<<< Oversigt over Vahinibøger    <<< saibabaofindia.dk     <<< saibabaofindia.com/saidk

Gudhengivenhedens kildevæld Originaltitel: Bhagavatha Vahini af Sathya Sai Baba.  Indgår i serien: „Sai Baba på dansk“
Oversætterens kommentarer vedrørende serien: ’Sai Baba på dansk’.

Gennem årene er der udkommet 15 bøger af Sathya Sai Baba. Disse værker udgør ’Vahini – serien’. Vahini betyder ’en strøm’, ’noget der er i bevægelse’.

Bøgerne er skrevet på sproget telugu. Fra telugu er bøgerne blevet oversat til bl.a. engelsk. Disse engelske oversættelser indeholder de sanskrit ord, som Sai Baba anvendte, da Han skrev teksterne. I alt er der anvendt 2.491 forskellige ord på sanskrit i ’vahini-serien’. Mange af ordene dækker begreber, der kun vanskeligt lader sig forklare endsige oversætte. Forklaringen af visse ord ville, selv om man anvendte flere sider, ikke være fyldestgørende. For at få et fuldstændigt indtryk af teksternes betydning kræver det et studie af mange ords og begrebers sande mening.

Jeg har valgt at oversætte Sai Baba’s bøger til dansk uden brug af sanskrit ord. Det betyder, at den fulde, helt præcise forståelse af Sai Baba’s tekster ikke fremgår af oversættelsen. Endvidere betyder det, at læseren ikke stifter bekendtskab med de oprindeligt anvendte sanskrit ord og således ikke selv kan undersøge den dybere betydning af et ord eller begreb. Læsere, der ønsker at studere Sai Baba’s Lære ned i de mindste detaljer, må derfor søge andre kilder.

At læse Sai Baba’s bøger på dansk uden brug af sanskrit ord kan være en velsignelse. Sai Baba’s centrale budskaber kan gå rent ind i læserens bevidsthed. De hundredvis af råd og anvisninger, som Sai Baba videregiver, leveres på et velkendt og let forståeligt sprog. Læseren får ikke afbrudt sin læsning af ukendte ord, hvis betydning skal studeres nærmere.

At læse Sai Baba’s bøger på dansk giver et forståelsesniveau, der svarer til det, som læseren får, når Bibelen læses på dansk. At læse Bibelen kan være en dejlig, lærerig og gavnlig oplevelse. Samtidigt må de fleste læsere af Bibelen erkende, at præster, teologer og lignende lærde gennem studier og refleksioner har opnået en endnu dybere forståelse af Bibelens budskaber. Denne dybere forståelse er blandt andet opnået gennem intense studier af de oprindeligt anvendte ord.

Bagest i bogen er en kort liste over mine danske oversættelser af nogle af de centrale sanskrit
ord. Listen tjener alene som service for de læsere, der måtte ønske at undersøge den fulde betydning af visse ord og begreber i den danske oversættelse. Ord med kursiv, der er anført i parentes, er mine tilføjelser.

Oversættelser af Sai Baba’s bøger og af andre Sai Baba tekster på dansk uden brug af sanskrit
indgår i serien: ’Sai Baba på dansk’.




Kære læser!

Bogen ’Gudhengivenhedens kildevæld’ er en dialog mellem en person, der er dødsdømt, og en stor vismand der forbereder ham på at møde døden. Vi er alle dødsdømte. Som dæmpede trommer slår vore hjerter begravelsesmarchen på vej mod graven. Nogle når graven sent, andre tidligt. Også vi trænger til en stor vismands råd, så vi kan forberede os på at møde døden og beskue horisonten hinsides.

’Gudhengivenhedens kildevæld’ er en Ganges, der udspringer fra Herren, og som forener sig med Ham. Dette sker efter en lang rejse gennem geografiske beskrivelser, historiske annaler, filosofiske redegørelser, helgenberetninger, erkendelsesmæssige undersøgelser og efter at have gødet de umådelige dale i menneskenes sind med Herren Krishna episodernes rene, klare vand.

I skikkelse af Sathya Sai er Gud (Bhagavan) inkarneret igen med det formål at genoplive ’rigtig handling’ (på sanskrit dharma) blandt mennesker. Et vigtigt aspekt af denne genoplivning er genoprettelsen af ærbødigheden over for de gamle åndelige tekster så som Biblen, Koranen, Zend Avestra’en, Tripitaka’en, Veda’erne og Bhagavatha’en. Denne ærbødighed kan udelukkende opstå i en tid, hvor erklæringernes og beretningernes betydning bliver forklaret på en klar, enkel og fortryllende måde at den selv samme person, der inspirerede til de originale hellige tekster.

Her, i denne bog, har vi denne Persons version af hengivenhedens omfangsrige lærebog, som vismanden og forfatteren Vyasa indsamlede og ordnede efter vismanden Narada’s forslag, så han kunne vinde fred og sindsligevægt.

Kære læser, dette er ikke blot en bog. Det er en balsam, en nøgle, et mantra. Den skal blødgøre, læge og frelse. Den skal løsne båndene. Den skal befri os for sorg og smerte, tørst og formynderskab.

Luk den op i ydmyghed, læs den med flid, ær den med hengivenhed, følg dens lektie med standhaftighed og nå det mål, som Vyasa nåede, og som Narada opnåede; som vismanden Suka underviste i, og kong Parikshith lærte om. Hvilken større belønning kan mennesket håbe på?

N. Kasturi




 

Indhold [scroll /rulle ned for at læse diverse Kapitler]

Kapitel 1 Bhagavatha (gudhengivenheden)
Kapitel 2 En gudhengivens fødsel
Kapitel 3 Barnet Parikshith og profetiet
Kapitel 4 Bodsofringen
Kapitel 5 Offerceremonierne og de ældres bodsøvelse
Kapitel 6 Vidura’s forsagelse
Kapitel 7 Rådgiveren Vidura
Kapitel 8 Dhritharashtra’s forvandling
Kapitel 9 Krishna’s opstigning
Kapitel 10 Krishna mysteriet
Kapitel 11 Pandava’ernes sorg
Kapitel 12 Kali-tidsalderens begyndelse
Kapitel 13 Parikshith’s kroning
Kapitel 14 Pandava’ernes bortgang
Kapitel 15 Kong Parikshith’s regeringstid
Kapitel 16 Ærbødighed over for Krishna
Kapitel 17 Erindringen om svundne dage
Kapitel 18 Takshaka’s redning
Kapitel 19 Pandava’erne – et eksempel for Kali-tidsalderen
Kapitel 20 Krishna skænker sin nåde til Droupadi
Kapitel 21 Episoden med Durvasa
Kapitel 22 Arjuna’s kamp mod guderne
Kapitel 23 Beskyttelsen på slagmarken
Kapitel 24 Parikshith bliver forbandet
Kapitel 25 Vismandens medlidenhed
Kapitel 26 En forbandelse eller en gave fra himlen?
Kapitel 27 Vismanden Suka’s indtræden
Kapitel 28 Den fortryllende historie
Kapitel 29 Dialogen begynder
Kapitel 30 Gudhengivenhedens vej
Kapitel 31 Tvivl og spørgsmål
Kapitel 32 Purana’erne og inkarnationerne
Kapitel 33 Avataren Rama
Kapitel 34 Avataren Krishna
Kapitel 35 Gopala, røgterdrengene og røgterpigerne
Kapitel 36 Kammerat og konge
Kapitel 37 Dæmonernes skæbne
Kapitel 38 Slangen Kaliya
Kapitel 39 Den Alvidende som elev
Kapitel 40 Fra dødelighed til udødelighed
Kapitel 41 Budskabet om Krishna’s komme
Kapitel 42 Fuldbyrdelsen i Nanda’s Elskede Søn
 

Kapitel 1

Bhagavatha (gudhengivenheden)

1:1 Ordet ’gudhengivenhed’ (bhagavatha) kan anvendes om enhver redegørelse vedrørende de erfaringer eller oplevelser, som de, der har været i kontakt med Gud og de gudshengivne, har gjort sig. Gud antager mange former og spiller mange roller. Ordet ’gudhengivenhed’ betegner beskrivelserne af oplevelserne hos de, der har erfaret Gud i disse former og hos de, der er blevet velsignet af Hans nåde og udvalgt som Hans redskab.

1:2 Det store værk, der er kendt under dette navn, æres af alle dem, der mestrer veda’erne (ældgamle hellige skrifter der åbenbarer sandheden). Værket er et universalmiddel, der helbreder fysiske, psykiske og åndelige lidelser. Bogen ’Gudhengivenhedens kildevæld’ er gennemtrængt af nektarens sødme. Guds stråleglans skinner ud fra bogen.

1:3 Det grundlæggende faktum, der gør autentisk, er princippet om avatarer, Guds legemliggørelser på Jorden, det formløses inkarnation med form. Avatarer kommer for at højne alle eksistenser. Ved gudhengivne forstår vi også dem, der er hengivne over for Gud, dem der søger Guds venskab. For disse mennesker er bogen ’Gudhengivenhedens kildevæld’ særdeles værdifuld; den er deres livsåndedræt. At være midt iblandt sådanne gudhengivne mennesker er ensbetydende med, at man fremmer sin egen hengivenhed. Medmindre du godt kan lide at rette dine tanker mod Gud, vil du ikke få glæde af et sådant selskab. For at skabe den higen indeholder ’Gudhengivenhedens kildevæld’ beretninger, der henviser til inkarnationer, der besad den inderligste længsel efter at udforske det guddommelige. Når du har læst disse beretninger, vil du udvikle en higen efter at opleve en guddommelig sitren på alle bevidsthedsniveauer. Den, der besidder denne intense higen, kan blive en sand gudhengiven.

1:4 Folk tror, at der udelukkende er to årsager til, at Gud inkarnerer: At straffe de onde og at beskytte de retskafne. Men disse repræsenterer blot et enkelt aspekt af gerningen. At skænke fred, glæde og en følelse af fuldbyrdelse hos de åndeligt søgende, der har stræbt længe, indgår også i gerningen.

1:5 Avataren, eller den inkarnerede form, er blot manifestationen af de åndeligt søgendes higen. Avataren er den materialiserede sødme, der skyldes hengivenheden hos de gudhengivne aspiranter. Det formløse antager en form af hensyn til disse aspiranter og åndeligt søgende.

1:6 De åndeligt søgende og de gudhengivne aspiranter er hovedårsagen. Koen producerer mælk, for at kalven kan opretholde livet. Kalven skal først og fremmest have gavn af mælken. Men som vi alle ved, er der også andre, der får gavn af mælken. På samme måde gælder, at skønt de gudhengivne er hovedårsagen, og deres glæde og opretholdelse af livet er hovedformålet, så vil der også være andre gavnlige følgevirkninger. Det være sig at fremme ’rigtig handling’, afskaffelse af det onde og overmandelse af de slette.

1:7 Der findes ingen ufravigelig regel om, at inkarnationer af avatarer skulle indtræffe på Jorden og i menneskelig form. Ethvert sted, enhver form kan vælges af den ’Fuldstændigt Ubundne’. Hvilket som helst sted, hvilken som helst form fremmer hensigten med at tilfredsstille de hengivnes higen. Stedet og formen vælges af Guds vilje. Han er hinsides alle karakteristika og kvaliteter. Ingen fortegnelse over sådanne kvaliteter kan fuldt ud beskrive Ham. For Gud er alle væsener lige. Forskellen mellem mennesker, pattedyr, fugle, orme, insekter og selv Gud er blot forskelle i ’beholdere’.

1:8 Det er som den elektriske strøm, der løber gennem forskellige genstande og udtrykker sig selv på mange forskellige måder. Der er ingen forskel på strømmen, den er den samme. At omtale den som værende forskellig vil afsløre ens uvidenhed. På tilsvarende måde aktiverer den Eneste Ene Gud alle ’beholdere’ og frembringer mangfoldige følger. Den kloge ser udelukkende den ene ensartede strøm; den uvidende synes at alle ’beholderne’ er forskellige. Gud skatter bevidstheden om enhed som den fundamentale bevæggrund for vore handlinger. Han gouterer ikke, at handlingerne er ens, uden forskellighed. Handlingen skal tilpasses de forskellige behov. Karma, eller handlingens frugter, interesserer kun dem, der identificerer sig med kroppen. De andre der ved, at de er Den uforgængelige, guddommelige Gnist, interesserer sig ikke for disse frugter.

1:9 Desuden skal du være klar over, at der ikke er nogen grænser for, hvilke former Gud iklæder sig. Der har været utallige anledninger til Guds inkarnationer. Nogle gange kommer Han med en del af sin herlighed; nogle gange fuldt udstyret med al sin stråleglans; nogle gange for at klare en bestemt opgave og nogle gange for at ændre en hel tidsalder.

1:10 Det er på grund af sidstnævnte anledning, at ’Gudhengivenhedens kildevæld’ er blevet til. Avataren, der opfører dramaet, og de hengivne der tiltrækkes mod ham, er ’Gudhengivenhedens kildevælds’ tema. Det at lytte til den fremmer erkendelsen af Gud. Flere vismænd har bekræftet dens nyttevirkning og prist dette hellige skrift, som de hjalp med at bevare for eftertiden.

1:11 Som regel tiltrækkes mennesket af sanseobjekterne, for det er et offer for sine instinkter. Instinkter søger let sanseobjekter. Instinkterne følger legemet, og de opnås ikke gennem nogen træning. Spædbarnet søger mælk ved moderens bryst; den nyfødte kalv søger koens yver. Her er ingen træning nødvendig. Men for at det lille barn skal lære at gå og tale, er træning nødvendig. Årsagen er, at disse færdigheder ikke automatisk er til stede; de læres i det sociale liv, dels ved at se andre gøre det og dels ved at efterligne andre.

1:12 Selv for at lære at jage efter sanselige glæder på en korrekt måde, er øvelse nødvendig. For det er den vilde og utrænede søgen efter sådanne glæder, der fremmer vrede, had, misundelse, ondskab og indbildskhed. For at træne sanserne efter sunde og gavnlige retningslinier, er det nødvendigt med visse gode øvelser som gentagelse af Guds navn, meditation, faste og tilbedelse ved solopgang og solnedgang. Men ligegyldigt hvor meget øvelsernes værdi berømmes, og ligegyldigt hvor meget det anbefales, at de bliver udført, så udvikler mennesker ingen smag for dem. Årsagen er, at begæret efter sanselige glæder har slået dybe rødder i menneskets hjerte. Når man bliver bedt om at udføre åndelige, gavnlige øvelser, har man overhovedet ingen indre tilskyndelse til at gøre det. Indtil man får smag for det, må man derfor nøje overholde den fastlagte plan vedrørende udførelsen af øvelserne. Denne smag udvikles som et resultat af træning, ingen har den fra fødslen. Konstant udførelse af øvelserne vil fremelske smagen.

1:13 Spædbarnet ved fra starten ikke, hvordan moderens mælk smager. Ved at drikke den dagligt, udvikler barnet sympati for mælken. Denne sympati er så stor, at barnet begynder at protestere, når det skal vænnes fra mælken og begynde at spise ris. Men moderen fortvivler ikke. Hun overtaler hver dag barnet til at spise små portioner kogt ris. Gennem denne proces begynder barnet at holde af ris, og til sidst tænker det ikke længere på mælken. Engang var mælken barnets naturlige føde. Gennem øvelse blev ris dets naturlige føde. Det sker i så stor en grad, at hvis det blot en enkelt dag ikke er muligt at få ris, så bliver barnet ulykkeligt.

1:14 På tilsvarende måde gælder, at skønt de sanselige glæder er ’naturlige’ i starten, så opstår der gradvist den større og mere vedvarende glæde, der stammer fra Herrens stråleglans. Det sker, når man træner og øver samt lytter til de vises anbefalinger. Herefter kan man end ikke i et øjeblik eksistere uden for denne atmosfære. Man føler, at der ikke er noget så skønt som at høre om Herrens pragt. Selskabet med de verdslige mennesker, der taler om sanserne og sanseobjekterne, vil ikke længere tiltrække én. Det selskab, der jublende priser Herren, vil tiltrække og fastholde én.

1:15 Det er de gode menneskers sande særkende. De åndeligt søgende og tilhængere af Herren kan bedømmes ud fra dette, ikke ud fra ydre klædning eller fremtræden. Hvis man blander sig med mennesker, der svælger i sansemæssig tale og gøremål, så forspilder man sin ret til at blive hørt. Tilbring din tid i selskab med gudhengivne mennesker, idet du engagerer dig i gudhengivne handlinger. Undgå at komme i de ugudeliges selskab. Undgå at lægge mærke til det, de foretager sig, og lyt ikke til det, de siger. Udelukkende de, der undgår disse mennesker, kan benævnes gudhengivne, eller Guds egne.

1:16 Det at læse om og nyde historierne om Herren Krishna’s herlighed er en kilde til stor inspiration og glæde. Det gælder, hvad enten det sker på et helligt sted, i et tempel, i en helligdom eller i en hellig mands hytte eller i dydige og gode menneskers selskab. Det får mennesker til at glemme alt andet. Eller man kan henvende sig til fromme mennesker og tjene dem, mens man lytter til deres beretninger om Guds herligheder. Det at have smag for den slags gavnlig litteratur er resultatet af akkumulerede fortjenester og anstrengelser. Det er disse fortjenester, der belønner en med et sådant selskab. I starten vil det være nok at lytte. Senere vil historierne skabe interesse for Guds natur og karakteristika, og den åndelige aspirant vil søge og vil finde sin egen vej mod erkendelse og virkeliggørelse af Gud.

1:17 Det er meget bedre at lytte til de vises fremstillinger end at læse om dem. Man kan eventuelt følge med i teksterne, mens man lytter. At lytte i selskab med andre er at foretrække frem for at lytte alene. Selvfølgelig er det fortrinligt at lytte i selskab med et antal seriøst søgende. Hvis den person, der udlægger teksterne, selv har oplevet den uforfalskede glæde, er det et stort held, for det giver de bedste resultater. Det skyldes, at personens ansigt vil blomstre af glæde, glædestårer vil strømme fra hendes øjne ved tanken om Herrens herlighed. De, der lytter til hende, vil blive smittet af hendes inspiration; de vil selv opleve glæden. Tårer vil springe ud af øjnene på dem, der kommer ind i midten af en gruppe mennesker, der græder. Når et spædbarn smiler, vil alle dem, der står rundt om det også smile. Tilsvarende vil ord fra dem, der er gennemtrængt af hengivenhed til Gud gennemtrænge hjerterne på dem, der lytter. Det er umuligt at måle den gevinst, man kan opnå, når man er i vise menneskers selskab.

1:18 Gennem denne lytteproces vil et ’forurenet’ hjerte blive omdannet til et rent og oplyst hjerte, der skinner med den ægte glans. Det at lytte intens til historier om Guds herlighed er et effektivt desinfektionsmiddel mod den fordærvede lugt, der fremkommer, når man jager efter sanselige glæder. Ligeledes er denne lytten i sig selv fuld af den dejligste duft. Det at lytte vil rense hjertet gennem den tilskyndelse, det giver én til at udføre gode gerninger.

1:19 Et sådant renset hjerte er det bedst egnede alter, eller tabernakel. Inde i sådan et velduftende kammer vil Herren bosætte sig. Præcis i det øjeblik det sker, vil der også indtræffe en anden begivenhed. Gruppen med de seks indre fjender (begær, vrede, grådighed, tilknytning, stolthed og misundelse), der har hjemsøgt stedet, vil drage bort uden så meget som at sige farvel.

1:20 Når disse fjender drager bort, vil de onde tendensers ondskabsfulde ledsagere, og de simple holdninger som lever af dem, bryde op og forsvinde uden at efterlade så meget som deres adresse! Herefter vil mennesket stråle i sin medfødte glans af sandhed og kærlighed. Uden hindringer vil det stræbe efter at realisere sig selv; og til sidst vil det have succes med at smelte sammen med det universelle og evige. Mennesket vil befri sig selv for uvidenhedens forvirring. Dets sind vil langsomt svinde bort. Sandheden bag den længe skjulte hemmelighed vil blive åbenbaret, og mennesket vil opdage sin guddommelighed.

1:21 Menneskets natur er kærlighed. End ikke et øjeblik kan det overleve, hvis det er frataget kærligheden. Kærligheden er selve menneskets livsåndedræt. Når de seks fjender, som det så længe har været knyttet til, forsvinder, er kærligheden hjertets eneste beboer. Men kærligheden må nødvendigvis have et objekt, noget at holde af. Kærligheden kan ikke eksistere alene. Derfor rettes den mod Krishna, det mørkeblå guddommelige barn, den charmerende røgter-dreng, der er den personificerede renhed, der er tjenestens, opofrelsens og uselviskhedens legemliggørelse, og som er den, der har taget bolig i dette rensede alter. Nu er der ingen plads, hvor andre former for tilknytning kan vokse. På denne måde vil kærligheden til Gud, skridt for skridt, blive dybere, renere, mere selvfornægtende indtil der til sidst ikke er behov for andre tanker, og individet smelter sammen med altet.

1:22 Når Krishna (også kaldet Vasudeva) tager ophold i menneskets hjerte, er der ikke længere plads til ’vasudeva’. Sagt på en anden måde; når rigdommens (vasu) guddom (deva) har plads i hjertet, kan den guddommelige Vasudeva eller Krishna ikke opholde sig herinde.

1:23 Ethvert forsøg på at give begge husly i hjertet er dømt til at mislykkes. Mørke og lys kan ikke eksistere på samme tid og sted; de kan ikke være sammen. Verdslige rigdomme og Gud kan ikke være fælles idealer. Når man søger rigdomme, kan man ikke også finde Gud. Hvis mennesket søger begge, vil det, det finder hverken være rigdomme eller Gud, men djævelen.

1:24 Det gør mennesket ære, hvis det opfører sig som et menneske. Det er prisværdigt, hvis det opfører sig som det, det virkelig er, Gud. Men at opføre sig som en dæmon eller som et dyr er i sandhed foragteligt. I lang tid blev mennesket født som mineral og døde som mineral. Herefter udviklede det sig frem til at blive et træ. I lang tid blev mennesket født som et træ og døde som et træ, men i denne proces udviklede det sig til at blive et dyr. I dag har det hævet sig til menneskelig status. Denne opløftning fra ét niveau til et andet er blevet erkendt af videnskaben og gennem åndelig erfaring. Men ak! Nu fødes det som menneske og dør som menneske. Det vil dog være endnu mere vanærende, hvis det synker ned og bliver et dyr eller en bestialsk dæmon. Det er kun passende at prise mennesket, hvis det hæver sig til guddommelig status. Det er den sande fuldbyrdelse af menneskets skæbne.

1:25 Undgå derfor kontakt med de onde mennesker. I stedet skal du udvikle hengivenhed over for gode kvaliteter. Omdan hjertet til et alter for Herren. Tilintetgør alle begyndende tilløb til begær. Så vil ’din indre bevidstheds sø’ blive forædlet til ’det rene mælkehav, der hvor Herren hviler på slange-lejet’. Transformeret på denne måde, vil dit virkelige Selv, ligesom Den himmelske Svane, sole sig i denne søs stille vand. Det vil opleve grænseløs fryd.

1:26 Hvem kan fastslå begyndelsen på havets uafbrudte bølger? Det er en umulig opgave. Hvis nogen beslutter sig for at gøre det, må den bølge, hvor beregningen begynder, blive opfattet som starten. Den bølge man slutter sin beregning ved, vil for vedkommende være den sidste, afslutningen. Der er en start og en afslutning på personens beregning. Men der er ingen begyndelse eller afslutning på denne proces. På denne grænseløse udstrakte flade kan ingen danne sig et klart billede af hverken begyndelsen eller afslutningen. Guds stråleglans er det kystløse hav. Når nogen begynder at beskrive det, lige der begynder det for vedkommende. Når vedkommende slutter sin beskrivelse, lige der slutter det, i hvert fald for denne person. Men Guds stråleglans er hinsides rum og tid. Udelukkende snæversynede sind, begrænsede sind, vil argumentere for, at Guds stråleglans har en begyndelse og en afslutning. Den scene, hvorpå Gud opfører sit stykke, sit guddommelige spil, har ingen grænser.

1:27 Historien om Guds Leg, Guds Spil, er lutter nektar. Den har ingen anden bestanddel, ingen anden smag, intet andet indhold. Alle og enhver kan drikke fra en hvilken som helst del af dette Nektarens Hav. Den samme sødme findes alle vegne, i hvert eneste atom. Der eksisterer intet, der kan ødelægge denne sødme.

1:28 Både Guds kærlighed og kærligheden til Gud er i al evighed sød og ren, ligegyldigt hvordan du tager imod og opnår den. Den slags kærlighed er hellig og inspirerende. Sukker er sødt, hvad enten det spises om dagen eller om aftenen. Årsagen er, at det er nat eller dag for den person, der spiser, ikke for sukkeret. Sukker er altid det samme.

Kapitel 2

En gudhengivens fødsel

2:1 Den store konge, Parikshith, var søn af Abhimanya (Arjuna’s søn), der ved sin død kom til heltenes himmelske bolig. Dengang Parikshith var et foster, der voksede i Uttara’s livmoder, så han den spidse pil, som Aswatthama (søn af krigstaktikeren Drona) havde affyret, komme mod sig. Pilen, der udsendte gnister af raseri og terror, havde til formål at dræbe ham. Men i samme øjeblik fik han også øje på en person med en funklende charme, der var bevæbnet med en enorm diskos, der smadrede den dødbringende pil i hundrede stykker. Det kongelige foster blev fyldt med undren og taknemmelighed.

2:2 Han grundede meget over, hvem hans frelser var. ”Hvem er han? Han må også opholde sig i denne livmoder sammen med mig. Han så jo pilen i samme øjeblik, jeg så den. Men han var i besiddelse af en sådan frygtløshed og sådanne evner, at han kunne ødelægge pilen, inden den ramte mig. Kan han være en livmoderbroder? Hvordan har han fået fat på den diskos? Hvis han er udrustet med en diskos, hvorfor har jeg så ikke fået en? Nej, han kan ikke være dødelig.” På denne måde argumenterede han længe med sig selv.

2:3 Han kunne ikke glemme dette ansigt, denne form. Personen, der var en dreng, havde en million soles glans. Han var mild, lyksalig og blå som en klar sky. Efter han på så dramatisk vis havde reddet Parikshith, forsvandt han. Som baby så kong Parikshith altid denne form for sit indre blik, for han forsøgte at få den at se igen. Hvem han end så, undersøgte han vedkommende for at finde ud af, om denne form svarede til den form, han med ærbødighed havde fæstnet i sindet.

2:4 Således voksede han i livmoderen, mens han kontemplerede på denne form. Denne kontemplation transformerede ham til en baby fuld af stråleglans. Da svangerskabsperioden var forbi, blev han født, og barselsværelset blev da oplyst af et forunderligt lys. Uttara’s kvindelige hjælpere blev blændet af lysets glans. Deres forstand blev overvældet af underet.
2:5 Da Subhadra, Arjuna’s hustru og Abhimanyu’s moder, var kommet sig oven på sit barnebarns fødsel, sendte hun bud til Yudhishtira, der var den ældste af Pandava-brødrene, om fødslen. Pandava’erne blev ovenud lykkelige, da de hørte de glade nyheder, som de ængsteligt havde ventet på. De befalede, at musikgrupper skulle spille og kanoner affyres. Alt sammen for at markere og ære begivenheden, for en ætling, en tronfølger til Pandava’ernes trone, var blevet født ind i den kongelige familie.

2:6 Befolkningen hørte bragene fra kanonerne og søgte efter årsagen til glæden. I store begejstrede flokke strømmede de mod byen Indraprastha. Alle dele af kongeriget strømmede over i glæde over begivenheden. I løber af få øjeblikke var byen forandret til en himmelsk have, der var egnet til, at guderne kunne give audiens til menneskene. Yudhishtira uddelte forskellige slags søde sager til alle, der kom. Han skænkede adskillige køer som gaver til præsterne. Han gav hoffets kvinder besked om at give smykkeskrin af guld fyldt med safran og kumkum til kvinderne. Præsterne blev tildelt silkeklæder og værdifulde ædelstene. Borgerne var ude af sig selv af glæde, for dynastiet var nu sikret en arving. Nat og dag frydede de sig i løssluppen jubel.

