Denne lille bog indeholder de artikler, som Bhagavan Sri Sathya Sai Baba skrev i serien ’Den rigtige handlings kildevæld’ til det månedlige tidsskrift ’Den tidløse Vognstyrer’ (Sanathana Sarathi). Dette tidsskrift udgives fra Sai Baba’s ashram Den højeste freds Bolig (Prasanthi Nilayam). Artiklerne bringes her på engelsk (dansk), men det skal nævnes, at originalsproget telugu er enklere og mere melodisk. Det er på engelsk (dansk) vanskeligt at udtrykke den indiske kulturs grundlæggende ideer, for det engelske sprog er fremmed for oversætteren og måske for mangen en læser. Det engelske ordforråd tilbyder ikke fyldestgørende og tilsvarende udtryk for mange af de ord, der er almindeligt kendt i det indiske sprog. Læseren må derfor undskylde mig for den grad af uforståelighed, der muligvis er trængt ind i Baba’s rene og klare telugu.

Følgende må nødvendigvis siges om denne bog. Den er Det guddommelige Fænomens stemme, der fastlægger moralkodeks og den rette adfærd for millioner af nutidens mænd og kvinder. Derfor fortjener denne bog at blive studeret grundigt og hengivent. Herren har erklæret, at når de moralsk rigtige adfærdsnormer aftager, og mennesket glemmer eller ignorerer dets prægtige skæbne, vil Han selv komme blandt mennesker og vejlede menneskeheden hen ad den hæderlige og hellige vej. Herren er kommet. Han vejleder dem, der accepterer vejledningen. Han kalder på alle, der er kommet på afveje, og opfordrer dem til at komme tilbage på den rette vej. Baba’s kærlighed og visdom kender ingen grænser. Hans nåde kender ingen hindringer. Baba er ingen hård og krævende lærer. Hans omsorg for vores velfærd og sande fremgang er overvældende.

Måtte denne bog åbenbare følgende for dig: Moderens kærlighed, der fik Baba til at skrive den; faderens myndighed, der ligger bag alle bogens påbud; lærerens forklaring, der belyser alle erklæringer, og Herrens ophøjede almengyldighed der opfordrer dig til at udvide din personlighed til at blive et betydningsfuldt redskab for uselvisk tjeneste.

N. Kasturi
Redaktør af tidsskriftet: ’Den tidløse Vognstyrer’ (Sanathana Sarathi)

top





 


Originaltitel: Dharma Vahini af Sathya Sai Baba
Kapitel 1

1:1 Mennesket skal vie sig til ‘rigtig handling’ og altid være engageret i at udføre ‘rigtig handling’. På den måde kan det leve i fred, og verden kan glæde sig over freden. Mennesket kan ikke opnå virkelig fred, og det kan heller ikke vinde Herrens nåde, gennem nogen anden metode end at leve et liv med ‘rigtig handling’. ‘Rigtig handling’ er fundamentet for menneskehedens velfærd; den er sandheden, der til alle tider er urokkelig. Når ‘rigtig handling’ forsømmer at forvandle det menneskelige liv, bliver verden hjemsøgt af voldsom smerte og frygt, og den bliver plaget af stormfulde revolutioner. Når den ’rigtige handlings’ stråleglans undlader at oplyse forholdet mellem mennesker, bliver menneskeheden indhyllet i sorgens mørke.

1:2 Gud er ’rigtig handlings’ legemliggørelse. Guds nåde vindes gennem ‘rigtig handling’. Gud fremmer altid ‘rigtig handling’. Gud skaber til stadighed ‘rigtig handling’. Gud er ‘rigtig handling’. Vedaerne, (ældgamle hellige skrifter, der åbenbarer sandheden), sastra’erne (de hellige skrifter), purana’erne (18 åndelige tekster, der udgør en samling af ældgamle legender og overleveringer) og ithihasa’erne (traditionelle beretninger om tidligere tiders begivenheder) proklamerer alle højlydt den ’rigtige handlings’ herlighed. I forskellige religioners skrifter bliver ‘rigtig handling’ detaljeret uddybet i et sprog, der er religionens tilhængere bekendt. Alle vegne og til alle tider er det ethvert menneskes pligt at hylde personificeringen af ’rigtige handling’. Strømmen af den ’rigtige handlings’ aktiviteter bør aldrig tørre ud. Når dens kølige vand holder op med at flyde, vil katastrofen helt sikkert indtræffe. Menneskeheden har udelukkende opnået dens høje stadie på grund af ‘rigtig handling’. ‘Rigtig handling’ har samme betydning som floden Saraswathi, der uset flyder under jorden, idet den giver næring til alle planternes rødder og fylder kilderne på jordens overflade. Ikke blot menneskeheden, men selv fugle og andre dyr er nødt til at holde fast i ‘rigtig handling’, så de kan blive lykkelige og overleve fulde af velvære og glæde.

1:3 Derfor er den ’rigtige handlings’ vande nødt til bestandigt at blive holdt både flydende og fyldte, så verden kan opleve lykke og glæde. I dag danser katastrofer forrykt omkring på verdens scene, fordi det rigtige bliver tilsidesat, og fordi der ikke er nogen tro på, at et liv baseret på ‘rigtig handling’ er absolut nødvendigt. Derfor er mennesket nødt til klart at forstå selve kernen i ‘rigtig handling’.

1:4 Hvad betyder ‘rigtig handling’? Hvad er essensen i ‘rigtig handling’? Kan mennesker, almindelige mennesker, leve et lykkeligt liv, og kan de overleve, hvis de holder sig til ‘rigtig handling’? I løbet af livet forvirrer den slags tvivl helt naturligt menneskets sind. Det er nødvendigt at få udryddet denne tvivl; det er endda presserende.

1:5 Så snart begrebet ‘rigtig handling’ bliver nævnt, mener almindelige mennesker, at det betyder: At give almisser. At give mad og husly til pilgrimme. At holde fast ved ens traditionelle erhverv eller håndværk. At være en lovlydig natur. At kunne skelne mellem rigtigt og forkert. At stræbe efter ens medfødte natur eller at følge sit sinds luner. At få opfyldt ens inderligste ønsker og begær osv., osv.

1:6 Selvfølgelig er det lang, lang tid siden, at ‘rigtig handlings’ fuldstændige rene og pletfri udtryk blev misfarvet i en sådan grad, at det i dag er ukendeligt. Hvad skete der med naturen? Smukke marker og lunde voksede vildt på grund af vanrøgt og forsømmelse og blev snart til ukendeligt buskads og tornebesat jungle. Flotte træer blev fældet af grådige mennesker, og landskabets form blev forandret. Efterhånden som tiden gik, blev folk vant til tingenes nye tilstand, og de lagde ikke mærke til forandringen, til forringelsen. Det samme er overgået ‘rigtig handling’.
top

1:7 Ethvert menneske må nødvendigvis sætte sig ind i ’rigtig handlings’ hovedtræk, som de er fremstillet i vedaerne, de hellige skrifter og purana’erne. Da disse hovedtræk er blevet misforstået af uduelige personers tøjlesløse følelser og urene tankegang, er de på ækel vis blevet udvandet. Derved har deres pragt og hæder lidt frygtelig skade. Regndråber, der falder fra himlen, bliver farvet og forurenet, når de rammer jorden. Ligeså bliver de uplettede budskaber fra fortidens vismænd; deres strålende handlingers eksempler; deres strålende og uplettede motiver bag disse handlinger - alt bliver forvandlet til hæslige karikaturer af deres oprindelige storslåethed. Dette skyldes ukultiverede oversættere og lærde.

1:8 Børnebøger indeholder illustrationer, der skal understrege og tydeliggøre teksten. Børnene anvender imidlertid deres tid på billederne, idet de derved glemmer det, det var meningen, disse billeder skulle tydeliggøre. På samme måde forveksler og misforstår de uforsigtige og de uuddannede de ritualer, der er udtænkt for at illustrere de store sandheder. De opfatter ritualerne, som var disse i sig selv de dybsindige sandheder. De ignorerer den sandhed, som det var meningen, ritualerne skulle tydeliggøre for dem. Rejsende, der drager hen ad vejen, hviler et stykke tid i læskure ved vejkanten. Men når de opholder sig der, vanrøgter de, på grund af ligegyldighed, selve den bygning, der giver dem hvile og husly. På tilsvarende vis forandrer den dumme og forstokkede person selve den vediske moral og narrer hele verden til at tro, at det de selv står for, er det, som vedaerne foreskriver!

1:9 Da denne maltraktering af ‘rigtig handling’ fandt sted, og da den ’rigtige handlings’ udtryk blev skamferet af Guds fjender, reagerede Herren på de gode og gudfrygtige menneskers kalden. Herren reddede verden fra ødelæggelse ved at genetablere det rigtige og det sande inden for ’rigtig handling’ og karma. Det vil sige både hvad angår ideal og praksis.

1:10 Nå, men hvem er i stand til at helbrede den nuværende blindhed? Mennesket er nødt til at dræbe det udyr, der består af menneskets seks indre fjender. Det udyr, der ved sin tiltrækningskraft, der består af begær, vrede, grådighed, vildfarelse, stolthed og jalousi, fører mennesket mod katastrofe. Først da kan ‘rigtig handling’ blive genetableret.

1:11 Vedaerne refererede til Herren som ‘rigtig handling’. Buddha refererede til Herren som Den højeste Visdom. For på den tid var der ikke nogen, der brød sig om ordet ’veda’ (viden). Det samme var tilfældet dengang, der levede dæmoner. De forbød, at man nævnte Guds navn. Dengang afstod de, der fulgte vedaerne, sig fra at kalde dem ’veda’. Når man lever i frygt for sit liv, er en sådan adfærd rimelig og forståelig. Dog var Buddha fuld af ærefrygt over for vedaerne. Han var altid gennemtrængt af og fyldt med Gud. Buddha omtales ofte som ateist! Godt, hvis Buddha var ateist, hvem er så troende? Hele Buddha’s liv er en saga om ‘rigtig handling’. Den berømte filosof, Sankara, bliver af nogle mennesker kritiseret for at være modstander af den ’rigtige handlings’ og aktiviteternes (karma’s) vej. Men Sankara var udelukkende modstander af den ’såkaldte rigtige handling’ og den aktivitet, der havde opfyldelsen af ønsker og begær for øje. Han var i sandhed en stor lærer, der underviste i den ’rigtige handlings’ og i aktiviteternes vej. Han gjorde det ved at tilskynde folk til at bestræbe sig på at forstå den grundlæggende sandhed.

1:12 Sankara’s overholdelse af ‘rigtig handling’ samt hans udøvelse af aktiviteter baseret på sandhed, og Buddha’s tro på det grundliggende i vedaerne, kan udelukkende blive forstået og værdsat af de mennesker, der har det største og bredest favnende synsfelt. Uden dette synsfelt vil du blive ført på vildspor af udlægningen. For at klatre højt op er det nødvendigt med en stige, der er lige så lang, som afstanden er fra det sted du står og op til der, du skal hen. Er det ikke sandt?

1:13 Enhver der undertvinger sit ego; besejrer sine selviske ønsker og begær; tilintetgør sine dyriske følelser og impulser og opgiver de medfødte tilbøjeligheder til at opfatte kroppen som selvet er helt sikkert på den ’rigtige handlings’ vej. En sådan person er klar over, at målet for ‘rigtig handling’ er at forene bølgen med havet; at forene selvet med Over-selvet.

1:14 Med hensyn til alle verdslige aktiviteter gælder, at du bør være forsigtig med ikke at krænke den almindelige sømmelighed eller forskrifterne for elskværdighed. Du bør ikke tilsidesætte den indre stemmes påmindelser. Du bør til enhver tid være parat til at respektere samvittighedens behørige bestemmelser. Du bør være forsigtig med at se, om dine handlinger generer nogen. Du skal altid væren overvågen i forbindelse med at opdage sandheden bag al denne funklende mangfoldighed. Det er menneskets pligt. Det er din ’rigtige handling’. Visdommens strålende skær, der overbeviser dig om, at alt dette er Gud, vil brænde alle spor af egoisme og alle verdslige tilknytninger til aske. Du skal blive beruset af ’Foreningen med Guds nektar’. Det er ’rigtig handlings’ endelige mål. Det er det endelige mål for den aktivitet, der er inspireret af ‘rigtig handling’.
top

1:15 ”Du skal ofre uvidenheden og egoet på visdommens alter og i stedet anbringe ‘rigtig handling’ på dette alter.” Det er vedaernes budskab. Hver eneste uselviske handling, som gøder jorden for foreningen af sjælen med Oversjælen, og som udvider synsfeltet mod den grundliggende Gud, der er iboende alt og alle, er en ‘rigtig handling’. Hver af den slags handlinger er en lillebitte strøm. Disse strømme får ’Fromhedens Flod’ til at svulme op. Denne flod bruser mod Den Absolutte Videns Hav. Dine handlinger og aktiviteter er alle ritualer i tilbedelsen af Det højeste Selv, der gennemstrømmer universet. Alt, hvad der gøres med en holdning af tilegnelse og overgivelse til Herren, er en bestanddel af den ‘rigtige handling’, der fører til befrielse. Strategien bag indernes måde at leve på går ud på at helliggøre hvert øjeblik og hver tanke, ord og handling, så de bliver et skridt mod befrielsen.

1:16 Ved at sætte dig ind i deres symbolske betydninger bliver du nødt til at forstå oldtidens dydige handlinger, der var foranlediget af ‘rigtig handling’. Det åndelige område har mange tekniske udtryk med hver deres specielle bibetydning. Disse udtryk må forstås fuldt ud, så du på en korrekt måde kan forstå de hellige skrifters lære. Lad os tage et eksempel. I gamle dage plejede folk at udføre ofringer i ilden, og ved disse festligheder ofrede de dyr i ilden. Men dyret er blot et symbol. Det var ikke det umælende dyr, der blev dømt til at blive hakket i stykker. Dyret lever et liv i opofrelse, uden at mennesket er nødt til at afslutte dets liv ved offerpælen! Dyret, der nødvendigvis må få sprættet maven op og blive ofret, er anderledes. I det åndelige sprog betyder ordet ’dyr’ nemlig ’kropsbevidsthed’ eller ’jeg-bevidsthed’, og det er den bevidsthed, der nødvendigvis må slagtes. På sproget sanskrit kendes Herren som Pasupathi eller Govinda; Pasupathi betyder ’alle individuelle sjæles Herre’. Da ’go’ betyder individuel sjæl, betyder Govinda (ét af Herren Krishna’s kælenavne) ’Beskytteren af køer’ eller ’Beskytteren af individuelle sjæle’. Det at passe på køer er Krishna’s symbolske, guddommelige leg, som Han udfører for at indikere Sin virkelige opgave med at passe på individuelle sjæle.

1:17 De hellige skrifter har dybsindige indre betydninger. Målet med ‘rigtig handling’ er at få den individuelle sjæl til at opgive tilknytningen til den ydre verden og til den illusion, som denne verden er årsag til. Målet er også at få den individuelle sjæl til at erkende sin egen virkelighed, eller rettere at få den til at indse det usande i det den indtil nu har opfattet som værende sandt. Alt sammen for at den individuelle sjæl kan fremstå åbenbaret i dens ægte identitet.

1:18 Disse indre betydninger skal læres både af yngre og ældre. Læg for eksempel mærke til Siva-templet. Lige foran Siva-statuen står statuen af Nandi (Siva’s tyr). Du har fået at vide, at Den hellige Tyr er Siva’s befordringsmiddel. Det er årsagen til, at statuen er placeret foran Siva. Sandt at sige repræsenterer Tyren den individuelle sjæl, mens linga’en er Siva’s symbol. Det siges, at: Ingen bør passerer mellem Tyren og linga’en (den individuelle sjæl og Gud), da de er i færd med at forene sig til én. Man skal se Siva ved at se mellem Nandi’s to horn, siges det. Når folk bliver spurgt om årsagen til, man skal gøre dette, svarer de: ”Ja, det er i hvert fald helligere end andre måder at se linga’en på.” Men den indre mening er: ”Du skal se Gud (Siva) i den individuelle sjæl – mennesket og Herren er én.” Nandi og Siva bliver Alle væseners Herre. Begge er blot to måder at henvise til den samme eksistens på. Når mennesket lever i trældom, er det Nandi. Når den trælbundne bliver fri, er vedkommende Gud, og Alle væseners Herre bliver nået. Så bliver mennesket tilbedt, og det er berettiget til på denne måde at blive æret. Når dyret bliver ofret til Gud, og den adskilte identitet bliver ladt tilbage, så er der tale om den sande ild-ofring. Nu til dags er dens betydning blevet glemt.

1:19 I dag har disse symbolske handlinger forandret sig i en sådan grad, at de slet ikke er til at kende. Måden de udføres på i dag og gårsdagens principper er langt fra hinanden. Selv den mindste detalje i det verdslige liv bør være inspireret af den åndelige fuldbyrdelses højeste ideal. Så vil selv jævne mennesker, skridt for skridt, blive ført mod målet. Du skal skelne mellem selve processen i offerritualet og formålet med de enkelte handlinger i ritualet. Hvis du ikke gør det, men blot fortsætter med at udføre ritualet, bliver det en morsom, stivnet udgave af en ofring. Selv dæmon-kongens hellige søn, Prahlada, sagde engang: ”Eftersom det er vanskeligt at tilintetgøre egoismen, finder mennesket det lettere at tilintetgøre det umælende dyr som en erstatning for egoet. Ofring af dyr er en manifestation af sløvhedens og uvidenhedens kvaliteter; det er trældommens vej. Ofringen af sindets dyriske tendenser er den rene og gode ofring; det er befrielsens guddommelige vej.”

1:20 På den måde bliver oldtidens højeste mål omdannet til nutidens tåbers mål. Således er alle oldtidens hellige gerninger, der engang var fulde af betydning, gået amok og vokset vildt, så de nu er umulige at genkende. Grene er vokset ud i forskellige retninger. Nu er det ikke muligt at rykke træet op med rode og plante et nyt. Derfor må det eksisterende træ beskæres og bindes op, så det kan vokse pænt og lige. Du skal konstant huske på det højeste mål, og dette mål må ikke blive svækket eller udvandet til et lavere mål.
top


Kapitel 2

2:1 ‘Rigtig handling’ kan ikke blive begrænset til et specielt samfund eller land, for den er uløseligt forbundet med hele verdens skæbne. Den er en flamme, der aldrig kan blive slukket. I dens godgørende virke er den uhæmmet. Krishna lærte Arjuna om Bhagavad Gita’en. Men Han tiltænkte den til hele menneskeheden. Arjuna var blot et påskud. Den selv samme Bhagavad Gita afhjælper i dag hele menneskeslægten. Den er ikke bestemt for nogen bestemt kaste, religion eller nation. Den er selve åndedrættet for mennesker alle vegne.

2:2 ‘Rigtig handling’ udtrykker sig selv i en mangfoldighed af former. Nogle gange giver ‘rigtig handling’ sig til kende gennem de personer, der fastsætter den, som f.eks. Manu (menneskehedens første fader, der blandt andet fastlagde kodeks for ’rigtig handling’). Nogen gange gennem den gruppe af mennesker, der følger den, som f.eks. en bestemt kaste eller samfundsklasse. Nogle gange gennem det stadie af livet, som den omhandler, som f.eks. det stadie, hvor man lever et familieliv. Osv., osv. Men disse er underordnede, praktiske detaljer. De er ikke den grundlæggende norm. Det, jeg taler om her, er Den Guddommelige ’Rigtige Handling’. Praktisk anvendelig ’rigtig handling’ angår imidlertid anliggender, problemer samt behov vedrørende menneskets forbipasserende forbindelse med den objektive verden. Disse reglers særlige redskab, det menneskelige legeme, er i sig selv ikke varigt. Hvordan kan disse regler vedrørende ‘rigtig handling’ så være evige? Hvordan kan deres natur blive beskrevet som værende sand? Det evige kan ikke blive udtrykt gennem det kortvarige; sandhed kan ikke åbenbare sig selv i usandhed; lys kan ikke blive frembragt af mørke. Det evige kan udelukkende opstå fra det evige; sandhed kan udelukkende strømme ud fra sandhed. Den ’rigtige handlings’ regler vedrørende den adfærd der relaterer sig til verdslige aktiviteter og dagliglivet, må derfor, selv om de blot er vigtige inden for deres egne interesseområder, følges med den fulde viden og bevidsthed om Den Indre Grundlæggende Guddommelige ’Rigtige Handling’. Først da kan den indre og den ydre tilskyndelse samarbejde og skænke den harmoniske fremskridts lyksalighed.

2:3 Hvis du i dine daglige, almindelige verdslige gøremål omsætter Den Evige ’Rigtige Handlings’ sande værdier til kærlighedsfulde handlinger, så opfylder du også din pligt over for Den indre Virkelighed. Du skal altid bygge dit liv på det guddommelige fundament, så vil du helt sikkert gøre fremskridt.

2:4 At gøre Gud til sten, det er den bestræbelse, der gøres i dag! Hvordan kan en sådan bestræbelse føre til sandheden, når den virkelige opgave består i at se stenen som Gud? Det første du skal gøre, er at meditere på guddommens form og præge denne form dybt i dit sind. Derefter må du forestille dig denne form inde i stenen. Indtil stenen er forvandlet til Gud, må du i selve processen glemme stenen. På tilsvarende måde skal du præge den grundlæggende ’rigtige handling’ i din bevidsthed. Du skal blive bevidst om Den guddommelige Gnists grundlæggende sandhed som værende den eneste eksistens. Herefter må du, opfyldt af tro og fremsyn, klare verdens mangfoldige tilsynekomster, dens tillokkelser og indvirkninger. Udelukkende på den måde kan idealet blive virkeliggjort. Hvis du gør det, er der ingen fare for, at ’rigtig handlings’ ægte betydning bliver svækket og udvandet, eller at Den Guddommelige Rigtige Handling mister dets glans. (Den Guddommelige Rigtige Handling er baseret på bevidstheden om Den guddommelige Gnist. Den Guddommelige ’Rigtige Handling’ er den guddommelige, grundlæggende ’rigtige handling’).

2:5 Hvad sker der, når en sten bliver tilbedt som Gud? Den Ubegrænsede, Den Allestedsnærværende, Den Altgennemtrængende Iboende Eksistens, Den Absolutte bliver visualiseret i noget bestemt, nemlig i betonblandingen. På tilsvarende vis kan ‘rigtig handling’, der er universel, ens og fri, blive visualiseret eller opdaget og undersøgt i en enkelt konkret handling. Du skal ikke blive vildledt til at tro, at det ikke er muligt. Har du ikke udrettet mange forskellige ting, der var vanskelige at gennemføre? Ting der blot forøgede din ængstelse og frygt? Hvis et menneske er klogt, kan det så ikke i stedet gå i gang med at udrette ting, der er mere nyttige og værdifulde? Ting, der giver fred i sindet.

2:6 Det er din medfødte rettighed at være fri; ikke at være bundet. Det er kun, når du leder dine skridt langs vejen, der er oplyst af Den Universelle Ubundne ’Rigtige Handling’, at du virkelig er fri. Hvis du forvilder dig bort fra lyset, bliver du bundet, og så er du fanget. Nogen kan måske blive i tvivl om, hvordan ‘rigtig handling’, der sætter begrænsninger på tanker og ord, som regulerer og kontrollerer, kan gøre en person fri. ’Frihed’ er det navn, som du tildeler en bestemt slags trældom; ægte frihed opnår du udelukkende, når selvbedraget er væk, når der ikke eksisterer nogen identifikation med kroppen og sanserne, intet slaveri for den objektive verden. Mennesker, der har undsluppet dette slaveri og opnået den ægte frihed, er meget få i antal. Trældom ligger i enhver handling, der udføres i bevidsthed om, at kroppen er Selvet, for så er mennesket et legetøj for sanserne. Udelukkende de, der har undsluppet denne skæbne, er frie. Denne frihed er det ideelle stadie, som ‘rigtig handling’ fører til. Et menneske, der konstant har dette høje stadie fæstnet i sit sind, når det udfører livets gøremål, kan blive befriet; kan blive en befriet person.

2:7 Det er kun, fordi du binder dig selv, at du er blevet bundet og har forvildet dig væk fra den ’rigtige handlings’ vej. Følgende gælder også: Ingen anden person er i stand til at binde dig; du gør det selv. Hvis troen på Guds allestedsnærværelse er dybt rodfæstet, vil du være bevidst om, at Gud er dig selv, og at du aldrig kan blive bundet! For at denne tro skal vokse, skal du fuldstændigt forstå Den guddommelige Lyksalighed. Den guddommelige Gnists virkelighed er fundamentet; den visdom der er ubestridelig. Blottet for dette fundament bliver du et mål for tvivl, fortvivlelse og vildfarelse. Den ’rigtige handlings’ jomfru vil ikke ægte en sådan person.
top

2:8 Bestræb dig derfor først på at blive fri. Det vil sige, at du, som indledning til et succesfuldt liv, først skal udvikle tro på Den guddommelige Gnist. Du skal tro på, at den er kernen i din personlighed. Herefter skal du lære og udøve de discipliner og øvelser, der er nødvendige for at nå ind til denne kerne. Når du har opnået denne kvalifikation, kan du fuldt ud engagere dig i verdslige aktiviteter, idet du følger den ’rigtige handling’, der er fastsat for at regulere disse aktiviteter. Så bliver du et moralsk individ. De, der anser den fysiske, objektive verden for at være alt, hvad der eksisterer i livet, og som opfatter kroppen som Selvet, spilder blot deres liv. Det er ligeså meningsløst som at gøre Gud til en sten. At opfatte stenen som Gud er en langt helliger og langt gavnligere opgave. Det samme gælder, hvis du fornemmer og erkender Den Guddommelige Rigtige Handling i hver eneste af dine handlinger. På den måde kan du forvandle hver handling til tilbedelse. Du vil ophøje dine handlinger og fjerne de bindinger, disse handlinger ellers vil medføre. Hvis det verdslige livs pligter udføres uden hensyn til den ægte Sandhedens Lov, er det lige så uhelligt, som det er at behandle Gud som en sten. Praktiske handlinger adskilt fra Sandhedens Lov, og Sandhedens Lov adskilt fra praktiske handlinger, er begge blottet for resultater. De er begge uløseligt bundet sammen, og de bør behandles som sådan. Chefen behøver den nyansattes arbejde lige så meget, som den nyansatte behøver chefens hjælp. Hvem er det så, der er bundet? Hvem er den frie? Begge er de bundet til deres ønske om at være lykkelige og have det komfortabelt. Indtil Den guddommelige Gnists grundlæggende hemmelighed bliver erkendt, vil den ydre tilstand af trældom vare ved. Når denne erkendelse indtræffer, vil byrden fra slaveriet over for sanserne og den objektive verden blive formindsket. Herefter vil de adfærdsregler, der gælder i den objektive verden, smelte sammen med de regler, der retter sig mod den indre guddommelighed. Når det sker, vil alle tilskyndelserne samarbejde på den mest harmoniske måde.

