<<< Oversigt over Vahinibøger    <<< saibabaofindia.dk     <<< saibabaofindia.com/saidk 

Indholdsfortegnelse


Kapitel 1 Rama – prins og princip
Kapitel 2 Den kongelige slægt
Kapitel 3 Ingen efterkommere fra hans lænder
Kapitel 4 Sønnerne
Kapitel 5 Guruen og disciplene
Kapitel 6 Råbet om hjælp og den første sejr
Kapitel 7 Sita vindes
Kapitel 8 Endnu en udfordring
Kapitel 9 Forberedelser til kroningen
Kapitel 10 De to løfter
Kapitel 11 Også Lakshmana
Kapitel 12 Sita insisterer og får sin vilje
Kapitel 13 Perioden i eksil påbegyndes
Kapitel 14 Ind i skoven
Kapitel 15 Blandt eneboerhytter
Kapitel 16 Tungsind over byen Ayodhya
Kapitel 17 Brødrene mødes
Kapitel 18 Sandalerne indsættes på tronen

top

Forord

Historien om Rama, dette kildevæld af hellig sødme, har for millioner af mænd, kvinder og børn i mange århundreder været en bestandig kilde til trøst. Den har været til trøst, når de har været sorgfulde; den har givet dem livskraft, når de har været slået i gulvet af ubeslutsomhed; den har givet dem oplysning, når de har været forvirrede; den har været til inspiration i øjeblikke med modløshed og til vejledning, når de har været fanget i et dilemma. Historien om Rama er et intenst, menneskeligt drama, hvor Gud optræder i rollen som menneske. På verdens mægtige scene omgiver dette ’menneske’ sig med perfekte såvel som ufuldkomne mennesker; humane og inhumane mennesker – udyrene og dæmonerne. Alt det gør Herren, for gennem forskrifter og eksempler at skænke os Den højeste Visdoms velsignelse. Det er en historie, der udspiller sig nænsomt og berører menneskene dybt i deres hjerter. Historien fremkalder en klar og let forståelig reaktion på det gribende; det der skaber medlidenhed; det triumferende; det der er tilbedelsesværdigt; det der skaber henrykkelse, og det der får os til at overgive os. Alt det der får os til at transformere os - fra dyr til menneske og fra menneske til det guddommelige, der er vores inderste kerne.

Ingen anden beretning i menneskehedens historie har haft så stor en indvirkning på menneskets sind. Historien om Rama hæver sig over historiens milepæle og overskrider geografiens grænser. Den har formet og sublimeret generationers vaner og holdninger. Over store dele af kloden er Ramayana’en, Historien om Rama, blevet et helbredende blodlegeme i menneskehedens blodcirkulation. Historien har slået rod i folks samvittighed. Derved har den ansporet og tilskyndet dem til at bevæge sig hen ad sandhedens, retskaffenhedens, fredens og kærlighedens vej.

Gennem legender, sagn, vuggeviser, myter, eventyr, dans og drama; gennem billedhuggerkunst, musik og kunstmaling; gennem ritualer, poesi og symboler er Rama blevet selve åndedrættet, lyksaligheden og skatten for utallige åndeligt søgende. Personerne i Historien om Rama opfordrer og inviterer de åndeligt søgende til at efterligne sig og til selv at ophøje sig. Personerne tilvejebringer lysende eksempler til efterfølgelse og eksempler på spændende oplevelser. De advarer de vankelmodige mod moralsk fordærv, voldshandlinger, stolthed og smålighed; gennem deres troskab og sjælsstyrke indgyder historiens personer de vankelmodige mod. Til ethvert sprog og til enhver dialekt, som menneskers tunger har udtænkt til brug for at udtrykke deres højeste ønsker, har Historien om Rama tilføjet en enestående opmuntrende liflighed og sødme.
top
Sai Baba (Isa, Gud), hvis tanke er universet, hvis vilje er dets historie, er forfatteren, instruktøren, skuespilleren, tilskueren og anmelderen til det drama, der for evigt åbenbarer sig i tid og rum. Han har nu valgt selv at berette historien om denne ene, storslåede akt i dette mægtige drama. Denne akt hvori Han selv antog rollen som Rama. I skikkelse af Rama instruerede, inspirerede, oplivede, korrigerede, afhjalp, trøstede og opmuntrede Han de samtidige mennesker i Treta-tidsalderen (den anden af en cyklus på i alt fire tidsaldre). Som Sai Rama er Han nu engageret i den samme opgave. Historien om Rama er blevet bragt som afsnit i tidsskriftet ’Den tidløse Vognstyrer’ (originaltitel: ’Sanathana Sarathi’). Det meste af det læserne med begejstring har læst i disse afsnit, må have forekommet dem at være ’begivenheder og oplevelser fra Treta-tidsalderen’ og ’direkte råd til folk på Rama’s tid i relation til samtidige problemer og vanskeligheder’. Men når du læser disse sider, vil du som læser ofte blive behageligt overrasket over identiteten mellem Rama i Historien om Rama, og den Sai Rama, som du nu oplever.

Videnskaben (science) har skabt et billede af Jorden som en indkapslet enhed, der kan lignes med et rumskib. Jorden bliver opfattet som et rumskib i hvilket menneskeheden er nødt til at udleve sin skæbne. ’Sai-ence’ er, som vi ved, hastigt i gang med at forme dette ’rumskib’ til kærlighedens lykkelige hjemsted. Denne bog må have været Sai Baba’s vilje, udtrykt som et altafgørende universalmiddel til fjernelse af de sygdomme, der lægger hindringer i vejen for denne universelle kærlighed. Disse sygdomme er: Den syndige trang til sanselige glæder; den voksende uærbødighed over for ens forældre, lærere, de ældre, åndelige ledere og vejledere; den katastrofale overfladiskhed og respektløshed inden for sociale, ægteskabelige og familiemæssige forhold; den dæmoniske tillid til vold som et middel til at nå umoralske mål; den konstante parathed til godkendelse af terror og tortur som midler til at nå personlig og fælles vinding og fordel foruden mange andre ondskabsfuldheder.

I Historien om Rama har Sai Rama, på sin egen enkle, liflige og opmuntrende måde, sammenfattet sit eget guddommelige virke som Rama! Hvor er vi heldige! At have denne guddommelige beretning i vore hænder; at kunne lade den prente sig dybt i vore hjerter. Måtte vi, gennem studiet af denne bog, blive omdannet til virkningsfulde og entusiastiske redskaber, der kan fuldende Hans mission: At forme menneskeheden til én familie og at få hver enkelt af os til at forstå Sai Rama som Sandheden; den eneste sandhed der eksisterer.

Sai Baba har erklæret, at Han er den selv samme Rama, der er kommet til Jorden igen. Videre erklærer Baba, at Han søger efter sine fordums medarbejdere og arbejdere. Det gør Han for at tildele dem roller i sin nuværende mission, der går ud på at genoplive ’rigtig handling’ og føre mennesket til Fredens Tilflugtssted. Mens vi tænker dybt over denne første del af Historien om Rama, lad os da bede til, at også vi bliver tildelt roller, og måtte Han, som belønning, skænke os synet af dette Tilflugtssted.

N. Kasturi
Redaktør, Sanathana Sarathi

top

Den indre betydning

Rama er den, der bor i ethvert legeme. Han er Rama i hjertet; han er den evige lyksalighed i ethvert individ. Hans velsignelser, der med stor kraft springer fra denne indre kilde, kan skænke fred og lyksalighed. Han er selve legemliggørelsen af ’rigtig handling’, af alle de moralske love og regler der holder menneskeheden sammen i kærlighed og enhed. Ramayana’en, Historien om Rama, lærer dig to lektier: Værdien af ikke-tilknytning og behovet for at blive bevidst om det guddommelige i alle væsener. At tro på Gud og at have ikke-tilknytning til verdslige anliggender er nøglerne til menneskelig befrielse. Giv afkald på sanseobjekterne, og du opnår Rama.

Sita gav afkald på hovedstaden Ayodhya’s luksustilværelse og kunne derfor i eksil-perioden være sammen med Rama. Da hun kastede lange blikke efter den gyldne hjort og higede efter den, mistede hun samværet med Rama. Forsagelse fører til glæde; tilknytning forårsager sorg. Vær i verden, men ikke af den. Rama’s brødre, kammerater, ledsagere og samarbejdsmænd er hver især eksempler på personer, der er gennemtrængt af ’rigtig handling’.