2:7 Den næste dag tilkaldte Yudhishtira familiens præst, Kripacharya, og gennemførte ritualet der omhandlede den første rengøring af spædbarnet. Han tilgodeså præsterne med gaver, der bestod af forskellige værdifulde ædelstene. De lærde og præsterne velsignede barnet og drog hjem.

2:8 Den tredje dag tilkaldte Yudhishtira berømte astrologer så vel som kiromanter (folk der spår i hånden) og sandsigere. Det gjorde han, fordi han var meget ivrig efter at vide, om kongerigets gode navn og dets kultur ville være i sikre hænder hos prinsen, der engang i fremtiden skulle bære landets byrde. Han modtog dem i paladset med den traditionelle gæstfrihed. De blev anvist passende pladser i salen og blev tilbudt parfumer og silke.

2:9 Kongen bøjede sig for dem, og idet han samlede sine håndflader i ærbødig hilsen, knælede han foran dem og bad: ”Oh, I vise mænd der kender fortiden, nutiden og fremtiden! Jeg beder jer lægge og tyde horoskopet for det spædbarn, der netop er født. Beregn stjernernes og stjernebilledernes positioner og den planetariske påvirkning, der vil lede hans liv, og fortæl mig hvordan fremtiden vil forme sig for ham.” Han nedskrev det nøjagtige fødselstidspunkt og lagde sedlen på en guldtallerken, som han satte foran dem.

2:10 De lærde mænd så på sedlen og tegnede så en plan over planeternes positioner og studerede den med stor omhyggelighed. Efterhånden som de begyndte at drage deres konklusioner, delte de deres stadig stigende begejstring med hinanden. De følte alle stor glæde. De savnede ord, der kunne udtrykke deres forbløffelse.

2:11 Gruppens alderspræsident, en højtstående lærd, rejste sig til sidst og henvendte sig til kong Yudhishtira med følgende ord: ”Store konge! Indtil i dag har jeg tydet nær ved tusind horoskoper og udarbejdet interessante planer over himmeltegn og stjernekonstellationer. Men jeg må indrømme, at jeg, indtil i dag, aldrig er stødt på en mere lykkevarslende gruppering end den, der er tilkendegivet i dette horoskop. Her har alle tegn på gode varsler samlet sig i ét øjeblik; øjeblikket for denne prins fødsel. Øjeblikket indikerer selve Herren Vishnu’s komme! Alle gode kvaliteter vil være samlet i dette barn. Hvorfor beskrive hver herlighed for sig? Den store Manu (universets hersker) er endnu engang kommet til vort dynasti.”

2:12 Yudhishtira var lykkelig over, at dynastiet havde en så god skæbne foran sig. Han var i sandhed overvældet af glæde. Han samlede sine håndflader og bukkede dybt for de lærde, der havde overbragt ham sådanne gode nyheder. ”Denne familie er heldig, at den gennem ældre og lærdes velsignelser så vel som Herrens, der er vores beskytter, velsignelser kan gøre fordring på, at en sådan ædelsten er vor ætling. I fortalte, at drengen vil udvikle samtlige gode kvaliteter og blive berømt. Men hvilken nytte gør alt det, hvis han ikke tilegner sig ærbødighed over for lærde, åndeligt søgende og præster? Se venligst på horoskopet endnu engang og fortæl mig, om han vil udvikle denne ærbødighed.”

2:13 Astrologigruppens leder svarede: ”På det område behøver du ikke nære nogen tvivl. Han vil ære og tjene guderne og præsterne. Han vil udføre mange ofringer i ilden og gennemføre mange pilgrimsrejser, som de er foreskrevet i de gamle tekster. Han vil opnå den samme hæder, som dine forfædre vandt. Endog Aswamedha’en (et ceremonielt ritual der bl.a. skal sikre lykke og velstand for landet), vil han højtideligholde. Han vil sprede denne slægts berømmelse ud over hele verden. Han vil få alle de ting, som guder eller mennesker higer efter. Han vil distancere alle dem, der har været før ham.” På denne måde priste de barnet på forskellig vis. De gjorde det så meget, de lystede. De stoppede dog med det, fordi de var nervøse for at berette om alle barnets fortræffeligheder. De var bange for at blive anklaget for at overdrive og smigre, hvis de fortsatte med at gå i enkeltheder med de konklusioner, de havde draget ud fra barnets horoskop.

2:14 Yudhishtira var ikke tilfreds. Han ønskede, at de fortalte mere om de fortræffeligheder, prinsens karakter indeholdt. De lærde blev indgydt nyt mod af denne higen. De sagde: ”Oh konge, du virker ivrig efter at få kendskab til flere aspekter vedrørende dette barns skæbne. Vi vil med glæde besvare ethvert specifikt spørgsmål, du måtte have lyst til at stille os.”

2:15 Da Yudhishtira lagde mærke til deres entusiasme, trådte han frem og spurgte dem: ”Vil der komme nogen storkrig i løbet af denne prins’ regeringstid? Hvis krig er uundgåelig, vil han så blive sejrsherre?” ”Nej”, sagde de lærde. ”Han vil ikke blive plaget af nogen fjender. Ikke i forbindelse med noget af det han foretager sig, vil han få fiasko eller lide nederlag. Det er den absolutte sandhed, en urokkelig sandhed.”

2:16 Da de hørte det, så kong Yudhishtira og hans brødre Bhima, Arjuna, Nakula og Sahadeva på hinanden og delte deres store glæde. I mellemtiden begyndte Yudhishtira at tale. Han sagde: ”Hvis det er sådan…”, men før han fik fuldført sætningen, bøjede han sit hoved og fordybede sig i tanker. De lærde bemærkede det, og de sagde: ”Det virker, som om du er ivrig efter at vide mere. Du skal bare spørge, vi vil beredvilligt besvare alle spørgsmål.” ”Selvfølgelig er jeg lykkelig for alle de svar, I har givet”, sagde Yudhishtira. ”Barnet vil blive dydigt og berømt, og han vil triumfere over alle. Han vil være kærlig og venlig. Han vil behandle alle ens. Han vil udføre mange ofringer i ilden, og han vil begive sig ud på mange pilgrimsrejser. Han vil ikke have nogen fjender. Han vil skænke dynastiet ære og opretholde dets omdømme. Alt det giver mig stor glæde. Men jeg vil også gerne vide, hvordan han vil dø.” Brødrene lagde mærke til, at Yudhishtira var bragt ud af ligevægt af den ængstelse, dette problem voldte ham. Hans stemme havde skælvet en smule, da han stillede spørgsmålet.

2:17 De trøstede ham og sagde: ”Hvorfor bekymre sig om det i denne stund? Døden må nødvendigvis indtræffe på et eller andet tidspunkt; på den ene eller anden måde. Det er noget, der ikke kan undgås. Et eller andet vil forårsage den. En eller anden omstændighed vil forårsage den. En fødsel medfører en uforudsigelig død. Vi er bange for, at den voldsomme glæde over denne begivenhed har spoleret din måde at tænke på en smule. Efter vores mening må det være nok nu. Vi vil lade resten hvile inden for tvivlens område; lad os standse undersøgelserne her. Lad os overlade det til Gud.”

2:18 Men på en eller anden måde kunne Yudhishtira ikke slippe sit ønske om at få kendskab til, hvordan et så dydigt forbillede som prinsen ville ende sit liv her på Jorden. Han forestillede sig, at det i sandhed måtte blive en vidunderlig afslutning på et strålende liv. Derfor ønskede han, at astrologerne fortalte ham om det.

2:19 De lærde tog endnu engang fat på beregningerne og funderede temmelig længe over dem. Da kongen iagttog dette, blev han urolig. Han skyndte på dem og pressede på for at få et hurtigt svar. De gav ham dette svar: ”Denne prins vil give afkald på sit kongerige på grund af en vismands forbandelse.” Yudhishtira undrede sig over, hvordan sådan et dydsmønster nogen sinde ville kunne nedkalde sig en vismands forbandelse. Han var chokeret over muligheden.

2:20 Imidlertid sagde de lærde: ”Vore beregninger viser, at han vil blive bidt af en slange.” Ved disse nyheder tabte Yudhishtira modet. Al hans glæde forsvandt på et øjeblik. Han blev meget ked af det og mistede helt modet.

Kapitel 3

Barnet Parikshith og profetiet

3:1 ”Ak! Vil han i den sidste ende komme til at lide denne tragiske skæbne? Skulle det være prisen for alt det gode, der venter ham? Kan konsekvenserne af års rette levevis pludselig resultere i denne katastrofale afslutning? Det er fastlagt, at de, der lider druknedøden, de, der dør ved at falde ned fra et træ, og de, der dør af slangebid, vil få et ubehageligt liv efter døden. Disse dødsårsager opfattes som ildevarslende måder at dø på. Det siges, at de, der dør på disse måder, bliver spøgelser og må lide. Hvorfor skulle dette barn ende på denne måde? Oh, hvor er det skrækkeligt. Oh, hvor er det uretfærdigt!”, jamrede Yudhishtira, mens han bed sig i læberne for at undertrykke sin sorg.

3:2 Præsterne skyndte sig at trøste ham: ”Store konge!”, indskød de. ”Der er ingen grund til at blive grebet af sorg. Et så stort menneske vil aldrig blive ramt af en sådan tragedie. Aldrig. Når vi studerer planeternes positioner i dette barns horoskop, bemærker vi tydeligt to lykkelige forbindelser. De giver udtryk for Vajra Yoga (kroppen opfattes og erkendes som en refleksion af sindet) og Hengivenhedens Yoga (hengivenhedens vej), der begge er kraftfulde og gunstige. Så snart han bliver opmærksom på forbandelsen, vil han opgive sit kongerige så vel som sin hustru og børn, og han vil trække sig tilbage til den hellige flod Bhagirathi’s (Ganges flodens) bred og overgive sig til herren. Vyasa’s søn, den store vismand Suka, vil komme til stedet og indvie ham i viden om Den guddommelige Gnist. Dette vil ske gennem fortællinger om Herren Krishna’s herligheder og ved at synge til Hans pris. På denne måde vil han tilbringe sine sidste dage på Ganges hellige bred og drage sit sidste suk i tilbedelse af Herren. Hvordan skulle et sådant menneske kunne møde tragedie eller ulykke? Han vil ikke blive genfødt, for gennem Hengivenhedens Yoga vil han opnå enhed med Alles Herre.” Da kong Yudhishtira hørte disse ord, forsvandt hans sorg, og han blev lykkelig. Han sagde: ”I så fald er det ingen forbandelse; det er en enestående velsignelse!”

3:3 Herefter rejste alle sig. Præsterne blev æret, som det sømmede sig i henhold til deres lærdom og askese. De fik overbragt juveler og silkeklæder, og kongen arrangerede deres hjemrejse. Yudhishtira og hans brødre flyttede ind i paladset, men de brugte mange timer på at tale om alt det, der var sket i løbet af dagen, og om den frygt der heldigvis var blevet fjernet. De var fulde af glæde over den vending, forudsigelserne til sidst havde taget.

3:4 På samme måde som Månen vokser i månedens lyse halvdel, voksede babyen i barneværelset. Eftersom barnet, efter at have gennemlevet en række skrækkelige farer, var født som arving til det kæmpestore rige, elskede og beskyttede alle det som deres øjesten, som selve deres livsåndedræt. Droupadi, der var knust på grund af tabet af sit eget barn, og Subhadra, der havde lidt et utrøsteligt tab ved Abhimanyu’s død, var begge lettede. Pandava-brødrene var også lettede. De havde frygtet at Aswathma’s skrækindjagende pil, der var rettet mod Abhimanyu’s barn (der blev født efter faderens død), mens det stadig var i Uttara’s livmoder, ville have forårsaget det værst tænkelige og for altid have tilintetgøre slægten. De blev alle henrykte, hver gang de så barnet. De var i allerhøjeste grad lykkelige. De tilbragte dagene med at forgude den yndige baby, som de hentede i kvindernes opholdsrum hver gang, de følte trang til at se den og holde den i deres arme.

3:5 Barnet var også meget opvakt. Det syntes at iagttage ansigtstrækkene hos alle dem, der kærtegnede eller kom i nærheden af det. Barnet stirrede længe og længselsfuldt på deres ansigter. Alle var forundret over denne mærkelige adfærd. Alle der kom i dets nærhed, blev genstand for barnets gennemgribende iagttagelse. Det virkede fast besluttet på at opspore nogen eller noget i den verden, det var blevet født ind i.

3:6 Nogle var bedrøvede og sagde, at barnet ledte efter sin far, Abhimanyu. Andre sagde: ”Nej, nej; barnet leder efter Herren Krishna.” Andre mente, at det forekom at prøve at opdage en guddommelig åndrighed. Det står i hvert fald fast, at barnet undersøgte alle for at finde et spor eller et tegn, som det allerede kendte. Det ønskede at genkende en form, der tidligere havde fæstnet sig i dets sind. ’Pariksha’ var det ord, alle brugte om den ’søgen’, som barnet var optaget af. Derfor begyndte alle, både i og uden for paladset, endda inden den formelle navngivnings-ceremoni, at omtale barnet som Parikshith: ’Den der er optaget af at søge’!

3:7 Navnet Parikshith hang ved. Alle, fra kongen til røgteren, fra den lærde til tølperen, fra hoffet til manden-på-gaden, tiltalte eller refererede til barnet som Parikshith. Barnets berømmelse voksede fra dag til dag. Det var på alles læber. En lykkevarslende dag tilkaldte Yudhishtira hofpræsten og overdrog det til ham at finde en god dag for afholdelsen af prinsens navngivnings-ceremoni.

3:8 Præsten tilkaldte sit team af lærde og astrologer, og efter at have studeret himmellegemernes placeringer fandt de en dag, som de alle var enige om, var god til denne begivenhed. De fastsatte også klokkeslettet for, hvornår den egentlige navngivning skulle finde sted. Invitationer til at deltage i ceremonien blev sendt til regeringsledere i forskellige lande, til lærde og til uddannede vel som til prominente borgere. Kongen sendte sine udsendinge ud for at invitere vismænd og fremtrædende personligheder, der var fyldt med åndelig visdom. Arjuna opsøgte Herren Krishna og bad ærbødigt, om Han ville skænke barnet sin nåde ved denne lejlighed. Det lykkedes ham, og Krishna ledsagede Arjuna, da denne vendte hjem.

3:9 Da Herren Krishna ankom, gjorde vismænd, præster, fyrster, underordnede embedsmænd og borgere sig klar til at modtage Ham med respektfuld hyldest. Pandava-brødrene, iført pragtfulde klæder, ventede ved paladsets hovedport for at byde Ham velkommen. Da Herrens herskabsvogn var inden for synsvidde, bød trommernes bragen og trompeternes gjalden en storslået velkomst, og glædesfulde jai, jai (sejr, sejr) strømmede fra hver en strube. Så snart Herren steg ned fra sin vogn, gik kong Yudhishtira hen til Krishna og omfavnede Ham. Han tog Hans arm og førte Ham ind i paladset, hvor en høj trone var stillet frem specielt til Ham. Efter Herren havde taget plads, satte alle andre sig i overensstemmelse med deres rang og status.

3:10 Sahadeva begav sig til de indre gemakker for at hente barnet, der blev bragt på en guldtallerken, der strålede som Solen. Ved hjælp af pragtfulde ædelstene var guldtallerkenen gjort endnu mere henrivende. Præsterne reciterede bønner for at vække guderne, så de kunne velsigne barnet og skænke det sundhed og lykke.

3:11 Sahadeva lagde barnet i midten af paladsets sal. Tjenestepiger og kammerherrer gik i lange rækker hen mod det sted, hvor prinsen var blevet anbragt. I deres hænder havde de guldtallerkener fulde af parfume, blomster, silke og brokader. Bag de specielt tilpassede forhæng frydede dronningerne Rukmini, Droupadi, Subhadra og Uttara sig over det glædelige syn, det var at se barnet hoppe af glæde. Sahadeva tog barnet op og placerede det på en blomsterseng, der stod på platformen, der var opført til navngivnings-ceremonien. På trods af tjenestepigernes protester kravlede barnet tappert af sted på alle fire. Tilsyneladende ønskede det at begive sig hen til et bestemt sted!

3:12 Sahadeva’s anstrengelser for at standse barnet viste sig at være frugtesløse. Yudhishtira, der med interesse så dets bevægelser, sagde med et smil på læberne: ”Sahadeva! Lad være med at stå i vejen. Lad ham være. Lad os se, hvad han vil.” Sahadeva slap ham. Han tillod barnet at kravle, hvorhen det ville. Han sørgede dog for at holde øje med det af frygt for, at det skulle falde og slå sig. Vagtsomt fulgte han hvert af barnets skridt.

3:13 Barnet, der nu havde fået bevægelsesfrihed, styrede lige mod det sted, hvor Herren Krishna sad, som var Krishna en tidligere bekendt, det ønskede at møde. Barnet greb fat i Krishna’s fødder, og via sit blik bad det indtrængende om at komme op på Hans skød og blive kærtegnet. Herren så dets længsel; Han lo højt. Så bøjede Han sig venligt ned og løftede barnet op på sit skød.

3:14 Mens han sad på Hans skød, stirrede prinsen på Herrens ansigt uden så meget som at blinke. Han hverken drejede sit hoved den ene eller den anden vej, rev i noget eller udstødte nogen lyde. Han sad blot og stirrede. Alle var forbløffede over denne adfærd, der var så atypisk for et barn. Selv Krishna delte denne følelse, der gennemstrømmede salen.

3:15 Idet Han vendte sig mod Yudhishtira, sagde Krishna: ”Jeg troede ikke, det var sandt, da jeg fik at vide, at dette barn stirrer på alle, det møder, og undersøger deres ansigtstræk. Jeg troede, det var en ny forklaring, disse præster kom med, på børns spillopper og leg. Men dette er i sandhed et under. Selv mig er fyren begyndt at undersøge! Godt, jeg vil selv gennemføre en lille undersøgelse af dets adfærd.”

3:16 Så forsøgte Herren at bortlede barnets opmærksomhed på Ham selv ved at lægge forskelligt legetøj foran det og derefter gemme sig. Han forventede, at barnet hurtigt ville glemme Ham. Men barnets opmærksomhed blev ikke rettet mod andre genstande. Ubønhørligt var dets blik fæstnet på Herren, og det søgte kun Ham. Barnet forsøgte at bevæge sig mod det sted, hvor det forestillede sig, Krishna var. Da Hans forsøg på at flytte barnets opmærksomhed væk fra Ham selv mislykkedes, erklærede Krishna: ”Dette er ikke et almindeligt barn. Det har bestået min test. Derfor er navnet Parikshith det navn, der bedst passer til dette barn. Det lever allerede op til det!”

3:17 Herefter reciterede de lærde vers, idet de derved gav barnet deres velsignelser. Præsterne reciterede relevante passager fra veda’erne. Trompeterne gjaldede gennem luften. Kvinder sang lykkevarslende sange. Familiens lærer dyppede et smykke med 9 ædelstene i en guldskål fyldt med honning og skrev navnet på barnets tunge. Navnet blev også skrevet på riskorn, der blev lagt på en guldtallerken og derefter strøet over barnets hoved. Det blev gjort som et tegn på fremgang og lykke. På denne måde blev navngivnings-ceremonien fejret i stor stil. De mænd og kvinder der overværede ceremonien, fik overrakt gaver, der var passende for deres rang, hvorefter de tog af sted. Alle talte anerkendende om den vidunderlige måde, hvorpå barnet havde opsøgt Herrens skød. Mange priste den vedholdende tro, som barnet allerede havde opnået.

3:18 Yudhishtira, der var forvirret over barnets enestående adfærd, henvendte sig til den store vismand, Vyasa. Han ville gerne kende årsagen til den mærkværdige søgen og vide, hvilken betydning denne søgen ville komme til at få. Vyasa sagde: ”Yudhishtira! Da dette barn lå i livmoderen, og den dødbringende pil, som Aswathamma havde affyret for at dræbe det, var lige ved at nå sit mål, kom Krishna ind i fosterets hjem og gjorde det trygt og reddede det fra ødelæggelse. Derfor har dette barn været ivrigt efter at finde ud af, hvem der reddede det inde i livmoderen, hvor det lå. Barnet begyndte at undersøge enhver for at finde ud af, om vedkommende havde den selv samme glans, som det så, da det boede i livmoderen. I dag så barnet Den Guddommelige Skikkelse i al dens stråleglans, og derfor begav det sig lige imod Krishna og bønfaldt Ham om at blive taget op på skødet. Det er forklaringen på den mærkværdige adfærd, som du er nysgerrig efter af kende.”

3:19 Idet han hørte denne forklaring fra Vyasa, fældede Yudhishtira glædens og taknemmelighedens tårer. Henrykt over Herrens grænseløse nåde, gav han Ham sin ærbødige hyldest.

Kapitel 4

Bodsofringen

4:1 Prinsens navngivnings-ceremoni skabte stor glæde såvel blandt landets borgere som blandt paladsets beboere og medlemmer af hoffet. Men den ældste af Pandava-brødrene, Yudhishtira, var af den opfattelse, at der skulle ske noget mere. Han var ikke tilfreds med, at der kun havde været en munter fest. Den samme aften indkaldte han derfor de ældre, de lærde, vismænd, de underordnede herskere og folkets ledere til møde. Han bønfaldt Herren Krishna om at lede mødet og skænke glæde til alle. Vismanden Vyasa og Kripa (den senere rådgiver for kong Parikshith) deltog også i mødet.

4:2 Da Yudhishtira ankom til mødet, stod han stille et par sekunder foran forsamlingen, før han berørte Herren Krishna’s og vismandens Vyasa’s fødder. Herefter vendte han sig mod herskerne, de lærde og lederne og sagde: ”På grund af jeres hjælp, samarbejde og gode ønsker såvel som Herrens velsignelser og på grund af de vismænd og hellige mænd, der har anbragt Herren i deres hjerter, var jeg i stand til at besejre fjenderne. Ved hjælp af den sejr var vi i stand til at generobre det kongerige, vi havde mistet. På grund af disse velsignelser funklede håbets lys vedrørende vort dynastis fortsættelse i vore hjerter, der var formørkede af fortvivlelse. Pandava-slægten vil bestå gennem prinsen, der i dag af Herren fik navnet Parikshith.”

4:3 ”Skønt alt dette glæder mig, må jeg meddele jer, at jeg er overvældet af sorg over at gruble over et andet aspekt af historien. Jeg har begået utallige synder. Jeg har blandt andet dræbt slægtninge og venner. Jeg føler, jeg må udsone disse synder, ellers vil der ikke være nogen lykke for mig, for mit dynasti eller for mit folk. Derfor vil jeg benytte denne lejlighed til at spørge jer til råds vedrørende denne sag. Iblandt jer er der flere, der har erkendt virkeligheden og opnået guddommelig visdom. Tilstede er også den store vismand, Vyasa. Jeg forventer, at I kan foreslå nogle bodsøvelser, som jeg kan udføre, så jeg kan komme af med det kolossale bjerg af synder, jeg har opsamlet på grund af denne krig.”

4:4 Eftersom kong Yudhishtira fremførte dette problem i stor ydmyghed og med stor anger, sagde Herren Krishna: ”Yudhishtira, du er berømt som Dharmaraja (den der behersker ’rigtig handling’ eller Den rigtige handlings fyrste), så du burde kende til ‘rigtig handling’. Du kender de indviklede detaljer med hensyn til ‘rigtig handling’ og moral, til retfærdighed og til rigtig og forkert handlemåde. Derfor overrasker det mig, at du er plaget af sorg over denne krig og denne sejr. Er du ikke klar over, at en kriger fra krigerkasten ikke pådrager sig nogen synd, når han dræber en fjende, der har begivet sig ud på slagmarken med det formål at dræbe? Lige meget hvilken skade, smerte eller tab der er påført nogen på slagmarken i løbet af en kamphandling med bevæbnede fjender, medfører dette ingen synd. Det er en krigers ‘rigtige handling’ at tage våben i hånd og kæmpe til den bitre ende for at redde sit land. Det skal gøres uden tanke på én selv. Du har blot fulgt din ‘rigtig handling’. Hvordan kan handlinger, der er udført som ’rigtig handling’, være syndige? Det er ikke passende at betvivle dette og give efter for fortvivlelse. Synd kan ikke berøre, omringe eller genere dig. Hvorfor skulle du frygte indbildske ulykker og søge hjælpemidler mod ikke-eksisterende synder, når du i stedet kan juble over festen for navngivningen af den nyfødte prins? Vær rolig; vær glad.”

4:5 Vyasa rejste sig også fra sit sæde og henvendte sig til kongen. ”Syndige og dadelværdige handlinger er uundgåelige i krig. De bør ikke være årsag til sorg. I krig bør hovedmålet være at beskytte ‘rigtig handling’ mod fjenderne. Holder man sig dette for øje, vil synden ikke berøre krigerne. Et sår, der er gået betændelse i, må nødvendigvis behandles med kniven. Det er ikke syndigt at udføre indgrebet. En læge, der har kendskab til, hvordan man udfører indgrebet, og på trods af dette kendskab ikke redder manden ved at udføre det, pådrager sig synd. Det samme gælder, hvis man ved, fjenden er årsag til uretfærdighed, grusomhed, terror og moralsk fordærv. Hvis disse ’bylder’ ikke bliver behandlet af kirurgen, der kender til indgrebet, fordi han er uvillig til at bruge kniven, pådrager han sig synd ved at undlade at gøre noget, ikke ved at anvende kniven. Dharmaraja (fra nu af omtales kong Yudhishtira som Dharmaraja), du taler ud fra en illusion. Jeg kan forstå, hvis andre mindre intelligente mennesker plages af denne tvivl, men jeg undrer mig over, at du er bekymret for denne indbildte synd.”

4:6 ”Hvis vore ord imidlertid ikke virker overbevisende, kan jeg også foreslå et andet middel. Det vil fjerne al frygt. Nogle af fortidens herskere har, efter afslutningen af krige, tyet til midlet for at fjerne syndens følgevirkning. Midlet er Aswamedha-ceremonien, ’Hesteofringen’ (en offerceremoni, der blandt andet har til formål at give kongen syndsforladelse for alle hans synder; hesten i ofringen er et symbol, og den æres og beundres og lider ingen skade). Hvis du ønsker det, kan du altid gennemføre denne ceremoni som en bodsøvelse. Det kan der ikke være nogen modvilje over. Men, tro mig, du er aldeles blottet for synd selv uden at udføre bodsøvelser. Men eftersom du er rystet i din tro, vil jeg foreslå denne ceremoni for at stille dig selv tilfreds.” Efter denne redegørelse satte Vyasa sig igen.

4:7 Da de havde hørt dette, rejste alle de ældre, de lærde og lederne sig samtidigt og klappede af det værdifulde forslag, Vyasa havde givet. De råbte jai, jai for herved at vise deres billigelse og påskønnelse. De udbrød: ”Oh! Hvor lykkevarslende, hvor betydningsfuldt.” De velsignede Dharmaraja’s bestræbelser på at befri sig for krigens syndige konsekvenser. Men Dharmaraja var stadig tynget af sorg; han var ikke fri for frygt. Hans øjne var fulde af tårer.

4:8 På den mest bedrøvelige måde fremførte han følgende over for de forsamlede: ”Hvor meget I end påstår, jeg er uskyldig, så er jeg ikke overbevist. På en eller anden måde accepterer mit sind ikke jeres argumenter. Herskere, der har været involveret i krige, har muligvis renset sig selv fra synd ved hjælp af ’Hesteofrings-ceremonien’. Her var der tale om ordinære krige; de var af den almindelige slags. Men mit tilfælde er noget helt ekstraordinært. Mine synder er tre gange mere uhyggelige, for 1) Jeg har dræbt slægt og venner. 2) Jeg har dræbt hellige ældre såsom Bhishma og Drona. 3) Jeg har dræbt mange kongelige. Ak skæbne! Hvor uhyrlige har mine handlinger ikke været?”

4:9 ”Ingen anden hersker kan have gjort sig skyldig i så store misgerninger. Ikke en, men tre ’Hesteofrings-ceremonier’ må gennemføres for at fjerne denne byrde. Først da kan jeg få fred. Først da kan mit dynasti blive lykkeligt og sikret. Først da kan mit kongeriges administration være tryg og fortjenstfuld. Vyasa, de andre ældre og vismændene må venligst acceptere dette.”