2:9 Vedantha (det centrale i vedaerne), de åndelige hellige skrifter, den ‘rigtige handling’ – alle opfordrer de mennesket til at leve som Gud og ikke som slaver. På denne måde bliver alle handlinger dydige handlinger, og ikke handlinger der udføres med den hensigt at høste frugterne af dem. Trældommens lænker kan du ikke undgå ved blot at gøre noget andet, end du plejer. Du kan udelukkende undgå lænkerne ved at ændre din synsvinkel, dit fokuspunkt, fra skabelsen til Skaberen. Herved vil dine moralske kvaliteter også blive forbedret. Nogle mennesker holder fast i overbevisningen om, at det at være i arbejde er trældom, mens det at sidde hjemme uden at have noget specielt at bestille er frihed! Det er et tegn på manglende intelligens. Når du har et arbejde, må du adlyde den overordnede. Men kan du undslippe familiemedlemmernes krav og ønsker, når du er hjemme? Selv når du udelukkende er blandt venner, kan du så undgå nødvendigheden af at handle i overensstemmelse med deres luner og ønsker? Kan du i det mindste blive fri for at skulle tage dig af din egen krop, og for at skulle sikre din egen velvære? Hvordan kan du så føle dig fri, når du er lukket inde i trældommens bur? Hele livet er et fængsel, ligegyldig hvilken forskel der er mellem en type straf og en anden type straf. Sådan er det, lige så længe den holdning, der går på at identificere Selvet med kroppen, eksisterer.

2:10 Det er årsagen til, at filosoffen Sankara engang sagde: ”Egoisme, baseret på kroppen, er det, der menes med helvede.” Den slags egoisme er blot en anden form for en anti-guddommelig indstilling. Hvem kan fjerne alle torne og småsten fra verdens overflade? Den eneste måde du kan undgå dem på, er at bevæge dig omkring med sko på. Dette gælder også med den vediske filosofi. Du skal fæstne dit syn på sandheden; du skal have fuldstændig tro på Gud, der er din egen grundlæggende natur. Så kan du gå uden om dit behov for at transformere den ydre verden, så den passer til dit ideal om lykke, og Sandhedens Lov kan blive nået. Den, der nedtramper egoismen og med overbevisning erklærer: ”Jeg er ikke denne krops slave. Denne krop er kilden til alle former for trældom. Kroppen er min slave. Jeg er herre over alting. Jeg manipulerer med alting. Jeg er frihedens legemliggørelse”, den person er allerede befriet. Alle regler vedrørende pligter skal hjælpe til i denne proces med at tilintetgøre egoet. Reglerne bør ikke fremme egoet og få det til at puste sig op. Det er vejen til frihed. Hvis en person finder, at livet sammen med sønnen er kummerligt, og derfor går til datteren for at bo der, så kan man ikke sige, at denne person har vundet sin frihed. Det er blot en måde at nære egoet på. Denne søgen efter sanselig lykke kan ikke blive ophøjet til ‘rigtig handling’.

2:11 Hvad skal man egentligt bruge et hjem til? Hjemmet skal være et sted, hvor man kan nyde den lyksalighed, der opstår ved kontemplation på Herren. Det skal også være et sted, hvor man har mulighed for uforstyrret at meditere på Herren. Alt andet kan blive ignoreret, men ikke disse to forhold. Den sande ’rigtige handling’ for mennesket, menneskets sande pligt, består i at få en forsmag på den lyksalighed, der opstår, når det enkelte menneske forenes med Det Absolutte og opnår virkelig befrielse. En person, der har nået dette stadie, altså har fået denne forsmag, kan aldrig blive bundet, selv hvis vedkommende bliver smidt i det mest uhyggelige fængsel. Modsat gælder, at for en person der er kroppens slave, kan selv et græsstrå blive et redskab for døden. Den sande ’rigtige handling’, den sande pligt, er 1) at være fordybet i den guddommelige lyksalighed; 2) at have den indre åbenbaring af Gud; 3) at besidde den stadige tro på ens sande naturs identitet med Det Absolutte og 4) at have erkendelsen af, at alt er Gud. Disse fire udgør den autentiske, ægte ’rigtige handling’. I denne fysiske eksistens, der består af specifikke individer, benævnes disse fire kvaliteter eller værdier: Sandhed, fred, kærlighed og ikke-vold. (Alle fire værdier er dog gennemtrængt af Den guddommelige Virkeligheds indre ’rigtige handling’). Betegnelserne sandhed, fred, kærlighed og ikke-vold er givet for at gøre det lettere at praktisere disse menneskelige værdier. På denne måde kan de enkelte individer, der blot er personifikationer af Det Absolutte, følge dem i dagliglivet. Men som det gjaldt i fortiden, gælder det også for nutiden, at måden at forfølge den ’rigtige handling’ på er at holde fast ved disse høje principper i hver en handling og hver en tanke. I dag består sandhed, fred, kærlighed og ikke-vold af: 1) den uafbrudte fordybelse i Den guddommelige Gnist; 2) synet, der er fæstnet på den indre sandhed; 3) kontemplationen på ens virkelige natur og 4) erkendelsen af at alt er Gud, Den Eneste Ene. De oprindelige og de afledte kvaliteter og værdier skal koordineres og harmoniseres. Først da kan det benævnes Den Guddommelige Rigtige Handling.
top

2:12 Det er uanset, hvad du beskæftiger dig med eller hvilket navn og hvilken skikkelse, du har valgt. En kæde er en kæde, uanset hvilket materiale den binder sammen, og uanset om den er af jern eller guld, er det ikke sandt? På samme måde gælder, at uanset om der er tale om den ene eller anden slags arbejde, så længe Den Guddommelige Rigtige Handling er grundlaget og Den guddommelige Gnists sande natur er roden, så er arbejdet helt sikkert ‘rigtig handling’. Et sådant arbejde vil velsigne dig med fredens frugter. Når den egoistiske frygts eller grådighedens bølger driver dig fremad, er det umuligt at undslippe lidelsen. Det gælder, hvad enten du drives mod hjemmets uforstyrrethed, mod skovens ensomhed eller mod et andet tilflugtssted. Kobraslangen ophører ikke med at være en kobraslange, når den ligger rullet sammen. Her er den ikke desto mindre også en kobraslange. I dagligdagen, når handlingerne er motiveret af Den guddommelige Gnists sande, grundlæggende princip, bliver enhver handling præget med den ’rigtige handlings’ segl. Men når handlinger er motiveret af bekvemmelige og selviske interesser, bliver den umiddelbare ’rigtige handling’ en falsk form for ‘rigtig handling’. Denne slags handlinger er blot en variation af trældom, hvor attraktive de end måtte forekomme at være. På samme måde som fængselsbetjentene skubber fangerne i et fængsel fremad i en enkelt række enten mod retssalen eller mod spisebarakken, er det sansernes tilskyndelse, der skubber ’slaverne’ fremad enten til et sted, hvor der er sorg eller til et sted, hvor der er befrielse.

2:13 Årsagen er, at selve følelsen af ’det er en ven’, eller ’det er en fjende’, er en fejltagelse. Dette selvbedrag må opgives. Herren, kærlighedens legemliggørelse, er din eneste vedvarende ven, slægtning, ledsager, vejleder og beskytter. Erkend dette og lev i denne erkendelse. Det er ‘rigtig handling’ bygget på forståelsens grundvold. Det er livet bygget på den ’rigtige handlings’ grundvold. Hvis du ignorerer dette fundamentale grundlag, mens din opmærksomhed er koncentreret på den ydre glans, vil målet flytte sig uden for din rækkevidde. Tilknytning til verden kan udelukkende blive tilintetgjort af tilknytning til Herren. Hvorfor skulle du beklage dig over, at du ikke kan se grundlaget, når det du har foretaget dig hele tiden, er at fæstne dit blik på himlen? Hold øje med grundlaget og se på vandoverfladen, der genspejler himlen. På denne måde vil du samtidigt kunne se himlen ovenover dig og jorden under dig. Det samme gælder, hvis du skal overholde Sandhedens Lov, som når alt kommer til alt er Den iboende guddommelige Gnists handling. Så må du nødvendigvis se refleksionen af Den guddommelige Gnists herlighed i hver en handling. Herefter vil tilknytningen til Herren forvandle tilknytningen til verden til et rent offer. Målet bør ikke blive ændret eller reduceret. Det vil sige, at det grundlæggende bør holdes intakt. ‘Rigtig handling’ er ikke afhængig af de forskellige navne og former, som dens bestemmelser og regler omfatter. De er ikke så vigtige. ‘Rigtig handling’ afhænger mere af de motiver og følelser, der leder og kanaliserer den.

Kapitel 3

3:1 Så længe den grundlæggende uvidenhed eksisterer, er der ingen, der kan undslippe uroen. Blot at skifte beskæftigelse vil ikke skænke vedvarende tilfredsstillelse, hvis skiftet er tilskyndet af ønsket om større bekvemmelighed eller behovet for at tilfredsstille nogle forbigående ønsker. Det svarer til at håbe på at kunne forbedre forholdene i et mørkt rum ved blot at placere møblerne på en anden måde. Hvis en lampe imidlertid bliver tændt, bliver det lettere at gå tværs gennem rummet, selv uden ommøblering. Der er overhovedet ingen grund til at flytte rundt på møblerne.

3:2 Tilsvarende er det vanskeligt at bevæge sig rundt i den uoplyste verden på en sandfærdig, korrekt og fredelig måde uden at støde imod den ene eller den anden forhindring. Hvordan kan det så lykkes for dig? Tænd lampen! Lad den åbenbare virkeligheden; få fat i visdommens lys. Det vil løse alle problemerne. Du vil måske påstå, at du lever i henhold til ‘rigtig handling’, men din grundlæggende svaghed er, at dine handlinger ikke udføres i en ånd af tilegnelse til Herren. Hvis dine handlinger udføres som tilegnelse til Herren, vil de blive stemplet med den ’rigtige handlings’ uforfalskede segl. Hos visse kloge mennesker vil der måske her opstå en tvivl, og de vil spørge: ”Betyder det så, at vi i Herrens navn kan dræbe og såre mennesker, hvis vi tilegner handlingen til Herren?” Svaret er: ”Hvordan kan en person få en idé om at ville tilegne alle sine handlinger til Herren, uden samtidigt at være ren i tanke, ord og handling?” Kærlighed, sindsligevægt, ikke-vold, retskaffenhed – disse er de medfølgende dyder hos en Herrens tjener. Hvordan kan grusomhed og afstumpethed være indeholdt i et menneske på samme tid som disse dyder? For at udvise uselviskhed, selvopofrelsens ånd og den åndelige værdighed, som kræves af det dedikerede livssyn, må du først besidde de fire karakteristika, de fire menneskelige værdier: Sandhed, fred, kærlighed og ikke-vold. Blot det at kalde en handling for en tilegnelse, vil ikke i sig selv gøre en sådan handling til et offer, hvis handlingen er blottet for de ovennævnte værdier.

3:3 Handlinger, der udtrykker den ’rigtige handling’, er udødelige. Udelukkende de, der ved, de er udødelige, kan udføre dem. Det er menneskets allerbedste skæbne. I stedet for at nå denne skæbne, er mennesket optaget af at handle mod ‘rigtig handling’. Overalt er mennesket i færd med at nedværdige sig selv fra dets status som evighedens barn til en status som formålsløshedens barn! Selv om mennesket holder den rene nektar i dets hånd, drikker det de sanselige fornøjelsers gift. Idet mennesket tilsidesætter glæden ved at kontemplere på Universets guddommelige Gnists virkelighed, vikler mennesket sig selv ind i den objektive verdens eller tilsynekomsternes ydre pragt. Man kan blot begræde, at denne skæbne har overvældet mennesket!

3:4 I Bhagavad Gita, vers 14, erklærer Krishna: ”Jeg er den lyksalighed, der udgår fra Gud, fra den virkelige udødelighed, fra den tidløse ’rigtige handling’, og Jeg er den evige lyksalighed.”
top

3:5 Det er denne udødelige ’rigtige handling’, der blev beskrevet i upanishad'erne (tillæg til vedaerne), og eftersom Bhagavad Gita er kernen i upanishad'erne, er det samme også fremhævet i Bhagavad Gita. Den måde den ’rigtige handling’ angiver, man skal leve på, er som selve livsåndedrættet; den er vejen til selvrealisation. De, der vandrer hen ad denne vej, betyder meget for Herren. Han dvæler ved alle, der er sandfærdige; alle hvis handlinger udspringer fra ‘rigtig handling’. Det er årsagen til, at Krishna i Bhagavad Gita lærer Arjuna at udvikle bestemte kvaliteter, der hjælper med udøvelsen af Den Guddommelige Rigtige Handling. Disse kvaliteter beskrives i kapitel 12, vers 13 – 19. De, der har drukket store slurke af Bhagavad Gita’s kilde, vil huske disse vers. I denne forbindelse er vers 20 det vigtigste: ’Den, der følger den hengivne tjenestes uforgængelige vej, og som fuldstændigt engagerer sig med tro og gør Mig til det højeste mål, er Mig meget, meget kær.’

3:6 Hvilken storslået tanke dette vers tilkendegiver! Det er det afsluttende vers i en række vers, der beskriver de kvaliteter, som mennesket er nødt til at udvikle. Hele rækken af vers kaldes ’den rigtige handlings vej til udødelighed’! I disse vers har Herren erklæret, at de der besidder disse kvaliteter; de der tror på Herren som værende det eneste ultimative mål; de der målrettet er knyttet til Ham – disse personer er de kæreste og nærmeste for Herren.

3:7 Læg mærke til udtrykket ’den rigtige handlings vej til udødelighed’, der anvendes her. Tænk grundigt over det og få inspiration fra det! Udelukkende de, der holder sig til Herrens ’rigtige handling’, fortjener Herrens nådes nektar. Naive og troskyldige personer tror, at de er hengivne over for Herren, men de giver sig ikke tid til at undersøge, om Herren elsker dem! Personer, der sukker efter at opdage dette, er ret sjældne. Dette er i virkeligheden den sande målestok for åndelig succes. Den samme person er konge over for sine undersåtter, er sine forældres søn, er sine fjenders fjende, er sin hustrus mand og er far til sin søn. Han har mange forskellige roller. Hvis du spørger ham, hvem han er, vil han alligevel svare forkert, hvis han angiver nogen af disse forbindelser som sit særlige kendetegn. For de er kendetegn, der vedrører fysiske forbindelser eller handlinger. De er alle udtryk, der betegner fysiske slægtskaber eller erhvervsmæssige forbindelser; navne der er knyttet til midlertidige positioner. Han kan heller ikke svare, at han er hovedet, fødderne, hænderne osv., for de er blot den fysiske forms kropsdele og former, der alle er usandheder, der skjuler den grundlæggende iboende Gud. Gud kendes som ’jeg’. Tænk godt over denne eksistens og find ud af, hvem denne ’jeg’ virkelig er.

3:8 Når det nu er så vanskeligt at analysere og forstå din entitet, din eksistens, hvordan kan du så med nogen som helst sikkerhed udtale dig om andre eksistenser? Hvad du omtaler som ’jeg’, vedrører kroppen, tilsynekomsten; det er ikke sandhed. Den guddommelige Gnist er én, og den er udelelig; ‘Rigtig handling’ baseret på Gud er sand, er ægte ‘rigtig handling’.

3:9 Nogle spørger: ”Du bliver ved med at sige Den guddommelige Gnist, Den guddommelige Gnist; men sig mig, hvad er Den guddommelige Gnists form?” Men hvorfra skulle Den guddommelige Gnist have fået en form? Den er evig, uforanderlig og udødelig. Den er godhed, den er retfærdighed, og den er godgørenhed. Den er uforanderlig og pletfri. Den kan ikke blive begrænset af noget bestemt navn eller af nogen bestemt form. Den guddommelige Gnist kan blive forstået ved hjælp af den visdom, der bryder frem i og gennem kroppen; i den krop der er erhvervet som et resultat af handling. Alene kroppen har navn og form, og derfor bør du, i hver af kroppens handlinger, tilkendegive den ’rigtige handling’ baseret på bevidstheden om Den guddommelige Gnist.

3:10 Det siges, at: ”Den guddommelige Gnist er hverken maskulin eller feminin, kvæg eller får, hest eller elefant, fugl eller træ; den er hinsides sådanne grupperinger.” Disse sondringer og forskelle opstår på baggrund af handling, aktivitet. Den guddommelige Gnist er ude af stand til at forandre sig. Udelukkende én ting kan blive antaget om den, nemlig at den er. Essensen af alt dette er, at Den guddommelige Gnist er Den Absolutte. Resten er alt sammen enkeltheder, betydningsløst, usandt, uvirkeligt, ikke til at klassificere og ikke til at identificere.

3:11 Tænk på en bærestol. Før den blev forvandlet til denne genstand, var den et træ. Dette træ blev forandret til tømmer og planker og til sidst til en bærestol. Hver gang formen forandrede sig, forandrede navnet sig også. Når man sidder i en bærestol, er der ingen, der vil sige, at man er i et stykke tømmer eller i et træ. Genstande undergår forandring; de er ikke evige. De er ikke sandhed.
top

3:12 Genstande kan udelukkende kendes ved hjælp af navn og form. De kan alene beskrives ved hjælp af deres karakteristika, for de er kunstige og midlertidige.

3:13 Hvad er en stol helt præcis? Den er en særlig ændring af træ, er det ikke sandt? Fjern træet, og stolen forsvinder også. Tænk på træet, der er substansen, og stolens ’tilsynekomst’ vil forsvinde. Det samme gælder med hensyn til ‘rigtig handling’, der også er substansen! Den ’rigtige handling’, der gælder i de perioder, hvor mennesker lever i ungdommen, lever et familieliv, et liv som eneboer, et liv som forsager eller som præst, er alle ændringer og modifikationer af den samme grundliggende ’rigtige handling’. Altså på samme måde som stolen, bænken og bærestolen er ændringer og modifikationer af det samme grundliggende træ. Den adskilte forskellighed forsvinder, lige så snart du går dybt ind i tingenes natur. Den legemlige ’rigtige handling’ fortoner sig, og alene Den Guddommelige Rigtige Handling, den grundliggende ’rigtige handling’, bliver tilbage. De forskellige møbler forsvinder, og alene træet bliver tilbage. På samme måde forsvinder den objektive ’rigtige handling’, og alene Den Guddommelige Rigtige Handling skinner i sin enestående glans.

3:14 Den ’rigtige handling’ der er knyttet til kroppen, er selvfølgelig vigtig for den verdslige karriere. Jeg vil ikke påstå, at den ikke er det. På samme måde som træ forandres til møbler og bliver anvendt, må Den Guddommelige Rigtige Handling, den grundlæggende ’rigtige handling’ eller Sandhedens Lov, også blive forandret til ’rigtige handling’. Den må blive forandret til den ’rigtige handling’, der gælder for den periode, hvor man lever et familieliv, et liv som eneboere, et liv som kvinde, et liv som mand osv. Indholdet er det samme i alt; substansen er identisk i enhver særskilt form. Hvordan skulle substansen kunne blive brugt op? Den kan blot blive omdannet og forandret, og de forskellige omdannelser får tilkendt forskellige navne, når de skal anvendes til forskellige formål. Den Guddommelige Rigtige Handling, den grundlæggende ’rigtige handling’, kan blive betragtet stykke for stykke og blive inddelt i adskilte områder, der gælder for forskellige formål. Træet bliver hugget, savet, samlet, ordnet og omordnet, men ikke desto mindre er det Den Guddommelige Rigtige Handling. Så længe den ’rigtige handlings’ forskellige systemer opstår fra dette ’træ’, sker der ingen skade. Husk imidlertid på, at møblerne aldrig kan blive omdannet til det oprindelige træ! Anvend Den Guddommelige Rigtige Handling, der gælder inden for de verdslige aktiviteters område, men kald ikke den verdslige form for ’rigtige handling’ for Den Guddommelige Rigtige Handling! Det vil ikke være ærligt over for Idealet, Det Absolutte.

3:15 ‘Rigtig handling’ er den moralske vej; den moralske vej er lyset; lyset er lyksalighed. ‘Rigtig handling’ er karakteriseret ved fromhed, fred, sandhed og sjælsstyrke. ‘Rigtig handling’ er yoga, forening, sammenslutning. ‘Rigtig handling’ er sandhed. Dens kvaliteter er retfærdighed, kontrol over sanserne, æresfølelse, kærlighed, værdighed, godhed, meditation, sympati og ikke-vold. Sådan er den ‘rigtige handling’, der består gennem tiderne. Den fører dig til universel kærlighed og enhed. Den er den højeste og den mest gavnlige øvelse. Alle disse ’udfoldelser’ begyndte med ‘rigtig handling’; de har alle stabiliseret sig gennem sandhed. Sandhed er ikke til at adskille fra ‘rigtig handling’. Sandhed er universets lov, der får Solen og Månen til at kredse rundt i deres baner. ‘Rigtig handling’ er vedaerne og mantraerne samt den visdom, disse skrifter overbringer. ‘Rigtig handling’ er kursen, vejen, loven. Overalt hvor der er overholdelse af moralsk adfærd, der kan du se Sandhedens Lov i funktion. Også i Bhagavad Gita siges det, at: ”Hvor der er ‘rigtig handling’, der er Krishna; der hvor både ‘rigtig handling’ og Krishna er til stede, der er sejr.” ‘Rigtig handling’ er selve Herrens legemliggørelse. Eftersom verden selv er Herrens krop, er verden blot et andet navn for ’moralsk orden’. Ingen kan nægte dette, nu eller nogensinde.

Kapitel 4

4:1 Mennesker henviser til og taler om forskellige pligter, rettigheder og forpligtelser, men disse er ikke Den Grundlæggende Sandheds Lov. De er blot metoder og fremgangsmåder, der skal kontrollere livets forviklinger. De er ikke fundamentale. Alle disse regler vedrørende moralsk adfærd og almindelig anerkendt opførsel er tilskyndet af behovet for at imødekomme to slags naturer, nemlig det maskuline og det feminine aspekt.

4:2 Disse to aspekter repræsenterer det alt gennemstrømmende samspil mellem den materielle verden og Det højeste Selv; det grove og det subtile; det uvirksomme og det bevidste. Hele denne skabelse fremkom gennem det uvirksommes og det bevidstes indbyrdes forhold, er det ikke sandt? Tilsvarende gælder, at alle de forskellige skikke er opstået på grund af denne forgrening. Alle disse forgreninger og udformninger af ‘rigtig handling’ er en følge af dette, af de maskuline og de feminine aspekter.

4:3 Derfor er disse to aspekters moralske opførsel og adfærd den overordnede ’rigtige handling’, der skal sikre verdens reelle fremskridt. Uanset hvad en højagtet lærer måtte berette, så kan det ikke gå hinsides disse to tydeligt adskilte aspekter.

4:4 Den ’rigtige handling’ for manden og den ’rigtige handling’ for kvinden er vigtige bestemmelser vedrørende Sandhedens Lov, der tidligere blev nævnt. Øvrige regler og øvelser er blot underordnede; bifloder, som de vandløb der møder den hellige flod, Godavari, når denne strømmer fremad. Disse ’bifloder’ relaterer til de forskellige omstændigheder, situationer og positioner, som er midlertidige. Du skal være opmærksom på hovedfloden og ikke bifloderne. På samme måde skal du betragte den vigtige og afgørende maskuline og feminine ’rigtige handling’ som livets hovedvejleder. Du skal ikke give de mindre betydningsfulde og underordnede regler vedrørende ’rigtige handling’ nogen afgørende betydning i livets forløb.
top

4:5 Den ’rigtige handling’ for kvinder: Det feminine aspekt bliver omtalt som illusionen, der af Herren er overlejret på Herren selv som den energi, Han ud af sin egen vilje udrustede sig selv med. Dette er illusionen, det feminine udtryk. Det er årsagen til, at kvinder bliver opfattet som legemliggørelsen af Den Universelle Kosmiske Energi. Hun er mandens trofaste ledsager, hans lykke og hans skæbne. Eftersom hun er konkretiseringen af Herrens vilje, er hun gådefuld, vidunderlig, det beskyttende princips repræsentant, hans hjems dronning, hans godgørenhed, den der åndeligt talt oplyser hjemmet. Kvinder, der er en kilde af guddommelig energi, er på ingen måde ringere eller mindreværdige. Deres natur er i sandhed fuld af sjælsstyrke, tålmodighed og kærlighed! Mænd besidder sjældent den selvkontrol, som kvinder besidder. For mænd er de eksempler og ledere med hensyn til at betræde den åndelige vej. Ren, uselvisk kærlighed er en medfødt kvalitet hos kvinder. Kvinder, der er fulde af viden, der er kultiverede, der er uløseligt forbundet med kærlighed, og som er meget ivrige efter at skelne, om deres ord og handlinger er i overensstemmelse med ‘rigtig handling’, sådanne kvinder er som gudinden Lakshmi (Herren Vishnu’s gemalinde; rigdommens gudinde), der skænker glæde og lykke til hjemmet. Det hjem, hvor manden og hans hustru er forbundet med hinanden i hellig kærlighed; hvor de begge hver dag læser bøger, der giver næring til sjælen; hvor Herrens navn bliver sunget, og hvor der bliver husket på Hans herlighed, et sådant hjem er i sandhed Herrens hjem, Herrens bolig! Den kvinde, der gennem kærlighed er knyttet til sin mand, er i sandhed en blomst, der udsender en usædvanlig skøn duft. Hun er en værdifuld ædelsten, der kaster glans over familien. En kvinde, der er udstyret med disse gode dyder, er i sandhed en skinnende ædelsten.