Dasaratha (Rama’s fader) er repræsentant for det, der slet og ret er fysisk; det der rummer de ti sanser. (De fem videnssanser og de fem handlingssanser). De tre kvaliteter - den sløvende, den lidenskabelige og den rene og gode kvalitet – repræsenteres af de tre dronninger. Livets fire mål er de fire sønner. Lakshmana (Rama’s broder) er intellektet; Sugriva (abe-konge og Vali’s broder) er skelneevnen. Vali (abe-konge; broder til og fjende af Sugriva) er fortvivlelsen. Hanuman (halvt abe halvt menneske; stor hengiven af Rama) er legemliggørelse af mod. Broen er opført over illusionens hav. De tre dæmon-ledere, Ravana, Kumbhakarna og Vibhishana, er legemliggørelserne af henholdsvis den lidenskabelige kvalitet (Ravana), den sløvende kvalitet (Kumbhakarna) og den rene og gode kvalitet (Vibhishana). Sita (Rama’s hustru) repræsenterer viden om Gud eller bevidstheden om Den universelle Absolutte, som det enkelte menneske er nødt til at erhverve sig og er nødt til at genvinde ved i livets smeltedigel at gennemgå møje og kvaler.

Gør dit hjerte rent og stærkt, idet du tænker over Historien om Rama’s storslåethed. Bliv grundfæstet i troen på, at Rama er din egen eksistens virkelighed.

Baba

top

Kapitel 3

Ingen efterkommere fra hans lænder

3.1. Ravana, Lanka’s dæmon-konge, hørte om Dasaratha og hans berømmelse. Han blev så misundelig, at han bestemte sig for en sikker plan. Enten med det gode eller med det onde skulle Dasaratha tilintetgøres. Ravana ledte efter et eller andet, der ville anspore Dasaratha til en konfrontation. Gennem kurer sendte han en dag besked om, at medmindre Dasaratha ville hylde ham, så var denne nødt til at møde Ravana på slagmarken. Her kunne Dasaratha så demonstrere sin overlegne magt i krig. En sådan udfordring stred mod internationale moralbegreber, men hvilke moralbegreber respekterede Ravana?

3.2. Da Dasaratha havde hørt kurerens besked, lo han højt og hånligt. Endnu mens kureren stod og så på, affyrede han dødbringende pile. Pilene nåede Lanka og naglede byens porte fast!

3.3. Idet han henvendte sig til kureren, sagde Dasaratha: ”Sådan! Jeg har nu lukket portene til din stammes fæstningsby forsvarligt. Ligegyldigt hvor hårdt din herre måtte forsøge, så kan han ikke åbne dem. Det er den ’hyldest’, jeg giver din flabede herre.” Da kureren vendte tilbage og informerede Ravana om dette, blev denne chokeret over at opdage, at alle portene var naglet fast af Dasaratha’s pile. Ingen var i stand til at åbne byens porte. I samme øjeblik Ravana følte sig slået helt ud af skam, vendte pilene, højest mærkværdigt, tilbage til Ayodhya, og portene fløj op.

3.4. Imidlertid besluttede Ravana, at han var nødt til at overvinde alle herskere i verden. Han erkendte, at det kun var muligt, hvis han vandt Guds nåde. Derfor drog han ind i de dybe skove og udvalgte et fordelagtigt sted, hvor han kunne udføre sine asketiske øvelser.

3.5. Ravana’s åndelige asketiske øvelser var så intense og tilfredsstillende, at guden Brahma følte sig tvunget til at åbenbare sig foran Ravana og opfylde et hvilket som helst ønske, denne måtte have. ”Ravana! Bed om lige, hvad du måtte ønske! Jeg vil opfylde dit inderligste ønske”, sagde Brahma. Den fornærmelse og skam, han var blevet udsat for af Dasaratha, kørte rundt i Ravana’s sind. Han argumenterede med sig selv, og han nåede frem til, at Dasaratha måske ville få endnu mægtigere sønner, der muligvis ville påføre ham endnu større lidelser. Derefter bad han om det, han ønskede allermest: ”Herre! Velsign mig med denne nådesgave: Lad intet barn blive født fra Dasaratha’s lænder.” Til det sagde Brahma: ”Lad det blive så.” Hvis Brahma vedblev med at være åbenbaret foran Ravana, frygtede guden, at Ravana ville udtænke endnu en beskidt anmodning, så han forlod øjeblikkeligt scenen! Ravana spankulerede omkring. Han var meget stolt af sig selv; han var nu blottet for frygt, og han hoverede over sin dygtighed og succes.

3.6. I mellemtiden fik han endnu en ide ind i sit hoved! ”Dasaratha er ung og klar til at indgå ægteskab. Hvis jeg er i stand til at arrangere det således, at han slet ikke gifter sig, vil jeg være i endnu større sikkerhed”, tænkte han for sig selv! Idet han, med alle de dæmoniske evner han besad, tænkte sig om, fandt han frem til, at der var stor sandsynlighed for, at Dasaratha ville gifte sig med kongen af Kosala’s datter. Derfor besluttede han at dræbe denne prinsesse! “Når døden er nær, forsvinder fornuften”, som ordsproget siger. I hemmelig forklædning trængte han ind i kongeriget Kosala, og her kidnappede han prinsessen. Da han havde lagt hende i en trækasse, kastede han den ud på havets bølger.

3.7. Ravana var ikke i stand til at erkende den sandhed, at intet nogensinde kan ske uden den guddommelige viljes samtykke. Brahma ville det anderledes. Trækassen blev ført væk af bølgerne og ind til bredden. Det sted kassen havnede, var et dejligt rekreationsområde. Den næste dag besøgte Sumanthra, Dasaratha’s første-minister, tilfældigvis stedet. Han ville holde en rolig ferie, der skulle bruges til refleksion over statens problemer. Han fik øje på kassen; han bjærgede og åbnede den. Han blev overrasket over at finde en henrivende pige i kassen. Hun havde charmerende og strålende øjne og en glorie af guddommelig glans. Sumanthra blev overvældet af medlidenhed. Han talte blidt og venligt til pigen: ”Lille du! Hvordan er det gået til, at du blev lukket inde i denne kasse?”
top
3.8. Hun svarede: ”Herre, jeg er prinsesse fra Kosala kongedømmet; mit navn er Kausalya. Jeg har ingen viden om, hvordan jeg er havnet inde i kassen, eller om hvem der lukkede mig ind i den. Jeg legede med mine venner i paladsets parker. Jeg husker ikke, hvad der skete med mig.” Hendes enkle og oprigtige udtalelse rørte ham. Han sagde: ”Udelukkende dæmoner tyr til sådanne barbariske kneb. De er hinsides menneskelig fatteevne! Jeg vil bringe dig tilbage til din faders varetægt. Kom med mig! Lad os straks drage af sted.”

3.9. Sumanthra satte hende op i sin herskabsvogn, og sammen drog de til Kosala. Her tilbageleverede han pigen til kongen, hvorefter han over for hoffet i detaljer redegjorde for sagen, så vidt han nu kendte til den.

3.10. Kongen udspurgte Sumanthra om forskellige ting. Herigennem erfarede kongen, at Sumanthra var ingen ringere end første-ministeren ved Dasaratha’s, kongen af Ayodhya’s, hof. Ligeledes erfarede han, at Sumanthra’s herre stadig var ugift. Denne opdagelse fyldte kongen med glæde. Han sagde: ”Minister! Du bragte mit barn tilbage til mig; du reddede hende fra tilintetgørelse. Jeg har derfor besluttet at bortgifte hende til din herre. Vær venlig at informere kongen om mit tilbud.” Han ærede Sumanthra med en behørig ceremoni og sendte ham derefter af sted med hoffets brahmin og passende gaver.