4:10 Da Dharmaraja talte således, løb tårerne ned ad hans kinder; hans læber sitrede af sorg; hans legeme var bøjet af samvittighedsnag. Da de så dette, smeltede alle vismændenes hjerter af medlidenhed. Kongens undersåtter var rørte af sympati. Vyasa og selv Krishna var påvirkede. Flere lærde græd uden selv at være klar over det. Forsamlingen var målløs af forbavselse. På et øjeblik blev de alle klar over, hvor blødt Dharmaraja’s hjerte var. Også brødrene Bhima, Arjuna, Nakula og Sahadeva stod med håndfladerne mod hinanden i ærbødig ydmyghed. De ventede på, at Herren, der var i formandssædet, skulle sige nogle ord, der ville give lettelse til Dharmaraja.

4:11 Herefter bifaldt forsamlingen enstemmigt de tre ’Hesteofrings-ceremonier’ til at afhjælpe Dharmaraja’s lidelser. En vismand gav udtryk for hele forsamlingens holdning. Han sagde: ”Vi vil ikke stå i vejen for dit ønske. Vi accepterer det helhjertet. Vi vil fejre offerceremonierne, som de er foreskrevet i de hellige skrifter lige til de sidste ritualer. For mere end noget andet ønsker vi, du må få fred i sindet. Vi er parate til at gøre hvad som helst for at give dig denne tilfredsstillelse.” Dette blev hilst med bifaldsråb fra alle i forsamlingen.

4:12 Da han hørte det, sagde Dharmaraja: ”Jeg er i sandhed velsignet; jeg er virkelig velsignet.” Han udtrykte sin taknemmelighed for det lovede samarbejde. Han gik hen mod det sted, hvor Herren Krishna og Vyasa havde sæde og knælede for deres fødder. Han holdt om Krishna’s fødder og bad indtrængende: ”Oh Madhusudana (oh Du dræber af Madhu-dæmonen’)! Hørte du ikke min bøn? Så du ikke min sorg? Jeg bad til, at du vil skænke os din tilstedeværelse ved den kommende offerceremoni, og om at du ville garantere mig udbytte af ofringen og redde mig fra denne byrde af synd.”

4:13 Krishna smilede og hjalp ham op at stå. Han sagde: ”Dharmaraja! Jeg vil helt sikkert besvare dine bønner. Men du har taget en byrde så tung som en bjergkæde på dine skuldre. Disse offerceremonier er ingen lille sag. Desuden er den, der udfører dem, den priste kong Dharmaraja! Det betyder, at ceremonierne må gennemføres på en måde, der sømmer sig for din status. Jeg ved, du ikke har midler til dette meget dyre foretagne. Konger får udelukkende penge fra deres undersåtter. Det er ikke ønskeligt at anvende de penge, der er opkrævet af dem til en offerceremoni. Udelukkende velfortjente penge bør anvendes til sådanne hellige ceremonier. Ellers vil det medføre ondt i stedet for godt. Ej heller kan dine underordnede herskere hjælpe dig, for de er også blevet sørgeligt forarmede af den seneste krig. Det er tydeligt, at de ikke kan undvære noget. Når du nu ved alt dette, hvordan kan du så gå med til at festligholde tre Hesteofrings-ceremonier på stribe? Jeg undrer mig over, hvordan du, på trods af disse ugunstige forhold, kan have en sådan dristighed. Ydermere har du allerede annonceret det offentligt i denne store og fremragende forsamling. Du gav mig ikke så meget som en hentydning om denne bekostelige idé. Havde du gjort det, kunne vi have udtænkt en plan. Nå, men det er ikke for sent. Vi vil træffe en beslutning efter nogle flere overvejelser. Det betyder ikke noget, hvis det afstedkommer nogle dages forsinkelse.”

4:14 Dharmaraja lyttede til disse ord fra Herren og lo hjerteligt. ”Herre! Jeg ved, du opfører et spil for mig. Jeg har aldrig besluttet mig for at udføre en handling uden først at have overvejet den. Ej heller har jeg nogen sinde bekymret mig om penge eller midler. Når jeg har dig som min beskytter, du med din uudtømmelige nåde, hvorfor skulle jeg så bekymre mig over noget som helst? Når jeg har ’ønsketræ’ i min have, hvorfor skulle jeg så bekymre mig om at søge efter rødder og knolde? Den Almægtige Herre, der har beskyttet os gennem alle disse frygtelige år, som et øjenlåg beskytter øjet, vil ikke svigte os i denne forbindelse.”

4:15 ”For dig, der kan puste mægtige bjerge til støv, er denne lille ’småsten’ slet ikke noget problem. Du er min skat, mit skatkammer. Du er selve mit åndedrag. Hvad du end måtte befale, så vil jeg ikke tøve. Al min styrke, al min rigdom er dig og dig alene. Jeg lægger alle mine byrder, inklusive byrderne vedrørende staten og denne nye byrde vedrørende de tre offerceremonier, for dine fødder. Du kan gøre, hvad du finder passende. Du kan vurdere mine ord og aflyse offerceremonierne. Det er ikke mit anliggende. Det er din vilje, ikke min.”

4:16 Selvfølgelig er det ikke nødvendigt at bede om noget, når Herren opholder sig i ens hjerte. Herren blev rørt. Han løftede Dharmaraja op at stå. ”Nej, jeg spøgte for at teste din tro og din hengivenhed. Jeg ville vise dine undersåtter, hvor stærk din tro på mig er. Du har ingen grund til at bekymre dig om noget som helst. Dit ønske vil gå i opfyldelse. Hvis du følger mine råd, vil du uden problemer skaffe de penge, der er nødvendige for at festligholde offerceremonierne. Du kan skaffe dem uden at plage dine underordnede herskere og uden at lægge pres på dine undersåtter.”

4:17 Dharmaraja blev henrykt over at høre dette. Han sagde: ”Herre, vi vil opfylde dine befalinger.” Herefter sagde Krishna: ”Hør nu efter. I forgangne tider gennemførte en hersker ved navn Maruth en offerceremoni. Han gjorde det på en så storslået måde, som ingen siden har været i nærheden af. Salen, hvor ceremonien blev festligholdt, såvel som samtlige genstande, der indgik i ceremonien, var af guld. Guldbarrer blev foræret som gaver til de præster, der forrettede ceremonien; guldstatuer af køer blev foræret væk i stedet for almindelige køer og guldtallerkener i stedet for land! Præsterne var ude af stand til at transportere alle gaverne hjem, så de tog kun det, de kunne bære. Resten lod de blot blive. Disse guldgenstande er endnu den dag i dag i stort antal tilgængelige for din offerceremoni. Du kan indsamle dem.”

4:18 Dharmaraja var ikke enig; han havde betænkeligheder ved det. Han sagde: ”Herre. Genstandende tilhører de personer, som de blev givet til. Hvordan kan jeg anvende dem uden deres tilladelse?” Krishna svarede: ”De har efterladt dem, og de var helt bevidste om, hvad de gav afkald på. De er alle døde nu. Deres børn kender intet til denne skats eksistens. Den befinder sig under jorden. Husk på, at alle de rigdomme nede i jorden, der ikke har nogen ejermand, tilhører dette riges konge. Når kongen ønsker at tage dem i besiddelse, har ingen ret til at komme med indvendinger. Hent straks den skat og gør forberedelse til at festligholde offerceremonierne”, befalede Herren Krishna.

Kapitel 5

Offerceremonierne og de ældres bodsøvelse

5:1 Dharmaraja accepterede Krishna’s råd såvel som Vyasa’s velsignelser. Sammen med hæren sendte han sine brødre ud for at hente guldet, som præsterne havde ladt tilbage. Efter at brødrene havde renset sig ved at deltage i hellige ofringer, drog de af sted. De fandt disse mængder af guld, som præsterne en gang i fortiden havde modtaget som gaver af herskeren Maruth ved afslutningen af ofringen. De havde efterladt guldet ved vejkanten af de veje, de var draget hjem ad. Hæren samlede dem nu sammen og transporterede dem til hovedstaden på kameler, elefanter, vogne og kærrer. Med al denne last tog det dem adskillige dage at nå Hasthinapura. Under folkets bifaldsråb læssede de guldet af.

5:2 Byens befolkning var forbløffede over ekspeditionens succes. De priste Pandava-brødrenes gode skæbne. De bød såvel prinserne som guldet velkommen hjem ved at råbe ’jai, jai’, indtil de blev hæse, og de sprang rundt og dansede af glæde. For sig så de storslåetheden og pragten ved den ofring, som guldet var hjembragt til.

5:3 Den selv samme dag begyndte forberedelserne til opførelsen af det rituelle alter og de nødvendige tilhørende konstruktioner. Alt skulle placeres ved Ganges bred. Det hellige område dækkede et areal på mange kvadratkilometer. Grunden blev planeret og renset. Podierne blev bygget; smukke bygninger rejste sig på det vidtstrakte område. Overdækkede indgange og verandaer blev tilføjet. Dekorationer så som flag og guirlander forskønnede bygningerne.

5:4 Da den hellige dag nærmede sig, begav høvdinge, præster, lærde og vismænd fra alle verdenshjørner sig mod det hellige sted. Opfyldt af deres entusiasme skyndte hver især sig for at nå tidligt frem. Efter deres status og behov tog de ophold i de kvarterer, som de blev tildelt. I glædelig forventning til den storslåede og virkningsfulde offerceremoni, som de skulle være vidne til, når den næste dag gryede, tilbragte de natten med at tælle minutterne.

5:5 Morgenen oprandt. Det lykkevarslende øjeblik nærmede sig. Præsterne indtog deres positioner, og gjorde sig klar til at modtage indvielsesløfterne. De stod med ansigterne vendt mod Herren Krishna og kongen og sagde: ” Oh konge! Vi forstår, at du har bestemt dig for at gennemføre ikke én, men tre heste-ofringer. Er det korrekt? Hvis det er korrekt, ønsker du så, at vi gennemfører dem én efter én? Eller ønsker du, at vi gentager alle formler og ritualer tre gange, og derved gennemfører ceremonierne samtidigt? Hvis du lader os det vide, skal vi arrangere deltagerne og de udøvende præster i henhold til dine ønsker.”

5:6 Til dette svarede Dharmaraja: ”Hvad kan jeg sige, når det er jer, der ved bedst? Jeg vil godtage et hvilket som helst råd, I giver mig. Jeg vil blot have Krishna’s samtykke til den fremgangsmåde, vi end måtte beslutte os for.” Idet han sagde dette, vendte han sig mod Krishna med bedende øjne. Krishna overlod det til præsterne at træffe beslutningen. Et stykke tid drøftede de det indbyrdes og bekendtgjorde til sidst, at virkningen af ’de tre heste-ofringer’ bedst kunne sikres ved at gentage hvert mantra tre gange og tilbyde de præster, der var vidne til ofringerne, tre gange den normale betaling. Krishna tilkendegav sin godkendelse, og idet han rettede sig efter dette, erklærede Dharmaraja, at han var indforstået. Han ønskede derefter, at offerceremonien tog sin begyndelse.

5:7 Præsternes fremsigelse af mantraerne rystede både Jorden og Himlen. De indledende ritualer blev gennemført, og de tre offerheste gik deres planlagte runde. De bar smukke sadeldækkener, og på deres pande gik de med en erklæring, der udfordrede enhver til at tage dem i forvaring, hvis de turde. Når Han (Herren), der er alle offerceremoniers modtager, har påtaget sig rollen som leder af ceremonien, kan ingen ord beskrive deltagernes og vidnernes lykkefølelse. Med den afsluttende offergave nærmede ceremonien sig en succesfuld afslutning

5:8 Eksperterne i offermantraerne, vismændene og præsterne blev belæsset med gaver og honorarer. Enorme mængder køer, store landområder og umådelige mængder guld blev bortskænket af kongen. Hele nationen var fyldt af glæde. Alle priste offerceremonien som ubeskrivelig herlig. Alle, der var kommet til ceremonien, blev overdådigt bespist døgnet rundt. Vismændene og asketerne, der var vidner til al denne rundhåndethed, priste den offerceremoni, herskeren Maruth havde gennemført i fortiden! De var henrykte over at have fået chancen for at deltage i den aktuelle offerceremoni. Tidligere mente folk, at eftersom Maruth’s offerceremoni havde været ledet af Indra, halvgudernes hersker, så var denne ceremoni højt hævet over alle andre ofringer. Men nu lykønskede de Dharmaraja med, at han havde sikret sig selve ’Offerceremoniens Modtager’ (Krishna) som leder af offerceremonien. Dette held oversteg langt Maruth’s held, da det var langt vanskeligere at sikre sig Krishna som leder.

5:9 Da offerceremonien var afsluttet, drog de, der kom fra fjerntliggende egne, så vel som alle andre, hjem. Konger og høvdinge tog respektfuldt afsked med Dharmaraja og vendte tilbage til deres egne riger. Kongens slægtninge blev endnu et par dage, og de tog hjem, efterhånden som det passede dem.

5:10 Krishna valgte imidlertid at tilbringe noget mere tid sammen med Pandava-brødrene. Derfor blev Han i Hasthinapura. Pandava’erne glædede sig over dette tegn på nåde. De foretog passende arrangementer til Herrens ophold. De tjente Ham hver dag; de fyldte deres øjne med synet af Hans skønhed; de fyldte deres hjerter med Hans belærings elskværdige ord; de tilbragte dagene i den største glæde. Efter på denne måde at have tilbragt nogen tid i Pandava’ernes hovedstad, rejste Krishna tilbage til Dwaraka. Han tog Arjuna med sig. Indbyggerne i Dwaraka var henrykte, da Herren vendte tilbage til sin hovedstad. De bød Ham velkommen med henrykt ærbødighed. De frydede sig over synet af Herren og blev opfyldt af lyksalighed.

5:11 I mellemtiden kom der nyhed til Hasthinapura om, at Vidura, Dharmaraja’s onkel, gik omkring i byens omegn forklædt som munk. Nyheden gik fra mund til mund, og til sidst kom det Dharmaraja, kongen, for øre. Nyheden blev modtaget med forbavselse og glæde. Han sendte et par spejdere ud for at finde ud af, om nyheden var sand. Snart bragte de den glædelige meddelelse, at Vidura rent faktisk var kommet og var til stede. Dharmaraja kunne ikke beherske sin sindsbevægelse.

5:12 ”Ah! Hvor har I gjort mig glad!”, udbrød han. ”Dette hellige øjeblik har fået håbets træs tørre stamme til igen at skyde blade. Oh, nu kan jeg se og tjene den Vidura, der opfostrede, beskyttede og vejledte os, skønt jeg frygtede, jeg slet ikke ville få chancen for det.”

5:13 Mændene ved hoffet spredte de opmuntrende nyheder blandt dronningerne, prinsesserne og kvinderne, der var ansat ved hoffet. Dharmaraja lå ikke på den lade side; han fortalte om den store begivenhed til alle omkring sig; han ledte efter andre, som han kunne dele sin glæde med. Han udstedte ordre til hæren om at forberede passende arrangementer til at byde sin afdøde faders broder, vismanden Vidura, velkommen til hovedstaden. Vidura var den fremmeste blandt Herrens tilbedere. Også borgerne blev alarmeret og bedt om at forberede en storslået modtagelse.

5:14 De udsmykkede gaderne såvel som de store huse, der lå på begge sider; de opførte store portaler over gaderne og hængte guirlander op og hejste flagene. Til børn, kvinder og ældre uddelte de pladser på balkoner, så de kunne få et godt og tydeligt overblik over processionen og den store vismand. Det var et inspirerende syn at se mange ældre mænd og kvinder humpe af sted med deres stokke, ivrige efter at få et glimt af Vidura. Den Vidura, som de priste som selve legemliggørelsen af ‘rigtig handling’, som selve Pandava’ernes gudfader. Nogle troede først, at synet af Vidura i udkanten af byen måtte stamme fra en eller andens drøm, og at det ikke var noget, der rent faktisk var sket. De havde imidlertid levet længe nok til at godtage rygterne uden selv at få dem bekræftet. For de ville aldrig have haft fantasi til at forestille sig, at Vidura nogen sinde ville komme tilbage til Hasthinapura. De samlede sig på steder, hvorfra de havde et godt overblik og gjorde sig klar til det store øjeblik, hvor de kunne lade blikket dvæle på den hellige mand. Langs hele ruten var alle bygningerne fulde af mennesker; træerne var som en perlekrans bestående af dristige unge, der fulde af spænding og forventning kom med bifaldsråb på grund af Vidura’s forestående ankomst.

5:15 Kongen, der var iklædt ceremonielle klæder, steg op i den kongelige karet og begav sig ud af paladset sammen med sine brødre for at bringe Herrens berømte tilbeder hjem.

5:16 Vidura kom til syne. Han gik barfodet, langsomt og ophøjet. Han havde sammenfiltret hår og bar en munks klædedragt. Kongen og hans brødre steg ned fra deres karet, bøjede sig ærbødigt for Vidura’s fødder og gik bag ham i respektfuld afstand. Byens borgere løb i forvejen og faldt for Vidura’s fødder. Det skete på trods af, at vagterne indtrængende bønfaldt dem om at afstå fra det. Pandava-brødrene kunne ikke udtrykke deres velkomst i ord; deres glæde var umålelig. Deres øjne udtrykte velkomsten. De var fulde af taknemmelighedens tårer. De tog Vidura i deres arme og bønfaldt ham om at stige op i kareten, så den store tilskuermængde, der var i alle gaderne, fik mulighed for at se mesteren, så meget de lystede. Vidura blev overtalt. Siddende i kongens kongelige karet gav Vidura alle de folk, der havde samlet sig langs ruten, lov til at se ham. Til sidst nåede processionen paladset. Det var en sødmefyldt flod af sang og glæde, der denne dag strømmede gennem byens gader.

5:17 Nogle af borgerne var så overvældet af glæde, at de var som naglet til stedet. Forsagelsens besværlige liv, som Vidura havde forpligtet sig til at leve, havde forvandlet hans personlighed på en sådan måde, at han forekom at være en anden person. En person der glødede af en guddommelig aura, som Indra, gudernes konge. Med deres egne ord beskrev folk deres jubel over for hinanden. Mange græd, idet de kom i tanke om de prøvelser og trængsler, Vidura havde gennemgået, og den fred han havde opnået. Også dronningerne og prinsesserne fik Vidura at se. De sad bag forhænget, så ham og var i højeste grad lykkelige.

Kapitel 6

Vidura’s forsagelse

6:1 Da han var ankommet til paladset, spurgte Vidura, hvordan alle hans slægtninge havde det. Derefter kom Kunthi, dronningemoderen, og idet hun kastede sit kærlige blik på ham, sagde hun: ”Endelig får vi mulighed for at se dig, oh Vidura.” Hun var ude af stand til at sige mere.

6:2 Efter et stykke tid fortsatte hun: ”Hvordan kunne du blive væk i så lang tid og ignorere netop de børn, som du opdragede med så meget kærlighed, og mig selv og andre som ærede dig så højt? Det er på grund af din nåde, at mine børn i dag er dette lands herskere. Hvad ville der være blevet af dem, hvis du ikke havde reddet dem i mange kritiske situationer? Vi har været udsat for mange ulykker; men den værste var, at du ikke var sammen med os. Det påvirkede os mest. Selv håbet om at se dig igen havde vi mistet. Nu vokser håbet i vore hjerter endnu engang. Vores higen efter at se dig igen og vores fortvivlelse over, at du ikke var her, har gået hånd i hånd. I dag er vor glæde fuldkommen. Oh, hvilken lykkelig dag!” Kunthi sad en stund, mens tårerne løb ned ad hendes kinder.

6:3 Vidura, der holdt hendes hænder i sine, kunne ikke holde sine egne tårer tilbage. Han sad og tænkte på fortidens forskelligartede begivenheder hos Pandava’erne og hos Kaurava’erne. Han sagde: ”Moder Kunthi Devi! Hvem kan besejre skæbnens bestemmelser? Hvad der må ske, sker. Alt det gode og alt det slette, mennesket foretager sig, må nødvendigvis resultere i godt og ondt. Hvordan kan mennesket kaldes frit, når det er bundet af loven om årsag og virkning? Det er blot en dukke i denne lovs hænder. Den trækker i trådene, og mennesket bevæger sig. Hvad vi kan lide og ikke lide, har ingen betydning. Alt er Guds vilje; Guds nåde.” Mens Vidura gjorde rede for de grundlæggende åndelige sandheder, der styrer menneskets anliggender, sad brødrene Dharmaraja, Bhima, Nakula og Sahadeva tæt på ham helt opslugt i koncentreret opmærksomhed.

6:4 Til sidst løftede Kunthi hovedet og sagde: ”Takket være dine velsignelser vandt vi krigen; men vi var ude af stand til at redde Droupadi’s sønners og Subhadra’s søns liv. Dengang hjemsøgte ulykker os voldsomt. Selvfølgelig kan ingen, som du sagde, undslippe sin skæbne. Nå, lad os glemme fortiden. Det er meningsløst at bekymre sig om det, der ikke kan ændres. Jeg må tilstå, at min tørst er blevet slukket; endelig kom jeg til at gense dig. Hvor har du været i al den tid? Fortæl os det.”

6:5 Til dette svarede Vidura, at han havde været på pilgrimsrejse til et antal hellige steder. Brødrene lyttede med betaget opmærksomhed til hans historier, idet de ansporede ham med spørgsmål. Dharmaraja havde ofte sagt, at han glædede sig til den dag, hvor han også kunne besøge disse hellige steder. Hver gang en helligdom blev nævnt, førte han derfor sine håndflader sammen i ærbødighed, og med øjnene lukkede forestillede han sig, at han var på netop det hellige sted. I mellemtiden indskød Bhima: ”Begav du dig til Dwaraka? Fortæl os venligst om dine oplevelser i byen.” Dharmaraja tilføjede også: ”Du må da have mødt Herren Krishna der, gjorde du ikke? Fortæl os alt, hvad der skete. Vi vil have alle detaljer med.” Også Kunthi Devi blev ivrig efter at høre hans beretning, for hun sagde: ”Fortæl, fortæl. Min søn, Arjuna, er der nu; du må også have mødt ham. Hvordan har de det alle sammen? Jeg håber, at de gamle forældre Nanda og Yasoda (Krishna’s fosterforældre) har det godt. Og hvordan med Devaki (Krishna’s biologiske moder) og Krishna? En byge af spørgsmål regnede ned over Vidura, endnu før han begyndte at tale.

6:6 Vidura var ikke alt for ivrig efter at svare. Han talte, som var han opsat på at undgå at komme ind på emnet. For mens han var på vej til Dwaraka, havde han af Uddhava (Krishna’s trofaste ven siden barndommen) fået at vide, at Yadava-slægten (den slægt Krishna tilhørte i sin fysiske skikkelse) var gået til grunde, og at Krishna havde afsluttet sin opgave i menneskelig skikkelse. Han havde intet ønske om at styrte Pandava’erne ud i sorg lige nu, hvor de var opstemte over at se ham efter så lang tid. ”Hvorfor skulle jeg, der har skænket dem så stor glæde, også være den der forårsager, at den glæde forsvinder”, argumenterede han. ”De får det helt sikkert at vide fra Arjuna, der vil komme tilbage fra Dwaraka med de sørgelige nyheder.” Så han bed de nyheder, der jævnligt lå ham på tungen, i sig. Ved at beskrive Krishna’s herlighed tilgodeså han både sine egne og de andres ønsker. Han sagde: ”Jeg brød mig ikke om at besøge slægt og venner med denne asketiske klædedragt; så jeg mødte ingen af Yadava-lederne eller Nanda, Yasoda eller andre”, og tav derefter. Han kom ikke nærmere ind på Dwaraka og sin egen pilgrimsrejse.

6:7 ”Jeg er kommet, fordi jeg hørte, at I havde vundet krigen, og nu endelig er fredsfyldt engageret i at herske over det rige, der retmæssigt er jeres. Jeg følte mig draget mod disse børn, som jeg har opfostret, fra de var purunge. Det var min kærlighed til dem, der drog mig mod dette sted. Blandt alle mine slægtninge og venner var jeg udelukkende fristet til at besøge jer. Jeg ønskede ikke at møde andre.” Da han havde sagt dette, førte han samtalen hen på den vedantiske lære (en lærer der omhandler det centrale i veda’erne), som han ønskede at videregive. Da samtalen sluttede, bønfaldt Dharmaraja Vidura, om han ville tage ophold i det logi, der var blevet specielt indrettet til ham, og ledsage ham til bygningen.

6:8 Her udnævnte Dharmaraja bestemte personer til at opvarte Vidura, og bad ham tage hvile her. Vidura brød sig ikke om ideen med, at han skulle tilbringe sin tid der i luksus; men han gik ind i de kongelige gemakker for ikke at gøre Dharmaraja misfornøjet. Han lå i sin seng og tænkte tilbage på den forgangne tid. Han sukkede, da han indså, at den krigslist, som den blinde konge, Dhritharashtra, hans egen broder, havde anvendt for at tilintetgøre Pandava’erne, hans anden brors (Pandu’s) børn, havde givet bagslag og forårsaget Dhritharashtra’s egen slægts undergang. Han beundrede Dharmaraja for den storsindethed, han havde vist Dhritharashtra, på trods af den kendsgerning at denne på forskellig vis havde pint og plaget Pandava’erne. Dharmaraja ærede Dhritharashtra med stor troskab og hengivenhed og drog omsorg for hans velbefindende. Vidura blev fyldt med den største væmmelse, da han genkaldte sig Dhrithrashtra’s ondskabsfulde hjerte. Han var skamfuld over, at den gamle mand koldblodigt svælgede i paladsets luksus i stedet for at udvikle ikke-tilknytning til de overfladiske sanselige glæder og prøve at realisere det mål, der er fastsat for livet som menneske, nemlig befrielse fra cyklusen af fødsel og død. Han følte en ubændig smerte over, at hans broder spildte de få tilbageværende år af sit liv på Jorden.

6:9 Han yogiske syn viste ham, at Pandava’erne også snart ville forsvinde; at den selv samme Krishna, der havde beskyttet dem her, også i fremtiden på bedste vis ville tage sig af dem. Men han formodede, at den blinde konge ville komme til at lide yderligere, efter Pandava’erne var gået bort. Han besluttede at sende sin ulykkelige broder ud på en pilgrimsrejse, for at han på den rejse kunne realisere den ultimative virkeliggørelse af sin skæbne. Han ønskede ikke, at der skulle indtræffe nogen forsinkelse. Derfor listede han ud i mørket, uden at nogen så ham, og gik direkte hen til Dhritharashtra’s residens.

6:10 Den blinde konge og hans dronning, Gandhari, havde selvfølgelig ventet, at Vidura ville henvende sig, for de var blevet underrettet om, at han var kommet til byen. Så da Vidura trådte ind, omfavnede kongen ham og brød ud i glædestårer. Han kunne ikke beherske sig. En efter en oplistede han de ulykker, der havde ramt ham og hans børn og jamrede sig over deres skæbne. Vidura forsøgte at trøste ham ved hjælp af de hellige skrifters dybsindige lære. Men han opdagede snart, at den gamle mands forstenede hjerte ikke lod sig smelte ved blot at modtage gode råd. Han blev klar over, at Dhritharashtra’s dumhed udelukkende kunne besejres ved hjælp af hårde metoder.

6:11 Vidura anslog derfor en anden tone og begyndte at bebrejde og anklage ham. Da Dhritharashtra hørte det, blev han urolig. Han sagde bebrejdende: ”Broder! Vi er hele tiden ved at gå til i smerte over tabet af vores hundrede sønner, og med dine vrede skældsord gnider du salt i sårene. Hvorfor prøver du at gøre vore lidelser endnu værre, endda inden vi har haft mulighed for at glæde os over at se dig igen efter så lang tid? Hvorfor skulle jeg beskylde dig for at være hårdhjertet? Alle griner af mig, alle bebrejder mig. Jeg har ingen ret til at finde fejl hos dig.” Med hovedet bøjet og hvilende i håndfladerne, sad Dhritharashtra i stilhed.