4:6 Ærbarhed er idealet for kvinder. Gennem den styrke der fås fra denne dyd, kan de opnå alt. Gennem Savithri (kvinde, der er berømt for gennem sin renheds og ærbarheds kraft at have bragt sin mand tilbage fra døden ved at overliste dødens Gud, Yama) var denne styrke i stand til at vinde hendes ægtemand tilbage til livet; Savithri kæmpede rent faktisk med Dødens Gud. Anasuya, der var vismanden Athri’s hustru og moder til Dattatrerya, var i stand til at forvandle selv Den guddommelige Treenighed, Brahma, Vishnu og Siva, til spædbørn. Nalayana, der var hengiven over for sin spedalske mand, kunne gennem sin ærbarheds mystiske kraft standse Solen på dens bane! Ærbarhed er kvindens kronjuvel. Det er den dyd, som hun skal prises mest for at besidde. Dydens godgørende konsekvenser er umulige at beskrive. Den er selve hendes åndedræt. Ved hjælp af hendes ærbarhed og den styrke, den skænker, kan hun frelse sin mand fra ulykke. Gennem denne dyd frelser hun sig selv. Gennem sin ærbarhed kommer hun uden tvivl også i Himlen. Gennem sit ’ords’ kraft brændte Damayanthi en jæger, der forsøgte at antaste og misbruge hende, til aske. Hun bar alle de kvaler, som et liv i ensomhed i junglen giver, da hendes mand, kong Nala, forlod hende, da han pludselig blev offer for en grusom skæbne (han tabte sit kongerige i et terningespil).

4:7 Ærbarhed er grundlæggende for kvinden; den er hendes uvurderlige juvel. For en kvinde er det imod ‘rigtig handling’ at overskride ærbarhedens grænser. At overskride grænserne fremkalder mange ulykker. Årsagen er, at selve den glans der står om kvindeligheden, vil blive tilintetgjort. Uden ærbarhed er kvinden blottet for skønhed og dannelse. Ydmyghed, renhed i tanke og væremåde, spagfærdighed, overgivelse til højere idealer, følsomhed, et roligt temperament, alle disse kvaliteters særlige blanding er ærbarhed. Blandt kvinders juveler er ærbarheden den mest værdifulde.

4:8 Den ærbare kvinde vil, gennem sin medfødte sans for korrekthed, altid holde sig inden for visse grænser. Automatisk bliver hun bevidst om, hvilken adfærd der er passende, og hvilken der ikke er passende. Hun vil udelukkende holde sig til dydige handlinger og en dydig adfærd. Ærbarhed er testen på en kvindes storhed og ophøjethed. Hvis en kvinde ikke udviser nogen ærbarhed, skader hun selve kvindelighedens interesser foruden at underminere sin egen personlighed. En sådan kvinde vil være som en blomst uden duft. En blomst som verden ikke sætter pris på eller ærer eller endog synes om. Uanset hvor udstyret en kvinde måtte være med hensyn til andre færdigheder, så vil fraværet af ærbarhed bevirke, at hendes liv er spildt og tomt. Ærbarhed løfter hende til den ophøjede fromheds højder. Den ærbare kvinde udøver autoritet i hjemmet såvel som uden for hjemmet; i samfundet såvel som i verden.

4:9 En og anden vil måske bryde ind her og sige: ”Men kvinder, der har bidt al skam i sig, bliver i dag æret! De spankulerer omkring med oprejst pande, og verden ærer dem ikke det ringeste mindre!” Jeg har ikke noget behov for at sætte mig ind i de aktiviteter, der foregår i nutidens verden. Jeg interesserer mig ikke for dem. De førnævnte personer modtager muligvis en eller anden form for respekt og ære, men denne respekt er der ikke givet fuldmagt til at give, og den er ikke fortjent. Når æren gives til dem, der ikke fortjener den, er det ensbetydende med en fornærmelse; at acceptere respekten, når den blive tilbudt, er at nedværdige selve gaven. At acceptere æren, når den bliver tilbudt, er at fornedre selve gaven, at fornedre æren. Der er ikke tale om ære, men smiger der af selviske og grådige mennesker bliver tildelt ikke ærbare personer. Det er det samme som at spytte, nemlig beskidt og ubehageligt.

4:10 Selvfølgelig vil den ærbare kvinde ikke hige efter hæder og ros. Hendes opmærksomhed vil altid være på de grænser, som hun ikke ønsker at overtræde. Hæder og ros bliver hende til del, uden hun behøver at bede om det, og det sker i ubemærkethed. Honningen i blomsten higer ikke efter bier; honningen trygler ikke bierne om at komme. Eftersom bierne har smagt sødmen, opsøger de selv blomsterne og sætter sig på dem. De kommer på grund af forbindelsen og båndet, der er mellem dem selv og sødmen. Forbindelsen mellem den kvinde, der kender grænserne, og den respekt hun vækker, er af samme karakter.

4:11 Hvis en frø sætter sig på en lotusblomst og bekendtgør ovenstående faktum til verden, betyder det så, at frøen kender denne blomsts skønhed eller sødme? Har den set eller smagt nogen af disse? Den smigrer muligvis lotusblomsten, men har frøen i det mindste erkendt, hvad blomsten indeholder? Den ære og respekt, der i dag tildeles kvinder, er af denne slags. Den gives af mennesker, der ikke ved, hvad de skal værdsætte, og hvordan de skal værdsætte det. De kender ikke vurderingsgrundlaget; de har ingen tro på de oprindelige værdier; de respekterer ikke de virkelig store og mægtige personer. Hvordan kan vi betegne det, de tilbyder, som ’ære’ eller ’respekt’? Det kan udelukkende kaldes ’en sygdom’ eller i bedste fald ’en etikette’, det er det hele.
top

4:12 Princippet om Den Guddommelige Rigtige Handling tillader ikke, at udtrykket ’kvinde’ anvendes om ’en kvinde uden ærbarhed’. Hvis respekt og ære bliver øst ud over en person, der ikke følger Den Guddommelige Rigtige Handling, svarer det til at hæfte æresbevisninger på en krop, der ikke længere er i live. Den sjæl, der har forladt kroppen, kan ikke nyde den respekt, der vises liget. Det samme er tilfældet, hvis en person, der er ubevidst om Virkeligheden og ikke har erfaret formålet med Den guddommelige Gnists legemliggørelse, bliver tildelt berømmelse og hæder. Hvem får glæde af den?

4:13 Den ærbare kvinde bekymrer sig ikke om den slags meningsløst bras og flitterstads. Hun vil hellere søge at opnå selvrespekt, hvilket er langt mere tilfredsstillende. Det er dette særpræg, der gør hende til hjemmets Lakshmi. Det er årsagen til, at hustruen bliver omtalt som Hjemmets Gudinde (hende der bringer glæde og lykke til hjemmet). Hvis en hustru ikke besidder sådanne kendetegn, bliver hjemmet en ubehagelighedernes bolig.

4:14 Kvinden er hjemmets og religionens støtte. Hun planter og plejer religiøs tro, eller hun udtørrer og rykker den op med rode. Kvinder har et medfødt og naturligt anlæg for tro og åndelig stræben. Kvinder med hengivenhed, tro og ydmyghed kan lede mænd ad den guddommelige vej og få dem til at øve sig i at praktisere hellige dyder. Disse kvinder vil stå tidligt op, før daggry. De vil gøre hjemmet rent, og efter morgentoilettet vil de sidde en tid og gentage Guds navn og meditere. I deres hjem vil de have et lille separat værelse, hvor de kan tilbede Herren. I dette værelse vil de placere statuer af Herren såvel som billeder af hellige vismænd, guruer og vejledere. De vil anse værelset for at være specielt helligt, og de vil fylde atmosfæren med deres bønner både morgen og aften såvel som på hellige dage og ved højtider. En kvinde, der med standhaftighed praktiserer dette, vil være i stand til endog at forvandle sin ateistiske mand. Hun vil overtale ham til at være med til at bede, til at tage del i nogle gode aktiviteter eller i nogle sociale tjenestearrangementer, der er præget af en holdning af hengivenhed over for Herren. Det er i sandhed kvinden, der opretholder hjemmet; det er hendes opgave, hendes mission. Hun er i sandhed Den guddommelige Energis repræsentant.

4:15 På den anden side gælder, at hvis hustruen forsøger at trække sin mand væk fra den vej, der fører til Gud, altså føre ham fra det åndelige til det sanselige stadie; eller hvis ægtemanden behandler sin hustru, som er tilbøjelig til at søge glæde fra sine åndelige bestræbelser, som en person der følger den forkerte vej og derfor forsøger at trække hende væk fra det åndelige, så kan man sige, at et sådan ægtepars hjem ikke er værdigt til betegnelsen ’hjem’. Det er et helvede, hvor spøgelser og onde ånder lever i sus og dus.
top

4:16 Rent faktisk bør kvinder stræbe efter at opnå viden om sjælen og leve hvert øjeblik i bevidstheden om, at hun udelukkende er Den guddommelige Gnist. Hun skal altid udvise et ønske om at blive ét med Den guddommelige Bevidsthed. Et hjem hvor kvinden er sådan; hvor mand og hustru lever deres liv i skyggen af store idealer; hvor de sammen synger til Herrens navns herlighed; hvor de begge anvender deres tid på at udføre gode handlinger; hvor sandhed, fred og kærlighed regerer; hvor der regelmæssigt læses i hellige bøger; hvor sanserne er under kontrol, og hvor alle væsener behandles ens, fordi der er en viden om alle væseners grundlæggende enhed, et sådant hjem er helt sikkert Himmeriget på Jord.

4:17 En hustru med en sådan natur er en hustru, der fortjener betegnelsen ’hustru’. Hun skal virkelig elske sin mand. Først da kan hun blive kaldt hustru. Først da er hun en lovformelig hustru. Først da er hun ledsager såvel som redskab for ‘rigtig handling’, rigdom og velstand samt opfyldelse af verdslige ønsker. Kvinden, der kender sin mands sind og taler blidt og venligt, er en sand ven. Når en hustru er nødt til at gøre sin mand opmærksom på den ’rigtige handlings’ vej, hænder det derfor, at hun må påtage sig rollen som fader! Når hendes mand er ramt af sygdom, er hun moderen.

4:18 Kvinden skal prioritere sin tjeneste over for sin mand højest; for hende er det sand tilbedelse. Hendes bønner, tilbedelse og andagt kan vente. Uden at tjene sin mand kan hun ikke opnå lyksalighed i sin tilbedelse eller i sin meditation.

4:19 Rent faktisk skal Herren bydes velkommen i skikkelse af manden, der repræsenterer Herren, og al den tjeneste der ydes til manden, skal ophøjes til tilbedelse. Det er den sande, den ægte, pligts vej. Hvis enhver handling bliver udført, som blev den udført for Den guddommelige Gnists skyld, og for at Den guddommelige Gnist skal blive forenet med Det højeste Selv, så bliver alle handlinger tilegnet Herren. Alle sådanne handlinger befrier; de binder ikke.

4:20 Det betyder ikke noget, hvor dårlig eller hvor nedrig ægtemanden er. Uanset hvordan han er, så skal hans hustru, ved hjælp af kærlighed, få ham til at skifte mening, korrigere ham samt hjælpe ham til at opnå Herrens velsignelse. Det er ikke korrekt at mene, at alene hendes egne fremskridt betyder noget, og at hun intet ansvar har for mandens fremskridt eller højnelse. Hun skal tværtimod føle, at mandens trivsel, mandens ønsker, mandens frelse alle også er ’universalmidlet’ for hende. En sådan kvinde vil automatisk modtage Herrens nåde, uden at hun skal gøre sig specielle anstrengelser for at få den. Nåden vil strømme mod hende; Herren vil altid være ved hendes side og på alle måder være venlig mod hende. Gennem hendes gode dyder vil hun sikre sin mands befrielse.
top


Kapitel 5

5:1 Uddannelse er vigtig for både mænd og kvinder. Men uddannelsen for kvinder må nødvendigvis være i overensstemmelse med deres specielle behov. I hele verden gælder, at veluddannede kvinder i sandhed er ’rigtig handlings’ støtter og fortalere. Forældre skal også samarbejde i bestræbelserne på at udruste deres døtre med en ordentlig uddannelse. Inden for bestemte områder bør kvinder ikke have frihed. Det vil ikke forbedre deres tilværelse, hvis de får denne frihed. De skal udvikles til at blive ideelle kvinder; deres uddannelse skal rette sig mod dette.

5:2 Tøjlesløs frihed er ødelæggende for ‘rigtig handling’. Desuden vil kvinder skade sig selv, hvis de har tøjlesløs frihed. Det at blande sig i samfundet uden nogen form for sondring vil frembringe resultater, der er ødelæggende. Selvfølgelig var der i fortiden også veluddannede kvinder, men de opgav aldrig deres ‘rigtig handling’; de glemte aldrig Den Guddommelige Rigtige Handlings mål. Viden og uddannelse skal bygges på skelneevnens grundlag. Den kvindelige tiggermunk Sulabha, den ærbare Savithri, vismanden Arthris hustru, Anasuya, den kvindelige vismand Gargi, den gudfrygtige Nalayani og lignende forbilleder for ærbarhed; gudhengivne som dronning Meera, kvindelige yogi’er som Choodala, alle var de født i det indiske område, og gennem deres overholdelse af ‘rigtig handling’ styrkede de ‘rigtig handling’. Engang da Sulabha, med al sin lærdom og erfaring, holdt foredrag om Den guddommelige Gnist, blev selv filosoffen Janaka forbløffet! Disse kvinder havde en karakterfasthed og opførsel, der var inspireret af hengivenhed og visdom. Det er på grund af sådanne store og hellige kvinders eksempler, at ligefremhed, ydmyghed og hengivenhed selv i dag stråler i hjerterne på Indiens kvinder.

5:3 Kvinder af i dag bør hente inspiration fra ovennævnte kvinder. Kvinder af i dag skal bestræbe sig på at leve, som disse kvinder gjorde i fortiden. Hindu-kvinder skal altid have den ’rigtige handlings’ ideal foran sig som deres vejleder og på denne måde gøre fremskridt inden for de åndelige områder. De kan beherske et hvilket som helst emne i relation til den objektive verden som i dag måtte være betydningsfuldt. Men omsorgen for ånden bør ikke blive glemt. De skal være interesseret i vediske studier, der vil udvikle deres indre syn. En kvinde uden denne træning er som et klippestykke uden støtte, en fare for sig selv og andre, et meget ubalanceret individ. Den kvindelige tiggermunk Sulabha og andre, der stræbte efter disse studier, opnåede stor berømmelse som udlæggere af vedaerne. Indien har frembragt adskillige sådanne helgener og lærde blandt kvinder. Mænd, der var besjælet af ‘rigtig handling’, samt lærde mænd plejede at henvende sig til sådanne kvinder for at få inspiration og vejledning.

5:4 Hvad baserer fremskridt sig på? Landets, samfundets og familiens fremskridt afhænger af en ordentlig uddannelse af kvinderne. Udelukkende hvis kvinderne behersker viden om Den Højeste Eksistens, videnskaben om virkeliggørelsen af Virkeligheden, kan landet blive hævet til sin oprindelige storhed. Hvis landet skal have vedvarende fremgang, velstand og fred, er det nødvendigt, at kvinderne bliver oplært i et uddannelsessystem, der lægger vægt på moralsk adfærd, moralske kvaliteter. Årsagen til den nuværende nedgang med hensyn til moralsk standard og fraværet af fred mellem mennesker er, at dette aspekt af kvinders uddannelse er blevet tilsidesat. Jorden og himlen er stadig de samme; forandringen ligger i, at den ideelle uddannelse har bevæget sig fra ‘rigtig handling’ til uretfærdig eller forkert handling.

5:5 Indholdet af nutidens uddannelse bliver omtalt som viden, men det er blot noget, man kalder det. Hvis du tænker over de uddannedes øjeblikkelige adfærd og deres personlige karaktertræk, fortjener de ikke, at betegnelsen ’viden’ bliver hæftet på dem. En uddannet person skal være i stand til at tilegne sig Den guddommelige Gnists indre glæde uden hensyn til de ydre omstændigheder. Uddannede personer skal have forstået meningen med livet. De skal være bevidst om virkeliggørelsens disciplin. Herrens nåde var det eksamensbevis, som alle studerende i gamle dage stræbte efter at sikre sig. Dette eksamensbevis blev tildelt dem, der var kyndige i fremelskelsen af god moral, god opførsel, gode vaner, kontrol over sanserne, beherskelse af sindet og udvikling af guddommelige kvaliteter. I dag er tingene imidlertid anderledes. Nu kan man få eksamensbeviser ved at gennemlæse nogle få bøger! Man kan ikke få moralsk og åndelig træning ved at gennemføre en moderne uddannelse.
top

5:6 Enhver kvinde skal modtage en undervisning, der er gennemtænk og godt planlagt. Hun skal kunne forstå landets problemer. Inden for hendes ressourcers og hendes kapacitets grænser skal hun over for landet, samfundet og familien yde den tjeneste og hjælp, som hun er i stand til. Intet land kan blive opbygget, uden det sker på dets kvinders kultur. Den kommende generation bliver formet af nutidens mødre. Den nuværende generation er så fuld af forkerte handlinger og uretfærdighed, fordi de kvinder der opdragede generationen, ikke var årvågne og intelligente nok. Men sket er sket. For i det mindste at redde den næste generation, må kvinderne i tide blive advaret og vejledt om at opfatte fortidens kvinder som deres forbilleder.

5:7 Fortid, nutid eller fremtid, for alle tider gælder, at kvinder er fremskridtets rygrad; landets hjerte; livsåndedrættet. De spiller hovedrollen i livets ’rigtige handling’; en nøglerolle der er fyldt med hellighed. Hendes livsopgave er at fastlægge reglerne for rigtig opførsel og moralsk adfærd. Hun skal give børn moralsk og åndelig træning. Når moderen er besjælet af ‘rigtig handling’, drager børnene fordel af det og bliver tilsvarende gennemtrængt af den ’rigtige handling’! Når moderen er dygtig til moralsk levevis, lærer børnene også at leve et moralsk liv. Derfor fastsætter uddannelsesniveauet blandt kvinder, om et land vil få fremgang, eller om det vil blive svækket. Kvindens handlinger og opførsel er afgørende faktorer.

5:8 Ældres og forældres ansvar og forpligtelse på dette område er meget stort. Se på nutidens studerende; man ser ingen antydning af kultur i dem. Anliggender vedrørende det åndelige og tale om Den guddommelige Gnist afstedkommer latter blandt dem! At være stor i munden; slavisk at følge moden, det er blevet moderne. Det er ikke den sande kultur. Nutidens veluddannede kvinder er hjælpeløse, når det drejer sig om at styre hjemmet. For dem er hjemmet blot et hotel; de er så hjælpeløst afhængig af køkken- og tjenestepigen. Den veluddannede kvinde er blot en sminket dukke, der pynter i det moderne hjem. Hun er en belastning, en hæmsko, for sin mand; en vægt rundt om hans hals. Han er trængt på grund af hendes insisterende krav om at bruge penge på alle mulige forskellige ting. Af ren og skær dovenskab tager hun ikke del i husførelsens opgaver. Da hun spiser og sover, men ikke motionerer, udvikler hun sygdomme, der bevirker, at hun dør en tidlig død.

5:9 Kvinders letfærdige opførsel har indhyllet nutidens verden i en atmosfære af ’rigtig handlings’ forfald. Kvinder skader sig selv ved at løbe efter flygtige fornøjelser. De er fuldstændig ligeglade med behovet for at udvikle en god karakter og ophøjede kvaliteter. De er betaget af den falske frihed, der forstærker deres indbildskhed. At skaffe sig et job; at gøre karriere; at blande sig med alle og enhver uden at sondre og skelne; at opgive respekten for ældre og holde op med at frygte synd og ondskab; at ignorere det godes og det helliges fordring; at tvinge manden til at danse efter sin pibe; at undlade at føle anger over egne fejltagelser – er alt dette et tegn på uddannelse? Nej, de er alle uvidenhedens uhyrlige og skræmmende skikkelser; de uuddannede egoisters holdninger der gør en person grim og frastødende.

5:10 Hvis en hustru føler, at ægtemandens hjem er helligt, så vil dette hjem i sig selv udstyre hende med alle mulige evner og kvaliteter. Ingen steder findes der et sted, der er bedre for hende end sådant et hjem. En hellig digter har sunget om, at hjemmet er hendes tempel, hendes skole, hendes legeplads, hendes politiske scene, hendes offerplads og hendes eneboerhytte.

5:11 Uddannede kvinder kan udføre gavnlig tjeneste til det omkringliggende samfund alt efter deres evner, lyster, tilbøjeligheder, karakter, uddannelsesmæssige baggrund, livsstil og beskæftigelse. De bør undgå at sætte en plet på deres forældres, families eller eget rygte. En kvinde uden en god karakter er lige så fordærvet som ’en død’. Derfor skal kvinder altid være vagtsomme, når de bevæger sig omkring i verden. De bør undgå rapmundet og flabet tale, og de bør undgå at blande sig i alt muligt. Den kvinde, der besidder evnen til at skelne, vil kun engagere sig i den slags handlinger, der vil forøge og kaste glans over hendes mands berømmelse og ære. Hun vil aldrig engagere sig i handlinger, der vil skade hverken berømmelsen eller æren. Det er derfor, det påstås, at: ’En god karakter og gode dyder er en veluddannet persons kendetegn; det, der gør uddannelse værdifuld’.
top

5:12 Jeg erklærer ikke, at kvinder ikke bør uddanne sig, eller at de ikke bør blande sig og tage del i samfundet. Hvis de er udstyret med gode kvaliteter, og hvis de gode kvaliteter bliver fulgt op af gode handlinger, gode vaner, udøvelsen af åndelige øvelser og den tidløse ’rigtige handling’ bliver overholdt, så er deres studier i sandhed værdifulde. Så drager samfundet i sandhed fordel af disse studier, uanset hvor kvinderne bevæger sig hen. Studierne og samfundet er i sig selv ikke skadelige; de reagerer alt efter de personers natur, der gør brug af dem. Både samfundet og studierne kan skænke gode eller dårlige resultater. Katten fastholder killingen såvel som rotten i den selv samme mund, men med hvilken forskel! Den kæler for killingen; den dræber rotten. Biddet er neutralt; det er rotten eller killingen, der bestemmer, hvordan katten opfører sig.

5:13 På samme måde kan viden udvikle skelneevnen, inspirere én til at gå i gang med at udføre tjeneste; tilskynde til undersøgelse af Virkeligheden; fremme ens søgen efter Den Absolutte og endda bane vejen for opnåelse af evnen til at skelne mellem det, der er Den guddommelige Gnist og det, der ikke er Den Guddommelige Gnist. På den anden side kan viden muligvis nære og styrke falskhedens, hykleriets, grusomhedens og uretfærdighedens rødder. Muligvis lærer den opnåede viden mennesket om nye metoder at bedrage på og ødelægger menneskets løbebane her på Jorden. Den opnåede viden forvandler muligvis kærlighed til modbydeligt had og sandhed til stridens kerne.

5:14 Derfor gælder, at uanset hvilket emne en kvinde måtte have studeret og derved behersker; uanset hvilket uddannelsesniveau eller hvilken universitetsgrad hun har opnået; uanset hvilken status hun eller hendes mand har, så skal hun holde fast ved følgende sandheder: Virkelig og sand elskværdighed består i at have en god karakter; moralsk adfærd er selve åndedrættet hos en kvinde; ærbarhed er selve livskraften; overholdelse af sandheden er hendes daglige pligt. Hun skal plante frygtens frø (frygt for synd og frygt for Herren) i sit hjerte og udvikle ydmyghedens charme. Inden for de religiøse, moralske og fysiske områder skal hun rette sig efter ’rigtig handlings’ udtrykkelige bestemmelser og opfatte disse som essensen af al viden. Hun skal være forberedt på at ofre selv sit liv for at opretholde sin ære. Hun skal nære og bevare sin ærbarhed og sin tilbedelse af sin mand. Dette er en kvindes væsentligste pligter, hendes væsentligste ‘rigtig handling’. Det er årsagen til selve hendes fødsel som kvinde.
top



Kapitel 6

6:1 Den ’rigtige handlings’ principper vil ikke løbende forandre sig, så de passer til menneskers bekvemmelighed. ‘Rigtig handling’ er uforanderlig. ‘Rigtig handling’ bliver ved med at være ’rigtig handling’ – dengang, nu og til evig tid. Selvfølgelig forandrer udøvelsen af og reglerne vedrørende den gældende ’rigtige handling’ sig muligvis alt efter de foranderlige vilkår. Selv om det er tilfældet, er denne udøvelse nødt til at blive undersøgt og afprøvet på de hellige skrifters grundlag, ikke på fordelagtighedens og bekvemmelighedens grundlag. En sådan kalkulation bør ikke finde sted. De hellige skrifter støtter muligvis ikke altid regler, der giver håndgribelige og synlige fordele. Vedaerne og andre hellige skrifter kan heller ikke ventes udelukkende at pege på sådanne handlinger. ‘Rigtig handling’ kan ikke blive afprøvet og testet i den retning. Direkte eller synlige beviser er umulige at få. Tilhængere af Mimamsa-filosofien (et filosofisk system der først og fremmest beskæftiger sig med fortolkning af de vediske ritualer) fastslår, at ‘rigtig handling’ udelukkende kan erkendes gennem de vediske mantraer, og at vedaerne udelukkende forsøger at forklare og tydeliggøre sådanne sandheder, der er hinsides synlig bevisførelse.

