge byrden for imperiets administration over på Rama. Han bad om, at der ikke blev udtrykt nogen indvendinger mod hans forslag. Han ønskede, at man straks traf de nødvendige forberedelser til at virkeliggøre hans ønske.

9.11. Første-minister Sumanthra bekendtgjorde denne beslutning over for de forsamlede ministre, hofmænd, borgere, brahminer og lærde. De roste nyhederne med glad billigelse. De gav deres bifald til kende ved højt at råbe: ”Oh hvor er det lykkevarslende! Hvor er vi heldige!” Deres bifald nåede Himlen. Vasishta rejste sig fra sit sæde og sagde: ”Konge! Du har ingen grund til at bekymre dig det mindste over det her. På alle måder er Rama klar til den store opgave. Men vi kan vel tillade os at vente lidt og fejre kroningen på en storslået måde og invitere alle dem, vi ønsker skal være til stede. Jeg foreslår, vi venter en måned eller to, så Rama’s kroning bliver lige så pragtfuld og storslået, som vi ønsker, den skal være.”

9.12. Men Dasaratha protesterede: ”Store sjæl! Intet er hinsides dit kendskab; du er alvidende. Når en konge mister sine lemmers styrke, fortjener han ikke at holde det høje embedes tøjler. Det er et dårligt tegn, når en konge, hvis høje alder har svækket og afkræftet ham, til stadighed er begærlig efter at forsætte på tronen. Det tyder på griskhed i hjertet. Når jeg nu er klar over alt det, så ville jeg undlade at gøre min pligt, hvis jeg modsætter mig straks at trække mig tilbage. Undskyld mig. Forsøg ikke at udsætte denne ceremoni. Giv mig tilladelse til at udnævne Rama til tronarving inden for de næste to eller tre dage.” Knælende bønfaldt Dasaratha således i stor ydmyghed og med dyb ærbødighed.

9.13. Vasishta løftede Dasaratha op og gav ham sin velsignelse. Han sagde: ”Oh konge! Rama’s bryllup blev også afholdt efter en pludselig indskydelse! Det faldt fra Himlen som nåde. Derfor havde dit kongeriges befolkning, dine undersåtter, ingen mulighed for at tage del i den glæde, der var forbundet med denne betydningsfulde begivenhed. Det kan komme til at gentage sig. Hvis kroningen også bliver bestemt og festligholdt pludselig, vil det ikke blot smerte herskerne i mange af landets egne, men i endnu højere grad vil det være en kilde til stor sorg for brødrene Bharatha og Satrughna. Kong Janaka, der er blevet din slægtning, vil muligvis heller ikke være i stand til at overvære begivenheden! Jeg vil derfor foreslå, at du funderer over disse hensyn, inden du fastsætter en dato.”top

9.14. Herefter rejste første-ministeren sig og sagde: ”Hvis den ærede familie-guru vil have mig undskyldt! Kongens beslutning værdsættes og billiges af alle. Ramachandra er, som navnet indikerer, som Månen der driver den brændende hede tilbage og genskaber kølighed og velvære til alle. Han fjerner smerten, der er forårsaget af had, ondsindethed, grådighed og misundelse. Ligegyldigt hvad årsagen end måtte være, bør kroningen af Rama som tronfølger ikke udsættes. Vær venlig at udstede de nødvendige ordrer. På vegne af hele dette kongeriges befolkning bønfalder jeg om dette.”

9.15. Da kongen og første-ministeren argumenterede på den måde, kunne Vasishta ikke længere fastholde sin egen holdning. Han sagde, at det var nødvendigt at få kendskab til, hvad befolkningen mente. Da han hørte det, rejste Dasaratha sig. Hastigt lod han sit blik glide spørgende hen over ministrene, de førende borgere, de skriftkloge og brahminerne og alle de øvrige personer i den mægtige forsamling. De forsamlede jublede over kongens lykkevarslende forslag. Deres jubelråb bragede mod kongen! Midt i denne begejstring rejste en borger, der tilhørte en vigtig samfundsgruppe, sig og udbrød: ”Store konge! Din slægts mægtige konger har støttet os, dette riges undersåtter, som var vi deres egne børn. Dette landområde har opnået velstand og fred gennem Ikshvaku-dynastiets omsorg og kærlighed. Din ældste søn, Rama, besidder mange gode dyder; han er i allerhøjeste grad hengiven over for retskaffenhedens veje; han er lige så tapper som gudernes leder; og frem for alt har han evnen til at herske over de tre verdener. Det er i sandhed vores gode skæbne, at du har overvejet at indsætte ham som tronarving. Det er utvivlsomt vores held.”top

