<<< Oversigt over Vahinibøger    <<< saibabaofindia.dk     <<< saibabaofindia.com/saidk 

Kapitel 1 Rama – prins og princip
Kapitel 2 Den kongelige slægt
Kapitel 3 Ingen efterkommere fra hans lænder
Kapitel 4 Sønnerne
Kapitel 5 Guruen og disciplene
Kapitel 6 Råbet om hjælp og den første sejr
Kapitel 7 Sita vindes
Kapitel 8 Endnu en udfordring
Kapitel 9 Forberedelser til kroningen
Kapitel 10 De to løfter
Kapitel 11 Også Lakshmana
Kapitel 12 Sita insisterer og får sin vilje
Kapitel 13 Perioden i eksil påbegyndes
Kapitel 14 Ind i skoven
Kapitel 15 Blandt eneboerhytter
Kapitel 16 Tungsind over byen Ayodhya
Kapitel 17 Brødrene mødes
Kapitel 18 Sandalerne indsættes på tronen
 

top


 

Historien om Rama, dette kildevæld af hellig sødme, har for millioner af mænd, kvinder og børn i mange århundreder været en bestandig kilde til trøst. Den har været til trøst, når de har været sorgfulde; den har givet dem livskraft, når de har været slået i gulvet af ubeslutsomhed; den har givet dem oplysning, når de har været forvirrede; den har været til inspiration i øjeblikke med modløshed og til vejledning, når de har været fanget i et dilemma. Historien om Rama er et intenst, menneskeligt drama, hvor Gud optræder i rollen som menneske. På verdens mægtige scene omgiver dette ’menneske’ sig med perfekte såvel som ufuldkomne mennesker; humane og inhumane mennesker – udyrene og dæmonerne. Alt det gør Herren, for gennem forskrifter og eksempler at skænke os Den højeste Visdoms velsignelse. Det er en historie, der udspiller sig nænsomt og berører menneskene dybt i deres hjerter. Historien fremkalder en klar og let forståelig reaktion på det gribende; det der skaber medlidenhed; det triumferende; det der er tilbedelsesværdigt; det der skaber henrykkelse, og det der får os til at overgive os. Alt det der får os til at transformere os - fra dyr til menneske og fra menneske til det guddommelige, der er vores inderste kerne.

Ingen anden beretning i menneskehedens historie har haft så stor en indvirkning på menneskets sind. Historien om Rama hæver sig over historiens milepæle og overskrider geografiens grænser. Den har formet og sublimeret generationers vaner og holdninger. Over store dele af kloden er Ramayana’en, Historien om Rama, blevet et helbredende blodlegeme i menneskehedens blodcirkulation. Historien har slået rod i folks samvittighed. Derved har den ansporet og tilskyndet dem til at bevæge sig hen ad sandhedens, retskaffenhedens, fredens og kærlighedens vej.

Gennem legender, sagn, vuggeviser, myter, eventyr, dans og drama; gennem billedhuggerkunst, musik og kunstmaling; gennem ritualer, poesi og symboler er Rama blevet selve åndedrættet, lyksaligheden og skatten for utallige åndeligt søgende. Personerne i Historien om Rama opfordrer og inviterer de åndeligt søgende til at efterligne sig og til selv at ophøje sig. Personerne tilvejebringer lysende eksempler til efterfølgelse og eksempler på spændende oplevelser. De advarer de vankelmodige mod moralsk fordærv, voldshandlinger, stolthed og smålighed; gennem deres troskab og sjælsstyrke indgyder historiens personer de vankelmodige mod. Til ethvert sprog og til enhver dialekt, som menneskers tunger har udtænkt til brug for at udtrykke deres højeste ønsker, har Historien om Rama tilføjet en enestående opmuntrende liflighed og sødme.
top
Sai Baba (Isa, Gud), hvis tanke er universet, hvis vilje er dets historie, er forfatteren, instruktøren, skuespilleren, tilskueren og anmelderen til det drama, der for evigt åbenbarer sig i tid og rum. Han har nu valgt selv at berette historien om denne ene, storslåede akt i dette mægtige drama. Denne akt hvori Han selv antog rollen som Rama. I skikkelse af Rama instruerede, inspirerede, oplivede, korrigerede, afhjalp, trøstede og opmuntrede Han de samtidige mennesker i Treta-tidsalderen (den anden af en cyklus på i alt fire tidsaldre). Som Sai Rama er Han nu engageret i den samme opgave. Historien om Rama er blevet bragt som afsnit i tidsskriftet ’Den tidløse Vognstyrer’ (originaltitel: ’Sanathana Sarathi’). Det meste af det læserne med begejstring har læst i disse afsnit, må have forekommet dem at være ’begivenheder og oplevelser fra Treta-tidsalderen’ og ’direkte råd til folk på Rama’s tid i relation til samtidige problemer og vanskeligheder’. Men når du læser disse sider, vil du som læser ofte blive behageligt overrasket over identiteten mellem Rama i Historien om Rama, og den Sai Rama, som du nu oplever.

Videnskaben (science) har skabt et billede af Jorden som en indkapslet enhed, der kan lignes med et rumskib. Jorden bliver opfattet som et rumskib i hvilket menneskeheden er nødt til at udleve sin skæbne. ’Sai-ence’ er, som vi ved, hastigt i gang med at forme dette ’rumskib’ til kærlighedens lykkelige hjemsted. Denne bog må have været Sai Baba’s vilje, udtrykt som et altafgørende universalmiddel til fjernelse af de sygdomme, der lægger hindringer i vejen for denne universelle kærlighed. Disse sygdomme er: Den syndige trang til sanselige glæder; den voksende uærbødighed over for ens forældre, lærere, de ældre, åndelige ledere og vejledere; den katastrofale overfladiskhed og respektløshed inden for sociale, ægteskabelige og familiemæssige forhold; den dæmoniske tillid til vold som et middel til at nå umoralske mål; den konstante parathed til godkendelse af terror og tortur som midler til at nå personlig og fælles vinding og fordel foruden mange andre ondskabsfuldheder.

I Historien om Rama har Sai Rama, på sin egen enkle, liflige og opmuntrende måde, sammenfattet sit eget guddommelige virke som Rama! Hvor er vi heldige! At have denne guddommelige beretning i vore hænder; at kunne lade den prente sig dybt i vore hjerter. Måtte vi, gennem studiet af denne bog, blive omdannet til virkningsfulde og entusiastiske redskaber, der kan fuldende Hans mission: At forme menneskeheden til én familie og at få hver enkelt af os til at forstå Sai Rama som Sandheden; den eneste sandhed der eksisterer.

Sai Baba har erklæret, at Han er den selv samme Rama, der er kommet til Jorden igen. Videre erklærer Baba, at Han søger efter sine fordums medarbejdere og arbejdere. Det gør Han for at tildele dem roller i sin nuværende mission, der går ud på at genoplive ’rigtig handling’ og føre mennesket til Fredens Tilflugtssted. Mens vi tænker dybt over denne første del af Historien om Rama, lad os da bede til, at også vi bliver tildelt roller, og måtte Han, som belønning, skænke os synet af dette Tilflugtssted.

N. Kasturi
Redaktør, Sanathana Sarathi

top

Rama er den, der bor i ethvert legeme. Han er Rama i hjertet; han er den evige lyksalighed i ethvert individ. Hans velsignelser, der med stor kraft springer fra denne indre kilde, kan skænke fred og lyksalighed. Han er selve legemliggørelsen af ’rigtig handling’, af alle de moralske love og regler der holder menneskeheden sammen i kærlighed og enhed. Ramayana’en, Historien om Rama, lærer dig to lektier: Værdien af ikke-tilknytning og behovet for at blive bevidst om det guddommelige i alle væsener. At tro på Gud og at have ikke-tilknytning til verdslige anliggender er nøglerne til menneskelig befrielse. Giv afkald på sanseobjekterne, og du opnår Rama.

Sita gav afkald på hovedstaden Ayodhya’s luksustilværelse og kunne derfor i eksil-perioden være sammen med Rama. Da hun kastede lange blikke efter den gyldne hjort og higede efter den, mistede hun samværet med Rama. Forsagelse fører til glæde; tilknytning forårsager sorg. Vær i verden, men ikke af den. Rama’s brødre, kammerater, ledsagere og samarbejdsmænd er hver især eksempler på personer, der er gennemtrængt af ’rigtig handling’.

Dasaratha (Rama’s fader) er repræsentant for det, der slet og ret er fysisk; det der rummer de ti sanser. (De fem videnssanser og de fem handlingssanser). De tre kvaliteter - den sløvende, den lidenskabelige og den rene og gode kvalitet – repræsenteres af de tre dronninger. Livets fire mål er de fire sønner. Lakshmana (Rama’s broder) er intellektet; Sugriva (abe-konge og Vali’s broder) er skelneevnen. Vali (abe-konge; broder til og fjende af Sugriva) er fortvivlelsen. Hanuman (halvt abe halvt menneske; stor hengiven af Rama) er legemliggørelse af mod. Broen er opført over illusionens hav. De tre dæmon-ledere, Ravana, Kumbhakarna og Vibhishana, er legemliggørelserne af henholdsvis den lidenskabelige kvalitet (Ravana), den sløvende kvalitet (Kumbhakarna) og den rene og gode kvalitet (Vibhishana). Sita (Rama’s hustru) repræsenterer viden om Gud eller bevidstheden om Den universelle Absolutte, som det enkelte menneske er nødt til at erhverve sig og er nødt til at genvinde ved i livets smeltedigel at gennemgå møje og kvaler.

Gør dit hjerte rent og stærkt, idet du tænker over Historien om Rama’s storslåethed. Bliv grundfæstet i troen på, at Rama er din egen eksistens virkelighed.

Baba

top

Kapitel 5

Guruen og disciplene

5.1. Under Vasishta’s overordnede ledelse levede brødrene i guruens hjem og tjente ham med hengivenhed. De forsagede paladsets bekvemmeligheder og gennemlevede med glæde alle besværligheder. De opfyldte alle guruens ønsker, og de gjorde det loyalt og i ydmyghed. På kort tid afsluttede de deres studier, og nu beherskede de alle de emner, de var blevet undervist i. En dag begav kong Dasaratha og hans første-minister sig til børnenes gurus hjem. Kongen blev ude af sig selv af glæde, dels da han erfarede, at drengene messede vediske hymner, og dels da han hørte de hellige formler komme over deres læber. Som en strøm af funklende perler flød formlerne tydeligt og hurtigt fra drengene.

5.2. Rama rejste sig og faldt for sin faders fødder. Da de tre andre brødre så det, kom de også frem og knælede for kongen. Til lejligheden var der opstillet stole, der alle var dækket af hjorteskind. Guruen inviterede Dasaratha og ministeren (og Vasishta, der havde sluttet sig til dem) til at sætte sig. For at finde ud af hvilke fremskridt børnene havde gjort med deres studier, begyndte Dasaratha at tale med guruen. Rama gav tegn til sine brødre om, at hverken de eller ham selv skulle overhøre samtalen. Med guruens tilladelse tog han sine bøger og forlod lokalet. Han bad sine brødre om at følge ham. I alle forhold fulgte brødrene Rama’s eksempel, så derfor forlod de stille lokalet sammen med ham.

5.3. Vasishta og Dasaratha bemærkede denne hændelse. De værdsatte Rama’s retskafne adfærd; hans forståelse af karakteren af guruens samtale med faderen; hans umiddelbare og ydmyge reaktion og den måde hvorpå han var et eksempel og et ideal for sine tre brødre. De var glade for, at børnene havde lært så meget selvdisciplin.

5.4. Vasishta kunne ikke lade være. Han sagde: ”Store konge! Dine sønner mestrer alle vidensområder. Rama mestrer alle de hellige skrifter. Han er ingen almindelig dødelig. Så snart jeg begyndte at lære ham at messe vedaerne, gentog han dem, som om han allerede kendte dem. Udelukkende Ham, der har inspireret til de vediske hymner, kan gentage dem på den måde; ingen anden ville kunne gøre det. Vedaerne er ikke ’bøger’, som Rama nøje kan have studeret i sin fritid! De er blevet viderebragt fra guru til disciple. Det er udelukkende sket ved hjælp af fremsigelse og lytning. Vedaerne er ikke tilgængelige fra andre steder end fra en gurus mund! Det er årsagen til, at vedaerne også kaldes sruthi (det, der er hørt). Det er Guds guddommelige åndedræt, der har manifesteret sig selv til disse mantraer. Indtil nu har jeg ikke set nogen, der mestrer dem på samme måde, som Rama gør det. Hvorfor siger jeg ’set’? Jeg har ikke engang ’hørt’ om nogen, der har udført eller udfører denne bemærkelsesværdige bedrift!”

5.5. ”Jeg kan fortælle dig om mange flere overmenneskelige bedrifter, som din søn har udført. Store konge! Når jeg tænker på, hvor heldig jeg har været med at få disse drenge til min ashram som mine disciple, føler jeg, det er belønningen for den askese, jeg har udført i så lang tid. Drengene behøver ikke lære mere. Nu bør de trænes i bueskydning og lignende færdigheder, der er passende for kongelige prinser. Under min ledelse har de færdiggjort deres studier og er blevet dygtige inden for alt det, vi kan undervise dem i. Dagen i dag er meget lykkevarslende. Tag dem med dig tilbage til paladset.”

5.6. Da han hørte dette, fældede Dasaratha glædeståre, eftersom han i måneder havde været plaget af sorg over adskillelsen. Han kunne ikke skjule sin glæde. Han vendte sig mod ministeren, der sad ved hans side, og gav ham ordre om at overbringe de gode nyheder til dronningerne. Ministeren skulle ligeledes bede dem om at komme til Vasishta’s ashram. De skulle medbringe de offergaver, som disciplene skulle forære deres guru, når de forlod dennes varetægt. Sumanthra begav sig meget hurtigt til paladset for at viderebringe nyheden. Han fik fremskaffet offergaverne og vendte hurtigere end forventet tilbage til ashrammen.top

5.7. Ifølge Vasishta’s forslag havde drengene i mellemtiden pakket deres ejendele, og alle deres ting var læsset i den kongelige herskabsvogn. Efter ordre fra deres fader ærede de deres guru. Ifølge det foreskrevne ceremoniel overrakte de ham gaver, knælede for ham og bad om hans tilladelse til at drage hjem.

5.8. Vasishta trak drengene til side; trykkede deres hænder og klappede dem på hovedet. Han velsignede dem, og meget modstræbende tillod han dem at drage af sted. Adskillelsens smerte fik tårerne frem i hans øjne. Han fulgte sine disciple hen til vognen. Drengene steg op i den, og vognen kørte bort. Mens de kørte af sted, vendte de sig om og rettede blikket mod guruen. Med håndfladerne samlet så de i hans retning, indtil vognen var langt væk. Også Vasishta blev stående på samme sted. Hans kinder var våde af tårer. Dasaratha bemærkede det bånd, der var mellem guruen og disciplene; kongen var i høj grad tilfreds.

5.9. Drengene nåede hjem. Med tungt hjerte var drengenes guru i mellemtiden gået ind i sin hytte. Ligegyldigt hvor han vendte blikket hen, så han mørke – og intet lys. Han frygtede, at den tilknytning, han havde udviklet, ville vise sig at være et snærende bånd. Derfor besluttede han sig for at sætte sig til at meditere for på den måde at undertrykke erindringens voksende bølger. Snart overvandt han den ydre illusion og smeltede sammen i indre lyksalighed. Han indså, at drengene var legemliggørelser af menneskelivets fire mål: ’Rigtig handling’, velstand, begær efter at opnå befrielse samt befrielse. Ligeledes indså han, at de havde antaget menneskelig skikkelse for, på Jorden, at genoprette disse storslåede idealer vedrørende venlig og korrekt levevis. Denne indsigt skænkede ham uforstyrret fred.

5.10. Dasaratha besluttede sig for at supplere den uddannelse, drengene havde fået, med en uddannelse i brug af våben. Han tilkaldte derfor en ekspert i bueskydning og eksperter i anden våbenbrug. Han sørgede for, at der blev gjort forberedelser til, at drengene kunne lære videnskaben om angreb og forsvar. Men hvem kan siges at være disse drenges lærere? De drenge, der allerede mestrede ethvert studieområde. Drengene ’spillede’ blot menneskelige roller og foregav at lære.

5.11. Hvem er i stand til at lære Ham, der holder i ’dukketeaterets’ snore, hvordan man trækker i snorene? Hvem af dukkerne kan lære dukkeføreren at trække i snorene? Mennesker, der ikke var i stand til at erkende deres egen virkelighed bag illusionens slør, bestræbte sig på at træne drengene og lære dem de objektive færdigheder, der er nyttige i det verdslige liv. Drengene var kommet for at redde verden fra katastrofe. Derfor måtte de være i og af verden, så længe dette kunne fremme deres formål. Datidens mennesker forstod ikke drengenes handlinger, for de var hinsides det menneskelige intellekt og den menneskelige forestillingsevne. Hvis man bad disse mennesker forklare drengenes handlinger, ville de være hjælpeløse. Men menneskeheden skulle lære de idealer, som drengene udlevede. Derfor viste Rama sig som et stykke brændende kul dækket af aske; som en sø dækket af et tykt lag mos eller som Månen skjult bag et skylag. Brødrene fulgte i Rama’s fodspor.

5.12. Rama og Lakshmana afslørede viden om krigskunst og færdigheder, som selv de dygtigste instruktører ikke kendte noget til. Instruktørerne blev slået af forundring og blev endda lidt ængstelige og bange. Men de fire prinser skød aldrig en pil mod et dyr eller en fugl. De brød aldrig det løfte, de højtideligt havde afgivet om, at de udelukkende ville anvende våben, når det var strengt nødvendigt. De ville aldrig anvende våben for at dræbe eller såre nogen for deres egen fornøjelses skyld. Instruktørerne førte ofte drengene ud i skoven. Her gik de på lange traveture og gennemførte skydeøvelser. Men når instruktøren fik øje på dyr eller fugle og opfordrede prinserne til at skyde, kom de med indvendinger og sagde: ”Disse pile skal ikke bruges mod uskyldige mål. De skal anvendes til at beskytte det gode, verdens velfærd og til at tjene mennesket. Pilene er hos os for at tjene disse formål. Vi agter ikke at fornærme dem ved at anvende dem til dette tåbelige tidsfordriv.” På den måde afstod de fra at følge instruktørernes opfordring, og disse var nødt til at acceptere drengenes argumenter. Hvert ord, hver gerning Rama sagde og udførte, tilkendegav hans medfølelse. Engang imellem, når Lakshmana lagde en pil på sin bue og sigtede efter en fugl eller et dyr, gik Rama ind foran pilen og protesterede: ”Lakshmana! Hvilken fortræd har den gjort dig eller verden? Hvorfor ønsker du at skyde den? At straffe uskyldige væsener er fuldstændigt imod det moralkodeks, der er fastlagt for konger; er du ikke klar over det?”top

5.13. Med prinserne tæt ved sin side sad kongen ofte sammen med sine ministre og diskuterede forskellige problemer. Det kunne være problemer vedrørende den politiske administration, retslige handlinger eller de moralske principper, der skulle anvendes i ledelsen af landet. Kongen fortalte historier om drengenes bedsteforældre og om andre fra den kongelige slægt. Han fortalte om, hvordan de gjorde sig fortjent til deres undersåtters kærlighed og loyalitet; hvordan de udkæmpede krige mod ’dæmoner’, og hvordan de igennem alle deres bestræbelser vandt Guds nåde og støtte. Både kongen og sønnerne blev oplivede og opmuntrede, når disse historier blev fortalt. Ofte gav ministrene deres bidrag ved at fortælle historier om gamle dage.

5.14. Som tiden gik, og drengene blev ældre, blev ministrene sikre på, at de kunne betro de unge prinser nogle områder inden for statens anliggender. Befolkningen drømte om, at når prinserne blev myndige og overtog regeringsmagten, ville Jorden blive forvandlet til Himlen. Når folk så prinserne, fornemmede de, at der var et bånd af hengiven tilknytning mellem dem. Når drengene talte sammen, var samtalen præget af venlig harmoni. I hovedstaden Ayodhya fandtes der ikke noget menneske, der ikke elskede disse ligefremme, ydmyge og uselviske prinser. Alle ville gerne se dem. Ayodhya’s befolkning holdt lige så meget af prinserne, som de holdt af deres egne legemer. Prinserne var så værdifulde for byen, som var de dens eget ’hjerte’.

5.15. Da drengene var elve-tolv år gamle, bad Dasaratha en dag første-minister Sumanthra om at komme. Sumanthra var de gode dyders legemliggørelse. Kongen betroede ministeren den opgave at arrangere, at prinserne lærte befrielsens åndelige videnskab. Kongen forklarede, at ligegyldigt hvor stor en ekspert en person var ud i verdslige videnskaber, så var det alene kendskab til åndelig videnskab, der kunne give vedkommende styrke til at gennemføre sin ’rigtig handling’ (det, der overordnet set er ens pligt at gøre). Den højeste moralske kultur skal bibringes børn, mens de endnu er unge.

5.16. Om en person får succes eller fiasko senere i livet, afhænger af de indtryk og erfaringer, vedkommende indsamler tidligt i livet. Livets første år er grundlaget for årene senere i livet. Derfor sagde kongen: ”Bring prinserne rundt i kongeriget og lad dem ikke blot lære om folkets leveforhold, men også om de hellige steder. Beskriv de hellige steders specielle hellighed for dem. Fortæl dem historierne om templerne og om de seere, der har indviet dem. Lad drengene drikke store slurke af den guddommelige kilde, der helliggør disse steder. Jeg føler, det vil være godt for dem. Når de vokser op, vil de blive udsat for sanselige ønsker og begær samt trangen til at tilfredsstille dem. Inden de bliver et bytte for sådanne tilbøjeligheder, er det bedst at indpode dem ærefrygt, ærbødighed og hengivenhed over for det guddommelige, der gennemstrømmer universet. Rådfør dig med Vasishta og de kongelige lærere og få arrangeret turen. Gør det straks, gør det uden udsættelse.”

5.17. Jublende glad over udsigten til at prinserne skulle få denne store mulighed, fik Sumanthra foretaget alle forberedelserne. Alt blev forberedt til hans fulde tilfredshed. Han gjorde sig selv klar til at ledsage dem. Dronningerne fik kendskab til den pilgrimsrejse, som drengene stod foran at skulle begive sig ud på. De var lykkelige over, at drengene skulle ud på et sådant helligt og dristigt foretagende. De gjorde alt muligt klar til turen for at gøre den så dejlig og nyttig som mulig. De udvalgte nogle sygeplejersker, og de fandt nogle kammerater på drengenes egen alder, som kunne ledsage dem. Prinserne var også ude af sig selv af glæde over udsigten til at skulle besøge landets hellige steder. De var begejstrede for deres ledsagere, og de skaffede dem udstyr og tøj fra de kongelige depoter.top

5.18. Den næste dag, på det specielt udvalgte tidspunkt for en gunstig rejse, bukkede prinserne for deres forældre; berørte forældrenes fødder med deres pande og knælede for Vasishta’s fødder. Mødrene satte hellige mærker på drengenes pande og kinder for at værne dem mod ’det onde øje’ og beskytte dem mod ondt. Prinserne lagde de kongelige kåber fra sig og iførte sig pilgrimmens klædedragt. Denne bestod af et silkelændeklæde og et silkesjal til at svøbe rundt om skulderen. Idet de tog afsked med alle, steg de op i vognen. Paladset genlød af hurraråb, der gjaldede fra de tusinder af borgere, der var samlet for at se prinserne drage af sted. Med vagter foran og bagved bevægede vognen sig af sted.

5.19. Dage, uger og selv måneder gik. De besøgte alle templer og alle hellige steder på deres vej. Den hellige atmosfære, de oplevede hvert sted, sugede de til sig. Ved hver helligdom tilbad de guddommen med tro og hengivenhed. Ved at stille mange spørgsmål lærte de dels historien om hvert enkelt helligt sted, og dels historien om de personer der havde været knyttet til helligdommen. Gennem denne lange periode tilsidesatte de enhver anden tanke og aktivitet. Sumanthra forklarede dem, hvad der var helligt ved hvert enkelt sted. Han gjorde det så livagtigt og indgående, at det frydede drengenes hjerter. Prinserne bombarderede ham med spørgsmål, idet de fordrede nærmere og præcise uddybninger af hans forklaringer. Drengenes umættelige higen efter oplysninger henrykkede Sumanthra, så han gav drengene endnu flere informationer og dermed endnu mere inspiration.

5.20. På denne måde rejste de fra Kanyakumari (pilgrimscenter beliggende på den indiske halvøs sydligste spids i Det indiske Ocean) i syd til Kashmir i nord; fra havet i øst til havet i vest. På denne måde rejste de i mere end tre måneder. Overalt havde de øjnene med sig og bemærkede folks eventuelle lidelser og pilgrimmes mulige ubehag. Dette iagttog de i alle dele af imperiet. Når som helst de observerede sådanne tilstande, bønfaldt de Sumanthra, første-ministeren, om at få bragt forholdene i orden og forbedre de trængendes faciliteter.

5.21. Prinserne bar ansvaret for mange forbedringer: Reparation og forbedring af mange templer; tilvejebringelsen af mange brønde med drikkevand; plantning af skyggefulde træer langs veje; oprettelse af centre til udlevering af vand til tørstige rejsende; opførelse af herberger og etablering af lægehuse. Når som helst Rama udtrykte et ønske om, at sådanne faciliteter skulle forbedres, tøvede Sumanthra aldrig med at give sit samtykke. Han sørgede for, at faciliteterne øjeblikkeligt blev tilvejebragt til Rama’s fulde tilfredshed. Prinserne følte sig meget trygge ved, at imperiet havde en så loyal og effektiv første-minister som Sumanthra. Indbyrdes talte de om, at når de havde sådanne ministre, så var befolkningens velfærd og fremskridt sikret.

5.22. Beretninger om prinsernes pilgrimsrejse blev sendt til Ayodhya via specielle kurerer, der løb stafetløb med de nyheder, de samlede sammen. Når disse kurerer var forsinkede, blev dronningerne tynget af bekymring. De bønfaldt guru Vasishta om at give dem korrekt information om, hvordan det gik drengene. Vasishta besad en yogiske evne, der gjorde ham i stand til at finde ud af, hvordan de havde det. Derfor plejede han at fortælle dronningerne de beroligende nyheder om, at drengene var glade, sunde og ved godt mod. Han kunne også fortælle mødrene, at prinserne snart ville vende tilbage til hovedstaden. Guruen velsignede dronningerne og begav sig til sin ashram.

5.23. Snart efter bragte kurererne gode nyheder. De fortalte, at prinserne nærmede sig Ayodhya. De måtte være der inden for to dage! Ved byens hovedport blev der derfor gjort forberedelser til at byde prinserne velkommen hjem til imperiets hovedstad. Byens befolkning ønskede at byde de fire prinser velkommen. De prinser der med stor succes havde gennemført deres lange og anstrengende pilgrimsrejse, og som i løbet af deres triumferende tur havde skaffet sig fortjenstfuld berømmelse på grund af deres hengivenhed og medfølelse. Rosenvand blev stænket ud over gaderne, så de ikke støvede. Buer blev stillet op, så de spændte over gaderne, og guirlander blev hængt op. På begge sider af vejen stod kvinder med tallerkener, hvorpå de havde stillet lys med lysende flammer. Kvinderne ville svinge disse lys foran prinserne, når de passerede forbi.top

5.24. Som annonceret ankom prinserne snart til hovedporten. Lys blev svunget foran dem. Prinserne drog op ad hovedgaden, der var bestrøet med kronblade fra duftende blomster. Foran prinserne, og meget langsomt, gik musikgrupper og trubadurer. De spillede og sang velkomstsange. Brahminer messede hymner for at anråbe Gud om at velsigne den kongelige families ansete efterkommere. Sumanthra gik ved siden af prinserne, hvis ansigter strålede med en overjordisk glød.

5.25. Da de nåede frem til paladsets porte, blev der udført mange ritualer for at afværge virkningerne af ’det onde øje’. Herefter blev prinserne ført ind i de indre gemakker. Mødrene, hvis øjne længtes efter at se dem, ventede dem her. Drengene løb hen til dem og knælede for dem. De blev hjulpet op, og de næste fem, seks minutter blev drengene fastholdt i en tæt omfavnelse. Mens de således omfavnede hinanden, blev de alle henrevet i en frydefuld glæde, der omsluttede både moder og søn i den lyksalighed, der opstår ved forening med det guddommelige! De tårer, der som kærlighedens store bølger strømmede fra mødrenes øjne, badede drengenes hoveder. Dronningerne tog kanten af deres sarier og tørrede drengene. Mødrene strøg dem over håret; de kærtegnede deres ansigter; de satte dem på deres skød, og de madede dem kærligt med risbudding og yoghurt iblandet ris.

5.26. Aha! Mødrenes begejstring og fryd var ubeskrivelig. Adskillelsens smerte, som de havde lidt under i tre lange måneder, kunne udelukkende lindres ved, at de i nogle dage havde børnene i deres varetægt dag og nat. Dronningerne ønskede, at sønnerne fortalte om deres pilgrimsrejse. På en venlig, ligefrem og troværdig måde berettede drengene om den specielle åndelighed, der prægede hvert enkelt helligt sted. De genfortalte de beretninger, som Sumanthra havde fortalt dem. Dronningerne lyttede til disse beretninger med en sådan begejstring og indlevelse, at det forekom, som om de også oplevede den opstemthed, som hver helligdom giver de seriøse pilgrimme.

5.27. Dasaratha fejrede de unge prinsers hjemkomst fra deres hellige rejse. Det gjorde han ved at ofre gaver til guderne og afholde en storslået banket for alle de brahminer, der med succes havde gennemført pilgrimsrejser til Kasi og Prayaga. (Kasi er byen Benares, nu Varanasi. En af de ældste og mest ærværdige, hellige byer i Indien. Prayaga er det hellige sted hvor Ganges, Yamuna og den underjordiske flod Saraswathi mødes). Han skænkede også penge til disse brahminer.

5.28. Siden den dag prinserne blev født, havde livet på denne måde været én uafbrudt kæde af fest og gilde. Det gjaldt både i hovedstanden og i resten af kongeriget. Byen Ayodhya strålede af uafbrudt glæde. Alle festerne og alle festlighederne knyttede den brede befolkning sammen til én stor familie; bundet sammen i kærlighed og taknemmelighed. For at markere den lykkelige begivenhed, fyldte man hver måned de dage, som børnene var født på (den niende, tiende og elvte dag i den lyse halvdel af måneden) med pragtfulde ceremonier. Selv mens drengene var væk fra byen på pilgrimsrejse, blev disse dage fejret lige så prægtigt, som hvis de havde været i byen. Den eneste undtagelse var de arrangementer, hvor deres fysiske tilstedeværelse var påkrævet, ellers blev alle festerne, gaveoverrækkelserne, skuespillene og dansene gennemført med entusiasme.

5.29. Efter pilgrimsrejsen bemærkede forældrene en forandring hos drengene. Forandringen var meget overraskende, og de håbede, at den besynderlige levevis, børnene havde antaget, ville blive svagere og svagere som dagene gik. Med stor opmærksomhed iagttog de prinsernes adfærd og indstilling til livet. Men deres levevis fortsatte uden tegn på svækkelse.

5.30. Rama opholdt sig for det meste indendørs. Han badede ikke på de fastsatte tidspunkter, som han indtil nu havde gjort. Han havde fået en modvilje mod at bære sin kongelige kappe. Han afstod fra almindelig takt og tone. Han sad aldrig på sin gyldne trone. Det forekom, som om han var fordybet i kontemplation på Det Absolutte; i noget der var hinsides sanserne og sindet. Eftersom deres broder var så vranten og angivelig var sur og tvær, holdt de tre yngre brødre sig altid i nærheden af ham. De forlod ham aldrig; hverken for at lege eller af nogen anden grund.

5.31. I disse dage plejede drengene at være sammen i et værelse og låse sig inde. Med jævne mellemrum var mødrene nødt til at banke på døren for at kunne give dem deres mad! Ligegyldigt hvor hårdt de prøvede på at finde ud af, hvorfor drengene opførte sig på denne måde, så fandt de aldrig ud af årsagen. Alene Rama nedlod sig til at besvare deres spørgsmål. Han gjorde det på denne måde: ”Det er min natur; hvorfor forsøge at kende årsagen til at jeg gør, som jeg gør?”