6:2 Hvis ‘rigtig handling’ bliver fulgt, fordi man ønsker nogle resultater, kan ’rigtig handling’ endog ende med at blive forsømt. Det kan ske, når den ønskede og opnåede fordel ved den ’rigtige handling’ ikke er tydelig eller øjeblikkelig. Alle vil ikke have det samme motiv; alle vil ikke have den samme målestok. For eksempel vil hver person have en forskellig idé om det udbytte, man får af et rituelt bad, bønner på fastsatte tidspunkter i løbet af dagen, gentagelse af Guds navn og meditation, alle øvelser der er foreskrevet og anbefalet i de hellige skrifter. Nogle mennesker holder f.eks. op med at fremsige Gayathri mantraet om aftenen (selv om de har ’forpligtet’ sig selv til at fremsige Gayathri morgen, middag og aften), og i stedet reciterer de så Vishnu’s 1008 navne eller Siva’s 1008 navne. ’Udfør morgen-, middags- og aftenbønnerne på de korrekte tidspunkter’, det er forskriften. Men, på trods af sådanne anvisninger, er det så ikke et brud på ‘rigtig handling’, når mennesker på denne måde aflyser aftenbønnen (i dette tilfælde Gayathri mantraet) og erstatter den med en anden bøn? På tilsvarende måde er der forskrifter for hver kaste.

6:3 I Bhagavad Gita erklæres det tydeligt: ”Jeg har skabt de fire kaster, idet Jeg har adskilt kasterne på baggrund af kvaliteter og aktiviteter.” Det er læren. Idet de stoler på alle mulige slags sølle argumenter og tynde begrundelser, følger mange mennesker netop den ’rigtige handling’, der tiltaler dem. Uden nogen frygt for Gud eller for synd trækker de også uskyldige, uvidende personer i den forkerte retning. Det er årsagen til, at Herren til tider inkarnerer for at opbygge og højne de undertrykte og for at genoprette ‘rigtig handling’. Det er årsagen til, at Herren inkarnerer. Med rungende klang er dette blevet erklæret i Bhagavad Gita.

6:4 Herren Krishna erklærede: ”For at beskytte de gode, for at tilintetgøre de onde og for at genetablere retskaffenhed, fødes jeg i enhver tidsalder.” Her er der én ting, du må have helt på det rene. Mange, der læser Bhagavad Gita’en, går ud fra, at Herren inkarnerer, når ‘rigtig handling’ er blevet tilintetgjort, og når de forkerte og uretfærdige handlingers kræfter begynder at tage overhånd. Men der er intet grundlag for at drage den konklusion, at ‘rigtig handling’ bliver tilintetgjort. Heller ikke Bhagavad Gita giver udtryk for dette. Ordet, der anvendes, betyder, at når alt tyder på at ‘rigtig handling’ er i fare, ”vil jeg komme for at beskytte den mod at lide skade.” I Bhagavad Gita siger Krishna ikke, at Han vil inkarnere for at beskytte den og bevare den, efter ‘rigtig handling’ selv er blevet tilintetgjort! Til hvilken nytte er lægen, efter at livet er ebbet ud? På samme måde kan man spørge, hvilket behov der er for Herrens inkarnation, efter at ‘rigtig handling’, der er selve menneskehedens livsåndedræt, er blevet tilintetgjort? Hvad skal Herren så beskytte? Det er derfor, at det ord der betyder ”vil jeg komme for at beskytte den mod at lide skade”, bliver anvendt for at angive, ikke tilintetgørelsen, men tilbagegangen, forfaldet, svækkelsen af ‘rigtig handling’. At beskytte ‘rigtig handling’ er Herrens opgave, for ‘rigtig handling’ er selve den individuelle sjæls åndedræt.

6:5 ‘Rigtig handling’ er ikke et almindeligt anliggende. De, der ikke udfører ’rigtig handling’, kunne lige så godt være døde; de, der udfører ‘rigtig handling’, er af guddommelig natur. I dag er der behov for at vende mennesker mod den ’rigtige handlings’ vej. Dette skal ske ved hjælp af gode råd. Samtidig skal mennesker lokkes med de attraktive konsekvenser, der er ved at følge denne vej. Ellers kan de trues til at tage afstand fra de personer, der ikke går ad denne vej, og som en sidste udvej kan de udsættes for straf. Det er de traditionelle metoder: At messe, at belønne, at adskille og at give med spanskrør. I gamle dage opgav folk aldrig at praktisere ‘rigtig handling’, selv når sværdet blev rettet mod dem, og de blev truet på livet. Uden selv det svageste pres fra andre falder mennesker i dag ned på et lavere niveau og forfalder til uretfærdige og forkerte handlinger. ‘Rigtig handling’ bliver i sandhed udlagt og fortolket på mange forskellige og forvirrende måder. Og de, der nøje følger den sande ’rigtige handling’, bliver lagt hindringer i vejen, grinet af og behandlet værre end tørret græs. De, der er opsatte på at holde sig til ‘rigtig handling’, bliver stemplet som bedragere og som uvidende personer. Sådanne bagtalere ved ikke, hvad ‘rigtig handling’ er, eller hvad dens principper indebærer. Ulykkelige individer! De besidder ikke evnen til at forstå betydningen af ordene ‘rigtig handling’. Du kan selv vurdere, hvordan ’rigtig handling’ skulle kunne blive forstået af personer, der end ikke kan forstå den egentlige betydning af ordene. Hvad kan en person, der er født blind, vide om Solen og dens stråler? Selvfølgelig kan han mærke varmen, når Solens stråler rammer hans krop, men han kan ikke have nogen forestilling om Solens natur, dens form, dens skikkelse, dens stråleglans osv. Det samme gælder for en person, der ikke har noget begreb om ‘rigtig handling’, ikke tror på ‘rigtig handling’. Den glæde der opstår, når ‘rigtig handling’ overholdes, er noget, der er ubegribeligt. At udbrede sig om ‘rigtig handling’ over for den slags personer er et lige så værdiløst foretagende, som at blæse i en konkylie foran en person, der er stokdøv. Han kan kun se konkylien ved den persons læber, som står foran ham. Han kan ikke høre den mindste smule lyd. Så når man priser ’rigtig handling’ til skyerne eller forklarer nogen om den, må man være omhyggelig med at finde ud af, om personen man taler til, tror på ‘rigtig handling’ og alvorligt og ivrigt ønsker at praktisere den. Det er udelukkende den slags personer, man skal tage sig af og søge at korrigere. Gennem den tilskyndelse der stammer fra deres egne erfaringer, og den glæde de opnår fra disse, vil selv uvidende personer senere plante den ’rigtige handlings’ frø i deres hjerte.

6:6 Nu til dags har mange veluddannede personer, der er fordybet i vediske og hellige skrifters viden samt i klassisk lærdom, mistet deres tro på de selv samme tekster, som de behersker. De er blevet bange for vedholdent at holde sig til ‘rigtig handling’, for deres kyniske venner griner af dem. Disse veluddannede personer har givet efter for kritikernes dårlige argumenter og solgt deres kulturarv for ligegyldige modydelser. På en meget letfældig måde udlægger og forklarer de den hellige Ekadasi-faste (en 14 dags periode der anses at være hellig at faste i) som én af metoderne til at regulere helbredet; kamferflammens blafren som et middel til astmatikere; åndedrætskontrol som noget der fremmer fordøjelsen; pilgrimsrejser som uddannelsesrelaterede rejser; velgørenhed som reklame for én selv osv., osv. Den ’rigtige handlings’ hellige påbud og formaninger bliver på denne måde fornedret og vanhelliget.

6:7 Sådanne mennesker bedrager blot verden; de er barbarer, der hverken kender eller retter sig efter den ’rigtige handlings’ principper. De kan lære noget af en granskning af den ’rigtige handling’, der blev fastsat af Manu, universets Herre.

6:8 Således erklærede Manu: ”Ethvert menneske, der ønsker at kende ‘rigtig handling’, kan udelukkende komme til at kende den ved at følge et filosofisk, logisk system, som ikke står i modsætning til vedaerne eller de hellige skrifter.” Ingen konklusion, der står i modsætning til vedaerne, kan være logisk. Tør logik er uden udbytte, og Manu anbefaler den ikke til de mennesker, der ønsker at studere vedaerne og andre hellige skrifter. Alligevel er der i dag mange, der holder fast i den logiske argumentation, og idet de selv følger den uretfærdige og forkerte handling, trækker de også andre med sig hen ad den forkerte vej. Det er årsagen til, at vismanden Veda Vyasa for lang tid siden erklærede: ”De, der følger årsagssammenhængens og logikkens vej, idet de søger forbindelsen mellem årsag og virkning, vil ikke tilbyde ofre i den hellige ild. De vil involvere dem selv i lave og fornedrende handlinger.”

6:9 Veda Vyasa skrev dette i den første del af det episke digt Mahabharatha’s tredje bog, mens han var i færd med at beskrive de forhold, man kunne forvente i Kali-tidsalderen (den nuværende tidsalder).

6:10 Det er udelukkende ved at følge den ’rigtige handlings’ vej, retskaffenhedens vej, at Solen og Månen usvigeligt sikkert drejer rundt i deres kredsløb; det er udelukkende den ’rigtige handlings’ dragen, der får alle de guddommelige kræfter til at holde sig til deres forskellige pligter og ansvar; udelukkende ‘rigtig handling’ holder de fem elementer bundet til deres naturs principper.

6:11 Du bør opnå den størst mulige gavn af ‘rigtig handling’, og mens du efterlever den, skal du undgå at påføre dig selv eller andre nogen skade. Du skal udbrede dens herlighed ved at gøre dig selv til et skinnende eksempel på den fred og glæde, som ‘rigtig handling’ giver. Følg ikke den tørre logiks spor; forvir ikke din hjerne med kynisme og fordomme; vær ikke interesseret i, hvad andre foretager sig eller tror på og prøv ikke at få dem til at forbedre sig eller at bringe dem på den rette vej. Tro på Den grundlæggende guddommelige Gnist, som er din virkelige sandhed; undersøg alle dine forskellige former for opførsel på dette grundlag, og undersøg om de vil hæmme processen med at åbenbare Den guddommelige Gnist eller ej; forsæt i denne tros lys og undersøg dine daglige pligter og ritualer. På denne måde vil du aldrig komme galt af sted. Du vil tillige opnå stor glæde.

6:12 Der eksisterer nogle verdslige grundsætninger så som: ’At være beskæftiget med et erhverv er mandens kendetegn’, eller ’at være beskæftiget med en opgave er manddommens kendetegn’ osv. Men den sande grundsætning er: ’Overholdelse af ‘rigtig handling’ er manddommens kendetegn’. Alle skal engagere sig i handlinger, der er motiveret af ‘rigtig handling’, eller med opgaver der er gennemtrængt af ‘rigtig handling’, mens de søger at nå menneskelivets fire mål: ’Rigtig handling’, rigdom (læs: Den højeste visdom), begær efter befrielse og befrielse.
top

6:13 Hvad ’en ærbar kvindes pligt over for sin mand’ er for kvinder, er ’den vej der fører til viden om Gud’ for mænd. På samme måde som kvinder bør opfatte én person, og kun én person, som deres herre og mand, skal mænd også være trofaste over for én kvinde, og kun én kvinde. De skal opfatte kvinden som deres kammerat og hustru. Hun bør opfatte ægtemanden som Gud og tilbede ham, sørge for ham og se til at hans ønsker bliver opfyldt. Alt dette for at udføre sin pligt som en ærbar og loyal hustru. Derfor skal manden også ære sin hustru som ’hjemmets frue’ og handle i overensstemmelse med hendes ønsker, for hun er ’Hjemmets Gudinde’. Først da kan han gøre sig fortjent til at have status som ’en mand’. Navn og berømmelse, ære og vanære, laster og gode vaner, det der er godt, og det der er dårligt, de er alle ens og de samme for både mænd og kvinder. Der eksisterer ikke sådant noget, som at kvinder er bundet, og mænd er frie. De er begge bundet på den samme måde til ’rigtig handlings’ regler. Både mænd og kvinder vil synke ned til uretfærdige og forkerte handlingers niveau, hvis de opfører sig uden at gøre krav på det menneskelige livs fire mål, som tidligere blev nævnt. Ligesom kvinder er mænd også bundet inden for bestemte områder. Mænd har ingen særskilt ret til at gøre visse ting. Der findes visse betydningsfulde løfter mellem ægtemand og hustru.

top



Kapitel 7

7:1 Alt, hvad der er synligt, skinner som Gayathri mantraet (se eventuelt oversætterens orientering om Gayathri mantraet . Årsagen er, at Gayathri mantraet er Guds lyd, og alle synlige former har lyd som deres grundlag; bliver tilkendegivet gennem lyd og bliver klassificeret af lyd. Lyd er tale eller ord. Det er lyd, der beskriver formerne; det er lyd, der bekendtgør dem, og det er lyd, der betegner dem. Alle synlige former findes i denne foranderlige verden. Ingen former eksisterer hinsides den foranderlige verden. Denne verden er menneskehedens ’krop’; i sit jordiske liv kan mennesket ikke ’forlade’ sin ’krop’. Her findes den livsenergi, der holder mennesket i live. Livsenergien er inde i ’hjertet’ (det åndelige hjerte). Livsenergien kan ikke bevæge sig uden for og hinsides ’hjertet’.

7:2 Gayathri mantraet består af fem dele (Skabelsesmantraet AUM, hvilke områder mantraet dækker, lovprisning, meditation og bøn) og omfatter seks områder. Disse områder er: Tale, genstande, verden, kroppen, åndedrættet og hjertet. Den iboende Sjæl (Den iboende Gud eller Den Ultimative Virkelighed), der bliver prist i dette Gayathri mantra, er i sandhed ophøjet, hellig og prægtig. Universets mangfoldige manifestationer er, som det er blevet nævnt, blot en brøkdel af Herrens legeme. Mangfoldighedernes antal og beskaffenhed, deres størrelse og betydning, er hinsides forståelse; alligevel udgør alt dette blot en fjerdedel af Herrens pragt. De andre trefjerdedele er Hans Strålende Udødelige Skikkelse.

7:3 For mennesket er det umuligt at forstå denne strålende skikkelses mysterium. Den iboende Sjæl (Den Ultimative Virkelighed), der henvises til i Gayathri mantraet, omtales faktisk som Gud. Den iboende Sjæl er æteren; hinsides menneskets fatteevne. Den iboende Sjæl omtales som ’Guds ydre Univers’. Det er den vågne tilstands kendetegn. Den iboende Sjæl er æteren inde i menneskets personlighed. Den iboende Sjæl er også ’Guds indre Univers’. Det er drømmetilstandens kendetegn. Den iboende Sjæl er æteren, inde i menneskets hjerte. Tillige fylder og tilfredsstiller Den iboende Sjæl hjertet. Det er den dybe søvntilstand. De, der kender denne sandhed, opnår fuldbyrdelse og Gud. Det betyder, at de, der kender de tre tilstande: Den vågne tilstand, drømmetilstanden og den dybe søvntilstand, selv er Gud. Hvor er det latterligt, at mennesket, der kendes som Den iboende Sjæl, og som bærer ’Legemliggørelsen af det alt gennemstrømmende guddommelige Selvs’ navn, skulle udvikle sig til at blive kilden til egoisme og den deraf følgende urenhed og være travlt optaget af den uhellige jagt efter uretfærdighed! Hvilken katastrofe! For i det mindste i dag at være kendt som Den iboende Sjæl burde mennesket forsøge at praktisere den levevis, der vil udstyre det med en brøkdel af denne herlighed.

7:4 Hvad skal man så sige om den ‘rigtige handling’ for manden? Hvordan kan man forvente, at de mennesker der ikke har bekymret sig om at opnå selv den mindste del af Den Oprindelige Iboende Guds herlighed, skal kunne praktisere, hvad der er ’rigtig handling’ for manden? Nu til dags vil end ikke den mest omhyggelige forskning kunne finde frem til en smule af den! Som en ældgammel helgen udtalte: ”Når en person, der er blevet indviet i Gayathri mantraet, holder op med at praktisere intens meditation på Herren, synker han ned i fortabelse”. Dette udtrykkes i alle traditionelle love. De, der forsømmer den intense meditation på Herren, har ingen ret til at udføre nogen form for ritualer. Oldtidens vismænd opnåede et langt liv, berømmelse, hæder, visdom og guddommelighedens stråleglans, fordi de praktiserede intens meditation på Herren. Dette nævnes også af Manu. Derfor gælder det, at uanset hvilken synsvinkel vi betragter det fra, så kan ingen præst gøre sig fortjent til denne position, hvis vedkommende ikke mediterer på Gayathri mantraet.

7:5 Selvfølgelig er det sådan, at det, der menes med ’præst’ i denne sammenhang, er det menneske, der har erkendt Det guddommelige Princip, og som har renset sig selv gennem udøvelse af uophørlig kontemplation på Gud. Dette har intet at gøre med kaste eller selv religion. Men de, der har arvet titlen ’præst’ (de der tilhører brahminkasten), har et specielt ansvar for at holde fast ved den intense meditation på Gud og Gayathri mantraet.

7:6 Hvad vil det helt præcis sige at meditere intenst på Herren? Sanskrit-ordet for ’intens meditation på Herren’ er sandhya. ’San’ betyder ’godt’ og ’dhya’ stammer fra sanskrit-ordet ’dhyan’, der betyder meditation. Så ordet ’sandhya’ refererer til den rigtige meditation eller til intens meditation på Herren. Det betyder koncentration på guddommen; at fæstne sindet på Gud. Alle handlinger, alle aktiviteter, må nødvendigvis blive kontrolleret. For at opnå succes i denne proces med at kontrollere både krop og sind, bør man overvinde de hindringer, som de tre kvaliteter, den sløvende, den lidenskabelige og den rene kvalitet udgør. Når disse udtryk for naturlige impulser bliver fremherskende og prøver at lede dit sind langs deres vej, skal du bede til Gud om at få gjort deres tiltrækninger virkningsløse. Det er den vigtigste pligt for de mennesker, der stræber efter Gud. Det er naturens lov, at morgenen er den rene og gode kvalitets periode. Midt på dagen er det den lidenskabelige og hvileløse kvalitets periode, og skumringens aftentimer er sløvhedens og uvidenhedens periode. Ved daggry bliver sindet vækket af søvnens behagelighed, der er fri for uro og nedtrykthed. Det er derfor, sindet er roligt og klart, når man vågner. Som alle ved, gælder det, at på dette tidspunkt, i denne mentale tilstand, er meditation på Herren meget udbytterig. Det er årsagen til, at tilbedelse af Gud ved daggry foreskrives. Men uvidende om denne betydning fortsætter mennesker at udføre ritualer på en blind, maskinmæssig måde. De gør det simpelthen, fordi forfædrene har fastlagt denne regel. Menneskets næstvigtigste pligt er at udføre intens meditation på Herren efter at have erkendt den indre og dybere betydning af dette.

7:7 Efterhånden som dagen skrider frem, bliver mennesket gennemtrængt af den lidenskabelige og hvileløse kvalitet, den aktive indsatsfulde natur, og det går ind i den periode, der anvendes til det daglige arbejde og slid og slæb. Før mennesket indtager sin frokost, er det klar til at meditere på Herren igen og vie arbejdet såvel som frugten af dette arbejde til Herren. Mennesket bør først begynde at spise efter denne hengivne handling og taknemmelige erindring. Det er betydningen af den tilbedelse, der udføres midt på dagen. Ved at overholde dette ritual, bliver den lidenskabelige og hvileløse kvalitet holdt i skak, og disse kvaliteter bliver overmandet af de rene og gode kvaliteter. Det er alle menneskers tredje pligt.

7:8 Herefter bliver mennesket besat af en tredje kvalitet, sløvhedens og uvidenhedens kvalitet. Når aftenen nærmer sig, skynder du dig hjem og spiser dig mæt. Herefter bliver du overmandet af søvnen. Men der er stadig en pligt for dig at udføre. At spise og sove er de ubeskæftigedes og driverternes skæbne. Når den værste af kvaliteterne, sløvhedens og uvidenhedens kvalitet, truer med at tage magten, skal mennesket gøre sig specielle anstrengelser for at undslippe disse kvaliteter. Det kan du gøre ved at gribe til bøn i selskab med dem, der priser Herren; ved at læse om Guds herlighed; ved at udvikle gode dyder og ved målbevidst at pleje gode adfærdsnormer. Dette er den aftenbøn, der er foreskrevet.

7:9 Derfor må sindet, der dukker frem fra søvnens stadie og er fri for tanker, nødvendigvis blive trænet og rådgivet på en ordentlig måde. Du skal få sindet til at føle, at meditationens lyksalighed, og den glæde der er ved at være ubevidst om den ydre verden, er langt prægtigere og mere vedvarende end den velvære, man får ved hjælp af den fysiske søvns daglige dosis. Denne lyksalighed, denne glæde, kan blive oplevet og erkendt af alle; skelneevnen vil få dig til at indse dette. Det er menneskets fjerde pligt.
top

7:10 Det menneske der, så længe der er liv i det, overholder den intense meditation på Herren tre gange dagligt, er i sandhed af den bedste slags. Et sådant menneske er i sandhed prægtigt; et sådant menneske opnår alt, hvad det ønsker og begærer. Frem for alt bliver et sådant menneske befriet, endog mens det lever; et sådant menneske bliver befriet i dette liv.

7:11 Du skal være påpasselig med ikke at opfatte den intense meditation på Herren som et rutinepræget ritual, du som ét blandt mange har besluttet at overholde. Meditationen skal udføres med bevidstheden om dens betydning, idet du dvæler ved meditationens indre betydning. Du bør tydeligt forstå meningen med Gayathri mantraet. Det er nødvendigt at føle identiteten mellem Det strålende Væsen, der nævnes i mantraet, og én selv. Det er udelukkende dem, der er uvidende om dets betydning, der vil tilsidesætte og forsømme Gayathri mantraet.

7:12 Manu, menneskehedens første fader, fremhævede specielt dette punkt. Han erklærede, at Gayathri mantraet var selve præsternes livsåndedrag. Dette er ikke blot hans erklæring; det er sandheden. Hvad er mere virkningsfuldt for den åndelige højnelse end meditation på Den Glans, der oplyser og nærer menneskets intellekt? Hvad er mere afgørende frugtbart end den bøn, der bønfalder om, at sindet må blive reddet fra syndige tilbøjeligheder?

7:13 For mennesket findes der ingen bedre rustning end udvikling af gode dyder. Manu fastslår, at en præst ikke vil miste sin status, så længe han holder fast ved Gayathri mantraet og bliver inspireret af dets betydning. Manu siger videre, at hvis en præst er for svag til at forsætte studierne af vedaerne, skal han i det mindste fremsige Gayathri mantraet og holde fast i det til sine dages ende. Også de traditionelle love fortæller, at der ikke eksisterer nogen skat, der er mere værdifuld end Gayathri mantraet.

7:14 Sjælsstyrke kan bevirke, at en person kan udrette alle de opgaver, verden måtte byde på. Eftersom Gayathri mantraet skænker indre styrke, der fremmer denne sjælsstyrke, bør mantraet, uden forsømmelse, med forsigtighed blive fremelsket på det rette tidspunkt. For at kroppen kan vokse og udvikle sig, er ren og god føde meget nødvendig, er det ikke sandt? På tilsvarende måde må mennesket optage Solens glans for at styrke sin indre glans i skikkelse af den skabende fantasi.

7:15 Når sjælsstyrken vokser, bliver sanserne også aktiveret og ledt ad frugtbare baner. Når sjælsstyrken aftager, svigter sanserne og lader dig i stikken. Så hvis Solens energi bliver optaget lige på det afgørende tidspunkt, vil det være som frø, der bliver plantet i rette tid, og høsten vil være sikret. Når Solen er stået op og bader Jorden i stråleglans, kan mørke så skjule og forvirre? Når du har fyldt dig selv med denne glans, kan sorgen så tage overhånd? Hvordan kan du være blottet for styrke; den styrke der stammer fra selve Guds kilde? Teknikken, der ligger til grund for denne proces, er blevet fastlagt fra gammel tid til gavn for alle åndelige aspiranter. Lær den; praktiser den. Gennem dine egne erfaringer vil du blive i stand til at opleve denne vejs sandhed.

7:16 Hvad er formålet med den ceremoni, hvor man bliver indviet i Gayathri mantraet? (I henhold til den hinduistiske tradition bør drenge i en tidlig alder blive indviet i Gayathri mantraet). Hvad er det for et mantra, som børnene denne dag bliver indviet i? Hvorfor er det alene dette mantra, der skal læres på dette tidspunkt? Hvorfor tildeles andre mystiske formularer ikke den samme fremtrædende stilling? Reflekter over disse spørgsmål, så vil du finde frem til, at Gayathri mantraet er ’Mantraernes Konge’. Du vil også opdage, at ritualerne stråler af en ny betydning, at ritualerne og restriktionerne er fulde af formål, gerninger og aktiviteter, som oldtidens vise mænd udførte. Ritualerne vil forekomme at have været umagen værd. Hvis du ikke forsøger at kende betydningen af mantraet, vil du fortolke det, som du lyster. For at undslippe livets forpligtelser vil du bringe dig selv i vanskeligheder ved at udføre bedrag og kneb. Du vil blive viklet ind i uretfærdighed og benægtelse.

7:17 Nå, men hvad er den egentlige betydning af ordet ’Gayathri’? Er der nogen i dag, der forsøger at finde ud af dette? De fleste mener, at ordet betyder enten en gudinde eller en formular. Gayathri, der begynder med OM, er det, der beskytter sanserne (’thra’ betyder beskytter og ’gaya’ betyder livsenergierne eller sanserne). Desuden siges det, ”at det, der frelser dem, der synger det; eller ærer og gentager det; eller mediterer på det, kaldes Gayathri.” Det er dette hellige mantra, der forvandlede en kongelig vismand som Viswamithra til en vismand, der blev integreret i guddommelig bevidsthed. Moderen, vedaen, vil skænke alle velsignelser til dem, der tilbeder hende. Denne gudinde bliver beskrevet i prægtige vendinger i brahmana'erne (disse tekster udgør en del af hver af de fire vedaer, der omhandler betydningen og anvendelsen af de forskellige mantraer) og i dharmasuthra'erne (tekster der består af regler vedrørende ’rigtig handling’). Hvis du forstår disse beskrivelser tydeligt, kan du forstå mantraet uden anden hjælp.

7:18 ‘Rigtig handling’, der på denne måde er gennemtrængt af sådanne dybe mysterier, bliver i dag tillagt en fornuftmæssig forklaring og bliver fortolket egensindigt på forskellige usle måder. Det er grunden til, at der er sket det, at ‘rigtig handling’ er blevet svækket. Det er derfor tvingende nødvendigt at få nyt liv i ’Den tidløse rigtige Handling’ og i den oprindelige udlægnings principper for sandheder, der vedrører Den guddommelige Gnist, der er ’rigtig handlings’ grundlag. Sker dette ikke, vil betydningen blive forandret til ukendelighed, og de enkelte individers luner og påfund vil blive fremherskende. Enhver handling vil blive stemplet som ‘rigtig handling’, ligegyldig hvordan den er!