3.11. I detaljer fortalte Sumanthra kong Dasaratha alt, hvad der var sket. For at bekræfte, at han accepterede tilbuddet, sendte Dasaratha sin egen hof-brahmin af sted med Kosala’s hof-brahmin. Tillige medbragte de mange lykkebringende gaver fra Dasaratha. Datoen og tidspunktet for brylluppet blev fastsat. Ledsaget af et imponerende opbud af kavaleri, infanteri, elefanteri og stridsvogne begav Dasaratha sig til Kosala’s hovedstad. Musikken fra orkesteret, der drog af sted sammen med kongen, hørtes langt op i himlen og gav genlyd fra horisonten. Brylluppet mellem Dasaratha og Kausalya blev fejret med eklatant pragt og storslåethed. Kosala’s konge trak Sumanthra hen til sig og sagde: ”Du er den person, der er årsagen til denne lykkelige begivenhed. Jeg ved selvfølgelig, at intet kan ske, uden det er Guds vilje. Ikke destro mindre må jeg spørge, hvordan jeg kan betale den gæld, jeg skylder dig, og vise dig min taknemmelighed? Vær venlig at ære følgende tilbud ved at acceptere det: Bliv gift endnu i dag her i min hovedstad. Hvis du indvilliger, vil jeg sørge for festligholdelsen af den glædelige begivenhed allerede i dag.”

3.12. Dasaratha og Sumanthra gav begge deres samtykke til forslaget. Sumanthra blev gift med datteren af Veeradasa fra Ganga-slægten. Nyheden om at både kongen og første-ministeren var blevet gift på samme dag og samme sted spredtes ud over hovedstaden; ja endog ud over hele kongeriget! Folket blev opfyldt af forundring og henrykkelse. Festlighederne varede tre dage. Den brede befolkning blev underholdt af musik, skuespil, dans og andre former for underholdning. Både nat og dag var fyldt med opstemthed og glæde.

3.13. På den fjerde dag påbegyndte Dasaratha hjemrejsen til Ayodhya. I konges følge befandt hans dronning og hofmænd sig tillige med første-minister Sumanthra og dennes brud og hendes ledsagere. Under folkets jubel drog de ind i hovedstaden. Kongens undersåtter jublede over både kongens og ministerens ægteskab. Folk dansede rundt i gaderne og råbte hurra, lige til de blev hæse. Folk tog opstilling i gaderne for at se deres dronning. De stænkede rosenvand på de gader, hvor brudeparret kom, og de bød dem velkommen ved at svinge kamferflammer.

3.14. Dasaratha genoptog sine royale pligter. Med kærlighed og omsorg herskede han over sit rige. Sammen med sin hustru drog han ofte på udflugt til skovene, og lykkelige tilbragte de mange dage her. Tiden fløj af sted. Dage, måneder og selv år gik. Efterhånden som tiden gik, formørkede bekymringens skygge kongens ansigt. Årsagen var, at barnløsheden smertede og bedrøvede ham.

3.15. Kongen rådførte sig med brahminer, skriftkloge og ministre. Da han blev klar over, at disse mænds ønsker var de samme som Kausalya’s inderligste bønner, giftede han sig med endnu en kvinde. Den unge hustru hed Sumithra. (Sumithra betyder en god ven). Dronning Sumithra levede op til sit navn, for hun var i sandhed en særdeles omgængelig person. Kausalya og Sumithra var knyttet til hinanden gennem hengivenhedens bånd. Disse bånd var langt stærkere end båndene mellem en moder og hendes barn. De var begge ivrige efter at skænke den anden glæde. Men på trods af at mange år gik, var der stadig ingen tegn på, at kongen kunne sikre en efterfølger til tronen. Tilskyndet af fortvivlelse ægtede kongen en tredje hustru. Det skete på opfordring fra de to dronninger. Den tredje dronning var Kaikeyi, den yndige og henrivende datter af kong Kekaya fra Kashmir.

3.16. Kong Kekaya stillede imidlertid visse betingelser, før han accepterede at give sin datter bort i ægteskab! Han insisterede på, at den søn, som Kaikeyi ville føde, skulle være tronfølger. Han erklærede, at hvis Ayodhya’s konge ikke gik ind på denne betingelse, ville han ikke give sit samtykke. Kongehusets guru, vismanden Garga, bragte dette budskab tilbage til Ayodhya. Kausalya og Sumithra bemærkede kongens iver efter at ægte Kekaya’s datter, hvis skønhed blev prist i høje toner. Begge dronninger følte, at det var en sand hustrus pligt at adlyde det mindste af ægtemandens ønsker og at gøre sit bedste for at hjælpe til med, at dette ønske gik i opfyldelse. De var også fuldstændig klar over, at Ayodhya’s kongelige slægt aldrig ville blive vanhelliget af en søn, der ville forsynde sig mod ’rigtig handling’. Selv om Dasaratha måtte love, at den tredje hustrus søn skulle arve tronen, ville den søn, som Kaikeyi fødte ind i dynastiet, helt sikkert være legemliggørelsen af retskaffenhed. Med deres håndflader presset sammen bønfaldt de kongen: ”Herre! Hvilken større lykke har vi end din lykke? Accepter de betingelser, som kong Kekaya har stillet. Gift dig med kongens datter. Derved sikrer du Raghu-dynastiets kontinuitet. Der er ingen grund til at bruge så meget som ét minuts betænkningstid på det.”
top
3.17. Dronningernes ord gav næring til den allerede eksisterende glød, så denne nu voksede til en endnu mere funklende flamme. Kongen sendte derfor Garga tilbage til kong Kekaya medbringende mange gaver og et samtykke af betingelserne. Garga skulle informere kongen om, at Dasaratha hurtigt ville indfinde sig til bryllupsceremonien. Selve ceremonien blev fejret med overdådig storslåethed.

3.18. Skinnende som Månen blandt stjernerne vendte Dasaratha tilbage til sin hovedstad. Han var ledsaget af sine tre dronninger, og sammen drog de i procession gennem gaderne. Kongen udviste den samme hensynsfuldhed over for alle de tre dronninger. De tre dronninger udviste den samme respekt og kærlighed over for hinanden såvel som over for kongen. De forgudede ham og var urolige for at komme til at misfornøje ham. De bestræbte sig på at gøre deres bedste for at udføre hans forlangender og ikke være til hinder for, at hans ønsker blev opfyldt. Som det var tradition for en sand hustru, ærede de ham som deres Gud. De levede sammen med en sådan intens gensidig kærlighed, at det forekom, som om de kun havde ét åndedræt, skønt de bevægede sig omkring som tre legemer!

3.19. Mange år gik. Kongen og dronningerne passerede såvel ungdommen som den modne alder. De nærmede sig alderdommen. Der var ingen tegn på en søn. Kvindernes gemakker i paladset havde alle de bekvemmeligheder og alt det udstyr, man kunne forlange for en lykkelig tilværelse. Alligevel var dronningernes hjerter sønderrevet af uro, bekymring og fortvivlelse.

3.20. En aften sad de fire (kongen og dronningerne) i et af paladsets værelser. Her tilbragte de timer i bekymring over Ayodhya’s fremtid og over udsigterne for landets velstand, fremgang og sikkerhed. Alle forsøgte de at svare intelligent og venligt på de spørgsmål, der blev rejst. Ude af stand til at løse problemet, gav de til sidst op. De var meget nedtrykte og modløse, og de nåede frem til, at de burde rådføre sig med familiens guru, Vasishta, og følge dennes råd.

3.21. Ved daggry blev Vasishta respektfuldt opfordret til at acceptere at være til stede ved en rådslagning. Mange skriftkloge og rådgivere blev også kaldt til denne rådslagning. Kongen præsenterede problemet for de forsamlede - at skaffe en efterkommer til tronen for det mægtige rige. Det rige, der lå mellem de to have; det imperium Raghu-dynastiet herskede over. Overvældet af fortvivlelse og i sørgmodige vendinger bønfaldt Dasaratha de ældre om nyttige råd.