9.16. Da borgeren, på vegne af alle områdets undersåtter, havde talt således, henvendte Dasaratha sig til forsamlingen. ”Medlemmer af denne forsamling! I alle disse år har jeg hersket over dette rige i henhold til de retningslinier, der blev fastlagt af mine forfædre. Med et oprigtigt ønske om at fremme hele verdens velfærd, har jeg beskyttet dets velfærd og velstand så godt, mine evner rakte. Alle mine år har jeg tilbragt under skyggen af Den hvide Paraply. (Denne paraply symboliserer livets rene og gode vej, der er karakteriseret af renhed, jævnhed, vedholdenhed og ikke-tilknytning. Symboliserer også ære og respekt), der er over min trone. Jeg er nu en gammel mand. Jeg har erkendt, at disse lemmers kraft og vitalitet er blevet svækket. Denne forfaldne krop trænger til lidt hvile. Det har jeg besluttet. At herske over et kongerige er ikke nogen nem opgave. Det er ikke en ubetydelig opgave. Opgaven kræver, at man dedikerer sig selv til ’rigtig handling’. Udelukkende en person, der konstant praktiserer åndelige øvelser, og som er udstyret med evnen til strengt at kontrollere sanserne, kan uafbrudt fastholde retskaffenheden i sin regeringsledelse. Jeg har båret den byrde i så lang tid, at jeg er blevet udmattet af anstrengelserne. Hvis I alle bifalder og har forståelse for min beslutning og plan, vil jeg fortælle jer nærmere om den. Jeg vil aldrig handle mod jeres ønsker og mod det, I foretrækker.”

9.17. ”Der er ikke noget pres på jer. I skal ikke være bange for, at jeg påtvinger jer mine ønsker, eller at der er tale om en kongelig befaling, som I nødvendigvis skal adlyde. Jeg overlader jer til jeres egen fri vilje og dømmekraft. I tilfælde af at et andet forslag forekommer jer at være mere gavnligt for landet, står det jer fuldstændigt frit at præsentere os for det, så vi åbent og oprigtigt kan overveje det. Derfor opfordrer jeg jer til at konferere indbyrdes med hinanden og inden mørkets frembrud informere mig om, hvad I er blevet enige om.”top

9.18. Endnu før Dasaratha havde afsluttet sin tale, blev forsamlingen både urolig og opstemt. De var som en flok påfuglehaner under en skydækket himmel, der lover masser af tordenbyger. I umiskendelige vendinger gav de højlydt udtryk for deres samtykke, deres taknemmelighed og deres glæde. ”Du ønsker præcis det, vi ønsker. Vi ønsker ikke nogen anden gave; giv os denne gave. Oh dette er i sandhed vores gode skæbne. Oh hvor er vi heldige. Hurra for tronfølgeren Ramachandra. Hurra for Dasaratha Rama.” Bifaldsråbene sønderrev himmelhvælvet. Da han stod der og lyttede til folkets bifald, var Dasaratha splittet mellem glæde og bange anelser.