Kapitel 8

8:1 Man kan opdele de stadier i livet, der regulerer en mands liv, i følgende fire stadier: Ungdommen, livet som ægtemand og familiefader, livet som eneboer og livet som asket. De er alle baseret på det stadie, hvor man lever som ægtemand og familiefader. Det er det vigtigste stadie i livet, fordi familiefaderen nærer de tre andre stadier. Livet som familiefader er det vigtigste af dem alle.

8:2 På samme måde som alle levende væsener er afhængige af luft for at kunne overleve, er de tre andre stadier i livet afhængige af familiefaderen. Ikke blot brødføder og klæder familiefaderen de andre stadier, men han sørger også for, at det er muligt for familiemedlemmerne at studere vedaerne. I sin hellige tekst om love og etiske regler vedrørende ’rigtig handling’ har Manu meget tydeligt lagt vægt på dette punkt. Han har erklæret, at en familiefader også kan opnå befrielse. Forudsætningen er, at han strengt overholder den ’rigtige handling’, der er fastlagt for hans stadie i livet. Der må ikke herske nogen tvivl om, at enhver, uanset hvilket stadie i livet han måtte befinde sig på, vil kunne opnå befrielse, hvis han holder fast i den ’rigtige handling’, der er gældende for netop hans stadie i livet.

8:3 I Manu’s Love, i tigger-vismanden Narada’s upanishad og i andre lignende tekster, bliver det nævnt, at i nogle tilfælde regnes den familiefader, der holder fast i den ’rigtige handling’, for at være den fremmeste blandt mænd. I andre tekster bliver det imidlertid fastlagt, at udelukkende vismænd, der har forsaget alt, fortjener tilbedelse. Derfor kan der opstå tvivl her. Bør man vælge at leve som ægtemand og familiefader, der er altings grundlag og støtte, eller bør man begynde på livet som asket, der er det universelt mest ærefulde stadie i livet; stadiet der er ’den indre vej’, forsagelsens vej. Der eksisterer en nær forbindelse mellem den tilbedelsesværdige familiefader og den fromme, realiserede vismand. Så uanset hvilket stadie i livet du måtte befinde dig på, så gør du ikke noget forkert. Alle de fire stadier i livet fører dig til befrielse, hvis du strengt følger den ’rigtige handling’, der er fastlagt for hvert enkelt stadie, og hvis du vedholdende bestræber dig på at højne dig selv. Ethvert af livets stadier er vigtigt for så vidt angår dets særlige udviklingstrin. Det enkelte individs opførsel; dets måde at være på, det er den afgørende test. Hvis du er engageret i gavnlige, fortjenstfulde gerninger, er ethvert stadie i livet helligt; er ethvert stadie prisværdigt. Det er de hellige skrifters vurdering.
top

8:4 De, der er udstyret med viden om Den guddommelige Gnist og opfatter denne som værende deres egen grundlæggende sandhed, krydser fødsels og døds hav, og de opnår helt sikkert befrielse. På den anden side vil de, der er uvidende om de højtidelige løfter og de ritualer, der er fastsat for dem, helt sikkert blive ramt af sorg. Det gælder også de, der ikke har studeret vedaerne, upanishad'erne og Bhagavad Gita, men stiller sig selv tilfreds med blot den ydre renhed og det, der kan ses med det blotte øje.

8:5 De ritualer og højtidelige løfter, der ifølge de fastsatte regler skal overholdes dagligt, er meget vigtige blandt åndelige øvelser. De er de vigtigste åndelige asketiske øvelser, den vigtigste ’rigtige handling’. Har du bemærket, hvad Bhagavad Gita, der er kernen i alle upanishad'erne, beretter om dette punkt? De, der altid er aktive inden for det åndelige område, vil, uanset hvilket stadie i livet de befinder sig på, og hvilken kaste de måtte tilhøre, nå Herren. Det er også, hvad Manu siger. ”De er begavet med den højeste visdom.” Den person, der er fri for alle ønsker og begær; der end ikke har den mindste lyst til at besidde eller nyde den sanselige verden; der ikke har spor af egoisme eller begærlighed i sig; der altid lever i Guds-bevidsthedens lyksalighed; der er langt væk fra ethvert anstrøg af sorg, den person er grundfæstet i den højeste glæde og fred. Hvis en mand er fikseret på viden om sin grundlæggende natur, der er Gud, kan han succesfuldt smelte sammen med Gud; det er hinsides al tvivl.

8:6 Stadiet, hvor en person besidder uafbrudt, integreret åndelig visdom, er helt normalt for ovennævnte mennesker. Den vedvarende følelse af ’jeg er Gud’ er lægemidlet mod alle menneskets sygdomme. Befrielsen kommer gennem selve forestillingen om, at ’jeg er Gud’, eller ’jeg er guddommelig’. Det er mandens virkelige pligt at udvikle denne følelse og begynde at erfare den. Den uvidende person, der bliver påvirket af det inaktive og døde princip, tror, at han er kroppen! Den slags lærde, der evner at drage nogle få logiske slutninger, og som forhører sig rundt omkring, føler, at den individuelle sjæl i kroppen er ’jeg’et’. Men de lærde, der kan se det inaktive som værende adskilt fra Den guddommelige Gnist, de ved, at sandheden er: ’Jeg er Gud’, og de viger ikke fra denne overbevisning.

8:7 Kaster som for eksempel præste-kasten, farver som hvid og sort, stadier i livet som ungdommen osv., disse er fysiske frembringelser; de er ikke Den guddommelige Gnists kendetegn. De er betinget af tid og sted. De tilhører trældommens verden, og de er bestemt af årsager, der er relateret til denne verden. De fysiske frembringelser er bestemt af Den guddommelige Vilje, så verden bliver i stand til at fungere på en metodisk og velordnet måde. Alle, der er bundet af de verdslige begrænsninger, skal følge disse frembringelser. For mennesker, der er uberørte af begrænsningerne og udvidelserne, altså de der er hinsides verdslige bånd, er de fysiske frembringelser ikke vigtige. Det er forklaringen på, hvorfor personer, der har forstået den grundlæggende sandhed, ikke lægger synderligt mærke til de fysiske frembringelser! Disse personer er ikke knyttet til nogen kaste; de opfatter alt som værende selve den grundlæggende sandhed. Hvordan skulle de så kunne hæfte sig ved det, der kaldes kaste? Men indtil du når dette stadie, må du følge de regler, der gælder for din kaste og dit stadie i livet. Du skal følge reglerne uden undtagelse. Det er den ’rigtige handling’ for mennesker, der lever i kropsbevidsthed.

8:8 De store vismænd, der forstod Den Guddommelige Rigtige Handling, erklærede, at Væren-Bevidsthed-Lyksalighed er Selvets grundlæggende karakteristika. Derfor kan de store, lærde personer siges at have nået Gud, der netop er Væren-Bevidsthed-Lyksalighed. For at opnå befrielse er det nok at have et ’klart syn’, så man er i stand til at se Den guddommelige Gnist. Det er det fundamentale, ikke kaste eller hudfarve. Hvordan får man dette ’klare syn’? Svaret er: Ved at praktisere ‘rigtig handling’; den ’rigtige handling’ der er tilpasset kaste og de forskellige stadier i livet! ‘Rigtig handling’ åbner mulighed for, at Den guddommelige Gnist kan blive erkendt, uden at nogen dis eller tåge skjuler Den fra at blive set. Udøvelsen af ‘rigtig handling’ fylder dig med erfaring. Gennem denne erfaring bliver sandheden grundfæstet. Sandheden åbenbares tydeligt, og dette syn skænker befrielse. Personer, der er fri for nogen som helst indre hindringer, der skjuler Den guddommelige Gnist, kan tilhøre en hvilken som helst kaste eller et hvilket som helst stadie i livet. Det betyder ikke noget; de vil opnå befrielse. Denne Indre Tilskynder er, hvad de hellige skrifter priser, når de beretter om frelse. (Den Indre Tilskynder er grundlaget for sindet, intellektet, hukommelsen og egoet. Den Indre Tilskynder er det, der bevæger sig frit fra den ene verden til den anden, fra den ene fødsel til den anden; det der hverken ankommer eller forlader denne verden; det der er allestedsnærværende).

8:9 De, der har tilknytning og føler had, selv når de opholder sig i skoven, kan ikke undgå at lide overlast. De, der har besejret sanserne, selv om de er ægtemænd og familiefædre, kan blive asketer. Hvis de er engageret i handlinger, der ikke er skadelige eller fordømmende, så er de berettiget til at blive kaldt lærde personer. Hjemmet er en hellig lund, hvor man kan opnå ikke-tilknytning. Befrielse kan ikke blive opnået gennem afkom, gennem godgørenhed, gennem rigdomme, gennem ofringer eller gennem yoga. Hvad der skal til for at opnå befrielse, er renselse af Selvet.

8:10 Alene de hellige skrifter kan anvendes som autoritet i bestræbelserne på at finde ud af, hvad der er rigtige handlinger, og hvad der er forkerte handlinger. Uanset hvilket stadie i livet man befinder sig på, gælder det, at hvis er person har virkeliggørelse af Gud som sit mål, og hvis han søger at erkende sin egen sande virkelighed, vil han få succes med at fjerne uvidenhedens slør og dermed erkende, at han er Gud. At have opmærksomheden rettet mod Ens Egen guddommelige Gnist, det er det, der menes med befrielse.

8:11 Hvis mennesket forstår den lære, som vedaerne giver, og praktiserer de principper for korrekt livsførelse, som er fastlagt for dets stadie i livet, kan alle, uanset hvilken kaste de tilhører, opnå Åndelighedens højeste Stadie. Hvis viljen og styrken til strengt at holde sig til ‘rigtig handling’ er til stede; hvis man ikke har nogen problemer med at tilegne sig visdom, kan man, uden at leve sit liv som asket, vedblive med at leve som ægtemand og familiefader og alligevel blive befriet.

8:12 Kongelige vismænd så som Janakachakravarthi, Aswapathi og Dileepa nåede målet, befrielsen, mens de fortsat levede som familiefædre. På dette stadie i livet kæmpede de hårdt, og det lykkedes dem at fjerne alle de forhindringer, der var til hinder for, at de kunne vinde Herrens nåde. Som mål havde de den guddom, som de ønskede at nå. Derfor, tvivl ikke. At leve et familieliv som ægtemand og familiefader er ingen hindring.

8:13 Tilskyndet af ønsket om at krydse Den foranderlige verdens Hav, skal både ægtemanden og hustruen have harmoni i sindet. Beslutsomheden om at nå målet skal være lige stærk og lige urokkelig hos begge. Ellers er et liv som asket tilflugtsstedet! Bemærk, at selv middagssolen er forbundet med sin ’ægtefælle’ skyggen; den sekstendels opdelte Måne er tæt forbundet med månelysets kølige stråler, der opleves som den rene nektar. Hjemmets frue skal være begavet, tålmodig, rolig, god og skal besidde alle gode dyder. Så vil hjemmet skinne, og det vil også være hjemsted for sejren på det åndelige område.

8:14 Der findes ingen regel, der siger, at når en mand støder på vanskeligheder i hjemmet med hensyn til det åndelige område, så skal han flygte og påbegynde et liv som asket. Hvis en ægtemand antager et liv som asket, uden sin hustrus fulde godkendelse, kan dette liv aldrig blive frugtbart. Det bedste han kan gøre, er at forlade hjemmet sammen med sin hustru og blive eneboer og holde sig til den ’rigtige handling’, der er fastlagt for dette stadie i livet. Hvis der er børn, der har behov for opmærksomhed og pleje, bliver selv livet som eneboer på dette tidspunkt ikke anbefalet af de hellige skrifter.

8:15 Man er nødt til at gøre børnene uafhængige af ens pleje og derefter overlade dem til sig selv. Derfor påbyder de hellige skrifter, at en person er nødt til at forblive i husstanden, til vedkommende er 48 år, uanset om det er fordelagtigt eller ufordelagtigt. Man er nødt til at virke i husstanden og kæmpe for at udføre ens egen personlige pligt, ens egen personlige ’rigtige handling’, uden nogen form for hindringer. Hvis der opstår hindringer, skal du give dem til Herren. Opfat dem stille og roligt som værende Hans guddommelige Lege og Hans plan; det er måden at følge de regler, der er opstillet for et liv i familien; det er vejen for både mænd og kvinder.
top

Kapitel 9

9:1 Høj eller lav, rig eller fattig, mand eller kvinde, alle bliver de berørt af sygdom, og alle har de ret til at søge den medicin, der kan kurere sygdommen. På tilsvarende vis gælder, at alle mennesker bliver berørt af fødsel og døds sygdom, og at de alle har ret til medicinen, der kaldes ’viden om Gud’. Denne medicin er en effektiv kur mod sygdommen. Den er alles arv. Alt efter det stadie den enkelte har nået, og den grad af udvikling der er opnået med hensyn til de åndelige øvelser og omfanget af medicinens optagelse, vil hver enkelt person forbedre sin helbredstilstand, det vil sige sin indre fred og sin sindsligevægt. Imidlertid er der her en enkelt ting, der specielt skal nævnes. Samtidig med medicinen er du også nødt til strengt at holde dig til de forskrifter, der omhandler måden, du skal leve på.

9:2 Medicinen, Guds-bevidstheden, er nødt til at blive suppleret og styrket af den passende ’rigtige handling’ såvel som af udviklingen af hengivenhed, visdom og ikke-tilknytning. Diæt og andre restriktioner er grundlæggende, supplerende elementer i behandlingen af sygdomme i al almindelighed. Derfor er ren og skær indførelse i viden om Det Absolutte heller ikke nok. Uden kontrol over sanserne, indre fred, sindsligevægt, stilhed samt kontrol over de ydre sanser og de øvrige moralske og åndelige fortræffeligheder, kan ingen, det være sig kejser eller slave, en fornem eller en lavtstående person, nå målet. Skønt alle er berettiget til den arv, der betegnes ’viden om Gud’, er det udelukkende dem, der udruster sig selv med kvalifikationerne, der kan modtage den. Man skal være stærk nok til at gennemgå behandlingen og til at fordøje og optage medicinen, er det ikke sandt? Hvis denne styrke ikke er til stede, vil Den store Læge ikke attestere, at patienten skal have medicinen. Når visse læger ser patienters sørgelige forfatning, giver de gratis medicin til dem, der er i alvorlig nød. Det gør de, når de finder ud af, at patienterne er for fattige til at betale for den. Hvad så med Herren, den største af alle læger, barmhjertighedens og nådens kilde og udspring? Han tager hensyn til kapaciteten og behovet, og Han sørger for forsyningen af medicin.

9:3 Nu opstår der et problem. Har kvinder ret til at søge viden om Gud? Dette spørgsmål er allerede blevet besvaret. Hvis kvinder ikke fortjente denne viden, hvorfor lærte Vishnu så sin hustru, Bhudevi, Jordens gudinde, om Bhagavad Gita’s mysterium? Hvorfor lærte Siva sin hustru, Parvathi, om Guru-gita (den storslåede historie om Siva’s søn, Skanda)? Erklæringer som ’Dhara’s Tale’ og ’Parvathi’s Tale’ afslører, at guden Vasu’s hustru, Dhara, og Siva’s hustru, Parvathi, deltog i diskussionerne og stillede spørgsmål for at få afklaret tvivlsspørgsmål. Parvathi lærte både Yogasastra (videnskaben der omhandler yoga) og Manthrasastra (videnskaben om de hellige vediske mantraer) af Siva. Det må derfor være rigtigt, at kvinder har ret til at søge viden om Gud; det er autoriseret af de hellige skrifter, er det ikke sandt? I Brihadaaranyaka upanishaden (en hellig tekst, der beretter om identiteten mellem Gud og Den guddommelige Gnist) bliver det nævnt, at den store præst og guru, Yajnavalkya, lærte sin hustru, Maitreyi, ’viden om Gud’. Vedaerne består af to dele: Karmakanda (der primært udbreder sig om ritualer) for de uvidende og jnanakanda (der beskæftiger sig med, hvordan man opnår viden om Gud gennem åndelig visdom og brug af skelneevnen) for de vise. Selv når man alene ser på de hellige skrifter, består disse også af to dele, videnskabsmændenes ord og de vises ord. Sidstnævntes ord udspringer fra deres erfaringer vedrørende deres bevidsthed om Den guddommelige Gnist. Af alle disse ord, er det alene ordene fra fire typer mennesker, der er ægte og værdifulde. Disse fire typer er: 1. Ordene fra kendere af Den guddommelige Gnist, der har opgivet enhver tanke om, at det er dem, der handler (dette er sket som et resultat af deres erkendelse af identiteten mellem Gud og med Den guddommelige Gnist). 2. Ordene fra de der ved og føler, at Den selv samme guddommelige Gnist er iboende livets mangfoldigheder. 3. Ordene fra de der har mistet enhver fornemmelse af adskillelse mellem mig og dig, mellem mit og dit. 4. Ordene fra de der tilstræber velfærd for alle levende og livløse eksistenser. Alene disse menneskers ord er ægte og værdifulde.

9:4 I den hellige tekst der beretter om identiteten mellem Gud og Den guddommelige Gnist, omtales sådanne strålende kvindelige vismænd som Gargi og Maitreyi, og i det storslåede, poetiske værk, Mahabharatha, nævnes kvinderne Sulabha (den kvindelige tiggermunk) og Yogini (en stor yogi). Nutidens kvinder bør blive inspireret af disse kvinders retskaffenhed og af deres standhaftighed og derefter følge i deres fodspor. Udelukkende på denne måde kan spørgsmålet om at nå samme høje stadie, som førnævnte kvinder, komme på tale. Yogi’en Choodala, dronningen Madalasa og andre sådanne kvinder opnåede viden om Det Absolutte, mens de selv levede et familieliv. Gennem åndelige øvelser kan kvinder opnå den urokkelige, uforlignelige, lykkevarslende Gud. Dette gøres klart i den berømte dialog mellem vismanden Vasishta og avataren Rama om vejen til evig lyksalighed og også i de ældgamle legender. Tvivlen vil kun nage dem, der ikke har studeret de hellige skrifter ordentligt. Unge piger, kvinder der lever et almindeligt familieliv, eneboere, alle mulige forskellige typer kvinder, har, ved hjælp af deres rene hjerter og hellige opførsel, nået målet. Alle kvinder bør stræbe efter at tilegne sig et rent hjerte og en hellig opførsel.

9:5 ”Den åndelige vejleder er ti gange mere værdifuld end læreren, der underviser i kunst og videnskab. Faderen er ti gange mere værdifuld end den åndelige vejleder. Moderen er ti gange mere værdifuld end faderen”. Dette er Manu’s erklæring i Manu’s Love. Denne lov er den tekst, der binder alle love og etiske regler vedrørende ’rigtig handling’ sammen; den er selve grundlaget. Læg mærke til, hvilken hæder den tildeler moderen! Laksmi, rigdommens beskytter, er en kvindelig guddom. Når man henvender sig til kvinder i breve, er det almindeligt at begynde således: ’Til NN på alle måder jævnbyrdig med Lakshmi’. Kvinder er berettiget til universel respekt. Var følgende guddommelige forekomster ikke alle født af kvinder: Rama, Krishna, religiøse lærere som Sankara, Ramanaju og Madhwa, bærere af visdom som Buddha, Jesus og Muhamed? Deres mødre var legemliggørelser af hellig pragt, og disse kvinder skænkede verden sønner, der forandrede den. Kvinder, der følger i deres fodspor og fører et rent, indviet liv, kan gøre krav på retten til viden om Det Absolutte, og ingen kan nægte dem den.

9:6 Rent faktisk er Den guddommelige Gnist blottet for alle forskelle som for eksempel forskellen mellem mænd og kvinder. Den er evig, ren bevidsthed, og den er selvoplysende. Kvinder kan udelukkende opnå disse hellige kvinders høje status, når de bliver bevidst om Den guddommelige Gnists natur.

9:7 De beskyttende guddomme for viden, rigdom og visdom er alle kvinder! (Saraswathi er guddom for viden; Lakshmi er guddom for rigdom; Parvathi er guddom for visdom). Det er derfor utænkeligt, at kvinder ikke har ret til at udføre åndelige øvelser, der fører til forening med Gud og til den endelige frigørelse fra trældom. En løve, der sover, er ubevidst om sin natur. Tilsvarende gælder, at et menneske, der sover i illusionens net, ikke er bevidst om, at det er Den glansfulde, guddommelige Gnist. I denne tilstand af uvidenhed udvikler mennesket yderligere sine fordomme og sin forudindtagethed, og det giver sine sympatier de hellige skrifters stempel! Men de hellige skrifter vil ikke på noget tidspunkt erklære sig enig i dette.

9:8 De hellige skrifter er menneskets øje; det er dette øje, der leder, oplyser og vejleder. Følg de hellige skrifters, øjets, anvisninger, det er i det store og hele menneskets pligt. Det er den store opgave for verden i dag. Hvis de hellige skrifter forstås fuldt ud, vil der ikke opstå nogen tvivl, og der vil ikke være behov for nogen diskussioner.

9:9 Det er ikke korrekt at udvælge bestemte ord eller tillægge de hellige skrifter bestemte meninger, der passer til din egen indstilling. Du bør heller ikke modsætte dig de hellige skrifters formaninger. Blot det at anfægte dem og tale skødeløst om deres påbud er syndigt. Det er hovedsageligt, fordi de hellige skrifter er blevet forsømt med hensyn til at praktisere deres påbud, at verden er kommet til at befinde sig i denne bedrøvelige tilstand. Det er tragedien, det moralske forfald.

9:10 Først og fremmest skal de personer, der tilstræber at opnå befrielse, overholde de regler og restriktioner, der er fastsat i de hellige skrifter. Det skal de gøre for at højne deres karakter og for at helliggøre deres følelser. Ren og skær lærdom, der er opnået gennem møjsommelige studier af de hellige skrifter, er blot en udmattende byrde, hvis denne lærdom er blottet for viden om Det Absoluttes befriende del! Sådanne studerende er som de skeer, der drejer rundt i sødme og velduft, men som ikke smager noget af det! Mandaka Upanishad’en sammenligner studerende og lærde, der ikke har tilegnet sig essensens af de hellige skrifter, men som vejleder andre på trods af deres egen uvidenhed, med den blinde, der leder en anden blind med det resultat, at både den der leder, og den der bliver ledt, falder i brønden!

9:11 Selv om du ikke besidder viden om de hellige skrifter, kan du, hvis du besidder visdom opnået gennem erfaring og udøvelse, nå målet gennem denne erfaring og udøvelse. Du vil også kunne lede andre mennesker ad den vej, som du er fortrolig med. Den sløve og uvidende finder ikke, at der er behov for de hellige skrifter. På samme måde har den hellige person, der altid og under alle forhold er fordybet i kontemplation på Gud og i denne lyksaligheds sødme, heller ikke noget behov for de hellige skrifter. Selvfølgelig vil streng overholdelse af sandheden og udøvelsen af ‘rigtig handling’ medføre store prøvelser. Men idet du holder dig den lyksalighed, der venter dig til slut, for øje, skal du finde dig i alt dette og med glæde bære prøvelserne. Udelukkende de intelligente kan frelse sig selv ved at kende sandheden; resten vil forblive trælbundet.

9:12 Tidsaldrene bliver klassificeret på grundlag af den dominerende og fremherskende mentale tilstand. I Kritha-tidsalderen (menneskehedens første tidsalder, også kaldet ’Sandhedens gyldne Tidsalder’) siges det, at ‘rigtig handling’ går rundt på fire ben, lykkelig og sikker. I Thretha-tidsalderen (den anden i cyklusen af i alt fire tidsaldre) har ‘rigtig handling’ kun tre ben, mens den i Dwapara-tidsalderen (den tredje i cyklusen af i alt fire tidsaldre) er nødt til at stavre rundt på blot to! I den nuværende Kali-tidsalder (den fjerde i cyklusen af i alt fire tidsaldre). Benævnes ’den mørke og onde tidsalder’) har ‘rigtig handling’ kun et ben ifølge den traditionelle fremstilling. De fire ben er sandhed, medfølelse, åndelige asketiske øvelser og velgørenhed. Hvis en person har alle disse fire ben, så kan vedkommende siges at befinde sig i Kritha-tidsalderen, uanset hvilken tidsalder det er ifølge kalenderen. Hvis sandhed ikke konstant er til stede i en person, men vedkommende besidder de tre øvrige kvaliteter, befinder personen sig i Thretha-tidsalderen. Hvis sandhed og medfølelse begge er fraværende, men de asketiske øvelser og velgørenhed er til stede, kan personen, der er i denne forlegenhed, siges at befinde sig i Dwapara-tidsalderen. Hvis imidlertid blot velgørenhed, som den eneste af de fire kvaliteter, er tilbage, er det som hvis ‘rigtig handling’ står på et ben. Den person, der holder sig til velgørenhed, på trods af at alt andet er forsvundet, befinder sig i Kali-tidsalderen, selv om han eksisterer i den tidsalder, der kaldes Kritha. Tidsaldrene forandrer sig udelukkende med forandringer i ‘rigtig handling’, ikke blot med tidens gang. Den ondsindede Hiranyakasipu og den renhjertede Prahlada (Hiranyakasipu’s gudshengivne søn) levede begge i den selv samme kronologiske tidsalder. Den samme tidsalder var vidne til Dharmraja (den ældste af de fem gode Pandava-brødre), der var personificeringen af retskaffenhed og fred, så vel som ærkebedrageren Duryodhana (den ældste af Dhritharashtra’s ondsindede sønner). Så ‘rigtig handling’ er det afgørende; det der skaber hver persons tidsalder. Hvis blot du besidder alle den ’rigtige handlings’ fire kvaliteter (sandhed, medfølelse, åndelige asketiske øvelser og velgørenhed), kan du altid være i Kritha-tidsalderen. Det er menneskets opførsel, der skaber eller ødelægger historien og forandrer Den gyldne Tidsalder til Jern-tidsalderen.