3.22. Vasishta tænkte sig længe om. Til sidst åbnede han sine øjne og talte således: ”Konge! Du behøver ikke sørge på denne måde. Ayodhya vil ikke komme til at være uden hersker. Landet vil ikke blive ramt af enkestanden. Dette rige vil blive muntert, lykkeligt og velstående. Det vil opleve uafbrudt feststemning, og det vil altid være udsmykket med guirlander. Riget vil blive ’den korrekte levevis’ beskytter, og det vil til evig tid give genlyd af musik og glæde. Jeg vil ikke indvillige i, at vi opdrager en prins fra et andet dynasti til Ayodhya’s trone. Guds nåde er en gave, der er uransagelig. Det højtidelige løfte vedrørende retskaffenhed, som du holder, vil helt sikkert skænke dig den store glæde at få en søn. Udsæt det ikke længere! Du skal invitere vismanden Rshyasrnga, Vibhandaka’s søn. Med ham som den ledende brahmin skal du udføre det hellige offerritual, der foreskrives de mennesker, der ønsker at avle et barn. Begynd med det samme at foretage de nødvendige forberedelser vedrørende ceremonien og de enkelte ritualer til dette offerritual. Dit ønske vil helt sikkert gå i opfyldelse.”

3.23. Dronningerne lyttede til disse forsikrende ord, som Vasishta udtalte så kategorisk. De blev alle tre opfyldt af lyksalighed! På ny blomstrede håbet i deres hjerter. Idet de bad inderligt, trak de sig tilbage til deres gemakker.

3.24. Blandt sine medarbejdere ledte kongen efter den mest passende udsending. En udsending der skulle sendes til vismanden Rshyasrnga, Vibhandaka’s søn, for at invitere ham til rigets hovedstad for at udføre en sådan opgave. Til sidst kaldte han en gammel ven, Romapada, Anga-statens konge, til sig. (Anga var et kongerige i det østlige Bihar). Ham sendte kongen af sted med den nødvendige oppakning og med de nødvendige instruktioner til vismanden. I mellemtiden blev forberedelserne til offerritualet gjort færdige. Ritualet skulle højtideligholdes på bredden af den hellige Sarayu-flod. Charmerende og smukke altre til ofring af offergaverne blev konstrueret i overensstemmelse med de hellige påbud. Hovedstaden blev udsmykket med flag og guirlander.

3.25. Som ventet, og til stor glæde for alle, rejste den store vismand Rshyasrnga snart ind i Ayodhya. Med sig havde han sin gemalinde, Santha.

3.26. Kong Dasaratha bød vismanden velkommen ved paladsets hovedport. Ceremonielt vaskede han den fremragende, hellige mands fødder. På sit eget hoved placerede kongen få dråber af det vand, der var blevet indviet ved berøringen af vismandens fødder. Herefter knælede Dhasaratha for Vasishta. Kongen bad denne om at forespørge Rshyasrnga om den korrekte fremgangsmåde i forbindelse med det forestående offerritual.

3.27. Først ønskede Rshyasrnga, at ministrene og de lærde blev anvist plads i henhold til deres rang. Dernæst bad han kongen om at sætte sig på sin trone. Så beskrev han ceremoniens forskellige processer. Hoffets brahminer noterede sig dem, så de senere kunne finde vejledning i beskrivelserne. Så detaljeret beskrev han processerne, at alle endda præcist vidste, hvor de skulle sidde i den ceremonielle offersal!

3.28. Vismanden besluttede, at offerritualet skulle begynde på slaget syv den næste dag. I en fart spredtes nyheden over hele byen. Inden daggry var alle gaderne udsmykkede med grønne guirlander. Alle gader var pakket med folk, der pressede på for at komme hen til det mægtige, åbne område ved Sarayu-flodens bred, hvor offerritualet skulle udføres. Den ivrige befolkning fyldte hele flodbredden.

3.29. Ledsaget af sin gemalinde, Santha, samt kongen og dronningerne, kom Rshyasrnga ind i den specielt opførte sal, hvor offerceremonien skulle finde sted. Det skete, mens vedaerne blev messet, og musikken fra signalhorn, trompeter og klarinetter, sammen med folks hurraråb, gav genlyd fra himlen. Rshyasrnga blev indsat som ’Brahma’en’, – altså som den, der ledede offerritualet. Idet han tog deres kvalifikationer i betragtning, fordelte han forskellige opgaver ud til de lærde. Det var for eksempel opgaver som at forestå tilbedelse og formildelse af guderne og at recitere og messe vers og hymner. Rshyasrnga lagde og kastede selv offergaverne i den hellige ild. Det skete samtidigt med, at han med omhyggelig præcision, dyb hengivenhed og dyb tro fremsagde de foreskrevne formler.
top
3.30. Fra ilden, der blev næret i henhold til de hellige skrifter, fremkom foran alles øjne en guddommelig person. Personen skinnede med en blændende stråleglans. En stråleglans der kunne sammenlignes med stråleglansen fra et lynnedslag! Personen holdt en lysende krukke i sine hænder. Da de så dette syn, blev den mægtige menneskeskare, inklusiv brahminerne, lammet af forundring, ærefrygt, frygt og glæde. De blev overvældet af en pludselig frembrusende lyksalighed og dyb undren. Kongen og dronningerne græd af glæde. De fastholdt blikket på den guddommelige person og med håndfladerne presset mod hinanden, bad de til den lysende skikkelse.

3.31. Med uforstyrret sindsligevægt fortsatte Rshyasrnga med at fremsige formlerne, som de hellige skrifter påbyder. Mens han gjorde det, ofrede han offergaverne i ilden. Pludselig genlød en stemme, som var det dommedag, fra himlens hvælving. Rshyasrnga sad forfærdet og forsøgte at lytte til beskeden fra oven. ”Store konge! Accepter denne krukke. Giv dine dronninger lige store dele af den helliggjorte mad, der er frembragt i krukken”, forkyndte stemmen. Idet han placerede krukken i kongens hænder, forsvandt den mystiske person, der var dukket frem af flammerne, for øjnene af dem.

3.32. Glæden hos folket, fyrsterne, de skriftkloge og brahminerne, der havde været vidne til denne storslåede tilkendegivelse, kendte ingen grænser. Straks efter blev det afsluttende ritual tilendebragt, og i procession vendte kongen tilbage til paladset medbringende den hellige krukke, som guderne havde skænket ham.
top

Kapitel 4

Sønnerne

4.1. Dronningerne afsluttede det rituelle bad (som var blevet dem anbefalet af deres guru, Vasishta). De trådte ind i paladsets helligdom, hvor alteret for familiens guddom befandt sig, hvorefter Vasishta afsluttede tilbedelses-ritualet. Den helliggjorte mad, som den guddommelige, lysende person havde overbragt kongen, blev derefter anrettet i tre guldbægre. Herefter kaldte Vasishta kong Dasaratha ind og sagde: ”Konge! Giv disse bægre til dine hustruer. Først til Kausalya, så til Sumithra og til sidst til Kaikeyi.” Kongen gjorde, som han blev anmodet om. Dronningerne greb om bægerne med begge hænder og knælede foran Vasishta og Dasaratha. Herefter befalede Vasishta, at de skulle spise den helliggjorte mad. Men! De måtte først spise den, efter de havde rørt vismanden Rshyasrnga’s fødder – altså rørt fødderne på den vismand, der havde forrettet offerritualet.

4.2. Kausalya og Kaikeyi valgte at opbevare deres bægre i sikkerhed inde i paladsets helligdom. De gik ud til deres tjenestepiger for at få tørret deres hår, inden deres frisør skulle sætte det op. I mellemtiden trådte Sumithra ud på terrassen. Hun stillede sit bæger på en lav mur. Hun tørrede sit hår i solen,


mens hun grundede over sin besynderlige ægteskabelige situation: ”Hun var den anden dronning! Den første dronnings søn ville arve tronen, hvis det kom til at følge reglerne. Kaikeyi var den tredje dronning. Hendes søn ville arve tronen i henhold til det løfte, som kongen afgav, da han giftede sig med hende!” Men, tænkte Sumithra: ”Hvad vil der ske med den søn, jeg vil få? Han vil hverken være her eller der. Hvorfor i det hele taget få en søn? En søn der vil komme til at lide skæbnen af at være en ubetydelig person uden status og suverænitet. Det er langt bedre ikke at føde en søn, end at føde en søn der bliver tilsidesat.”