5.32. Snart følte mødrene, at tingenes tilstand ikke længere kunne skjules. De informerede Dasaratha. Kongen sendte besked om, at drengene skulle bringes hen til hans gemakker. Men da han opdagede, at sønnerne, der tidligere ville være kommet styrtende hen til ham, nu tog sig god tid til at komme, blev han fyldt med undren og bekymring. Han gjorde sig klar til personligt at gå hen til deres gemakker. Lige som kongen skulle til at gå, annoncerede dørvagten, at prinserne nærmede sig! Faderen blev overvældet af lyksalighed. Han omfavnede dem og holdt dem tæt ind til sit bryst. Han satte sig ned med sine sønner på begge sider og spurgte dem om løst og fast. Tidligere var det sådan, at hvis han blot stillede ét spørgsmål, så plejede drengene at besvare ti. Men denne dag var det sådan, at når han stillede ti spørgsmål, så svarede de knapt på et.

5.33. Dasaratha trak Rama hen på sit skød og spurgte ham kærligt: ”Søn! Hvorfor denne vægring ved at tale? Hvorfor denne tavshed? Hvad er det, du ønsker? Hvad har jeg ellers i verden bortset fra dig? Fortæl mig, hvad du ønsker. Jeg vil helt afgjort øjeblikkeligt opfylde det. Eftersom du ikke er sammen med og leger med dine brødre, som du gjorde tidligere, er de også ulykkelige.” Skønt kongen kærligt strøg Rama på kinden og så ham i øjnene, sagde Rama ikke andet, end at han var fuldkommen tilfreds og ikke behøvede noget! Da han så denne besynderlige opførsel, voksede Dasaratha’s bekymring og nervøsitet. Hans øjne fyldtes med tårer. Drengene forblev upåvirkede af hans sorg. Faderen sagde nogle blide ord til dem om, hvordan sønner burde opføre sig. Herefter sendte han dem til deres gemakker i paladset.

5.34. Kongen tilkaldte Sumanthra, så han kunne rådslå sig med denne. Kongen spurgte ham, om der var sket noget under pilgrimsrejsen, der kunne have bragt drengene ud af ligevægt. Han spurgte også ministeren, om denne havde bragt prinserne hjem for tidligt, mens de endnu var ivrige efter at besøge nogle flere af de steder, som de interesserede sig for. Dasaratha bombarderede ministeren med så mange spørgsmål, at Sumanthra blev fyldt af overraskelse og bange anelser. Hans læber skælvede, da han svarede: ”Der skete intet under rejsen, der gjorde prinserne misfornøjede. De kom ikke ud for nogen vanskeligheder. Ethvert af prinsernes ønsker blev opfyldt og gennemført. Jeg gav alt det til velgørenhed, som de ønskede. Hvor som helst de foreslog det, byggede jeg herberger for pilgrimme. Der var ingen tøven, udsættelse eller forsinkelse. De fortalte mig aldrig om, at der skulle være sket noget på turen, som de ikke brød sig om. Jeg bemærkede heller ikke noget sådant. Pilgrimsrejsen var én lang rejse i glæde og tilbedelse.”top

5.35. Dasaratha kendte sin minister godt. Han sagde: ”Sumanthra! Du er en særdeles god mand. Jeg er fuldstændig klar over, at du er ude af stand til at tilsidesætte din pligt eller fejlbedømme en situation. Men jeg erfarer, at børnene, af en eller anden uforklarlig grund, har gennemgået en forvandling efter pilgrimsrejsen. De har blandt andet udviklet en modvilje mod mad og sjov.”

5.36. ”Ligegyldigt hvor meget de folk, der er omkring Rama, prøver at få ham til det, så svarer han ikke, og han angiver heller ikke årsagen til sin underlige opførsel. Jeg er overrasket over dette. Dronningerne har også taget sig det så nært, at de næsten er synet hen af bekymring.” Da Dasaratha havde sagt dette til Sumanthra, svarede den loyale minister: ”Hvis du tillader det, vil jeg mødes med drengene og forsøge at finde ud af, hvad der er i vejen.” Dasaratha sagde: ”Det lyder som en god ide. Gå straks i gang. Når vi finder årsagen, er kuren ikke vanskelig; helbredelsen vil ikke være langt borte.”

5.37. Sumanthra skyndte sig hen til børnenes gemakker. Hans hjerte var tynget af bekymring. Han fandt døren låst indefra, og han fandt vagter uden for døren. Da Sumanthra bankede på, åbnede Lakshmana døren og lukkede ham ind. Sumanthra lukkede døren bag sig. Han tale længe med drengene om forskellige emner for at få dem til at røbe, hvad der var årsagen til deres ’sygdom’. Men han var ikke i stand til at afdække mysteriet. Han lagde mærke til den forskel, der var mellem den tillidsfulde ånd af samhørighed, som han havde nydt i løbet af de måneder, pilgrimsrejsen havde varet, og den distance der var blevet større og større de seneste måneder. Med tårer i øjnene bønfaldt han Rama, om han ikke ville afsløre årsagerne til sin sørgmodighed. Rama smilede og sagde: ”Sumanthra! Hvilken årsag kan der angives til noget, som er selve min natur? Jeg har ikke brug for noget; jeg har ingen ønsker. Du har ingen grund til bekymring, hvad det angår.

5.38. Da Sumanthra ikke vidste, hvad han ellers kunne gøre, gik han hen til Dasaratha og satte sig ved dennes side. ”Jeg tror, det vil være fornuftigt at invitere Vasishta i morgen og overveje, hvad der er det bedste at gøre”, sagde han. Efter at have fået kongens tilladelse, trak ministeren sig tilbage.

5.39. Kongen var bedrøvet og ked af det. Han tilsidesatte alt andet. Han ignorerede de krav og fordringer, der angik imperiet. I sit sind spandt han mange teorier, der kunne forklare børnenes adfærd. De er ved at være teenagere, og derfor er sådanne uberegnelige oprør naturlige, formodede han. Han delte denne formodning med dronningerne og slappede en kort stund af i sit ellers så urolige sind.

5.40. Da de fik at vide, at guru Vasishta ville komme til paladset, foretog dronningerne de nødvendige forberedelser. De ventede på deres guru ved familiens alter. Vasishta ankom; alle faldt de for hans fødder. Ivrige spørgsmål væltede ned over guruen. Spørgsmål om drengenes mærkværdige sygdom og om den forandring, de havde gennemgået. Både dronningerne og kongen græd. Da Vasishta bemærkede kongens og dronningernes nervøsitet og uro, vendte han sin opmærksomhed indad. Gennem sit indre syn søgte han årsagen til sorgen. Sandheden blev hurtigt åbenbaret for hans altgennemtrængende renhed. Efter få sekunder vendte han sig mod dronningerne og forsikrede dem: ”Der er intet galt med drengene. De er ikke blot almindelige børn. De ejer ikke det mindste spor af verdslige ønsker og begær. Deres sind er uplettet. Vær ikke bekymret. Bring drengene til mig. I kan nu trække jer tilbage til jeres egne gemakker.”

5.41. Kongen og dronningerne blev lykkelige over denne forsikring. De sendte bud efter prinserne og forlod lokalet. Da Lakshmana, Bharatha og Satrughna hørte nyheden om, at Vasishta ønskede at se dem, gjorde de sig hurtigt klar til at møde ham. Men Rama udviste ingen hast. Som sædvanlig var han fordybet i sig selv. Derfor berørte Lakshmana hans fødder og bønfaldt: ”Det er bedst, vi straks tager af sted. Ellers vil vores forældre blive bedrøvet over, at vi vover at være ulydige mod vores gurus ordre.” I lang tid bønfaldt Lakshmana ihærdigt Rama om dette, idet han fremførte forskellige argumenter. Endelig var Lakshmana, Bharatha og Satrughna i stand til at begive sig til alter-værelset sammen med deres broder. De knælede for deres gurus fødder og stillede sig derefter ærbødigt foran ham.top

5.42. Da Vasishta så dem, bad ham dem med stor kærlighed om at komme helt hen til sig og sætte sig ved siden af sig. Drengene satte sig alle tæt ved ham, men Vasishta ønskede, at Rama skulle komme endnu tættere på. Han kærtegnede Rama. Han legede med hans hår og klappede ham på ryggen. Vasishta sagde: ”Rama! Hvorfor er du blevet så rolig og stille? Dine mødre og din fader lider af sorg og frygt. De er ude af stand til at forklare denne uransagelige forandring. Du er også nødt til at tænke på, om de er lykkelige, er det ikke sandt? Du er nødt til at demonstrere gyldigheden af de værdifulde grundsætninger: ”Behandl din moder som Gud” - ”Behandl din fader som Gud”, er det ikke sandt? Vasishta præsenterede Rama for mange sådanne sandheder, så denne kunne tænke nærmere over dem; så han kunne tage dem med i betragtning.

5.43. Mens Rama lyttede til guruen, sad han og smilede. Da Vasishta havde talt færdigt, spurgte Rama roligt: ”Mester! Du taler om moder, men hvem præcis er ’moder’? Hvem præcis er ’søn’? Hvad præcist er ’legemet’? Og hvad er den individuelle sjæl? Er den objektive verden virkelig? Eller er Den højeste Sjæl virkelig? Er det ikke sandt, at dette legeme blot er et spejlbillede af Den højeste Sjæl? De fem elementer (æter, luft, ild, vand og jord), der udgør denne substans, der kaldes ’legemet’, er også hele universets substans. Dette univers er blot en sammenkædning af de fem elementer, er det ikke sandt? På trods af alle forandringer og kombinationer vedbliver de fem elementer med at eksistere. Også elementerne har en dybere grundsubstans. Hvis vi ikke erkender det; hvis det skabte univers i sig selv antages at være virkeligt; hvis vi giver efter for fascinationen af denne usandhed; hvis sandheden bliver kasseret af hensyn til løgnen – hvad skal vi så sige om en sådan kolossal uvidenhed? Hvad kan det enkelte individ opnå ved at ignorere Den evige, sande Virkelighed, Den guddommelige Gnist?

5.44. Mens Vasishta iagttog Rama, da denne rejste disse dybsindige, filosofiske problemer, bemærkede han en strålekrans af den åndelige pragts lysende stråler. Denne strålekrans udstrålede fra og omkransede hele Rama’s ansigt! Vasishta vidste, at dette lys var et tegn på guddommelighed; en guddommelighed der forsøgte at strømme ud! Så guruen ønskede, at Rama selv kom med svarene på de spørgsmål, denne selv havde stillet. De svar og de forklaringer Rama gav, var sandelig Guds Stemme. Vasishta kunne tydeligt opfatte denne kendsgerning. I ærbødighed bøjede guruen sit hoved for Rama. Han gjorde det mentalt af frygt for, at det blev opdaget. Han sagde: ”Søn! Jeg vil se dig igen i aften.” Han kærtegnede alle drengene med en lykkelig følelse af taknemmelighed og kærlighed. Herefter forlod han paladset endda uden at mødes med Dasaratha. Vasishta var fuldstændig overvældet af begivenhedens storhed.

5.45. Efter et stykke tid så Dasaratha drengene igen. Også han bemærkede denne mærkelige glød af guddommelig bevidsthed, der skinnede i deres ansigter. Han kunne ikke forstå, hvordan det var gået til, og han afventede Vasishta’s ankomst om aftenen. Aldrig så snart Vasishta trådte ind i helligdommen, knælede børnene, kongen og dronningerne for hans fødder og satte sig på deres pladser. I ydmyg bøn sad de med håndfladerne mod hinanden.

5.46. Ganske pludseligt overraskede Rama alle ved at stille en række spørgsmål: ”Den individuelle sjæl, Gud og skabelsen - hvad er det indbyrdes forhold mellem dem? Er disse tre én? Eller er de tydeligt adskilte størrelser? Hvis de er én, hvordan blev denne ene så til tre, og hvilket formål var der med dette? Hvad er det samlende, det forenende princip, der ligger til grund for disse, for en størrelse? Hvilken fordel opnår man ved at erkende og anerkende dem som forskellige størrelser og opgive erkendelsen af altings enhed?” Forældrene blev forfærdede over den dybsindighed, der var i spørgsmålene. De var også forfærdede over den dybsindighed, som Rama udviste i sin unge alder. Forældrene flød fuldstændig sammen med den strøm af spørgsmål og svar, der overøste dem med de værdifulde sandheder, der kastede lys over de rejste problemstillinger. Det var, som om Himlen svarede på de spørgsmål, som Jorden havde stillet! De glemte, at Rama var deres eget barn. Nattens timer gik hen i analyse og forståelse af den storslåede visdom om enhed, om ikke-dualisme.

5.47. Vasishta opdagede, at de ord, der strømmede fra Rama’s læber, i sandhed var dråber af udødelighedens nektar. Den nektar der kunne sikre menneskeheden fred. Guruen velsignede kongen og dronningerne og vendte hjem til sin ashram. Dialogen mellem Rama og Vasishta udgør teksten ’Yogavasishta’. Denne tekst er en afhandling, der er betydningsfuld og omfangsrig. Teksten omtales også som ’Ramagitha’.

5.48. Rama tilbragte sine dage fordybet i vedaernes centrale konklusioner (vedantha). Han førte fortrolige samtaler med sig selv. Når han var alene, talte han med sig selv. Når han var i selskab med andre, var han tavs. Han lo ofte af noget, der ikke forekom at være noget særligt. Dasaratha blev mere og mere bekymret. Han var bekymret for, hvad der skulle blive af Rama’s brødre. Han prøvede at holde de tre yngre brødre adskilt fra Rama. Men de indvilligede aldrig i at være isoleret fra Rama, så kongen måtte acceptere, at de altid var sammen med deres broder.

5.49. Kongen og dronningerne var meget nedtrykte, for alle deres drømme om glæde og stolthed blev ikke til noget. De blev desperate, for de så ikke noget tegn på bedring eller forandring i sønnernes adfærd. De talte timerne og minutterne, idet tiden gik med bekymring og bøn. Rama interesserede sig end ikke for mad. Da han indtog uregelmæssige og middelmådige måltider, forekom han at være svag og udtæret.top

Kapitel 6

Råbet om hjælp og den første sejr

6.1 På den tid var vismanden Viswamitra, der opholdt sig i området øst for Ayodhya, engageret i udøvelse af streng askese. (Viswamitra betyder ’universets ven’. Det var ham, der skabte Gayathri Mantraet). Han var fast besluttet på at højtideligholde et helligt offerritual. Men ligegyldigt hvor ofte han påbegyndte dette ritual, vanhelligede dæmonerne ritualet og tilsmudsede dets hellighed. De kastede kødstykker ud over det indviede område og gjorde det på denne måde uegnet til sådanne vediske ceremonier. Også på mange andre måder lagde de hindringer i vejen for, eller ligefrem afbrød, vismandens hellige mission. Viswamitra vidste ikke sine levende råd. Han gik til imperiet Ayodhya’s hovedstad for at tale med herskeren selv.

6.2. Da der indløb besked om, at vismanden var på vej, sendte kongen sine ministre ud for, som en behørig æresbevisning, at føre denne til paladset. Ved byens hovedport bød de vismanden velkommen og ledsagede ham lige til paladsets port. Ved paladset messede brahminer vediske hymner, mens kong Dasaratha vaskede vismanden fødder, som det er foreskrevet i de hellige skrifter. Som det er sædvane ved modtagelse af vismænd, stænkede kongen nogle få dråber at det helliggjorte vand på sit eget hoved. Viswamitra blev ført ind i de indre gemakker og placeret på en stol, der var anbragt på en forhøjning. Medlemmerne af det kongelige hof stod ærbødigt rundt om ham. ”Det er i sandhed en stor dag”, udbrød Dasaratha. Han udtrykte sin glæde over den hellige persons uventede ankomst. Ligeledes udtrykte kongen glæde over den mulighed, han nu fik for at tjene og ære vismanden. Viswamitra bød kongen og ministrene at sætte sig, og de adlød.

6.3. Elskværdigt forespurgte vismanden om kongens og hans families helbred og velbefindende. Han forespurgte også om, hvorvidt der var fred og fremgang i kongeriget. Endelig spurgte han kongen om, hvorvidt dennes ledelse af landet sikrede undersåtternes fortsatte fremgang. Dasaratha svarede, at som et resultat af Guds nåde samt seeres og vismænds velsignelser, var hans undersåtter beskæftiget med forskellige opgaver, som de pligtopfyldende og med glæde udførte. Folk var beskæftiget med deres opgaver uden frygt for, at de skulle begå fejl. Kongen tilføjede, at landets administration havde befolkningens konstante fremgang, med hensyn til velfærd, for øje. Han tilføjede, at hans regering på mange forskellige måder tjente folket med det formål at fremme og bevare dets lykke og sikkerhed. Dasaratha længtes efter at kende årsagen til, at vismanden var kommet. Kongen forsikrede Viswamitra om, at han altid var parat til at opfylde dennes mindste ønske. Med stor hengivenhed erklærede han, at han ivrigt ville påtage sig enhver pligt, som vismanden måtte pålægge ham. Han ventede blot på at få at vide, hvad han kunne gøre for ham. Viswamitra nikkede anerkendende.

6.4. Han vendte sig mod Dasaratha og sagde: ”Der er ingen grund til, at jeg over for dig, på dette tidspunkt, erklærer, at du er en meget retskaffen hersker; at du forstår at ære gæster og personer, der opsøger dig for at bede dig om noget; at du er legemliggørelsen at tro og hengivenhed. Det faktum, at imperiet er lykkeligt under din ledelse, er bevis nok på alt dette. Undersåtternes velfærd afhænger af herskerens karakter. Om herskeren er god eller ond er afgørende for, om folk lever i fred eller lider af ængstelse. Ligegyldigt hvor jeg har forespurgt, er det blevet mig fortalt, at det udelukkende er i Ayodhya, at vi har en befolkning, der er fulde af kærlighed og loyalitet over for monarken. Det er også det eneste sted, hvor monarken er fuld af hengivenhed og agtelse over for sit folk. I hver krog og i hvert hjørne af dit kongerige hører jeg disse opmuntrende nyheder! Derfor ved jeg, at dine ord kommer fra et rent hjerte. Jeg er ikke den mindste smule i tvivl om, at du ikke vil løbe fra et løfte, du har afgivet. Når du har givet dit ord, så vil du holde det.”top

6.5. Disse ord fra vismanden rørte Dasaratha dybt. ”Store mænd vil udelukkende engagere sig i aktiviteter, der hjælper verden. Ligegyldigt hvad de foretager sig, så vil de ikke afvige fra de hellige skrifters påbud. Ligegyldigt hvad de har i sinde at foretage sig, så vil der vær en god grund til det. I enhver af deres handlinger er de tilskyndet af den guddommelige vilje. Med alle de ressourcer jeg råder over, er jeg derfor altid villig til at tjene dig og til at opfylde dit mindste ønske”, svarede kongen. Igen og igen lovede Dasaratha, at han ville gøre, hvad vismanden befalede.

6.6. Disse ord gjorde Viswamitra meget glad! ”Ja! Som du sagde, så forlader jeg ikke min ashram uden grund. Et vigtigt ærinde har bragt mig til dig! At lytte til dit entusiastiske og positive svar gjorde mig dobbelt glad! Jeg er opfyldt af glæde over, at mit ærinde har båret frugt. Du vil holde, hvad du har lovet, vil du ikke?”, spurgte vismanden. Uden at tøve et øjeblik svarede Dasaratha: ”Herre! Måske burde du stille det spørgsmål til andre, men Dasaratha er ikke en person, der bryder sit løfte! Han vil hellere opgive sit liv end bringe skam over sig selv ved at løbe fra sit ord. Hvilken større skat kan en monark besidder end moral og integritet? Som kilder til en monarks styrke er det alene disse to, der nærer ham, mens han udfører sine mangfoldige forpligtelser. Hvis monarken mister sin moral og integritet, bliver kongeriget som et palæ uden lys; en vildmark, der vil være plaget af sære omskiftelser og kampe mellem forskellige fraktioner. Kongeriget vil blive sønderrevet af anarki og terror. Til sidst vil kongen stå ansigt til ansigt med en katastrofe. Jeg er sikker på, at en sådan skæbne ikke vil overgå mit dynasti; det vil ikke kunne ske i umindelige tider. Fortæl mig nu, uden at efterlade skyggen af tvivl, hvilken mission, der bragte dig til Ayodhya. Accepter den tjeneste, som denne hengivne tjener er parat til at tilbyde.”

6.7. Viswamitra sagde: Nej, nej! Jeg tvivlede ikke. Jeg udtalte blot disse ord for at høre denne bekræftelse på din urokkelige overholdelse af sandheden! Jeg er godt klar over, at Ikshvaku-dynastiets herskere inderligt efterlever den pligt, der består i at holde deres ord. Godt! Jeg har blot ét ønske til dig. Det drejer sig hverken om rigdom eller stridsvogne; køer eller guld; regimenter eller tjenestegørende personer. Jeg ønsker blot, at to af dine sønner, Rama og Lakshmana, ledsager mig. Hvad siger du til det?” spurgte vismanden.

6.8. Da han hørte dette ønske, blev Dasaratha brag ud af ligevægt. Han veg tilbage, og det varede lidt, inden han kom sig igen. Da han, efter et stykke tid, var ved at genvinde fatningen, tog han mod til sig og sagde nogle få ord. Han sagde: ”Herre! Til hvilken nytte kan disse drenge være for dig? Den mission, som du har i sinde at tage disse drenge ud på, kan jeg vel endnu bedre udføre. Tror du ikke? Giv mig chancen. Lad mig gøre mit liv værdifuldt. Fortæl mig, hvad det drejer sig om; jeg vil med glæde påtage mig opgaven.” Vismanden svarede: ”Det er min faste overbevisning, at den opgave, som disse drenge er i stand til at udføre, ikke kan udføres af andre. Alene disse to drenge kan gennemføre denne opgave. Hverken millioner af mennesker eller endog dig selv kan udføre den! Aldrig før er der blevet født drenge som disse. Ej heller vil sådanne drenge blive født siden! Det er min overbevisning.”

6.9. ”Lyt! For lang tid siden besluttede jeg mig for at udføre et berømt offerritual. Men ligeså snart jeg begynder på forberedelserne til ritualet, dukker onde ånder og dæmoner ud af den blå luft. De slår sig sammen og skaber ugudelige hindringer. De forårsager afbrydelser og en masse forhindringer. Jeg ønsker, at disse drenge skal afværge dæmonernes angreb og redde ritualet fra disse afskyeligheder, så jeg kan få succes med at højtideligholde ceremonien. Det er mit formål; det er mit ønske. Hvad siger du så nu?”, spurgte Viswamitra med en alvorlig og kraftfuld stemme.

6.10. Kongen svarede: ”Herre! Hvordan skal disse sarte, unge drenge kunne udføre sådan en kolossal opgave? Jeg er her, og jeg er i allerhøjeste grad motiveret og parat. Jeg skal komme med min stridsvogn, mit infanteri, mit kavaleri og mine krigselefanter. Jeg vil beskytte området, hvor ceremonien skal afholdes. Jeg vil beskytte området, hvor din ashram ligger. Jeg vil sørge for, at ritualet bliver udført på korrekt vis uden den mindste afbrydelse. Jeg har en vis erfaring med at kæmpe mod disse dæmoniske kræfter. Som du ved, kæmpede jeg på gudernes side mod dem og bragte guderne sejr. Jeg kan let gentage sejren. Tillad mig at gøre det”, bønfaldt kongen.

6.11. Da vismanden hørte disse ord, sagde han: ”Oh konge! På trods af alt det du siger, er jeg ikke overbevist. Jeg påstår endnu engang, at du ikke kan klare denne opgave. Kan du ikke forstå, at opgaven endog ligger ud over, hvad jeg kan magte? Jeg, der er anerkendt for at være næsten almægtig og alvidende. Hvordan skulle du kunne påtage dig denne opgave og ydermere få succes med det? Du opfatter disse børn som værende almindelige børn. Det er en fejltagelse, der stammer fra den kærlighed, du som fader føler over for dem. Jeg er fuldstændig bevidst om, at de er selve Den Almægtige i menneskelig skikkelse. Hold det løfte, som du højtideligt har givet, og send dem straks med mig. Gør du det ikke, må du acceptere, at du ikke holder dit ord. Jeg vil drage af sted. Gør det ene eller det andet, men gør det hurtigt! Dette er ikke tidspunktet for vankelmodighed eller udsættelse!” Kongen blev forskrækket over skarpheden i vismandens stemme. Han blev overvældet af frygt. I sin fortvivlelse ønskede Dasaratha, at hans guru, Vasishta, skulle inviteres til paladset. Vasishta ankom, og da han fik øje på Viswamitra, udvekslede de, i gensidig respekt, smil og nogle få ord. Fra kongens mund hørte Vasishta en redegørelse over alt det, der var sket. Selvfølgelig var Vasishta fuldstændig klar over drengenes guddommelige virkelighed. Derfor besluttede han at råde kongen til ikke at have den mindste bekymring, men med glæde betro drengene i Viswamitra’s varetægt.

6.12. Dasaratha undskyldte sig med, at drengene i nogle måneder ikke havde været helt raske. Yderligere fremførte han, at de derfor ikke havde den fysiske udholdenhed, der skulle til for at kæmpe mod dæmonerne. ”I lang tid har vi været bekymret over deres helbred, og nu kommer dette krav til dem som et slag på et ømt punkt. Mentalt er jeg slet ikke indstillet på at sende dem af sted til kamp mod dæmonerne. Jeg vil beskytte mine børn, om det så er med risiko for mit eget liv”, jamrede kongen.

6.13. Viswamitra brød ind og sagde: ”Konge! Hvorfor jamrer du dig på denne tåbelige måde? Du burde have afstået fra at afgive løfter, som du ikke kan holde. Det er en stor og alvorlig synd, når en hersker lover noget uden først at overveje for og imod. Det er ligeledes en stor og alvorlig synd, når en hersker, der bliver bedt om at holde det, han har lovet, begynder at udsætte det, tage sine ord i sig igen og endda tale imod at løftet skal holdes. Det er i allerhøjeste grad uværdigt for konger som dig. Med sørgmodighed må jeg afvise den hjælp, du tilbyder. Hvis man tilbyder en hjælp, ligegyldig hvor lille den måtte være, og ønsket om at hjælpe vælder frem fra hjertet som en dyb tilskyndelse til at tjene, så er den hjælp lige så god, som hvis man havde tilbudt sit liv. Ligegyldigt hvor stor en halvhjertet og tøvende hjælp måtte være, så er den sørgelig og jammerlig. Jeg har ikke noget ønske om at forvolde dig smerte og tvinge dig til at hjælpe mig. Godt! Vær du glad for dig selv og din synd. Jeg tager af sted.” Viswamitra rejste sig og forsøgte at forlade lokalet. Kongen faldt for hans fødder og bønfaldt om mere oplysning og om mere tid. Han spurgte, om vismanden ikke ville lære ham, hvad der var hans, en konges, pligt. Han bad indtrængende vismanden om at overbevise ham om det rimelige i kravet, så vismanden kunne fuldføre sin plan.

6.14. Da Dasaratha havde sagt dette, kaldte Vasishta kongen hen til sig for at give ham et råd. Han sagde: ”Konge! Du er ved at blive vidne til en nært forestående kosmisk åbenbaring; en mægtig fuldbyrdelse. Eftersom dit hjerte er påvirket af den kærlighed, som forældre føler over for deres børn, er sandheden skjult for dig. Der vil ikke ske dine sønner noget. Aldrig! Der findes ikke noget heltemod så stort, at det er hinsides dine sønners rækkevidde. Vældige guddommelige kræfter har antaget disse menneskelige skikkelser med det formål at tilintetgøre dæmoner og dæmoniske kræfter. Så send drengene af sted uden yderligere forsinkelse. Du bør ikke vurdere deres fysiske styrke eller størrelsen af deres intelligens. Du skal hellere være bevidst om den guddommelighed, der konstant strømmer fra dem. Husk på, at der ikke eksisterer nogle kræfter, der kan modstå denne guddommelighed!” Efter han havde givet nogle flere, lignende råd, sendte Vasishta bud efter prinserne Rama og Lakshmana. Så snart de hørte, at vismændene Viswamitra og Vasishta ønskede at se dem, skyndte de sig derhen. Da de kom ind i salen, bøjede de sig i ærbødighed. Først knælede de for faderen, så for Vasishta, den kongelige families guru, og så for Viswamitra. Da drengene rejste sig og ærbødigt stod foran ham, henvendte Viswamitra sig til dem. Han havde et smil på læberne, da han sagde: ”Drenge! Vil I følge mig?” Drengene blev jublende glade over denne mulighed.

6.15. Da Dasaratha hørte det, blev han endnu mere modløs. Han blev helt bleg. Rama bemærkede sin faders sorg over, at han havde bifaldet ideen med at følge vismanden. Blidt henvendte han sig til sin fader og sagde: ”Fader! Hvorfor er du ked af, at jeg drager af sted med denne store vismand? Findes der nogen bedre måde at benytte denne krop på, end at sætte den til at tjene andre? Det er selve formålet med, at vi har fået kroppen. Hvis kroppen deltager i asketernes hellige opgaver og medvirker til at befri dem for chikanerier, så tjener den vel et ophøjet formål? Der er ikke noget, der er umuligt for os, er der? Vi vil tilintetgøre dæmonerne. Det vil vi gøre, ligegyldigt hvor barske og indædte de måtte være, og vi vil skænke vismændene fred. Hvis du giver os din tilladelse, er vi parate til at tage af sted lige i dette øjeblik.” Disse ord, der var fyldt med mod, formindskede til en vis grad Dasaratha’s bekymring.

6.16. Men kongen kæmpede stadig imod. Han kunne ikke beslutte sig for, hvad han nu skulle sige. Han trak Rama hen til sig og fortalte ham: ”Søn! Dæmonerne er ikke almindelige fjender! Der kommer meldinger til hoffet om, at blandt andet de ubarmhjertelige brødre, Sunda og Upasunda, samt Thataki’s sønner, Maricha og Subahu, befinder sig blandt dæmonerne. De er alle sammen bestialsk ubarmhjertelige og grusomme. Deres fysiske udseende er ubeskriveligt hæsligt. Du har endnu ikke haft lejlighed til at betragte sådanne forfærdende skikkelser. Jeg kan slet ikke tænke på eller forestille mig det øjeblik, hvor du står ansigt til ansigt med dem. Hvordan skulle du kunne kæmpe mod disse svindlere og fupmagere, der er mestre i at camouflere sig og forandre sig fysisk? Indtil nu har du ikke så meget som hørt ordet ’kamp’! Ej heller har du set en virkelig kamp på slagmarken. Nu bliver du pludseligt bedt om at kæmpe mod sådanne frygtindgydende fjender! Ak! Skæbnen er i sandhed meget ubarmhjertig! Ak! Skal mine sønner virkeligt allerede, her på tærsklen til deres voksne liv, stå over for denne kolossale prøvelse?”top

6.17. Dasaratha græd voldsomt, mens disse tanker snurrede rundt i hans hoved. Hans forpinte hjerte var årsagen til tårerne. Lakshmana bemærkede sin faders mentale svaghed. Han sagde: ”Fader! Hvorfor disse tårer? Vi er ikke frygtsomme og forskræmte piger! Slagmarken er vores legitime arena. Krig er vores retmæssige pligt. Det, at beskytte retskaffenhed, er vores oprigtige ansvar. Det, at tjene vismænd og at opretholde de moralske regler, er selve vores åndedræt. Jeg er overrasket over, at du er ked af, at vi påtager os sådant et ærefuldt hverv! På grund af den svaghed, du lægger for dagen, vil verden le ad dig. Send os af sted med din kærlighed og med dine velsignelser. Jeg vil ledsage min broder, og jeg vil vende hjem med en glorværdig sejr.”