Kapitel 10

10:1 Nu skal det handle om Guds bolig, residensen for Det guddommeliges konkretiserede formfulde Aspekt. Den bolig, der også kaldes et mandir eller et templet. Det skal ligeledes handle om den ’rigtige handlings’ regler i forbindelse med denne Guds bolig. Gennem tiderne har regler tilgroet og ødelagt disse institutioner, idet disse regler har fulgt forskellige autoriteters luner og fordomme. Reglerne har ført mennesket væk fra ‘rigtig handling’ og Gud og endog fra anstændig opførsel. Med deres forskelligartethed og urimeligheder har reglerne forvirret de hengivne. De fastsatte regler skulle følges blindt, og derfor har de forvoldt megen skade på selve verdens velfærd. Rent faktisk udgør disse regler og formaliteter de første skridt i tilbagetrækningen fra Gud. I stor målestok har de næret ateismen.

10:2 Tænk grundigt over templets funktioner. Templer er centre for åndelige discipliner, hvor de åndelige aspiranter skridt for skridt bliver vejledt hen imod at få en åbenbaring af sandheden. De er skoler for træning af ånden. De er akademier til fremme af studier af de hellige skrifter. De er institutioner for den højeste videnskab. De er laboratorier, hvor livets værdier bliver testet. De er hospitaler til behandling og helbredelse af ikke blot ’fødsel-død sygdommen’, der stædigt er blevet ved med at plage individerne i evigheder, men også til helbredelse af den langt mere åbenlyse ’mentale forstyrrelse’, der plager dem, der ikke kender hemmeligheden ved at opnå fred i sindet. De er gymnasier, hvor mennesket bliver renoveret; hvor dets usikre tro, aftagende overbevisning og voldsomme egoisme bliver kureret. De er spejle, der genspejler det enkelte menneskes æstetiske standard og bedrifter. Templets formål er at vække guddommeligheden i menneskeligheden. Det gør det ved at få mennesket til at tro på, at den fysiske krop, som det lever i, i sig selv er Guds bolig. Derfor understreger og udvikler alle templets højtideligheder, ceremonier og ritualer denne viden om Det Absolutte; sandheden om at den individuelle sjæl blot er en bølge på havet.

10:3 De hellige skrifter lærer mennesket, at alle dets handlinger og aktiviteter i sidste instans skal føre til ikke-tilknytning. Årsagen er, at ikke-tilknytning er den væsentligste betingelse for at udvikle viden om Det Absolutte. Blandt de tre kvaliteter: Hengivenhed, visdom og ikke-tilknytning, er hengivenhed dronningen. Reglerne og ritualerne er ’tjenestepiger’, der venter. Der er ingen tvivl om, at dronningen behandler sine tjenestepiger med venlig hensynsfuldhed og velvilje. Men hvis ceremonierne, der blot er ’tjenere’ og ’hjælpere’, lader hånt om dronningen, vil de nådeløst blive afskediget. Alle formaliteter og alle ritualer i templerne skal derfor være sekundære i forhold til dronningens lovprisning, til hengivenheden over for dronningen. Det er summen af og substansen i den ’rigtige handling’, der skal lede og styre alle templer. Først da kan mennesket nå målet.
top

10:4 Hengivenhed hjælper på letteste vis til opnåelse af den lyksalighed, der opstår ved forening med den grundlæggende Gud. Det gør den ved at kanalisere menneskets mentale bevægelser, sansers søgen og følelsesmæssige tilskyndelser mod Herren. Det er i denne retning, at alle enkelthederne i tilbedelsen af Herren i templerne bevæger sig. I templet er alle de forskellige ceremonier, lige fra ’at vække Gud i det tidlige morgengry’ til ’at lægge Gud i seng igen sent om aftenen’, beregnet til at forstærke og fremme sindets opbyggelige og gudelige tendenser. Enhver af disse begivenheder hjælper på sin måde med til at forædle behørige følelser på en særlig charmerende måde. Når denne ophøjede atmosfære opleves, svækkes og forsvinder de lavere følelser i mennesket. Det almindelige livs vulgære følelser bliver ophøjet til tilbedelse af og begejstring for Den almægtige Tilstedeværelse.

10:5 I hver eneste person vil Herren vække den følelse, som netop denne person forbinder med Ham. Hvis Herren bliver opfattet som et monster, vil Han skræmme og forfærde som et monster. Hvis man forestiller sig og tror på Herren som De fem elementers Herre, vil Han manifestere sig som disse. Måske vil du spørge: ”Hvordan?”

10:6 Nu til dags er det kommet på mode at give råd; en mode der både følges af dem, der ved, og dem der ikke ved. De bekymrer sig ikke om, hvorvidt deres råd bliver fulgt eller ej. Mennesker kaster sig over den overordnede position, man tillægges, når man giver råd. Det gør de blot for at føle sig betydningsfulde og for at vigte sig med deres status. De bliver forblændet af deres egen indbildskhed. Frem for at fordømme dem bør man have medlidenhed med disse mennesker. For så vidt angår Herren, er der nemlig ingen, der er i stand til at fastslå, at ’sådan er det, og kun sådan’.

10:7 Endvidere gælder, at skønt visdom og ikke-tilknytning muligvis har nogle fælles standarder, de bliver målt efter, så har hengivenhed sin egen målestok. Hengivenheden vil antage mange forskellige former; de vil alle være tilpasset den hengivnes indstilling og holdning. Krishna’s morbroder Kamsa, kong Jarasandra, dæmonen Sisupala, den ondsindede Hiranyakasipu osv. valgte en indstilling af fjendtlighed over for Herren. Derfor manifesterede Herren sig som deres fjende og afsluttede deres løbebane og deres kamp. Hvis Herren opfattes som Den mest Elskede, som Jayadeva, Gouranga, Tukaram, Ramdas, Surdas, Radha, Meera og Sakkubai gjorde, manifesterer Han sig som den nærmeste og kæreste ven, og Han skænker lyksalighed. Det lille barn opfatter Solen som værende af samme beskaffenhed som den røde kumkum-plet på moderens pande. Men den voksne, der ved besked, ser Solen som en kugle af strålende varme. Dette viser det mentale billedes påvirkning af opfattelsesprocesssen. Den samme lov gælder for guddommen såvel som for templet.

10:8 Det er passende, at mennesket bør have en ophøjet holdning over for Herren så vel som over for Herrens bolig, nemlig templet. Denne holdning er også til stor gavn og nytte. Medens det er helt naturligt og passende at mennesker forestiller sig Gud i menneskelig skikkelse, er det ikke ønskværdigt at antage, at Herren blot er et almindeligt individ. Det er hengivenhedens princip, at Gud bliver opfattet som en ekstraordinær person, med en skikkelse af ophøjet stråleglans.

10:9 Den følelse, der opstår i forbindelse med tilbedelse, skal være sød og melodiøs, og den skal næsten umærkeligt transformere de materie-bundne menneskers ønsker, begær og lyster. Følelserne må ikke vække eller ophidse menneskets latente, dyriske instinkter. Tænk over følgende eksempel. I sin henrykkelse over at forestille sig at Rama blev lagt i seng, glemte den store sanger og komponist, Thyagaraja, at han selv burde gå i seng. Af dette bør du ikke udlede, at Thyagaraja fik Rama til at sove i en ’gynge’ (en luksuriøs stol, der er ophængt som en gynge. Store åndelige mestre sidder ved specielle højtider og gynger i en sådan stol, hvilket symboliserer, at Gud har sæde i den hengivnes hjerte), men du bør udlede, at Rama anbragte Thyagaraja på hengivenhedens ’gynge’ og blidt vuggede ham i søvn eller vuggede ham ind i en tilstand, der fik ham til at glemme alt det materielle. Når du vugger din valgte guddom i sølv- eller guldvuggen, skal du ikke tænke på dit eget barn. I stedet skal du udvikle det synspunkt, at du ser din egen guddom, eller Rama eller Krishna, i vuggen, når du vugger dit eget barn. Tilsvarende gælder, at når du står foran den opstillede guddom, din egen valgte guddom, skal du blive bekræftet i, at Gud er indsat i dit eget hjerte. Gud er placeret i dit hjerte som det sande grundlag for din eksistens, for din viden og for din lyksalighed. Det er for at indpode denne følelse i dig, at alle templets tilbedelsesritualer og -ceremonier er blevet tilrettelagt. Så du bør ikke opfatte ægteparrene Sita-Rama, Radha-Krishna, Lakshmi-Narayana eller Parvathi-Siva, som du ser i templerne, som værende ’ynkværdige par’. Du skal ikke opfatte dem som par, der møjsommeligt hutler sig igennem en kummerlig tilværelse i det stuvende fulde lønkammer. Ej heller som par, der opretholder livet gennem den føde, de modtager fra den præst, der måtte forestå tilbedelsen. Eller som par der får slukket deres tørst med den væske, han tilbyder. Idet præsten nægter at åbne døren til den indre helligdom, siger han: ”Herren sover”, ”Herren spiser”. Dette er absurd. Engang imellem kræver præsterne ligefrem stilhed, da ’Herren sover og støjen vil få Ham til at vågne for tidligt.’ På grund af præsterne vil der derfor på sådanne tidspunkter ikke være nogen mulighed for at fremsige spontane bønner

10:10 Erklæringer som de ovenstående kan muligvis forårsage forkerte konklusioner i menneskers sind. Disse forkerte konklusioner bevirker, at der opstår mange latterlige spørgsmål. Det kunne være vedrørende det problem, der ligge i, hvordan Herren skal kunne træde af på naturens vegne, når Han er lukket inde i en niche i templets væg?! Disse spørgsmål fremmer ateismen blandt mennesker. Præsterne, der forestår tilbedelsen i templerne og de ikke-troende, der brokker sig, er begge uvidende om de sande principper i forbindelse med tempel-tilbedelse. Det er grunden til deres simple opførsel. Du bør være så dannet, at du undgår den lavere verdslige vej

10:11 Templet bør slet ikke blive vurderet ud fra verdslige principper. Udelukkende hengivenhedens holdning kan ophøje og forskønne de følelser, der ellers vil trække dig ned på det lavere verdslige plan.

10:12 På grund af nye, giftige synspunkter er templer i dag blevet genstande for hån. Det er en trist udvikling og en trist tilstand. Derfor er det nødvendigt offentligt at afsløre det sande formål med tilbedelsen i templerne og løfte den op til den status, der rettelig tilkommer den. Templet skal endnu engang opleve fremgang. Hvor er det dumt at tro, at Herren sover, når en vuggevise bliver sunget; eller at Han vågner, når nogen højlydt kalder på Ham; eller at Han holder gilde, når nogen placerer mad foran Ham; eller at Herren bliver svagere og svagere, når Han ikke får regelmæssige måltider. Alt sammen noget du som menneske ville gøre eller føle. Herren udfylder hele universet ned til det mindste atom; Herren er upåvirket af tid; Herren er strålende, hinsides hvad man kan forestille sig; Herren er barmhjertig ud over alle forventninger, derfor må Herren nødvendigvis blive opfattet som Den livskraftige Energi, der for altid gennemstrømmer, og som er uløseligt forbundet med alt. Hvor er det tåbeligt at gøre Herren med dette format til genstand for kynismens giftige kritik og den uvidende persons falske teorier.

10:13 Kan du fastholde Herren til en tidsplan, som du kan gøre med en hengiven? Kvaler rammer ikke den hengivne efter en fast plan, gør de? Tror du, at den hengivne er nødt til at vente på, at Herren bliver vækket af sin søvn? Oh, hvor er alt dette tåbeligt! Babyen kan til enhver tid skrige efter moderens mælk. Også moderen vil rejse sig fra sin søvn og made barnet ved sit bryst. Hun vil ikke skubbe det fra sig, vred over at det skriger, når hun sover. Herren, der er Den universelle Moder, ville, hvis Han virkelig sov, blive forstyrret og vækket mindst en million gange.

10:14 Det afhænger alt sammen af dine mentale fremstridt; de skal nå det højeste niveau. Herren er til stede alle vegne; Herren er i stand til alt; Herren er Det universelle Vidne; der eksisterer ikke noget, som Herren ikke kender til. Disse sandheder skal antages som værende umiddelbart indlysende, og alle ritualer og åndelige øvelser skal arrangeres og fortolkes i overensstemmelse med disse sandheder. Ingen lav og fornedrende følelse må forbindes med tilbedelse af Herren eller med Hans navn og form. Derfor er den højeste form for hengivenhed, og de ritualer der kan supplere den, absolut nødvendig. At påstå, at Herrens søvn vil blive forstyrret; at man ikke skal afbryde Herren, mens Han spiser, og at templets døre på disse tidspunkter skal forbliver lukkede, det er mildest talt barnagtigt. Det vidner ikke om en bredt favnende og korrekt indstilling. Når hengivenhedens følelse modner og blomstrer i fuld flor, vil disse lavere, verdslige følelser smelte væk og blive til intet.

10:15 Jeg kommer lige til at huske på en mindre hændelse. Engang i Calcutta i Kali-templet, der blev opført af fyrstinde Rasmani, faldt en statue af Gopala ned (Gopala var Krishnas kælenavn, da Han var helt lille). Gopala betyder ’Sansernes Herre’), og der brækkede lidt af dens ene fod. Eftersom nogle af de ældre, lærde erklærede, at i henhold til de hellige skrifter burde man ikke tilbede en ituslået gudestatue, gjorde fyrstinde Rasmani forberedelser til at få en ny statue fremstillet af billedhuggere. Ramakrishna (vismanden der passede templet) hørte om dette, og han bebrejdede fyrstinden, idet han sagde: ”Mægtige fyrstinde, hvis din svigersøn brækker sit ben, hvad vil du så gøre? Hvad vil være det korrekte at gøre? Er det at sætte benet på plads og lægge gips på, eller er det at skille sig af med svigersønnen og anskaffe en anden?” De ældre og de lærde blev lamslået; Gopala’s afbrækkede fod blev sat på plads, og statuen blev ligeledes sat på plads og tilbedt som før. Lær fra denne historie, at når hengivenhed er ren og fremtrædende, vil Herren være tydelig selv i en ituslået statue. Det er også den ’rigtige handling’, der bekendtgøres i de hellige skrifter.

10:16 Når dørene i templerne er lukkede, vil reglerne måske sige, at de ikke bør åbnes, men det er blot en generel vejledning. For når personer som filosoffen og læreren Sankara, vismanden Sananda, digteren Jayadeva, tiggermunken Chaithanya osv. kommer, bliver det umuligt at følge denne regel, er det ikke sandt? Herren Krishna vendte tilbage til byen Upidi for at skænke Sine hengivne synet af Sig. Herren Siva gav efter for intensiteten i Nandanar’s hengivenhed (Nandanar var en Siva-hengiven fra arbejder-kasten). Grunden til at dørene skal holdes lukkede, har ikke forbindelse med Herren; sådanne regler er blevet fastsat af de ældre af årsager, der ikke har nogen forbindelse med det guddommelige. Du skal fastsætte regler, der ikke kommer i konflikt med den hengivnes mest ophøjede begreber. Hvis tempel-tjenerne ikke har nogen fast tidsplan, og hvis alting er overladt til deres luner og lyster, så vil templet ikke være i stand til at indpode hengivenhed i almindelige menneskers sind. Bestemte begrænsninger og reguleringer er nødvendige for at skabe ærefrygt og respekt, der begge er hengivenhedens rødder. Det er grunden til, at bestemte timer er fastsat som tidspunkter, hvor templet er åbent, og hvor helligdommen er åben for tilbedelse. Sådanne restriktioner er ikke i modstrid med hovedprincippet. For det er templets mål at fremme ‘rigtig handling’, at udvikle den indre kultur og åndelige disciplin. Menneskelig adfærd, handlinger og holdninger, alle må være sekundære i forhold til det generelle behov for at udvikle bevidstheden om, at Gud er Den levende Tilstedeværelse. Derfor er visse regler nødvendige, for at templets ritualer kan blive korrekt udført. Ingen tvivl om det. Ellers vil almindelige mennesker ikke lære om vedholdenhed, tro og selvdisciplin, og de vil ikke udvikle deres hengivenhed. Det ansvar, der påhviler de præster, der udfører tilbedelsen; det ansvar, der påhviler lederen af templet; det ansvar, der påhviler den tilbedende befolkning, er i sandhed stort. Alle skal være bevidst om templernes formål og behovet for at gennemføre ritualerne i templerne. Disse ritualer fremmer tro og hengivenhed mere end noget andet. Derfor kan templets døre blive åbnet til hver en tid for at tillade tilbedelse fra ivrige og begejstrede åndeligt søgende. Ingen bør glemme eller ignorerer følgende faktum: ’Templer eksisterer for at sikre mennesket fremskridt og velfærd’.
top


Kapitel 11

11:1 Tidsaldrene, der bliver klassificeret alt efter principperne for og udøvelsen af åndelig fremgang, som fastlagt i den ’rigtige handling for hinduer, er opdelt i tre. 1: Den vediske tidsalder. I denne tidsalder blev ritualer tillagt stor betydning. 2: Den upanishadiske tidsalder. Her blev der lagt vægt på visdom frem for noget andet. 3: Den puraniske tidsalder. Dengang blev hengivenhed erklæret og betegnet som værende det vigtigste. Den vediske litteratur består af samhitha'erne (en samling af melodiske mantraer der priser Gud), brahmana'erne (en del af hver af de fire vedaer, der omhandler betydningen og anvendelsen af de forskellige mantraer), aranyaka'erne (religiøse tekster, der er tæt forbundet med præste-kasten) og upanishad'erne (hellige tekster, der er knyttet til vedaerne, kaldes også for vedantha, en sammenfatning af vedaerne). Af disse omhandler de tre første tekster karma og de kendes som Karmakanda (den del af vedaerne, der hovedsagligt omhandler ritualer). De sidste tekster, upanishad’erne, beskæftiger sig med visdom, og de kaldes derfor Jnanakanda (de dele af vedaerne, der beskæftiger sig med viden om Gud, en viden, der opnås gennem den åndelige visdoms vej).

11:2 Mantraerne i samhitha’erne er fulde af hymner til Guds pris. Disse hymner lovpriser guder som Indra (de himmelske guders leder), Agni (Ildens Gud), Varuna (vandets og regnens Gud), Surya (Solens Gud) og Rudra (nedbrydningens Gud; Rudra er et andet navn for Siva). I ældgammel tid opnåede den aryanske stamme (et af oldtidens stammefolk der primært bestod af indere) fred og tilfredshed. Ved hjælp af ofringer og ritualer sikrede de sig ligeledes, at deres ønsker og begær blev opfyldt. De mantraer, som de anvendte ved disse ritualer og ofringer, var adresseret til førnævnte guder. Folket erkendte, at Det højeste Selv er Én og kun én. De vidste også, at Den Ene ikke desto mindre åbenbarer sig varieret og mangeartet under forskellige navne og former.

11:3 I mange af Rig Vedaens mantraer bliver følgende tydeligt bekendtgjort: ”Der eksisterer udelukkende Én. De, der har erkendt sandheden, priser denne Ene på mange måder.” Gud, Den eneste Ene, bliver i Rig Vedaen betegnet som Skabelsens Kilde, Verdens Skaber, Gudernes Ophavsmand og Den iboende Sjæl. ’Hymne til Skabelsens Kilde’ og ’Hymne til Den iboende Sjæl’ er klassiske eksempler på, at denne Ene prises.

11:4 Den måde oldtidens aryan’er levede på, blev erklæret som værende ‘rigtig handling’. Måden de levede på, kan også kaldes ’ofringer’. Deres daglige åndelige øvelser blev udtrykt gennem ritualer, tilbedelse, lovprisning, overgivelse og tilegnelse. Derfor var deres liv fyldt med hengivenhed. Ordet hengivenhed blev måske ikke anvendt i samhitha’erne, men findes ordet ’tro’ ikke i teksterne?

11:5 ”Det er udelukkende gennem tro, at offer-ildens flamme bliver tændt og næret. Det er alene gennem tro, at ofringerne når de guder, der bliver påkaldt. Lad os prise troen, som er den højeste form for tilbedelse”. Se, hvor mægtig troens kraft er!

11:6 De enkle, spontane åndelige øvelser, der hørte til den vediske tidsalder, blev gradvist komplicerede og forvirrende på grund af den store mængde af ritualer og formelle regler. Som tiden gik, blev det bekendtgjort, at ‘rigtig handling’ bestod i at udføre diverse ofringer og i at vise sin taknemmelighed over for guderne ved at ofre ghee (klaret smør) i den hellige ild. Ligeledes blev det bekendtgjort, at man udelukkende kunne komme i Himlen ved at udføre sådanne ritualer! Skønt ofringerne rent faktisk blot var den metode, man anvendte i tilbedelsen af guderne, blev det centrale og værdifulde flyttet fra guderne over til selve ofringen. ”Guderne er udelukkende metoder; de, der ønsker at komme i Himlen, skal gennemføre ofringerne.” Det var den drejning, som erklæringen tog.

11:7 I mellemtiden gryede den upanishadiske tidsalder. Upanishad'erne afviste materielle genstande, idet de erklærede, at de var uden vedvarende værdi. De kasserede dem som værende af ringe og dårlig værdi. Rent faktisk blev den del af vedaerne, der hovedsagligt omhandler ritualer, Karmakandaen, på denne tid forandret og revurderet i upanishad’erne. Ritualerne blev ikke længere vurderet som værende midlerne til menneskets befrielse fra fødsel og døds trældom, og som skibe der er i stand til at krydse Den foranderlige verdens Hav. De upanishadiske åndeligt søgendes synspunkter brød gennem denne ’ydre sanselige objektive verden’ og centrerede sig i ’den indre verden’. Samstemmigt bekræftede de upanishadiske vismænd Det højeste Princips natur på følgende måde: ”I denne foranderlige verden af navne og formers grundlæggende dyb findes Den Ene Evigt Eksisterende Væren. Det er Den universelle absolutte Gud. Det Højeste kan blive forstået ved hjælp af indre kontemplation og den åndelig visdoms metoder.” Derfor erklæres det: ”Undersøg Det; Det er Gud.” Det er den viden om Gud, som upanishad’erne (Vedantha) videregiver.

11:8 Desuden erklærer upanishad’erne også: ”Skønt vedaerne hovedsageligt beskæftiger sig med formålet med det menneskelige liv, nemlig at komme i Himlen, foreskriver de også den grundliggende træning, der skal gennemføres for at opnå befrielse. At nå Det Absolutte afhænger ikke helt og alene af, om man behersker denne viden om Gud. At nå Det Absolutte er hinsides rækkevidden af studier, lærdom eller intellektuelle landvindinger. Det er udelukkende gennem ’erhvervelse af Herrens tilstedeværelse’ (dette opnås gennem en vedvarende og indadrettet tilbedelse af Gud), at du kan nå Det Absolutte.” Hvis den lærde, med al sin viden, også fordyber sig i ’erhvervelse af Herrens tilstedeværelse’, så er hans liv i sandhed helliggjort!

11:9 For sådanne åndelige aspiranter vil Herren manifestere sig i sin sande stråleglans. Det er betydningen af den følgende erklæring i Brihadaaranyaka Upanishad om båndet mellem den individuelle sjæl og Det højeste Selv; båndet mellem individet og Det Universelle: ”Det Universelle er individets højeste mål, højeste rigdom, højeste ophøjelse, største glæde.”

11:10 I Thaithiriya Upanishad er det blevet proklameret på følgende måde: ”Det højeste Selv er kilden til tilfredshed, for Han er legemliggørelsen af de reneste følelser. Ved at nå Ham, kan den individuelle sjæl blive fordybet i glæde. Hvis Det højeste Selv ikke skinner i hjertets himmelhvælving, hvem skal så opleve, hvem skal så leve? Han nærer alle med lyksalighed.”

11:11 Hengivenhedens frø, der blev spredt ud i samhitha’erne, spirer i upanishad’erne og begynder at vokse og udvikle mange grene fulde af blomster i purana’erne (18 åndelige tekster der udgør en samling af ældgamle legender og overleveringer).

11:12 Mange er imidlertid stadig forvirrede, når det drejer sig om at beslutte, hvad hengivenhed helt præcist er. Hvad er den indstilling, hvordan er den holdning, som kaldes hengivenhed? Det er umuligt for nogen som helst at afgrænse, hvad der helt præcist er hengivenhed, og hvad der ikke er det. Hengivenhed har utallige aspekter. De eneste der kan forstå hengivenhedens renhed og dybde, er de rene, omsorgsfulde, tolerante, rolige og kærlige sjæle; sadhuerne, blomsten blandt de dydige og gudfrygtige åndelige aspiranter; de højeste væsener der er symboliseret ved svanens rene, hvide farve; de væsener der altid optræder i selskab med åndsbeslægtede gudhengivne. Andre vil finde det lige så vanskeligt at finde hengivenhed i en person, som at finde blødhed i en klippe, kølighed i ild eller sødme i margosa-træets bitre bark. Herren betyder mere for den hengivne end selve livet; og Herren er også knyttet til den hengivne på samme måde. Enkelte fremtrædende mænd erklærer endog, at den hengivne er overordnet Gud; landarbejderne elsker skyerne mere, end de elsker havet, skønt skyerne blot fører havets vand til deres marker. Havet kommer ikke umiddelbart hen over deres afgrøder. Det er på den måde, den poetiske forfatter, Tulsidas, beskriver slægtskabet mellem den hengivne og Gud. Skyerne bringer havets nåde, kærlighed og storslåethed samt atmosfærens duft. Skyerne lader det alt sammen regne ned over hele landet. På samme måde fører de hengivne disse prægtige spor med sig, hvor som helst de går. Lige som guld bliver gravet ud af miner, er disse gode dyder også dele af det guddommelige i mennesket.