9.19. Han stod som lammet af dette spontane udbrud af loyalitet og hengivenhed. Da han efter et stykke tid genvandt fatningen, så Dasaratha beundrende på forsamlingen og begyndte at tale: ”Medlemmer af denne forsamling! For mig er ingen opgave vigtigere end at imødekomme jeres ønsker. Jeg vil uden tøven udnævne og krone Rama som tronfølger. Men jeg har også nogle bange anelser. Jeg ønsker at forklare dem over for jer og blive trøstet på dette punkt. Det er mit ønske, at I fortæller mig jeres ærlige mening og giver mig den tilfredsstillelse, jeg tørster efter. Sandheden er, at da jeg skulle til at fremlægge forslaget om at krone Rama som tronfølger, ja endda inden jeg talte om det, så erklærede I, at jeg uden tøven skulle krone ham. I erklærede, at han havde ubegrænsede evner til at herske effektivt og godt over dette rige. Når man tænker over dette faktum, er det indlysende og åbenbart, at I er lidt utilfredse med min ledelse, eller at nogle af mine love er i modstrid med jeres interesser eller meninger. Eller har jeg udvist en eller anden tilbøjelighed, der har stået i modsætning til ’rigtig handling’? Længes I efter, at Rama bliver indsat som tronarving, fordi I tvivler på mine evner til at lede landet til jeres bedste? Jeg opfordrer jer til at påpege mine fejl eller de fejltagelser, jeg har begået. I skal gøre det fuldstændigt udførligt, og I skal gøre det uden at føle frygt. Jeg byder denne åbenhjertige tilkendegivelse velkommen.”

9.20. En af folkets ledere rejste sig og sagde: ”Rama’s evner og intelligens er hinsides enhver beskrivelse. Og du, konge, er på højde med gudernes Gud. Du er som Sankara (navn for Siva). Du har den samme guddommelige medfølelse og villighed til at give dine undersåtter, hvad de end måtte bede om. Med hensyn til din evne til at beskytte os, er du Vishnu. Vi må være forfærdelig afskyelige og ondsindede, hvis vi nogensinde taler nedsættende om din ledelse af landet. De, der gør det, er modbydelige syndere. Du har draget den konklusion, eftersom du er ivrig efter at gøre os godt, og du er opsat på at gøre os glade. Vi adlyder ubestridt din ordre.” Da han hørte det, vendte Dasaratha sig mod den ledende brahmin: ”Oh du største blandt brahminer! Du har hørt folket udtrykke deres ønske. Udsæt det ikke længere. Begynd at indsamle alle de remedier og rituelle rekvisitter, der skal anvendes til kronings-ceremonien”, udtalte Dasaratha. Kongen var begejstret over forventningens opstemthed. ”Begynd straks at opføre de afspærrede områder og de tribuner, som de hellige skrifter foreskriver til brug for de enkelte ritualer, selve offerstedet og andre hellige konstruktioner”, sagde han.

9.21. Han knælede for den kongelige families guru, Vasishta, idet han bad denne om at føre opsyn med processen. ”Mester! Alle, der har muligheden for det, vil komme til kroningen. Lad os ikke udsætte den ved at vente på dem, der kommer langvejs fra. De kan opnå den samme grad af glæde, når de hører, at Rama er blevet kronet. Antyd ikke, som en årsag til at udsætte ceremonien, at vi er nødt til at invitere herskeren over Kekaya eller kong Janaka og derfor må vente på deres ankomst. Giv din tilladelse til at højtideligholde kroningens hellige ceremoni så tidligt som muligt”, bad han med håndfladerne presset mod hinanden.top

9.22. Vasishta svarede: ”Store konge! Jeg har alt parat. Vi kan gå i gang, så snart du ønsker det. Jeg har givet ordre om, at følgende skal være parat og til rådighed i morgen ved daggry: De hundrede hellige krukker; tigerskindet; det overdækkede, afspærrede område og alt tilbehøret til brug for ofringerne; materialerne der er foreskrevet i de hellige skrifter til brug for tilbedelsesritualerne samt urterne og blomsterne. Men det er ikke alt. Jeg har også tilkendegivet over for de væbnede styrkers fire hærenheder, at de skal være i galla. Jeg har givet ordre til, at den majestætiske, kongelige elefant, Sathrunjaya, der har alle de lykkevarslende kendetegn, som de hellige skrifter fastlægger, skal have det mest storslåede og pragtfulde dækken over sig. Stråleglansens Hvide Paraply, imperie-dynastiets kongelige flag, vil også være parat i paladset. Det præcise, lykkevarslende øjeblik er tillige blevet fastslået; det vil blive i morgen.” Da Vasishta bekendtgjorde disse gode nyheder, blev befolkningen overvældet af taknemmelig begejstring. De sprang rundt af glæde.