6.18. Rama bemærkede, at hans fader var overvældet af kærlighed til ham. Han gik hen mod tronen og rakte kærligt sin hånd frem mod sin fader. Rama sagde: ”Fader! Det ser ud til, du har glemt, hvem du er. Husk på hvem du er; husk på den kongelige familie, der er udødeliggjort af de forfædre, som du stammer fra; husk på hvor stor en berømmelse de opnåede. Gør du det, så vil du ikke længere græde, som du gør nu. Du blev født ind i Ikshvaku-dynastiet. Indtil i dag har du levet dit liv som selve legemliggørelsen af ’rigtig handling’. De tre verdener (universets tre aspekter: det grove eller fysiske aspekt, det finere eller mentale aspekt og det kausale aspekt) har anerkendt dig som den, der pligtopfyldende overholder løfter, som den der beskytter og praktiserer ’rigtig handling’ og som den mest formidable helt på slagmarken så vel som alle andre steder. Du er godt klar over, at der ikke findes nogen større synd end det at tage sine ord tilbage, når de først er givet. Hvis du trækker det ord tilbage, som du har givet vismanden, så vil det skade dit gode ry. Dine sønner kan ikke tolerere et sådant dårligt ry. Når du ikke handler i henhold til det ord, du har givet, kan du ikke få nogen del i det gunstige udbytte, der opstår fra de offerhandlinger, du udfører. Du får end ikke del i det gunstige udbytte, der opstår fra alle de gavnlige handlinger, du udfører. Det være sig at grave brønde og plante træer. Hvorfor sige mere om dette? Vi, dine sønner, føler, at blot det at høre folk tale om, at kong Dasaratha brød sit ord, er en vanære for familien. En vanære som vi i skam må bøje vores hoveder over. Det er en uudslettelig skamplet på selve dynastiets omdømme. Din kærlighed til dine børn gør dig blind; den er ikke baseret på din skelneevne. Den vil påføre os skade, den vil ikke beskytte os. Hvis du virkelig er tilskyndet af kærlighed til os, bør du være opmærksom på at fremme vores omdømme, bør du ikke? Selvfølgelig er det ikke op til os at give dig råd. Du kender til alt dette. Din kærlighed har trukket dig ind i denne atmosfære af uvidenhed. Din kærlighed har gjort det vanskeligt for dig at vedkende dig din pligt. Hvad os angår, så føler vi ikke det mindste skær af angst. Sejrens gudinde vil helt sikkert stå os bi. Tøv ikke. Velsign os og overlad os i vismandens varetægt.” På denne måde bønfaldt Rama, og idet han bøjede sit hoved dybt, berørte han sin faders fødder.

6.19. Dasaratha trak Rama til sig og strøg ham over håret. Kongen sagde: ”Søn! Alt hvad du siger, er sandt. Dine ord er som smykker; ordene er af stor værdi. Jeg er ikke en tåbe, der vil bestride dem. Straks i dette øjeblik vil jeg drage af sted med min firefløjede hær. Om det så sker på bekostning af alt, hvad jeg ejer, vil vi beskytte denne vismands offerceremoni. Men mit sind kan ikke acceptere forslaget om at sende dig, der først nu er ved at blive trænet i krigs- og våbenkunst, mod disse bestialske dæmoners hære. Ingen fader vil med forsæt kaste sine sønner for løverne. Er det rigtigt af dig at kaste os forældre ind i sorgens flammer? Vi fik dig på grund af vores strenge overholdelse af ’rigtig handling’, og vi opfostrede dig, som var du vore livs åndedræt. Ak! Hvad kan man gøre, når selve skæbnen er imod én? Jeg vil hverken skyde skylden på dig eller på nogen anden. Det er alt sammen en konsekvens af de synder, jeg selv har begået.”

6.20. Med sin hånd ovenpå sit hoved jamrede Dasaratha på denne måde. Da han så og hørte dette, begyndte Rama at smile. Han sagde: ”Fader! Hvad er det for en svaghed? Du taler om at kaste os for løverne! Har du endnu ikke erkendt, at vi ikke er geder, der skal ofres på denne måde? Tro på, at vi er løveunger. Send os, med dine velsignelser, af sted for at udføre denne hellige opgave. Konger skal ikke forsinke udførelsen af hellige opgaver!” Da han havde hørt disse ret skarpe udtalelser fra Rama, rejste Vasishta sig og sagde: ”Fortrinligt! Dasaratha! Hørte du løvens brøl? Hvorfor svare med en sjakals hylen? Rejs dig! Send bud til drengenes mødre og bring dem hertil. Overdrag dine sønner i Viswamitra’s tjeneste.” Da han hørte disse ord, følte Dasaratha ikke, at han kunne gøre andet end at adlyde. Han sendte besked til dronningerne om, at han ønskede deres tilstedeværelse.

6.21. Med slør for deres ansigter kom dronningerne ind i salen. De rørte vismændenes og Dasaratha’s fødder. Herefter gik de hen til børnene og stillede sig ved siden af dem. Med kærlige fingre strøg de dem over håret. Først talte Vasishta til dem. Han sagde: ”Moder! Vores Rama og Lakshmana er parate til at drage af sted med Viswamitra for at beskytte dennes offerritual mod forstyrrelser og forhindringer fra dæmoniske horder. Velsign dem, før de drager af sted.” Så snart Kausalya hørte dette, løftede hun overrasket sit hoved og sagde: ”Hvad er det, jeg hører? Skal disse drenge beskytte og vogte den offerceremoni, som denne store vismand ønsker at højtideligholde? Jeg har hørt, at mantraerne, med deres guddommelige kraft, i sig selv vil være den bedste beskyttelse. Hvordan kan simple mennesker påtage sig den byrde, det er at redde en sådan offerceremoni fra at lide overlast? Ansvaret for en offerceremonis succesfulde gennemførelse og afslutning hviler på det deltagende præsteskabs retskaffenhed.”

6.22. For Vasishta forekom denne udtalelse at være korrekt. Men alligevel tænkte han, at det ville være bedst at kaste lidt mere lys over situationen. ”Kausalya! Moder! Viswamitra’s offerritual er ikke noget almindeligt ritual! Mange hindringer har påvirket dets gennemførelse, og disse hindringer har skabt bekymring.” Vasishta var i gang med sin forklaring, da Kausalya brød ind og sagde: ”Jeg er virkelig forbløffet over at høre, at bekymringer overskygger offerritualer, der højtideligholdes af vismænd og seere. Jeg troede ikke, der fandtes nogen kraft, der kunne modstå en sådan hellig beslutning. Jeg formoder, at vismanden Viswamitra nærer et ønske om og higer efter, at ritualet bliver gennemført for at manifestere Det højeste Lys og Den højeste Fred. Muligvis har han fremsat sin anmodning for at teste kongens tilknytning til sine børn. Hvordan skal vi kunne tro på, at disse små sarte spirer vil være i stand til at beskytte dette offerritual mod fortræd? Det offerritual som denne vismand, der er udstyret med alle mystiske og hemmelighedsfulde kræfter, har i sinde af højtideligholde?”

6.23. Mens Kausalya sagde dette, kærtegnede hendes hånd Rama’s ansigt. Dasaratha, der lyttede til hendes tale, erkendte, som i et lysglimt, pludseligt sandheden og traf en tydelig og afklaret beslutning. Han sagde: ”Ja! Kausalya’s ord tilkendegiver den autentiske sandhed. Alt dette er blot led i en plan for at teste mig. Det er jeg sikker på. Herre! Hvordan kan jeg, en svækling, klare din test? Jeg vil rette mig efter dit ønske, hvad det end måtte være!” Idet Dasaratha sagde disse ord, faldt han for Vasishta’s fødder. Vasishta så på kongen og sagde: ”Store konge! Du har bevist, at du er et agtværdigt menneske. Disse drenge er ikke af den almindelige slags. Deres evner og kapacitet er grænseløse. Det ved vi. Andre ved det ikke. Denne begivenhed er blot starten på deres triumferende march. Begivenheden er prologen til historien om deres sejrrige karriere. Det er her og nu, de begge aflægger løftet om at være ’den der beskytter rigtig handling’. De vil snart vende tilbage med sejrens palmer. Overlad dem derfor, uden yderligere tanker, med glæde til Viswamitra.”

6.24. Vasishta kaldte drengene til sig. Idet han lagde sine lykkevarslende håndflader på deres hoveder, messede han nogle hymner og gav dem derved sine velsignelser. Drengene knælede for mødrenes fødder og modtag deres velsignelser. De stod parate til at drage af sted.

6.25. Dasaratha bemærkede glædens og modets glød i deres ansigter. Han undertrykte den sorg, der vældede op i ham. Han lagde sine hænder på deres skuldre, og sammen gik de hen til Viswamitra. Kongen knælede for vismandens fødder og sagde: ”Fra denne dag, oh herre, er disse to dine sønner. Deres helbred og lykke afhænger af dig. Hvis du giver ordre til, at nogle få personlige vagter må blive sendt med dem, vil jeg med glæde indvillige i at sørge for det.”

6.26. Da han hørte det, brast Viswamitra i latter. ”Oh konge, du er i sandhed skør! Findes der nogen, der kan beskytte disse drenge; disse helte der er på vej for at befri offerritualet for hindringer? Behøver disse drenge nogen beskyttelse? De har i sinde at beskytte det offerritual, som vi ikke kan beskytte. Behøver sådanne mægtige helte nogen til at beskytte sig? Selvfølgelig er det din kærlighed, der har gjort dig blind. Konge! Jeg skal bringe drengene med mig tilbage til dig, når den opgave, som jeg tager dem med for at løse, er gennemført. Vær ikke bekymret. Hersk over kongeriget uden at udøve uretfærdighed og gør det uden afbrydelse.”

6.27. Viswamitra rejste sig. Alle tilstedeværende viste deres respektfulde ærbødighed over for den store vismand. Som den første forlod han salen, og de to prinser fulgte ham. Så snart de nåede hen til paladsets hovedport, hørte folk himmelske trommer og trompeter, der genlød fra himlen. En byge af blomster regnede ned over dem. Mens de gik ned ad gaden, kom der fra alle dørtrin musik fra konkylier; med få meters interval hørtes trompeternes gjalden. For mænd, kvinder og børn; for folk i alle aldre, så det ud, som om det var to løveunger, der travede af sted bag en ældre løve. Ingen var klar over, hvorfor prinserne gik barfodet, og hvorfor de forlod paladset sammen med den berømte vismand. Derfor begyndte alle at spørge sidemanden om, hvilken mission de var på vej ud for at udføre. Ministrene, folk fra hoffet og den almindelige befolkning ledsagede dem kun til byporten, for således lød den kongelige ordre. Der, ved byporten, sagde de farvel til prinserne og vendte tilbage til deres forskellige gøremål.

6.28. De tre fortsatte deres rejse. Viswamitra førte an, Rama gik tæt bag ham, og Lakshmana dannede bagtrop. De iagttog de henrivende træer, der stod i lange rækker på begge sider af stien. De fyldte sig med den skønhed, som naturen åbenbarede for deres øjne. Da de havde gået et stykke tid, gik de ind i en jungle, hvor der ikke boede mennesker. Viswamitra gav ordre til, at de fra nu af skulle bære håndleds- og fingerbeskyttere af læder. Ligeledes bad han prinserne om at tage deres buer fra skulderen og holde dem parate til brug. Udstyret på denne måde bevægede de sig ind i den stille, skrækindjagende skov. Frygtløse og strålende drog de gennem det sammenfiltrede buskads, som var de områdets konger. Snart nåede de floden Sarayu. Solen var ved at gå ned. Derfor kaldte Viswamitra prinserne Rama og Lakshmana hen til sig og talte mildt og venligt til dem. ”Yndlinge! Gå straks til floden og gennemfør den ceremonielle renselse af hænder og fødder.” Da det var gjort, sagde Viswamitra: ”Nu vil jeg skænke jer to mystiske mantraer, der udgør alle mantraernes kronjuvel. De kaldes Bala (styrke, kraft, energi) og Athi-Bala (stor styrke, kraft, energi). De er begge ladet med en enorm kraft. Ligegyldigt hvor udmattede I måtte være, vil de gøre jer friske igen. Ligegyldigt hvilke anstrengelser I påfører jer selv, så vil mantraerne forhindre, at I bliver udmattede. De vil ikke tillade, at I bliver ramt af sygdom. De vil redde jer fra de dæmoniske styrker. Hvis I gentager mantraerne, vil de holde sult og tørst borte, når I er på rejse. De vil skænke jer et godt helbred, glæde og entusiasme. De vil styrke jeres lemmer og jeres sind. Rama! Disse to mantraer rangerer over alle andre mantraer. De er mere strålende og mere virkningsfulde end andre mantraer.” I lang tid udbredte Viswamitra sig om mantraernes kraft og styrke. Rama havde ikke noget behov for at få mantraernes kraft forklaret. Men han lyttede med et udtryk af åbenbar overraskelse og med et forundret blik i øjnene. Lakshmana iagttog både vismanden og Rama, og han lo for sig selv! top

6.29. For hele verden er denne episode et godt eksempel på, hvorledes Rama er kommet for at genoplive ’rigtig handling’. Det er en lektie, Rama lærte verden gennem sin adfærd snarere end gennem sine ord. ”Illusionen er uundgåelig for alle. Det gælder, ligegyldigt hvor mægtige folk er. På et øjeblik vil illusionen vende op og ned på deres liv. Så længe ’offeret’ er opslugt af troen på, at det er kroppen, vil illusionen ikke løsne sit greb. Illusionen vil ikke blive skræmt af det navn eller den berømmelse, de evner eller den intelligens, som personen, den søger at besidde, er udstyret med. Udelukkende når individet fjerner betydningen af navn og form, befrier sig selv for kropsidentifikationen og grundfæster sig i Den guddommelige Gnist, kan det undslippe fra de fejlagtige opfattelser, som illusionen påfører det.” Det var lektien! For, bemærk følgende! Viswamitra havde kontrol over disse to magtfulde mantraer. Han havde samlet et stort lager af åndelige skatte. På trods af at han besad disse vidtberømte ressourcer, havde han erkendt, at alene Rama havde den magt og kraft, der var nødvendig for at overliste og tilintetgøre de dæmoniske horder, der havde til hensigt at forstyrre det offerritual, han var så fast besluttet på at højtideligholde. Viswamitra havde rådet Dasaratha til ikke at være alt for overkærlig over for sin søn; ikke at lade sig forblænde af Rama’s guddommelige storslåethed. Viswamitra havde bekendtgjort, at Rama var hele verdens beskytter. Han troede fuldt og fast på, at der ikke fandtes nogen grad af heltemod, som Rama ikke kunne nå. Alligevel forberedte vismanden sig på at indvie disse prinser i nogle mystiske mantraer, som om de var børn af en almindelig slægt! Viswamitra var helt sikkert hæmmet af illusionen, vildfarelsen! Han havde givet efter for det selvbedrag, det er at bedømme de åbenbare kvaliteter. Rama blotlagde illusionens utvetydige kvælertags styrke for vismanden. For det var Rama, der havde sløret Viswamitra’s sind og fået ham til stolt at begynde på at indvie dem i disse ritualer! Som de havde fået besked på af Viswamitra, gennemførte Rama og Lakshmana deres rituelle renselse i floden. Vismanden opsøgte brødrene og indviede dem i de to mantraer. Præcist og tydeligt gentog Rama og Lakshmana mantraerne efter guruen. Rama nikkede, som en nybegynder bør gøre, når vedkommende har lært et mantra. Lakshmana gjorde det samme. Drengene bøjede deres hoveder, som om de havde accepteret at være Viswamitra’s ’disciple’. Snart faldt mørket på, og drengene arrangerede selv deres leje af det græs, der voksede tykt på området. Efter de havde lagt sig, satte Viswamitra sig hos dem og fortalte beretninger fra gamle dage. Snart syntes drengene at være faldet i søvn, tilsyneladende som et resultat af udmattelsen over at have gået længe. Viswamitra standsede sin beretning og hensank i tanker om sin egen skæbne og sit eget rejsemål.

6.30. Daggryet brød frem over landskabet. Mangefarvede fugle flagrede fra gren til gren i de træer, som drengene sov under. Fuglene sang blidt og melodiøst, som var det deres hensigt at vække Rama og Lakshmana! Det lød, som var det musik frembragt af luftens trubadurer. Men fuglene var ikke i stand til at vække de sovende! Så Viswamitra talte til Rama og meddelte, at det var daggry. ”Vågn op”, sagde han. Rama satte sig op. Han vækkede Lakshmana, der lå på sit leje ved siden af Rama, og begge bøjede de sig ærbødigt for vismanden. De udførte deres rituelle bad i Sarayu-floden. De tog det hellige vand op i deres håndflader og slap det igen. Det gentog de igen og igen, mens de samtidigt messede hymner i lovprisning til flodens gudinde. Herefter badede de i floden og udførte det tidlige morgenritual, der omfatter fremsigelse af Gayathri Mantraet (ældgammel vedisk bøn der skal vække intelligensen og føre til oplysning). Snart var de parate til at fortsætte rejsen. Med armene over kors stod de foran vismanden. Viswamitra spurgte: ”Mine kære! Nu kan vi drage af sted mod min ashram, kan vi ikke?” Rama svarede: ”Vi afventer din ordre!” Så med vismanden forrest og brødrene bagved begyndte de at gå. Snart nåede de til det sted, hvor Sarayu-floden flød sammen med Ganges. Brødrene bøjede sig dybt i ærbødighed for den hellige flod og så ud over det hellige sted. De fik øje på en ashram, hvorfra der strømmede himmelske energier, der gennemstrømmede omgivelserne. Ashrammen forekom dem at være meget gammel og fuld af ældgamle minder. Lakshmana spurgte vismanden: ”Herre! Hvem bor i denne hellige ashram? Hvad er navnet på den store personlighed, der opholder sig her?” Vismanden smilede, da han fik spørgsmålet. Han sagde: ”Mine kære! For lang tid siden besøgte guden Siva (Nedbryderen i den hinduistiske Treenighed) dette sted sammen med sine guddommelige ledsagere. Siva kom for at leve i streng askese forud for sit bryllup med Parvathi. Mens Han på dette sted opfyldte sine guddommelige forpligtelser, forhindrede Kærlighedens Gud gennemførelsen af disse forpligtelser. Det fik vreden til at blusse op i Siva’s guddommelige hjerte. Han åbnede sit tredje øje, der udsendte en sådan brændende flamme, at Kærlighedens Gud (Manmatha) blev brændt til aske. Manmatha’s legeme blev tilintetgjort, og derfor er han nu kendt som ’den uden lemmer’ (på sanskrit: an-anga). sanskrit-ordet for ’lem’ er anga. Eftersom Manmatha mistede sine lemmer her i dette område, har denne del af landet siden været kendt som Anga! Det er et rigt område. Denne ashram blev brugt af Siva, og i generationer er den siden blevet brugt af Hans hengivne. Hver og en af disse hengivne er, som et resultat af deres ivrige askese, blevet forenet med Ham. Denne ashram vil udelukkende acceptere beboere, der strengt følger den ’rigtige handlings’ vej. Hvis I ønsker det, vil vi bade i Ganges, tilbringe natten her og drage videre i morgen.” Da Viswamitra kom med dette forslag, kunne Rama og Lakshmana ikke holde deres glæde tilbage. De sagde: ”Vi er meget lykkelige.” Vismandens ide blev således accepteret. De badede i den hellige Ganges. I mellemtiden spredte nyheden om, at Viswamitra var til stede nær deres boliger, sig i ashrammen. Nyheden fortalte også, at vismanden var ledsaget af kongens to heltemodige sønner. Mange skyndte sig af sted for at byde dem velkommen og invitere dem ind i deres egne hytter.

6.31. Den nat opholdt vismanden og prinserne sig i Siva’s ashram. De spiste frugter og rødder. Med stor interesse iagttog de aktiviteterne i ashrammen. Prinserne lyttede til de historier, der blev fortalt af Viswamitra. Tiden strømmede rask af sted i denne lyksalighedens flod. Så snart det blev daggry, gennemførte de deres rituelle bad og renselse. Herefter tog de kærligt afsked med ashrammens eneboere. Så drog de af sted; de to disciple efter guruen. De var nødt til at krydse Ganges, så nogle af områdets folk roede dem over floden og satte dem i land på den modsatte bred. Derefter sagde bådsmændene farvel til dem og knælede for Viswamitra, før de vendte hjem. Viswamitra var glad og tilfreds over denne gæstfrihed. Han påskønnede dybden af disse menneskers hengivenhed og deres sans for at overgive sig. Han tillod dem at drage af sted og gav dem mange velsignelser med på vejen.

6.32. Straks derefter ramte en voldsom støj deres ører. Det lød, som om en buldrende, underjordisk strøm skyllede hen over landskabet. De så flodens vande rase og hæve sig med lange rækker af hvidt skum på bølgetoppene. Rama spurgte vismanden: ”Herre! Hvordan kan det være, at den vrede strøm lige pludseligt har fyldt flodbækkenet, og hvordan kan vandet hæve sig så hurtigt og så højt?” Vismanden svarede: ”Rama! På dette sted munder den fyldte og rasende Sarayu-flod ud i den rolige Ganges. Det er grunden til den rungende lyd og buldren!” Vismanden sagde det på en rolig og afslappet måde. For ham var det et almindeligt sceneri. Vismanden fortsatte: ”Rama! Ved en bestemt lejlighed, for meget, meget længe siden, var det Brahma’s vilje, at en kæmpemæssig stor sø øjeblikkeligt skulle dannes nær bjerget Kailas (Siva’s bolig i bjergene). Denne sø kendes i dag som Manasa-Sarovar (søen er floden Sarayu’s udspring i det nordlige Himalaya). Ordet betyder ’Sindets sø’. Guderne gav det dette navn. Når sneen smelter, eller regnen falder, bliver søen fyldt op, og den strøm, der flyder fra Manasa-Sarovar, danner Sarayu-floden, der flyder i udkanten af Ayodhya og mod Ganges. Sarayu-floden er en hellig flod, fordi dens vande udløber fra søen, der blev skabt på grund af Brahma’s vilje. Mens de lyttede til de betagende beretninger, der kastede lys over alle områdets floder og steder, fortsatte de deres færd.

6.33. De kom nu ind i en tyk, mørk skov. Der var en stemning af gru og rædsel i skoven. Rama spurgte vismanden: ”Er det rigtigt, at der ikke eksisterer spor af mennesker, der nogen sinde har vandret gennem denne skov?” Før han kunne få et svar, fangede en række brøl fra en mægtig flok vrede dyr deres opmærksomhed. Der var tigre, løver, leoparder og en vrimmel af mindre dyr. Det føltes, som om Jorden blev flået fra hinanden! Prinserne og vismanden iagttog også vilde dyr, der udkæmpede drabelige kampe mod hinanden. Nogle af dyrene løb ind i vildnisset, bort fra scenen med den voldsomme død. Træerne stod tæt i skoven, de nåede himlen og spredte deres mørke skygger over skovbunden. Der var banyantræer, cedertræer, fyrretræer og de hellige figentræer.

6.34. Der fandtes ingen stier til at lede deres færd. For at komme fremad, måtte de rydde et spor. Lakshmana kunne ikke skjule sin nysgerrighed. Han spurgte Viswamitra: ”Herre! Hvem hersker over denne skrækkelige skov? Hvad hedder skoven?” Vismanden svarede: ”Lakshmana! Her, hvor denne jungle nu vokser, var der tidligere to mindre kongedømmer, Malada og Karosa. Begge lande skinnede, som var de gudernes område. Rent faktisk omtalte folk dette område, som et område der var specielt skabt og plejet af guderne. Folk fortalte en historie om stedet. Da guden Indra (de himmelske guders herre) dræbte Vritra (en kraftfuld og rasende dæmon fra en høj kaste), led han af konsekvensen af denne synd. Som følge heraf blev Indra ramt af en voldsom smerte, der var forårsaget af en umættelig sult. I denne ynkelige tilstand blev Indra bragt til vismændene i dette område. De gav ham et bad i den hellige Ganges. Efter neddypningen i floden hældte de den ene krukke efter den anden af Ganges hellige vand over hans hoved, idet de alt imens messede hellige hymner og formler. På den måde blev den synd, der bestod i at have dræbt en person fra en høj kaste, vasket bort.”

6.35. ”Brahma var henrykt over, at såvel sultens smerte (mala) som sultens skrig (krosa) var bragt til ende. Derfor gav Han disse kongedømmer navnene Malada og Karosa. Kongedømmerne blev berømte på grund af Brahma’s velsignelse. Det var gudernes vilje, at de to områder fremover skulle velsignes med korn og guld og alle former for velstand og rigdom.”

6.36. ”På et tidspunkt dukkede et grusomt, kvindeligt uhyre ved navn Thataki op i dette område. Hun begyndte at hærge og ødelægge det rige og fredsfyldte land. Hun var et halvt himmelsk væsen (hun tilhørte en klasse, der var i slægt med dæmonerne), der var i stand til at antage en hvilken som helst form, hun måtte ønske. Rygtet siger, at selv da hun var nyfødt, var hun udstyret med tusind elefanters styrke! Hun fødte en søn ved navn Maricha. Han besad en kraft og et heltemod, der kunne sammenlignes med selve Indra’s. I fællesskab forårsagede moder og søn kolossale ødelæggelser og vældige ulykker. Den del af junglen, hvor dette afskyelige, kvindelige uhyre boede, ligger 14-15 kilometer fra, hvor vi befinder os. Hun forvandlede disse to rige egne, Malada og Karosa, til et rædselsfuldt vildnis. De folk, der havde dyrket disse frugtbare marker, flygtede af bar skræk og rædsel, da hun dukkede op. Derfor blev junglen større og større. De tyndt befolkede byer og landsbyer blev forladt og lagt i ruiner. Til sidst var der ikke længere noget spor af menneskelig bebyggelse. Det kvindelige uhyre kunne ikke blive taget til fange eller tilintetgjort, for hun kunne undslippe alle forsøg på at ødelægge hende. Endnu har ingen vovet at sætte en stopper for hendes hærgen. Jeg kan ikke komme i tanke om andre end jer; ja, det siger min dybeste intuition mig; ingen andre end jer kan tilintetgøre dette uhyre, der besidder sådanne overvældende kræfter. Det er de to, den ondskabsfulde moder og den ondskabsfulde søn, der leder og foranlediger dæmonerne til at forstyrre og vanhellige eneboernes offerritual og hellige ritualer.”top

6.37. Viswamitra’s ord rørte Rama’s følelser. Han var ikke i stand til at rumme den følelse af vrede, der vældede frem i ham. Med stor ydmyghed og ærbødighed sagde han: ”Oh du største blandt asketer! Jeg har hørt, at disse dæmoniske, halvt himmelske væsener besidder en ringe styrke. Desuden er denne Thataki en kvinde. Hun tilhører det svage køn. Hvordan kunne hun på denne måde terrorisere hele befolkningen? Hvorfra fik hun sine kræfter? Hvordan kunne hun forvandle dette område, så det gik til grunde, når det var blevet velsignet af Brahma og guderne? Det er i sandhed forbløffende. Det er noget, der ligger uden for min fatteevne.” Viswamitra sagde: ”Rama! Jeg skal forklare det for dig. Hør nu! Engang i fortiden levede der et halvt himmelsk væsen ved navn Sukethu. Han var rig på såvel gode dyder som tapperhed. Han havde ingen børn til at efterfølge sig, så derfor udøvede han streng askese for at formilde guderne og modtage deres velsignelser. Til sidst var Brahma tilfreds med Sukethu’s asketiske levevis. Brahma åbenbarede sig for ham. Han velsignede ham og lovede, at han ville få en datter med ekstraordinære kræfter, kløgt og evner. Sukethu blev jublende glad over dette løfte, selv om han ville få en datter og ikke en søn.”

6.38. ”Sukethu vendte hjem, og som lovet fik han en datter. Barnet voksede sig stor og stærk. Skønt barnet, grundet Brahma’s nåde, tilhørte det svagere køn, besad det tusind elefanters styrke. Hun drog omkring, uden at være underlagt nogen love eller begrænsninger, som ejede hun alt, hvad hun så! Hun var en bedårende pige, så derfor søgte Sukethu vidt og bredt efter en lige så bedårende brudgom. Til sidst fandt han en. Brudgommens navn var Sunda, og Sukethu giftede sin datter bort til ham. Tre år senere fødte hun en søn. Det var Maricha, som jeg fortalte jer om. Moder og søn blev uovervindelige i kamp. Ægtemanden, Sunda, begyndte på sine dæmoniske eventyr og forsøgte at ødelægge vismændenes offerritualer. Derfor pådrog han sig den mægtige vismand Agasthya’s vrede. Vismanden kastede en forbandelse på den afskyelige fyr. Denne forbandelse dræbte Sunda og reddede vismændene fra yderligere ærgrelser. Som hævn tog Thataki sin søn med sig og overfaldt Agasthya’s ashram. Agasthya var forberedt på dette angreb. Så han forbandede dem begge to til at blive forvandlet til uhyrer. Det gjorde dem endnu mere rasende. Brølende overdængede de Agasthya med skældsord, og med blodskudte øjne rykkede de truende frem mod ham! Agasthya følte, at det ville være farligt at tøve; han forbandede derfor Thataki til at miste sit bedårende udseende og blive så grim som et fugleskræmsel! Det var vismandens vilje, at hun også blev kannibal! Forbandelsen undertvang hende ikke, derimod fortsatte hun angrebet med fornyet vildskab. Agasthya undslap ødelæggelserne og slap af sted til et sikrere sted. Skuffet og vred over hun ikke fik hævnet drabet på sin ægtemand, lod Thataki sin forbitrelse gå ud over dette område (Malada og Karosa), idet hun ødelagde afgrøder og haver og forvandlede det hele til én stor jungle.”

6.39. Da denne beretning var til ende, sagde Rama: ”Herre! Eftersom hun blev født som en konsekvens af Brahma’s løfte og som en belønning for streng asketisk levevis, besad hun alle disse evner og kræfter. Hun misbrugte dem og pådrog sig selv forbitrelsen og forbandelsen. Som nævnt i de hellige skrifter, så er den synd, det er at dræbe en kvinde, meget afskyelig. Er det ikke sandt? Det må være grunden til, at Agasthya lod hende slippe med grimhedens forbandelse. Ellers kunne den store vismand, der forårsagede ægtemandens død, vel også have kunnet dræbe kvinden. Fortæl mig, hvad jeg nu skal gøre; jeg er parat til at adlyde.”

6.40. Viswamitra var glad for, at Rama udtrykte ovennævnte betænkeligheder i relation til, hvad den ’rigtige handling’ dikterer. Vismanden argumenterede: ”Jeg er ikke uvidende om det faktum, at det at dræbe en kvinde er en afskyelig synd. Ikke destro mindre er beskyttelsen af åndelige, progressive eksistenser, så som brahminer, dydige mennesker så vel som køer, vigtig. ’Rigtig handling’ er integreret i disse tre. Der er på ingen måde tale om synd, når en konkret handling udføres for at fremme ’rigtig handling’ og fjerne uretfærdige handlinger. Kender du ikke sentensen: ’Rigtig handling’ beskytter den, der beskytter ’rigtig handling’? Her er der ikke tale om vold, der udøves for at forherlige én selv. Når vold udøves for at opretholde freden og velstanden i verden, så kan jeg forsikre dig, at en sådan handling ikke vil fremkalde nogen dårlig reaktion. Desuden er skabelsen, opretholdelsen og nedbrydningen den guddommelige lovs udtryk; de sker alle ifølge den guddommelige vilje. De er ikke knyttet til menneskets luner. Du og din broder er guddommelige manifestationer. I har autoriteten og pligten. Intet snavs kan klæbe sig til ild. På tilsvarende måde gælder, at ingen synd kan forurene det guddommelige. Den vilje der skaber, den forpligtelse der beskytter, kan også gøre sin pligt ved at straffe. Den straf, der er en konsekvens af denne moders og hendes søns synder, kan ikke undgås. Det skal opfattes som Thataki’s held, at hun i dag ender sit liv for dine hænder. Det sker nemlig, før hun kommer til at gennemleve den opsamlede bunke af synder, som hun ellers ville være nødt til at lide under. Ved at dræbe hende vil du udelukkende tjene såvel hendes som landets interesser bedst muligt. Det er hverken forkert eller syndigt. Hvis du nærer medfølelse nu, vil det forårsage grænseløs skade på verden. Det vil fremme den ’rigtige handlings’ svækkelse og forfald. Det vil hjælpe Thataki til at forfalde til endnu flere syndefulde handlinger. Hvorfor skal jeg dvæle længere på dette punkt og komme med tusindvis af argumenter? Jeg har set det hele gennem mit åndelige syn. Du er inkarneret i menneskelig skikkelse for at tilintetgøre det dæmoniske afkom. Det er din mission; din opgave. Du er nødt til at udføre den såvel i dag som gennem hele dit livsforløb. Den ’rigtige handlings’ formynderskab og tilintetgørelsen af dæmonerne (folk med dæmoniske tilbøjeligheder) er selve de formål, der fik dig til at blive født som menneske! Jeg kender til disse formål; til denne sandhed. Det er årsagen til, at jeg skyndte mig hen til dig for at få hjælp. Hvorfor skulle jeg ellers søge din støtte og hjælp? Eneboere, eremitter og dem der udfører streng asketisk levevis i skovens ensomhed, bønfalder landets herskere om hjælp. Ikke for deres egen skyld, men for hele verdens skyld. De opgiver alle former for tilknytning og holder sig i live ved at spise de rødder og frugter, som de selv finder. Efter nogle måneder eller år på denne diæt bliver deres liv hærdet endnu mere. Det giver dem mulighed for at komme af med kropsbevidstheden og blive forenet i Lyset. Hvorfor skulle sådanne mennesker bekymre sig om, hvad der sker med verden? Årsagen er, at de vise, de realiserede, ved siden af at redde sig selv gennem åbenbaringens oplysning, bestræber sig på at fortælle andre om den vej, de har gået, og om herligheden ved det mål de har nået. Det gør de for at motivere andre til at udøve de discipliner, der kan gøre dem klar til at modtage sandheden. Hvis de vise udelukkende bekymrer sig om sig selv og deres egen befrielse, hvordan skal det så gå verden? Befolkningen vil synke dybere ned i syndighed. Det er, hvad der vil ske. ’Rigtig handling’ vil blive glemt. Det er grunden til, at eneboerne opretholder forbindelsen til verden. Det er ikke for at få tilfredsstillet nogle af deres egne stærke længsler. De lever som lotusblomsten på vandet. Umiddelbart er de filtret ind i verden; men de har ingen tilknytning til den. De vil ikke tillade verden at misfarve eller forurene dem på selv den mindste måde. De har ét og kun ét mål: Verdens fremskridt og velstand. De tager sig udelukkende af at fremme og støtte ’rigtig handling’. De stoler udelukkende på Gud.”