11:13 Vismanden Durvasa ankom en dag til den fromme kong Ambarisha’s hof for at teste, hvor udviklet og virkningsfuld hengivenheden var på dette sted. Ud af sin vrede skabte han til dette formål dæmonen Krithya (en dæmon, man tilbyder offergaver for at få opfyldt sine destruktive ønsker). Han skabte Krithya, så denne kunne tilintetgøre kong Ambarisha. Men Herrens diskos, som piller frygten i de hengivnes hjerter fra hinanden, tilintetgjorde dæmonen Krithya og begyndte at jage Durvasa til verdens ende. Vismanden flygtede over bakker og dale, søer og vandløb, og sprang over de syv have. Han søgte tilflugt og asyl i Himlen, men en fjende af en hengiven kan ikke få asyl noget sted. Til sidst kastede Durvasa, der var udmattet og angerfuld, sig for herren Narayana’s (Guden Vishnu’s) fødder i dennes bolig, Vaikhunta. Herren erklærede imidlertid, at Han altid befandt sig på de hengivnes side, og at Han aldrig ville svigte den hengivne, der stolede på Ham som værende sit eneste tilflugtssted. ”Jeg følger den hengivne, som kalven følger koen. For min skyld opgiver den hengivne alt, hvad der bliver opfattet som værende attraktivt af de verdsligt indstillede mennesker.”

11:14 Engang fortalte Krishna sin ven, Uddhava, følgende: ”Den fortjeneste, der opnås gennem asketiske åndelige øvelser, visdom, ikke-tilknytning, yoga, ‘rigtig handling’, edsaflæggelse og pilgrimsrejser, bliver med endnu større lethed opnået af mine hengivne.” Tænk dybt over hvor storslået virkelig hengivenhed er! Gennem hengivenhed kan en person, der arbejder med lig, overgå selv en præst! (Det at arbejde med lig regnes for den laveste beskæftigelse i Indien). En præst uden hengivenhed er mindreværdig i forhold til en person, der arbejder med lig, og som er udstyret med hengivenhed. Dette bliver uddybet i legenderne i purana’erne. Det (Gud), der i vedaerne bliver beskrevet som værende slet og ret: ’Ikke det; ikke det’; Det, der bliver erklæret som værende: ’Hinsides ord og langt væk fra sindets fatteevne’; Det, der er uopnåeligt gennem sanserne, sindet eller intellektet - sådan en eksistens er i stand til at blive følt og erfaret af de mennesker, der er fordybet i meditation. Hengivenhed bringer let denne eksistens ind i bevidstheden; denne eksistens fylder den hengivne med lyksalighed.

11:15 Den Gud, der bliver beskrevet i purana’erne, er ikke blot Den kvalitetsløse, Den formløse, Den ikke-dualistiske Gud; Det der skal kendes; Bevidsthedens Legemliggørelse; Universets Oprindelse. Denne Gud er også kilden for alle ædle, ophøjede og tiltrækkende kvaliteter. Denne Gud er den, der minder om alt og er tilflugtsstedet for alt, hvad der er smukt og kærligt. Denne Gud opløfter, giver energi og renser. Den umanifesterede, kvalitetsløse Gud, der bliver erkendt ved højdepunktet på den åndelige visdoms vej, kan ikke blive fattet af det sansecentrerede individ uden stort slid, slæb og vanskeligheder. Det er grunden til, at purana’erne dvæler langt mere ved det guddommelige aspekt med kvaliteter end ved guddommens kvalitetsløse aspekt. Først må den åndelige aspirant praktisere de åndelige øvelser, der relaterer sig til det guddommelige aspekt med kvaliteter; dette vil udstyre ham med koncentration og senere, ifølge loven om processen der bevæger sig fra det grove til det fine, kan han forene sit sind med selve Den kvalitetsløse Gud. Spejlbilledet fører det tørstige menneske langt væk fra vandreservoiret. Herefter vender han om og returnerer til det sted, hvor vandet er tilgængeligt. I det øjeblik han når vandreservoiret, i det øjeblik er han kvalificeret til at drikke og slukke sin tørst. På samme måde vil åndelige aspiranter, efter befrielsen, ønske at kontemplere på den kvalitetsløse, formløse Herre. Herren, der er knyttet til de hengivne, antager de former, som blomsten blandt de dydige og gudfrygtige åndelige aspiranter (sadhu’erne) og store sjæle måtte søge. Ud af sin gavmildhed skænker Herren alle menneskelivets fire mål. (’Rigtig handling’, rigdom (læs: Den højeste visdom), begær efter befrielse og befrielse).
top




Kapitel 12

12:1 Oldtidens mennesker opfattede ikke blot templerne som Guds Templer, men også som Den åndelige visdoms Templer. De vidste, at man kunne nå Gud gennem uselvisk tjeneste, hvis denne blev udført bevidst og med fuld vished om tjenestens betydning. De følte, at templerne var akademier for den højeste viden, hvor mennesket udviklede sindets sande kultur. De vidste, at Guds Bolig i menneskets hjerte ville være lige så rent og helligt, som Guds Bolig var i den landsby, hvor de boede. Du kan gætte dig til en landsbys beboeres natur ved ganske simpelt at lægge mærke til landsbyens tempel og dets omgivelser. ”Hvis templet bliver holdt rent, og der er en hellig atmosfære i det, kan du udlede, at de rene landsbybeboere er fulde af frygt for synd, og at de går langs godhedens vej”, således tænkte oldtidens mennesker.

12:2 I dag er disse templer til ofringer til guderne, disse steder for tilbedelse af Gud, disse institutioner for åndelig inspiration, gået i forfald og er blevet til steder, hvor ’offergaver’ bliver delt ud, og der svælges i udflugter med medbragt mad. Driverter samles i områderne og spiller kort, terningespil eller lignende spil. Kali-tidsalderens personifikation, den onde tidsalders personifikation, jubler i skadefryd, når sådanne grupper samles i templerne.

12:3 Alt dette står i modsætning til ‘rigtig handling’. Templet er landsbyens hjerte; det bør derfor blive beskyttet, næret og plejet som det sømmer sig for et hjerte. Tro på, at Gud vandrer rundt i templet; det er Hans Bolig. Alle har et ansvar for at beskytte denne atmosfæres hellighed, der skænker glæden ved at tjene Herren. Tro på, at templet er alles hjerte. Den dag det sker, vil det guddommelige i mennesket skinne i fuldt flor som en ædelsten. Det er sandheden. Det er grunden til alle de omkostninger og al den smerte, mennesker har udsat sig for i forbindelse med bygningen af templerne. De ledende landsbyboere, regeringskontorerne eller de hengivne selv skal træffe alle nødvendige arrangementer for at udvikle åndelig selvdisciplin og visdom. Først da kan mennesket skinne fuldt ud i guddommelig stråleglans. Det er ikke alt. Der findes nogle hypermoderne kritikere, der fordømmer templernes dekorerede tårn-porte osv. som værende fuldstændig spild af penge. Dette afslører et totalt fravær af fremsynethed. Ingen, der har et højt ideal eller en fremsynet vision, vil komme med en sådan udtalelse. Hvis du dvæler ved betydningen af templets dekorerede tårn-porte, vil du erkende, hvor helligt, hvor mystisk, hvor åbenbarende dens formål er. Templernes dekorerede tårn-port vinker de vejfarende hen til sig. De vejfarende, der er faret vild, og som vandrer væk fra sandheden. ”Oh, I dødelige! Forblændede som I er af de fysiske tilknytningers tåge og de selvforherligende tilskyndelser; overmandet som I er af stanken fra de verdslige ønsker og begær, som er flygtige og falske, har I glemt Mig, kilden og næringen til jer alle. Se opad på dette evige, altid rene, altid glædesfyldte tårn. Idet du glemmer Mig, vælter du rundt i sorg; du jager spejlbilledet i ørkenens sand. Kom, tro på den evigt værende Mig. Kæmp dig ud af mørket og træd ind i lysets rige og kom til fredens kongevej, det er ’den rigtige handlings’ vej. Kom, kom, oh kom.”

12:4 Højt over landsbyernes hustage og med løftede hænder kalder Gopala, (Krishna) på denne måde alle til sig.

12:5 Så når templernes dekorerede tårn-porte bliver iagttaget gennem denne mere ophøjede synsvinkel, kan de blive respekteret som inspirerende for at hæve de menneskelige idealer og den menneskelige opførsel. Det er det princip, der ligger til grund for templernes dekorerede tårn-porte konstruktion. Sådanne høje idealer inspirerer til disse bygninger. Det er den sande betydning; en betydning der kan blive erfaret og følt. Lyset på toppen af templets dekorerede tårn-port er symbolet på det lys, der er alles tilflugtssted. Det er den helt rolige, indre lampes repræsentant. Den er tændt ved den selv samme flamme. Den er den indre oplysning, der opnås ved forening med Gud.

12:6 For dem, der er faret vild i sorgens og grådighedens varme sand, er templer som oaser i den øde ørken. De er Den højeste Freds Tempel, Glædens Tempel, der byder dig velkommen til en kølig, munter fred. Templernes dekorerede tårn-porte er guider for slagne vandringsmænd. De holder flaget med Guds navns højt hævet. Alle bør være dem taknemmelige for denne tjeneste.

12:7 Sandt at sige er mange åndrigt sløve mennesker forvirrede over og uforstående over for formålet med alle de bygninger og omstændigheder, skikke og sædvaner, der eksisterer i forbindelse med templet. De kan ikke fatte betydningen af et svar, der er hinsides deres begrænsede forstand. En patient, der lider af høj feber, vil finde selv søde sager bitre. På samme måde gælder, at de der er plaget af verdslighedens høje feber, aldrig kan smage sandhedens virkelige sødme. Feberen skal falde; derefter kan de værdsætte åndelige tings værdi.

12:8 Hvad er det menneskelige livs mål? Hvad er det for et formål, mennesket skal erkende? Er det blot det at spise, drikke, sove, opleve en smule glæde og sorg og endelig dø som enhver fugl eller ethvert dyr? Nej, helt sikkert ikke. Hvis du tænker lidt over det, vil du blive klar over, at sådan er det ikke. Målet er direkte erkendelse af Gud, at realisere Det Absolutte, at realisere Gud! Uden at det sker, kan intet menneske opnå fred. Mennesket skal vinde den guddommelige nådes lyksalighed. Uanset hvor meget du stræber efter at hale og trække lykke ud af den verdslige verdens mangfoldigheder, er mængden af tilfredsstillelse meget lille. Med hensyn til fred i sindet så vil du finde det umuligt at opnå denne fred gennem verdens forekomster. Sindet kan udelukkende få fred, når det forenes med Den Absolutte Bevidsthed, Den Oprindelige Årsag, Den Uforanderlige Eksistens.

12:9 Selv det mest komfortable hjem, der er udstyret med al den luksus, et menneske kan tørste efter; selv bunker af skatte, kan ikke hjælpe, når det drejer sig om at skænke en person fred. Fred kan udelukkende vindes ved at overgive sig til Gud, der er selve dit væsens kerne, selve kilden til alt liv og til alt levende. Overvej dette: Har de, der er så heldige at besidde rigdomme, guld, ejendomme og bekvemmeligheder, fred? Det er ikke det hele. Er mennesker med høje uddannelser, mennesker med stor skønhed, mennesker med stor fysiske styrke, er disse mennesker i det mindste i fred med sig selv og verden? Hvad er årsagen til elendigheden hos selv sådanne mennesker?

12:10 Årsagen er, at de har glemt skabelsens guddommelige grundlag; de har ignoreret Det Ene Absolutte Underliggende Princip. Alle liv, der leves uden tro på og hengivenhed for Den Eneste Højeste Overherre, er foragtelige. De liv, der leves uden at smage Det guddommelige Princips nektar, er alle forspildte muligheder.

12:11 Begivenhederne har i sandhed taget en mærkelig drejning! Det ægte grundlag, din glædes kilde, dit ultimative grundprincip, den højeste sandheds princip, er for dig blevet noget, der befinder sig uden for og hinsides dig selv. Det er alt sammen blevet unødvendigt, noget der ikke stræbes efter; for verden med dens tarvelige flitterstads er blevet nær og naturlig, nødvendig og attraktiv.

12:12 Idet mennesker nægter sig selv den lyksalighed, der stammer fra overgivelse til Herren, løber de vanvittigt rundt i hengivenhedens navn og jager hellige steder, vismænd og hellige floder. En lille smule hengivenhed vil vække dem af denne illusion. Den vil lære dem, at mennesket udelukkende kan opnå fred ved at vende tilbage til det oprindelige hjem, altså Gud. Indtil det sker, vil hjemve plage mennesket.

12:13 Templer er invitationer til dette hjem; skilte der leder mennesket dertil. Ved en lejlighed talte avataren Rama således til dem, der var forsamlet på Chitrakuta Hill (et bjerg ved en flodbred, hvor Rama og Hans hustru Sita levede et stykke tid) for at høre ham tale: ”Dagen gryer, og tusmørket falder på. Ved daggry vækkes grådigheden i mennesket; ved tusmørket får lysterne greb om det. Skal dit liv forme sig således? Skal det være dit mål? Hver gang en enkelt dag er gået, har mennesket forpasset en værdifuld mulighed. Det har taget endnu et skridt mod dødens hule. Men jamrer det sig over sin skæbne? Sørger mennesket over den spildte dag?” Bemærk, hvor værdifuldt det er at huske på dette budskab!

12:14 Det er på grund af sådanne påmindelser, at Indiens kultur har Gud som dens centrale tema. Indien hedder også Bharatha. ’Bha-ratha’ betyder det land, der har tilknytning (rathi) til Gud (Bha-ga-van). Mens mennesker i vesten giver afkald på alting i deres étpunktede, brændende optagethed efter at opdage de love, der styrer den objektive verden, giver mennesker her i Indien afkald på alting for at opdage og opleve Det Absolutte. Det Absolutte, der er universets Oprindelige Årsag, og som skænker urokkelig fred, hvis Det kendes.

12:15 Vesterlændinge giver afkald for at få det flygtige; her i Indien gives der afkald for at få det evige. Her er det for den højeste visdom; i vesten er det for uvidenhed. Her er det åndelige asketiske øvelser; i vesten er det sløvhed. Det er årsagen til, at vismænds, helgeners og yogiers stråleglans selv i dag, gennem århundredes korridorer, skinner i ansigterne på befolkningen i dette land. Hvis fortvivlelsens skygge, modløshed og utilfredshed engang imellem farer hen over ansigterne på menneskerne i dette land, er det et forvarsel om, at troen på ‘rigtig handling’ aftager.

12:16 Templerne har til hensigt at instruere mennesket i kunsten at fjerne tilknytningens slør, som ligger over deres hjerte. Det er årsagen til, at komponisten Thyagaraja i templet i Tirupathi råbte: ”Fjern sløret inde i mig; stolthedens og hadets slør.” Illusionens slør smeltede bort for nådens stråler, og derfor kunne han opdage og beskrive den guddommelige charmes billede. Det gjorde han i sangen ’Sivudano Maadhavudano’ og drak dybt af denne skikkelses sødme. Den kærning, hans hjerte blev udsat for via denne guddommelige formel, frembragte vismandens gnist, og den voksede til befrielsens flamme.

12:17 I løbet af denne Kali-tidsalder, og selv i de tidligere tidsaldre, Kritha, Thretha og Dwapara, har ihukommelse af Guds navn været hemmeligheden, der sikrede befrielse for trældom. Templet er stedet, hvor ihukommelse af Guds navn gennemføres naturligt, automatisk og uforstyrret. Derfor er det at besøge templet tvingende nødvendigt, specielt i Kali-tidsalderen hvor luften er fuld af onde og ugudelige tanker.

12:18 Det er grunden til, at Krishna i Bhagavad Gita har erklæret følgende: ”Blandt offerceremonier er Jeg den offerceremoni, som sørger for, at selve det uvidende dyr bliver ofret i den hellige ild.” Templer, hvor Guds navn kan blive husket, er meget vigtige for at kunne helbrede sorg og for at gøre sig fortjent til glæde. ’For at opnå lyksalighed er ihukommelse af Guds navn nødvendigt; for at ihukomme Guds navn er templer nødvendige, det er rækkefølgen. Der eksisterer intet mere udbytterigt end dette; intet der er mere lyksaligt eller mere henrivende. ”Hvorfor skulle mennesket skynde sig mod helvedes porte, når det har følgende til sin rådighed: Guds meget enkle navn; en tunge der altid står til rådighed, samt templet hvor Herrens fortryllende statuer er installeret? Alt sammen er til rådighed for at mennesket med ophøjet stemme kan synge til Hans pris.” Dette spekulerede og undrede den hellige Vyasa sig over. Hans undren skyldtes hans egen oplevelse af den virkning, som selve navnet, og det at ihukomme det, afstedkom. Dette gjaldt også forfatteren Tulsidas! Han boede hele tiden i templet og sang om den glæde, han følte. ”Ak! Når mennesker opgiver Herrens navn og templet og søger fred og glæde andre steder, bliver jeg mindet om deres tåbelighed. Disse mennesker, der afviser den rigelige og velgørende mad på deres egne tallerkner, og i stedet med deres udstrakte hænder tigger efter levninger fra andres tallerkner”, jamrede Tulsidas.

12:19 Selv i de vediske discipliner bliver Guds navn, og behovet for at sindet dvæler ved navnet, betegnet som værende af den største betydning. ”OM, dette ene ord er Gud”, erklærede vismændene i oldtidens aryan-stamme. Hvis du har lyst til det, så undersøg om nogen helgen er blevet frelst uden Herrens navn eller Herrens bolig (tempel)! For tiggermunken Gouranga var Jagannatha-templet inspirationen og tilflugtsstedet. For digteren Jayadeva var det Radhakrishna templet. For den Siva-hengivne Nandanar var det templet ved Chidambaram, der tilvejebragte befrielsens kilde. Læreren Vallabhacharya, digteren Kabir, Nanak (stifteren af Sikh-religionen), dronning Meera, Krishna’s hustru Radha, guruen Ramanuja, vismanden Madhwacharya, guruen Sankaracharya, den hellige Namdev, den poetiske forfatter Tulsidas, sangeren og komponisten Thyagaraja – alle oplevede de det guddommelige syn, og hvad mere er, de opnåede guddommelig visdom. Det gjorde de i og på grund af templerne. Er der nogen grund til at udbrede sig mere om dette? Selv i nyere tid var det så ikke i Kali-templet, der blev bygget af fyrstinde Rasmani, at vismanden Ramakrishna Paramahamsa oplevede guddommelig lyksalighed og opdagede sin sande identitet?

12:20 At misbruge disse templer; at ødelægge den hellige atmosfære der er inden for tempelområdet; at glemme templernes opgave; at tale nedsættende om den skik og brug der er udbredt i disse templer og at brolægge vejen for deres forfald og vanhelligelse, alt dette er ubestrideligt forkert handling og ikke ‘rigtig handling’. De, der gør den slags, besidder hverken noget ydre eller indre lys; de lever i fuldkommen mørke. Tilbedelse i templet, vismænds selskab, fremsigelse af Guds navn, beundring af templets statuer og symboler, alt dette er ydre lyskilder. Meditation, asketiske åndelige øvelser, at tænke dybt over den åndelige lære man lytter til, disse udgør den indre oplysningskilde. Hvordan kan mennesket opleve synet af Den guddommelige Pragt, hvis det er blottet for begge typer lys?

12:21 Det er ikke så underligt, at vismanden Thulasi Das Goswami engang erklærede: ”Behøver du lys inde i huset såvel som uden for huset? Hvis det er tilfældet, så placer lampen på dørtrinnet! Du kan også spørge: Ønsker du at sprede fredens lys uden for dig selv såvel som inde i dig selv? Hvis det er tilfældet, så placer Herrens navn på din tunge, som er dørtrinnet til din personlighed! Lampen på tungen vil ikke blafre, svinde bort eller gå ud i nogen slags storm. Den vil skænke dig fred, såvel som den vil skænke fred til alle de mennesker, du møder. Hele verden vil den skænke fred til.”

12:22 For at frelse det enkelte individ er det derfor nødvendigt at fremkalde sig synet af Guds form. Selve erindringen af Guds navn vil fremkalde synet af formen. I al dens fortryllelse og pragt bliver denne form afbilledet i templerne for at inspirere de åndelige aspiranter. Derfor er det sådan, at uanset om de almindelige øjne ser det eller ej, så finder de mennesker, der søger den guddommelige sandhed, templerne uundværlige.
top

Kapitel 13

13:1 ‘Rigtig handling’ har ingen fordomme eller forkærlighed; den er besjælet med sandhed og retfærdighed. Derfor må mennesket holde sig til ‘rigtig handling’; det må sørge for, at det aldrig går imod ‘rigtig handling’. Det er forkert at afvige fra ’rigtig handling’. Den ’rigtige handlings’ vej fordrer, at mennesket skal opgive had mod andre og udvikle gensidig harmoni og fordragelighed. Gennem harmoni og fordragelighed vil verden dag efter dag vokse til et glædens og lyksalighedens sted. Hvis harmoni og fordragelighed bliver grundfæstet, vil verden blive fri for uro, mangel på selvdisciplin, kaos og uretfærdighed.

13:2 Uanset hvad du beskæftiger dig med, så skal du først forstå den sande betydning af det, du beskæftiger dig med. Herefter må du, til gavn for dig selv, dagligt udvikle alt det, du beskæftiger dig med. Gennem denne metode vil visdommen vokse, og du vil få vedvarende glæde. De to grundliggende ting er: ‘Rigtig handling’ og uselvisk handling. Den vise, der er upartisk og fordomsfri, og som er befæstet i ‘rigtig handling’, går ad sandhedens vej; den vej som vedaerne giver vejledning om. Det er vejen for alle nutidens mennesker.

13:3 Viden om ‘rigtig handling’ bliver nået via tre stadier: 1. Du skal modtage træning fra lærde personer, der også er besjælet med ‘rigtig handling’. 2. Du skal stræbe efter at opnå sandhed og renselse af Selvet. 3. Du skal forstå værdien af vedaernes kundskaber, Den højeste Herres stemme.

13:4 Når disse tre stadier er gennemført og afsluttet, forstår mennesket sandheden, og det forstår, hvordan denne sandhed skal adskilles fra usandhed. Denne undersøgelse af sandheden må nødvendigvis udføres i fred og fordragelighed og i samarbejde med andre. Alle skal være lige opsatte på at opdage sandheden til alles bedste. Alle og enhvers mening skal blive testet på ’den rigtige handlings prøvesten’; om meningen er universel god, om den er til gavn for verden. De principper, der består denne prøve, skal holdes specielt adskilt, og de skal anvendes og spredes i verden til fremme for menneskehedens velfærd. Gennem denne metode vil alle udvikle den samme grad af lykke og glæde.

13:5 De hellige skrifter erklærer: ”Alle har samme krav på visdom og på mulighederne for at opnå den for eksempel gennem uddannelse.” Derfor skal alle udføre rene og ædle gerninger.

13:6 Afståelsen fra onde gerninger og opgivelse af ønsker og begær, dette kan opnås ved brug af det samme redskab, nemlig sindet. Menneskelivets mål er nødt til at blive nået gennem sindet. Som et resultat af vedvarende træning vil sindet lære at adlyde og tilgodese dine interesser. På den anden side foreligger bevidstheden dig fortidens og nutidens oplevelser og opfordrer dig til at se tingene i perspektiv og bedømme dem på denne baggrund. Sindsligevægt er nødt til at blive opnået i og gennem den proces, der foregår i sindet. Det vil sige gennem étpunktet bevidsthed.

13:7 Husk også, at de begge, både sindet og bevidstheden, skal fastholdes på den vej, der fører til menneskehedens velfærd. ‘Rigtig handling’ vil udelukkende skinne i og oplyse den person, der tjener alle og skænker glæde til alle. Sådanne mennesker vil ikke blot modtage Herrens nåde, men også opnå det enestående privilegium at forenes med Ham. Uanset hvornår du giver én eller anden et eller andet, eller tager et eller andet fra nogen, så se til at du ikke overtræder den ’rigtige handlings’ grænser. Gå ikke mod den ’rigtige handlings’ befalinger. Følg den til alle tider, idet du tror på, at ’rigtig handling’ er din bundne pligt. Fyld enhver smule af din energi med essensen af ‘rigtig handling’, og bestræb dig på at gøre fremskridt på din vej. Sørg for at gøre større og større fremstridt for hver dag, der går.

13:8 Mennesket, der følger ‘rigtig handling’, vil afsløre en beslutsomhed og en entusiastisk triumferen i hver af sine handlinger. Dets overholdelse af ‘rigtig handling’ skal være af en sådan karakter, at sindet vil være udstyret med følgende gode dyder: En holdning der giver udtryk for en frygt for, at Gud ser alting alle vegne; en altid tilstedeværende ængstelse for at man muligvis glider over i synd; en naturlig tilbøjelighed til at leve sandheden samt en tendens til at fremvise korrekt adfærd. Din opgave består i at rette disse dyder mod og anvende dem til gavn for hele menneskeheden. Tillid til ‘rigtig handling’ vil både sikre og forøge din lykke. ’Rigtig handling’ kan fjerne den trods og den ondskab, som du kan udvikle mod andre. ‘Rigtig handling’ vil ikke tillade dig at svulme op af stolthed på et tidspunkt, hvor andre lider eller sørger. Vil en sådan ondskabsfuldhed kunne skænke dig glæde? Du kan kun være lykkelig, når alle er lykkelige, husk det! Husk altid: Elsk og følg sandheden; uretfærdighed er aldrig gavnlig.

13:9 Nogle mennesker respekterer, og andre mennesker vanærer. Du vil dog ikke finde nogen, der ærer usandhed, bedrag og uretfærdighed. Alle vil respektere sandhed, en ærlig måde at være på og retfærdighed. ‘Rigtig handling’, som beskrevet i vedaerne, bliver testet og undersøgt, og den er velegnet til at blive underkastet en sådan undersøgelse. ‘Rigtig handling’ er uvildig og retfærdig. ’Rigtig handling’ vokser med dens udøvelse. Tilbedelse af guderne må nødvendigvis følge de regler, der er fastsat i vedaerne. Gøres dette, vil mennesket blive styrket i udøvelsen af ‘rigtig handling’. Denne ’rigtige handling’ er Herrens befaling. Denne ’rigtige handling’ er Guds autentiske stemme, og derfor kan den blive fulgt af alle. For hvem er en guddommelig person? Det er blot en titel; en titel på en person der som udtryk for sin tilbedelse i dagligdagen følger sandheden

13:10 Tænk over hvor mange evner Herren har udstyret mennesket med. Med disse evner skal du stræbe mod menneskelivets fire mål og bevæge dig frem ad vejen mod Herren, idet du strengt overholder sandhedens krav. Det er på denne måde, du skal udnytte dine evner; det er formålet med den gave, du har fået. Det er udelukkende dem, der er begavet med et syn, der kan se. De blinde har ikke dette held. På tilsvarende vis gælder, at det udelukkende er dem, der er begavet med sandhed, dem der længes efter menneskelivets mål, og dem der holder sig strengt til ‘rigtig handling’, der kan se Herren. Alle andre er blinde. Herren har også udstyret mennesket med redskaber til at udvikle dets intelligens og skelneevne. Hvis mennesket anvender redskaberne godt og prøver at realisere sig selv, vil Herren tilføre det nye evner og nye kræfter, for Herren er fuld af nåde over for dem, der kæmper. Når et menneske forsøger at følge ‘rigtig handling’, vil sandheden også åbenbare sig for vedkommende.