4.3. Men disse tanker dukkede kun op et øjeblik. Snart forsonede hun sig med sin position. Hun følte, at hvad guderne beslutter, det vil ske; ingen er i stand til at forhindre det. Hun huskede på, at det der skete nu, var hendes gurus befaling og kongens ordre. Fast besluttet på at spise indholdet, når tiden var inde, gik hun derfor hen til bægeret. Men se! En ørn kom flyvende fra et ukendt sted, og med et snuptag tog den bægeret i sit næb og fløj højt, højt op i himlen.
top
4.4. Sumithra fortrød straks sin skødesløshed med hensyn til den værdifulde, helliggjorte mad. Hun var sikker på, at kongen ville blive meget bestyrtet, hvis han fik kendskab til uheldet. Hun kunne ikke beslutte, hvad hun nu skulle gøre. Hun gik direkte til Kausalya og fortalte hele historien til hende. Lige på det tidspunkt kom Kaikeyi også hen til Kausalya. Hun medbragte sit guldbæger. Hun havde lige fået sat sit hår. De tre dronninger holdt utroligt meget af hinanden; lige som søstre var de knyttet til hinanden med hengivenhedens bånd.

4.5. For at undgå at meddele kongen de bedrøvelige nyheder fik de bragt et andet guldbæger. Kausalya og Kaikeyi hældte en portion af deres egen andel af maden ned i bægeret, så de alle tre sammen kunne indtage deres pladser i paladsets helligdom. Her spiste de den helliggjorte mad, mens Rshyasrnga udtrykte sine velsignelser, og de ældre og lærde messede lykkevarslende, vediske hymner. Herefter nippede dronningerne lidt indviet vand og knælede foran alteret. De knælede også for Rshyasrnga og gik derefter hen til deres egne paladser.

4.6. Tiden gik. Nyheden om dronningernes graviditet spredtes blandt befolkningen. Dronningernes hud antog en strålende teint. De ni måneder gik. Tjenestepiger og sygeplejersker afventede de lykkelige begivenheder, og med stor omhyggelighed overvågede de dronningerne. Nu fik de kendskab til, at Kausalya havde fødselsveer. De skyndte sig til hendes palads. På vejen derhen fik de at vide, at den kongelige gemalinde havde født en prins! Dagen efter fødte Kaikeyi en søn. De glade nyheder fyldte alle kvindernes gemakker med glæde. Den næste dag fik Sumithra fødselsveer, og hun fødte tvillinger, begge sønner.

4.7. Alle vegne kunne man se lykkevarslende tegn. De glædelige nyheder fyldte alle med en uendelig stor glæde. Jorden dækkede sig selv med grønt løv; overalt blomstrede træer! Musik fyldte luften. Skyerne frigav velduftende regndråber, men skyerne gjorde det udelukkende over de gemakker, hvor babyerne lå i deres vugger! Dasaratha’s glæde kendte ingen grænser. I årevis havde han været fordybet i pine og smerte over, at han ikke havde en eneste søn. Fødslen af fire sønner gav ham derfor en ubeskrivelig tilfredsstillelse og lykkefølelse.

4.8. Kongen inviterede brahminerne og skænkede dem guld, køer og landområder i stor målestok. Han sørgede for, at der blev uddelt penge og tøj til de fattige. Desuden forærede han huse til de hjemløse. Han gav de sultne mad. Hvorhen man kastede sit blik, så man mennesker, der hyldede den glædelige begivenhed ved at råbe hurra. I store forsamlinger samlede undersåtterne sig for, i musik og dans, at udtrykke deres glæde. ”Nu har vi prinser i den kongelige slægt”, råbte de stolte af sig selv. De var mere opstemte over denne begivenhed, end da deres egne sønner blev født. I taknemmelighed over denne nådeshandling bad kvinderne til Gud. For de var sikre på, at fødslen af deres konges sønner var et tegn på guddommelig nåde.

4.9. Dasaratha inviterede det kongelige dynastis guru, Vasishta, til paladset. Ifølge guruens forslag fik kongen en lærd astrolog til at nedskrive de nyfødtes horoskoper. Vasishta fortalte astrologen, at Kausalya’s barn var blevet født på et særdeles gunstigt tidspunkt, der var kendetegnet ved følgende: Det guddommelige halvår, den anden forårsmåned, den lyse fjorten dags periode, den niende dag, Punarvasu stjernekonstellationen (forårsager blandt andet, at energi og vitalitet kommer tilbage), mandag, Løvens zodiakal-tegn og sejrsperioden, da verden hvilede glad, dengang vejret var i ligevægt (hverken stegende varmt, varmt eller koldt). Kaikeyi’s søn var født dagen efter. Denne dag var kendetegnet ved følgende: Den anden forårsmåned, den lyse fjorten dags periode, den tiende dag, tirsdag, velduft. Den tredje dag var tvillingernes fødselsdag. Her var kendetegnede: Den anden forårsmåned, den lyse fjorten dags periode, den elvte dag, Aslesha stjernekonstellationen (varsler blandt andet en vældig kriger og en person, der er stærkt knyttet til andre), vækst. Disse detaljer blev viderebragt til astrologen, og han blev bedt om at tegne og skrive horoskoperne i henhold til videnskaben og informere kongen om sine logiske slutninger.
top
4.10. Derefter bad kongen Vasishta om at tidsfastsætte et lykkevarslende tidspunkt for navngivnings-ceremoniens afholdelse. I nogle få sekunder sad familiens guru fordybet i meditation. Han så fremtiden åbenbaret i sit yogiske syn. Opildnet af dette syn sagde han:” Store konge! Dine sønner er ikke blot almindelige mennesker. De er uforlignelige. De har mange navne; de er ikke menneskelige; de er guddommelige væsener, der har antaget menneskelige skikkelser. De er guddommelige personligheder. Verdens gode skæbne har ført dem hertil. Jeg opfatter det som en stor mulighed, at jeg skal forrette navngivnings-ceremonien for disse guddommelige børn.” Der var tre mødre, men kun én fader. Derfor fastsatte Vasishta, at ’urenhedens’ ti dages periode var at regne fra den dag, Kausalya fødte sit barn. Så vismanden erklærede, at den elvte dag efter Kausalya’s søns fødsel ville være en lykkevarslende dag til navngivnings-ceremonien. I taknemmelighed over denne gunst knælede kongen for Vasishta’s fødder. Guruen forlod herefter paladset og drog til sin ashram.

4.11. Astrologen godkendte også dagen og begyndte at udarbejde en liste over de materialer, der skulle bruges til ritualet. Han gav listen til den ledende brahmin, og læsset med alle de gaver kongen havde skænket ham, forlod astrologen paladset. Dasaratha skrev invitationer til ceremonien. Disse sendte han til lensherrer, adelsmænd, hofmænd, vismænd og lærde fra hele imperiet. Han henvendte sig til dem, som det sømmede sig i henhold til deres rang og status. De kurerer, der overbragte invitationerne, var enten ministre, skriftkloge fra hoffet, embedsmænd eller brahminer. Der blev sørget for, at den enkelte kurers status passede til de inviteredes rang og status.

4.12. De ti dage gik. Ayodhya var blevet gjort strålende og smuk. Byen var en fryd for øjet. Musik fyldte luften og spredte sig vidt og bredt over kongeriget. Musikken fik folk til at undre sig over, om det var himmelske engle, der sang fra oven. Velduftende vand blev stænket ud over gaderne. Byen blev fyldt til bristepunktet af gæster. Vismændene og hofmændene, og ingen andre, havde tilladelse til at komme ind i paladsets indre gemakker. Resten, hvad enten det var prinser eller landarbejdere, fik anvist særlige indkvarteringssteder. Arrangørerne havde opstillet udsøgte, åbne telte med stole i paladsets gård, så alle de indbudte kunne sidde ned. Gæsterne fik tildelt disse pladser, så de kunne overvære navngivnings-ceremonien med alle dens tilhørende, rituelle handlinger.

4.13. Snart lød der musik fra audienssalen. Brahminernes messen af vediske hymner kunne nu høres. Med babyerne i deres arme trådte de tre dronninger ind i den elegant udsmykkede sal. De lyste, som var de guddommelige mødre, der bar guderne Brahma, Vishnu og Siva. Den lyksalighed og stråleglans, der prægede deres ansigter, var ubeskrivelig.

4.14. Så snart forsamlingen opdagede, at de kom ind, råbte de alle samme hurra. Hurraråbene kom direkte fra alles hjerter. Kvinder svingede lykkevarslende flammer foran dronningerne og de små prinser. Tre specielle stole var blevet sat frem til dem. Først satte Kausalya sig, dernæst Sumithra og så Kaikeyi. Kong Dasaratha sad på Kaukalya’s højre side.