6.41. Da Viswamitra med disse ord afslørede sandheden, reagerede Rama, som om han var en ren novice. Han lod, som om han var ukendt med alt, hvad han havde hørt. Han sagde: ”Verden vil ikke forstå, at vismænds og eneboeres ord rummer hellige betydninger. Jeg spurgte dig om det moralske i denne handling, så vi kunne få kendskab til, hvordan du uddyber det retfærdige i denne konkrete handling. Du skal ikke lægge noget andet i mit spørgsmål! Min fader, Dasaratha, bad mig om at adlyde vismanden Viswamitra og gøre, som denne befalede. Jeg ønsker at adlyde min faders ordre. Du er en stor vismand. Du har gennemført streng asketisk levevis. Når en person som dig erklærer, at Thataki kan dræbes uden at man pådrager sig synd, og at en sådan handling er retfærdig og moralsk korrekt, så ved jeg, at jeg ikke gør noget forkert. Jer er parat til at udføre en hvilken som helst opgave, som du måtte pålægge mig for at fremme ’rigtig handling’ og for at støtte folks velfærd.” Mens han sagde dette, tog han buen i sin hånd og afprøvede, om strengen var stram nok. Da han således testede buestrengen, frembragte det en lyd, der gav genlyd fra alle retninger. Hele junglen blev vækket. Vilde dyr flygtede til alle sider. Thataki blev chokeret over den usædvanlige og formidable lyd. Det forstyrrende fænomen fyldte hende med raseri. Hun skyndte sig hen til det sted, hvor lyden kom fra! Rama så uhyret komme mod sig som et bjerg, der krænger over, eller som en vild elefant der angriber. Rama smilede og fortalte Lakshmana: ”Broder! Se på denne sammenhobning af hæslighed! Kan almindelige mennesker overleve synet af denne djævelske skabning? Udseendet er i sig selv forfærdeligt! Hvad skal vi så mene om dets styrke? Og det er en kvinde! Jeg er ikke fuldstændig enig med mig selv, om jeg skal bestemmer mig for at slå denne skabning ihjel! Jeg skulle mene, at dette uhyre vil dø, hvis dets arme og ben bliver adskilt fra kroppen. Det burde være nok til at tilintetgøre det.”top

6.42. Med udstrakte arme for Thataki frem mod Rama. Hun var parat til at gribe fat i Rama og putte ham ind i munden, som var han et stykke kage! Hun brølede vildt, og hun var skrækkeligt ophidset. Med lukkede øjne bad Viswamitra til, at brødrene ikke måtte lide overlast i denne kamp. Thataki bevægede sig nærmere og nærmere hen mod Rama, men hun gjorde det med større og større modvilje. Årsagen var, at hun i Rama’s nærvær følte en besynderlig form for chok. Et par gange rykkede hun helt hen til ham, men hun var nødt til hurtigt at trække sig tilbage. I vrede over sig selv sprang hun omkring i raseri! Støvet, som hun sparkede op, bevirkede, at området blev mørkt og luften kvælende. Et stykke tid stod Rama, Lakshmana og Viswamitra stille og passive. Thataki var en mester i kunsten at skabe vrangforestillinger og ødelæggelser. Hun skabte en kraftig byge af klippestykker. På det tidspunkt besluttede Rama sig for, at uhyret ikke længere skulle have lov til at leve på Jorden. Hun kunne ikke undskyldes på grund af, at hun var en kvinde! Derfor spændte han sin bue og affyrede en pil ind i kroppen på den usynlige Thataki, idet han præcist fastslog, hvor kroppen befandt sig i lige netop det øjeblik. Det bevirkede, at hun endnu engang for mod Rama. Hendes to arme blev afkortet af Rama’s pile. Skrigende i pine og smerte faldt hun til jorden. Et efter et skar Lakshmana hendes lemmer af. Men Thataki kunne antage den ene skikkelse efter den anden, lige som hun ønskede. Så hurtigt opgav hun én skikkelse og antog en anden. Igen og igen vendte hun tilbage og stod frisk og rasende foran dem! Hun foregav at være død, men kom snart til live igen! Hun antog en mangfoldighed af skikkelser på samme tid og begyndte på sit gamle trick med at sende en byge af klippestykker fra himlen. Hun demonstrerede sine ondsindede talenter og onde tricks. Rama og Lakshmana fik nogle få knubs, selv om de var meget påpasselige. Da Viswamitra opdagede det, følte han, at der ikke skulle være nogen yderligere udsættelse. Hun måtte øjeblikkeligt dræbes. Han sagde: ”Rama! Tøv ikke! Det er ikke øjeblikket, hvor du skal tænke over hendes kvindelighed og gå på kompromis! Det at fjerne hendes lemmer vil ikke gavne. Så længe disse dæmoner er i live, vil de kunne antage et utal af former. Derfor, dræb hende! Efterhånden som aftenen nærmer sig, vil hendes onde raseri vokse yderligt. Efter solnedgang er det umuligt at kæmpe mod dæmonerne. Det gælder, hvem der end forsøger at gøre det. Hun skal tilintetgøres inden solnedgang.” Da han havde sagt dette, fremsagde Viswamitra nogle hellige mantraer, der sikrede beskyttelse og skænkede sikkerhed.

6.43. Også Rama centrerede sine tanker. Gennem sin evne til at affyre pilene i den retning, hvorfra lyden kom, fandt han ud af, hvor Thataki befandt sig og affyrede hurtigt en pil mod dette mål. Pilen havde den virkning, at hendes lemmer blev fastlåst, og det forhindrede hende i at foretage sig den mindste bevægelse. Da det skete, skreg Thataki med voldsom indædthed. Hun rakte sin frygtelige tunge ud og forsøgte at vælte ind over Rama og Lakshmana for på denne måde at knuse dem under sin vægt. På det tidspunkt besluttede Rama, at yderligere udsættelse ville skabe endnu værre konsekvenser. Han skød en dødbringende, skarp pil lige ind i uhyrets bryst. Hun sank til jorden og udåndede.

6.44. Der hvor hun var faldet om, dannede der sig et mægtigt krater i jorden. Træer blev rykket op med rode som følge af den gigantiske størrelse, der sank til jorden. Hendes sidste hiven efter vejret var så uhyggeligt og høj, at skovens vilde dyr flygtede. Horder af dyr løb hovedkulds omkring. Da den frygtelige kvindelige dæmon faldt død om, kaldte Viswamitra Rama hen til sig. Vismanden strøg kærligt drengens hår og sagde: ”Søn! Var du bange? Nej! Nej! Hvordan skulle alle verdeners frelser kunne være bange? Denne bedrift er grundstenen. Den sikrer ’palæets’ stabilitet. Kom her, du er træt. Solen er også gået ned. Udfør aftentilbedelsen og hvil en stund. Kom med mig.” Han førte dem til floden, og senere fortalte han dem: ”Børn! Vi vil hvile os her i nat. Ved daggry kan vi fortsætte til min ashram.” De tilbragte natten med at lytte til de historier, som Viswamitra fortalte. Vismanden afslørede også deres egne evner og latente storslåethed for dem.

6.45. Daggryet brød frem. Vismanden foretog sin rituelle renselse, og med et venligt smil gik han hen til de sovende brødre. Han talte mildt og venligt til dem: ”Rama! Jeg er henrykt over dit heltemod! Da du fik bugt med den kvindelige dæmon, Thataki, forstod jeg sandheden om, at du er Den Absolutte. Jeg er i sandhed meget heldig.” Viswamitra græd af glæde. Han lagde alle de mystiske våben, som han var i besiddelse af, frem. Han lagde alle de mantraer, der formede og opretholdt de mange våben, frem. Med en hurtig og begejstret bevægelse lagde han det hele i Rama’s hænder. ”Jeg har ingen bemyndigelse til at bruge disse våben. Hvilken gavn har jeg af dem, selv om jeg skulle have dem i min besiddelse? Du er alle våbens herre og bruger. Disse våben vil også blive meget glade, når de er sammen med dig. For de kan bedst udleve deres skæbne, mens de er sammen med dig. Bemærk dette! Fra dette øjeblik skal alle de våben, jeg indtil nu har haft kommandoen over, være dine redskaber. De skal stå til rådighed for den mission, som du er kommet for at udføre.” Da Viswamitra havde sagt dette, stænkede han helligt vand på våbnene samtidigt med, at han fremsagde passende mantraer. Alt dette som et tegn på det uigenkaldelige skift af deres ejerskab.

6.46. På den måde overdrog han følgende våben til Rama: Dandachakra (diskosagtigt våben), Dharmachakra (retskaffenhedens våben), Kalachakra (tidens guddommelige våben), Indrastra (Indra’s missil), Vajrastra (Indra’s tordenkile, der var formet som en diskos), den Siva inspirerede Trisula (Siva’s trefork), Brahmasirhstra (Brahma’s særlige missil), Aishikastra (Siva’s våben). Det aldrig svigtende våben der bestod i, at Siva åbnede sit tredje øje) og det mægtigste og det mest tilintetgørende våben af dem alle, nemlig Brahmastra (Brahma’s våben, der tilintetgør med sikker ufejlbarlighed). Herefter sad vismanden stille et stykke tid. Han havde øjnene lukket. Idet han rejste sig, udtalte han disse ord: ”Nå, hvad skal jeg også bruge disse våben til?” Og han gav Rama de to mægtige stridskøller, Modak og Sikhar. Vismanden sagde: ”Når vi kommer til ashrammen, vil jeg også finde andre våben frem – Agniastra (ild-missil), Kraunchastra (gift-missil), Narayanaastra (Vishnu’s missil), Vayuastra (vind-missil) og andre.” ”Søn”, sagde han. ”Alle disse våben står på pinde for at tjene deres herre. De er i forbløffende grad overvældende.” Da han havde sagt dette, hviskede han den mystiske formel, der kan materialisere og aktivere disse våben, i Rama’s øre. Den formel, der med uoverskueligt raseri også kunne rette disse våben mod de ønskede mål. Vismanden bad Rama om at fremsige formlen under hans supervision. I løbet af kort tid var Rama i stand til at visualisere de guddomme, der præsiderede over hvert af de guddommelige missiler og øvrige våben og modtage disse guddommes taknemmelige hyldest. Hver enkelt guddom præsenterede sig for Rama og faldt for hans fødder. Hver enkelt guddom sagde: ”Rama! Fra dette øjeblik er jeg din tjener. Jeg giver mit højtidelige løfte om, og jeg forsikrer dig, at jeg vil rette mig efter dine ordrer.” Herefter forsvandt de for at afvente, at Rama skulle hidkalde dem.

6.47. Rama var glad over denne udvikling. Han berørte vismandens fødder, idet han sagde: ”Herre! Dit hjerte er forsagelsens skatkammer. Jeg er klar over, at du er den guddommelige legemliggørelse af ikke-tilknytning og af sansernes overvindelse. Findes der nogen som helst anden, der ville give afkald på og forære sådan en imponerende samling af virkningsfulde og altid sejrende våben væk? Herre! Vær venlig og glæd mig ved at rådgive mig om, hvordan jeg kan trække disse våben tilbage, efter de har anrettet den ønskede ødelæggelse. Du har lært mig formlen for, hvordan jeg kan slippe dem løs. Jeg ønsker at vide, hvordan jeg kan trække dem tilbage.” Da han hørte dette, følte Viswamitra sig jublende glad. Han sagde: ”Kræfter og våben som Sathyakeerti, Drshta, Rabhasa, Pitrsomasa, Krsana, Virasya, Yougandha, Vidhootha, Karaveeraka og Jrmbhaka bliver automatisk trukket tilbage gennem udfoldelsen af bueskyttens vilje. Denne vilje udtrykkes gennem mantraer, som jeg vil formidle til dig nu.” Derefter blev Rama også indviet i disse formler. Da de udtalte mantraerne, dukkede guddommene, der på denne måde blev formildede, frem og kastede sig næsegrus i støvet for deres nye herre. Rama fortalte dem, at de skulle holde sig klar, til han hidkaldte dem, og at de indtil da kunne slappe af.top

6.48. Herefter foreslog Viswamitra, at de skulle fortsætte rejsen, og de tre genoptog deres vandring. Da de havde gået en kort distance, kom de til et bjergfyldt område med høje tinder. De så på de henrivende haver. Duften fra havernes blomster bød dem velkommen og forfriskede såvel deres legemer som deres sind. Brødrene var nysgerrige efter at vide, hvem der ejede dette bedårende sted. De spurgte vismanden, om han ikke ville fortælle dem det. Viswamitra svarede: ”Sønner! Dette er det hellige område, som guderne valgte, da de kom til Jorden for at udøve den askese, der skulle sikre, at deres ønsker blev opfyldt. Den store Kasyapa (alle levende væseners fader; Brahma’s barnebarn) udøvede askese her og nåede sit mål. Stedet giver succes til alle, der her gør sig anstrengelser med at helliggøre deres liv. Derfor kaldes stedet ’Paradisets Bolig’! (Viswamitra kaldte også stedet for ’Livets sande skønheds Bolig’) Jeg har selv opholdt mig her med den hensigt at udvikle pligttroskab og overgivelse. Denne ashram er dæmonernes angrebsmål. Det er de selv samme dæmoner, der stopper og tilsmudser alle de hellige ritualer, der udføres her. Du er nødt til at tilintetgøre dem, når de kommer for at gennemføre deres skændige manøvre.” Mens han sagde dette, gik Viswamitra ind i denne hjertevarme, Fredens Bolig. Kærligt lagde han en arm om Rama’s skulder og sagde: ”Fra i dag af er denne ashram lige så meget din, som den indtil nu har været min.” Da han udtrykte disse ord, fældede den gamle vismand taknemmelighedens tårer. Allerede mens de gik ind i ’Paradisets Bolig’, kom ashrammens beboere løbende mod dem. De var ivrige efter at vaske mesterens fødder og tilbyde vand til Rama’s og Lakshmana’s rituelle renselse.

6.49. Beboerne strøede blomster på den vej, der førte til vismandens bolig, og de fulgte de tre til hyttens dør. De tilbød dem frugter og søde, kølige drikke. De foreslog Rama og Lakshmana, at de skulle hvile sig i en hytte, der specielt blev tildelt dem, og som i forvejen var gjort parat til dem. Følgelig gjorde de dette, og efter deres hvil, som virkeligt forfriskede dem, vaskede de deres fødder og ansigter. Herefter gik de til Viswamitra for at få dennes instruktioner. Med armene over kors stod de foran deres guru og sagde: ”Herre! Kan det offerritual, som du har ønsket at udføre, blive påbegyndt i morgen?” Viswamitra blev opstemt over dette spørgsmål. Han svarede: ”Ja! Alt er parat! Sådan er det altid i denne ’Paradisets Bolig’. Der er ikke noget behov for at vente på, at forberedelserne bliver færdige. Vi er altid parate. Når dagen gryer i morgen, vil jeg aflægge det foreskrevne højtidelige løfte.” Nyheden spredtes, og alle gik i gang med opgaven at samle alt det nødvendige sammen til den store begivenhed. Dagen brød frem. Viswamitra aflagde indvielsens højtidelige løfte, og offerceremonien begyndte. På samme måde som Skanda og Visakha (to af Siva’s sønner) stod vagt for guderne, stod de to brødre, Rama og Lakshmana nu vagt. De var fast besluttet på at imødegå alle forsøg på at gribe forstyrrende ind i ritualets behørige højtideligholdelse. Eftersom det ikke var passende at tale til Viswamitra, der var engageret i offerceremonien, gjorde Rama tegn til de øvrige deltagere. Rama ønskede nemlig, at de skulle fortælle ham, hvornår man kunne forvente, at de dæmoniske horder kom, og fra hvilken retning de ville komme. Folkene kunne blot svare: ”Det er ikke muligt at sige, hvornår eller hvorfra de kommer! Dæmonerne har ikke noget regelmæssigt valg af tidspunkt; de kan kaste sig over os, hvert øjeblik det skal være. Hvem er i stand til at forudse tidspunktet for deres stormløb?” Ashrammens beboere fortalte Rama om dæmonerne. Hver især gjorde det ud fra sin egen vurdering af dæmonernes karakteristika og tilbøjeligheder.

6.50. Rama var glad for de svar, han fik. Han besluttede, at det klogeste ville være hele tiden at være årvågen og være parat til at slå de dæmoniske styrker tilbage, der forsøgte at forpurre eneboernes hellige ceremonier. Han bad også sin broder om at være årvågen. Meget omhyggeligt holdt de øje med alle fire verdenshjørner. De var opmærksomme på den mindste lyd, der kunne indikere, at faren nærmede sig. Asketerne i ashrammen blev meget glade og meget forundrede, da de opdagede drengenes mod og alvorsfuldhed. For drengene var meget unge, og de havde en henrivende karakter, der knapt nok var ude over stadiet med de barnlige gavtyvestreger!

6.51. I fem dage og i fem nætter holdt brødrene uophørligt vagt over offerstedet og ashrammen. De ikke så meget som lukkede et øje eller tog sig et øjebliks hvil. Også den sjette dag startede i den samme rutine. Viswamitra var engageret i offerritualet. Han var fordybet i at udøve den rette præcision i hvert af ceremoniens punkter. De, der messede hymner, og de øvrige deltagere i ceremonien, var engageret i deres opgaver med at fremsige mantraer og kaste offergaver i den hellige ild.

6.52. Pludseligt blev de lamslået over en dundrende larm, der brød frem fra himlen. Det lød, som var selve himmelhvælvingen eksploderet i småstykker! Der gik ild i alt på ofringens platform – kusa-græsset (græs, der symboliserer de stride hår, som Vishnu’s inkarnation som skildpadde havde på rygskjoldet; bruges ved mange vediske ritualer), tallerkenerne, krusene, de hellige krukker der indeholdt de rituelle remedier, de tørre pinde der blev anvendt til at gøre ild, og som skulle ofres i den hellige rituelle ild, blomsterne, kumkum-pulveret (lykkevarslende cinnoberrødt pulver) og andre lykkevarslende artikler, der var indsamlet for at tilbede guderne! Flammerne brød ud overalt!top

6.53. Straks derefter blev himlen overskyet af mørke frygtindgydende skyer, og den lyse dag blev omdannet til bælgmørke. Mystiske onde dampe for hen mod det sted, hvor offerceremonien blev afholdt! De skumle skyer begyndte at regne med blod. Når disse dråber faldt mod jorden, blev de budt velkommen af ildtunger, der rejste sig fra jorden for at modtage dem! Midt i grusomhedens og hadets blændværk forsøgte Rama og Lakshmana at lokalisere de fjendtlige dæmoner. Gennem sit guddommelige syn vidste Rama, hvor de ledende uhyrer, Thataki’s to sønner, Maricha og Subahu, befandt sig, og han affyrede Manasa pilen (Den mentale Pil) i den retning. Den ramte Maricha i brystet og standsede al yderligere fortræd fra hans side. Herefter skød han Agniastra (ild-missil) mod Subahu, og det fæstnede sig i Subahu’s hjerte. Rama forstod, at hvis uhyrernes lig faldt ned på det hellige område, så ville selve ashrammen blive forurenet. For at forhindre denne syndefulde kontakt, bar Rama’s pile de ondskabsfulde kroppe hundredvis af kilometer væk og kastede dem i havet! Maricha og Subahu skreg og stønnede på grund af den uudholdelige smerte. De kæmpede desperat ude midt i bølgerne, men de døde ikke. De øvrige ledere af de dæmoniske horder flygtede for deres liv. De forsvandt bag horisonten. Lakshmana sagde, at det ikke var tilrådeligt at tillade nogen af dæmonerne at overleve, ligegyldigt hvor kujonagtige de forekom at være. De ville nemlig snart vende tilbage og genoptage deres ondsindede handlinger. Så han tilskyndede Rama at dræbe hele banden. Eneboerne, der var vidne til denne store heltedåd, blev opfyldte af beundring. De troede på, at brødrene i virkeligheden var Siva selv, i dennes skrækindjagende, velsignelses-skænkende skikkelse. I deres sind bøjede de sig i ærbødighed for drengene, for disse drenge var for unge til at acceptere deres hyldest.

6.54. I løbet af et øjeblik iførte skoven sig lysets og glædens klædedragt. Midt i alle forstyrrelserne fortsatte Viswamitra, roligt og uden afbrydelse, med at meditere på guddommene og messe de hellige hymner, der er foreskrevet til offerritualet! På intet tidspunkt foretog hverken hans krop eller hans sind den mindste bevægelse. Således var dybden i hans koncentration! Den afsluttende ofring i den hellige ild blev udført med korrekthed og i taknemmelighed. Herefter kom Viswamitra smilende hen til det sted, hvor Rama og Lakshmana stod. ”Oh prisværdige helte! I bragte sejr til mit højtidelige løfte! På grund af jer har jeg fået opfyldt mit livs ønske. Denne ashrams navn er blevet retfærdiggjort; den er i sandhed blevet ’Paradisets Bolig’, sagde han. Vismanden græd af glæde. Han kærtegnede og omfavnede drengene. Med hænderne om Rama’ og Lakshmana’s skuldre fortsatte han mod ashrammen. Der gav han dem en del af de hellige ofringer, der var blevet anvendt til at blive ofret i den hellige ild. Han bad dem om at trække sig tilbage, så de kunne forfriske sig med et lille hvil.

6.55. Drengene følte, at det ville være upassende ikke at gøre, hvad vismanden bad dem om. Så de trak sig tilbage og sov højlydt i lang tid. De trak sig tilbage, selv om fuldbyrdelsen af det formål, der havde været med deres rejse, i sig selv var det mest effektive og styrkende middel for deres lemmer og sind. Selv trak vismanden sig tilbage til en anden stråtækt hytte for ikke at forstyrre drengenes søvn. Han gav også ordre til nogle personer om at stå vagt, så ingen uforvarende kom til at lave støj, der kunne vække dem. Mens brødrene sov, jublede Viswamitra over den succesfulde højtideligholdelse af offerritualet og over Rama’s og Lakshmana’s guddommelige tapperhed. I mellemtiden vågnede Rama og Lakshmana. Efter de havde vasket ansigt, hænder og fødder, forlod de hytten. Her fandt de drengene fra eneboerfamilierne, der havde holdt vagt, for at prinsernes søvn ikke skulle blive forstyrret! Rama og Lakshmana fik at vide, at mesteren talte med ashrammens asketer i en anden hytte. Så de gik derhen og knælede for vismandens fødder. De rejste sig, stod med armene over kors og sagde: ”Store guru! Hvis du ønsker, at disse dine tjenere skal udføre andre opgaver, så vær venlig at informere os om det. Vi skal med glæde udføre dem.” Da det var sagt, var der en asket fra forsamlingen, der rejste sig og henvendte sig til dem: ”Med tilintetgørelsen af dæmonerne er alt, hvad der skulle gøres, blevet udført. Hvad andet er der, der skal udføres? Det ønske, som mesteren i mange år har næret, er gået i opfyldelse. Vi nærer intet ønske større end dette. I er legemliggørelsen af det maskuline og kvindelige guddommelige princip. Det er sådan, I fremstår for os. I er ikke almindelige mennesker. Det er vores gode skæbne, der har givet os chancen for at se jer. Vores taknemmelighed er uden grænser.” Da det var sagt, berørte ashrammens beboere Rama’s og Lakshmana’s fødder.top

Kapitel 7

Sita vindes

7.1. I mellemtiden kom en ung discipel løbende ind i hytten. Han bar et bundt palmebladsskrifter, og det lagde han i hænderne på Viswamitra. Vismanden vendte nogle få af palmebladene og rakte dem derefter til en ærværdig ældre eneboer, der sad ved siden af ham. Vismanden bad den ældre mand om at læse højt, så alle kunne høre, hvad der stod i palmebladene.

7.2. Han læste, at kong Janaka af Mithila havde besluttet at højtideligholde et berømt offerritual, der skulle udtrykke den højeste hæder over for retskaffenheden. I palmebladene bønfaldt kongen Viswamitra og bad, om denne ville glæde ham med sin nådige tilstedeværelse. Viswamitra’s disciple var også indbudt. Da de hørte det, udbrød alle: ”Måtte det komme til at ske! Måtte det komme til at ske!” Viswamitra sagde: ”Sønner! Nu, da vi kan rejse gennem skoven uden at frygte de dæmoniske bander, har jeg besluttet at påbegynde rejsen til Mithila. Jeg, og alle ashrammens beboere, drager af sted den dag i morgen.”

7.3. Da Rama hørte det, sagde han: ”Herre! Denne beslutning er virkelig en kilde til glæde. Eftersom der ikke er mere, vi kan gøre for dig, vil vi vende tilbage til Ayodhya, hvis du tillader os at gøre det. Tillad os venligst at drage af sted.” Hertil svarede Viswamitra: ”Jeg har givet kong Dasaratha mit ord på at overholde visse ting. Jeg er nødt til at holde, hvad jeg har lovet! Jeg har lovet ham, at jeg selv vil bringe jer tilbage til ham. Derfor kan I ikke vende hjem uden mig! Et enestående offerritual vil blive højtideligholdt i Mithila. Der er ikke tid nok til, at jeg kan bringe jer til Ayodhya, og så nå til Mithila på den dag, hvor offerceremonien begynder. Hvis I to ledsager mig til Mithila, kan I overvære offerceremonien og derfra drage til Ayodhya sammen med mig.”

7.4. Da han hørte disse ord, der var uden spor af tøven eller tvivl, svarede Rama, uden at veje for eller imod, med samme beslutsomhed. ”Herre! Eftersom det at adlyde min fader kommer i første række, har jeg en bøn, jeg vil forelægge dig.” Viswamitra spurgte: ”Så kom! Fortæl mig, hvad er det for en bøn?” Hertil svarede Rama: ”Min fader beordrede mig til at beskytte Viswamitra’s offerritual mod vanhelligelse og helligbrøde og derved gøre den store vismand lykkelig. Han bad os vende sejrrigt hjem. Han har ikke beordret os til at overvære en offerceremoni et andet sted. Burde jeg ikke få en speciel tilladelse fra min fader til at rejse til Mithila?”top

7.5. Til det sagde Viswamitra: ”Rama! Det var ikke alt, hvad Dasaratha sagde! Nej. Han sagde: ”Drag af sted og adlyd alt, hvad vismanden beordrer dig til; gå ikke på nogen måde mod hans mindste ønske.” Din fader sagde endvidere: ”Mester! Du skal selv påtage dig det fulde ansvar for mine to drenge. Du skal selv bringe dem tilbage til mig.” Du hørte selv, hvad han sagde, da vi forlod Ayodhya. Så gør, hvad jeg siger; følg mig til Mithila. Derfra vil vi tage til Ayodhya – mig, dig og alle mine disciple.” Rama erkendte den sandhed, der var forbundet til denne plan, og med et nik tilkendegav han, at han var enig i vismandens beslutning. Han sagde: ”Vi vil gøre, som du ønsker.”

7.6. Befalingen om, at alle skulle gøre sig parat til at drage til Mithila før daggry, udgik fra vismanden. Viswamitra førte drengene til floden, så de kunne foretage den rituelle renselse af hænder og ansigt. Han var begejstret over muligheden for at fortælle dem om de besværligheder, han var blevet udsat for fra dæmonernes side, når han før i tiden forsøgte at festligholde offerceremonien. Han fortalte dem, hvordan alle hans modtræk havde slået fejl. Han udtrykte sin taknemmelighed over tilintetgørelsen af dæmonerne. En tilintetgørelse, der havde sikret sikkerheden for såvel ashrammen som de omkringliggende områder. Han beskrev, hvordan folk nu var lykkeligt befriet for frygt og nu levede i fuldstændig fred og glæde.

7.7. Stedet var stille, roligt og trygt. Mens de sad i det bløde sand, fortalte Viswamitra drengene om det offerritual, som kong Janaka havde i sinde at afholde. Han fortalte brødrene, som han havde trukket tæt hen til sig, om ritualets specielle funktioner og om dets betydning.

7.8. I løbet af beskrivelsen refererede han til en kostbar bue, som kong Janaka havde i sin varetægt. Der var tale om en bue, der var enestående kraftig og virkningsfuld, og som skinnede med en sjælden glans. Vismanden erklærede, at de ikke måtte gå glip af at se den. Da han hørte om buen, spurgte Rama, hvordan buen var kommet i Janaka’s varetægt. Viswamitra svarede: ”Hør nu, søn! For mange år siden fejrede Mithila’s konge ved navn Devaratha en stor offerceremoni, hvis lige ingen dødelig ellers ville vove at gennemføre. En offerceremoni, der kan skænke umådelige åndelige fordele. I så høj grad behagede offerceremonien guderne, at de skænkede kong Devaratha denne guddommelige bue som et tegn på deres påskønnelse. Det er Siva’s bue. Med passende ritualer bliver den hver dag tilbedt af Janaka. Til dens ære ofrer han blomster og sandelpasta; han svinger kamferflammer og brænder røgelse. I ærbødig hyldest lægger han madvarer og frugter til den guddommelige tilstedeværelse i buen. Buen er i den grad ladet med guddommelighed, at ingen er i stand til at spænde og strenge den. Det være sig en Gud, dæmon, engel eller ånd. Mange prinser, der har forsøgt at strenge den, er blevet skuffet på det skammeligste. Rama! Du er en fortræffelig helt; du kan undersøge buen nærmere. I løbet af den kommende offerceremoni vil buen sandsynligvis blive vist frem. Så her vil der helt sikkert opstå en god mulighed for at undersøge den nærmere! Viswamitra fortsatte med at beskrive buens vidunderlige styrke. Lakshmana så sig omkring, som om han ledte efter den retning, hvor Mithila lå. Imens sagde Rama med fryd i stemmen: ”Helt sikkert! Selvfølgelig skal vi se den. Vi kommer med dig i morgen.” Viswamitra blev begejstret, da han hørte dette.

7.9. Mørket faldt på, og alle rejste sig og gik mod ’Paradisets Bolig’. Viswamitra sammenkaldte ashrammens beboere og gav dem besked om, at de skulle være parate til at drage til Mithila, så snart det blev daggry. En af beboerne spurgte: ”Mester! Hvordan kan ashrammens daglige rutiner blive opretholdt, hvis alle drager af sted?” Vismanden svarede: ”Hvis alle udfører sine pligter, hvor end vedkommende er, så er det i sig selv den passende opretholdelse af ashrammens rutiner. Der eksisterer ingen speciel rutine for ashrammen, når den ikke har nogen indbyggere. De, der søger støtte, udgør ashrammen. Uden de afhængige, uden de, der søger støtte, kan der ikke eksistere nogen ashram. Når de, der søger støtte og et tilflugtssted, er sammen med mig, hvorfor så bekymre sig om ashrammen og dens daglige rutiner? Det er disciplene, vi skal bekymre os om. Det er dem, vi skal drage omsorg for. Det er disciplene, der skal følge rutinerne vedrørende de åndelige øvelser. Endvidere kan ashrammen ikke lide skade, efter som stedet nu ikke længere skal frygte dæmonerne. Altings Skaber er vores tilflugtssted (og ikke ashrammen), og når vi stoler på Ham, vil Han tage sig af alt.” Vismanden talte på denne for ham ret så uvante måde, og han fortsatte: ”I skal medbringe alle de ting, I har brug for til jeres daglige ritualer, så vel som alle de redskaber og beholdere, der tilhører ashrammen. Der er ingen grund til at efterlade noget her.”