9.23. Gaderne blev omhyggeligt fejet og rengjort. Kunstfærdige mønstre blev malet på gaderne og på de mure og bygninger, der vendte ud mod dem. Guirlander blev hængt op. Buer, markiser og afskærmninger blev bygget hen over gaderne. Alle borgere havde travlt, og alle var de glade. Hele byen arbejdede hurtigt og begejstret. Brahminerne og byens ledende borgere tog afsked med Dasaratha og kom ud fra paladset. De udgjorde en sand strøm af opstemthed og begejstret samtale. Ministrene og Vasishta gik ind i de indre sale sammen med Dasaratha.

9.24. Dasaratha sendte bud efter Rama. Da de mødtes i Audienssalen, forklarede kongen ham alt om de ceremonielle formaliteter og ritualer, der var forbundet med kroningen. Han mindede Rama om, at denne skulle være klar før solopgang, og kongen beskrev de forberedelser, Rama skulle iagttage. Lakshmana hørte nyheden. Han løb hen til Kausalya, Rama’s moder, for at overbringe hende de glædelige nyheder og for at give udtryk for sin glæde. Hun var ude af stand til at beherske sin glæde; hun kunne blot vente på, at Rama kom til hende. Der var meget kort tid til ceremonien skulle finde sted, og hele byen var bristefærdig af spænding. Landsbyer i miles omkreds, og selv nabolandene, kendte snart til kroningen, for gode nyheder spredes hurtigt. Ingen ventede på andre; så snart én hørte nyheden, skyndte vedkommende sig til hovedstaden. Den menneskelige strøm, der flød hen ad alle vejene, der førte til Ayodhya, voksede snart til en ukontrollabel brodsø.

9.25. Ramachandra lyttede til alt det, som Dasaratha udførligt forklarede ham, men han svarede ikke. Hans følelser var hinsides ord. Han kunne ikke give udtryk for det, der passerede revy i hans sind. Han forblev tavs. Så Dasaratha forhørte sig: ”Søn! Hvordan kan det være, at jeg ikke ser noget tegn på glæde hos dig ved udsigten til, at du i morgen bliver kronet som tronfølger? Bryder du dig ikke om at blive tronfølger? Eller er det et tegn på bekymring eller frygt i forbindelse med, at vi lægger landets byrder på dine skuldre?” På trods af lang tids udspørgen og kærlige, indtrængende opfordringer stod Rama tavs foran kongen. Til sidst sagde han: ”Fader! Jeg forstår ikke, hvorfor du handler i sådan en hast. Mine kære brødre, Bharatha og Satrughna, er her ikke. Ydermere er min bedstefader langt væk, og måske vil han ikke være i stand til at nå frem i tide. Måske vil min svigerfader heller ikke være i stand til at komme. Andre landes herskere, prinser og lensherrer vil også finde det vanskeligt at deltage. Jeg er sorgfuld, fordi vi skuffer så utroligt mange mennesker. Mit sind kan ikke acceptere ideen om fest, når så mange helt sikkert vil være forpint over den.” Idet han bad om undskyldning for sine synspunkter, knælede han for Dasaratha’s fødder.

9.26. Det var Vasishta, der svarede: ”Rama! De indvendinger, du giver udtryk for, havde vi selv. Tro ikke, at vi stiltiende imødekom kongens ønske. Vi overvejede alle argumenter for og imod, og før vi besluttede os, spurgte vi folket om dets mening. Lad være med at komme med nogen indvendinger nu. Respekter kongens ønske. Kroningen og velsignelsen er nødt til at finde sted i morgen. Du er nødt til at iagttage visse højtidelige løfter. I dag bør du ikke bruge en hård eller en blød seng. Du og Sita skal faste. Så snart morgendagen gryer, skal I, efter I har smurt hovedet ind i hellig olie, begge tage et bad. Årsagen er, at det gunstige stjernebillede, Pushya (sikrer fremgang og velstand), der er blevet udvalgt til den hellige ceremoni, dukker frem på himlen på det tidspunkt. Så træk dig nu tilbage til din bolig og lad være med at have nogen betænkeligheder.top