6:12 Vidura fandt, at det var det rigtige øjeblik at give Dhritharashtra undervisning i forsagelse, hvilket var det eneste, der kunne redde han fra fortabelse. Han vidste, at hans motiv var hævet over al kritik, for han ønskede, de skulle foretage en pilgrimsrejse til hellige steder og der fylde sig med hellighed og møde store og gode mennesker. Han ønskede, de ville opdage den iboende Herre i sig og på denne måde redde sig selv. Derfor bestemte han sig for at anvende endnu stærkere ord med henblik på at forandre Dhritharashtra og dronningen. Skønt han var fyldt med medlidenhed over deres fortvivlede situation, tænkte Vidura på de sørgelige dage, hvor de ville få brug for alt det mod, som alene visdom kan give dem. Han var derfor fast besluttet på at tilskynde dem til at gå i gang. Han sagde: ”Oh, tåbelige konge! Har du ingen skam i livet? Finder du stadig glæde i verdslige fornøjelser? Hvad hjælper det, hvis du vælter rundt i vanskeligheder, lige til du dør? Jeg troede, du havde fået alt rigeligt af det. Tid er som en kobraslange, der ligger og venter på at bide dig ihjel. Du drister dig til at håbe, at du kan undslippe den og leve evigt. Ingen, uanset hvor mægtige de har været, har undsluppet dens bid. Du jager lykken i denne midlertidige verden, og du søger at få opfyldt dine ønsker i håbet om at opnå en eller anden ubetydelig tilfredsstillelse. Du spilder værdifulde år. Gør dit liv værdifuldt. Det er endnu ikke for sent at begynde bestræbelserne. Opgiv dette bur, du kalder dit hjem. Slå denne verdens ubetydelige fornøjelser ud af hovedet. Tænk på den glæde, der venter dig; den verden der byder dig velkommen, denne rejses mål. Frels dig selv! Undgå den tåbelige skæbne, det er at forlade livet fuld af smerte over adskillelsen fra slægt og venner. Lær at dø, så din tanke er på Herren i dødsøjeblikket. Det er langt bedre at dø i glæde i den mørkeste skovs tykning end at dø i sorg i denne hovedstads palads. Gå, gå og udfør bodsøvelser. Du må se at komme væk fra dette sted, dette fængsel som du kalder dit hjem.”

Kapitel 7

Rådgiveren Vidura

7:1 Vidura fortsatte med at formane Dhritharashtra. ”Du har nået denne fremskredne alder, men stadig, uden nogen skam eller tøven, lever du som en hund. Du skammer dig muligvis ikke over det, men det gør jeg. Fy skam dig! Den måde du tilbringer dine dage på, er værre end den måde en krage gør det.”

7:2 Dhritharashtra kunne ikke tåle at høre mere. Han råbte: ”Oh! Nok, nok. Vær venlig at stoppe. Du piner mig til døde. Det er ikke de ord, en broder skal henvende sig til en broder med. Når jeg lytter til dig, føler jeg ikke, du er Vidura, min broder. Han ville ikke have irettesat mig så ubarmhjertigt. Er Dharmaraja, som jeg nu er sammen med, da en fremmed? Har jeg søgt tilflugt hos en fremmed? Hvad er det for noget, du siger? Hvorfor disse hårde ord? Dharmaraja plejer mig med stor kærlighed og omhu. Hvordan kan du påstå, at jeg lever en hunds eller en krages liv? Det er en synd, hvis du har sådanne ideer. Det er blot min skæbne og ikke andet.” Dhritharashtra bøjede sit hoved og jamrede sig.

7:3 Vidura lo hånligt. Han sagde: ”Har du ingen skam i livet, siden du kan tale sådan? Af ren og skær godhed tager Dharmaraja sig muligvis mere af dig, end han tog sig af sin egen fader. Han passer muligvis dig med større kærlighed, end dine egne sønner gjorde. Det er udelukkende en refleksion af hans egen karakter. Det er udelukkende en bekræftelse af hans navns betydning (den, der behersker ‘rigtig handling’). Men bør du ikke lægge planer for din egen fremtid? Du har allerede det ene ben i graven, og blindt fylder du din mave med lækkerier, og vælter dig i luksus. Tænk et øjeblik tilbage på, hvorledes du pinte Dharmaraja og hans brødre for at fuldbyrde dine nedrige sønners hensigter. Tænk på, hvordan du udtænkte krigslister for at udslette dem. Du spærrede dem inde i et vokshus og satte ild til det; du forsøgte at forgifte dem. Du fornærmede deres dronning på den mest ydmygende måde foran en stor forsamling. Du og dit afskyelige afkom forårsagede Pandu’s sønner, din egen broders sønner, sorg på sorg. Du, der var en blind, senil og tykhudet gammel mand, sad på din trone, og evindeligt spurgte du dem, der var ved din side: ”Hvad sker der nu? Hvad sker der nu?” Hvordan kan du opholde dig her og nyde Dharmaraja’s gæstfrihed, når du genkalder dig de syndige handlinger, du udførte for at ødelægge ham? Da du udtænkte deres død, ophørte de da med at være dine nevøer? Eller dukkede nevø-skabet først op, da du kom her for at bo hos dem? Uden antydning af skam fortæller du stolt, at de behandler dig godt!”

7:4 ”Hvorfor i det hele taget sige så meget? Det katastrofale terningespil blev til på dit initiativ, er det ikke sandt? Vil du nægte det? Nej! Jeg var vidne til det spil. Jeg rådede dig dengang fra at gennemføre det; lyttede du til mit råd? Hvad blev der dengang af den kærlighed og sympati, som du nu frit lader strømme fra dit hjerte? Som en hund sluger du i dag den mad, Pandava’erne lægger foran dig, og lever dette foragtelige liv.”

7:5 Idet han hørte Vidura’s ord, der smertede ham som slag fra en hammer, udviklede Dhritharashtra en modvilje mod sin nuværende livsstil. Vidura’s intention var at tilskynde ham til at leve et liv som eneboer og til at leve et liv fyldt med åndelige øvelser, så han på den måde kunne virkeliggøre sit Selv, inden det blev for sent. Endelig følte den gamle konge, at Vidura talte sandt og gav et korrekt billede af hans, Dhritharashtra’s, lave natur. Han sagde: ”Broder! Ja, alt hvad du har sagt, er sandt. Jeg indrømmer det. Jeg erkender det nu. Men hvad skal jeg gøre? Jeg er blind, og derfor kan jeg ikke begive mig alene ind i skoven for at udføre åndelige øvelser. Jeg må have en ledsager. Hvad skal jeg gøre? Af frygt for jeg skal lide af mangel på føde, forlader Gandhari mig aldrig, end ikke for et øjeblik.”

7:6 Vidura bemærkede, at broderen havde ændret holdning, og at han havde set lyset. Han gentog sit oprindelige forslag. Han sagde: ”Du er først og fremmest blevet blind på grund af din tilknytning til kroppen. Hvor længe skal du være bebyrdet med den? På et eller andet tidspunkt, et eller andet sted, må du lægge den fra dig ved vejkanten. Bliv klar over, at ’du’ ikke er kroppen; denne emballage der er fyldt med væmmelige ting. At identificere sig med den fysiske form er et tegn på ekstrem tåbelighed. Døden, med dens hær af sygdomme, besejrer for evigt kroppen. Men du er ikke bevidst om det. Du bekymrer dig ikke om årsagerne. Du tager en ordentlig lur og snorker. Husk på, at dette skuespil har en afslutning. Tæppet vil gå ned. Så skynd dig uden tøven hen til et helligt sted og mediter på Gud og red derved dig selv. Lad der døden komme og fjerne din krop; det er den bedst mulige afslutning. Vær ikke som en hund eller en ræv, der dør et eller andet tilfældigt sted på en eller anden tilfældig måde. Rejs dig og gå; udvikl ikke-tilknytning. Opgiv denne illusion, flygt fra dette hus.”

7:7 På denne måde blev forsagelsens frø sået i Dhritharashtra’s hjerte. Han overvejede længe og brød så ud i tårer. Hans læber sitrede. Han bevægede sine hænder fra side til side for at kunne gribe fat i Vidura. Efter et stykke tid slap han sit tag og sagde: ”Vidura! Hvad kan jeg sige til dig, der gav mig dette værdifulde råd? Det råd, der helt sikkert vil fremme mine bedste interesser. Skønt du er yngre af år, gør din visdom dig til vores overordnede. Du har fuldstændig hjemmel til at tale, som det passer dig. Betragt ikke mig som værende en person uden for din kreds. Hør på mig med tålmodighed. Jeg vil helt sikkert følge dit råd.” Herefter begyndte han at beskrive sine vilkår for sin broder.

7:8 ”Vidura,” begyndte han. ”Hvordan kan jeg forlade dette sted uden at informere Dharmaraja om det? Han drager jo omsorg for mig med større omhu, end selv en søn ville gøre. Det vil ikke være korrekt bare at tage af sted. Måske vil han insistere på at følge med os; sådan er hans natur. Du må redde mig ud af dette dilemma. Før mig til et sted, hvor jeg kan fordybe mig i at udøve åndelige øvelser.”

7:9 Eftersom han bad så indtrængende, svarede Vidura: ”Dine ord forekommer mærkelige. Du drager ikke ind i skoven for at spise festmåltider, se karnevaler eller for at nyde landskabets skønhed. Du skal opgive alt med en fuldstændig følelse af ikke-tilknytning. Du står foran at skulle begynde på et liv i askese og et liv fyldt med åndelige øvelser. I samme åndedrag taler du om at ’forlade’ slægt og venner! Det er mærkeligt. Du bestemte dig for at ofre din krop i din stræben efter ’det fuldendte’, men du overvejer, hvordan du skal få tilladelse til det af de mennesker, du er beslægtede med gennem kroppen. Sådanne bånd eller lænker fremmer ikke dine åndelige øvelser. De kan aldrig befri dig. Bundt dem sammen og smid dem i havets dyb. Forlad dette sted med kun det tøj, du har på. Spild ikke et øjeblik af dit liv.”

7:10 På denne måde rådede Vidura ham uden nåde; han ændrede ikke tonefald; han understregede betydningen af øjeblikkelig forsagelse. Dhritharashtra sad på sin seng og lyttede anspændt, mens han grublede over, hvad der nu skulle ske. Han sagde: ”Vidura, hvad du siger, er sandt. Jeg behøver ikke forklare dig om mine forskellige vanskeligheder. Denne krop er faldefærdig; disse øjne er blinde. Jeg må i det mindste have nogen med til at vise mig vej, ikke sandt? Din svigerinde har blændet sine øjne med en bandage for at kunne dele mit handicap og lide på samme måde som jeg. Hvordan skulle vi to blinde kunne bevæge os rundt i skoven? Vi er nødt til at være afhængige af andre resten af livet.”

7:11 Vidura så tårerne strømme ned ad den gamle mands kinder. Han følte medlidenhed med hans tilstand, men han røbede aldrig denne medlidenhed. Han gav ham følgende forsikring: ”Jeg er indstillet på at føre jer ud i skoven. Jeg er klar. Hvilken større glæde kan jeg have end at befri jer fra dette sted motiveret af dette hellige formål? Kom, rejs dig, begynd.” Vidura rejste sig. Dhritharashtra rejste sig også fra sig seng og stod på gulvet. Gandhari stod ved hans side med en hånd på hans skulder. Hun bønfaldt: ” Herre, jeg går også med dig, jeg er klar til at gøre det.”

7:12 Men Dhritharashtra sagde: ”Oh, det er meget vanskeligt at beskytte en kvinde i junglen. Stedet er hjemsøgt af vilde dyr, og livet der vil helt bestemt være præget af mangel på de mest elementære livsnødvendigheder.” I lang tid fortsatte han i samme dur. Men hun hævdede, at hun ikke kunne svigte sin herre, at hun lige så godt som han kunne undvære de elementære livsnødvendigheder. Hun hævdede endvidere, at det indtil hendes død var hendes pligt at fortsætte med at tjene ham; at hun blot fulgte den tradition, der var grundlagt af Indiens mest storslåede kvinder; at det ikke var ‘rigtig handling’ at forhindre hende i at udføre sin ‘rigtig handling’; at livet i paladsets kvindegemakker uden ham ville være uudholdeligt for hende; at hun i stedet ville foretrække livet i junglen sammen med sin herre. Med disse ord gjorde hun fordring på at få tilladelse til at følge ham.

7:13 Dhritharashtra var stille; han anede ikke, hvad han skulle sige. Det var Vidura, der talte. ”Det er ikke tidspunktet at diskutere spidsfindigheder. Hvordan skulle denne kvinde, der aldrig i blot et øjeblik er veget fra din side, pludseligt kunne forlade dit selskab og leve adskilt fra dig? Det ville ikke være korrekt. Lad hende komme med; vi vil tage hende med os. For dem, der er på vej til at begynde at leve et liv i askese, gælder, at der ikke bør være nogen frygt eller vildfarelse, ingen sult eller tørst, sorg eller lidelse. Det er ikke askese at beklage sig over eller forudse sådanne ting. Når man har fornægtet kroppen, hvilken gavn har man så af de almindelige livsfornødenheder? Kom, der er intet, der motiverer en udskydelse.” Vidura gik, idet han førte Dhritharashtra med sig. Gandhari fulgte stille med. Hun havde sin ene hånd på sin herres skulder. Guds helgenagtige tilbeder, Vidura, førte, uden at vagtposterne og byens borgere bemærkede det, parret gennem sidegaderne og uden for bygrænsen. Han skyndte på dem, så de muligvis kunne nå skoven før daggry. Men de var nødt til at krydse Ganges i båd, og der var ingen bådsmand til at føre dem over før solopgang. Derfor måtte de nødvendigvis vente på bredden af den hellige flod. Vidura lod dem hvile et stykke tid i en løvhytte, mens han arrangerede, at en båd kunne føre dem til den modsatte bred, mens det endnu var mørkt.

Kapitel 8

Dhritharashtra’s forvandling

8:1 Sammen med Vidura nåede Dhritharashtra og Gandhari skoven. Vidura søgte efter et sted, hvor de kunne udøve askese. Han rådgav dem også om de bedste måder, de kunne søge selvrealisation på. De tilbragte dagene i helligt selskab og med hellige tanker.

8:2 I mellemtiden skete der det i Pandava’ernes hovedstad, Hasthinapura, at Dharmaraja vågnede ved daggry. Da han var stået op, gennemførte han sin rituelle afvaskning og udførte den rituelle tilbedelse af Ildguden Agni i hjemmets ildsted. I næstekærlighed skænkede han de sædvanlige daglige gaver til de trængende. Herefter begav han sig til fods mod Dhritharashtra’s palads, som det var hans sædvane at gøre. Denne var hans onkel, og han begyndte aldrig på sine daglige rutiner uden først at have bøjet sig i støvet for ham. Kongen og dronningen var ikke i deres gemakker. Han ventede derfor lidt, da han forventede, de snart ville vende tilbage. Selv mens han uroligt ventede på, de skulle komme tilbage, ledte han efter dem rundt omkring. Han bemærkede imidlertid, at sengene ikke havde været i brug. Hovedpuderne havde ingen mærker efter brug, og alt så uberørt ud. Et øjeblik var han i tvivl, om værelset var blevet ordnet efter natten, men nej. En frygt greb ham; de måtte være taget væk, så han hastede mod Vidura’s værelse. Her opdagede han, at også Vidura var taget væk; hans seng stod ubrugt.

8:3 Tjenerne kunne oplyse, at vismanden ikke var vendt tilbage efter besøget hos kongen og dronningen, eller hvem han nu havde besøgt. Så snart Dharmaraja hørte det, fik han et chok. Han gik tilbage til paladset og ledte omhyggeligt i alle rum. Hans værste anelser blev bekræftet. Hans hænder og fødder skælvede af fortvivlelse; hans tunge blev tør; han kunne ikke få et ord frem. Han faldt til jorden, som var han død. Da han begyndte at komme til sig selv, plaprede han usammenhængende løs. Mere end én gang kaldte han på Vidura, og embedsmændene, der var i nærheden af ham, frygtede, hvordan det skulle gå ham. Alle og enhver skyndte sig til stedet og spurgte: ”Hvad sker der?”, idet de fornemmede, at der var indtruffet en eller anden ulykke. De stod i en rundkreds og afventede herrens ordre.

8:4 Lige pludseligt dukkede Dhritharashtra’s rådgiver, Sanjaya, op. Dharmaraja rejste sig og greb fat i begge hans hænder og spurgte: ”Mine forældre er væk; ak, jeg fandt deres sovekammer tomt. Hvorfor opfører de sig sådan? Har de røbet noget over for dig? Sig mig det? Hvis jeg vidste, hvor de var taget hen, kunne jeg falde for deres fødder og bede om tilgivelse for mine fejl. Sanjaya, fortæl mig hurtigt, hvor de er taget hen.” Heller ikke Sanjaya havde dog noget kendskab til deres opholdssted. Han vidste blot, at Vidura måtte være indblandet i denne sag. Også han græd, og idet han tog Dharmaraja’s hænder i sine, sagde han med en stemme, der skælvede af følelser: ”Herre og mester, tro mig, jeg taler sandt. Du har ret i, at Dhritharashtra plejer at rådføre sig med mig og høre mine forslag angående selv ubetydelige anliggender, men i denne sag har han handlet uden forudgående drøftelser med mig. Han har end ikke informeret mig. Jeg er virkelig målløs over det, der er sket. Selv om jeg var tæt på ham, havde jeg ikke det mindste kendskab til hans rejse. Jeg kan heller ikke gætte mig til, hvorfor han har handlet sådan. Jeg har aldrig drømt om, at han sådan ville narre mig. Han viste mig en del respekt og havde en del tillid til mig. Men han har virkelig narret mig. Jeg kan kun sige, det er mit uheld.” Sanjaya begyndte at græde som et barn.

8:5 Dharmaraja trøstede ham. Han sagde, at det hele egentlig var sket som en konsekvens af hans egne synder og ikke Sanjaya’s. ”Det er et udmærket billede på omfanget af vores uheld. Vores fader forlod os, mens vi endnu var børn; fra den spæde alder tog denne onkel sig af vores opdragelse. Vi ærede og tjente ham som både fader og onkel. Af ren uvidenhed må jeg have begået nogle fejl; jeg er ude af stand til bevidst at have gjort det. Både onkel og tante var helt ødelagt af smerte over tabet af deres hundrede sønner. Jeg var ivrig efter at tilbyde dem lidt fred, så derfor tjente jeg selv og mine fire brødre dem helhjertet, så de måske engang imellem kunne glemme smerten over deres frygtelige tab. Vi passede på ikke at overse nogen detaljer, da vi tjente dem. Der var ingen formindskelse i vores ærbødighed eller hengivenhed. Ak, at de skulle have forladt dette sted! Sikke en tragedie; sikke et forfærdeligt tab!”, jamrede Dharmaraja.

8:6 ”Både min onkel og tante er oppe i årene og svagelige; desuden er de blinde. Jeg kan ikke begribe, hvordan det lykkedes dem at forlader dette sted. Hvor må de dog lide nu! End ikke en enkelt tjener har ledsaget dem. Hvad hjælper det så, at jeg har mange tjenere? Når de sådan famler rundt i blinde, kan de allerede nu være faldet i Ganges-floden. Oh, hvor er jeg dog uheldig! Jeg passede på dem begge to, som et øjelåg passer på øjet, og alligevel ender jeg med at tillade, at de møder denne tragiske skæbne.” Dharmaraja slog sig for brystet og udtrykte på denne måde sin store pine.

8:7 Brødrene hørte jammeren, og de skyndte sig hen til den grædende Dharmaraja. Kunthi, moderen, forespurgte ængsteligt om årsagen til sorgen. Hun kiggede selv ind i gemakkerne, og da hun ikke fandt Gandhari eller sin svoger, spurgte hun Sanjaya, hvad der var hændt dem. Sanjaya kunne ikke svare; han kunne kun græde. ”Hvor kan de være taget hen i deres alder og hjælpeløse tilstand? Fortæl mig det”, råbte hun; men ingen var i stand til at svare. I mellemtiden kaldte Dharmaraja sine brødre helt hen til sig og gjorde nogle fagter, som de ikke rigtig forstod. Så tog han sig sammen og rejste sig. Det lykkedes ham at berette, hvad der var sket siden daggry. Han bad Bhima om at udsende styrker i alle retninger for at lede efter og finde dem. De kunne ikke være kommet langt væk, eftersom de var blinde og ude af stand til at rejse hurtigt, da de måtte famle sig frem.

8:8 Bhima, Nakula og Sahadeva adlyd straks deres broders ordre og sendte tropper ud i alle retninger. De gennemsøgte alle gader, stræder og stier. De kiggede i brønde, ledte i alle bassiner og søer, men de var ude af stand til at finde noget spor af det blinde par. Idet de troede, at de måtte være faldet i Ganges-floden, fik de eksperter til at gennemsøge bredderne og endog dykke ned i floden for at finde dem. Alle deres anstrengelser var forgæves. Derfor sank Pandava-brødrene hen i sorg over, at de ikke kunne redde kongen og dronningen fra denne rædselsfulde skæbne.

8:9 I mellemtiden kontemplerede Dhritharashtra og Gandhari i stor glæde på Gud. De sad i den foreskrevne stilling med deres sind under streng kontrol. Mens de på denne måde var hensunken i guddommelig kontemplation og fordybet i den højeste lykkefølelse, fejede en kæmpemæssig brand hen over dem og fortærede dem i sit rasende stormløb.

8:10 Vidura havde et stort ønske om at forlade sit legeme på Prabhasakshethra’s hellige sted (et berømt pilgrimssted nær Krishna’s hovedstad, Dwaraka), og derfor undveg han ilden. Fyldt med glæde over parrets umådelige gode skæbne, fortsatte han sin pilgrimsrejse og nåede til det sted, han havde valgt som scenen for sin afsked. Her forlod han sit legeme, der bestod af de fem elementer og derfor var materiel og midlertidig.

Kapitel 9

Krishna’s opstigning

9:1 Dharmaraja, der vred sig i smerte over sin onkels og tantes bortgang, var pint af en anden uudholdelig smerte, der føltes, som blev han stukket af nåle under neglene. Hvor end han vendte sig, begyndte han at se onde varsler i sit kongerige. I alt hvad der skete omkring ham, lagde han mærke til en inficering af løgne, ubarmhjertelighed og uretfærdighed. Han mødte det hele tiden, og det forvirrede hans billede af verden.

9:2 Som et resultat af førnævnte blev han på ny besat af en uforklarlig pine. Hans ansigt blev blegt af ængstelse. Bestandig uro og bekymring satte sine spor i det. Da brødrene Bhima, Nakula og Sahadeva så det, og selv blev urolige, gik de til deres storebroder og udtrykte deres ivrighed efter at få en forklaring på årsagerne til hans besynderlige bedrøvelighed. De stod foran ham med håndfladerne mod hinanden og forhørte sig: ”Herre og mester! Dag efter dag ser vi dit ansigtsudtryk blive mere og mere formørket; du synes at synke ned i bundløs smerte. For hver time der går, synker du længere og længere ned. Du er blevet for svag til at stå imod det, der piner dig. Hvis en af os har forårsaget din smerte, så fortæl os det venligst. Så vil vi vogte os for at gøre det igen, og vi vil bede om din tilgivelse. Hvis alt dette skyldes noget andet, skal du blot fortælle os det, og om det så skal koste os livet, vil vi ordne det og genoprette din sindsligevægt. Det er ikke passende for dig at give udtryk for din sorg på denne måde, når du har så lydige helte som os til at irettesætte enhver, det være sig høj, lav eller mægtig. Forklar os årsagen og befal os, hvad vi skal gøre”, bønfaldt de.

9:3 Dharmaraja svarede: ”Hvad kan jeg sige, kære brødre? Alle vegne ser jeg ildevarslende tegn. Fra almindelige borgeres hjem til helgeners og vismænds eneboerhytter, ligegyldigt hvor jeg ser hen, ser jeg udelukkende ildevarslende forhold, dårlig skæbne og fravær af glæde. Jeg siger til mig selv, at det blot er et resultat af min egen fordrejede fantasi, og jeg gør mit bedste for at opbyde mod og tillid. Jeg ønsker ikke at blive offer for min frygt. Men det lykkes mig ikke. Det at erindre scenerierne gør om muligt min frygt endnu mere gruelig.”

9:4 ”Det forværrede min nedtrykthed, at jeg også så nogle scenerier, der var stik imod den grundfæstede moral og ‘rigtig handling’. Ikke blot jeg blev gjort opmærksom på dem, men domstolene i dette land har modtaget begæringer om og klager over retsbrud, uretfærdigheder, forbrydelser og misgerninger. Det gør mig meget bedrøvet.”

9:5 ”Jeg så situationer, der var endnu værre. I går aftes, da jeg vendte hjem efter en tur rundt i kongeriget, så jeg en ko, der nægtede at pleje og give sin nyfødte kalv mad! Det er helt fremmed for og i strid med naturen. Jeg så nogle kvinder, der tøjleløse slentrede rundt i basarerne. Jeg havde håbet, de ville skynde sig tilbage til deres hjem, når de fik øje på mig. Men nej, sådan gik det ikke. De havde ingen respekt for autoriteter; de fortsatte, som om jeg slet ikke var til stede. Uden at holde sig tilbage fortsatte de med at tale med mandfolk. Alt dette så jeg med mine egne øjne. Jeg begav mig simpelthen væk fra det frygtelige sted.”

9:6 ”Meget tæt på paladset og lige da jeg skulle til at gå ind, bemærkede jeg en præst, der solgte mælk og ost! Jeg så mennesker komme ud fra deres huse og låse dørene efter sig! Jeg så dem fæstne en eller anden jerndims til dørene, så de ikke kunne åbnes! Mit sind er fyldt med bekymring over alle disse forandringer.”

9:7 ”Jeg forsøgte at glemme disse tilstande og begyndte at udføre aftenritualerne; det hellige ritual med at ofre gaver til den hellige ild. Skal jeg fortælle, hvad der skete? Ligegyldigt hvor meget jeg forsøgte, så kunne jeg ikke tænde ilden! Oh, sikke en katastrofe! Min frygt for at disse hændelser skulle varsle store katastrofer, blev yderligere bekræftet af andre hændelser. Disse bestyrker minut for minut mine forudanelser. Jeg føler mig for svag til at modstå dem. Måske er Kali-tidsalderen (den nuværende tidsalder) begyndt, eller er ved at begynde. Det tror jeg.”

9:8 ”Hvordan skal vi ellers forklare en hændelse som denne: En hustru har skændtes med sin mand og fremfører for retten, at hun burde have dennes tilladelse til at rejse til sine forældre og efterlade manden til sig selv. Hvordan skal jeg forholde mig, hvis jeg bliver stillet over for en anmodning om, at hun burde tillades at ophæve ægteskabet og tage til sine forældre, idet hun herved forlader sin mand? En begæring fra en sådan hustru blev i går accepteret af domstolen! Hvordan skal jeg kunne ignorere sådanne afskyeligheder?”

9:9 ”Hvorfor skulle jeg i grunden blive ved med at berette om lignende hændelser? I går begyndte hestene i den kongelige stald at græde, hørte I det? Staldkarlene fortalte, at tårerne strømmede ud af deres øjne i store mængder. Sahadeva forsøgte at finde årsagerne til deres dybe sorg. Men han kunne ikke finde ud af, hvorfor de græd, og han blev slået af forundring og bestyrtelse. Alt dette indikerer masseødelæggelse, ikke blot mindre farer eller små ulykker.” Dharmaraja lagde hagen i hånden og hvilede en stund i dybe tanker.

9:10 Bhima gav ikke efter for fortvivlelse. Han slog en hånlig latter op og sagde: ”De begivenheder og hændelser du nævnte, er muligvis sket; det vil jeg ikke benægte. Men hvordan skulle de kunne forårsage katastrofer for os? Hvorfor skulle vi opgive håbet? Alle disse abnormiteter kan klares gennem administrative forordninger og gennem håndhævelse af dem. Det overrasker mig, at du er så bekymret over disse mindre anliggender, som vi er i stand til at afhjælpe. Eller frygter du, at udbruddet af endnu en krig er umiddelbart forestående? Måske er du opsat på at undgå den ødelæggelse, som en sådan krig vil afstedkomme. Denne eventualitet er umulig. Alle vore fjender er blevet udryddet, inklusive deres slægt og venner. Kun vi fem er tilbage, og vi skal derfor udelukkende lede efter såvel venner som fjender blandt os selv. Rivalisering vil ikke bryde ud mellem os, end ikke i vore drømme. Så hvad gør dig nervøs? Jeg forstår ikke, hvorfor du er bedrøvet. Folk vil grine af dig, når du tager dig disse småting nært, og mister din fred i sindet.” Det var, hvad Bhima sagde, og idet han flyttede sin mægtige stav fra højre til venstre hånd, lo han en latter, der godt kunne opfattes som hånlig.