7.10. Nogle novicer forespurgte: ”Mester! Hvor lang tid vil der gå, inden vi vender tilbage hertil? Hvornår kommer vi tilbage? Hvis du fortæller os det, kan vi vælge netop det, der vil være tilstrækkeligt til det tidsrum, vi er væk. Hvorfor bære mere end absolut nødvendigt?”

7.11. Viswamitra svarede: ”Tiden er ikke kroppens tjener; kroppen er tidens tjener. Derfor kan man aldrig sige hvornår! Vil jeg komme tilbage hertil, eller vil jeg ikke? Jeg tvivler!” Da de hørte det, blev alle beboerne ramt af chok. Det tøj, de beholdere og de redskaber, de holdt i deres hænder, gled ud af hænderne på dem og faldt ned på jorden. De var målløse. De kunne ikke svare vismanden. De var ikke i stand til at protestere; ej heller kunne de opbyde mod nok til at anfægte det, som mesteren lige havde sagt. Så de pakkede så meget sammen, som de kunne bære af kusa-græs, hellige pinde til at gøre offerilden og ceremonielle øser og krukker. Betydningen af Viswamitra’s ord var et mysterium for dem, så hver især tolkede dem på sin måde.

7.12. Natten gik, og det blev daggry. Alle var parate til at tage af sted. Eftersom alle dørene var blevet lukket og boltet inde fra, sagde Viswamitra. ”I skal ikke fæstne dørene! Lad dem stå åbne! Dette sted tilhører ikke os; alle, der kommer til dette sted, skal kunne bruge det. Denne ashram skal byde alle, der kommer, velkommen; det skal den gøre til alle tider. I dag er båndet mellem os og denne ashram bristet! Oh I dette hellige steds beskyttende guder, måtte jeres lykke vokse herefter! Jeg har opnået succes med mine bestræbelser. Modtag til gengæld min taknemmelige påskønnelse. I vil ikke længere blive generet af dæmoniske horder. I kan nu leve i fred med rigelige efterkommere, fremgang og glæde. Idet jeg giver afkald på den, forlader jeg ’Paradisets Bolig’. Jeg har besluttet at tage ophold i et område i Himalaya-bjergene, der ligger nord for den hellige Ganges-flod. Som et tegn på respekt for skovens guddomme knælede Viswamitra på jorden.

7.13. Sammen med Rama, Lakshmana og ashrammens ældre asketer påbegyndte han sin rejse. Ashrammens øvrige beboere erkendte, at deres hjem var, hvor Viswamitra var. Hjemmet var ikke i skoven eller i de hytter, hvor de havde boet i så mange år. De følte, at området i Himalaya-bjergene i samme grad var passende som hjem for dem. Så de udviste også taknemmelighed til og ærbødighed over for skovens guder og de stråtækte boliger. Herefter drog de af sted, idet de fulgte vismanden.

7.14. Mens de på denne måde begav sig i nordlig retning, så de sig engang imellem tilbage. I deres spor fulgte tusindvis af hjorte, fugle og andre af junglens vilde dyr. Med halerne løftet, hastede de i stor længsel efter indbyggerne. Viswamitra standsede. Han vendte sig om mod dyrene og sagde: ”Oh I junglens beboere! De steder, hvor jeg er på vej hen, er ikke venligt stemt for jeres måde at leve på. Det er ikke sikkert for jer at opholde jer på de steder. Skoven her udgør jeres naturlige omgivelser. Vær ikke bedrøvede over, at vore veje må skilles. Følg ikke efter os. Bliv på dette sted. Gud vil give jer fred og glæde.” Han tog sig tid til at tage afsked med alle dyrene, før han genoptog rejsen. top

7.15. Dagens rejse bragte dem frem til Sona-flodens bred. De var nødt til at tilbringe natten her. De badede i floden og afsluttede deres rituelle renselse af hænder og ansigt. Herefter samlede alle sig omkring mesteren for at lytte til dennes historier. Rama spurgte: ”Ærværdige herre! Dette område forekommer at være rigt og blomstrende. Hvad hedder området, og hvad er dets historie? Det kunne jeg godt tænke mig at vide.” Viswamitra svarede: ”Rama! Gennem en ren og skær viljesagt fik Brahma en søn. Han fik navnet Kusa. Han blev en stor asket; vedholden og streng i forbindelse med at overholde sine hellige løfter; heltemodig i åndelige oplevelser; lærd i videnskaben om moralsk livsførelse. Kusa giftede sig med den ædle hersker Vidarbha’s datter. De to levede i bevidstheden om og i udlevelsen af menneskelivets fire mål: ‘Rigtig handling’, rigdom, begær og længsel efter at opnå befrielse samt befrielse. De fik fire sønner: Kusamba, Kusanabha, Adhoortharajaka og Vasu. Alle fire var de på højde med deres fader med hensyn til at besidde gode dyder. Alle fire var i allerhøjeste grad involveret i et liv fyldt med retskaffenhed, integritet og andre af kriger-kastens fortræffeligheder!”

7.16. ”Kusa opdelte verden i fire dele og tildelte hver af sine sønner én del. Han befalede dem følgende: ”Sønner! Hersk over den del, som I hver har fået tildelt, og få den til at blomstre!” Herefter tiltrådte sønnerne deres nye embeder og udførte deres faders ordre. De begyndte alle sammen at opføre en hovedstad til deres kongerige. Kusamba byggede Kausambi, Kusanabha byggede Mahodaya, Adhoortharajaka byggede Dharmaranya og Vasu byggede Girivraja. Rama! Området her er en del af Vasu’s kongerige. Vi er omgivet af fem bakker, og derfor kaldes denne by Girivraja (samling af bakker). Denne lykkevarslende Sona-flod kendes også som Sumagadhi (betyder den store rigdom, den store velstand), derfor kaldes dette område Magadha (betyder rigdom, velstand). Floden bugter sig på dette sted fra øst mod vest, som er den en jasmin-blomsterkrans, der er lagt ud blandt bjergenes dale. På grund af Vasu’s storslåethed er landet på begge sider af denne flod velsignet til altid at være grønt og frodigt.”

7.17. ”Den anden søn, Kusanabha, var solidt grundfæstet i ’rigtig handling’. Han var retskaffenhedens støtte. Han havde en række døtre, men ingen søn. I henhold til de regler og åndelige discipliner, der er fastlagt i de hellige skrifter, lærte han døtrene korrekt adfærd og god opførsel. Han betonede, at overbærenhed er den fornemste gave, man kan give en anden. Overbærenhed er det mest frugtbare offer, den gavnligste måde at være retskaffen på og roden til alle rigtige tanker og handlinger. Det lærte han dem allerede fra tiden, hvor de blev madet af deres moders bryst. Senere blev de alle giftet bort til byen Kampilya’s hersker. Denne hersker hed Brahmadatta. Da alle døtrene rejste til denne by, blev Kusanabha’s hjem tomt og goldt!”

7.18. ”Ak”, jamrede Kusanabha. ”Dette hjem, der var så muntert, og som genlød af kløgt og latter, er i dag blevet mørkt og stumt; kedeligt nedsunket i tristhed. Ligegyldigt hvor mange døtre man måtte have, så er de nødt til at forlade forældrenes hjem, idet de derved gør det trist og kedeligt. Hvis jeg blot havde haft en søn, så ville denne skæbne ikke have ramt mig.” På den måde reflekterede han over sin længsel efter en søn.”

7.19. ”Netop på det tidspunkt besøgte hans fader, Kusa, ham. Faderen spurgte, hvad årsagen var til, at han så så trist ud, og hvorfor han var fuld af bekymringer. Sønnen afslørede, hvad han gik og tænkte på, og hvilke bekymringer han gjorde sig. Kusa skændte på ham, fordi han var så bekymret over det. Han velsignede ham med, at han snart skulle få en søn. Og det, Kusa havde givet løfte om, skete. Den søn, der blev født, fik navnet Gaadhi. Han voksede op som en meget hengiven og dydig prins. Eftersom han blev født i Kusa’s slægt, blev han kendt som Kousika.”

7.20. ”Efter nogle år mistede Kousika’s søstre deres mand, og som pligtopfyldende hustruer ofrede de sig selv på ligbålet og opnåede frelse. De blev genfødt i Himalaya-bjergene som hellige floder. Disse floder sluttede sig sammen og danner i dag den berømte Kousiki-flod. Kousika var nært knyttet til sin ældste søster, Sathyavathi, og derfor tog han ophold på denne flods bred. Han bosatte sig i ’Paradisets Bolig’ og højtideligholdt den offerceremoni, han havde bestemt sig for. Det gjorde han med ceremoniel retskaffenhed.”

7.21. ”Rama” På grund af dit umådelige heltemod, er den offerceremoni, som jeg havde bestemt mig for, blevet højtideligholdt på en succesfuld måde. Den har båret frugt; mine meget strenge og moralske løfter er blevet overholdt.”

7.22. Da de havde hørt denne beretning, udbrød de asketer, der var forsamlet rundt om vismanden: ”Oh hvor vidunderligt! Vi er i sandhed heldige, at vi kan lytte til historien om vores mesters ældgamle forfædre! Oh hvor er den historie en stor kilde til glæde! Kusa-slægten er i sandhed hellig. De, der er født ind i denne slægt, er med hensyn til hellighed jævnbyrdige med selve Brahma. Hvor er vi dog heldige, at vi får denne enestående mulighed for at tjene den eneste fysiske legemliggørelse af alt det, denne slægt repræsenterer, nemlig vismanden Viswamitra. Den mulighed må være frugten af fortjenstfulde handlinger, der er akkumuleret gennem mange liv i fortiden.”top

7:23. Viswamitra afbrød dem og sagde: ”Jeg ville ikke have udbredt mig om alt dette, men Rama, dit spørgsmål foranledigede mig til at svare. Jeg kommer sædvanligvis ikke med detaljer vedrørende denne krop eller dens forfædre. Det er allerede blevet nat. Lad os hvile. Hvis vi går for sent i seng, kan det muligvis forsinke morgendagens rejse. Rama! Se! Månen kigger gennem det der træs grene for at få et glimt af dig! Den sender sine kølige stråler for at forfriske jorden, der længe har lidt under Solens varme stråler.” Den nat grundede de alle over historien om mesterens forfædre.

7.24. De vågnede alle ret tidligt og gennemførte morgenens rituelle renselse af hænder og fødder. De udførte også de daglige ritualer, og alle var de klar til at fortsætte rejsen til tiden. De gik hen til Viswamitra og faldt for hans fødder. Derefter stillede de sig på række og afventede ordre. Rama sagde: ”Mester! Sona-floden er ikke dyb på dette sted. Vandet er klart, og vi kan vade over. Vi har ikke brug for nogen båd!” Viswamitra svarede: ”Søn! Du er fremmed dette sted, så derfor kender du ikke det præcise sted, hvor vi kan krydse floden til fods. Jeg vil gå først; du kan følge mig.” Vismanden gik ned i flodlejet og fortsatte fremad. Alle havde deres bylt slynget over skulderen. Tempoet var langsomt, og det blev middag, inden de nåede Jahnavi-floden (et andet navn for Ganges; opkaldt efter vismanden Jahnu).

7.25. Den første tilkendegivelse af at der var en flod, fik de via de liflige lyde fra svaner, papegøjer og andre fugle på bredden. Alles hjerte blev fyldt af glæde og fryd over sceneriets betagende skønhed. De badede i det rene, krystalklare vandløb. Bevidste som de var om flodens hellige historie, ofrede de gaver til afdøde forfædre og til guder. De tændte den hellige ild på flodbredden og udførte hellige ofringer som foreskrevet i de hellige skrifter. Så samlede de spiselige frugter fra de omkringstående træer. Efter de havde stilnet deres sult med disse frugter, drak de Jnanavi-flodens liflige vand for at slukke deres tørst.

7.26. Rama og Lakshmana gik hen mod det træ, under hvis skygge Viswamitra hvilede sig. Ærbødigt satte de sig ved siden af ham. Rama spurgte ham: ”Mester! Hvorfor fortælles det, at Ganges flyder som tre vandløb i de tre verdener? Hvordan når Ganges havet, der er alle verdens vandløbs og floders herre? Fortæl mig venligst dette og gør mig glad!” Viswamitra sagde: ”Himalaya-bjergkæden er grundlaget for hele denne verden. Den er hjemstedet for alle dyr og for alle planter. Bjergkæden har to døtre: Ganges og Uma. Ganges er den ældste af de to. De bliver begge beundret af hele verden. Guderne bad om at måtte få Ganges, så de derigennem kunne få fremgang og velstand. Så Himalayas guddom, halvguden Himavaan, gav Ganges til guderne for at sikre sig deres velsignelser og for at gavne og hjælpe de tre verdener.”

7.27. ”Den yngre datter, Uma, levede et liv i streng askese. Hun fordybede sig i vanskelige, åndelige discipliner. Uma var tilskyndet af en markant følelse af ikke-tilknytning til alt verdsligt. Derfor forsøgte Himavaan at anbringe hende i verden i egenskab af en hustru. Trods ivrige bestræbelser havde han i lang tid ikke succes med det. Til sidst overtalte han Rudra (guden Siva) til at gifte sig med hende. På den måde blev hun også berettiget til de tre verdeners tilbedelse.”

7.28. Den Ganges, som du ser her, er den Ganges som guderne bragte med sig. Det er den Ganges, der blev bragt ned til Jorden, og som har tre strømme – én i Himlen, én på Jorden og én i det underjordiske.”

7.29. Sammen med Rama, Lakshmana og nogle få af sine disciple var vismanden Viswamitra på rejse mod Mithila’s hovedstad. I løbet af dagen og til langt ud på natten opvartede Viswamitra sit følge med maleriske beskrivelser om sin egen fortid. De historiske begivenheder, han fortalte om, havde forbindelse til de steder, de passerede. Begivenhederne havde tillige forbindelse til annalerne for de forskellige dynastier, som herskede over de områder, de drog igennem. top

7.30. Efter at have gennemført den rituelle renselse af hænder og ansigt samt de øvrige ritualer, satte Viswamitra sig i sandet på bredden af Ganges. Rama mindede vismanden om, at de ville blive glade for at få kendskab til den hellige flods opståen. Viswamitra svarede: ”Ramachandra! (Et kælenavn for Rama. Chandra betyder Måne, og Månen prises for sin behagelige oplysende og kølige egenskab). Dine forfædre bærer ansvaret for, at Ganges kom til Jorden. Som et resultat af deres gode gerninger, helliggør Jordens befolkning i dag sig selv ved at bade og ved at udføre ceremonielle morgen- og aftenritualer samt den rituelle renselse af hænder og ansigt i flodens hellige vand. Ganges er Den guddommelige Renheds klareste strøm. Flodens liflige vande kan skænke udødelighed. Hun, Ganges, opholdt sig en kort stund i Siva’s sammenfiltrede hår. Det er grunden til, at hun i allerhøjeste grad er lykkevarslende og gunstig. Hun skænker alt det, der er gavnligt.” Da Ramachandra hørte Viswamitra prise floden i sådanne rosende vendinger, sagde han: ”Hvordan lykkedes det mine forfædre at føre en flod med sådanne forbløffende kvaliteter med hensyn til styrke og renhed ned på Jorden? Hvis du kan beskrive forløbet for os, så vil det gøre os meget glade.”

7.31. Da Viswamitra hørte denne anmodning, der blev fremsagt med stor ydmyghed, sagde han: ”Rama! Lyt! I gamle dage blev Ayodhya regeret af en konge ved navn Sagara. Han var en retfærdig hersker og en tapper helt. Da kongen over Vidarbha var fascineret over Sagara’s såvel mentale som næstekærlige kvaliteter, bortgiftede han sin elskede datter, Kesini, til ham. Hun var ligeledes en ihærdig tilhænger af ’rigtig handling’. Hun fraveg aldrig sandhedens vej.”

7.32. ”Men selv efter der var gået mange år, var de ikke blevet velsignet med et barn. Med Kesini’s samtykke giftede Sagara sig med Arishtanemi’s henrivende datter. Hun hed Sumathi, og hun blev hans anden hustru. Også hun viste sig at være ufrugtbar, så kongen besluttede sig for at tilbringe resten af sit liv i askese. Han drog til bredden af et vandløb, der flød tæt ved det sted, hvor vismanden Bhrigu havde sin ashram. Sammen med sine to hustruer kastede han sig ud i en eneboers strengeste discipliner.”

7.33. ”Lang tid forløb på denne måde. En dag ved daggry dukkede vismanden Bhrigu, der standhaftigt fulgte sandheden, op foran Sagara. Vismanden sagde: ”Og konge! Afslut disse pinsler af kroppen; afslut denne strenge askese. Du vil opnå en berømmelse, der er uden sidestykke i denne verden. Inden længe vil du blive velsignet, og din søn vil blive født!” Lige så snart Sagara hørte disse medfølende ord og dette udtryk for nåde, åbnede han øjnene og så vismanden stå foran sig. Øjeblikkeligt faldt han for Bhrigu’s fødder, og kongen gav tegn til sine hustruer om, at de skulle gøre det samme. Han bønfaldt om, at vismanden ville velsigne dem direkte.”

7.34. ”Den ældste dronning, Kesini, bøjede sit hoved dybt og faldt for vismandens fødder. Mangen en smigrende hymne strømmede fra hendes læber. Bhrigu spurgte hende: ”Moder! Ønsker du at få en enkelt søn, så slægten kan og vil blive ført videre, eller ønsker du mange sønner, der alle vil blive udstyret med enorm fysisk tapperhed og opnå umådelig stor berømmelse?” Hun svarede, at hun ville være tilfreds med at få en enkelt søn. Hun bønfaldt, at hendes ønske måtte blive tilgodeset. Bhrigu accepterede hendes bøn og velsignede hende.”top

7.35. ”Da den anden dronning, Sumathi, kastede sig i støvet foran ham, stillede han hende det samme spørgsmål. Hun tørstede efter stærke, modige og berømte sønner i massevis. Så vismanden lovede, han ville opfylde dette ønske og gav sin velsignelse til, at det skulle gå i opfyldelse.”

7.36. ”Ledsaget af sine hustruer, vendte Sagara tilbage til sin hovedstad. Han var jublende glad over vismandens velsignelser. De fæstnede alle deres lid til det løfte, de havde fået, og de tilbragte dagene fulde af glæde. I løbet af få måneder blev begge dronningerne gravide, og de afventede den lykkelige begivenhed. Da de ni måneder var gået, fødte Kesini en søn, og Sumathi fødte mange sønner.”

7.37. ”Tiden gik hurtigt. Sønnerne tumlede rundt og legede begejstret med børn på deres egen alder. Senere begyndte de at bevæge sig uden for paladset for at lede efter kammerater og for at lege. Kesini’s søn, der hed Aswamanja, førte ofte de andre børn til Sarayu-flodens sandbredder. Han plejede at finde fornøjelse i at smide nogle børn i floden, og han direkte lo i fryd, når disse børn druknede! Snart gjorde han sig fortjent til at få et modbydeligt ry; nemlig at være kongerigets værste forbryder!”

7.38. ”Da drengene ikke længere var teenagere, udvalgte Sagara passende royale brude til hver af dem, og han afholdt og fejrede deres bryllupper. Aswamanja fortsatte imidlertid sine ondskabsfuldheder. Som et resultat af hans uforbederlige ondskabsfuldheder gennemlevede Ayodhya’s indbyggere den mest hjerteskærende sorg. En dag henvendte de sig til kong Sagara. Ind imellem deres højlydte jamren fortalte de ham om hans ældste søns bestialske handlinger. Da kongen hørte om disse handlinger, beordrede han, at Aswamanja øjeblikkeligt skulle forlade hovedstaden, og at han skulle sendes i eksil i skovene. På det tidspunkt havde Aswamanja fået en søn. Så han var nødt til at forlade sin hustru og søn såvel som sine forældre.”

7.39. ”Årene gik. Aswamanja’s søn, der hed Amsumanta, voksede op. Ud over den ganske verden fik han ry for at være indtagende, retskaffen og tapper. En dag besluttede kong Sagara sig for at højtideligholde Den store Hesteofring. Han fik fastsat et lykkevarslende tidspunkt for ritualets start.” Da Viswamitra var nået til dette punkt i sin beretning, indskød Rama et spørgsmål: ”Mester! Blev Den store Hesteofring højtideligholdt i Ayodhya, eller valgte kong Sagara en hellig flods bred til formålet?” Viswamitra smilede og svarede: ”Rama! Jeg forstår, hvor seriøs du forholder dig til offerritualer, og jeg kan fornemme, hvor ærbødig din holdning over for vismænd er! Jeg skal komme ind på de detaljer, du ønsker at få kendskab til. Lyt! Der findes en hellig bjergkæde, der vender mod Himalaya-bjergene. Bjergkæden er beliggende et stykke fra Himalaya-bjergene, og den kaldes Vindhya-bjergkæden. (Vindhya-bjergkæden er en af de syv vigtigste hellige bjergkæder. Den adskiller Syd-Indien fra Nordindien). Området mellem de to bjergkæder er helliggjort til afholdelse af offerceremonier og hellige ofringer. Sagara’s Hesteofring blev højtideligholdt i dette område. Eksperter i at messe de vediske hymner samledes her. Bjergene genlød af den høje og korrekte gengivelse af de foreskrevne rituelle formler. Denne helt specielle ceremoni blev overværet at tusindvis af opstemte og glade mennesker. Så blev den smukke, sadlede og pyntede hest ført ind. Først blev den tilbedt. Senere lod man den flakke omkring, som den ville. For at bekæmpe og besejre enhver modstand mod hestens frie bevægelighed fulgte Amsumanta i dens fodspor. (Hestens frie bevægelighed var symbol på lensherrens ambitioner om at gøre modstand mod Sagara’s dominans). Han gjorde det med sin fuldt udrustede hær, der var parat til at møde alle eventualiteter. Efter at hesten havde flakket rundt i hele landet, uden at en modkandidat til Sagara havde meldt sig, skulle den indfanges. Det præcise øjeblik, hvor ofringen skulle udføres i henhold til den ortodokse, vediske tradition, nærmede sig, og folk drog af sted for at hente hesten.”

7.40. ”Men de kunne ikke finde hesten! De hellige skrifter fastslår, at tabet af offerdyret, og det at miste dets tilgængelighed i det lykkevarslende øjeblik, varsler noget ilde for den eller de personer, der står for offerceremonien! Derfor blev Sagara naturligvis bestyrtet. Han sendte sin anden hustrus talrige sønner af sted for at finde hesten og bringe den tilbage til offeralteret. Alle sønnerne var bevæbnet og udrustet med alt fornødent udstyr. De bad såvel guderne som dæmonerne om hjælp. De ledte alle vegne. De gravede endda jorden op for at undersøge, om de personer, der havde taget hesten til fange, holdt den skjult under jorden. Men de var nødt til at vende tilbage og meddele, at deres mission var mislykkedes.”top

7.41. ”Kong Sagara blev rasende over at høre dette. ”Hvilken gavn har jeg af dette talrige afkom, hvis det eneste I meddeler mig, er jeres egen uduelighed? Hvorfor står I her foran mig med jeres ansigter formørkede af vanære? Gå, og kom ikke tilbage før I har fundet hesten”, rasede Sagara.”

7.42. ”Sønnerne reagerede hurtigt på disse vrede ord. De drog igen ud i verden. De var fast besluttet på, at alt skulle gennemsøges: Bjerge, bakker, søer, floder, grotter, byer, landsbyer, skove og ørkener. Hvorfor blive ved med at nævne steder. De gennemsøgte hver eneste kvadratmeter, hvert eneste sted. Mens de var i færd med denne fremgangsmåde, fandt de et sted en eneboer, der var fast fordybet i meditation. Der, tæt ved ham, befandt hesten sig. Den gik roligt og gumlede græs!”

7.43. ”Da de så hesten, blev de overvældet af glæde. Men da de så eneboeren, blev de overvældet af vrede. De var splittet mellem to modstridende følelser. Som et resultat af deres ubetvingelige følelser, mistede de besindelsen. Fornuften svigtede dem; deres hjerter blev som forstenet. De skreg ind i øret på eneboeren: ”Dit slyngelagtige udyr! Du har stjålet vores hest og skjult den i din baghave!” Vismanden Kapila åbnede langsomt sine øjne og så sig omkring. Sagara’s sønner stod rundt om ham og overdængede ham med skældsord og fornærmelser. Der var endda nogle, der gjorde sig parat til at give ham en kraftig gang prygl!”

7.44. ”Kapila fandt hurtigt ud af, at ord og argumenter var formålsløse våben i kampen mod disse bøller. Han besluttede, at han var nødt til at tage sig af dem på anden vis. Han brændte dem til aske. Det gjorde han ved slet og ret at kaste sit blik på dem. I mellemtiden gik kong Sagara rundt og var meget nervøs. Han var i allerhøjeste grad bekymret over den uforholdsmæssige store forsinkelse af offerceremonien, som var forårsaget af, at sønnerne ikke var vendt tilbage med hesten. Hvordan kunne han standse ofringen, som han var halvt igennem? Hvordan kunne han fortsætte og afslutte den? Da kongens barnebarn, Amsumanta, så bedstefaderens vanskelige stilling, knælede han foran ham. Han tilbød at lede efter hesten og sine onkler og bringe nyt tilbage om dem. Han bad om at blive sendt ud på denne opgave. Sagara velsignede ham og sendte ham af sted i dette ærinde. Nat og dag var Amsumanta i gang med at lede. Til sidst blev hans anstrengelser belønnet. Han fandt hesten! Han så også tegn og bevis på, at hans onkler var blevet forvandlet til en dynge aske! Han var opsat på at udføre ligbrændingsritualet for de afdøde sjæle, men han kunne ikke se nogen brønd, sø eller flod eller noget vandreservoir. Noget sådant var absolut nødvendigt for at kunne fjerne ligbrændingsofferet, altså asken. Stærkt tynget af sorg drog han lidt videre. Han stødte på en ærværdig, gammel eneboer, og denne fortalte ham følgende: ”Kære søn! Du skal ikke tillade sorgen at overmande dig! Dine onkler blev forvandlet til aske af vismanden Kapila. Det skete for at gavne verden! Vær ikke tilfreds med at ofre det rituelle ligbrændingsoffer (asken) i verdsligt vand. Få fat i den himmelske Ganges hellige vand. Bring Ganges ned til Jorden og lad dens hellige vand strømme over asken. På den måde vil forfædrenes sjæle blive reddet. Men tag først hesten med dig og få offerceremonien gennemført, så den bliver afsluttet glorværdigt. Herefter kan du tænke over, hvordan du kan bringe den himmelske Ganges til Jorden.” Amsumanta knælede foran eneboeren og skyndte sig derefter tilbage til sin bedstefader, hvor ceremonien var standset på grund af det manglende hellige, indviede dyr.”

7.45. ”Nat og dag afventede kong Sagara bekymret hestens ankomst. Han sov end ikke. Derfor blev han og de vedisk lærde, der fungerede som præster, særdeles glade, da hesten blev bragt tilbage. Amsumanta følte ikke, at det ville være passende at meddele, at hans onkler havde lidt en alt for tidlig død på grund af vismandens forbandelse, mens den lykkebringende højtidelighed foregik. Så han ventede til afslutningsritualet var bragt til ende; til præsterne og gæsterne havde fået deres del af de lovede gaver.”

7.46. ”Herefter gav Amsumanta en detaljeret redegørelse for, hvad der var hændt hans onkler. Han tilskyndede sin bedstefader til at bringe dem himmelske flod med den enestående hellighed ned til det sted, hvor asken efter onklerne lå. Sagara blev vældig glad over forslaget. Han begyndte straks at praktisere mange asketiske øvelser og gennemføre rituelle ceremonier, som, ifølge de ældres råd, ville formå Ganges til at skænke ham den velgerning, som han ønskede. Men kongen havde ikke held med sig. Som et resultat af sorgen over tabet af sine sønner blev hans helbred svagere dag for dag. Det gik også ud over hans helbred, at han var mislykkedes i forsøget på at sikre sønnerne en lys og strålende fremtid. Til sidst døde han som en skuffet mand.”top

7.47. ”Rama! Efter at have rådført sig med folket, kronede ministrene herefter Amsumanta. Han herskede over kongedømmet uden at begå den mindste fejltagelse eller foretage det mindste fejlskøn. Grunden til at det kunne lade sig gøre var, at han var i besiddelse af en storartet, god moral og åndelig fortræffelighed. Befolkningen blev støttet og plejet, som var de alle børn født af hans egne lænder. Da han efterhånden blev ældre, tilbød han tronen til sin søn, Dileepa. Herefter drog han til Himalaya-bjergene for at leve det asketiske liv, som han ønskede at pålægge sig selv. Hans mål var ikke blot selvrealisering. Han forsøgte at bringe Ganges ned til Jorden for at frelse sine afdøde onkler. Men også han var nødt til at opgive sit legeme uden at have fået dette ønske opfyldt.”

7.48. ”Dileepa var også tilskyndet af det samme ønske. For han vidste, hvor dybt hans fader og bedstefader havde længtes efter fuldbyrdelsen, at bringe Ganges ned til Jorden! Han forsøgte sig med forskellige metoder. Efter vismænds råd gennemførte han mange dunkle og uforståelige offerceremonier. Han blev konstant hjemsøgt af sorg over, at han ikke var i stand til at opfylde familiens ønske, og han blev forfærdelig syg. Idet han indså, at hans fysiske styrke og mentale udholdenhed blev stadig mindre, indsatte han sin søn, Bhagiratha, på tronen. Dileepa overdrog sønnen ansvaret for den opgave, hvis løsning var uden for hans egen rækkevidde, nemlig at bringe Ganges ned på Jorden. Kort tid efter forlod også Dileepa Jorden.”

7.49. ”Bhagiratha, der var godt begavet og fuld af åndelig indsigt, aflagde løfte om, at han nok skulle få succes med at løse den opgave, hans fader havde tildelt ham. Selv om han styrede kongeriget til alles tilfredshed, var han bedrøvet over, at han ikke havde nogen børn til at føre slægten videre. Dette problem, tillige med den storslåede opgave det var at bringe Ganges til Jorden, tvang ham til at overdrage regeringstøjlerne til ministrene. Selv trak han sig tilbage og levede i stilhed på den berømte Gokarna Kshetra (helligt sted beliggende på delstatens Kerala's nordligste punkt). Der opholdt han sig, og her udøvede han den strengeste askese så som at udholde Solens varme og kun indtage føde én gang om måneden! Til sidst blev hans strenge og spartanske livsførelse belønnet. Gud viste sig for ham og sagde: ”Søn! Bhagiratha! Bed om hvilken som helst velgerning, og jeg vil skænke dig den.””

7.50. ”Bhagiratha havde åbenbaringen af Den Ene med tusinde soles stråleglans. Overvældet af taknemmelighed og hengivenhed kastede han sig i støvet. Han bad: ”Herre! Forårsag at den himmelske Ganges strømmer på Jorden, så mine oldefædre kan blive frelst fra fortabelse og vende tilbage til Himlen. Begunstig mig med børn, så den kongelige Ikshvaku-slægt ikke uddør med mig som dens sidste repræsentant. Måtte slægten fortsætte og måtte den blomstre.” Han holdt fast om Herrens fødder, mens han fremlagde sin bøn.”

7.51. ”Herren svarede: ”Søn! Det første af dine ønsker er meget vanskeligt at opfylde. Ikke destro mindre vil jeg opfylde det. Med hensyn til ønsket vedrørende den kongelige slægt? Ja, du vil få en ædel søn, og dit dynasti vil fortsætte og blomstre. Rejs dig!” Da han hørte dette bud, rejste Bhagiratha sig, og Herren fortsatte: ”Bhagiratha! Ganges er opsvulmet, og dens strøm er stærk. Når den falder ned fra Himlen, vil Jorden ikke være i stand til at klare presset. Som Jordens hersker er du nødt til at fundere over dette problem og finde frem til metoder, der kan sikre, at frygtelige katastrofer bliver undgået. Når Ganges strømmer ned på Jorden, kan følgevirkningerne blive katastrofale. Derfor må floden først bringes til at falde på Siva’s hoved. Herfra vil den muligvis falde ned på Jorden med formindsket pres. Set fra Jordens indbyggeres synspunkt er det den bedste fremgangsmåde. Overvej det nøje.” Efter at have sagt dette, trak Herren sig tilbage.”