9.27. Så snart den kongelige guru var færdig med at tale, knælede Rama foran sin fader og Vasishta og gik derefter til sit palads. Den betroede minister, Sumanthra, ledsagede ham. Denne gang tøvede Rama ikke. Først overbragte han Sita nyheden. Dernæst skyndte han sig til sin moders, Kausalya’s, gemakker. Han knælede foran hende. Nænsomt og kærligt løftede hun ham op at stå. Overvældet af glæde kærtegnede hun ham hengivent. Som et tegn på taksigelse gav hun Rama besked på at forære brahminer køer, som hun havde inddrevet til formålet, og som hun havde udsmykket med kostbare dekorationer. Hun fik Rama til at skænke mange forskellige slags gaver til andre. På det tidspunkt befandt Lakshmana og hans moder, Sumithra, sig også hos Kausalya. Kausalya placerede Rama ved sin side. Glædestårer strømmede frit fra hendes øjne. Idet hun tørrede dem væk, sagde hun: ”Søn! Længe har jeg ventet på dette dyrebare øjeblik; min higen er nu fuldbragt. Jeg er lykkelig. Mit liv er blevet værd at leve. Oh kæreste ædelsten! Min gyldne søn! Fra i morgen er du tronfølger! Lev længe, hersk over kongeriget, lad altid befolkningens velfærd være dit ideal. Måtte dit styre blive lykkeligt og trygt i overensstemmelse med retfærdighedens og moralens bud. Gør dig fortjent til en uplettet berømmelse og bevar det ry og den hæder, som denne slægts konger har erhvervet. Opnå en magt og storslåethed, der om muligt er større end din faders. Den dag du opnår den position, vil jeg føle mit liv er blevet virkeliggjort; at mine højtidelige løfter, mine faster og mine vågne nætter har båret frugt.”

9.28. Kausalya, Rama’s moder, kærtegnede Rama. Hun strøg ham hen over hans hårs krøller og talte velsignelsens venlige ord. Hun gav Rama mange værdifulde råd, som han lyttede til med fuld opmærksomhed. Rama smålo og så hen på Lakshmana. Han drillede ham i uskyldig morskab: ”Broder! Kan du fortælle mig, hvilken kongelig gudinde du vil kunne finde, der vil blive henrykt over sådan et fornøjeligt skue?” Lakshmana gav ham svar på tiltale: ”Broder! Jeg behøver slet ikke at blive gift med en kongelig gudinde. Hvis du tildeler mig nogen som helst pligt i dit kongerige, så skal jeg udføre den. Det er lykke nok for mig.” Da han havde sagt det, knælede han for Rama’s fødder!

9.29. Rama sagde: ”Lakshmana! Du er mit åndedrag. Derfor er halvdelen af ansvaret for regeringsledelsen dit. Så sammen med mig bør du også holde dig klar iført ædelstene og kongelig kåbe. Du har halvpart i mine byrder, glæder, berømmelse og skæbne. Du har en halvpart i alt, hvad jeg er og vil.”

9.30. Mens Rama talte således, græd Sumithra. Hun overøste både Rama og Lakshmana med velsignelser. Hun sagde: ”Rama! Den kærlighed, der eksisterer mellem dig og Lakshmana, gør mig meget lykkelig. Min søn har ikke behov for nogen højere status end at være din tjener. Det er nok for ham, hvis han for altid vil kunne have din kærlighed og hengivenhed. Da hun havde talt færdig, knælede Rama for moderens fødder og rejste sig. Lakshmana gjorde det samme, og da Rama gik hen mod sit palads, ledsagede han ham. Ved mørkets frembrud begyndte Rama’s højtidelige løfte om at faste. Han lagde sig på en måtte fremstillet af det hellige kusa-græs.

top


<<tilbage - næste side>>
 

<<< Oversigt over Vahinibøger    <<< saibabaofindia.dk     <<< saibabaofindia.com/saidk