9:11 Til alt dette svarede Dharmaraja: ”Vedrørende denne sag er jeg i besiddelse af den samme skelneevne og intelligens, som du er. Heller ikke jeg har den mindste frygt for, at fjender vil overmande os. Har vi ikke besejret de berømte krigere Bhishma, Drona og de øvrige krigere, der enkeltvis og ved hjælp af blot en enkelt pil kunne ødelægge de tre verdener? Hvad skulle nogen fjende kunne gøre os? Hvad skulle kunne forurolige os, der med sjælsstyrke udholdte selv de frygteligste katastrofer? Hvordan skulle uenigheder kunne opstå mellem os, der var så fasttømret i nødens stund?”

9:12 ”Måske formoder du, at jeg er bange for, at der rent personligt vil ske mig noget. Nej, jeg vil aldrig være nervøs for noget, der vil kunne ske mig. Denne krop er jo blot en boble på vandene. Den er en sammensætning af de fem elementer, og den venter på at blive opløst og genforenet med sine bestanddele. Opløsningen må nødvendigvis ske en dag; kroppen er dømt til at blive svagere, til at blive nedbrudt, til at rådne og blive reduceret til aske eller jord. Jeg ænser ikke dens skæbne.”

9:13 ”Min eneste bekymring drejer sig om et bestemt anliggende. Uden at gøre noget forsøg på at skjule alvoren, vil jeg afsløre det for jer. Det er nu omtrent syv måneder siden, at vores broder, Arjuna, tog til Dwaraka. Alligevel har vi ikke hørt noget om Dwaraka’s Herres velfærd og trivsel. Arjuna har ikke sendt nogen budbringer eller nogen besked, om han i det mindste nåede frem til Dwaraka. Selvfølgelig er jeg ikke det mindste bekymret for Arjuna, og om hvorvidt han nåede frem til Dwaraka eller ej. Jeg ved, at ingen fjende kan besejre ham. Yderligere ville Sri Krishna have givet os besked, hvis noget uheldigt var hændt vores broder. Så jeg er overbevidst om, at der ikke er nogen grund til at være nervøs for ham.”

9:14 ”Lad mig indrømme, at det er Herren Krishna, jeg er bekymret for. For hvert minut der går, stiger min ængstelse. Jeg føler en uudholdelig smerte i hjertet. Jeg er overvældet af frygt for, at Herren vil forlade denne verden og genindtage sin blivende bolig. Hvilken større grund kan der være til sorg?”

9:15 ”Hvis denne katastrofe rent faktisk er indtruffet, ønsker jeg ikke at fortsætte med at herske over dette land, der så er berøvet sin forsvundne Herre. For os Pandava’er er denne Krishna summen af alle vore fem vitale livsenergier. Når Han går bort, er vi blot lig, blottet for livskraft. Hvis Herren er på Jorden, vil sådanne ildevarslende tegn, som jeg nævnte før, ikke vove at åbenbare sig selv. Uretfærdighed og synd kan kun have frit spil, når Han er borte; det er jeg slet ikke i tvivl om. Min bevidsthed om dette er klar; noget siger mig, det er sandt.”

9:16 ”Da Dharmaraja gjorde dette gældende, blev brødrene grebet af sorg. De mistede helt modet. Bhima var den første, der kom sig tilstrækkeligt til at kunne tale. På trods af den bølge af mismod der overvældede ham, tog han mod til sig. Han sagde: ”Fordi Arjuna ikke er kommet tilbage, eller fordi vi ikke har hørt fra ham, behøver du ikke danne dig et billede af en skrækkelig skæbne og begynde at forestille dig en katastrofe. Der må være en anden årsag til Arjuna’s tavshed; eller måske har Krishna undladt selv at informere os. Lad os vente; lad os søge yderligere oplysninger; lad os ikke give efter for fantasier, som muligvis er spundet af et nervøst sind. Lad os ikke iklæde fantasierne sandhedens klædning. Jeg føler mig ansporet til at tale sådan, da ens nervøsitet ofte er i stand til at skabe en sådan frygt.”

9:17 Men Dharmaraja var ikke i humør til at acceptere det. Han svarede: ”Lige meget hvad du siger, hvordan du end argumenterer, så føler jeg, at min fortolkning er rigtig. Hvordan skulle sådan en idé ellers kunne opstå i mit sind? Min venstre skulder registrerede en rystelse, Se! Det er et tegn, der bekræfter min frygt for, at det rent faktisk er sket. I ved, at det er et dårligt varsel, hvis mænds venstre skulder ryster, eller hvis kvinders højre skulder ryster. Nu sker det her i min krop, og det er et dårlig varsel. Ikke blot min skulder, hele mit væsen, sindet, kroppen, alt ryster. Mine øjne bliver uklare, og jeg mister hurtigt synet. Jeg ser verden som et forældreløst barn, der er blevet frataget sin beskytter og Herre. Jeg har mistet evnen til at høre. Mine ben ryster hjælpeløst. Mine lemmer er stivnet. Der er intet liv i dem.”

9:18 ”Hvilket større bevis behøver I på, at Herren er gået bort? Tro mig, kære brødre. Selv om I ikke gør det, vil det ikke ændre faktum. Jorden ryster under vores fødder. Hører I ikke den sælsomme larm, der strømmer ud fra Jordens forpinte hjerte? Damme og søer rystes til bølger. Himlen, luften, ilden, vandet og jorden, alle beklager de deres skæbne, for de har mistet deres Herre.”

9:19 ”Hvor mange flere beviser behøver I for at blive overbevist? En dag kommer nyheden til os om byger af blod, der er faldet i visse dele af vores kongerige.”

9:20 Da de hørte disse ord, løb tårerne ned ad kinderne på Nakula og Sahadeva, mens de stod foran deres broder. Det gjorde ondt helt ind i deres hjerte; de kunne ikke holde sig oprejst, da deres ben svigtede dem.

Kapitel 10

Krishna mysteriet

10:1 Det lykkedes Bhima at samle lidt mod sammen. Han sagde: ”Brødre! Giv mig tilladelse til at tage af sted, og jeg vil øjeblikkeligt begive mig til Dwaraka og hurtigt vende tilbage med præcis besked om alt, hvad der er hændt, så I kan få fjernet jeres frygt.” Netop mens Bhima knælende bad om tilladelse, gik Solen ned, og fra alle steder begyndte lamperne at lyse svagt.

10:2 I mellemtiden kom en vagt fra hovedporten stormende ind og annoncerede, at Arjuna var ankommet, og at han nærmede sig de kongelige gemakker. Alle rejste sig, som var de pludselig kommet til live. Tørstige efter at høre nyt fra Dwaraka skyndte de sig ud for at møde Arjuna. Arjuna trådte ind. Han var nedtrykt og fortvivlet, blottet for ethvert udtryk af glæde. Han undlod at se sine brødre i øjnene og væltede omkuld ved Dharmaraja’s fødder.

10:3 Dharmaraja bemærkede de tegn, der bekræftede hans frygt, og han blev ivrig efter at høre nærmere. Han spurgte til, hvordan det gik slægt og venner i Dwaraka. Arjuna kunne hverken rejse sig eller vende sit blik mod Dharmaraja. Brødrene bemærkede, at Dharmaraja’s fødder var våde af de tårer, Arjuna fældede. De var så chokerede, at de ikke kunne bevæge sig. Dharmaraja mistede enhver kontrol over sig selv. Han forsøgte at løfte Arjuna op og rystede ham. I smerte råbte han ham ind i øret: ”Broder! Hvad er der sket? Hvad er der sket? Hvad er der sket med Yadava’erne (Krishna’s slægt)? Fortæl os om det. Vore hjerter er ved at briste. Red os fra denne frygtelige smerte.”

10:4 Men Arjuna svarede ikke. Han kunne ikke rejse sig endsige forklare noget som helst. Imidlertid fortsatte Dharmaraja med at bombardere ham med spørgsmål. Han søgte oplysning om, hvordan Yadava’erne og andre havde det. Han nævnte dem ved navn og spurgte separat til hver enkelt. End ikke på denne desperate salve reagerede Arjuna. Han reagerede overhovedet ikke. Han løftede ikke sit hoved for at se på sine brødre.

10:5 ”Du behøver ikke fortælle os det hele, men du må fortælle os, hvad Krishna beordrede dig til at fortælle os. Hvilket budskab har Han til os”, bønfaldt Dharmaraja. Arjuna kunne ikke holde det ud længere. Den sorg, han havde tilbageholdt så længe, vældede frem med fuld styrke. ”Krishna er her ikke længere. Oh, vi er forældreløse. Vi var ikke i stand til at beholde Ham, vores held er sluppet op”, svarede han og faldt hulkende sammen på gulvet.

10:6 Sahadeva fattede situationen og dens mulige konsekvenser, og han låste alle døre, der førte ind i salen. Han gik i gang med at forsøge at mildne lidelserne.

10:7 ”Ak, at vi skulle leve og høre dette, sikke en skæbne! Oh skæbne, hvordan kan du behandle verden så ubarmhjertigt?”, jamrede brødrene enstemmigt. ”Herre, hvorfor har du svigtet Pandava’erne på denne måde? Hvorfor dette løftebrud? Vi har overlevet for at kunne høre denne nyhed; det er resultatet af akkumuleret synd gennem mange generationer”, spurgte og hævdede de. Hver af dem var fordybet i sin egen sorg, i sin egen fortvivlelse. Salen var fyldt af en tungsindig stilhed.

10:8 Det var Dharmaraja, der først brød tavsheden. Idet han tørrede tårerne, der fyldte hans øjne, spurgte han Arjuna i et medynkvækkende tonefald: ”Har du nyt om forældrenes, om Nanda’s og Yasoda’s og de andre fra Yadava-slægtens tilstand? Fortæl os om dem. De må være sønderknuste af sorg over adskillelsen fra Herren. Når vi er blevet hensat til denne hjælpeløse elendighed, hvordan må de så ikke have det? De må være sunket ned i bundløs fortvivlelse. Hvordan kan de holde livet ud? Men hvorfor tale om individer? Hele Dwaraka by må være sunket ned i Den utrøstelige sorgs Hav.”

10:9 Dharmaraja hulkede af sorg, da han så disse scener for sig. Da Arjuna så ham i den tilstand, sagde han: ”Dwaraka’s indbyggere er langt lykkeligere end os. Vi er de mindst lykkelige. Vi er de eneste forhærdede væsener, der har modstået chokket over nyheden om Krishna’s bortgang fra denne verden. Alle andre forlod verden, endda før nyheden om Herrens bortgang nåede frem.”

10:10 Da han hørte dette, udbrød Dharmaraja: ”Gud, Gud, oh Gud! Hvad er det nu, du fortæller? Hvad er det for en katastrofe? Jeg forstår ingenting… Gik havet over sine bredder og opslugte Dwaraka? Eller invaderede og overmandede en vild barbarisk horde byen og nedslagtede befolkningen? Arjuna, fortæl os, hvad der skete. Gør en ende på vores skrækkelige formodninger der fremkalder disse forfærdelige billeder.” Dharmaraja tog Arjuna’s hånd og løftede hans hoved i et forsøg på at få ham til at besvare sit spørgsmål.

10:11 Arjuna sagde: ”Nej, intet hav rejste sig i raseri og opslugte Dwaraka; ingen hersker førte sin hær mod denne by. Ondskabsfuldhed og nedrighed spredte sig som afsindige blandt Yadava’erne selv og vækkede deres stridbarhed og had i en sådan grad, at de myrdede hinanden med deres egne våben.” Dharmaraja spurgte ham: ”Arjuna, der må have været en overvældende kraft, der ansporede Yadava-slægten, unge som gamle, til at ofre sig selv i denne massakre. Der kan ikke være en virkning uden en årsag, er det ikke sandt?” Herefter ventede han på at høre detaljerne om, hvad der rent faktisk havde ført til blodbadet.

10.12 Arjuna holdt en lille pause for at få bugt med den sorg, der brusede i hans indre, og så begyndte han at forklare, hvad der skete. Hans tre brødre rykkede tæt på ham for at høre den tragiske beretning. ”Den dag lærte jeg, at end ikke den mindste begivenhed kan ske, medmindre det er Krishna’s vilje. Jeg blev helt overbevist om dette. Han er ’dukkeføreren’, der holder i de snore, der bevæger dukkerne og får dem til at spille deres rolle. Selv sidder Han blandt tilskuerne og foregiver, at Han ikke kender handlingen, historien eller rollebesætningen. Personerne i spillet kan ikke afvige en tøddel fra Hans instruktioner. Hans vilje vejleder og fastsætter hver eneste bevægelse og gestikuleren. De skiftende følelser og begivenheder, der udgør dramaet på scenen, påvirker hjerterne hos dem, der ser spillet, men de forårsager ingen uorden i dukkeførerens hjerte.”

10:13 ”Han bestemmer, hvad en person skal sige, eller hvad en anden person skal gøre. Han foranlediger, at de siger de passende ord og udfører de passende handlinger. Konsekvenserne af den karma, som det enkelte individ har opsamlet og taget med sig fra tidligere liv, giver også sit bidrag til den enkeltes skæbne. Yadava’erne, der er vor egen slægt og vore egne venner, var åndelige personer fulde af hengivenhed til Gud, som I alle godt ved. Måske har en vismand engang afsagt en forbandelse over dem; eller også har de på et eller andet tidspunkt begået en synd… For hvordan skal vi ellers kunne forklare denne pludselige omvæltning i deres adfærd og skæbne, denne uventede tragedie?”

10:14 ”På Prabhasakshethra udførte Yadava’erne en storslået ofring. Den varede i syv hele dage. Ofringen blev højtideligholdt med en hidtil ukendt prompt og pragt. Den afsluttende ofring i den hellige ild blev gennemført med sand vedisk storslåethed i overværelse af selve Herren Krishna. Deltagerne og præsterne udførte senere det rituelle bad i helligt vand. Herefter modtog præsterne deres del af offergaverne, som de fordelte til Yadava’erne. Alt foregik i en atmosfære af perfekt ro, tilfredshed og glæde.”

10:15 ”Hen imod middag fik præsterne serveret mad. Selv satte Yadava’erne sig senere i lange rækker for at deltage i festmåltidet. I løbet af måltidet drak nogle af Yadava’erne uheldigvis for meget og mistede kontrollen med sig selv; endda i en sådan grad at de forvekslede deres egne venner med fjender. De begyndte at skændes, og det førte til voldsomme slagsmål. Det må have været Guds plan, for ligegyldigt hvor uregerligt og modbydeligt et menneske er, så vil det ikke, med sine egne hænder, myrde sine børn og forældre. Oh, hvilken rædsel det var! I det almindelige håndgemæng der fulgte, dræbte sønner fædre, fædre dræbte sønner, brødre slog brødre ihjel, svigersønner dræbte svigerfædre, svigerfædre dræbte svigersønner i et sindssygt orgie af blindt had. Det fortsatte indtil der ikke var nogen overlevende!” Arjuna var ikke i stand til at sige mere. Han lænede sig mod væggen. Han holdt sit hoved, der var ved at briste af smerte og sorg, mellem sine hænder.

10:16 Med smerte og forbløffelse hørte Dharmaraja denne redegørelse. Han tog Arjuna om skulderen og sagde: ”Hvad er det, du fortæller? Det er en historie, der ikke er til at tro på. Men eftersom du aldrig ville tale usandt, bliver jeg tvunget til at tro på, at den er sand. Hvordan skulle vi ellers nogen sinde kunne forestille os en sådan pludselig forandring af karakteren og en sådan uvarslet massakre? Jeg har aldrig noget andet sted set eller hørt en sådan intensitet af gensidigt venskab, som det var tilfældet blandt Yadava-slægten. Desuden afveg de ikke det mindste fra den vej, Krishna havde anvist dem. Selv de mest vanvittige og mærkværdige omstændigheder ville ikke kunne få dem til det. At sådanne mennesker, i selve Krishna’s nærværelse, skulle tilsidesætte alle regler vedrørende god opførsel og slå hinanden ihjel, er i sandhed mærkværdigt. En så voldsom forandring i adfærden indtræffer udelukkende, når verdens ende er nær.”

10:17 ”Sig mig Arjuna! Kunne Krishna ikke have standset kampen og rådet dem til at holde op? Forsøgte Han at bringe nogle kompromiser i stand mellem de stridende parter og sende dem hver til sit? Krishna er den største ekspert i krigs- såvel som fredskunst, er det ikke sandt? At Han ikke forsøgte at standse denne tragedie, får mig til at undre mig endnu mere over denne forfærdelige historie om ødelæggelse.”

10:18 Dharmaraja var knust af sorg. Han sad med hovedet hvilende på sin knyttede næve. Den anden hånd havde han på knæet. Hans øjne var fulde af tårer, der uafbrudt løb ned ad hans kinder. Arjuna forsøgte at komme med nogle trøstende ord. ”Store Konge! Du er bevidst om Krishna’s herlighed og nåde, men alligevel stiller du spørgsmål og nærer tvivl om, hvorvidt Han gjorde dette eller hint. Hvilke svar kan jeg give på sådanne spørgsmål? Yadava-slægtens skæbne er den samme som vor slægts skæbne. Var vi og Kaurava’erne ikke brødre? (Kaurava’erne og Pandava’erne var to forskellige slægter, der begge stammede fra kong Kuru). Vi havde slægtninge, der var velyndere på begge sider, og vi havde den samme Krishna i vor midte. Alligevel var vi nødt til at udkæmpe Kurukshetra-slaget. Kan vi i dag ikke se, at denne krig aldrig ville være brudt ud, hvis ikke det havde været Hans vilje? De fire millioner krigere, der døde på slagmarken, ville ellers ikke have været dræbt. Er det ikke sandt? Ønskede vi nogen sinde at regere over dette rige efter at have dræbt alle disse mennesker? Intet kan nogen sinde ske, uden Hans udtrykkelige befaling. Ingen kan gå mod Hans vilje eller handle mod Hans befaling.”

10:19 ”Denne verden er en scene, hvorpå alle spiller den rolle, de har fået tildelt. Alle spankulerer rundt i den tid, Gud har tildelt dem, og alle må de adlyde Hans instruktioner uden fejl eller vaklen. Måske tror vi i vores stolthed, at det er os selv, der har gjort det ene eller det andet. Sandheden er imidlertid, at alt sker i henhold til Hans vilje.”

10:20 Da Arjuna sluttede, tænkte Dharmaraja højt. ”Arjuna! Mange motiver fik os til at gå ind i Mahabharatha-krigen. Gennem diplomati og fredelige metoder gjorde vi, hvad vi kunne for at genvinde vores kongerige, vores status og hvad der retmæssigt tilhørte os. Tålmodigt fandt vi os i mange fornærmelser og ubehageligheder. Vi var nødt til at strejfe rundt i junglen som landsforviste. På grund af guddommelig nåde undslap vi mange sammensværgelser om at dræbe os. De forsøgte at brænde os inde og forgifte os. De udsatte vores dronning for offentlig vanære. De knuste vore hjerter gennem systematisk mishandling.”

10:21 ”Alligevel er der i den sidste ende kun tre årsager til at slås, og det gælder alle steder: Rigdom, magt og kvinder. Men tænk på tilfældet med Yadava’erne. De havde ikke disse årsager til at blive uvenner og kaste sig ud i en dødbringende kamp. Det ser ud til, at skæbnen var den eneste altoverskyggende årsag til denne voldsomme omvæltning.”

10:22 ”Yadava’erne væltede sig i rigdom. De manglede hverken føde eller guld. Og deres hustruer? De var de gode kvaliteters, trofasthedens og hengivenhedens udtrykte forbilleder. De fulgte altid deres mænds ønsker eller befalinger. De ville aldrig fornærme deres mænd eller volde dem ubehag på nogen måde. Hvordan kunne uenigheder og dødbringende stridigheder så pludselig opstå mellem dem?”

10:23 Arjuna svarede: ”Min kære broder! Vi ser de ydre omstændigheder, de processer der resulterer i den afsluttende begivenhed. I vores uvidenhed skønner vi, at disse årsager skaber disse virkninger. Vi gætter os til de bagvedliggende følelser og sindsbevægelser på baggrund af vores opfattelse af begivenhederne. Men omstændighederne, begivenhederne, sindsbevægelserne og følelserne er simpelthen alle ’redskaber’ i Guds hænder. De tjener Hans vilje og Hans formål. Når øjeblikket indtræffer, bruger Han dem i henhold til sin plan og forårsager den kamp, som Han ønsker, skal udkæmpes. Han er tidens legemliggørelse; Han kommer som tidens Herre, og efter at have opklaret gådens løsning afslutter Han spillet. Det der forårsagede fødslen, forårsager også døden. For Ham er der samme grad af fornuft i begge hændelser. Forsøger vi at få kendskab til, hvorfor en fødsel fandt sted? Hvorfor prøver vi så at få kendskab til, hvorfor døden indtræffer? Den indtræffer; det er nok at vide. At finde årsagen er en overflødig beskæftigelse.”

10:24 ”Han fremkalder væsener for at skabe væsener, og Han fremkalder væsener for at gøre ende på væsener. Legemer bliver født, legemer død; ved fødslen eller døden sker der intet andet af betydning. Det har Krishna ofte lært os. Hvorfor skulle vi så afvige fra det vedholdende mod, som Han har forsøgt at give os?”

10:25 ”Du kan måske sige, at det ikke er rigtigt at påstå, at Han der forårsagede, at vi blev født, også skulle være Ham, der slår os ihjel. Mellem fødsel og død har mennesket også nogen mulighed for at optjene god og dårlig karma, fortjenester og anmærkninger, og det har en vis indflydelse på begivenhedernes forløb. Inden for disse grænser spiller Herren spillet med fødsel, liv og død.”

10:26 ”Fødsel og død er to høje klinter mellem hvilke Livets Flod flyder. Selvets åndelige kraft og tro er den bro, der spænder over afgrunden. Floder giver ikke anledning til bekymring for dem, der har udviklet en sådan kraft og tro. Med selvets åndelige kraft og tro som deres pålidelige støtte, kan de nå den anden bred, idet de trodser farerne! Oh konge! Alt dette er intet andet end et kæmpe dukketeater opført af denne mesterinstruktør. Hverken dagens Yadava’er eller gårdsdagens Kaurava’er har eller havde deres egen individualitet; der er ingen grund til at bebrejde nogen af dem.”

10:27 ”Kan denne materielle krop, der er en sammensætning af de fem elementer: Jord, vand, ild, luft og æter, bevæge sig eller handle uden Herrens tilskyndelse? Nej. Det er Hans morskab at forårsage, at én bliver født via en anden og forårsage at én dør via en anden. Hvordan vil du ellers forklare det faktum, at en slange lægger æg, holder dem varme, føder ungerne for derefter at æde de selv samme unger? Selv blandt disse små slanger bliver udelukkende de, hvis tid er brugt op, ædt. Den æder altså ikke alle sine unger. Nogle fisk bliver fanget i nettene, når deres tid er opbrugt; andre små fisk bliver ædt af de store fisk, der til gengæld bliver slugt af nogle, der er endnu større. Det er Herrens lov. Slangen æder frøen; påfuglen æder slangen; det er Herrens spil. Hvem kan undersøge sig frem til fornuften i det? Sandheden er: Hvad der end sker, så sker det som et resultat af Krishna’s beslutning.”

10:28 ”Vi kan ikke forstå Herrens spil. Vores forsøg på at forstå det er mislykkedes for os. Nej, i dag gavner det intet at bekymre sig om, at det ikke er lykkedes for os. Iført denne bedrageriske menneskelige form færdes Herren iblandt os, omgås os, spiser med os, opfører sig som var Han vores slægtning og velynder, vores ven og vejleder og redder os fra mange ulykker, der truer med at overmande os. Han spreder sin guddommelighed over os og løser på forbløffende enkle måder de vanskeligste problemer for os. I al den tid Han kærligt var blandt os, blev vi revet med af stolthed over, at vi modtog Hans nåde. Vi forsøgte ikke at fylde os med den største lykke, nemlig at dykke dybt ned i Hans nådes flod. Det vi ønskede fra Ham, var slet og ret ydre sejre og midlertidige glæder. Vi ignorerede den langt bedre skat, der kunne have fyldt vore hjerter. Vi tænkte aldrig dybere over Hans sande virkelighed.”

10.29 ”Han beskyttede os, som var vi Hans fem vitale livsenergier. Han tilbød at hjælpe og lede os i alt, hvad vi foretog os, hvor lille handlingen end måtte være; og Han udførte den tilmed for os. Brødre! Hvad skal jeg sige? Vi bliver muligvis født mange gange endnu, men aldrig vil vi igen få en sådan ven og slægtning. Fra Ham har jeg modtaget en kærlighed, der er langt mere intens end en moders kærlighed, en kærlighed som ingen moder er i stand til at skænke.”

10:30 ”Ved adskillige lejligheder bar Han Pandava’ernes byrder på sine skuldre. Han lettede os for vore byrder, og Han plejede på et øjeblik at udtænke forholdsregler for os og føre dem succesfuldt ud i livet. At vi har overlevet i denne verden indtil i dag, er en følge af Hans nådesgave.”

10:31 ”Hvorfor fortælle om tusind ting hver for sig? Hver eneste dråbe blod, der flyder gennem disse årer, er blot en dråbe fra Hans byge af nåde. Enhver muskel er blot en luns af Hans kærlighed; hvert ben og hvert stykke brusk er blot et stykke af Hans barmhjertighed. Ude af stand til at forstå denne hemmelighed spankulerer vi omkring, idet vi roser os af ’jeg opnåede dette’, og ’jeg udrettede dette’. Nu er det blevet tydeligt for os, at uden Ham var vi blot sække af hud.”

10:32 ”Selvfølgelig deler alle mennesker den samme skæbne. De glemmer, at herskeren over alt, Den Alvidende Almægtige leger med dem, som var de dukker. De antager, at det rent faktisk er dem, der handler, og dem der nyder. Som jeg er de sunket ned i uvidenhed om den fundamentale sandhed. Når vi, der er vidt berømte helte og krigere, befinder os i denne bedrøvelige tilstand, hvordan har almindelige mennesker, som ikke har mulighed for at få øjnene op for denne visdom, det så ikke?”

10:33 ”De sørgelige erfaringer, jeg har gjort mig, er svaret og det direkte bevis på dette” Da Arjuna således havde talt, faldt han tilbage i stolen bag ham, for han kunne ikke udholde adskillelsen fra sin livslange støtte og vejleder, Krishna.

Kapitel 11

Pandava’ernes sorg

11:1 Dharmaraja, der var sunket hen i kontemplation, tænkte tilbage på de råd, den hjælp, den nåde, den kærlighed og den sympati, de alle havde fået af Herren Krishna. Pludselig løftede han sit hoved og spurgte: ”Arjuna! Hvad var det, du sagde? Hvilken ulykke ramte dig på turen? Fortæl os alt om det, kære broder!” Mens han stillede spørgsmålet, løftede han langsomt Arjuna’s kind. Arjuna så sin broder lige ind i øjnene og sagde: ”Broder, alle mine evner og færdigheder forsvandt med Herren Krishna. Jeg er nu uden styrke, ude af stand til at foretage mig noget, svagere end den svageste, i sandhed livløs.”

11:2 Arjuna fortsatte: ”Hør på mig broder. Verdens uheldigste mand havde ikke mulighed for at være sammen med Herren Krishna, da Han tog til sin bolig, skønt manden på det tidspunkt befandt sig i Dwaraka. Jeg havde ikke optjent nok god karma til at få denne mulighed! Jeg kunne ikke komme til at se vores guddommelige fader, før Han tog af sted. Senere gav Herrens vognstyrer, Daruka, mig den besked, Herren havde skrevet til mig, da Han afrejste fra Dwaraka. Beskeden var skrevet af Herren selv.”