7.52. ”Fra det øjeblik af begyndte Bhagiratha at udføre streng askese for at formilde Siva. Til sidst lykkedes det ham at opnå Hans velvilje. Siva gav sit samtykke til, at Ganges strømmede ned på Hans hoved, når den skulle stige ned fra Himlen. Således gik det til, at Ganges faldt ned på Siva’s hoved og derfra faldt ned på Jorden i syv tydeligt adskilte strømme: Hladini, Nalini og Pavani strømmede mod øst; Subhikshu, Sitha og Sindhu strømmede mod vest, og den syvende flod fulgte i Bhagirathi’s fodspor. Bhagiratha drog til det sted, hvor hans oldeforældres aske lå i små bunker og ventede på at blive frelst fra helvede.”

7.53. ”Den syvende flod strømmede langs den rute, som Bhagiratha fulgte. Langs hele ruten nød folk gavn af den hellige flod ved at helliggøre sig selv i den. Gennem den himmelske Ganges rensende påvirkning blev de befriet fra konsekvenserne af deres synder. Oldefædrene blev også frelst gennem ligbrændingsritualet, der blev udført på bredden, der hvor den hellige flods tre strømme løber sammen. Asken blev strøet ud i denne flods vand på dette hellige sted.”top

7.54. ”Eftersom Bhagiratha bragte Ganges til Jorden, fik floden navnet Bhagirathi (et andet navn for Ganges)! Efter ceremonien for forfædrenes sjæle var tilendebragt, vendte Bhagiratha tilbage til Ayodhya. Han var lykkelig over, at han ved hjælp af den guddommelige nåde havde været i stand til at opfylde sin faders og bedstefaders højeste ønske. Han herskede over imperiet i mange år, og han modtog sine tilfredse undersåtters spontane hyldest. Til sidst forlod også han kroppen.”

7.55. Mens Viswamitra på denne måde fortalte historien om Rama’s forfædre, var Rama og Lakshmana meget opmærksomme. De var betaget over at høre om begivenhederne. Vismanden meddelte, at det allerede var midnat, og at alle skulle gå til ro og sove. Derfor knælede de for deres guru og lagde sig på flodbreddens sand. Rama og Lakshmana kunne ikke sove. Det var udelukkende for at adlyde deres gurus ordre, at de lå i sandet. Det var ikke, fordi de havde behov for at hvile sig! De lå og forestillede sig, hvordan det havde set ud, da Ganges kom fra Himlen og ned til Jorden. De lå og så historien for sig, lige til de opdagede, at det var blevet morgen! De gennemførte den rituelle renselse af hænder og ansigt og de øvrige morgenritualer i floden. Snart var de klar til den rejse, der ventede forude. Så snart nogle teenage-disciple meddelte, at færgebåden var parat, gik alle hen til den. De satte sig op i båden og krydsede den hellige flod. De nåede den nordlige bred og begyndte på de resterende etaper af deres rejse. De beundrede de romantiske skovscenerier, som de passerede igennem.

7.56. Da de havde tilbagelagt et godt stykke vej, fik de tilfældigvis øje på en umådelig stor by fuld af smukke bygninger. Rama henvendte sig til Viswamitra: ”Mester! Fra denne dejlige skov ser vi ned på en umådelig stor by. I hvilket kongerige ligger den?” Vismanden svarede: ”Rama! Byen forekommer at ligge tæt ved os, men rent faktisk vil det tage os et stykke tid at nå den! Måske vil vi kunne ankomme til byen hen under aften. Jeg skal fortælle dig historien om byens opståen og skæbne, når vi er der. Lad os fortsætte.” Rama hørte vismandens ord. Han bemærkede, at vismanden havde et glimt i øjet og et smil på læberne, da han fremsagde ordene. Rama fattede betydningen af vismandens udtryk og gik videre uden at kommentere guruens svar.

7.57. Da de kom ned i dalen, var der ikke noget spor af nogen by eller menneskelig bebyggelse. Men da de stod oppe i højderne, havde de kunnet se byen ret tæt på! Idet de bevægede sig fremad, fandt de ud af, at skønt det snart var aften, så ville de ikke være i stand til at nå byen. Som Viswamitra allerede havde antydet, så var byen stadig langt væk! Da aftenen faldt på, standsede de. Efter de havde badet, udførte de aftenritualerne, som det er foreskrevet i de hellige skrifter. Mens de hvilede sig, vendte Rama tilbage til det spørgsmål, han allerede havde stillet. ”Mester! Vil du ikke være venlig at fortælle os om byen?” Til det sagde Viswamitra: ”Rama! Jeg sad netop også og tænkte på det spørgsmål! Skønt jeg ved, du er bevidst om, hvad der rører sig i alles sind, skjuler illusionens (illusion skal forstås som noget, der forekommer at være noget andet, end det virkelig er) slør denne kendsgerning og leder mennesket på afveje. Sindet kan ikke forstå alt. Når mennesker som jeg finder det umuligt at holde sindet under kontrol, er der ingen grund til at udbrede sig om almindelige menneskers skæbne! I samme øjeblik tanken slog mig, at du havde glemt at spørge til byens historie, spurgte du mig om den! Jeg behøver ikke yderligere bevis på, at du er Den Alvidende!”

7.58. ”Rama! I ældgammel tid havde Kasyapa to hustruer, Aditi og Diti. Diti’s sønner var personificeringen af den fysiske styrke og Aditi’s sønner var personificeringen af den moralske storslåethed. De voksede sig mægtigere og mægtigere for hver dag, der gik. Forældrene havde stor glæde af at se dem vokse op så hurtigt og så perfekt.”

7.59. ”En dag mødtes både Diti’s og Aditi’s sønner. De begyndte en diskussion om, hvordan man kunne undgå at blive gammel. Til sidst konkluderede de, at den guddommelige nektar (kaldes Amrith og siges at skænke udødelighed), der kan fremskaffes ved at kærne Mælkehavet (symboliserer renheden i menneskets hjerte), ville kunne forebygge og forhindre sygdommens, senilitetens og dødens fysiske ulykker. Snart begyndte de på at løse denne opgave. Mandara-bjergtinden blev brækket af og placeret i havet som kærnestok. Slangen Vasuki blev udvalgt til at fungere som rebet, der skulle vikles rundt om kærnestokken, så denne kunne rotere hurtigt. Eftersom kærningen fortsatte i lang tid, begyndte slangen Vasuki at kaste sin gift op. På grund af smerten blev den så rasende, at den hamrede sine gifttænder ind i bjerget. Giftdampene rejste sig voldsomt som vældige flammer!”top

7.60. ”Da Diti’s og Aditi’s sønner så det, blev de dødsens angst. De følte, de ville blive brændt til aske i dette flammehav! De bad Herren om hjælp! Da Herren Vishnu åbenbarede sig for dem, bønfaldt de hjertegribende: ”Herre! Frels os! Bring denne frygtelige katastrofe til ende. Og Herren forandrede sig til Siva og sagde: ”Mine kære! Jeg er den ældste af guderne, derfor er jeg berettiget til at modtage kærningsprocessens første udbytte.” Idet Han erklærede dette, drak Han uden yderligere udsættelse den dødelige gift, som forårsagede al panikken.”

7.61. ”Da det var sket, fortsatte Diti’s og Aditi’s sønner kærningen af Mælkehavet. Nu truede en anden katastrofe dem. Mandara-tinden begyndte at synke! Så igen bad de til Herren Vishnu. Han åbenbarede sig igen og forsikrede dem: ”Kæreste børn! Bliv ikke bange.” Herren antog derefter skikkelse som en skildpadde. Den dykkede ned under bjergtinden og løftede den op på sin ryg. Her holdt den, på sit hårde skjold, tinden, lige så længe kærningen varede. Kasyapa’s sønner var vældig taknemmelige og meget lykkelige. I overflod priste de Herren.”

7.62. ”Ud af Mælkehavet dukkede en Gud frem. Guden holdt en stav og en vandkrukke i sine hænder! Hans navn var Dhanvantari (ayur-vedaens oprindelige lærer). Mens Diti’s og Aditi’s sønner så på guden, dukkede noget andet frem fra Mælkehavet. Det var en tyktflydende, sød væske, der blev rullet til en kugle. Denne kugle svulmede hurtigt op, bristede og åbenbarede en sværm af himmelske nymfer. Eftersom disse skønjomfruer blev født af den tyktflydende, søde væske, blev de kaldt ’de der bevæger sig i vand’. På mange forskellige måder forsøgte de at overtale Diti’s og Aditi’s sønner til at gifte sig med dem. De bønfaldt og appellerede, men alle deres anstrengelser var forgæves. Således levede de videre, frie og lunefulde, uden at blive gift. Op af bølgerne steg Vand-gudens datter, Varuni. Hun havde et bæger fyldt af berusende alkoholisk væske! Aditi’s sønner drak væsken i dybe drag. De, der ikke drak alkoholen, blev senere kendt som dæmoner, og de, der drak den, blev kendt som guder.”

7.63. ”Fra dette Mælkehav opstod til sidst den nektar, der skænker udødelighed. Hvem skulle drikke den guddommelige nektar? Der opstod en voldsom konflikt mellem Diti’s og Aditi’s sønner. I den forfærdelige kamp, der fulgte, begyndte Aditi’s sønner at tilintetgøre Diti’s sønner. Kampen truede med at blive en kamp på liv og død; en kamp der kunne betyde udslettelse. Jorden rystede, da kampen rullede frem og tilbage. Frygt og angst spredte deres mørke skyer over verden. Pludselig dukkede Vishnu frem foran de stridende parter i skikkelse af en fortryllende og henrivende jomfru. Denne skønne jomfru gik lige i hjertet på alle og fik dem til at tænke på noget andet end den kamp, de havde styrtet sig ud i! Hun fortryllede alle, og mens hun viste sig, forsvandt den kostbare guddommelige nektar! Diti’s sønner var alle døde. Moderens sorg var så stor, at hun var utrøstelig. Det lykkedes ikke for ægtemanden, Kasyapa, at bringe hende tilbage til en normal tilstand. Hans talrige forsøg på at forklare hende om tings flygtighed var ikke i stand til at overbevise hende. Hun jamrede sig højlydt, og hun sørgede ganske ulideligt, som var det verdens undergang.”

7.64. ”Til sidst kom Diti til sig selv. Hun henvendte sig til Kasyapa, og idet hun gemte sin smerte dybt i sit sind, sagde hun: ”Herre! Er dette retfærdigt? Vi havde begge børn af dig. Nu er jeg blevet gjort barnløs. Er det rimeligt? Skal jeg på denne måde sørge til evig tid? End ikke én af mine sønner er i live. Frem for at have mange sønner, der ikke bliver ret gamle, er det mere ønskværdigt at have én søn, der lever længe. Er det ikke sandt? ” Da hun på denne måde græd højlydt, trøstede Kasyapa hende. Han bad hende begynde at praktisere åndelige, asketiske øvelser for at formilde guderne. På den måde kunne hun muligvis få en søn, der ville leve længe. Han rådede hende også til at opgive sin sorg, som aldrig ville kunne få hendes ønske til at gå i opfyldelse. Efter at hun på den måde var blevet opmuntret af ham, bad hun om hans velsignelse. Herefter forlod hun straks stedet og begyndte at praktisere åndelige, asketiske øvelser. Hun gjorde det med det erklærede mål, dels at sikre sig gudernes løfte om, at hun ville få en søn, dels at denne søn skulle være i stand til at besejre gudernes Herre, selveste Indra!”

7.65. Inden Diti drog af sted, fortalte Kasyapa hende følgende: ”Åndelige, asketiske øvelser er ikke lette at praktisere. Du skal, ceremonielt set, være ren lige til det sidste. Uden det mindste brud skal du overholde dine højtidelige løfter og din faste. Kun på den måde vil guderne blive tilfredse og opfylde dine ønsker.”

7.66. ”Diti nåede frem til det hellige område, der er kendt som Kusaplava. Her begyndte hun på den strenge askese. Da Indra kendte til hendes beslutsomhed, besluttede han sig for at teste hende. Han opsøgte hende forklædt som tjener. Diti’s bønner blev hørt. Gennem den guddommelige nåde blev hun gravid. Dagene og månederne gik. Indra var konstant ved hendes side i skikkelse af en tjener! En dag, midt i middagsheden, blev hun overvældet af søvnen. Hun lå på sengen med sit hår løsnet. Hendes hoved lå i den ende af sengen, hvor hun normalt havde sine fødder. Det var imod den ceremonielle renheds strenge regler, som hun vedholdende skulle overholde. Så her fik Indra sin chance. Han bemærkede, at hendes placering i sengen var kættersk og i modstrid med de hellige skrifters påbud. Derfor straffede han hende ved at flå fosteret i hendes livmoder i småstykker. Småstykkerne begyndte at græde inde i livmoderen, fordi deres lemmer var blevet revet fra hinanden. Tjeneren, Indra, talte blidt til dem: ”Græd ikke!” Diti fik frygtelige anfald af blødninger, og hun jamrede sig over sin skæbne og græd hjerteskærende.”

7.67. ”Med håndfladerne presset mod hinanden stod Indra foran hende. Han erklærede: ”Moder, undskyld mig. Du handlede i modstrid med den ceremonielle renheds regler og brød på den måde dit højtidelige løfte. Dit hår var ikke bundet op, men hang løst ned. Dit hoved lå i den ende af sengen, hvor dine fødder normalt er. Da du sov på den måde, blev din askese tilsmudset. Når din fjende, der afventer en mulighed for at forpurre din lykke, får sådan en chance, vil han så forholde sig passiv? Jeg er Indra, der er kommet i denne skikkelse. Du bad om at få en søn, der skulle slå mig ihjel, gjorde du ikke? Fosteret i livmoderen skulle tilintetgøre mig, så derfor udnyttede jeg chancen for at komme på tværs af min fjende. Bemærk, at jeg ikke tilintetgjorde ham ved hjælp af en moralsk fordømmende fremgangsmåde. Du var nemlig klar over, at en streng overholdelse af dit højtidelige løfte var en fundamental forudsætning for, at din plan skulle lykkes. Du var nødt til at sikre dig, at du ikke brød reglerne. Fosteret er blevet revet i syv småstykker, og jeg har sagt ”græd ikke” til dem. Derfor vil de blive født som de syv Vind-guder. Jeg giver dig dette løfte; denne velsignelse.” Således talte Indra og vendte herefter tilbage til Himlen.”

7.68. ”Rama! Det her er stedet, hvor Indra og Diti førte denne dialog og indgik dette kompromis. Her fik Ikshvaku (Rama-dynastiets stamfader) en søn sammen med den himmelske gudinde, Alamba Devi. Drengen kom til at hedde Visala. Dette kongerige er opkaldt efter ham; kongeriget hedder altså Visala. Kong Visala fik Hemachandra, den mægtige. Hemachandra fik Subhadra, og denne fik en søn, der hed Doomraswa. Doomraswa fik en søn, der hed Srnjaya, og dennes søn er Sahadeva.”

7.69. ”Sahadeva blev meget rig og meget velstående. Han var en solid støtte for moralsk levevis og retskaffenhed. I en meget lang periode var han en tapper hersker over kongeriget. Hans søn, Somadatta, blev fader til Kakustha. Sumathi er denne heroiske monarks søn, og det er ham, der er hersker i Visala by. Også han er i dag en meget retskaffen og dydig hersker. Med hensyn til åndelig renhed og hellighed er han på højde med guderne. Rama! I dag vil vi gå ind i Visala by, og der vil vi sove. I morgen når vi til kong Janaka’s by.”top

7.69. Alle blev glade over at høre det. Nyheden om Viswamitra’s ankomst blev overbragt Sumathi af kurerer. Da Sumathi hørte disse nyheder, hastede han vismanden i møde med et følge bestående af hofmænd, ministre, lærde og brahminer. Alle bad de til, at han ville besøge byen og ved sit ophold helliggøre det kongelige palads.

7.70. Viswamitra var glad for Sumathi’s ydmyghed og ærbødighed. Han spurgte venligt til kongens helbred og lykke så vel som til tilstanden i hans kongerige. I et stykke tid talte de om kongeriget og dynastiets anliggender. Så fik Sumathi øje på brødrene, Rama og Lakshmana. Han blev så betaget af deres charme og værdighed, at han spurgte Viswamitra, hvem disse ’løveunger’ var. Viswamitra svarede: ”Sumathi! Det er en lang historie. Jeg har ikke tid til at fortælle dig den nu. Når vi kommer hjem til dig, skal jeg berette hele historien.” Herefter gav han de hellige mænd og asketerne, der havde ledsaget ham, så vel som de to brødre, Rama og Lakshmana, besked om at fortsætte til byen Visala. Viswamitra rejste sig også og gik mod byen. På vejen talte Sumathi med ham om emner, der vedrørte kongeriget. Da de nåede frem til byporten, bølgede musik fra mange stemmer og instrumenter gennem luften. Brahminer messede velkomsthymner og gode ønsker fra de hellige skrifter.

7.71. Efter at have deltaget i modtagelsesfestlighederne, der var arrangeret af Visala’s konge, talte Viswamitra til forsamlingen af royale slægtninge, brahminer og lærde. Han beskrev sin egen ’Paradisets Bolig’, den offerceremoni han havde højtideligholdt i sin ashram, og den heltemodige måde hvorpå Rama og Lakshmana havde holdt vagt for at forsvare det indviede område mod hærgende dæmoner. Alle de, der hørte om prinsernes evner og mod, blev slået af forundring og oplevede en grænseløs lyksalighed. Med beundring så de på brødrene. De følte, at det var Gud i legemsskikkelse, der var kommet til Jorden igen. Overvældet af følelsen af ærefrygt knælede de for prinserne.

7.72. Eftersom det allerede var blevet mørkt, knælede Rama og Lakshmana for Viswamitra. Da de havde fået vismandens tilladelse, gik de hen til den hytte, der var specielt reserveret til dem, så de kunne hvile sig. Endnu før daggry stod de op. De gennemførte den rituelle renselse af hænder og ansigt, udførte morgenritualerne og gik derefter hen til deres guru. I god tid var de parate til at påbegynde rejsens næste etape. De udtrykte deres taknemmelighed over for kong Sumathi og fortsatte deres rejse mod Mithila.

7.73. Sumathi ledsagede dem et stykke på vejen og tog derefter afsked med vismanden og det øvrige følge. Viswamitra gik videre med sine disciple og prinserne. Ved middagstid nåede de frem til en vidtstrakt park. Det forekom, som om den kunne prale af at have huset mange eneboerhytter for år tilbage, men nu var antallet af beboere i parken skrumpet ind. De kunne også se altre, der engang var blevet vedligeholdt med kærlig pleje. De så de steder, hvor den hellige ild engang var blevet tændt og passet. Rama bemærkede, at det nok var et sted, der var helliggjort af asketer og vismænd, og han gjorde Viswamitra opmærksom på sin formodning. Viswamitra smilede og sagde: ”Rama! Hvor er det korrekt, det du har observeret! Jeg er meget glad. Jeg skal fortælle dig, hvorfor de store personligheder, der boede på dette sted, forlod det og drog herfra. Lyt!”

7.74. ”Selv guderne plejede at hylde denne ashram. Det er Gauthama Maharshi’s ashram. Her boede han i mange år sammen med sin hustru, Ahalya. Med glæde praktiserede han de strengeste asketiske øvelser. Han gennemførte mange komplicerede offerritualer. Denne park strålede af åndelig storslåethed; den var lys og fuld af fred og glæde. For parkens beboere var hver eneste dag en hellig dag. Ahalya, vismandens hustru, var en kvinde, der besad mange gode dyder. Hun var skønhedens perfekt udtrykte billede. Med hensyn til personlig skønhed og elskværdighed fandtes hendes lige ikke. Derfor holdt Gauthama altid øje med hende og beskyttede hende med vagtsom forsigtighed. En dag, mens Gauthama var væk fra ashrammen, kom Indra, gudernes leder, ind i deres hytte forklædt som Gauthama! Den dydige ægtefælle antog Ham for at være hendes herre. Hun tjente ham med ærbødighed, men den virkelige Gauthama kom ind i hytten og opdagede hendes tilsyneladende troløshed. På trods af dennes forklædning genkendte Gauthama Indra og blev forfærdeligt rasende. ”Din ondsindede fyr”, råbte han; men Indra var pludselig forsvundet.”

7.75. ”I sin vrede vendte han sig mod Ahalya og brølede: ”Du har vovet at ødelægge denne ashram ved at give efter for moralsk fordærv, er det ikke sandt? Jeg vil ikke opholde mig ét minut længere her. Du skal herefter opholde dig bag en eller anden busk. Her skal du bøje dig dybt i anger og leve som en fe. Du skal leve af luft; du skal ikke indtage mad eller drikke. Jeg er gået.” Gauthama hadede dette sted, som han følte var blevet skændet af bedrag.”

7.76. ”Ahalya græd og græd. Hun fremførte, at hun ikke havde begået nogen synd, at hun var uskyldig. Hun fremførte, at hun havde ladet sig narre af forklædningen og udelukkende havde handlet i ærbødighed over for sin herre; at hun var blevet revet med af pligt og loyalitet over for sin mand. Hun holdt om sin mands fødder og bad om tilgivelse. Hendes ihærdighed rørte Gauthama en smule. Sandheden gik op for ham. Men eftersom ord, der en gang er talt, ikke kan trækkes tilbage, sagde han: ”Ahalya! Du ved, jeg højtideligt har aflagt løfte om aldrig at gå mod det talte ord. Derfor er du nødt til, bedrøvet og sulten, at ligge i busk og krat, indtil Rama, Dasaratha’s søn, kommer denne vej. Når han ser dig, vil han velsigne dig og tillade dig at berøre hans fødder. Med stor medfølelse vil han tale med dig. Det at se, røre og tale med Herren vil rense dig, og du vil herefter fremstå i din sande skikkelse og pragt. Så vil jeg vende tilbage til dig.” Da det var sagt, forlod Gauthama sin ashram og skyndte sig til Himalaya-bjergene. Fra det øjeblik mistede Ahalya sit navn og sin form. Hun lever af luft, og hun er helt opslugt af at leve et strengt asketisk liv. Hun er ivrig efter at blive forenet med sin herre. Og denne engang så dejlige park er siden blevet forsømt.”

7.77. Da Viswamitra havde fortalt denne historie, udtrykte Ramachandra stor overraskelse: ”Hvad! Fortæller du mig, at hun venter på mig?! Det stakkels væsen! Hvis du ved, hvor hun, fordybet i sin askese, befinder sig, så fortæl mig det.” Da Rama gik videre, fulgte Viswamitra og Lakshmana efter ham. De holdt en vis afstand. Rama gik gennem nogle sammenfiltrede buske og ind i en hytte, der lå bag en tornebusk.

7.78. Indtil dette øjeblik var Ahalya fordybet i streng askese. Hun var langt væk fra gudernes, dæmonernes og menneskenes synsfelt; hun havde glemt sit navn og mistet sin form; hun havde ikke noget at gøre med føde og søvn; hun eksisterede slet og ret, som var hun et lille stykke klippe! Hun fremstod som Månens skive, der er godt gemt bag skyer; eller som den hellige ild, der er gemt bag et tykt røgslør! Da Rama nærmede sig Ahalya, rørte hans fod hende.

7.79. Ahalya løftede sit hoved, og idet hun så Rama’s guddommelige og henrivende skikkelse, greb hun om hans fødder. I henrykkelse udbrød hun: ”Oh! Jeg er reddet. Oh Gud. Kom og frels mig fra synd! Du har endelig hørt min bøn.” Hun udtrykte sin taknemmelighed ved at messe lovprisninger. Hun rejste sig, som Månen dukker frem bag skyerne, skinnende og frisk. I det øjeblik dukkede Gauthama også frem. Han var en mester i yogaens mysterier, så han vidste, at Rama var kommet for at redde hans hustru. Gauthama accepterede hende, da hun gennem streng askese og Rama’s velsignelse var blevet renset. Både mand og hustru kastede sig for fødderne af Rama og Lakshmana, der begge blev overvældet af den lyksalighed, som de var vidne til. Gauthama viste Viswamitra sin ærbødighed og sin hyldest. Flokken af disciple blev forbløffet over det under, de havde været vidne til. De så på brødrene med et blik fuld af forundring. Viswamitra tog afsked med Gauthama og drog videre i nordøstlig retning. Rama og Lakshmana gik ved deres gurus side.

7.80. Ved aftenstide nærmede de sig en by. Fra lang afstand pegede vismanden mod byen og sagde: ”Det er Mithila med dens umådelige vrimmel af pragtfulde bygninger!” Da de hørte det, hoppede såvel brødrene som disciplene af glæde. De kunne ikke rumme deres glæde. Fra nu af øgede de tempoet. Uden at tænke på fysisk udmattelse nåede de hurtigt byens hovedindgang.top

7.81. Hvor end de vendte blikket, så de asketer og brahminer, der var i færd med at fremsige vediske vers. De så mange huse, hvor den hellige ild blev næret med rituelle offergaver. I ly af deres skygger opholdt der sig under hvert træ grupper af mennesker. De var der sammen med de oksekærrer, der havde bragt dem ind fra landet. Der var mænd og kvinder, gamle, unge og børn fra alle kaster og professioner. Ved hvert hjørne befandt der sig mennesker fra alle stadier af livet. Det var som at bevæge sig i en strøm af glæde. Byen var pakket med ivrige og spændte mennesker, der gik på kryds og tværs af hinanden i alle gaderne. Vismanden og hans ledsagere nåede hen til en skrænt, der løb rundt om et vandreservoir. Her var der ikke så overfyldt. De var nødt til at beslutte, hvor de skulle bo, for de var endnu ikke sikre på, hvor det skulle være. Tiden for aftenens rituelle renselse af hænder og ansigt nærmede sig, så de lagde deres ejendele på skrænten, tog deres bad og gennemførte de foreskrevne ritualer.

7.82. Eftersom den store offerceremoni var nært forestående, gik kurerer og krigere fra paladset rundt blandt de hellige mænd, der løbende ankom til byen. Det gjorde de for at få de hellige mænds navne; for at finde ud af hvilken guru og ashram de var tilknyttet; for at få kendskab til deres sociale status og for at finde ud af, om de var blevet specielt inviteret til lejligheden. Kong Janaka havde insisteret på, at sådanne informationer straks skulle overbringes ham.

7.83. I mellemtiden havde Viswamitra afsluttet de påbudte renselser og ritualer. Han sad på skråningen sammen med sine disciple og brødrene, der lignede tvillingestjerner, der var faldet til Jorden fra Himlen. Vismanden beskrev Mithila’s herligheder for dem. Mens de sad der, henvendte en kurer sig meget høfligt til dem. Han spurgte: ”Mester! Fortæl mig venligst, hvem du er. Hvor kommer du fra? Jeg er en af kongens kurerer. Jeg adlyder blot ordre og udfører min pligt. Hvis du fortæller mig dit navn, kan jeg informere kongen om din ankomst.”

7.84. Kureren skyndte sig straks til paladset, hvor han fortalte kong Janaka, at vismanden Viswamitra var ankommet. Kongen traf de passende forberedelser til modtagelse af den store vismand. Under deres leder, kongeslægtens guru, Sathananda, sendte han hoffets øverste brahminer, og lærde til det sted, hvor Viswamitra opholdt sig.

7.85. Den udsendte gruppe fra paladset nærmede sig skrænten, hvor Viswamitra sad. Gruppen messede vediske velkomsthymner og udtrykte gode ønsker for de ankomne. Vismanden blev klar over, at de kom for at føre dem til kongen. Han gav Rama og Lakshmana besked om at gøre sig klar til at følge ham. Alle gjorde sig klar. I mellemtiden ærede Sathananda guru Viswamitra, som det sømmede sig for en stor mester i henhold til sand vedisk tradition. Han knælede foran ham, han tilbød ham forfriskninger, der var helliggjorte ved hjælp af vediske formler. I forbilledlig ydmyghed bekendtgjorde han, at han og hans følge, efter kongens ordre, var kommet for at tilstå Viswamitra og hele dennes følge, den mest oprigtige velkomst. De efterlod en bærestol på stedet til gruppens bagage og førte vismanden og det øvrige følge videre ind i byen. Musikgrupper, der spillede på deres instrumenter, førte an.

7.86. Så snart de kom ind på den gade, der førte til paladset, kom kong Janaka dem i møde ledsaget af ministre, hofmænd og de nærmeste slægtninge. Janaka knælede for Viswamitra, idet han sagde: ”Herre! I dag har jeg nået mit højeste mål. Ved din ankomst har Mithila opnået en hel speciel stråleglans.” Herefter forespurgte kongen, hvordan vismanden og dennes disciple og elever havde det. Han fik øje på de to drenge, Rama og Lakshmana. De forekom ham at være legemliggørelser af Solens stråleglans. I et øjeblik tabte han mælet. I disse få sekunder var kongen ikke klar over, hvor han befandt sig. Med stor anstrengelse genvandt han nok bevidsthed om sine omgivelser til at spørge Viswamitra: ”Mester! Hvem er de? De forekommer mig at være tvillingeguderne (tvillingeguddomme, der før daggry kommer til syne på himlen i en gylden vogn, der bliver trukket af heste). De ser ud, som var de lige steget ned fra Himlen for at skænke mig nåde. De besidder disse guders kærlige, guddommelige tiltrækning. Eller måske er de Solen og Månen, der er kommet til Jorden. Hvordan gik det til, at disse unge legemliggørelser af skønhed har tilbagelagt denne lange distance som medlemmer af dit følge? Eller stiftede de bekendtskab med dig her, for så at følges med dig herhen?” Janaka stillede en strøm af spørgsmål. Det lød, som om han talte til sig selv. Det lød, som havde han helt glemt, hvor han var, eller hvad det i grunden var, han ønskede at vide.

7.87. Viswamitra bemærkede kongens vanskelige stilling og kunne ikke tilbageholde et smil. Han sagde: ”Det er kong Dasaratha af Ayodhya’s sønner. De hedder Rama og Lakshmana. Disse drenges mod og evner er forbløffende og mirakuløse.” Vismanden ønskede at fortælle noget mere, men han tænkte, at det ville være bedre at fortælle kongen alt om dem, når de var ankommet til det sted, hvor de skulle bo. Derfor gik de videre hen mod det kvarter, der var reserveret til Viswamitra og dennes følge.

7.88. Logiet var en nydelig lille, ny tempelagtig bygning, der lå lige midt i en dejlig have. Den var smagfuldt dekoreret med grønne blade og guirlander. Stedet var meget stille; det var som om freden sænkede sig over stedet fra nådens vinger oppe fra selve Himlen. Det lå ret tæt ved paladset. Efter at have vist dem til rette i deres logi, knælede kong Janaka igen for vismanden. Kongen sagde: ”Din ankomst har tilført mig umådelig styrke og glæde. Jeg er overbevist om, at denne gode skæbne er kommet til mig som et resultat af den fortjeneste, jeg har optjent gennem mange liv. Jeg vil nu tage afsked med jer. Ifølge mine lærde varer det tolv dage, inden offerceremonien begynder. Vær derfor venlig at tage ophold her i Mithila og velsign mig derved.” Viswamitra forsikrede ham, at han ikke havde nogen indvendinger mod forslaget og fjernede derved alle kongens bange anelser, hvad det angik. Rama og Lakshmana så på hinanden, som om det var al for lang tid at være væk fra Ayodhya!

7.89. Der blev truffet forberedelser til, at de denne nat kunne hvile sig og få en uforstyrret søvn. Mælk, frugt og andre fødemidler blev tilvejebragt fra paladset. ”Jeg vil komme og få synet af dig i morgen ved daggry”, sagde Janaka, idet han tog afsked. ”Det er ikke passende at forsinke jeres hvile længere, for I har haft en lang og trættende rejse.” Janaka vendte tilbage til sit palads sammen med de skriftkloge, brahminerne og de lærde.