4.15. Med behørig opmærksomhed på detaljerne startede brahminerne ceremonien. De antændte offerilden. Herefter stænkede de offergaver i den hellige offerild samtidigt med, at de messede de tilhørende formler. Ris blev øst op og fordelt på guldtallerkener. Blødt silkeklæde blev lagt hen over risene. Herefter lagde mødrene babyerne på silkeklæderne. Kausalya’s barn stirrede på Vasishta, som var denne en person, babyen allerede kendte! Barnet ligesom forsøgte at bevæge sig hen til ham, som om det syntes om vismandens selskab og ville glæde sig over at være tæt på ham! Alle var forundrede over denne besynderlige adfærd. Vasishta blev overvældet af glæde; han græd af glæde. Han var nødt til at tørre sine øjne, og med stor anstrengelse lykkedes det ham at beherske sine følelser. Idet han holdt nogle få riskorn i sin hånd, sagde han derefter: ”Konge! Det barn, der er født for at fremme Kausalya’s glæde, vil gøre det samme for hele menneskeheden. Hans gode dyder vil skænke alle trøst og tilfredshed, glæde og lykke. I ham vil yogier og åndeligt søgende finde en stor kilde til glæde. Fra dette øjeblik skal hans navn derfor være Rama – ’den der behager’ (eller ’den der tiltrækker’). Vismændene hilste navnet velkomment og vurderede, at det var et meget passende og meningsfuldt navn. Højlydt udbrød de: ”Strålende, strålende!”

4.16. Herefter så Vasishta beundrende på Sumithra’s to børn. Han fornemmede, at den førstefødte ville blive en helt, en loyal og mægtig kæmper, der ville være udrustet med umådelige rigdomme. Vismanden kunne se, at dette barn ville komme til at finde glæde i at tjene Gud (Vishnu, Opretholderen i den hinduistiske Treenighed) og dennes gemalinde, Lakshmi. Denne uselviske tjeneste ville for ham være lige så betydningsfuldt som hans åndedrag. Derfor valgte vismanden navnet Lakshmana til ham. (Lakshmana betyder ’godt varsel’). Vasishta vidste, at drengens yngre broder ville blive en frygtindgydende tilintetgører af fjender. Han vidste også, at dette barn desuden ville blive særdeles tilfreds med at følge i sine ældre brødres fodspor. Derfor velsignede han barnet med navnet Satrughna. (Satrughna betyder ’den der dræber sine fjender’).

4.17. Så vendte vismanden blikket mod det barn, der var kilden til Kaikeyi’s glæde. Vasishta vidste, at dette barn ville fylde alles hjerter med kærlighed og glæde. Han ville komme til at forbløffe alle med sin utrolige evne til at overholde ’rigtig handling’. Med stor medfølelse og hengivenhed vil han herske over sine undersåtter. Derfor gav vismanden ham navnet Bharatha (Bharatha betyder ’den der hersker’). Folk blev lykkelige, da de hørte guruen udbrede sig om børnenes glorværdige fremtid. Folket elskede prinserne, og fra den dag af kaldte de dem Rama, Lakshmana, Satrughna og Bharatha.
top
4.18. Dasaratha havde arrangeret en udsøgt festmiddag for alle deltagerne i ceremonien. Han gjorde alle de fremmødte glade og tilfredse. Hver eneste gæst modtog netop den gæstfrihed og de gaver, som deres status berettigede dem til. Kongen skænkede enorme gaver til velgørenhed og andre værdigenstande til de fattige og trængende. Han var opmærksom på alle og enhvers behov, så ingen følte sig utilfreds eller skuffet. Da ceremonien var afsluttet, tog han med passende høflighed afsked med gæsterne, så de kunne vende tilbage til deres hjem.

4.19. Under mødrenes ømme og kærlige pleje voksede børnene hurtigt op. Men et besynderligt forhold blev snart bemærket. Man lagde nemlig mærke til, at Lakshmana altid søgte Rama, og at Satrughna altid søgte Bharatha! Lige fra den dag han blev født, græd Lakshmana hele tiden! Barnepigerne og andre forsøgte sig med forskellige medikamenter og lindrende midler. Men intet kunne lindre barnets lidelser eller standse dets gråd. Man havde mistanke om, at han havde indre smerter. Man prøvede at give ham massevis af medicin. Intet hjalp. Sumithra var derfor sikker på, at barnets smerter ikke kunne fjernes ved hjælp af medicin. Hun sendte derfor bud efter guruen Vasishta. Så snart han kom ind i værelset, kastede hun sig for hans fødder. ”Herre!”, bønfaldt hun. ”Lakshmana har grædt siden han blev født. Han er misfornøjet med et eller andet, og jeg er ikke i stand til at finde ud af, hvad det er. Jeg har konsulteret læger og behandlet ham, som de anviste. Men gråden bliver værre og værre dag for dag. Selv modermælk bryder han sig ikke om! Han sover overhovedet ikke. Hvordan skal han blive sund og stærk, hvis han fortsætter på den måde? Fortæl mig venligst, hvorfor han opfører sig på denne måde. Velsign ham, så han måske kan holde op med denne vedvarende gråd.”

4.20. Vasishta tænkte sig om et øjeblik. Så sagde han: ”Og dronning! Drengens lidelse er helt enestående og speciel, og du forsøger at behandle den ved hjælp af velkendte metoder og medicin! Hans dybe længsel er ikke en længsel, som almindelige, dødelige mennesker kan forstå. Gør hvad jeg siger, og barnet vil falde til ro og blive glad. I det øjeblik du gør, som jeg siger, vil barnet holde op med at græde, og veloplagt vil det begynde at lege. Tag ham nu op og læg ham ved siden af Rama, Kausalya’s barn. Det er lægemidlet, ’universalmidlet’. Efter at have sagt dette, forlod Vasishta værelset, idet han velsignede moderen og barnet. Straks Sumithra havde hørt guruens ord, bragte hun sit barn hen til Rama, der lå i sin vugge. Hun lagde Lakshmana ved siden af Rama. Præcist i det øjeblik standsede gråden! Latter og leg begyndte!

4.21. De, der oplevede barnets forandring, opfattede det som et stort under! Lakshmana, der indtil nu havde lidt, begyndte at pludre højt af glæde. Han pludrede, mens han i fryd sparkede med benene og viftede med hænderne. Hans bevægelser lignede en fisk, der bliver smidt tilbage i vandet og glad glider væk i hurtige ryk. Lakshmana var i Rama’s nærværelse fordybet i lyksalighed og bevidst om den nåde, Rama skænkede ham.

4.22. Det var den samme historie med den anden tvilling, Satrughna. Han var melankolsk og uvillig til at spise og lege. Denne udvikling bekymrede Sumithra. Derfor inviterede hun igen vismanden Vasishta til paladset. Hun ønskede at spørge ham om årsagen til barnets adfærd. Vasishta smilede. Han sagde: ”Moder! Dine børn er ikke af den almindelige slags! De er født til at deltage i et guddommeligt drama! Læg Satrughna i den samme vugge som Bharatha, Kaikeyi’s barn! Så vil Satrughna’s dagligdag blive fuld af lykke. Han vil blive ekstrem lykkelig. Du behøver ikke bekymre dig længere.” Vasishta velsignede hende og forlod paladset. Sumithra fulgte straks hans råd. Fra det tidspunkt tilbragte Satrughna sin tid i Bharatha’s selskab. Børnene var sammen i en befriende lyksalighed. Børnenes udvikling forløb over al måde! På samme måde som Solens stråler tog til i styrke, voksede deres intelligens og pragt fra time til time.

4.23. Nu havde Sumithra ikke rigtigt noget, hun skulle gøre for sine børn. Men eftersom hun elskede sine tvillinger højere end alt andet, tilbragte hun sin tid dels hos Kausalya og dels hos Kaikeyi. Hun kælede med børnene og tog sig af deres pleje. Hun tog fra det ene palads til det andet og nød sit huslige arbejde som en slags tjenestepige, der sørgede for børnenes velbefindende. ”Det er ikke min skæbne at være moder for dem”, sukkede hun nogle gange i ensomhed. Ofte undrede hun sig over, hvordan denne mærkværdige situation var opstået – at hendes børn var lykkelige med andre mødre og ikke med hende.