11:3 Idet han fortalte det, tog han brevet frem fra sine klæder. Det brev som han anså for at være mere værdifuldt end selve livet, fordi det var fra Krishna, og denne selv havde skrevet det. Han overrakte brevet til Dharmaraja, der ærbødigt modtog det med stor årvågenhed og ængstelse. Han pressede det mod sine øjne, der var fulde af tårer. Gennem tårernes tåge prøvede han at tyde, hvad der stod, men det lykkedes ikke.

11:4 Brevet begyndte således: ”Arjuna! Dette er min befaling; udfør den fuldt ud, uden tøven. Effektuer denne opgave med mod og alvor.” Efter dette hurtige påbud havde Krishna redegjort for opgaven med følgende ord: ”Jeg har fuldført den opgave, jeg er kommet for at udføre. Mit legeme skal ikke længere være i denne verden. Jeg drager bort. Om syv dage, regnet fra i dag, vil Dwaraka synke i havet; havet vil opsluge alt undtagen det hus, jeg har beboet. Derfor må du bringe dronningerne og de andre kvinder, der overlever, til Indraprastha by sammen med børnene, babyerne og de affældige. Jeg er taget af sted og placerer alt ansvaret for kvinderne og de øvrige overlevende Yadava’er i dine hænder. Pas på dem, som du passer på dit eget liv. Sørg for dem i Indraprastha og beskyt dem mod farer.” Efterskriften lød således: ”Således skriver Gopala ved sin afrejse fra sit hjem. (Gopala var Krishna’s kælenavn, da Han var helt lille. Gopala betyder ’Sansernes Herre’).”

11:5 Dharmaraja sluttede sin oplæsning af brevet. Han bemærkede, at Bhima, Arjuna, Nakula og Sahadeva fældede masser af tårer, idet de sad fastnaglet til jorden. Uden at ænse noget som helst andet sad de som klipper. Arjuna sagde: ”Brødre! Jeg har intet ønske om at leve blot et øjeblik uden at have Herren i vor midte. Jeg har derfor besluttet mig for at drukne mig i det hav, der opslugte Dwaraka. Jeg havde ellers besluttet mig for at skyde mig i hovedet med denne bue og dø, men Krishna’s ordre tvang mig til at afstå fra det. Ordren fra Ham, der bestemmer over universet, bandt mig til denne Jord. Jeg havde ingen tid til at planlægge handlingsforløbet; alt skulle ske så hurtigt.”

11:6 ”Jeg udførte de sidste ritualer for de døde, og det skete i henhold til de hellige skrifters forskrifter. Jeg var opfyldt af angst for at havet skulle opsluge Dwaraka, før kvinder, børn og ældre var blevet evakueret. Derfor skyndte jeg på dem, at de hurtigt skulle forlade hjemmene og påbegynde turen til Indraprastha, som Krishna havde befalet. Vi forlod Dwaraka uden den mindste lyst til at gøre det. Det lykkedes os at nå frem til Panchanada’s (delstaten Punjab’s) grænser. Vores hjerter var tyngede på grund af Krishna’s fravær. Jeg blev imidlertid drevet frem af nødvendigheden af at adlyde det guddommelige påbud og af, ifølge dette påbud, at skulle bære disse menneskers byrde.”

11:7 ”Solen var ved at gå ned. Så sent på dagen vovede vi ikke at krydse en vandrig flod, selv om den hindrede vores fremrykken. Jeg besluttede, at vi skulle slå lejr for natten ved flodens bred. Vi indsamlede alle kvindernes smykker og værdigenstande og opbevarede dem et sikkert sted. Dronningerne steg ned fra bærestolene, og tjenestepigerne trak sig tilbage for at hvile. Jeg begav mig til floden for at gennemføre aftenritualerne. Jeg slæbte mig nærmest af sted på grund af sorgen over adskillelsen fra Krishna. I mellemtiden blev området bælgmørkt, og snart hørte vi vilde barbariske krigshyl fra det omgivende mørke. Jeg spejdede ind i natten og fik øje på en flok skov-nomader, der for løs på os med stokke, spyd og daggerter. De tog smykkerne og de øvrige værdigenstande, og de begyndte at trække kvinderne væk og binde dem på hænder og fødder.”

11:8 ”Jeg råbte til dem og truede dem med skrækkelige konsekvenser. ”Hvorfor ønsker I at dø, som natsommerfugle dør i ilden?”, spurgte jeg. ”Hvorfor ønsker I at være som fisk, der møder døden, fordi de har en stærk lyst til fiskerens orm? Mød ikke døden i dette forgæves forsøg på at samle bytte”, advarede jeg dem. ”Jeg går ud fra, at I ikke ved, hvem jeg er. Har I ikke hørt om den frygtindgydende bueskytte, Pandu’s søn Arjuna, der overmandede og besejrede de tre vendenserobrere Drona, Bhishma og Karna? Jeg vil nu ekspedere jer alle sammen til dødens rige ved at knipse på denne bue, min uforlignelige Gandiva. Flygt, før I møder jeres endeligt eller anvend jeres liv som føde for denne sultne bue”, bekendtgjorde jeg.”

11:9 ”Ikke desto mindre fortsatte de uforfærdet med deres skændige forehavender. Deres grusomme angreb aftog ikke i styrke. De overfaldt vores lejr og vovede endda at angribe mig. Jeg holdt mig i beredskab og fik fat i mine guddommelige pile, der kunne udslette dem alle. Men desværre skete der noget forfærdeligt. Jeg kan ikke forklare, hvordan eller hvorfor det skete. Jeg var ude af stand til at huske blot en enkelt af de hellige formler, der fylder pile-projektilerne med kraft. Jeg glemte proceduren vedrørende påkaldelsen og ophævelsen. Jeg var hjælpeløs.”

11:10 ”Lige foran mine øjne slæbte røverne af sted med dronningerne, tjenestepigerne og andre. De skreg i smerte og kaldte på mig: ”Arjuna! Arjuna! Red os; frels os; hører du os ikke? Hvorfor overhører du vores råb om hjælp? Overlader du os til disse røvere? Havde vi vidst, at dette ville blive vor skæbne, havde vi lidt døden i havet ligesom vores elskede by, Dwaraka.” Jeg hørte det alt sammen, det smertede mig frygteligt; jeg så det hele. De skreg og flygtede i alle retninger, kvinder, børn, ældre og de affældige. Da jeg var som en løve, hvis tænder er trukket ud, og hvis kløer er blevet klippet, kunne jeg ikke skade disse banditter. Jeg kunne ikke spænde min bue. Jeg angreb dem med pilene i favnen. Meget snart var forrådet af pile opbrugt. Mit hjerte brændte i vrede og skam. Jeg følte væmmelse ved min egen fejhed. Jeg følte det, som var jeg død. Alle mine anstrengelser var forgæves. Efter Krishna var gået bort, havde pilenes højt velsignede og uudtømmelige pilekogger svigtet mig.”

11.11 ”Min kraft og mine evner forsvandt med Krishna, da Han drog herfra. Hvordan kunne den ulykke ellers indtræffe, at jeg skulle være et hjælpeløst vidne til denne kidnapning af de kvinder og børn, der var overladt i min varetægt? På den ene side blev jeg pint ved adskillelsen fra Krishna og på den anden side af smerten over ikke at udføre Hans ordre. På samme måde som en vind giver næring til ilden, tilførte denne katastrofe næring til smerten i mit hjerte. Og dronningerne! De der før boede i gyldne paladser i den største luksus! Når jeg tænker dybere over deres skæbne i hænderne på disse barske vilde, så brister mit hjerte. Oh Herre! Er det her grunden til, at du i fortiden reddede os fra farer, var det for at påføre os denne drastiske straf?”

11.12 Arjuna græd højlydt og bankede i fortvivlelse sit hoved mod væggen. Rummet blev fyldt med sorg; alle rystede af fortvivlelse. Den hårdeste klippe ville være smeltet i sympati. Strømme af varme tårer flød fra Bhima’s øjne. Dharmaraja blev overvældet af frygt, da han så, at Bhima også græd. Han gik helt hen til ham og talte kærligt og blidt til sin broder for at trøste ham. Efter et stykke tid kom Bhima til sig selv. Han kastede sig for Dharmaraja’s fødder og sagde: ”Brødre! Jeg ønsker ikke at leve længere. Giv mig tilladelse til at forlade jer. Jeg vil drage ind i skoven og ofre mig selv med Krishna’s navn på mine læber og således vende hjem. Uden Krishna er denne verden et helvede for mig.” Med klædet, han holdt i hånden, tørrede han de varme tårer væk.

11:13 Sahadeva, der længe havde været tavs, gik hen til Bhima og sagde: ”Fald til ro; bliv ikke ophidset. Husk på det svar, Krishna gav Dhritharashtra den dag under det åbne retsmøde, da Han var på vej hen for at forhandle fred mellem os.”

Kapitel 12

Kali-tidsalderens begyndelse

12:1 Bhima sagde: ”Hvad svarede Krishna, da Han på Dhritharashtra’s retsmøde af dennes sønner Duryodhana, Dussasana og andre blev spurgt, hvorfor Han gik i forbøn for Pandava’erne i familiestriden med Kaurava’erne? Hvorfor Han favoriserede den ene del af familien frem for den anden, som var Pandava’ernes slægtskab med Ham tættere end Kaurava’ernes? Mind jer selv om svaret og se scenen for jer. Mens Han som en løve vandrede utålmodigt frem og tilbage, brølede Krishna: ”Hvad sagde du? Skulle Kaurava’erne være lige så tætte på mig, som Pandava’erne er det? Nej, de kan aldrig være på det samme niveau. Hør efter! Nu skal jeg fortælle jer om det slægtskab, der knytter mig til Pandava’erne. For denne krop er Dharmaraja hovedet; Arjuna er skuldrene og armene; Bhima er kroppen; Nakula og Sahadeva er de to fødder. For denne krop, der består af alt dette, er Krishna hjertet. De enkelte dele handler ud fra hjertets styrke. Uden denne styrke er de livløse.””

12:2 Bhima fortsatte: ”Hvad betyder den erklæring for os? Den betyder, at vi Pandava’er bliver livløse, eftersom hjertet ikke længere fungerer. Vi vil gå i opløsning. Herren, der er tidens inkarnation, stræber efter at smelte os sammen med sig. Vi må være klar til at besvare Hans kalden.”

12:3 ”Dette er bevis nok på, at Kali-tidsalderen er begyndt. Den dag Krishna forlod denne verden, lukkede Dwapara-tidsalderens (den forrige tidsalders) døre sig, og Kali-tidsalderens porte åbnede sig. Hvordan skulle disse onde kræfter og ondskabsfulde sind ellers kunne strejfe uhindret om? Arjuna, der aldrig glemmer den rituelle formel for hver enkelt guddommelige pil, der afskydes fra hans bue, selv når krigen raser vildt og heftigt, skulle han nogen sinde kunne glemme disse formler midt i den værste krise i barbarernes angreb på eskorten af kvinder og børn? Det er helt sikkert Kali-alderens tidsånd, der har forårsaget denne katastrofe.”

12:4 På det tidspunkt blandede Nakula sig i samtalen. Han sagde: ”Brødre! Den østlige himmel afslører, at daggryet nærmer sig. Lad os informere dronningen og vores ærede moder om den seneste udvikling. Lad os straks beslutte os for, hvad der skal være vores næste skridt. Kroppen vil ikke gå i opløsning i samme øjeblik, åndedrættet ophører, er det ikke sandt? Selvfølgelig ophørte vores liv i det øjeblik, Krishna gik bort, men kroppens dele vil være varme en kort stund endnu. Også vi må forenes med Krishna i dag eller i morgen. Lad os ikke spilde tiden i sorg og smerte. Lad os hellere tænke på den vej, vi snart skal betræde og forberede os på rejsen.” Alle var enige i dette forslag, der var fuld af kløgtig ikke-tilknytning.

12:5 Der var en del ængstelse om, hvorledes nyhederne ville påvirke Droupadi, Subhadra og den aldrende moder. Men de ignorerede denne ængstelse og besluttede at viderebringe nyhederne. For når Herren selv var gået bort, hvorfor skulle nogen så bekymre sig om, hvad der muligvis ville komme til at ske andre? Brødrene besluttede, at den ældste af dem, Dharmaraja, skulle bringe moderen nyhederne. De mente, det var den korrekte fremgangsmåde.

12:6 Glæde får tiden til at flyve af sted. Det er ikke tilfældet med sorg. Når mennesker er glade, går tiden hurtigt. Når de er i sorg, går tiden langsomt. Sorg er tung som bjergkæder; den er som den alt afsluttende Syndflod. Skønt Dharmaraja’s hovedstad var Indraprastha, befandt den nedarvede trone sig stadig i Hasthinapura, fordi den by havde mistet sine øvrige herligheder, da Mahabharatha-krigen bortrøvede byen dens kongelige slægt og alle dens ældre efterkommere. Derfor tilbragte Dharmaraja nogle måneder i Indraprastha og den resterende del af året i Hasthinapura. Uden at være klar over at Dharmaraja var i Hasthinapura, var Arjuna først rejst til Indraprastha. Da han fandt ud af, at Dharmaraja ikke var der, forlod han de få kvinder fra Dwaraka, som det var lykkedes for ham at redde fra de barbariske horder, og nåede alene frem til Hasthinapura. Der var dog en enkelt person fra Yadava-slægten med ham. Han hed Vajra og var Krishna’s barnebarn. Han var den eneste overlevende blandt Dwaraka’s mandlige befolkning. Stakkels Vajra havde ingen lyst til at vise sig offentligt. Han skammede sig sådan over at have overlevet. Han var så ulykkelig over de andres død, at han skjulte sig i et mørkt værelse og konstant var nedtrykt og i dårligt humør.

12:7 Via en tjenestepige fandt dronningemoderen, Kunthi Devi, hurtigt ud af, at Arjuna var ankommet til byen. Kunthi Devi holdt sig vågen hele natten, da hun ventede, at Arjuna ville haste hen til hende og fortælle hende nyt fra Dwaraka. Hun lod lamperne brænde; hun nægtede at gå til ro. Hver gang hun hørte den mindste lyd af fortrin, for hun op i glæde over, at Arjuna var kommet. Hver gang udbrød hun: ”Oh søn! Hvor er jeg glad for, du er kommet. Hvilke nyheder bringer du?” Når svaret udeblev, kaldte hun en bestemt tjenestepige til sig og udbrød: ”Hvad er meningen med alt dette? Du fortalte mig, gjorde du ikke, at Arjuna var ankommet fra Dwaraka? Hvorfor har han endnu ikke besøgt mig? Du må have taget fejl; det må have været en anden, du har set ankomme, og du har troet, det var Arjuna. Hvis han var ankommet, ville han helt sikkert straks have opsøgt mig.” På denne måde tilbragte Kunthi Devi en søvnløs nat, hvor hun skiftevis oplevede forventninger og skuffelser.

12:8 Det blev solopgang. Alle havde travlt med deres egne sager. I mellemtiden havde hun stillet sig selv en række spørgsmål. Hvad var årsagen til, at Arjuna ikke havde opsøgt hende? Blev han forhindret af nogle presserende politiske problemer, som brødrene nødvendigvis måtte drøfte til langt ud på natten? Eller var han så træt efter rejsen, at han besluttede sig for at besøge sin moder tidligt næste dag i stedet for den samme nat? Eller var der opstået nogle kriser i Dwaraka, som Krishna beordrede ham til straks at rådslå sig med Dharmaraja om, og derefter overbringe Ham reaktionen og løsningen på problemet? Havde han, midt i forvirringen med alle disse kriser, glemt sin pligt over for sin moder? Hun endte med at trøste sig selv med, at han selvfølgelig ville komme ved daggry.

12:9 Hun stod derfor op, mens mørket stadig indhyllede Jorden. Hun badede og iklædte sig nyt tøj og gjorde sig klar til at modtage sin søn. Netop da dukkede nye tanker op og gjorde hende nervøs. Hver eneste aften kom alle hendes sønner altid til hende. En efter en faldt de for hendes fødder og bad om tilladelse til at trække sig tilbage for natten. Men hun undrede sig over, at ikke en eneste af dem var dukket op sidste nat. Det gjorde hendes bekymring endnu værre. Hun sendte tjenestepiger til Droupadi’s og Subhadra’s gemakker. På den måde fandt hun ud af, at ingen af brødrene end ikke havde deltaget i aftensmåltidet. Hendes ængstelse blev større og større.

12:10 Mens hendes sind på denne måde blev sønderrevet af pine, kom en ældre kvindelig tjenestepige ind og informerede hende om, at Dharmaraja, i selskab med Arjuna, var på vej til hendes gemakker. Kunthi Devi blev oprevet af frygt for, hvad de havde at fortælle. Samtidig var hun glad over at skulle møde Arjuna efter så lang tids adskillelse og ivrig efter at høre nyt om Yadava’erne. Hendes forventninger var således blandede. Hun skælvede, fordi hun var ude af stand til at beherske sin uro.

12:11 Dharmaraja trådte ind i værelset og faldt for hendes fødder. Han var tavs. Arjuna faldt også for hendes fødder, og han var i lang tid ude af stand til at rejse sig. Det var Kunthi Devi, der talte til ham med trøstende ord: ”Stakkels dreng! Hvordan klarede du at være væk fra mig i så lang tid?” Hun kærtegnede ham kærligt. Men endnu før hun velsignede ham og spurgte til hans helbred og velbefindende, spurgte hun: ”Arjuna! Jeg hørte, du ankom i går aftes, er det ikke sandt? Hvorfor kom du ikke hen til mig i løbet af natten? Hvordan skulle en moder kunne sove fredeligt uden at have set sin søn, når hun ved, han er kommet tilbage efter så lang tid? Nå, jeg er glad for, at du i det mindste kom her ved daggry. Fortæl mig nyhederne. Har din svigerfader, svigermoder og bedstefader det godt? Min nevø, Krishna, er gammel nu; hvordan har han det? (Kunthi var søster til Krishna’s biologiske fader, Vasudeva). Er han rask? Eller er han sengeliggende som jeg? Bliver han plejet, som jeg bliver? Er han fuldstændig afhængig af andre? ” Hun holdt om Arjuna’s hænder, og hendes blik var fæstnet på hans ansigt. Pludselig spurgte hun: ”Hvad er det, jeg ser min søn? Hvordan er du blevet så dyster? Hvorfor er dine øjne opsvulmede og blodskudte på den måde?”

12:12 ”Jeg forstår! Dwaraka er langt væk, og den lange rejse i junglen har sat sine spor. Støvet og solen har angrebet dig; udmattelsen efter rejsen står præget i dit ansigt. Læg det bag dig, slap af. Fortæl mig alt det, min smukke, blåsorte Krishna bad dig fortælle mig. Hvornår kommer Han hertil? Eller har Han intet ønske om at se mig? Sagde Han noget? Selvfølgelig; Han er i stand til at se alle, ligegyldigt hvor Han befinder sig. Hvornår kommer jeg til at se Ham igen? Vil denne modne frugt stadig være på træet, når Han kommer?”

12:13 Hun stillede spørgsmålene mange gange og besvarede dem selv lige så ofte. Hun gav hverken Arjuna eller Dharmaraja mulighed for at sige det, de ønskede at sige. Tårerne strømmede uden afbrydelse fra Arjuna’s øjne. Kunthi Devi lagde mærke til dette besynderlige fænomen. Hun trak Arjuna tættere til sig og holdt hans hoved mod sine skuldre. ”Min søn, Arjuna! Hvad er der sket? Fortæl mig det. Jeg har aldrig før set tårer i dine øjne. Fandt Gopala (Krishna) fejl ved dig og sendte dig væk, fordi du ikke er værdig til at være i Hans nærhed? Har du været udsat for sådanne frygtelige ulykker?” Hun var overvældet af sorg, men hun gjorde sit bedste for at trøste sin søn.

12:14 På dette tidspunkt slog Dharmaraja sig på hovedet med begge hænder og fremstammede mellem hulkene: ”Moder! Du bliver ved med at tale om vores Krishna. Det er ti dage siden, Han forlod os. Han er taget tilbage til sin egen bolig. Alle Yadava’er er døde.” Selv mens han talte således, åbnede Kunthi Devi sine øjne helt op, idet hun spurgte: ”Hvad? Gopala… min Nandanandana… mit hjertes skat… hjerte… har Han overladt Jorden til sig selv? Oh Krishna… Krishna…“ Som ville hun begive sig ud for at lede efter Ham, døde hun i det øjeblik.

Kapitel 13

Parikshith’s kroning

13:1 Kunthi Devi tog den vej, som den smukke, blåsorte Krishna havde taget. Hvad der blev tilbage, var den livløse krop. Arjuna græd højlydt. ”Brødre! Hvad skal jeg sige? Vi har mistet vores moder.” Dharmaraja, der stod ved siden af, var dybt rystet over chokket. Han gik hen til kroppen og fandt ansigtet blegt. Han stod som forstenet.

13:2 Tjenestepigerne uden for døren hørte, hvad Arjuna sagde, og de kiggede ind i værelset. Kunthi Devi’s krop lå på gulvet; Arjuna holdt hendes hoved i skødet. Med tårefyldte øjne så han anspændt på hendes ansigt. Paladsets tjenestepiger spredte nyheden fra mund til mund. De kom ind i værelset og så, at enkedronningen havde forladt dem for altid. De græd højlydt over den fortvivlede situation.

13:3 I mellemtiden nåede nyheden dronningerne i de indre gemakker. På et øjeblik spredtes de sørgelige nyheder over hele Hasthinapura. Dronningerne var overvældet af sorg. De kom vaklende ind i værelset, mens de af smerte slog sig for brystet. Som en endeløs strøm af sorg strømmede paladsets beboere ind i værelset. Bhima, Nakula, Sahadeva og ministrene var alle overvældet af sorg.

13:4 Luften var fyldt med en ubeskrivelig smerte. Ingen kunne tro, at Kunthi Devi, der for få minutter siden så ivrigt havde ventet på sin søn, Arjuna, for at høre de nyheder, han bragte fra Dwaraka, skulle være død så hurtigt. De, der kom og så hende, stod stumme og ubevægelige. Tjenestepigernes jamren, dronningernes stønnen og sønnernes sorg smeltede selv det hårdeste hjerte.

13:5 Dharmaraja gik rundt og trøstede alle og indgød dem mod. Han sagde, at de ikke skulle give efter for sorgen. Han græd ikke; han gik tappert rundt og henvendte sig til alle for at give dem styrke. Alle undrede sig over hans selvkontrol. Ministrene gik hen til ham og sagde: ”Oh konge! Din uforstyrrede natur fylder os med beundring. Du ærede din moder og behandlede hende som dit livsåndedræt. Hvordan er det muligt, at dit hjerte har taget hendes død så roligt?” Dharmaraja smilede af deres bekymring. ”Ministre! Jeg er fuld af misundelse, når jeg tænker på hendes død. Hun er i sandhed meget heldig. Verden gav slip på hendes liv, så snart hun hørte nyheden om, at Krishna var taget til sit himmelske hjem. Hun begav sig straks til dette hjem, for hun kunne ikke bære smerten ved at være adskilt fra Ham”, sagde Dharmaraja.

13:6 ”Vi er i allerhøjeste grad uheldige. Vi var så tæt på Ham; vi fik så meget lyksalighed fra Ham. Vi hørte om Hans bortgang, men alligevel er vi stadig i live! Havde vi virkelig haft den hengivenhed, vi påstod at have, havde vi sluppet kroppen, som hun gjorde, straks vi hørte om dette tab. Vi skulle skamme os! Vi er blot byrder for Jorden. Alle vore år er spildte.”

13:7 Da byens indbyggere og andre borgere fik at vide, at årsagen til Kunthi Devi’s død var, at hun havde hørte nyheden om Krishna’s afsked med verden, græd de om muligt endnu højere. Grunden var, at sorgen over tabet af Krishna var langt større, end sorgen over at have mistet enkedronningen. Mange opførte sig, som var de blevet sindssyge. Mange slog deres hoveder mod husmurene; de følte sig elendigt til mode, og de følte sig fortvivlede.

13:8 Det var, som blev der smidt benzin på et bål. I den strøm af uudholdelig pine, der stammede fra det dobbelte tab, der var lidt, var Dharmaraja den eneste rolige person. Han trøstede dronningerne; han talte blidt og overbevisende med alle; han fortalte dem, at der ikke var nogen grund til at sørge over tabet af dronningemoderen eller Herrens bortgang. Hver af dem havde deres egen bestemmelse ifølge en forudbestemt plan. ”For os står det blot tilbage, at vi fuldbyrder vores skæbne ved gennem passende handlinger at foretage os det, der forventes af os”, sagde han.

13:9 Dharmaraja henvendte sig til Arjuna og sagde: ”Arjuna! Kære broder! Lad os ikke udsætte det yderligere. Moders begravelsesritualer må straks begynde. Vi må få Parikshith kronet til hersker. Vi må forlade Hasthinapura endnu i nat; hvert øjeblik forekommer mig som en evighed.” Dharmaraja var opfyldt af en høj grad af ikke-tilknytning, men Arjuna var i endnu højere grad opfyldt af forsagelse. Han løftede moderens hoved fra sit skød og lagde det på gulvet. Han bad Nakula og Sahadeva om at træffe de nødvendige forberedelser til Parikshith’s kroning. I henhold til de beslutninger kongen og prinserne havde taget vedrørende de forestående arrangementer, gav han instrukser til ministrene, officererne osv. Han havde i sandhed meget travlt. Bhima gik i gang med forberedelserne til sin moders begravelse.

13:10 Ministrene, byens borgere, præsterne, guruerne, alle var de fulde af forundring, beundring og bedrøvelighed over den besynderlige udvikling og de besynderlige hændelser, der foregik i paladset. De var sunket hen i sorg og fortvivlelse, men de måtte holde følelserne for sig selv. De var ligeledes påvirket af en voldsom følelse ikke-tilknytning. Ramt af forundring udbrød de: ”Ah! Dharmaraja’s onkel og tante på fædrenes side forlod lige pludseligt paladset; nyheden om Krishna’s bortgang ramte ham som et slag i ansigtet, og hans hoved var i forvejen forstyrret af den førnævnte ulykke; straks derefter døde hans moder; inden hendes lig er fjernet fra det sted, hvor hun døde, er han nu i gang med at forberede kroningen! Ydermere er herskeren i færd med at planlægge at opgive alt, magt, rigdom, status, autoritet, og flytte ud i skoven sammen med alle sine brødre! Udelukkende disse Pandava’er kan besidde et sådant vedholdent mod og en sådan evne til forsagelse. Ingen andre besidder en sådan dristighed.”

13:11 I løbet af et øjeblik var begravelsesritualerne gennemført. Præsterne blev kaldt ind. Dharmaraja besluttede sig for, at kroningsceremonien skulle gennemføres på en enkel måde. De underordnede herskere og konger skulle ikke inviteres, og borgere og slægtninge i Indraprastha ville heller ikke modtage nogen invitation.

13:12 Selvfølgelig var en kroning inden for Bharatha-dynastiet, hvor en hersker blev indsat på slægtens hellige Løve-trone, sædvanligvis en storslået begivenhed. Datoen for en sådan begivenhed ville normalt blive fastsat måneder i forvejen, og det lykkevarslende øjeblik ville blive fundet med pertentlig omhu. Detaljerede forberedelser ville normalt blive gjort i et storslået omfang. Men nu blev alt, i løbet af få minutter, gjort klar med de forhåndenværende remedier og med deltagelse af de personer, man rådede over. Man gav Parikshith et ceremonielt bad, kronen blev sat på hans hoved, og han blev bragt hen til tronen af præsterne. Parikshith blev placeret på tronen, og alle i salen græd af sorg, da Dharmaraja egenhændigt placerede det diamantbesatte diadem på drengens hoved. Symbolet på Imperiets autoritet, der skulle og burde overtages til lyden af befolkningens glade bifaldsråb, blev påtvunget drengen til lyden af stønnen og hulken.

13:13 Den nyligt kronede hersker, Parikshith, græd. Selv ikke Dharmaraja, manden der netop havde kronet ham, var i stand til at standse drengens tårer på trods af de største anstrengelser. Alle tilskuernes hjerter blev sønderrevet af en smertefuld sorg. Hvem kan modstå skæbnens kraft? Skæbnen udfører enhver handling på det tidspunkt og på det sted og på den måde, som den skal udføres på. Over for skæbnen er mennesket intet; det er hjælpeløst.