7.90. Indbyrdes talte Rama og Lakshmana om kongens hengivenhed og ydmyghed. De talte også om den fred og glæde, der lyste ud af ansigtet på ham. De sad ved mesterens side og nød frugterne og mælken. Efter at have fået tilladelse til det trak de sig tilbage til deres gemakker for at hvile.

7.91. Den nat sov de godt. Da dagslyset langsomt spredtes over byen, lød musikken fra fløjter og trommer fra alle døråbninger. Brahminer messede vediske hymner. Rama og Lakshmana stod op og gennemførte deres rituelle renselse af hænder og ansigt samt deres øvrige ritualer. Herefter gik de hen til Viswamitra. Vismanden gav dem krus med mælk og sagde: ”Sønner! Janaka kan komme når som helst. Spis jeres morgenmad og hold jer parate.” Straks begav brødrene så vel som vismandens unge elever sig til deres gemakker for at spise frugt og drikke mælk. De vaskede deres hænder og stille samlede de sig igen rundt om deres guru og satte sig ærbødigt tæt ved ham.

7.92. I mellemtiden forlød det, at kong Janaka var ved at ankomme i selskab med sin kongelige guru for at ære dem. Konkylierne gjaldede, og musikken fra de traditionelle ni instrumenter bebudede, at områdets hersker nærmede sig. Med lykkevarslende sandel-pasta og riskorn i sine hænder gjorde Janaka sin entre. Kongehusets guru, Sathananda, og kongens øvrige ledsagere fulgte kongen ind i den hellige bolig. Med taknemmelighedens fryd vaskede kongen Viswamitra’s fødder.

7.93. Herefter knælede Janaka for Viswamitra’s fødder. Så stillede han sig ved siden af det høje sæde, der var blevet placeret over for vismandens piedestal. Så snart Viswamitra gav ham tilladelse til det, satte Janaka sig i sin stol. Rama og Lakshmana sad på det tæppe, der var lagt på gulvet til højre for deres mester. Janaka sagde: ”Store vismand! Nå, hvordan lyder dine ordrer? Jeg er rede til at acceptere og ære dem. Fortæl dem venligst til mig.” I bøn samlede han sine håndflader. Da Viswamitra hørte og så dette, smilede han og sagde: ”Eftersom der ikke var tid til det i går aftes, kunne jeg ikke gå i detaljer med det, som jeg ønsker at fortælle dig. Eftersom du har udtrykt ønske om at høre deres historie, vil jeg nu berette om disse prinser, Rama og Lakshmana, Hvis du ikke har tid nu, kan jeg fortælle dig historien senere.” Janaka udbrød protesterende: ”Mester! Hvilken opgave skulle jeg have, der er vigtigere end at opleve og føle den henrykkelse, det er at tale med dig? Denne mulighed kan udelukkende være frugten af min årelange askese. Jeg er opfyldt af lyksalighed over forventningen om, at du vil fortælle mig om disse brødre. Jeg opfatter mig selv som en særdeles heldig mand.”

7.94. Herefter berettede Viswamitra om de hændelser, der havde fundet sted, fra han selv dukkede op ved Dasaratha’s hof og frem til offerceremonien. Han berettede om den heltemodige måde, hvorpå de unge drenge havde stået vagt og derved havde forhindret dæmonernes forsøg på at vanhellige ritualerne. Han beskrev drengenes mod og evner, som de viste i deres kamp mod dæmonerne. Han priste deres bedrifter. Mens han fortalte, strømmede glædens og taknemmelighedens tårer fra vismandens øjne, og han måtte jævnligt tørre dem bort med fligen af sin kappe.

7.95. Da kong Janaka hørte hans ord og iagttog vismandens storslåethed og drengenes henrivende tiltrækning, oplevede han den samme grad af lykkefølelse, som han ofte oplevede, når han var i fuldstændig sindsligevægt! Han fornemmede, at drengene rent faktisk var legemliggørelser af Den guddommelige Stråleglans. Skønt han hele tiden forsøgte at se andre steder hen, tørstede hans øjne udelukkende efter synet af de henrivende lotusagtige ansigter, der skinnede af guddommelig oplysning! Med stor vanskelighed undertrykte Janaka det ydre udtryk for sin indre ophidselse. I ydmyghed og ærbødighed sad han og kiggede intenst på dem. End ikke i et øjeblik følte han, at han var kongen, og at disse drenge var en anden konges prinser. Han havde et uudsletteligt indtryk af, at de var steget ned fra Himlen til Jorden. Følelsen blev bestyrket og forøget af beskrivelsen af deres overmenneskelige styrke og evner. Han erkendte, at de var usædvanlige væsener, beslægtet med Gud. For endnu før de var blevet teenagere, havde de med succes præsteret at beskytte en offerceremoni, som den ærede Viswamitra ikke kunne højtideligholde, uden den ville være blevet stærkt svækket. ”Hvilket under”, tænkte han forundret.

7.96. Herefter blev historien genoptaget. Vismanden begyndte at fortælle om rejsen til Mithila. De historier, som Viswamitra havde fortalt drengene, blev også fortalt til Janaka. Da historien om renselsen og befrielsen af Ahalya, vismanden Gautama’s hustru, der opholdt sig i en ashram tæt ved hovedstaden, blev fortalt, blev Sathananda overordentligt forbavset. Han udbrød: ”Hvad! Er min moder blevet befriet for forbandelsen? Helliggjorde disse guddommelige personligheder min moder? Gav de hende tilbage til min fader? Ah! De er uden tvivl guddommelige.” Mens taknemmelighedens og glædens tårer løb ned ad hans kinder, blev han så overvældet af følelser, at han var ude af stand til at bevæge sig. Han var som en søjle. Viswamitra iagttog ham og sagde: ”Søn! Du skal ikke blive så overvældet over de små begivenheder, der indtil nu er indtruffet! I de kommende dage vil der indtræffe mange begivenheder, der er langt mere forbløffende. Gennem deres overmenneskelige bedrifter vil drengene afstedkomme forbløffelse og begejstring. I morgen eller i overmorgen vil dine forældre også ankomme til Mithila. Da kan du høre Rama’s og Lakshmana’s vidunderlige historie direkte fra dem. Fald nu til ro.”

7.97. Til det sagde kong Janaka: ”Mester! Hvor er forældrene heldige at have sådanne guddommeligt udrustede sønner! Oh! Hvor er jeg heldig, at de trådte ind i mit hus, da deres tanker tilskyndede dem til det. Nu henvendte Janaka sig til Rama og Lakshmana: ”Kære! Undskyld mig, hvis den bolig jeg har givet jer, ikke helt lever op til jeres smag eller til jeres status. Hvis I ønsker det, er jeg altid villig til at finde en mere passende indkvartering. Hvis I ønsker det, kan jeg arrangere en rundtur i byen; I er jo fremmede i Mithila. Bed om hvad som helst, I ønsker. I skal ikke være tilbageholdende. Jeg vil kun blive glad, hvis I udtrykker nogle ønsker.” Disse ord, der blev udtrykt med forbilledlig godhed og ydmyghed, besvarede Rama på en måde, der tilkendegav den respekt, han ønskede at vise kong Janaka.top

7.98. Han sagde: ”Store konge! Vi er blot drenge. Vi føler ikke, der mangler noget i den modtagelse, vi har fået. Vi er fuldt ud tilfredse. Der er ingen grund til at have besvær med at arrangere noget andet eller noget mere til os. Hvis du imidlertid har så stor en kærlighed til os, kan du opfylde et ønske, som vi har.” Uden at nævne ønsket vendte Rama sig om mod sin guru, Viswamitra. Herefter talte guruen: ”Janaka! Den opgave, som disse drenge kom med mig fra Ayodhya for at udføre, var løst, da den offerceremoni, jeg havde besluttet mig for at højtideligholde, var blevet gennemført uden den mindste vanhelligelse. Rama og Lakshmana bad mig om tilladelse til at vende hjem. Jeg havde i mellemtiden modtaget din invitation vedrørende den offerceremoni, du har besluttet at højtideligholde. Derfor bad jeg drengene om at ledsage mig til Mithila. Rama anførte, at eftersom hans fader kun havde givet ham besked om at beskytte offerceremonien i min ashram, var han utilbøjelig til at drage videre og være væk fra sin fader i længere tid, end han havde fået tilladelse til. Men jeg fortalte dem om alle de guddommelige våben, du ejer. Alle samme våben som de naturligvis er ivrige efter at se og håndtere. Jeg beskrev buen, som du har her i byen; Siva’s bue som fortjener at blive set af disse drenge. Jeg fortalte dem historien om denne bue. Herefter accepterede de at ledsage mig herhen, idet de længtes efter at se den. De har ikke noget ønske om at gå rundt i byen eller besøge interessante steder. Buer, pile, våben der kan beskytte retskaffenheden og straffe de ondsindede, det er, hvad deres interesse først og fremmest er rettet mod.” Janaka følte, at han ikke havde behov for at høre mere. Han sagde: ”I det tilfælde vil jeg træffe foranstaltninger til, at buen straks bliver bragt til ceremonisalen.” Han gav herefter ordre til, at kongehusets guru, Sathananda, blev rådført angående fastsættelse af det præcise, lykkevarslende tidspunkt, hvor buen kunne bringes til salen.

7.99. Imidlertid spurgte Rama kong Janaka: ”Store konge! Hvis du vil fortælle os, hvordan denne guddommelige bue kom i din besiddelse, vil vi blive meget glade.” Med tydelig glæde fremkom Janaka herefter med alle detaljerne. ”Kære! Seks generationer efter Nimi, mit dynastis store forfader, herskede en konge ved navn Devaratha over dette kongerige. Guderne overgav Herren Siva’s bue i denne konges varetægt i dette palads. Den har været hos os siden. Det er gudernes våben, og derfor påstår jeg, at det ikke er nogen almindelig bue! Den vejer mange tusind tons! Indtil nu er der ingen, der har holdt den i lodret stilling! For hvem kan løfte sådan en vægt? Før i tiden har jeg mange gange forsøgt at finde ud af, hvem der er i stand til at spænde buen og bruge den eller blot holde den til offentlig beundring. Jeg inviterede folk til at komme og forsøge. Men indtil nu har jeg ikke set nogen, der kunne gøre det. Samtlige konger og prinser, der har forsøgt dette kunststykke, er mislykkedes og er ydmyget vendt hjem. De kunne hverken spænde buen eller endog rokke den ud af stedet. En dag, da jeg var i færd med at vende græstørven på det sted, hvor jeg havde bestemt mig for at højtideligholde en offerceremoni, kom en krukke til syne i furen. Da jeg tog den op og undersøgte den, fandt jeg inde i den et henrivende pigebarn. Eftersom barnet kom til os fra en fure, kaldte vi hende Sita og opdrog hende, som var hun vores eget barn (fure hedder på sanskrit sita). En dag, da hun var i færd med at lege med sine kammerater, trillede hendes bold ind under den lange kasse, i hvilken buen bliver opbevaret. Jo mere de forsøgte at få fat i bolden ved hjælp af forskellige påfund, jo længere ind under kassen trillede den! Men vores datter, Sita, lo af sine kammeraters og paladsets vagters forlegenhed. Med sin lille, fine hånd skubbede hun kassen til side og fik sin bold tilbage. Alle var meget forbløffede! Jeg hørte om det gennem dronningen, der havde fået det at vide af den dybt forundrede gruppe af mennesker, der på det tidspunkt havde været sammen med Sita.”

7.100. ”Den dag besluttede jeg mig for at gifte Sita bort til en person, der ved at spænde buen kunne bevise, at han var hende værdig. Mangen en prins har siden forsøgt at løfte og spænde buen for at vinde hende, men de har alle været nødt til at erkende et forsmædeligt nederlag! De følte sig såret og fornærmet; de påstod, jeg med vilje havde ydmyget dem. I deres fortørnelse og fortvivlelse slog de sig sammen, og med deres forenede styrker angreb de Mithila. Det vedholdende angreb varede et helt år. Som en konsekvens af denne belejring var hele min hær udmattet, og jeg var derfor bekymret for byens skæbne. For at vinde gudernes nåde havde jeg intet andet at ty til end streng askese. Guderne blev tilfredse; de velsignede mig med forstærkning af infanteri, kavaleri, elefanter og stridsvogne. Det vil altså sige, at jeg fik hjælp fra områder bag de belejrende styrker. Da disse styrker blev angrebet bagfra, blev de spredt for alle vinde. Mens dette hævngerrige felttog stod på, var jeg i stand til at beskytte buen. Jeg bevogtede den, som jeg bevogter mine egne øjne. Buens gådefulde kraft er hinsides beskrivelse.”

7.101. ”Rama! Ramachandra! Jeg skal ikke nægte dig at få dit ønske opfyldt. Hvis du blot indvilliger, skal buen blive bragt til offerceremoniens område. Jeg vil også lade kundgøre, at alle, der tør vove at forsøge at løfte og spænde den, nu kan gøre forsøget.” Da Janaka havde talt så myndigt og med så stor autoritet, så Rama og Lakshmana på hinanden. Men de svarede ikke, for de ventede på ordre fra deres guru, som de indtil nu havde adlydt i alt.

7.102. Så sagde Viswamitra, der kendte drengenes evner og styrke, at det kong Janaka havde foreslået, kunne ske, og at kongen ikke ville møde nogen modstand fra hans side. Janaka meddelte tillige, at han ville gifte Sita bort til hvem som helst, der løftede og spændte buen. Han havde tidligere højtideligt lovet, at Sita udelukkende ville blive giftet bort til en sådan person. Viswamitra godkendte også dette.

7.103. Janaka tog afsked med vismanden og vendte tilbage til paladset. Han gik i gang med opgaven med at bringe buen ind i det hellige, afspærrede område. En bekendtgørelse blev udsendt om, at buen ville blive udstillet. Denne bekendtgørelse blev sendt til så mange konger og prinser som muligt. Det ottehjulede køretøj, der indeholdt kassen med buen, skulle trækkes og skubbes ind i afspærringen af en stor flok muskuløse sværvægtere. De trak, og de skubbede, men de var ikke i stand til at flytte vognen så meget som en meter. Så man var nødt til at tilkalde flere mænd med gigantisk styrke til at hjælpe. De trak i de tunge kæder, der var gjort fast til vognen, og de skubbede bag på vognen. Da buen endelig bevægede sig ind i det hellige, afspærrede område, messede præster lykkevarslende velkomsthymner.

7.104. Dagen gryede. De ni traditionelle musikinstrumenter frembragte en harmonisk hymne, der steg op til himmelhvælvet. Der blev blæst i konkylier. Det lykkevarslende ved dagen blev bekendtgjort gennem sang og ritualer. Kong Janaka kom ind i afspærringen. Han var ledsaget af en gruppe brahminer og tjenere, der bar på de genstande, der skulle anvendes til den ceremonielle tilbedelse af den guddommelige bue. Længe før det skete, var afspærringen blevet fyldt med konger, prinser, ministre, hofmænd, vismænd og vediske lærde. Så snart kong Janaka kom ind, rejste hele forsamlingen sig for at vise deres ærbødighed over for områdets hersker. Højlydt messede de vediske skriftkloge hymner, der skulle anråbe guderne om at skænke dem deres nåde. Højt og samstemmigt steg deres stemmer op til Himlen. Andre lærde messede passager fra vedaerne. Alle var så opfyldt af forventninger, at de i dyb forundring sad og betragtede hele sceneriet; de ikke så meget som blinkede med øjnene.top

7.105. I ærefrygt gik Janaka rundt om den vogn, hvor buen befandt sig. Mens hymner blev messet for at formilde buen, ofrede han blomster til den for at vise den sin hyldest. Kongen bøjede sig for den guddommelige bue og henvendte sig derefter til den fornemme forsamling. Han proklamerede: ”Hyldest til vismændene! Jeg byder alle jer, der er kommet til denne samling, velkommen! Som I alle ved, har mine forfædre, så vel som mange andre mennesker, i årevis tilbedt denne guddommelige bue. Desuden er det allerede velkendt, at ingen indtil nu været i stand til at løfte buen, holde den og spænde den! Det gælder, om der så er tale om guder, dæmoner, halv-himmelske væsener, den himmelske fugl, Garuda, halvguder, medlemmer af sekten af guder, der holder en lut i hænderne eller denne store slange, Mahoraga. Alle, der har forsøgt, har ydmyget måtte give op. På trods af det, har jeg i dag endnu engang besluttet at bringe buen ind i det hellige aflukke. Alle i denne forsamling, der tror, de er i stand til at løfte denne bue, spænde den, sætte en pil på strengen eller blot holde buens vægt i hænderne, er velkommen til at træde frem og benytte sig af muligheden. Buen er foran jer!” Med disse ord bøjede kong Janaka sig for forsamlingen med sine håndflader mod hinanden. Han satte sig på Løve-tronen.

7.106. Med et smil på læberne kastede Viswamitra et blik hen mod Rama. Rama gik hurtigt hen til vognen. Med sin venstre hånd løftede han jerndækslet, der var på kassen med pilen. Uden at fortrække en mine og uden at anstrenge sig løftede han med sig højre hånd buen ud af dens kasse! Mens han holdt den lodret, så han sig omkring. Alles ansigter udtrykte stor forbløffelse! De tusinder, der var vidne til dette under, borgere i byen, konger og prinser, vismænd og ældre, fremkaldte et sådant bifald, at jublen genlød fra himlen! Hurtigt strengede Rama den pragtfulde bue! Med herlig lethed satte han en pil på strengen! Han trak strengen tilbage. Han trak den helt op til sit øre for at skyde pilen af sted. Men buen knækkede!

7.107. Alle i forsamlingen blev bragt ud af fatning. De blev forvirrede og bange over den besynderlige og uventede eksplosion. Mange besvimede; nogle skreg højt i rædsel; nogle flygtede i panik. Vismændene fremsagde bønner til Gud. Hvorfor sige mere? Hele forsamlingen, undtagen Janaka, Viswamitra og brødrene Rama og Lakshmana, blev styrtet ud i en uforklarligt, utrøstelig rædsel.

7.108. Janaka rejste sig fra sit sæde, knælede for Viswamitra og sagde: ”Mester! Der findes ingen på Jorden, der kan hævde at have større styrke end Rama. En sådan styrke er ikke jordisk. Jeg vil holde mit ord. Jeg vil gifte Sita bort til ham, der løftede, spændte og knækkede denne bue!”

7.109. Viswamitra svarede: ”Janaka! Det vil være godt, hvis disse nyheder kan blive bragt til kong Dasaratha. Det vil også være godt, hvis denne lykkevarslende begivenhed kan blive fejret, efter han er kommet hertil. Det er mit ønske. Rama er en så pligtopfyldende søn, at han ikke vil indvillige i ægteskabet, før Dasaratha har givet sit samtykke.” Derfor fik Janaka kaldt hoffets brahminer og nogle af ministrene til sig. Han gav dem besked på at rejse til Ayodhya, så snart det blev daggry. I tre dage og tre nætter kørte de af sted i fuld fart i deres herskabsvogne, der blev trukket af raske heste. Om morgenen, på den fjerde dag, nåede de Ayodhya. De standsede deres vogne lige foran det kongelige palads hovedindgang. Det gjorde de for at bringe nyhederne, de havde til kongen, frem så hurtigt som muligt. Da vagterne forespurgte om deres navne og om formålet med deres ankomst, fordrede ministrene, at de meddelte kongen det faktum, at de var kommet fra Mithila for at tale med ham. Vagterne informerede straks Dasaratha, og kurererne blev øjeblikkeligt kaldt ind i paladset og fik foretræde.

7.110. På trods af sin høje alder fremstod Dasaratha som en guddommelig, glansfuld person, da brahminerne og ministrene fra Mithila så ham på hans trone. Da de stod foran dette funklende og ærværdige ansigt, knælede de uden tøven og forbehold for hans fødder. De rejste sig og sagde: ”Store konge! Vi er kurerer fra Mithila’s kong Janaka. Han har givet os til opgave at forespørge, hvorledes din og dit lands velfærd er. Vi er blevet sendt hertil af den store kong Janaka for at viderebringe et vigtigt budskab. Det sker med vismanden Viswamitra’s velsignelse tillige med det kongelige hofs gurus, den store Sathananda’s, samtykke.”

7.111. Dasaratha’s ansigt lyste op i et smil. Hans selvtillid var urokkelig; han var slået af den ydmyghed og gode opførsel, som kurererne fra Mithila udstrålede. Han sagde: ”Oh I største blandt brahminer! Der er ingen fejl ved Ayodhya’s administration; ingen steder er der hindringer for højtideligholdelsen af offerceremonier som Agnihotra (helligt ritual, hvor offergaver ofres i den hellige ild); der er ingen reduktion i nogen af mine undersåtters lykke; fra ingen kant i administrationen lægges der hindringer i vejen for deres moralske og åndelige fremgang. Mine undersåtter er velstående; til stadighed gør de fremskridt i forbindelse med at nå det højeste mål. Jeg er glad for at kunne fortælle jer dette. Jeg ønsker at få kendskab til Janaka’s, Mithila’s konges, helbred og velfærd. Jeg vil gerne vide, hvordan det går med den uafbrudte gennemførelse af de religiøse ritualer, der bliver beskrevet i vedaerne, som udføres i hans kongerige. Uden nogen form for betænkeligheder kan I meddele mig det budskab, I har bragt med jer. Jeg er ivrig efter at høre det.”top

7.112. Da Dasaratha så mildt og venligt gav sin tilladelse til det, gav ministrene tegn til brahminerne om at tage bladet for munden. Den ledende brahmin rejste sig fra sit sæde og afleverede budskabet på følgende måde: ”Store, fremragende hersker! Vores store kong Janaka har afgivet det højtidelige løfte, at hans datter, Sita, udelukkende vil blive giftet bort til en person, der besidder en heroisk styrke. Det er du uden tvivl bekendt med. Måske er du også bekendt med, at mange prinser har forsøgt at bevise deres overlegne styrke og ydmyget er vendt hjem fra Mithila. Tilskyndet af den guddommelige vilje er dine to sønner, Rama og Lakshmana, ledsaget af vismanden Viswamitra, opsatte på at overvære den store offerceremoni, som vor konge snart vil højtideligholde. Der skete det, at din ældste søn, Rama, vandt Sita ved hjælp af sin uforlignelige tapperhed! Store konge! Hvad skal vi sige? Hvordan skal vi beskrive det? I fuld overværelse af en ærværdig samling af vismænd, konger og prinser løftede og holdt Rama, der hermed opnåede tapperhedens højdepunkt, Siva’s bue. Han holdt midt på buen, holdt den lodret og strengede den! Han gjorde mere den det! Som var det en leg, knækkede han den ubetvingelige, hellige bue i to stykker! Eftersom Sita skal giftes bort til ham, der løfter Siva’s bue, har såvel de forsamlede vismænd som vores store konge besluttet at skænke hende til Rama.”

7.113. ”Vi er blevet sendt hertil for at anmode om og modtage dit samtykke og for at invitere dig og byde dig hjerteligt velkommen til Mithila. Dine brahminer, ministre, hofmænd, slægtninge og tjenere og øvrige følge er også indbudt. Vores store konge ønsker at fejre sin datters bryllup, efter han har modtaget dig. Han har sendt os til dig, så vi kunne informere dig om dette.”

7.114. Brahminerne og ministrene stod med deres håndflader presset mod hinanden. Ærbødigt afventede de Dasaratha’s svar. Men med stor omhyggelighed tænkte Dasaratha frem og tilbage over det, han havde hørt. Han sendte bud efter vismændene Vasishta og Vamadeva (vismanden, der sammensatte hymnerne i Rig-vedaen) samt andre vismænd for at konsultere dem, før han gav kurererne sit svar. Han inviterede også de mest fremtrædende af hoffets brahminer. Da de alle havde indfundet sig, bad han selskabet fra Mithila om at gentage det budskab, de havde bragt. Når hans vismænd så havde hørt nyhederne, ønskede han deres kommentarer. Men først knælede Dasaratha for Vasishta og bad denne om at give sit tilsagn til denne fremgangsmåde. Vismanden gav sit tilsagn, og kurererne gentog deres budskab. Med glade bifaldsråb svarede Vasishta, Vamadeva og de øvrige vismænd: ”Meget lykkevarslende! Meget lykkevarslende!” De spurgte: ”Hvorfor tænke længere over det? Træf forberedelserne til rejsen til Mithila!”

7.115. Ministrene sprang rundt i glæde. Nyheden om Rama’s bryllup spredtes hurtigt over hele hovedstaden og helt ind i paladsets indre gemakker, hvor dronningerne opholdt sig. I deres jubel råbte byens borgere højlydt: ”Hurra! Hurra!” De forskellige hjælpere og tjenere traf hurtigt de fornødne forberedelser til rejsen. Mange slags ædelstene, silke-brokader og andre gaver blev i store mængder pakket ned. Utallige vogne blev læsset med disse gaver.

7.116. Kongen og det kongelige følge, der bestod af Vasishta, den kongelige slægts guru, den ledende brahmin og andre brahminer samt lærde, steg op i deres herskabsvogne og indtog her deres pladser. Det var, som var det selve Ayodhya, der rejste til Mithila for at være vidne til brylluppet. For alle, der længtes efter at drage til Mithila, traf Dasaratha passende arrangementer. Ingen, der var ivrige efter at drage af sted, blev holdt tilbage! Hestene syntes at dele den glæde, der fyldte hjerterne i dem, der sad inde i vognene. Hestene travede hurtigt af sted uden at slække farten eller vise tegn på udmattelse. To nætter og to dage tilbragte de på vejen; den tredje nat nåede de frem til Mithila.

7.117. Ved byens hovedport bød kong Janaka kong Dasaratha velkommen. Som det var passende for deres position og status, bød han også ministrene, vismændene og brahminerne velkommen. Han sørgede for, at de alle kunne komme til at hvile for natten. De skulle sove i huse, der blev stillet til deres rådighed. Så snart det blev daggry, sendte Dasaratha bud efter de brahminer, der havde specialiseret sig i traditioner vedrørende afholdelse af ritualer. Han sendte også bud efter dronningerne og sine slægtninge. Han gjorde dem alle opmærksomme på, at de skulle være parate og til at få fat i, så snart der blev brug for dem. I mellemtiden ankom Janaka til det palæ, hvor Dasaratha opholdt sig. Janaka førte ham hen til det specielle indelukke, hvor offerceremonien skulle højtideligholdes. I henhold til deres rang og autoritet blev de kongelige guruer, kongen og dennes følge anvist pladser inden for denne afspærring.

7.118. Da alle havde indtaget deres pladser, bød Janaka kong Dasaratha velkommen med disse ord: ”Det, at du er kommet med de store vismænd og disse fremtrædende brahminer samt slægt og øvrige følge, varsler held for os. Din tilstedeværelse markerer virkeliggørelsen af det gode, vi har udført i tidlige liv. Jeg er sikker på, at du blev overordentlig glad over din søns tapperhed og sejr. Jeg står over for at skulle indgå i et familiemæssigt slægtskab med det mægtige Raghu-dynasti, der stråler af dets yngre medlemmers grænseløse mod. På grund af dette slægtskab står mit eget dynasti foran at blive helliggjort mere end nogen sinde. Jer tror, det er resultatet af de velsignelser, som mine forfædre skænkede mig. Store konge! Her til morgen vil den offerceremoni, som vi højtideligholder, blive afsluttet. Jeg havde tænkt mig at fejre brylluppet mellem Sita og Rama efter offerceremoniens slutning. Jeg beder dig give din tilladelse til dette.”

7.119. Dasaratha ligefrem gøs af lyksalighed. Hans ansigt lyste op i et stort smil. Han sagde: ”Store konge! Du er den, der giver. De ældre erklærer, at en gave skal modtages i giverens behagelige og venlige ånd! Så jeg er altid parat til at modtage gaven, når som helst det måtte passe dig!” Da Dasaratha talte med en sådan kløgt og visdom, med en sådan hjertesmeltende varme og hengivenhed, blev Janaka overvældet af en lyksalighed, der strømmede op i ham.top

7.120. På det tidspunkt kom Rama og Lakshmana ind i det hellige indelukke. De var ledsaget af vismanden Viswamitra. De knælede foran deres fader og deres guruer, Vasishta, Vamadeva med flere. Dasaratha’s øjne blev blanke af glæde, da de faldt på de sønner, han så længe havde savnet. Han trak dem ind til sig; han lagde sine hænder på deres skuldre; han pressede dem mod sit bryst. Da de så faderens lyksalighed, da han omfavnede sine sønner, glemte brahminerne og ministrene rent sig selv i deres forståelse af dybden af kongens kærlighed. De var hensunket i beundring.

7.121. Dasaratha talte fortroligt med sine sønner. Han lyttede til deres meget enkle beskrivelse af den offerceremoni, som de havde beskyttet mod vanhelligelse fra de dæmoniske styrker. De fortalte ham om de hændelser, de var kommet ud for på rejsen fra Viswamitra’s ashram til Mithila. Beretningen blev også hørt af Vasishta, Vamadeva og andre vismænd så vel som af Bharatha og Satrughna. Endelig hørte første-ministeren, Sumanthra, og mange andre ministre, hofmænd og adelsmænd også beretningen. De tilbragte alle natten med at rekapitulere det under og det mysterium, der dannede denne beretnings grundlæggende fundament.

7.122. I mellemtiden havde Janaka fordybet sig i forberedelsen af brylluppet. Han opholdt sig for det meste i paladset. Han inviterede den kongelige guru, Sathananda, til hoffet og bad ham ærbødigt om at begynde at samle mennesker og rekvisitter til de forskellige indledende ritualer, der skulle gennemføres inden det egentlige bryllupsritual. Vismanden svarede: ”Store konge! Offerceremonien sluttede i dag. Jeg har bemærket, at der i løbet af de næste to, tre dage er nogle få timer, der er lykkevarslende for ceremonier. Hvis du ønsker at kende dem, kan jeg give detaljerede oplysning om disse tidspunkter.

7.123. Idet kong Janaka, med håndfladerne presset mod hinanden, hilste på Sathananda, sagde han: ”Mester! Sidste nat modtog jeg kong Dasaratha’s samtykke. Det er i sandhed et tegn på stort held. Min yngre broder, Kusadhwaja, er ikke til stede i øjeblikket. De sidste tre dage har han været travlt beskæftiget med at fremskaffe forsyninger til offerceremonien, så disse hele tiden var klar, når brahminerne efterspurgte dem. Jeg vil være utilbøjelig til at fejre denne lykkelige ceremoni, uden han er til stede ved min side. Jeg ønsker ikke at berøve ham hans del af glæden. Jeg har igangsat forberedelser til, at han hurtigt bliver bragt hertil. Jeg mener, det vil være bedst, hvis vi venter med at fastsætte en dato og et klokkeslæt for brylluppet. Lad os vente, til min broder kommer tilbage.” Sathananda svarede: ”Godt! Godt! Det vil gøre os alle umådeligt glade!” Hermed forlod vismanden paladset.

7.124. Janaka sendte kurerer af sted med besked om, at de hurtigt skulle bringe broderen til Mithila. De fandt ham i hans hovedstad, Sankasya. De var kommet dertil meget hurtigt ved hjælp af skoede heste, der var i stand til at løbe hurtigere end andre heste. I detaljer fortalte kurererne ham om udviklingen i Mithila. Kusadhwaja blev overvældet af en lyksalighed, der strømmede gennem ham. I stor hast samlede han sine slægtninge så vel som sit øvrige følge; han fik vogne læsset med forskellige gaver og værdifulde stoffer. Den selv samme nat drog han af sted, og hurtigt nåede han frem til Mithila.

7.125. Janaka skyndte sig hen for at møde sin broder. Han talte minutterne, der hurtigt svandt hen. Han omfavnede kærligt sin broder. Janaka var opfyldt af en ubeskrivelig glæde. Kusadhwaja knælede for sin ældre broder og bøjede sig i støvet for vismanden Sathananda. Herefter satte de sig alle tre på de stole, der var stillet frem til dem på en forhøjning. Her rådslog de om, hvad der videre skulle ske. De spurgte hinanden til råds, og da de endelig havde besluttet, hvad de skulle gøre, sendte de bud efter den højt respekterede statsmand, Sudhama. Til ham sagde de: Statsminister! Begiv dig hen til kong Dasaratha og bed ham komme herhen. Bed ham komme til dette palads sammen med sine ministre, brahminer, hofmænd, slægtninge og andre, han måtte ønske at tage med. Bring ham hertil på en ærefuld måde, der passer til hans storhed.