4.24. Til sidst gik hun til Vasishta og bønfaldt ham om at dæmpe hendes bekymring. Han røbede den virkelige årsag til den mærkværdige situation. ”Moder! Lakshmana er ’en del’ af Rama; Satrughna er ’en del’ af Bharatha.” Netop da disse ord kom over hans læber, udbrød Sumithra: ”Ja, ja! Nu forstår jeg! Jeg er glad for, du fortalte mig sandheden.” Hun knælede for Vasishta’s fødder. Derefter forlod hun ham og begav sig ind i de indre gemakker.

4.25. Til sig selv sagde hun: ”Da ørnen fløj af sted med den kostbare gave i form af helliggjort føde, som blev skænket os af den guddommelige kurer, blev jeg så bange. Jeg blev så bange for udsigterne til, at kongen blev vred over min skødesløshed, at jeg fortale Kausalya og Kaikeyi om ulykken. Kausalya gav mig noget mad fra sit bæger, og Kaikeyi gav mig noget fra sit. Som et resultat af de to dele mad, som jeg spiste, fik jeg derfor som den eneste af os dronninger tvillinger! Oh hvor er Guds vilje gådefuld. Det går over alles forstand at forstå Hans kraft og storhed. Hvem kan ændre Hans dekret?”

4.26. ”Ja”, trøstede hun sig selv. ”Jeg bar dem i ni måneder; jeg gennemgik fødselsveerne. Men deres sande mødre er Kausalya og Kaikeyi, det er der ingen tvivl om.” Hun var befæstet i denne tro, og hun betroede med glæde børnene til Kausalya og Kaikeyi. Samme med de to andre dronninger kælede og plejede hun herefter tvillingerne.
top
4.27. Såvel tjenestepigerne, som mange slægtninge til den kongelige familie, havde stor glæde ved at se børnene lege. Når alle var gået, plejede Kausalya at insistere på, at ritualerne, der skulle afværge ’de onde øjne’ (en form for forbandelse), omhyggeligt blev udført. Hun var så kærlig og hensynsfuld over for børnene, at hun aldrig opdagede, at dagen var gået, og det blev nat; eller at natten var gået, og en ny dag brød frem. Selv i en brøkdel af et sekund kunne hun ikke lade dem være ude af syne! Mens hun badede, eller når hun var engageret i tilbedelse inde i paladsets helligdom, tænkte hun på dem. Når hun var færdig med sine gøremål, skyndte hun sig hen til dem så hurtigt som muligt. Alle sine pligter udførte hun hurtigt, så hun kunne tilbringe mere tid med at passe børnene.

4.28. En dag badede Kausalya Rama og Lakshmana. Hun anvendte velduftende røg til at tørre og parfumere drengenes krøllede hår. Hun bar dem ind til deres gyldne vugger. Hun sang søde vuggeviser og vuggede dem i søvn. Når hun var sikker på, at de var faldet i søvn, bad hun tjenestepigerne om at holde øje med dem. Så gik Kausalya ind i sine gemakker og gjorde klar til den daglige ofring af mad til Gud for dermed at afslutte tilbedelsesritualerne. Hun tog en guldtallerken med mad og ofrede maden til Gud. Lidt senere gik hun igen ind i helligdommen for at bære tallerkenen ud. Herefter gav hun børnene en lille smule af offergaven. Hun blev overrasket, da hun, foran alteret i helligdommen, fandt Rama siddende på gulvet. Han havde tallerkenen med offergaven foran sig, og med stor fornøjelse spiste han den mad, hun havde dedikeret til Gud! Hun kunne ikke tro sine egne øjne! Kausalya tænkte: ”Hvad er det, jeg er vidne til? Bedrager mine øjne mig? Er dette sandt? Kan det være sandt? Hvordan kan denne baby, der lå og sov i sin vugge, komme ind i helligdommen? Hvem bragte ham herind?” Hun løb hen til vuggen og kastede et hurtigt blik ned i den, blot for at opdage, at Rama lå og sov! Hun overbeviste sig selv om, at hun blot havde været udsat for en vrangforestilling, en vildfarelse, Hun gik tilbage til helligdommen for at fjerne den tallerken med helliggjort føde, som hun havde placeret foran gudebilledet. Hun fandt tallerkenen tom! Forundret tænkte hun over, hvordan det kunne være sket! Det, at hun havde set barnet i helligdommen, kunne muligvis havde været et synsbedrag, men hvordan kunne det forklares, at tallerkenen var tom? Hvordan skulle det kunne være en optisk illusion?
4.29. Således var hun splittet mellem forbløffelse og vantro. Hun tog fat i tallerkenen med levningerne fra offeret og skyndte sig hen til vuggen. Hun stod og så på de to babyer. Hun kunne se, at Rama rullede noget rundt på tungen og tydeligvis nød dets smag. Med stor fornøjelse iagttog hun hans ansigt. I hans ansigt så hun nu hele universet dreje rundt! Hun mistede al bevidsthed om sig selv og sine omgivelser. Hun stod som forstenet, og med sløret blik stirrede hun på det unikke panorama, der blev åbenbaret for øjnene af hende.

4.30. Tjenestepigerne blev forbløffede, da de så hende står sådan. Deres ængstelse fik dem til at råbe højt, men Kausalya hørte dem ikke. En af tjenestepigerne greb fat om hendes ben og rystede i dem, indtil Kausalya kom til bevidsthed igen. Efter en let skælven kom hun hurtigt til sig selv igen. Hun så tjenestepigerne omkring sig, og slået af forundring satte hun sig på kanten af en seng. Idet hun vendte sig mod tjenestepigerne, spurgte hun: ”Lagde I mærke til barnet?” De svarede: ”Ja, vi har været her længe. Vi har holdt øje med ham hele tiden.” ”Så I nogen forandring ved ham?”, spurgte Kausalya dem ivrigt. ”Vi lagde ikke mærke til nogen forandring; som du kan se, sover han fast”, var deres svar. Kausalya havde fået noget at tænke over. Var det, hun havde set, kun en illusion? Eller var det sandt? Hvis det var sandt, hvorfor havde disse tjenestepiger så ikke bemærket noget? Hun tænkte længe over dette. Til sidst trøstede hun sig selv med argumentet om, at eftersom børnene var blevet født som den guddommelige nådes frembringelser, så kunne man også forvente guddommelige manifestationer fra dem. Med dyb moderlig omsorg fortsatte hun med at pleje og nære dem. Deres stråleglans tiltog dag for dag, ligesom Månen gør i månedens lyse fjorten dags periode. Hun havde umådelig stor glæde af at kæle med dem og give dem tøj og smykker på.

4.31. Rama’s barndom var en jævn og ligefrem, men dog enestående, del af hans liv. Idet hun glemte, at Rama var hendes barn, knælede Kausalya ofte for hans fødder med sine håndflader presset mod hinanden. Hun vidste, han var guddommelig. Umiddelbart frygtede hun, hvad folk ville sige, hvis de så hende bøje sig for sit eget barn og i tilbedelse berøre dets fødder. Hun skjulte sin forvirring. Hun lukkede øjnene og bad højlydt: ”Herre! Beskyt mit barn mod fortræd og kvæstelser.” Hun plejede at lukke sine øjne og kontemplere på det guddommelige barn. Samtidig bad hun Gud om, at hun ikke måtte vakle i sin tro på sin færd gennem Hans illusioners omskiftelser. Hun blev slået af forundring over den stråleglans, der omkransede Rama’s hoved. Hun var bange for, at andre måske ville tvivle på hendes tilregnelighed, hvis hun fortalte dem om sine oplevelser. Men hun kunne heller ikke holde dem for sig selv. Hun var bragt sådan ud af fatning, at hun ofte opførte sig på besynderlige måder. Det var, som om hun blev revet med af sit barns guddommelige leg. Når de var sammen, var hun engang imellem ivrig efter at åbne sit hjerte for Sumithra eller Kaikeyi. Men hun beherskede sig af frygt for, at de ville tvivle på oplevelsernes ægthed. Måske ville de mene, at det hele kunne tilskrives overdrivelse eller hendes ønske om at hæve sin egen søn til skyerne.