13:11 Hvis du er skødesløs omkring overholdelse af sandheden, vil enhver pligt som ‘rigtig handling’ har pålagt dig, og enhver handling der er tilskyndet af ‘rigtig handling’, hænge tung som en byrde på dine skuldre. Søg efter virkeligheden bag alle disse foreteelser, og denne søgen vil gøre alle dydige handlinger lyse og venlige. Herren er nødt til at forme mennesket, så det bøjer sig hen mod Gud; så det bliver henrykt over udvidelsen af dets synsfelt, og så det bliver lykkeligt, når det lever et moralsk og dydigt liv. Derfor tjener mennesket sine bedste interesser ved at holde sig til sin grundlæggende natur; ved at koncentrere sin opmærksomhed på Gud; ved at udvikle sandhed og udøvelse af ‘rigtig handling’. Sandheden må søges og afprøves efter alle kunstens regler.

13:12 Øvelsen bestå i følgende: At have heltemod til strengt at overholde ‘rigtig handling’; at besidde en frygtløs selvkontrol; at kunne skille sig af med alle de glædesfulde og sorgfulde følelser der opstår fra livets op- og nedture, altså at udvikle en urokkelig tro på sandhed og ‘rigtig handling’; at have det mest fortræffelige fysiske og mentale helbred, hvilket opnås gennem selvdisciplin og åndelige studier; at have ønsket om og evnen til at tale venligt og ærligt, hvilket opnås gennem udøvelse af sandhed og kærlighed; at trække de fem vidensanser (høre, se, lugte, føle og smage) og de fem handlingssanser (hænderne, fødderne, tungen, forplantningssystemet og fordøjelsessystemet) væk fra moralsk fordærv og synd, samt forædling og ophøjnelse af alle sanserne til tjeneste for sandheden; at vinde overherredømmet over alle verdener gennem den selvvundne beherskelse af den indre verden; at kunne tilintetgøre ens fordomme samt til alle tider at jagte sandheden. Bønnen, mennesket bør fremsige, lyder således: ’Må alt dette blive skænket mig.’ Med ’alt dette’ menes der det, der nævnes i dette afsnit. (Der er tale om en bøn til Herren Siva. Bønnen stammer fra Yajur-vedaen).

13:13 ‘Rigtig handling’ bringer noget godt til alle; ‘Rigtig handling’ skænker lyksalighed nu og i al fremtid. Det er essentielt, at hele menneskeheden i dag ser denne universelle ’rigtige handlings’ stråleglans. Præsten kendes ved følgende kendetegn: Viden, gode dyder, handlinger af den mest ophøjede og gavnlige slags samt det at være det gode eksempel. Den person, der fremmer, praktiserer og udvikler disse karaktertræk, er en præst, uanset hvem vedkommende er. Det er den kvalifikation, der skal være til stede, for at en præst har fuldmagt til at udøve sit erhverv. Udelukkende et højt uddannet menneske, og et menneske der opfører sig, som det sømmer sig for en person med en sådan uddannelse, kan gøre sig fortjent til denne status. De mennesker, der er ivrige efter at retfærdiggøre den position, må gøre den indsats, der er nødvendig for at erhverve disse kvalifikationer.

13:14. Nu til en krigers kendetegn. De er dygtige inden for de opgaver, som de er forpligtet til at udføre. De besidder såvel heltemod som eventyrlyst, og de er opsatte på at straffe de onde og beskytte de gode. De, der er udstyret med disse kvaliteter, er berettiget til en status som kriger. Med denne holdning må de gå i gang med samtlige deres opgaver, og i hjemmet skal de opstille agtværdige og fortræffelige regler, som er gunstige for alle.

13:15 Nu til købmændene. De er nødt til at prøve at få handelen til at flyde på en jævn og hurtig måde. De må skabe kommunikative forbindelser, der knytter landene sammen i et statssamfund og forøger verdens rigdomme. Det er deres opgave. De skal sikre, at sammenholdet mellem befolkningerne forbliver ubrydeligt og uformindsket. De skal skabe en atmosfære, der skal stræbe efter fremragende gerninger og ædle bedrifter. De skal skabe en stråleglans omkring sig, der opstår ved, at de har hjulpet med at fremme uddannelse og sundhed ved at skabe skoler, hospitaler og lignende institutioner. De skal vie deres rigdom til fremme for alle mulige agtværdige tiltag. På denne måde bliver gode dyder og retskaffenhed støttet og fremmet.

13:16 Nu til arbejderne og denne kastes ideelle karakteristika. De skal producere, frembringe og indsamle varer af værdi uden at afvige fra den ’rigtige handlings’ vej. De skal altid være ivrige efter at skabe de varer, der er nødvendige for menneskets eksistens. Idet de stræber efter at gøre dette, skal de på intelligent vis opbevare og beskytte de fremstillede varer og forsøge at fremstille mere og mere. Alt sammen til fællesskabets bedste. De værdier og ting, der på denne måde bliver samlet sammen, skal rundhåndet anvendes til at udbrede ægte viden og til at nære og støtte gode dyder.

13:17 Således vil rigdommen vokse og blive udbredt, når disse fire slags menneskelige evner samarbejder i en fælles stræben. Mennesket vil på denne måde blive lykkeligt. De fire kaster er nødt til at føle, at den sociale orden er blevet designet med det overordnede mål at opretholde den verdslige ’rigtige handling’. Hvis hver kaste udfører sin pligt, vil verdens velfærd uden tvivl blive sikret. Desuden vil enhver blive i stand til at opnå det, der er endnu mere vigtigt, nemlig Den guddommelige Gnists nåde. Hvis alle på den anden side mener, at der kun eksisterer én kaste, kun eksisterer ét sæt pligter og ét sæt regler, der gælder for alle, så vil verdens sikkerhed og velstand være i fare.

13:18 Hvis alle giver sig i kast med at handle, hvem skal så købe og forbruge de varer, der bliver tilbudt? Hvis alle begynder at undervise, hvem skal så modtage undervisning? Hvis alle udsteder ordrer, hvem skal så adlyde? Hvis alle fremstiller varer og dyrker afgrøder, hvem skal så efterspørge produkterne af deres hårde arbejde? Herren har fastsat en måde at leve livet på i henhold til enhver kastes ’rigtige handling’. Det har Han gjort for at skabe den nødvendige forskellighed. En forskellighed der opstår, når sandhed og ‘rigtig handling’ udøves i enhver enkeltstående og social relation i de enkelte kaster. Alle disse forskelligheder vil bidrage til en fælles enhed,

13:19 Det er almindeligt at tro, at beskæftigelsen, erhvervet, følger kasten; at den enkeltes beskæftigelse er bestemt af kaste-tilhørsforholdet. Men nej, det er ikke korrekt! Tildeling af tilhørsforhold til en kaste blev oprindeligt udelukkende bestemt af den enkeltes beskæftigelse. I dag er der hverken kaste eller beskæftigelse. Man har én beskæftigelse i dag, en anden i morgen. Man tilhører én kaste i dag, en anden i morgen. Det er denne ustabilitet, der ligger til grund for den forstyrrede atmosfære, der eksisterer i verden i dag; den utilfredshed der har spredt sig overalt.

13:20 Du skal gennemtrænge ethvert erhverv og enhver beskæftigelse med indre moral, med konstant tilknytning til sandheden, med den uforstyrrede sjælsstyrkes sindsligevægt, og du skal herefter følge de pligter, der er knyttet til din kaste og dens tilknyttede erhverv. Det er den højeste velsignelse. Hvis du mislykkes med at gøre overnævnte, vil en masse mennesker få det elendigt og komme ud i uforbederlig fattigdom. Valget står mellem 1: Frelseren, og 2: Den verdslige straf der består af nød og det at mangle. Din frelser, det der frelser dig fra denne straf, er denne instruktion i ’rigtig handling’.

top
 

 

 


Gayathri Mantraet - (oversætterens forklaring)

Nedenstående er oversætterens sammenfatning af diverse forklaringer vedrørende Gayathri Mantraet og dets anvendelse. De væsentligste kilder til denne sammenfatning er ‘Vision of the divine’ af Eruch B. Fanibunda og ‘The power and the potency of the Gayathri Mantra as taught and expounded by Bhagavan Sri Sathya Sai Baba’.

Sai Baba kalder Gayathri Mantraet for ’Alle vedaernes Moder’. Ordet Gayathri betyder ’det der frelser (beskytter) ved gentagelse’. Selve det hellige ord ’Gayathri’ forklarer altså årsagen til, at mantraet eksisterer og angiver begrundelsen for at anvende det.

Selve lyden, der fremkommer ved mantraets fremsigelse, er helt central. En korrekt udtale er altså meget vigtig. Interesserede læsere vil kunne skaffe sig bånd, hvor mantraet fremsiges med den korrekte udtale af hvert enkelt ord og hver enkelt lyd.

Her skal der blot gives en kort introduktion til Gayathri Mantraet. Introduktionen indeholder følgende punkter:

1. Gayathri Mantraets ordlyd
2. Gayathri Mantraets formål
3. Gayathri Mantraets 5 dele
4. Hvornår man bør fremsige Gayathri Mantraet
5. Gode råd vedrørende udtalen af Gayathri Mantraet
6. Sindets tanker ved fremsigelsen af Gayathri Mantraet
7. Diverse


1. Gayathri Mantraets ordlyd
Gayathri Mantraet er en guddommelig lyd, der er altgennemtrængende, på samme måde som Herren er altgennemtrængende. Denne lyd gennemtrænger hele det manifesterede kosmos. Gayathri Mantraet består af følgende ord:

1. AUM
2. Bhur Bhuva Svaha
3. Tat Savitur Varenyam
4. Bhargo Devasya Dheemahe
5. Dhiyo Yonah Prachodayat



2. Gayathri Mantraets formål
Her nævnes tre formuleringer vedrørende mantraets formål:

- Gayathri Mantraet er en universel bøn, der beder om et klart intellekt, så sandheden (Selvet) kan blive reflekteret deri uden nogen forvanskning eller vansiring.

- Gayathri Mantraet påkalder Den strålende Kraft, der gennemtrænger Solen og de tre
verdener. Formålet er at fremkalde, vække og styrke intelligensen, så denne intelligens med succes kan føre personen, der fremsiger mantraet, gennem vedkommendes intense åndelige øvelser.

- Gayathri Mantraet er en bøn til det guddommelige om at vække og styrke vort intellekt, vor skelneevne

Herudover nævner Sai Baba, at for dem, der chanter Gayathri Mantraet regelmæssigt og med tro,
- er Gayathri Mantraet det, der lindrer sygdomme.
- afværger Gayathri Mantraet al lidelse.
- er Gayathri Mantraet det, der opfylder alle ønsker og begær.
- vil Gayathri Mantraet beskytte mod fortræd.


3. Gayathri Mantraets 5 dele

1. AUM
AUM kaldes også for OM eller OM-lyden. Lyden symboliserer mange forskellige forhold. Først og fremmest er AUM kendt som værende ur-lyden, den oprindelige lyd. AUM er den vibration, der udgjorde selve starten på skabelsen af den manifesterede verden. I Bibelen står der: "I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud. Han var i begyndelsen hos Gud. Alt blev til ved ham" (Joh. 1:1-3). Dette ord er AUM.
De tre lyde i ordet ’A’, ’U’ og ’M’ symboliserer også vågentilstanden, drømmetilstanden og den dybe søvntilstand. Stilheden efter AUM symboliserer den fjerde tilstand, tilstanden hinsides de erkendte tilstande; tilstanden der også betegnes som ’den tilstandsløse tilstand’.

AUM er i sig selv et mantra. Det er helt centralt at udtale det korrekt, og det er muligt at finde litteratur og lydbånd vedrørende dette.

At begynde et mantra med AUM, som det er tilfældet med Gayathri Mantraet, betyder, at man så er sikker på at nå den guddom, som mantraet er rettet mod.


2. Bhur Bhuva Svaha

Disse tre ord betyder og angiver de tre verdener:

- Bhur : Jorden.
- Bhuva : Atmosfæren.
- Svaha : Himlen.

Cyklusen af fødsel, død og genfødsel finder sted inden for disse tre verdener. At chante disse tre ord udgør en appel til Herren om at befri en fra denne cyklus.

Den indre betydning af disse tre ord er vanskelig at forstå og kræver et dybere studie. Følgende forenklede fremstilling kan give en idé om de tre ords indre betydning. De tre verdener betyder, eller angiver, også rum. Rum kan ikke eksistere uden tid, så de tre ord er relateret til fortid, nutid og fremtid. Eftersom de er betinget af tid og rum, er de forbundet med de tre kvaliteter: Sløvhedens og uvidenhedens kvalitet, lidenskabens og rastløshedens kvalitet samt renhedens og godhedens kvalitet. Ligeledes er de tre ord forbundet med de grove, de subtile og de kausale aspekter. Sai Baba erklærer, at først når enheden og samhørigheden af disse aspekter bliver erkendt, vil vi forstå og erkende, at ordene Bhur, Bhuva og Savah udtrykkes i sammenhæng med Verdens Skaber - Herskeren over alle væsener.


3. Tat Savitur Varenyam

Lovprisning: Her beskriver man, hvem det er, der lovprises. Hvem man vil meditere på og rette sin bøn imod.

- Tat : Gud - Den Ultimative Virkelighed.
- Savitur : Den fra hvilken alt dette er født. ’Den guddommelige beskytter af
Livskræfterne’.
- Varenyam : Egnet til tilbedelse eller forgudelse.


4. Bhargo Devasya Dheemahe

Meditation: Her beskrives det, hvad man mediterer på.

- Bhargo : Lyset der skænker visdom.
- Devasya : Guddommelig stråleglans eller nåde. Guddommelig Virkelighed.
- Dheemahe : Vi mediterer på.


5. Dhiyo Yonah Prachodayat

Bønnen: Her beder man om at få oplyst sit intellekt, således at det oplyste intellekt kan føre en til befrielse.

- Dhiyo : Intellektet.
- Yo : Hvilket.
- Nah : Vores.
- Prachodayat: Beder om åndelig oplysning. Anmoder indtrængende om åndelig oplysning.



4. Hvornår man bør fremsige Gayathri Mantraet
Sai Baba har sagt, at mantraet kan fremsiges af alle, alle vegne og på alle tidspunkter. Man bør chante det så ofte som muligt. Specifikt nævner Han dog følgende tidspunkter som værende særlige hensigtsmæssige:

- når du bader. På denne måde rengør du sindet og intellektet samtidigt med, at du rengør kroppen.
- før måltider. På denne måde bliver maden en offergave til Gud
- ved daggry, middagstid og skumring.
- lige når du står op, og lige før du går i seng.


5. Gode råd vedrørende udtalen af Gayathri Mantraet
Baba anbefaler, at hvert ord bliver udtalt tydeligt og klart uden unødig hast eller jag. Sai Baba siger, at et mantras lyd er lige så værdifuldt som dets betydning.

På bånd nr. 14, der har titlen ’Bhagavan speaks on Gayathri at Upanayanam Ceremony on 17.3.1983 at Prasanthi Nilayam’, forklarer Sai Baba os den korrekte udtale og tonegang i forbindelse med fremsigelsen af Gayathri mantraet.

Når AUM anvendes som begyndelsen på Gayathri Mantraet, udtales det ret hurtigt. Når AUM derimod anvendes som et selvstændigt mantra, gælder helt specifikke regler for udtalen. Disse regler gennemgås efter lydskriften vedrørende Gayathri mantraet.

Nedenstående lydskrift skal alene tjene som en mulig støtte i forbindelse med, at du lytter til fremsigelsen af Gayathri mantraet.

AUM

Bhoor Bhuva Sva-ha
| |
Tat Savitur Varé-unyam
۱ | ۱
Bhargo-¬Devasya Dheemahé
|
Dhiyo-Yo Nah Pracho-dayaat
۱

Tegnet (  ) betyder at bogstaverne skal forbindes.
Tegnet ( ¬_ ) under et bogstav indikerer, at der skal være mindre tryk på udtalen.
Tegnet ( ´ ) over et e betyder, at bogstavet skal udtales som ’a’ som i ordet ansvar.
Tegnet ( | ) over et bogstav betyder, at det udtales med et ekstra tryk.
Tegnet ( ۱ ) under et bogstav betyder, at bogstavet skal afkortes og kun udtales halvt.
Tegnet ( - ) mellem bogstaver betyder, at der skal være en ubetydelig afbrydelse eller pause.

top

 


Specielt om AUM.

Gentag AUM langsomt, idet du tænker dybt over dets umådelige muligheder. A’et opstår fra halsen, U’et ruller over tungen, og M’et ender på læberne. Efter M’et skal der være den uhørte resonans, der repræsenterer Den kvalitetsløse, formløse og abstrakte universelle absolutte Gud.

AUM Mantraet skal udtales så langsomt som muligt, idet det stiger i styrke, indtil det når dets højdepunkt med M’et. Herefter skal lyden blive svagere, stadig ved udtalelsen af M’et, og fortone sig lige så langsomt, som det fremkom. Idet lyden er lige så lang tid om at fortone sig som den var om at stige i styrke, skal den efterhånden forsvinde ind i stilheden, idet den giver efterklang i hjertets hulrum. Ovenstående skal ske i ét åndedrag. Sai Baba siger, at vi kan forestille os en situation, hvor vi pludseligt hører en flyvemaskine i det fjerne. Lyden stiger og stiger, indtil flyet er lige over vore hoveder. Herefter vil lyden aftage, indtil den forenes med stilheden.

Når du dykker dybt ned i stilhedens dyb, vil du høre det kosmiske AUM, der strømmer ud fra den livsenergi, der fylder universet.

Selve udtalen:
Udtalen af AUM bør ske på følgende måde. Bemærk, at der ikke kræves nogen speciel indsats eller anstrengelse af tungen, det nederste af mundhulen eller læberne for at udtale lyden AUM, som det er tilfældet, når det er et ord, der skal udtales.

Lad tungen ligge afslappet på det nederste af mundhulen. Tag en dyb indånding, og mens du holder tænderne og læberne let adskilte, tillader du A-lyden at dannes og vibrere i halsen. Føl vibrationerne i halsen.

Lad lyden spontant hæve sig, og når den kommer op i rummet bag tungen, bør A-lyden umærkeligt have forandret sig til en O-lyd.

Efterhånden som lyden ruller hen over tungen, vil vibrationerne kunne mærkes i munden, og læberne bør meget gradvist begynde at lukke sammen. Efterhånden som rummet mellem læberne bliver smallere og smallere, forandrer lyden sig igen umærkeligt fra O-lyden til en U-lyd.

Endelig, når læberne mødes, vibrerer lyden som M, og vibrationerne kan ikke blot mærkes i munden og læberne, men i næsen, rundt om øjnene og i hele kraniet.

Når læberne mødes og U-lyden forandrer sig til M-lyden, lige på det tidspunkt når AUM Mantraet sit højeste lydniveau, og gradvist begynder lyden at falde i styrke med M-lyden.

Efterhånden som M-lyden gradvist nedtrappes, forenes den med stilheden. Lad stilheden falde sammen med pausen mellem to åndedrag, og forlæng den så længe som muligt, uden du føler ubehag.

6. Sindets tanker ved fremsigelsen af Gayathri Mantraet
Mange mennesker er i tvivl om, hvad deres sind skal dvæle ved, mens de fremsiger Gayathri Mantraet. Skal de tænke på de enkeltes ords betydning? Skal de tænke på udtalen? Skal de…? Sai Baba har givet følgende råd:

Når Gayathri Mantraet fremsiges, skal man tænke dybt over følgende:

Når du chanter AUM
Bhur, Bhuva, Svaha

skal du kontemplere på lysets stråleglans, der oplyser de tre verdener.

Når du chanter Tat Savitur Varenyam
Bhargo Devasya Dhemahe

skal du forestille dig den stråleglans, den pragt og den nåde der udspringer af dette lys.

Når du chanter Dhiyo Yonah Prachodayat

beder du om, at din medfødte intelligens, der som lys gennemstrømmer universet, måtte blive vækket. Denne intelligens vil skænke dig den endelige befrielse.
top

7. Diverse
- Gayathri Mantraet bør som minimum gentages 3 gange, hver gang det fremsiges.

- Man bør sige ’Santhi’ (fred) tre gange, når man har afsluttet fremsigelsen af Gayathri
Mantraet. Dette vil skænke fred i kroppen, sindet og sjælen.

- Gayathri Mantraet er synonym med det guddommelige, og derfor skal man behandle det
med ydmyghed, ærbødighed, tro og kærlighed.

- Kærlighed og ærbødighed over for mantraet og en tro på dets lovede resultatet er langt
vigtigere end ren og skær mekanisk gentagelse af mantraet, mens sindet vandrer omkring.

- En fuldstændig tro på kraften og styrken i Gayathri mantraet vil udelukkende blive
frembragt, når den åndeligt søgende har udviklet den fornødne grad af entusiasme,
ærbødighed og kærlighed over for dette mantra.

- For at kunne tage imod dette mantras kraft, er det nødvendigt med renhed i livet og
mådehold med hensyn til, hvad der spises og drikkes.

top

 

Ordliste


Asket
- sanyasi

AUM eller OM
- pranava

Den der ved, det at vide og det der vides
- thriputi

Den evige, universelle Religion
- Sanathana Dharma

Den foranderlige verdens Hav.
Den foranderlige verden
- samsara

Den guddommelige Gnist
- atma

Den guddommelige Lyksalighed
- atmananda

Den højeste fred
- prasanthi

Den højeste lyksalighed
- paramananda

Den højeste visdom
- vijnana

Den indre bevidsthed
- chitta

Den indre Tilskynder
- Anthah Karana

Den materielle verden
- prakrithi

Den mægtige universelle kraft eller energi.
Den guddommelige Energi
- shakthi

Den universelle absolutte Gud
- Parabrahma

Den universelle kosmiske Energi
- parasakthi

Den åndeligt søgende
- sadhaka

Det foranderlige univers
- jagath

Det Gud-realiserede menneske
- jivanmuktha

Det højeste Selv, Oversjælen eller Den guddommelige Gnist
- Paramatma

Det intellektuelle legeme
- vijnanamaya kosha

Dydige handlinger
- dharmakarma

Ens egen personlige pligt, ens egen personlige ’rigtige handling’
- swadharama

Evig, fuldstændig sindsligevægt
- thureeya eller thuriya

Familielivet – et stadie i livet som ægtemand,
familiefader
- grihastha

Forsagelse. Nogen gange ’munketilværelse’
- sanyasa

Fred
- santhi

Fuldstændig sindsligevægt
- samadhi

Føde-legemet
- annamaya kosha

Gud
- Brahman

Gud inkarneret i menneskeskikkelse
- avatar

Guddommelig bevidsthed
- chaithanya

Handlinger der udføres uselvisk uden ego og uden nogen forventning om belønning
- karma yoga

Hellig mands bolig
- ashram

Herren
- Brahman

Hukommelse
- smarana

Ihukommelse af Guds navn
- namasmarana

Ikke-tilknytning
- vairagya

Ikke vold
- ahimsa

Illusion
- Maya

Impulser og tilbøjeligheder
- vasana

Intellektet
- buddhi

Kaste (præster, krigere, købmænd og arbejdere)
- varna

Kontrol over sanserne, indre fred, sindsligevægt og stilhed
- sama



Kvaliteter - den sløvende, den lidenskabelige
og den rene kvalitet
- guna’er

Kærlighed
- prema

Legeme
- kosa

Lidenskabens og rastløshedens kvalitet
- raja guna

Livsenergi
- prana

Livsenergi-legemet
- pranamaya kosha

Livsstadie
- asrama

Lovsang
- bhajan

Lyksaligheds-legemet
- anandamaya kosha

Lytte til foredrag om de hellige skrifter.
At lytte til åndelige råd
- sravanam

Menneskets tre redskaber: tanke, ord og handling
- thrikaranas

Ofringer
- yajna

OM eller AUM
- pranava

Person der besidder uafbrudt, integreret åndelig visdom.
Person hvis bevidsthed er rolig og hinsides al uro.
- sthithaprajna




Rene og gode kvaliteter
- sathwa guna
Rigdom og velstand (ét af livets fire mål)
- artha

’Rigtig handling’
- dharma

Samling hellige skrifter der er en moralkodeks for eller en forskrift på praktisk levevis
- sastra’erne

Sand lærer
- sadguru

Sandhed
- sathya

Sandhedens Lov
- sathyadharma

Sanserne
- indriyas

Sindet
- manas

Sindets legeme
- manamaya kosha

Sjælen
- jivatma

Sjælsstyrke
- sahana

Skabelsens Kilde
- Hiranya Garbha

Skelneevne
- viveka

Sløvhedens og uvidenhedens kvalitet
- thama guna

Uden kvaliteter
- nirguna



Undersøgelse af selvet
- vichara

Ungdommen
- brahmacharya

Uselvisk tjeneste
- seva

Uvidenhed
- ajnana

Verdens Skaber, Herskeren over alle væsener
- Prajaparthi

Viden
- vidya

Viden om Den højeste Eksistens
- atmavidya

Viden om Det Absolutte
- brahmajnana

Viden om Gud
- brahmavidya

Videnssanserne
- jnanendriya'erne

Vilje, beslutsomhed
- sankalpa

Visdom
- jnana

Vismænd
- rishis

Væren-bevidsthed-lyksalighed
- sath-chith-ananda

Åndelige, asketiske øvelser.
- tapas

Åndelige øvelser
- sadhana
top

<<< Oversigt over Vahinibøger    <<< saibabaofindia.dk     <<< saibabaofindia.com/saidk