7.126. Sudhama tog en gruppe bestående af hofmænd, lærde og hof-brahminer med sig. Han fik klargjort smagsfuldt dekorerede herskabsvogne til at transportere det kongelige selskab og nåede frem til det palads, hvor Dasaratha boede. Her fremlagde statsministeren det budskab, han havde med sig, og med dyb ærbødighed inviterede han Dasaratha til Janaka’s palads. Dasaratha var parat. Han drog af sted med sit følge og nåede snart Janaka’s Audienssal. De hilste på hinanden, som det sømmede sig til lejligheden og deres respektive status. Herefter satte de sig i de sæder, der var stillet frem til dem.

7.127. Så rejste Dasaratha sig og sagde: Janaka! For Ikshvaku-dynastiet er vismanden Vasishta legemliggørelsen af Gud på Jord! Han er vores øverste guru. Med fuldstændig autoritet kan han fortælle om vores dynastis traditioner.” Så snart Dasaratha havde sat sig, stod Vasishta foran forsamlingen og sagde følgende: ”Kongelige vismænd! Lyt, alle I der er forsamlet her! Herren, Den umanifesterede Højeste, Den Evige, Den Rene skabte gennem viljens kraft Marishi. Marishi’s søn var Kasyapa (kendt som ’alle levende væseners fader’), og hans søn var Surya. Surya’s søn var Manu. Manu havde en søn, der hed Vaivaswatha Manu. Han herskede over menneskene og gjorde sig fortjent til benævnelsen: Prajapathi (’herskeren over alle væsener’ eller ’denne verdens skaber’). Han fik en søn, der hed Ikshvaku; han var Ayodhya’s første overhoved. Det er grunden til, at dynastiet senere blev kaldt Ikshvaku-slægten. Ikshvaku’s søn var Kukshi. Kukshi’s søn fik navnet Vikukshi. Hans søn var Bana; Bana’s søn var Anaranya. Anaranya havde en søn, der hed Trisanku. Trisanku’s søn var Dhundhumara. Dhundhumara’s søn var Yuvanswa. Mandhata var Yuvanswa’s søn. Hans søn, der hed Susandhi, havde to sønner, Daivasandhi og Presenjit. Den berømte Bharatha var Daivasandhi’s søn. Bharatha’s søn var Asitha. Da Asitha herskede over kongeriget, invaderede en koalition mellem Haihaya’erne, Thalajangha’erne og Sasibindu’erne riget (alle tre folk tilhørte berømte indiske slægter), og Asitha var nødt til at flygte til Himalaya-bjergene sammen med sine to dronninger. Han søgte tilflugt i det område, der kaldes Bhrigu Prasravana. Efter et par år døde han her.”

7.128. ”Begge hans dronninger var gravide, da han døde. De søgte tilflugt i vismanden Chyavana’s ashram. Chyavana var fuld af medfølelse over deres vanskelige stilling. Han trøstede dem, idet han sagde: ”Mødre! I skal ikke være bange, denne ashram er nu jeres hjem. I vil få en sikker og tryg fødsel. I vil få stærke, pragtfulde og lykkelige babyer.” Det, han havde lovet dem, gik i opfyldelse. I løbet af få dage fødte den ældste dronning en søn, der fik navnet Sagara. Han blev indsat som Ayodhya’s hersker.”

7.129. ”Hans søn var Asamanja, der fik en søn ved navn Amsumanta. Amsumanta’s søn var Dileepa, hvis søn fik navnet Bhagiratha. Bhagiratha fik Kakustha. Kakustha’s søn var Raghu. Raghu havde en søn, Pravardha. Pravardha fik sønnen, Sudarsana, og denne fik sønnen Agnivarna. Seeghraga var navnet på Agnivarna’s søn. Maru var navnet på Seeghraga’s søn. Efter ham gik tronen i arv fra fader til søn som følger: Prasusruka, Ambarisha og Nahusha.”

7.130. ”Nahusha’s søn var Yayathi, og Yayathi’s søn var Nabhaga. Nabhaga fik sønnen Aja. Dasaratha er Aja’s ældste søn. Dasaratha’s fire sønner, der hver især er en kostbar ædelsten, er Rama, Lakshmana, Bharatha og Satrughna. Rama, den ældste af de fire, bøjede, strengede og knækkede Siva’s bue.” top

7.131. ”Oh kongelige vismand! Dette kongelige dynasti er helligt og rent. Alle, der er født i den slægt, har opnået åndelig oplysning og har strålet i åndelig glans. De er dybt forankret i retskaffenhed, og tillige er de alle de fremmeste blandt helte. Rama, Lakshmana, Bharatha og Satrughna er kostbare lamper, der kaster glans over slægtens annaler.”

7.132. ”Jeg vil nævne, at det også vil være ønskeligt at fejre dette lykkevarslende bryllups renselses-ceremoni for Lakshmana, da han er Rama’s spejlbillede. Din datter, Urmila, kan tillige være fremragende som Lakshmana’s ægtefælle. Tøv ikke; træf din beslutning i overensstemmelse hermed og få foretaget de nødvendige forberedelser.” Vasishta velsignede forsamlingen og satte sig igen.

7.133. Efter, fra den store vismand, Vasishta’s læber, at have lyttet til beretningen om Ikshvaku-dynastiet, rejste Janaka sig op fra sin trone. Han sagde: ”Og Brahmarshi (betegnelse for den højeste form for vismand; en vismand, der er fordybet i guddommelig bevidsthed)! Når en efterkommer fra en ophøjet slægt agter at gifte sin datter bort, er han nødt til at bekendtgøre sin slægts historiske glorværdighed. Er han ikke? Jeg har bestemt mig for at følge dit eksempel. Jeg vil selv gøre det, for det giver mig stor glæde at rekapitulere mine forældres navne og tænke tilbage på deres storslåethed. At jeg blev viet til dette legeme skyldes dette dynastis forfædres velsignelser. Det er udelukkende, hvis jeg selv beskriver slægten for denne umådelige forsamling, at dette legeme vil blive retfærdiggjort, og dets formål vil blive fuldbragt.”

7.134. Bønfaldende stod kong Janaka foran alle de tilstedeværende. Vasishta accepterede kongens anmodning og gav sin tilladelse. Så begyndte Janaka på sin fortælling: ”Brahmarshi! Ærede kongelige guruer! Store kong Dasaratha! I en meget fjern fortid fandtes der en hersker ved navn Nimi. Han holdt sig fast og bestemt på retskaffenhedens vej, og han var derfor berømt for sin kraft og forudseenhed. Hans søn, Mithi, opførte denne by, Mithila, så den kunne tjene som hovedstad i hans kongerige, Han var dette områdes første hersker. Hans regeringsledelse var meget populær, og hans undersåtter var glade og velhavende. Hans søn, Sudhavasu, havde en søn, Nandhivardhana, der herskede efter ham. Nandhivardhana’s søn var Sukethu, og Sukethu’s søn var Devaratha. Brhadratha var Devaratha’s søn, og Mahavira (betyder ’stor helt’) var navnet på Bhahadratha’s søn. Mahavira besad, som hans navn antyder, enorm tapperhed. Hans søn, Sudhrthi fik en søn, der fik navnet Dhrshtakethu. Dhrshtakethu’s berømte søn var Haryaswa. Haryaswa havde en søn ved navn Maru. Maru’s søn var Pratheendhaka. Pratheendhaka’s søn var Keerthiratha. Keerthiratha fik en søn, der hed Devameedha. Devameedha’s søn var Vibudha. Vibudha’s søn var Keerthiratha; Keerthiratha’s søn var Maharoma, og Maharoma’s søn var Hrswarupa. Han var en dygtig og begavet hersker; en streng overholder af ’rigtig handling’. Han blev anerkendt for at være en Mahatma (en stor sjæl). Han er min fader. Jeg er i sandhed meget lykkelig over at kunne vedkende mig, at min fader var en forbilledlig personlighed. Sandheden er, at jeg i dag lykkeligt kan herske over Mithila som et resultat af den fortjeneste, som mine forfædre opnåede og lod gå i arv.”

7.135. ”Min broder, Kusadhwaja, er langt mere for mig end en broder. Jeg ærer ham som en guddommelig personlighed. Jeg opdrog ham med en sådan kærlighed og hengivenhed, at jeg har udviklet tilknytning til ham. For år tilbage, da Sankasya’s (kongerige i det gamle Indien) konge, Sudhanva, krævede, at jeg skulle afgive Siva’s bue til ham eller møde ham i kamp, nægtede jeg. Han belejrede Mithila by. Det var signalet til en bitter strid mellem os. I løbet af denne kamp blev kong Sudhanva dræbt, og jeg indsatte min broder som Sankasya’s hersker. Denne by stråler i dag på Ikshumathi-flodens bred. Set fra afstand minder den om gudernes guddommelige luftbårne vogn, berømt under navnet Pushpaka Vimana! Lad mig fortælle jer om en anden lykkevarslende idé, som guderne har inspireret mig til at få.”

7.136. ”Jeg har bragt min broder hertil i dag, så han får lejlighed til at dele bryllupsfestlighedernes glæde. Brahmarshi! Du påbød, at Rama gifter sig med Sita, og at Lakshmana gifter sig med Urmila, der er min anden datter. Med umådelig stor glæde accepterer jeg dette påbud. Sita er en himmelsk jomfru, og hun vil ægte Rama; hun vil være heltens præmie. I al ydmyghed bøjer jeg mit hoved og giver med stor glæde Urmila bort til Lakshmana.”

7.137. ”Jeg har et andet forslag, som jeg vil bede dig overveje. Store konge! Du har fire sønner, hvis fødsel alle er den guddommelige nådes himmelske gave. Hvorfor tillade at to af dem forbliver enlige? Det vil gøre vores glæde fuldkommen, hvis disse to sønner også bliver gift. I dag er det Magha-stjernekonstellationen. (Denne konstellation er en af de i alt 27 stjernekonstellationer. Magha kaldes også for ’den mægtige’ og ’den store energi’. Den står bl.a. for stor berømmelse og rigdom)). Det er en god dag at påbegynde bryllupsritualerne og de indledende ceremonier. I morgen, under Uttaraphalguna-stjernens indflydelse, vil jeg bede om dit samtykke til at gifte min broders to døtre, Mandavi og Sruthakeerthi med Bharatha og Satrughna. Bharatha med Mandavi og Satrughna med Sruthakeerthi.” top

7.138. Da de hørte dette forslag, bifaldt alle i den mægtige forsamling forslaget. Højlydt udbrød de: ”Yderst velkomment! Yderst velkomment!” Deres bifald skar gennem luften.

7.139. Da kong Janaka stillede forslag om, at både Bharatha og Satrughna skulle giftes, rådslog vismændene Vasishta, Vamadevi, Viswamitra med flere sig indbyrdes om det. De syntes, det var en god ide. Dasaratha blev let overtalt til at give sit samtykke, og derefter informerede de Janaka således: ”Oh konge! De to kongelige slægter, Ikshvaku og Videha (ordet videha betyder ’befriet for legemet’), er begge fulde af hellige traditioner, hvis hellighed er hinsides beskrivelse. De to dynastiers storhed kan ikke blive målt og beskrevet af nogen, ligegyldigt hvor lærde eller store eksperter, de måtte være. Dynastier med en sådan status, endsige dynastier der kan erklæres at være dets ligemand med hensyn til ædelhed, har ikke vist sig på Jorden før. At disse to dynastier nu bringes sammen af disse ægteskabsbånd, er i sandhed en meget lykkevarslende begivenhed.”

7.140. Vismændene fortsatte: ”Arrangementet er i højeste grad passende, rosværdigt og helligt. Desuden glæder vi os over, at brudene og brudgommene i enhver henseende passer sammen. Janaka! Din broder, Kusadhwaja, er en person, der kender til og praktiserer ’rigtig handling’. Det er virkelig godt, at han også bliver beslægtet med Dasaratha gennem sine døtres ægteskabelige bånd. Det er en kilde til umådelig glæde. Derfor er vi indstillet på at velsigne ægteskaberne mellem hans døtre, Mandavi og Sruthakeerthi og Bharatha og Satrughna. Det er vort ønske, at disse kongelige dynastier må blive knyttet tæt sammen af disse ægteskaber.”

7.141. Overvældet af glæde over at deres ønsker var gået i opfyldelse, knælede Janaka og Kusadhwaja for vismændene. ”Dette er ingen almindelig og ubetydelig begivenhed. Hvor er vi heldige, at vi er blevet velsignet med denne fuldbyrdelse! Hvilket held at vismændene var enige i forslaget og lettede processen. Vismænd vil aldrig støtte ildevarslende begivenheder. Vi vil respektfuldt adlyde alle jeres ordrer”, sagde de.

7.142. Herefter sagde Vasishta: ”Hvorfor skulle vi udsætte disse to bryllupper til dagen efter eller til en senere dag? Dagen i morgen er gunstig for alle. Det vil være meget fint, hvis alle fire bryllupper kan blive afholdt og fejret på samme dag.” Janaka svarede: ”Jeg er i sandhed velsignet! Agtværdige guru. Gennem lang tid har kong Dasaratha været din discipel, og alt hvad du har befalet ham, har han udført. Fra i dag af er min broder og jeg også dine disciple. Alle vore byrder er på dine skuldre. Fortæl os, hvordan vi skal fortsætte; hvad vi nu skal gøre. Vi vil ubetinget adlyde din befaling.” Med håndfladerne presset sammen i udtalt ydmyghed og ærbødighed stod Janaka og Kusadhwaja og afventede vismandens svar. Nu rejste Dasaratha sig og sagde: ”Hersker over Mithila! De gode dyder, jeg finder hos jer to, kan jeg ikke beskrive med ord! I har foranstaltet et strålende arrangement for dette fantastiske opbud af store konger og dronninger såvel som for den mægtige skare af folk, der er strømmet til byen. I har både arrangeret disse menneskers modtagelse og ophold. Jeg vil nu vende tilbage til min bolig og få gennemført Nandi’s ritual (ritual for at fremme velstand) såvel som Samavarthana’s ritual (ritual der afholdes i forbindelse med afslutningen af studietiden) i fuld overensstemmelse med de vediske forordninger.” Da han trådte ud af salen, ærede brødrene ham på behørig vis, og de tog afsked med ham ved hovedindgangen, som det var passende at gøre over for en person af Dasaratha’s status. Herefter gik de til deres egne paladser for at udføre deres egne gøremål.

7.143. Dasaratha gennemførte Nandi-ritualet. Meget tidligt på dagen fik han alle fire sønner til at gennemføre Samavarthana-ritualet. Han fæstnede smykker af guld på køernes horn. Disse køer var udvalgte til at blive skænket til fromme brahminer sammen med kostbare mælkespande. Sceneriet, hvor drengene skænkede køerne bort, var et pragtfuldt syn! Mithila’s indbyggere følte det, som om de fire verdenshjørners guddomme var i deres nærhed med Brahma i deres midte. Således fremstod de fire sønner rundt om Dasaratha.

7.144. Mens denne foræring fandt sted, ankom Yudhajit, kongeriget Kaikeya’s prins. Yudhajit var bror til dronning Kaikeyi, Bharatha’s moder. Yudhajit’s fader var ivrig efter at have sit barnebarn, Bharatha, hos sig et stykke tid. Derfor havde Yudhajit skyndt sig til Ayodhya. Her fandt han ud af, at den kongelige familie var taget til Mithila for at overvære Rama’s bryllup. Yudhajit sagde, at hans fader ikke havde noget kendskab til, at Rama skulle giftes. Selv vidste han heller ikke, hvad der skulle ske. Derfor var han draget til Mithila, så han kunne opleve brylluppet og samtidigt give udtryk for bedstefaderens ønske om at have sit barnebarn hos sig et stykke tid. Dasaratha var glad for, at han var kommet.

7.145. Den nat talte Dasaratha hengivent til sine sønner og flere andre om forskellige behagelige emner. Ingen sov den nat. Alle ventede utålmodigt på den lykkelige dags daggry, hvor de alle skulle overvære deres kære prinsers bryllupper. Alle var så overvældet af glæde, som var det deres egen søn, der var brudgom, eller deres egen datter der var brud. Deres lyksalighed kan udelukkende blive sammenlignet med lyksaligheden ved at erkende Gud. Det er målestokken for deres kærlighed til Rama og hans brødre.

7.146. Tidligt om morgenen begav Janaka sig hen til den specielle tribune, hvor bryllupsritualerne skulle højtideligholdes. Han var ledsaget af en meget åndeligt udstrålende gruppe af vismænd. Kongen tilendebragte de indledende ritualer og afventede dernæst brudgommenes og deres forældres og slægtninges ankomst. Rama, Lakshmana, Bharatha og Satrughna havde taget deres ceremonielle bad; de bar gule dragter af silke; de havde et silke-klæde rundt om deres hoveder; de var udsmykket med mange forskellige pyntegenstande, hvorpå der var fastgjort diamanter og safirer. De gav indtryk af at være besnærende, hjertegribende guder, der var nedsteget fra Himlen.

7.147. Den lykkevarslende time, der kaldes ’sejr’, nærmede sig, og prinserne begav sig hen mod tribunen. De var anført af musikere, hvis instrumenter begyndte at spille en melodi, der nåede himmelhvælvet. Hoffets rådgivere, lensherskerne og deres tjenere fulgte prinserne bærende på mægtige fade med smykker, silkeklæder, guldmønter og andre lykkebringende artikler, der var uundværlige for ceremonien.

7.148. Uden så meget som at blinke med øjnene stirrede den brede befolkning beundrende på prinsernes skønhed og udstråling. Indbyrdes betroede de hinanden, at den værdighed, der var over prinsernes holdning, skilte dem ud som værende guddommelige og slet ikke menneskelige! De udbrød: ”Oh hvor henrivende! Hvilken strøm af skønhed!” Alle var fyldt med forbløffelse. ”De er himmelske beboere, der er kommet ned på Jorden”, hviskede de indbyrdes, da brudgommene passerede forbi mellem de tætte rækker af tilskuere. Kvinderne svor på, at de aldrig havde set så henrivende prinser. Samtlige vinduer og terrasser var fyldt til randen. Til sidst nåede prinserne tribunen og satte sig på deres pladser,

7.149. Herefter bragte Janaka og hans broder, Kusadhwaja, deres døtre til tribunen. Brudene havde fået ceremonielle bade og var blevet udsøgt og smukt dekoreret, som det var skik for brude på deres bryllupsdag. De bar slør, og de fulgte efter deres fædre sammen med tusind tjenestepiger. Tjenestepigerne bar frugter og blomster, bunker af rødt og gult duftende, kosmetisk pulver, riskorn, smykker og ædelstene. Det så ud, som om Mithila’s skatte strømmene i en perfekt, funklende strøm i kølvandet på brylluppet.

7.150. De fire brude skinnede som pragtfulde lamper. De sad ansigt til ansigt med deres kommende ægtemænd. Rama, Lakshmana, Bharatha og Satrughna på den ene side og over for dem Sita, Urmila, Mandavi og Sruthakeerthi. Et fløjlsklæde blev holdt op som en skærm mellem dem. Ayodhya’s indbyggere, og de adelige fra byen, sad bag Dasaratha. Mithila’s indbyggere, og dem Janaka havde inviteret til bryllupsceremonien, sad bag ham på den hævede tribune.

7.151. Alles øjne blev draget mod de kunstfærdige og overdådige dekorationer, der prydede den pavillon, hvor brylluppet skulle finde sted. Der var guld, sølv, blomster, silke, fløjl, guirlander, flag, kæmpestore lysestager, søjler, buer og korsblomst-udsmykninger. Når man først havde fået øje på disse dekorationer, kunne man ikke løsrive sig. Det umådelige store område var fyldt til bristepunktet af slægtninge og gratulanter. Det forekom, som om selv Mithila by oplevede brylluppets frydefulde fornemmelse og nød festlighederne, som var det den selv, der blev gift.

7.152. Snart rejste Dasaratha sig, og høfligt sagde han til guru Vasishta: ”Hvorfor skulle vi udsætte det?” Da han hørte det, stillede Janaka sig, med håndfladerne mod hinanden, foran Vasishta, idet han bønfaldt ham om selv at foretage vielsen.

7.153. Vasishta indvilligede, og sammen med Viswamitra og Sathananda tændte han offerilden midt på tribunen. Det skete, mens vediske lærde og vediske eksperter løftede deres stemmer og fremsagde hymner, der passede til den lykkevarslende ceremoni.

7.154. Rundt om offerilden placerede de guldtallerkener pyntet med blomster og sandelpasta. Tallerkenerne var fulde af spæde spirer af ni forskellige slags korn. Der var også røgelsesbrændere, hellige skeer, der skulle anvendes til at kaste offergaver i de hellige flammer, guldkrukker til vand, forskellige krus og andre artikler, der var nødvendige for ritualets gennemførelse. I et tykt lag spredte de det hellige kusa-græs ud på gulvet. Græsset lå ligeså jævnt, som det var foreskrevet i de hellige tekster. Herefter begyndte vismændene at kaste offergaver i ilden, mens de messede de hymner, der ville sikre brudene og brudgommene lykke og velstand. Alle ritualer blev gennemført med minutiøs nøjagtighed og korrekthed. Som symbol på en ny start i livet blev indvielsestråde, vævet som bånd, sat på prinsernes og prinsessernes håndled.

7.155. Det næste ritual var det ritual, hvor brudene bliver givet bort. Vasishta bad kong Janaka om at træde frem. Klædt i kongelig pragt og bærende alle de kongelige smykker, gik kongen hen til det afspærrede område omkring den hellige ild. Som han fik besked på af vismanden, tog han Sita’s hænder og lagde dem i Rama’s udstrakte hænder. Kongens øjne fældede glædestårer. En kokosnød, der symboliserer velstand, var allerede blevet lagt i Rama’s hænder. Efter Sita’s hænder havde berørt kokosnødden, hældte Janaka kokosmælken over deres hænder som en del af bortgivelsesceremonien.

7.156. På dette tidspunkt sagde Janaka disse ord til Rama: ”Rama” Her er Sita, min datter. Fra nu af vil hun efterleve de leveregler, der er fastsat for dit liv. Accepter hende. Hun bringer fremgang, fred og glæde. Hold hendes hånd i dine hænder. Hun er i høj grad en retskaffen person, der efterlever sandheden. Fra dette øjeblik vil hun altid følge dig som din skygge.” Med disse ord stænkede han vand på Rama’s hænder for på den måde at markere, at han nu havde givet Sita bort til Rama.

7.157. Så gik Janaka hen, hvor Lakshmana var. Kongen sagde: Lakshmana! Jeg giver dig denne brud, Urmila, accepter hende.” Med de foreskrevne mantraer tilendebragte han ceremonien, hvor han gav Urmila bort til brudgommen. På samme måde henvendte han sig til Bharatha, og idet han fremsagde de vediske mantraer, der traditionelt anvendes ved bryllupper, gav han Mandavi bort til ham. Hun var nu Bharatha’s brud. På tilsvarende måde gav han Sruthakeerthi bort til Satrughna ved at stænke helligt vand på deres hænder og messe vediske vers. Efter disse vielser afsluttede vediske lærde, der var velbevandret i den vediske tradition, de sædvanlige ceremonier og ritualer, der blev gennemført for at tiltrække gudernes nåde til de nygifte par.

7.158. Herefter rejste Janaka sig, og stående midt på tribunen bekendtgjorde han følgende til brudgommene: ”Yndlinge! Vores døtre skal fremover være fruer i jeres husstande. Det lykkevarslende tidspunkt er kommet!” Straks han havde sagt dette, tog de fire brødre, med Vasishta’s velsignelse og godkendelse, hver deres brud i hånden. Først gik de rundt om den hellige ild og derefter rundt om Janaka og Vasishta. Herefter knælede de for dem.

7.159. Mens de gjorde det, blev et væld af blomster kastet ud over dem; munter musik strømmede ud af den strålende samling af musikinstrumenter. Den fornemme forsamling hyldede øjeblikket og strøede ris over brudeparrenes hoveder, idet de ønskede dem alt det bedste i livet. Den jubel, som de gav udtryk for ved muntert at råbe: Hurra, hurra!, rystede himlen. Jubelen fyldte alle med henrykkelse. Guderne spillede guddommelig musik i Himlen. I ekstatisk begejstring blev der slået på himmelske trommer. Himlens trubadurer sang halleluja igen og igen.

7.160. Oppe på tribunen sang hoffets kor de traditionelle bryllupssange. Disse sange beskrev bryllupsceremoniens pragt og priste ceremonien som værende på højde med brylluppet mellem Herren Siva og Parvathi. De sang de enkelte sange, idet de brugte hele følelsesregisteret og mange forskellige melodier. Sangene fyldte atmosfæren med frydefulde vibrationer. Sammen med deres brude stod de fire brødre på tribunen med ansigterne vendt mod den store forsamling. Som tak for deres hurraråb og lykønskninger bukkede de ud mod gæsterne. Disse råbte op mod tribunen: ”Måtte I blive lykkelige til evig tid; måtte I blive udsat for alt gunstigt og lykkebringende.”

7.161. Pragtfulde i deres ungdom, mod og skønhed begav brødrene sig sammen med deres brude til de afspærrede områder bag forhængene, hvorfra deres mødre havde overværet ceremonien. Brødrene ønskede at knæle foran deres mødre og blive velsignet af dem. Herefter vendte brudeparrene tilbage til det palads, der var blevet tildelt det kongelige selskab under opholdet. I de næste tre dage var befolkningen vidne til en fantastisk og pragtfuld buket af optræden og fester, der var fulde af glæde og jubel. Folk fra Ayodhya, der var kommet til Mithila, så vel som Mithila’s egen befolkning, var ikke i stand til at skelne nat fra dag! Det hele var én uafbrudt fest.

7.162. Dagen efter brylluppet gik Viswamitra til Dasaratha og fortalte ham, at den højtidelighed han havde ønsket at gennemføre i sin ashram, var blevet fuldbragt. Han kaldte drengene tæt hen til sig. Med stor hengivenhed omfavnede han dem. Han velsignede dem overstrømmende, og idet han vendte sig mod Dasaratha, fortalte han, at det var hans hensigt at begive sig til Himalaya-bjergene. Da de hørte det, kastede Rama, Lakshmana, Bharatha og Satrughna sig for vismandens fødder. Herefter gik Viswamitra hen til kong Janaka’s palads og fortalte ligeledes ham, at hans ønske i allerhøjeste grad var gået i opfyldelse! Han velsignede Janaka og brudene Sita, Urmila, Mandavi og Sruthakeerthi. Også her meddelte han, at han havde til hensigt at begive sig til Himalaya-bjergene. Dasaratha og Janaka samt flere andre fra Ayodhya og Mithila befandt sig i en krise. De kunne hverken lade vismanden rejse eller overtale ham til at blive. Til sidst udtrykte de deres store taknemmelighed over for ham. Da vismanden, idet han velsignede dem alle, drog af sted, tog de støvet fra hans fodspor og gemte det.

7.163. Den tredje dag, da Dasaratha udtrykte ønske om at tage tilbage til Ayodhya, kom Janaka ikke med nogen indvendinger, men traf alle forberedelser til deres afrejse. Han fik udvalgt og samlet de hofmænd og tjenestepiger, der skulle ledsage brudene på rejsen. Han fik indsamlet og fyldt mange vogne med alle de ting, som de skulle have med. Han skænkede brudene et stort antal herskabsvogne, heste og køer. Han forærede sine svigersønner massevis af smykker og kostbare ædelstene. Han forærede dem også en stor mængde uvurderlige gaver, der kunne anvendes i dagligdagen. Næste dag ved daggry var de rigt udstyrede herskabsvogne klar til afgang. Hoffets kvinder var opløst i gråd. Sandt at sige græd alle byens kvinder over de fire kære prinsessers afrejse.

7.164. Ude af stand til at bære smerten ved at være adskilt fra Sita og Urmila, brød mange barnepiger og tjenestepiger sammen i sorg. Mødrene holdt svigersønnernes hænder og bønfaldt dem om at behandle deres døtre venligt og kærligt. ”De kender ikke til nogen form for lidelse eller sorg. De har haft en magelig og nænsom opvækst.”, sagde de indtrængende i deres hjertegribende appel. De græd, som om de var ved at miste deres syn. Til sidst steg de nygifte par op i vognene og drog af sted. Byen blev fyldt af tristhed. Den var lige så trist, som den havde været henrykt de tre foregående dage!

7.165. Det var vanskeligt for Janaka at tage afsked med Sita. Han gjorde sit bedste for at holde tårerne tilbage. Han ledsagede kong Dasaratha et stykke af vejen, mens han beskrev Sita’s gode dyder. Han bønfaldt Dasaratha om at behandle hende med kærlig omsorgsfuldhed. Med tårer i øjnene bad han om jævnligt at blive orienteret om hendes velfærd og lykke. Han talte også om de andre brude og udviste også stor bekymring over, hvordan det skulle gå dem. Dasaratha reagerede på den mest sympatiske måde. Han talte beroligende til kong Janaka, idet han gjorde sit bedste for at dulme uroen i dennes sind. Han sagde: ”Janaka! Mine hustruer og jeg har ikke selv døtre. Så disse er de døtre, vi så længe har længtes efter at tage os kærligt af! De er både døtre og svigerdøtre for os. De vil ikke komme til at mangle noget som helst. Alt, hvad der er nødvendigt for at gøre dem glade og lykkelige, vil blive tilvejebragt. Du skal ikke på mindste måde være bekymret eller bedrøvet. Tag tilbage til Mithila i fuld forvisning om vores kærlighed og hengivenhed over for dem.” Idet han sagde det, beordrede Dasaratha, at hans herskabsvogn skulle standse.

7.166. Janaka steg ned fra kong Dasaratha’s vogn og henvendte sig til brudene, der sad sammen med brudgommene. Han trøstede dem på forskellig vis og bad dem bære den smerte, de ville føle over at være adskilt fra det hjem, hvor de var blevet opfostret så kærligt. Han indgød dem mod og citerede mange retskafne tekster, der indskærpede loyalitet over for ægtemanden og dennes slægtninge. Han mindede dem om, hvordan de skulle behandle tjenestefolkene i den husholdning, de nu skulle træde ind i. Han accepterede deres knæfald, og endnu engang kærtegnede og velsignede han dem. Da han vendte ryggen til dem for at drage til Mithila, begyndte han at hulke. Ikke destro mindre steg han op i sin egen herskabsvogn og drog hjemad. De to herskabsvogne kørte hastigt mod henholdsvis Ayodhya og Mithila; i løbet at kort tid var de kilometer fra hinanden.

7.167. Da Janaka nåede Mithila, forekom paladsets gemakker at være tomme. Der var ikke noget tegn på liv, ingen livsglæde, ingen opstemte lyde. Der kunne han end ikke for et øjeblik opholde sig. Mithila var blevet en sorgens by. Janaka sendte bud efter vismanden Sathananda og sine ministre. For at lette sit sind en smule for den voldsomme sorg, diskuterede han nogle statsanliggender og fik dem klaret. Midt i sådanne diskussioner kunne kongens sind igen blive trist. Ofte gav han svar, der ikke havde relation til de rejste spørgsmål. På grund af dette sagde en minister: ”Oh konge! Adskillelsen fra Sita synes at have forårsaget stor sorg i dit hjerte. Ingen fader kan undslippe denne adskillelse og denne sorg. Når hun først er blevet givet bort til brudgommen, er det en faders pligt gradvist at formindske tilknytningen til sin datter. Det er et anliggende, som deres majestæt ikke er ukendt med. Vi ved, at Sita ikke er nogen almindelig jomfru! Hun er en guddommelig engel. Så adskillelsen fra hende må derfor forårsage en endnu større smerte hos dig. Og konge! Døtrene er guddommelige. Og bemærk, at svigersønnerne også udstråler den samme guddommelige glans! De synes at være nedsteget fra Himlen. I Mithila har alle, ung som gammel, denne følelse og denne ærefrygt over for dem. Det er i sandhed et vidunderligt sammenfald, at sådanne brudgomme er blevet gift med sådanne brude. De er på alle måder hinanden værdige: Fysisk, mentalt, intellektuelt og åndeligt; med hensyn til status, rigdom, magt, familiernes ære, dynastiernes hellighed og den religiøse tro. Dette sker ikke for alle. Derfor vil døtrene, uden den mindste forringelse i forhold til tidligere, opleve lykke. Efterhånden som årene går, vil deres liv blive fyldt med mere og mere glæde.” De mindedes bryllupsceremoniens storslåethed og beroligede Janaka’s urolige sind. De trøstede kongen og genetablerede hans sindsligevægt og mentale fred.

top


<<tilbage - næste side>>