13:14 Parikshith var en velopdragen og dydig dreng. Han så det sørgelige udtryk, der var på alles ansigter. Han havde lagt mærke til de begivenheder og hændelser, der var indtruffet i paladset. Han var blevet siddende på tronen, eftersom han følte, han burde efterkomme de ordrer, han havde fået af de ældre mænd. Men pludselig faldt han for Dharmaraja’s fødder, og gribende bønfaldt han: ”Min herre! Hvad end du ønsker, så vil jeg adlyde og opfylde det. Men forlad mig ikke, jeg beder dig. Lad mig ikke alene tilbage.” Han slap ikke sit greb i fødderne; han fortsatte med at græde og bønfalde. Alle, der var vidne til denne tragiske scene, græd. Selv de mest forhærdede kunne ikke andet end at græde. Situationen var forfærdelig, fyldt med skrækkelig sorg.

13:15 Barnet kastede sig for sin bedstefaders, Arjuna’s, fødder og råbte bedrøveligt: ”Bedstefader! Hvordan kan du drage herfra med fred i sindet efter at have placeret det tunge ansvar for hele Imperiet på mine skuldre? Jeg er et barn. Jeg ved ingenting. Jeg er meget dum. Jeg er uvidende. Jeg har ingen kvalifikationer. Jeg er inkompetent. Det er ikke retfærdigt. Det er ikke forsvarligt af dig at drage ind i skoven og lægge ansvaret for dette Imperium på mine skuldre. Det ansvar der er blevet båret af en lang række helte, statsmænd, krigere og kloge mænd. Lad en anden bære ansvaret; tag mig med til skoven”, tryglede han.

Kapitel 14

Pandava’ernes bortgang

14:1 Det var et ynkværdigt syn. Parikshith, den lille dreng med kronen på hovedet, gik klagende hen til sin bedstefader og de øvrige mænd. Han greb fat i deres fødder og bad til, at også han måtte ledsage dem ind i skoven. Han ville med glæde spise rødder og frugter, og han ville være glad for at deltage i de hellige højtideligheder. ”Vil I ikke nok betro kongeriget til en dydig minister og give mig lov til at føre et liv, der er værd at leve”, bønfaldt han. De, der stod rundt om i salen, var rørt til tårer over hans smerte ved at blive ladt tilbage. Hvis sten havde hørt hans forpinthed, ville de være smeltet i sympati.

14:2 På heroisk vis lykkedes det Dharmaraja at undertrykke sine følelser. Han tog drengen op og satte ham på sit skød. Han talte til ham med ord, der både skulle trøste og indgyde ham mod: ”Kære barn! Bliv ikke svag. Du er et barn, der er født ind i Bharatha-dynastiet. Kan et får blive født ind i løvernes dynasti? Din fader, moder og bedsteforældre var fulde af mod. De var dristige forkæmpere for sandheden. Det gjorde deres navne verdensberømte. Så det er ikke passende, at du græder på denne måde. For fremtiden vil disse præster være dine forældre og bedsteforældre. Lyt til deres råd, og styr landet ifølge disse råd. Lev op til dit lands storhed og stolthed. Hold op med at sørge over os.”

14:3 Men på trods af alle de ældres overbevisende ord var drengen på den sødeste måde ubøjelig. Han jamrede: ”Bedstefader! Jeg er for lille til at kunne overbevise dig med mine bønner. Jeg ved det, men hør på mig. Jeg mistede min fader endnu før, jeg blev født. Du opdrog mig med den omhu og venlighed, som min fader ville have vist mig, hvis han havde levet. Nu, hvor jeg elsker at synge og lege og strejfe om med mine kammerater, giver du mig ansvaret for dette store Imperium. Kan det være rigtigt? Er det retfærdigt? I stedet for at efterlade mig alene fordybet i sorg, skulle du hellere forlade mig efter at have hugget mit hoved af med dit sværd! Ak! Hvad har jeg gjort dig, siden du straffer mig på denne måde? Kunne du ikke have aflivet mig i min moders livmoder den dag, min fader døde? Blev mit livløse legeme genoplivet, for at du kunne tildele mig denne opgave?” På denne måde fortsatte Parikshith længe med at fordømme sig selv for at have fået denne skæbne.

14:4 Arjuna kunne ikke holde det ud længere. Han holdt drengen for munden; han kærtegnede ham i kærlig hengivenhed; han pressede sine læber mod hans hoved. ”Barn! Det er en vanære over for kriger-kasten, at du opfører dig som en kujon. Vi mistede også vores fader; vi voksede også op i pleje hos munke og asketer. Til sidst lykkedes det os at vinde vores onkels kærlighed, og efter at have overvundet mange drabelige forhindringer grundlagde vi vores herredømme over dette kongerige. Han, der beskyttede os, vejledte os og ledte os gennem livet, vil helt sikkert også være din beskytter og vejleder. Tab ikke modet; følg i nogle år de råd, som disse præster og ministrer vil give dig. Senere vil du selv være i stand til at løse Imperiets problemer”, sagde han.

14:5 Parikshith kunne ikke beroliges. Han sagde: ”Bedstefader! Fraskriver du dig nu tronen og kongeriget og giver dem til mig? Ok, men bliv så hos mig i endnu nogle år. Lær mig kunsten at regere, og lær mig de gældende regler. Derefter kan du forlade mig. Jeg var lykkelig og fri. Jeg boltrede mig og strejfede rundt uden nogen bekymringer, for jeg var overbevidst om, at jeg havde min bedstefader, der kunne beskytte mig, selv om jeg havde mistet min fader. Hvis du nu også forlader mig, hvilken skæbne vil så vente mig? Du var midtpunktet for alle mine håb. Dem støttede jeg mig til, dem fæstede jeg lid til. Nu styrter du mig pludselig ud i fortvivlelse og svigter mig.” Han græd højlydt og sønderrev alles hjerter hos dem, der så og hørte ham. Han rullede rundt på gulvet og holdt om de ældres fødder.

14:6 Arjuna løftede ham op og omfavnede ham. Han holdt drengen om skuldrene og kærtegnede ham. Han tørrede den strøm af tårer væk, der strømmede ned ad barnets kinder. Mens han gjorde det, var han ude af stand til at tilbageholde sine egne tårer. Idet han vendte sig mod præsterne, der stod i en rundkreds omkring dem og stirrede på hele optrinnet, spurgte han dem, hvorfor de blot var tavse vidner, der ikke prøvede at trøste drengen.

14:7 Egentligt var de selv for opfyldt af sorg til at tænke på at berolige Parikshith. De sagde: ”De skarpe ord denne dreng fremstammer, sårer os som pile; hans pine får os til at stivne. Hvad kan vi sige til ham? Hvordan kan vi trøste ham? Hvad kan indgyde mod i ham i denne stund?” Også de var overvældet af sorg.

14:8 Til sidst lykkedes det familiens lærer, Kripacharya, at standse sin sorg. Han tørrede tårerne fra sine øjne væk med en flig af sit ærme. Han sagde følgende til Arjuna: ”Hvad ønsker du, vi skal fortælle drengen? Vi har ikke lyst til at sige noget som helst. Vi er fuldstændig målløse. I dag har du fraskrevet dig Imperiet, som du vandt efter en sejr, der krævede, at der flød strømme af blod. En sejr som millioner af mennesker ofrede deres liv for, og som du tragtede efter i årevis. Du har ikke hersket over landet i tusind år, nej, end ikke i et par århundrede eller i halvfjerds år. Hvem kan sige, hvad tiden vil bringe? Selvfølgelig må Herrens handlinger have et indre formål. Undskyld os; du er vores overhoved; du ved bedst.” Kripacharya stod med bøjet hoved, for han var tynget af sorg.

14:9 Dharmaraja trådte et skridt frem og henvendte sig til læreren: ”Som du ved, er alle mine handlinger foretaget i henhold til Krishna’s befalinger. Jeg dedikerede alle mine handlinger til Ham. Jeg spillede min rolle, som Han dikterede den. Jeg hverken ønskede eller beholdt noget personligt. Alle mine pligter og forpligtelser er forsvundet med Herrens bortgang. Hvilken gavn gør det nu, at Dharmaraja har overlevet, når Krishna er borte? Eftersom Kali-tidsalderen har taget over, kan jeg end ikke et øjeblik fortsætte med at regere dette land. Nu er det din pligt at beskytte denne dreng, vejlede og træne ham, så han kan forblive på tronen. Bevar troskaben over for ‘rigtig handling’; fortsæt dynastiets traditioner og oprethold og ær slægtens gode navn. Elsk og opdrag ham, som var han din egen søn!” Efter at have sagt dette, lagde han Parikshith’s hænder i Kripacharya’s hænder. Alle de tilstedeværende, inklusiv Dharmaraja og læreren, græd i dette øjeblik.

14:10 Et øjeblik efter blev Vajra kaldt ind. Han fik besked om, at fra denne dag var Parikshith Imperiets hersker. Derfor hyldede Vajra ham, som det sømmede sig at hylde landets overhoved. Også ministrene og præsterne hyldede Parikshith på behørig vis som deres hersker. Herefter tog Dharmaraja Parikshith’s hænder og lagde Vajra’s hænder på dem og annoncerede: ”Dette er Vajra, Yadava’ernes herre. Jeg indsætter ham herved som konge af Mathura og Surasena-staten.” Så placerede han en diamantbesat guldkrone på Vajra’s hoved. ”Vær begge som brødre; trofaste forbundsfæller såvel i fredstid som i krigstid; uadskillelige i jeres venskab”, formanede han dem. Han kaldte Vajra til side og rådede ham til at behandle Parikshith som sin egen onkel. Han rådede derefter Parikshith til at ære Vajra, som han ville ære selve Aniruddha (Krishna’s barnebarn). Han fortalte dem begge, at de skulle sikre, at ‘rigtig handling’ fremover forblev usvækket, og at de skulle betragte deres undersåtter som selve deres livsånde.

14:11 Herefter strøede Pandava-brødrene lykkevarslende riskorn over hovederne på Vajra og Parikshith. Præsterne fremsagde passende mantraer. Horn gjaldede, og der blev slået på trommer. Med tårer i øjnene lagde Vajra og Parikshith sig i støvet for Dharmaraja og de øvrige tilstedeværende. Pandava-brødrene var ikke i stand til at se de to kære yndlinge i øjnene; de var overvældet af tilknytning. De nøjedes med kort at omfavne dem og sagde et kort, kærligt farvel, før de én efter én begav sig til det hinsides uden at medbringe andet, end det tøj de havde på.

14:12 Da dette skete, jamrede slægt og venner, byens borgere, dronningerne og de andre i kvindernes opholdsrum, hofmændene og tjenestepigerne sig alle højlydt. Byens borgere kastede sig på herskerens vej og forsøgte at gribe fat i hans fødder. På denne bedrøvelige måde bad de ham blive. De bønfaldt brødrene om lov til at tage med. Enkelte fejede forhindringerne til side og løb ved siden af det kongelige selskab. Pandava’erne vendte sig imidlertid ikke om en eneste gang; de sagde ikke ét ord. De hørte ikke de bønfaldende ord. Deres sind var fæstnet på Krishna. De bevægede sig lige fremad, som mennesker der er blændet af en fanatisk beslutning. De ænsede ingen, de iagttog ingen.

14:13 Sammen med sine tjenestepiger kom Droupadi løbende efter dem, og hun kaldte på sine herrer. Hver af dem anråbte hun ved navn. Også Parikshith forfulgte dem hen ad gaderne, men ministrene fik fat i ham og bar ham væk. De forsøgte at berolige ham, skønt de selv var stærkt berørte. Men Pandava’erne gik ubekymret af sted uden at bede dem, der fulgte efter dem, om at gå tilbage eller give tilladelse til dem der ønskede at følge dem. Hundredvis af mænd og kvinder var nødt til at standse, da de blev for trætte, og sorgfulde måtte de vende tilbage til hovedstaden. Andre, der var mere hårdføre, fortsatte. Kvinderne, der boede i de kvindelige gemakker i paladset, og derfor ikke var vant til sol og vind, blev hurtigt trætte. De faldt udmattede om på vejen. Tjenestepigerne, der jamrede over de frygtelige begivenheder, kom og bragte dem lindring. Enkelte dristede sig endda med ind i skoven, men måtte snart vende tilbage efter mødet med vildnissets rædsler. Da støvskyer hvirvlede op, smurte mange byboere ærbødigt støvet på deres pande, idet de troede, det var støv, der var hvirvlet op af Dharmaraja’s fødder. På denne måde gik brødrene gennem buskads og tornebuske og forsvandt snart ud af syne. Der var ikke mere, folk kunne gøre. Tynget af en ubærlig sorg vendte de tilbage til Hasthinapura.

14:14 Pandava’erne overholdt Mahaprasthanam-løftet. Det løfte, der påbød dem ikke at spise eller drikke noget på deres vej. Det løfte, der yderligere pålagde dem ikke at hvile, men fortsætte lige frem i den nordlige retning, indtil de faldt døde om. Det var det løfte, de overholdt. Så strengt og så ubarmhjertigt.

Kapitel 15

Kong Parikshith’s regeringstid

15:1 Pandava’erne drog af sted med deres blik konstant rettet lige fremad, idet de ventede på det øjeblik, hvor deres legemer ville bryde sammen af ren og skær udmattelse, og døden på denne måde ville afslutte deres tid på Jorden. Deres hjerter var fulde af følelser, der var koncentreret om Krishna, Hans lege, Hans gavtyvestreger, Hans nåde og Hans herlighed. Der var ikke plads til andre følelser eller tanker. Deres dronning, Droupadi, slæbte sig af sted et pænt stykke vej, men hun blev til sidst for svag til at fortsætte. Hendes herrer vendte ikke om, selv når hun bønfaldt dem om det. Klog og hengiven som hun var, erkendte hun, at de var optaget af at opfylde et strengt og kompromisløst løfte. Hun afgjorde, at det bånd der havde knyttet hende til dem så længe, var løsnet, og at hun nu måtte møde sit endeligt. Hun besvimede og faldt om. Hun udåndede med sit sind fæstnet på Krishna.

15:2 Også Pandava’erne gik af sted med standhaftig disciplin, og hver især mødte de deres endeligt på det tidspunkt, hvor de var nødt til at afkaste deres legeme. Legemet blev til støv, men sjælen smeltede sammen med Krishna. De opnåede udødelighed, idet de overgav sig til Krishna’s udødelige væsen.

15:3 Fra Bharath’s (Indiens) kongelige trone herskede Parikshith over sit land i henhold til moralske og retfærdige principper. Kærligt tog han sig af sine undersåtter og beskyttede dem mod skade med faderlig omsorg og hengivenhed. Ligegyldig hvilken opgave han gav sig i kast med, foretog Parikshith sig ikke noget uden at tænke på Krishna og sine bedsteforældre. Han bad til dem om, at hans indsats måtte lykkes. Hver morgen og hver aften bad han til dem om at lede sig langs den rette vej. Han følte sig, som var han sit folks hjerte, og som var folket hans legeme.

15:4 Overalt i hans rige var selv vinden utilbøjelig til at flytte på nogen genstand af frygt for at blive indblandet i tyveri. Der var ikke den mindste frygt for tyve. Ej heller var der noget spor af uretfærdighed, umoralskhed eller fjendskab. Kongeriget blev vidt berømt for dette. Ved det mindste tegn på nogen form for ondskab, klarede Parikshith det ved hjælp af hårde straffe og ved at indføre forebyggende ordninger, som på en fast og bestemt måde slog ondskaben ned. Eftersom ‘rigtig handling’ på denne måde blev plejet med kærlighed og ærbødighed, var selv naturen venlig stemt. Regnen faldt, når der var behov for den; afgrøderne voksede sig store og udbytterige; kornkamrene var fyldte; folk var tilfredse, glade og aldrig bange.

15:5 Mens Parikshith sad på tronen og herskede over Imperiet med stor omhyggelighed, konfererede ministrene og de åndelige ledere, der var dynastiets vejledere, med hinanden. De besluttede, at de ville henvende sig til kongen med forslag om, at han skulle indtræde i ægtestanden, altså at han skulle gifte sig. Således fremlagde de deres bøn. Da de havde fået hans accept, spurgte de hans fædrene onkel, prins Uttar, fra den kongelige Virata-familie, om denne datters hånd. De præster, de havde sendt til Virata, vendte tilbage med de glædelige nyheder, at han var glad for forslaget. Præsterne fandt frem til en lykkevarslende dag og et lykkevarslende tidspunkt. Ægteskabet mellem Parikshith og Iravathi, prins Uttar’s datter, blev fejret med pomp og pragt.

15:6 Dronning Iravathi var en stor Sadhvimani (en perle blandt dydige kvinder). Hun var udstyret med en ufravigelig kærlighed til sandheden, og hun var hengiven over for sin mand. Hver gang hun fik kendskab til, at nogen i riget led nød, pintes hun, som var det hende selv, der var udsat for ulykken. Hun blandede sig med hovedstadens kvinder og gjorde sig bekendt med, hvad de tragtede efter, og hvilke bedrifter de udførte. Hun indgød dem mod og trøstede dem, når der var behov for det. Hun var selv det gode eksempel, og gennem undervisning fremmede hun væksten af de gode dyder blandt dem. Hun oprettede institutioner til at fremme og beskytte den gode karakter. Hun tillod kvinder fra alle lag at henvende sig til hende, for hun besad ingen falsk stolthed. Hun behandlede alle med ærbødighed. Iravathi var barmhjertighedens og sjælsstyrkens engel. Alle og enhver priste hende som gudinden Annapurnaa (den der skænker føde) i menneskelig skikkelse.

15:7 Gennem denne konges og dronnings regeringstid levede mænd og kvinder i fred og velstand uden at være generet af ønsker. Parikshith arrangerede også gennemførelsen af mange vediske ofringer og ritualer til lykke og fremgang for menneskeheden. Han sørgede for, at Gud, med Hans mangfoldige navne, blev tilbedt i templerne og i hjemmene. På denne og andre måder blev troen på Gud og kærlighed til mennesket indpodet i hans undersåtters hjerter. Han fremmede forholdsregler, der sikrede fred og harmoni blandt de vismænd og hellige mænd, der levede som eneboere i skovhytter. Han beskyttede dem mod mennesker og dyr, så de kunne leve i stille tilbagetrækken. Han tilskyndede dem til at undersøge sig selv for derved at åbenbare selvkontrollens love. Han førte personligt opsyn med de skridt, der blev foretaget for at garantere deres tryghed og sikkerhed.

15:8 På denne måde herskede Parikshith og Iravathi over deres Imperium, som Herren Iswara (Herren Shiva) og dennes hustru, Parvathi, herskede over universet; nemlig med forældreagtig kærlighed og omsorg. Kort efter spredte nyheden sig blandt kvinderne, at dronningen var i lykkelige omstændigheder. Det blev bekræftet. I hjemmene og i offentlige tilbedelsessteder bad undersåtterne til Gud, om Han ville velsigne dronningen med en søn. De bad om en søn, der ville være udstyret med alle gode kvaliteter og karakterstyrke, en søn der ville blive en trofast og uforfærdet tilhænger af ‘rigtig handling’, og som ville leve et langt liv. På den tid elskede undersåtterne deres konge så intens, at de gav afkald på deres egne glæder for at glæde ham i stedet. Kongen elskede også dem og beskyttede dem, som han beskyttede sine egne øjne.

15:9 Parikshith bemærkede undersåtternes henrykkelse over den lykkevarslende udsigt til det barns komme, der skulle videreføre dynastiet. Han græd af glæde, da han opdagede, hvor dybt hans folk var knyttet til ham. Han følte, at hengivenheden var der takket være hans bedstefader og takket være Herren Krishna’s nådegave.

15:10 Parikshith afveg ikke fra sin beslutning om at tjene sit folks interesser på bedste måde. For at klare denne store opgave gav han afkald på sine egne sympatier og antipatier. Han opfattede sine undersåtter som sine børn. Det bånd, der på denne vis knyttede kongen og folket sammen i et sådant tæt og kærligt forhold, var i sandhed af hellig beskaffenhed. Derfor plejede hans folk at sige, at de ville foretrække hans kongerige frem for himlen.

15:11 I mellemtiden, på en lykkevarslende dag, blev en søn født, og hele landet var opfyldt af ubeskrivelig glæde. Vismænd, lærde og statsmænd sendte deres velsignelser og gode ønsker til kongen. De erklærede, at et nyt lys var begyndt at skinne over landet. Astrologer rådførte sig med deres bøger og beregnede barnets skæbne. De kundgjorde, af han ville komme til at forøge dynastiets herlighed og tilføje endnu mere anseelse til sin fader og vinde sit folks agtelse og kærlighed.

15:12 Parikshith inviterede familiens lærer til paladset og konsulterede også præsterne for at finde frem til en dato for barnets navngivningsceremoni. Følgelig fik barnet, under en kompliceret arrangeret højtidsceremoni, navnet Janamejaya. De tilstedeværende præster modtog kostbare gaver. Det skete efter henstilling fra Kripacharya, der var alderspræsident blandt kongens rådgivende præster. Køer med gyldne udsmykkede horn og hove blev i stort omfang skænket bort. Alle blev overdådigt bespist fra morgen til aften. Da Dharmaraja begav sig ud på sin sidste rejse, havde han betroet den lille dreng på tronen til Kripacharya, og som en sand værge havde Kripacharya rådgivet barnekongen og trænet ham i statsmandskunst. Efterhånden som barnet voksede op, blev denne afhængighed større. Kongen afveg sjældent fra Kripacharya’s råd. Han søgte det altid og fulgte det med ærbødighed. Derfor bad vismændene og kongerigets eneboere for Kripacharya’s helbred, og for at han måtte få et langt liv, og de priste folks lykke og herskerens omsorg som årsagen til deres velfærd.

15:13 Parikshith var alle kongers overhoved, for han havde de åndelige lederes velsignelse, de kloges rådgivning og Guds nåde. Efter sit lange erobringstogt slog han lejr ved bredden af Ganges og festede for at markere sin sejr. Det gjorde han ved at gennemføre tre hesteofringer med alle de foreskrevne ritualer. Hans berømmelse spredte sig ikke blot fra nord til syd og fra øst til vest i Indien, men selv langt ud over landets grænser. Alle hyldede ham som ’Den mægtige Juvel’ i Bharath’s kongelige familie. Der fandtes ikke det land, der ikke havde bøjet sig for hans vilje. Der fandtes ingen hersker, der trodsede hans ordrer. For ham var det ikke nødvendigt at gå i spidsen for sin hær for at kue noget folk eller nogen hersker. Alle var i den grad villige til at hylde ham. Han var herre over alle lande og alle folk.

15:14 Ondskabsfuldhedens og det moralske fordærvs ånd, der også kendes som Kali, havde allerede vist sig i forbindelse med afslutningen af Krishna’s æra. Derfor viste den fra tid til anden sit giftige åsyn, men Parikshith var årvågen. Han indførte visse forholdsregler for at modvirke dens kneb og rænkespil. I de reformer der blev lanceret, og i de institutioner der blev oprettet, forsøgte han at gå i sin bedstefaders fodspor. Hver eneste gang lejligheden bød sig, mindede han sit folk om bedsteforældrenes ædelhed og higen. Han fortalte dem om Krishna, Hans nåde og barmhjertighed. Hver gang han fortalte disse historier, græd han glædens og taknemmelighedens tårer. Han var oprigtigt og voldsomt plaget af, at han havde mistet muligheden for at leve sammen med Pandava’erne og Krishna.

15:15 Han var bevidst om, at Kali var trængt ind i hans rige, og han bestræbte sig på at udbedre det greb, Kali havde om folkets sind. Da han blev vidende om Kali’s aktiviteter, undersøgte han hvilke forhold, der fremmede dens udbredelse. Med sine læreres og de ældres aktive medvirken vedtog han derefter specielle love for at modvirke de tendenser, som Kali afstedkom. Da de ældre forklarede ham, at sådanne forholdsregler kun skulle tages, når ondskaben udmøntede sig i kriminalitet, delte Parikshith ikke deres opfattelse. Han var tilhænger af stor årvågenhed. Han ønskede at være et godt eksempel for sit folk. ’Som hersker, så undersåtter’, lyder ordsproget, forklarede han. Han erklærede, at Kali, eller ondskaben, udelukkende er i stand til at øve indflydelse gennem herskerens inkompetence, tabet af selvtillid blandt folket og den formindskede evne blandt folk til at gøre sig fortjent til nåde. Disse tre er de faktorer, der fremmer Kali’s plan. Hvis disse tre ikke er til stede, kan mennesket ikke blive et bytte for dens kneb. Eftersom Parikshith var klar over det, rejste han rundt i sit rige og forsøgte, nat og dag, at uddrive Kali fra de steder, den hjemsøgte. Det vil med andre ord sige, at han forsøgte at sikre, at der ikke var plads til uretfærdighed, tvang, slet karakter, usandhed og vold. Hans forebyggende indsats var effektiv. Han havde så megen fred i sit rige, at han med succes kunne regere selv i de fjerntliggende regioner som Bhadraswa, Kethamala, Uttarakuru og Kimpurusha.

Kapitel 16

Ærbødighed over for Krishna

16:1 Hver gang kong Parikshith rejste til et eller andet område, bød herskeren eller kongen for området ham velkommen med stor begejstring og passende militære såvel som civile æresbevisninger. De erklærede, at de altid var klar til at tjene ham loyalt, uanset hvad han end måtte ønske, de skulle gøre. Parikshith svarede, at han intet behov havde for, at de tjente ham, og at hans forventninger til dem udelukkende var, at de ville fremme lykke og velstand for det folk, der var overladt i deres varetægt. Han rådede dem til specielt at være opmærksomme på at passe på præsterne og kvinderne og beskytte dem mod fortræd. Han formanede dem at fremme tilbedelsen af Gud over hele deres kongedømme. Disse var de eneste anmodninger, han havde til dem, der var hans underordnede konger.

16:2 I nogle af de vigtige områder af hans Imperium underholdt folket ham med folkeviser, der skildrede hans forfædres berømmelse og tapperhed. De sang om Pandava-brødrenes fortræffeligheder og bedrifter. Sangene priste den barmhjertighed og nåde, som Herren Krishna havde skænket Pandava’erne, og den hengivenhed og tro som Pandava’erne altid havde æret Herren Krishna med. De opførte også skuespil, hvor de spillede roller som Pandava’erne og Kaurava’erne med Krishna i deres midte. Med disse rollebesætninger udredte de den historie, Krishna havde planlagt skulle ske.

16:3 Når Parikshith hørte disse sange og så disse skuespil, flød tårerne ned ad hans kinder. Dette skete på trods af hans anstrengelser for at kontrollere sine følelser. Folkesangerne, historiefortællerne, skuespillerne og sceneteknikkerne opdagede alle, at deres hersker udelukkende blev fascineret af de skuespil og sange, der havde disse temaer. Derfor afstod de fra øvrige emner i deres søgen efter materiale til såvel skuespil som sange. De koncentrerede deres opmærksomhed om Parikshith-dynastiets historie og om den overvældende nåde, ved hjælp af hvilken Krishna ofte havde reddet det. Kong Parikshith lyttede ærbødigt, og med stor hengivenhed overværede han stykkerne fra ende til anden. Hans taknemmelighed kom også til udtryk på andre måder. Han var i højeste grad lykkelig; hans ministre og de ældste bekræftede, at historierne var fuldstændig sande. Da han hørte det, voksede hans tro og hengivenhed, og han opsøgte disse forestillinger oftere og oftere og nød dem i endnu højere grad. Han behandlede de optrædende og musikerne med inderlig hengivenhed og honorerede dem med rundhåndede belønninger.