4.32. Til sidst tog hun en dag mod til sig og fortalte kong Dasaratha hele den frydefulde og vidunderlige historie. Han lyttede anspændt til beretningen og sagde: ”Frue! Det er blot noget, din fantasi bilder dig ind. Du holder alt for meget af den dreng. Du bilder dig ind, at han er guddommelig, og derfor ser du alle hans bevægelser og handlinger i det lys. Derfor forekommer Rama at være besynderlig og vidunderlig. Det er det hele.” Det svar var hun slet ikke glad for. Så kongen trøstede hende ved at komme med nogle besnærende argumenter og sendte hende derefter ind i hendes gemakker. På trods af det, kongen hævdede, var dronningen, der med sine egne øjne havde været vidne til disse mirakuløse hændelser, ikke overbevist. Kongens ord havde ikke overbevist hende.

4.33. Derfor henvendte hun sig til sin guru, Vasishta, og spurgte ham til råds vedrørende ægtheden af sine oplevelser med Rama. Han hørte Kausalya’s beretning og sagde: ”Dronning! Hvad du har set, er den rene og skære sandhed. Dine oplevelser er ikke noget, din fantasi har skabt. Din søn er ikke noget almindeligt menneskeligt barn! Han er guddommelig. Som frugten af mange fortjenstfulde liv fødte du ham som din søn. At Menneskehedens Frelser skulle blive født som Kausalya’s søn, er indbyggerne i Ayodhya’s helt specielle held.” Han velsignede dronningen mange gange og drog af sted. Kausalya erkendte sandheden i Vasishta’s erklæring! Hun vidste, at hendes søn var guddommeligheden selv. Hun havde stor glæde af at iagttage barnet.

4.34. Måneder gik. Børnene, Rama, Lakshmana, Bharatha og Satrughna, lærte at kravle på alle fire, sidde på gulvet og bevæge sig omkring. Det blev arrangeret sådan, at der hele tiden var nogen til at holde øje med dem. Dette i tilfælde af at de skulle falde og slå sig. Der blev anskaffet meget forskelligt legetøj, som blev lagt foran dem. Mødrene, børnene og barnepigerne tilbragte dagene sammen uden fornemmelse af, at tiden gik. De befandt sig i en uafbrudt tilstand af glæde. Børnene kunne nu selv rejse sig op. De kunne stå selv, når de med deres fingre holdt godt fast i deres moder eller i en barnepige. De kunne klamre sig til væggen og rejse sig. På deres små fødder kunne de stolpre nogle få skridt. Børnenes anstrengelser og bedrifter var til stor fornøjelse for deres mødre. På en sød papegøjeagtig måde læspede drengene nogle få utydelige ord og fik deres mødre til at briste i latter. Dronningerne lærte dem at sige ’mor’ og ’far’, og mødrene blev lykkelige, når drengene udtalte ordene rigtigt.

4.35. Hver morgen ved daggry gned de drengenes kroppe ind i bakteriedræbende og velduftende olier. Herefter pudrede de dem med rensende pulver og badede dem i Sarayu-flodens hellige vand. Efter badet tørrede de deres hår med duftende røgelse; lagde øjenskygge på dem; satte prikker på deres kinder for at værge dem mod ’det onde øje’ og smurte pulver på deres pande som rituelle mærker. De klædte dem i henrivende, blød silke. De hjalp dem med at hvile sig i svingende hængesofaer, hvor de højlydt sov til tonerne af melodiøse vuggeviser. Beskæftiget med disse behagelige opgaver følte mødrene, at himmeriget ikke kunne være langt væk i rum og tid. Himmeriget var overalt omkring dem.

4.36. Hvilke smykker, de bar! Og for hver dag der gik, fik de nye og endnu mere funklende smykker! De bar ankelringe, klirrende bælter af guld med værdifulde ædelstene, halskæder bestående af de ni stene (som er til gavn for den, der bærer dem, i relation til den påvirkning de udsættes af fra de ni planeter)! Af frygt for at disse smykker, på grund af deres hårdhed, skulle beskadige børnenes sarte hud, blev smykkerne fastgjort på bløde bændler og bånd af fløjl.
top
4.37. De små drenges leg og tidsfordriv trodsede enhver beskrivelse. Da prinserne blev i stand til at gå selv, blev drenge på samme alder fra byen hentet til paladset. Her legede alle drengene sammen. Drengene fra byen fik serveret velsmagende retter, og de fik legetøj. De blev også belæsset med forskellige gaver. Tjenestepigerne, der bragte drengene til paladset, fik også serveret overdådige måltider. Mens de opdragede deres børn, bekymrede Kausalya, Kaikeyi og Sumithra sig ikke om deres eget helbred og velbefindende; så glade var de for dem.

4.38. Den første del af deres liv havde børnene tilbragt inde i paladset. Her var de blevet passet og plejet. Nu var de blevet tre år. Drengenes guvernanter tog dem med ud til legepladsen, hvor de løb og morede sig, så meget de lystede. Når de vendte hjem, tog deres mødre imod dem og plejede dem med stor kærlighed og årvågenhed. Mens Dasaratha en dag talte med sine dronninger, nævnte han, at så længe børnene kun var sammen med tjenestepigerne, ville de ikke lære ret meget, der var værdifuldt for dem. På den måde kunne de ikke få udviklet deres intelligens og evner. Derfor blev der fastsat et gunstigt tidspunkt, hvor de kunne begynde at lære alfabetet. Der blev sendt bud efter en lærer fra Vasishta’s ashram, der skulle være drengenes guru, så deres skolegang kunne begynde.

4.39. Fra den dag af tog de henrivende små børn ophold i deres gurus hjem i Vasishta’s ashram. De holdt op med at gå i det kostbare kongelige udstyr. Nu var de iført et simpelt lændeklæde samt et klæde, de bar over skulderen. Eftersom børn ikke kan gøre gode fremskridt i skolen, så længe de lever i en atmosfære, der er gennemsyret af forældrenes kærlighed og omsorg, var de nødt til at bo hos guruen. Her tilegnede de sig kundskaber døgnet rundt. For man lærer mere ved at tjene guruen, følge ham og efterfølge hans eksempel. De måtte leve af den mad, de nu kunne få af deres guru. De strålede som legemliggørelser af sandhedens søgere. Når mødrene følte adskillelsens smerte og ønskede at se dem, tog de hen til ashrammen og besøgte guruens hytte. De blev glade, når de kunne se alle de fremskridt, drengene havde gjort.

4.40. Guruen blev også rigtig glad, når han iagttog myndlingernes standhaftighed og entusiasme. Han var overrasket over deres intelligens og gode hukommelse, og han var fuld af forundring og glæde over dem. Blandt de fire drenge bemærkede guruen, at Rama udviste en iøjefaldende interesse for sine studier. Han forstod tingene så hurtigt, at han fuldt og helt lærte ethvert emne, når han blot havde hørt det én gang. Guruen var forbløffet over Rama’s skarpe intelligens. Han besluttede sig for, at Rama’s fremskridt med hensyn til indlæring ikke måtte begrænses af, at de andre drenge skulle bringes op på hans niveau. Så han delte drengene op, så de tre var i én gruppe, og Rama var for sig selv. Rama, der lærte meget hurtigt, kunne derved få guruens individuelle opmærksomhed.

4.41. Lakshmana, Bharatha og Satrughna lærte også deres lektier beundringsværdigt godt. Men så snart Rama var uden for deres synsfelt, længtes de efter hans selskab og kammeratskab. Derfor mistede de nu interessen for deres studier. De forsømte også deres pligter over for deres guru. Det resulterede i, at de ikke kunne komme på højde med Rama. De var hele tiden et eller to klassetrin under ham.

4.42. Et par gange vovede Lakshmana at fortælle guruen, at de ikke havde behov for nogle undervisningstimer eller i det hele taget at lære noget. De ville være lykkelige, hvis de blot kunne være sammen med Rama! Rama var selve Lakshmana’s liv. Guruen bemærkede denne mærkelige forbindelse mellem de to drenge, og han fik megen inspiration af at tænke dybt over dette forhold. Han mindede sig selv om Vasishta’s udtalelser om, at de to drenge var ingen ringere end Nara (mennesket) og Narayana (Gud) - den uadskillelige guddommelige kraft.top


<<tilbage - næste side>>