16:4 Nyhederne om at Parikshith frydede sig over at høre sange om sine forfædre og Krishna spredtes. Det bevirkede, at de, der havde personlige erfaringer med Krishna og kongens forfædre, samlede sig om ham. Det skete, hvorhen han gik. De var selv ivrige efter at se en hersker, der var så fuld af hengivenhed. En dag, da de vendte hjem fra en tur til Mathura (Krishna’s fødested), var der en gammel præst iblandt de mennesker, der stod ved vejsiden for at få et glimt af Imperiets hersker. Den Store konge kunne ikke lade være med at lægge mærke til ham. Han henvendte sig til ham og spurgte kærligt til hans velbefindende. Præsten svarede: ”Maharaj! For år tilbage, da Deres bedstefader, Dharmaraja, lod hesteofringen gennemføre i Krishna’s guddommelige nærværelse, fungerede jeg som ypperstepræsten, der skulle lede ceremonierne. Ved den lejlighed henvendte Krishna sig til mig og spurgte kærligt til mit velbefindende. Det skete med lige så stor hengivenhed, som De lige viste mig. Deres ord fik mig således til at huske Krishna’s ord.” Resten af det præsten sagde, forsvandt i hulk og tårestrøm. Da Parikshith hørte hans ord, udbrød han: ”Oh, hvor lykkelig du er! Tænk, at Herren har talt til dig på det sted, hvor den hellige ild brændte!” Han tog det klæde af, som han bar over skulderen, foldede det pænt og lagde det på jorden. Idet han gjorde det, bad han indtrængende den gamle mand om at sætte sig behageligt tilrette på klædet og fortælle ham mere om sine oplevelser med Herren på det sted, hvor den hellige ild brændte. Han bad ham også om eventuelt at fortælle om oplevelser fra andre steder.

16:5 ”Mit hjerte brister i tusind stykker, fordi det ikke kan udholde sorgen over den fejl, jeg begik den dag”, græd den gamle mand svagt. Kongen forhørte sig: ”Herre! Hvilken fejl? Hvis du vil fortælle om den, vil jeg gerne vide det?” Han tog begge den gamle mands hænder, trykkede dem mod hinanden og bad ham afsløre fejlen for ham.

16:6 Præsten svarede: ”Den dag tog alle vi, der var optaget i den hellige præsteorden, der skulle udføre ceremonien, det hellige tøj på, der var skænket os, og begav os til den indviede plads. Her øste Krishna, der sad på et guldbelagt sæde foran en stor guldplade, vand fra en krukke af guld på… nej, jeg er ude af stand til at fortælle mere. Jeg savner ord.” Den gamle mand græd og hulkede og var ude af stand til at fortsætte sin beretning.

16:7 At beretningen pludselig blev afbrudt, lige da den var nået til det mest spændende, øgede kun herskerens nysgerrighed. Han bønfaldt: ”Hvad skete der? Herre! Fortæl mig det venligst!” Præsten fattede mod og efterkom ønsket: ”Oh konge! Hvad skal jeg sige? Vi ypperstepræster blev bedt om at placere vores fødder på førnævnte guldplade, og Herren vaskede fødderne på os alle. Med det klæde Han bar over skulderen, tørrede Han derefter vores fødder. Han stænkede vandet fra vores fodbad over sit hoved. Eftersom jeg var den øverste blandt ypperstepræsterne, rådførte Han sig med mig om alle ceremoniernes detaljer. Til sidst, på dagen hvor den afsluttende ofring i den hellige ild fandt sted, skænkede Han mig synet af sig selv med konkylie, diskos, lotusblomst og scepter i sine guddommelige hænder. Det syn befriede for altid os alle fra trældom. Nu, hvor den barmhjertige Herre ikke længere er blandt os, oplever jeg, at det at se Dem giver den samme følelse som en stakkels fyr, der er ved at dø af tørst i den bagende sol i ørkenen, må føle, når han har fået et par dråber forfriskende vand.”

16:8 Præsten afsluttede sin beretning, og idet han holdt om Parikshith’s hænder, anbragte han et par indviede riskorn på kongens hoved. Riskornene medbragte han altid i en knude, der var bundet i hjørnet af hans lændeklæde. Parikshith modtog velsignelsen og udbrød: ”Herre! Jeg er i sandhed heldig. Selv om jeg ikke personligt kunne se Herren Krishna, har jeg i dag været så heldig, at jeg har mødt de fødder, som Han ærede.” Idet han udtalte dette, faldt han for den gamle præsts fødder. Derefter kaldte han ministrene til sig og gav dem besked på at hjælpe præsten op i en bærestol og bringe ham til sit hjem. Herudover gav han ham et stort antal værdifulde gaver og rigdomme.

Kapitel 17

Erindringen om svundne dage

17:1 På denne måde rejste kong Parikshith rundt på hele det indiske kontinent. På disse rejser gjorde han sig bekendt med sine bedsteforældres fortræffelige måde at administrere på. De bedsteforældre der den gang havde etableret et enestående forhold mellem sig selv og Herren Krishna, der på den tid færdedes på Jorden som menneske. Parikshith lyttede til mangen en hellig og lærd mand, der havde levet på denne lykkelige tid. Han tænkte over disse opmuntrende erindringer, mens han alene rejste af sted. Ofte blev han overvældet af anger ved tanken om, at han ikke havde levet i de tider, da hans bedsteforældre var i en sådan himmelsk lyksalighed.

17:2 Mens han således var fordybet i glæden ved at mindes sine forfædres annaler og herligheden ved den svundne tid sammen med Krishna, dukkede Vyasa, den store vismand, ganske uventet op. Parikshith bød ham velkommen med stor ærbødighed og tilbød ham et ophøjet sæde. Vismanden roste Parikshith’s styre og sagde, at det mindede ham om Pandava’ernes regeringstid. Den unge konge lyttede til hans ord. Efter et stykke tid sagde Vyasa: ”Søn, nu er det tid for mig at drage videre.” Men Parikshith sagde: ”Det svarer til at sætte en tallerken fuld af delikatesser foran en sulten mand, og så, lige når han rækker hånden ud for at tage maden, trække tallerkenen uden for hans rækkevidde. Dine beretninger om mine bedsteforældres oplevelser og om Sri Krishna’s pragt er som de kostbareste perler, der ligger spredt ud foran mig. Du forårsager den mest pinefulde skuffelse hos mig ved at nægte mig dem. At du forlader mig lige nu, gør mig helt fortvivlet.”

17:3 Han bønfaldt vismanden om at blive lidt længere. ”Fortæl mig i hvilket ærinde, du er kommet. Bliv lidt længere sammen med mig og stil den sult, der nager mig. Jeg gik glip af det store held, som mine bedsteforældre havde ved at kunne tilbringe deres liv sammen med Herren selv. Jeg vil redde mig fra forfald ved i det mindste at lytte til fortællinger om deres bedrifter og deres hengivenhed, som tiltrak sig Herrens nåde.” Da han så kongen, der bad med så stor alvor og så ydmygt, sagde Vyasa: ”Søn, du må ikke på nogen måde føle dig ringere eller mindre hellig. Jeg kan meddele dig, at ingen andre har haft så stort et held, som du har haft. For du tiltrak dig Herrens nåde i det øjeblik, du blev født. Herren Krishna gav dig dit livsånde. Han løftede dig op i sine arme og legede med dig, mens du endnu var en baby. Du holdt dig så tæt ved Ham, at du sjældent var langt fra Ham. Din yngste bedstefader, Sahadeva, måtte med magt trække dig væk fra Krishna og række dig over til kvinderne i den indre sal. Du blev ceremonielt navngivet af selve Krishna. Hvilken mindeværdig begivenhed det var! Du viste os, at du var et vidunderligt barn; hvor end Herren bevægede sig, fulgte du Ham med øjnene. Du var opsat på ’at finde ud af’ (pariksha), hvor Han var, som ingen anden var det i salen den dag. Meget behændigt gemte Krishna sig bag søjler og forsøgte på forskellig vis at aflede din opmærksomhed fra sig. Men du viste dig at være for klog, selv for Ham! Dine øjne ledte udelukkende efter Ham; de så udelukkende Ham og Hans strålende form. Alle vi der var til stede, var dybt forundret over din hengivenhed og koncentration. Det forekom, som om du undersøgte hvert enkelt ansigt for at se, om det var Krishna’s. Du blev lang i ansigtet, når du opdagede, at det ikke var Hans ansigt, du så. Dit ansigt lyste op, når du så Ham og kun Ham. Lærde og almindelige mennesker, hyrder og herskere, de erkendte alle, at du var et usædvanligt barn. Det er årsagen til, at da din bedstefader, Dharmaraja, bad Herren om at give dig et passende navn, så opkaldte Han dig efter din mærkværdige adfærd, Parikshith (den der undersøger; den der prøver at finde ud af).”

17:4 ”Da Herren kundgjorde dette navn til Dharmaraja, mens den umådelige store forsamling af hofmænd, lærde og vismænd hørte det, billigede alle det ved at sige: ”Meget passende, fortræffeligt, fint.” Når du er så rigt begunstiget med held, er det ikke passende, at du fordømmer dig selv som værende uheldig. Du blev kærtegnet af Herren; Han legede med dig; Han så du boltrede dig; Han gav dig dit navn. Hvor mange er så heldige?! Du skal ikke blot opfatte disse hændelser som værende ganske almindelige nådegaver.”

17:5 Ved disse ord strømmede glædestårer ud af Parikshith’s øjne. Han havde et spørgsmål på læberne, men Vyasa så, at han tilbageholdt det, så han klappede ham på skulderen og opmuntrede ham til at stille det. ”Min søn. Det virker, som om du ønsker at spørge mig om noget. Du skal ikke tøve med at spørge, du skal ikke blive forsagt.” Da han fik mod af denne tilskyndelse, sagde Parikshith: ”Agtværdige herre! Et menneske kan ikke kende værdien af enten sorg eller glæde, medmindre det selv har kendskab til disse følelser. De glædelige kontakter med Krishna, som du netop omtalte, blev tildelt mig på et tidspunkt, hvor jeg nok ikke var bevidst om den velsignelse, der lå i dem. Sand glæde kan udelukkende opleves, når man er bevidst om dens værdi. Hvis et barn får en diamant til mange millioner kroner, vil det blot behandle den som et stykke glas. Lyksaligheden ved at være sammen med Herren, som du sagde, jeg har oplevet i min barndom, er lige så virkningsløs som den glæde, jeg har oplevet i tidligere liv. Dengang vidste jeg intet om, hvilket kostbart øjeblik det var. Havde jeg vidst det; havde jeg været i stand til at forstå det, kunne jeg for altid have sat pris på det. Nu er det blot noget, der er sket. Jeg har intet synligt bevis på Herrens nåde, som jeg modtog dengang. Så nu må jeg udelukkende stole på mundtlige beviser. Så fortæl mig derfor venligst om Krishna’s storhed og herlighed; lad mine ører drikke disse historiers nektar.”

17:6 Vyasa blev rørt over hans bøn, så han indvilligede. ”Min søn! Opfatter du det sådan, at der blot findes en eller to af Herrens lege? Hvordan kan jeg fortælle dig om Hans lege, der i antal er hinsides ens forestillingsevne? Så spørg i stedet om, hvad Han gjorde i forbindelse med en bestemt person eller i forbindelse med en bestemt situation. Jeg vil med glæde fortælle dig alle detaljerne.” Parikshith blev glad over at høre dette. Med foldede hænder bad han: ”Herre! Fortæl mig om, hvordan de tætte bånd, der blev knyttet mellem mine bedstefædre og Herren Krishna, opstod.”

17:7 Vyasa brød ud i latter. ”Min søn, din ivrighed overrasker mig. Kun sådanne ivrige individer kan opnå visdom. Jeg er henrykt over, at du har denne stærke higen. Derfor vil jeg fortælle dig om det, du spurgte om. Lyt!” Idet han sagde det, satte Vyasa sig behageligt til rette i stolen. Parikshith gjorde sig rede til at lytte med et hjerte, der var ved at briste af glæde, og ører der næsten voksede i deres ivrighed efter at lytte.

17:8 ”Søn! Kong Drupada var opsat på at give sin eneste datter væk til en passende brudgom, men på trods af den mest omhyggelige søgen havde han ikke haft held med at finde en. Derfor bekendtgjorde han, at der skulle afholdes en fest, hvis formål var, at der skulle findes og vælges en brudgom. Magtfulde konger og majestæter ankom til og forsamlede sig i hans hovedstad sammen med lærde, der alle var udrustet med en charmerende personlighed. Alle var de ivrige efter at blive gift med prinsessen, hvis skønhed ikke blev overgået af nogen i de tre verdener. De var alle stolte over deres rigdom og tapperhed, og de følte, de kunne vinde hendes gunst ved hjælp af deres penge og mod.”

17:9 ”I salen, hvor de alle var forsamlet, havde kongen fastgjort en ny opfindelse på en af søjlerne. Det var et hjul, eller en skive, der kunne dreje hurtigt rundt. Hjulet blev genspejlet i vandoverfladen under den søjle, hvorpå den var fastgjort. På hjulet var der fastgjort en figur formet som en fisk. Konkurrenterne om prinsessens hånd blev bedt om, én efter én, at træde frem og spænde en bue. Opgaven bestod så i, at de ved at se på spejlbilledet i vandet, skulle ramme ’fisken’ på den roterende skive ovenover. De måtte altså ikke se på selve målet, ’fisken’, men kun på refleksionen i vandet. Drupada bekendtgjorde, at han havde til hensigt at gifte sin datter væk med hvem som helst, der måtte ramme målet. Alle blev bedt om at holde sig klar. Byen var fuld af prinser og konger, der var kommet for at deltage i denne specielle bueskydningskonkurrence.”

17:10 ”Nyheden om konkurrencen nåede ud til dine bedsteforældre, der havde påtaget sig rollen som præster for at vildlede de snu Kaurava’er. Først mente de, at de ikke burde deltage i konkurrencen, men Arjuna, din bedstefader, var i stand til at overtale sine brødre til at deltage i denne fest for tapre mænd. For, som han sagde, ingen, der tilhører kriger-kasten, burde blive væk, når bueskytter konkurrerer om en så fremragende gevinst.”

17:11 ”Således gik det til, at de fem brødre sad i forsamlingen forklædt som præster. De sad der som en flok løver og udstrålede tapperhed. Alles blikke var rettet mod det sted, hvor de sad. Folk kom med bemærkninger om deres tilstedeværelse. Mange af bemærkningerne var beundrende, andre bespottende. Nogle roste dem som værende mestrer, andre lo og kaldte dem for professionelle kæmpere eller vagter. Sladderen om dem spredtes ud over hele forsamlingen.”

17:12 ”Herren Krishna var ankommet til festen. Han så hele tiden på Arjuna. Krishna’s broder, Balarama, der sad og talte med ham, bemærkede det. Endelig begyndte festen, hvor der skulle findes en brudgom. En efter en begav de sig hen til spejlbilledet i vandet og rettede pilen mod den roterende ’fisk’ ovenover. Ingen af dem ramte, og blege og ydmyget vendte de tilbage til deres pladser. De var tynget af skuffelse og skamfølelse og sank sammen i sorg.”

17:13 ”Krishna havde ingen intention om at rejse sig og deltage i konkurrencen. Han blev roligt siddende på sin plads. Havde Han ønsket det, kunne Han med største lethed have ramt ’fisken’ og dermed vundet. Men hvem kan måle Hans sinds dybde?”

17:14 ”Nu rejste Arjuna sig og bevægede sig hen mod den nye opfindelse. Han kastede en lysende stråleglans af åndfuldhed over forsamlingen. Denne kom fra hans tapre personligheds aura. Droupadi, prinsessen, løftede sit blik og så med beundring på ham. Hendes sind smeltede sammen med den lysende stråleglans. Lynhurtigt flækkede Arjuna’s pil ’fisken’. Han havde vundet. Forsamlingens bifald bragede løs. Prinsessen gik hen til ham og giftede sig med ham, idet hun lagde en blomsterkrans om hans hals og tog hans hænder i sine.”

17:15 ”Da Arjuna kom ud af salen med sin hustru i hånden, hylede flokken af besejrede konger og prinser op om, at konkurrencereglerne ikke var blevet overholdt. Årsagen var, at en præst, der ikke havde lov til at konkurrere i bueskydning, havde fået lov til at deltage og var blevet udråbt som vinder. I en vred klynge kastede de sig over din bedstefader. Men Bhima trak et kæmpe træ op med rode og svingede det rundt over hovedet på mængden af besejrede konger.”

17:16 ”Da Krishna og Balarama så slåskampen mellem den skuffede flok bejlere og Pandava-brødrene, smilede de for sig selv i påskønnelse over Arjuna’s succesfulde bedrift. Dine bedsteforældre havde ingen anelse om, hvem de to var; de havde aldrig set dem før.”

17:17 ”Med den nyvundne brud nåede Pandava-brødrene tilbage til deres bopæl, der var en pottemagers ydmyge bolig. Den ældste af brødrene, Dharmaraja, var med stor begejstring i gang med at beskrive dagens begivenheder, da Balarama og Krishna, klædt i gul silke og herlige at skue, trådte ind i den simple hytte. De lagde sig for fødderne af den ældre Kunthi, dine bedsteforældres moder. ”Lille faster, vi er dine nevøer”, sagde de. ”Vi er Nanda og Yasoda’s børn”, præsenterede de sig selv. Herefter berørte de Dharmaraja’s fødder, idet de bøjede sig dybt for ham. Krishna henvendte sig til Arjuna og trak ham til side med et udtryk af kærlig hengivenhed. ”Jeg kender dig, men du kender ikke mig. I dag ser jeg dig for første gang. Jeg er Vasudeva’s søn; mit navn er Sri Krishna. Jeg er ældre end dig. Da du sejrede i det kongelige palads, opdagede jeg, at I er Pandava-brødrene. Jeg forstod da, at I var undsluppet vokshuset, som I var i, da der blev sat ild til det. Lige fra det øjeblik, jeg fik øje på dig i forsamlingen af bejlere, følte jeg på en eller anden måde, at du måtte være Arjuna. Det fortalte jeg også min broder. Dette er min broder, Balarama. Jeg er meget glad for, at jeg opdagede dig, og min broder deler også min glæde. Endelig møder jeg dig. Din brud er legemliggørelsen af gode dyder og intelligens.””

17:18 ”Mens Han sagde dette, førte Krishna Arjuna lidt væk fra de andre og hviskede i hans øre: ”Slægtning! Jeg vil ikke råde dig til allerede nu at vise dig offentligt. Fortsæt med at være forklædt en kort stund endnu, mens I er det ene eller det andet sted.” Herefter tog Han afsked med sin tante og de andre og drog derfra med sin ældre broder, Balarama.”

17:19 ”Fra denne dag af blev hengivenheden mellem Krishna og Arjuna mere og mere intens. Den voksede til et kæmpe træ, der bar frugter fulde af sødme, som de delte med hinanden. I denne sødme smeltede deres sind sammen og blev til ét. Bemærk, at første gang din bedstefader mødte Herren Sri Krishna, var i Droupadi’s bryllupssal. Betydningen af det skal findes i det faktum, at også de blev bundet sammen livet igennem af kærlighedens og hengivenhedens bånd, der betød et aldrig svigtende venskab. For at fuldbyrde dette venskab lærte Krishna ham den højeste visdom. Bemærkede du, hvor kammeratlige de i enhver henseende perfekte svindlere var over for din bedstefader, da han vandt Droupadi?” Efter at have stillet det spørgsmål, rejste Vyasa sig og samlede sine ting sammen i et forsøg på at komme af sted.

17:20 Da han så det, og mens glædestårer fyldte hans øjne, bønfaldt Parikshith inderligt: ”Herre! Med din beskrivelse af Hans lege og Hans nåde har Du fået Herren til at stå klart for mit blik. Vil du ikke nok fortælle om flere af de tilfælde, hvor Herren overøste sin barmhjertighed over mine bedsteforældre? Hvordan Han gradvis kom tættere på dem, og hvordan Han reddede dem fra katastrofer? Jeg kan ikke falde i søvn, jeg ønsker kun at lytte til historier om Gud. Gør denne nat hellig ved at fortælle mig om Herrens pragt. Udelukkende det kan tilfredsstille mig. Lad mig tilbringe natten med Ham i tankerne. Din stilhed foruroliger mig.”

17:21 Vyasa bemærkede Parikshith’s standhaftighed og hengivenhed og ændrede sin beslutning. Han sagde: ”Min søn! Havde Krishna blot udført ét eller to mirakler, kunne jeg have beskrevet dem for dig. Selv om jeg havde en milliard tunger og hele evigheden af tid, kan beskrivelsen af Hans storslåethed aldrig blive udtømmende. Alle guderne bøjer sig for Ham med håndfladerne samlet. Undertiden vil Han løfte sine hengivne til skyerne; snart efter vil Han trække dem ned i dybet. Han behandler verden som et dukketeater. Hans smil var altid glædestrålende. Han kendte ikke til bekymring, skuffelse eller lidelse. Nogen gange opførte Han sig som et almindeligt menneske, nogle gange som et uskyldigt barn. Andre gange som en kær slægtning eller som en fortrolig ven eller som en myndig hersker. Engang imellem opførte Han sig som en legesyg røgterdreng. Han havde evnen og begavelsen til at spille alle roller med en enestående forskellighed. Han elskede din bedstefader Arjuna med en speciel inderlighed. Han plejede at tage ham med, ligegyldigt hvor Han tog hen, og hvad Han skulle. Derfor kunne Arjuna frit bevæge sig rundt, selv i de indre gemakker i Herrens residens. Herren plejede at lege med din bedstefader i Yamuna-floden. Han dykkede ned i floden ét sted for så at dukke op et stykke derfra og overraske din bedstefader. Han opfordrede ham til at gøre det samme, hvis han ellers kunne. Han konkurrerede med ham i forskellige lege; lege der trodser beskrivelse, og som du ikke vil kunne genkende. Pludselig kunne Han tage Arjuna med ud til et afsides sted og der underholde ham med forskellige hemmelighedsfuldheder. Ofte plejede Han at afstå fra sin behagelige silkebetrukne seng og sov i stedet med sit hoved i Arjuna’s skød.”

17:22 ”Din bedstefader gengældte også denne kærlighed fuldt ud. Skønt de nogle gange kunne være vrede på hinanden og tale til hinanden, som om de var rasende, blev de hurtigt venner igen og gentog snart den venlige samtaleform. Min kære søn. Man kan sige, at de var menneske og Gud, som krop og livsånde. Der fandtes ingen Arjuna uden Krishna og ingen Krishna uden Arjuna. Der fandtes ingen hemmelighed, som din bedstefader ikke delte med Krishna, eller som Krishna ikke delte med din bedstefader. Hvilke specielle episoder i deres forhold skal jeg nu fortælle dig om? Spørg mig om en hvilken som helst episode, du gerne vil høre om, og jeg skal med glæde berette om den.”

Kapitel 18

Takshaka’s redning

8:1 Da Vyasa på denne måde stillede sig til rådighed, svarede Parikshith, der var yderst opmærksom på, hvad der blev sagt, med en stemme der rystede af følelser: ”Herre! Det står ikke tydeligt klart for mig, hvorfor min bedstefader ødelagde Khandava-skoven ved hjælp af en storbrand. Fortæl mig, hvorfor Krishna hjalp ham med denne dåd. Glæd mig ved at berette om denne episode.” Parikshith faldt for vismandens fødder og bad om, at han ville forklare det for ham. Vyasa lykønskede ham og sagde: ”Du har stillet et spørgsmål, der gør dig ære. Jeg vil efterkomme dit ønske.”

18:2 Han fortsatte. ”Engang da Krishna og Arjuna lykkelige slappede af i sandet ved Yamuna-flodens bred og ikke ænsede verden og dens forviklinger, kom en ældre præst hen til dem. Han sagde: ”Søn! Jeg er sulten. Giv mig lidt mad til at stilne min sult, ellers kan jeg ikke holde mig i live.” Da de hørte disse ord, blev de pludselig klar over den fremmede persons tilstedeværelse. Skønt han udadtil virkede almindelig, var der en guddommelig glans omkring ham, der gjorde ham til noget særligt. Krishna gik hen til ham og tiltalte ham. ”Mægtige præst! Du forekommer ikke blot at være menneskelig. Du vil ikke være tilfreds med at få almindelig føde, formoder jeg. Spørg mig om den føde, du ønsker, og jeg skal helt sikkert give dig den.” Arjuna stod et stykke derfra og iagttog samtalen med forbløffelse. For han hørte Krishna, Ham der stillede alle væseners sult i alle verdener, spørge denne magre sultne præst, hvilken slags føde der ville tilfredsstille ham! Krishna forhørte sig så stille og roligt og med så stor hensynsfuldhed, at Arjuna blev fuld af nysgerrighed og forbavselse.”

18:3 Præsten brød pludselig ud i latter og sagde: ”Herre! Genkender du mig ikke? Der er intet i denne verden, nej, i alle de fjorten verdener, der er hinsides dit kendskab. Jeg er livsprincippet; i din skabelse er jeg ’ildens princip’, Agni. Jeg er ked af, at jeg må fortælle dig, at selv jeg er blevet syg. Jeg føler, jeg må konsumere Khandava-skovens træers saft. Skoven må fortæres af flammer. Alene det kan stilne min sult og give mig min appetit igen.”

18:4 ”Da Han hørte det, spurgte Krishna ham: ”Ok, så konsumér den; hvorfor kommer du til mig med det problem? Det er i sandhed forbløffende; du har kraften til at forvandle universet til aske! Hvorfor beder du om andres hjælp? Da Krishna, der foregav ikke at vide besked, spurgte ham på denne måde, svarede Agni, Ildguden: ”Herre! Du ved alt. Lever den store slange, Thakshaka, og dens slægt og venner, tjenere og fæller ikke i denne Khandava-skov? Indra, Regnguden, er dens bedste ven. Så Indra har derfor påtaget sig ansvaret for at beskytte denne skov mod ild og andre katastrofer. Han har givet sit æresord på, at han vil redde skoven og altså også redde Thakshaka. Så snart jeg begynder at æde skoven, vil Indra derfor sende sine håndlangere af sted og gennemvære stedet med regn. Jeg vil blive uskadeliggjort på en måde, så jeg vil være ude af stand til at kunne spise igen. Derfor søger jeg tilflugt hos dig.””

18:5 ”Krishna lo af hans frygt. Han sagde: ”Hvis det har sådan fat, så skal vi nok hjælpe dig. Fortæl os, hvad vi skal gøre, og vi vil være parate.” Agni var henrykt. Han forklarede: ”Jeg er i sandhed velsignet; jeg er reddet. Hvis du blot beslutter dig for at tilbageholde den regn, som Indra udløser, ved at dække skoven med et tag af pile, så kan jeg uforstyrret æde skoven.” Krishna forsikrede ham, at hans anmodning ville blive imødegået. Din bedstefader, Arjuna, henvendte sig til Agni på følgende måde: ”Du kan brænde skoven uden tøven. Mine våben er kraftige nok til at modstå og overmande ikke blot én Indra, men selv ti millioner af dem. Men jeg har ikke det nødvendige antal pile til denne operation og heller ikke en vogn, der kan bære den tunge vægt. Hvis disse fremskaffes, skal jeg, med Krishna’s elskværdige tilladelse, udføre min opgave.””

18:6 ”Agni Deva, Ildguden, blev glad over at høre dette. Han opfyldte Arjuna’s to ønsker: Et uudtømmeligt pilekogger som han kunne trække en uafbrudt strøm af pile op af og en vogn med Maruthi-flaget (Vindgudens flag). Desuden skabte han Ildvåbenet, og idet han overrakte det til Krishna, forlod han dem begge.”

18:7 ”Min søn, Parikshith! Du må huske på, at Krishna udelukkende tog imod dette våben for at gøre Ildguden tilfreds; Han har intet behov for sådanne våben. Der findes ikke noget våben, der er mere effektivt end Hans vilje. På et splitsekund kan Hans vilje forvandle Jorden til himmel og himmel til Jorden. Han spiller rollen som menneske, så længe Han bevæger sig rundt blandt folk. Mennesker danner deres egne meninger uden at forstå Hans handlingers indre betydninger. Det er blot en konsekvens at det selvbedrag eller den illusion, der slører menneskets syn.”

18:8 ”Efter på denne måde at have taget afsked med Krishna, begyndte Agni at konsumere Khandava-skoven. Lige på det tidspunkt, præcist som forudset, sendte Indra sine håndlangere ud på den opgave, der bestod i at redde skoven fra ødelæggelse. Deres anstrengelser var forgæves. De vendte tilbage til deres herre og aflagde rapport om deres nederlag. Derfor styrtede Indra selv, sammen med sine drabelige følgesvende, af sted til stedet for at redde Khandava-skoven. Her stødte han på din bedstefader, Arjuna.”

18:9 ”Arjuna modtog ham med en byge af pile fra sit berømte Gandivabue. Også Indra kæmpede med al sin styrke. I løbet af få minutter trak Indra’s følgesvende sig tilbage. De var ude af stand til at modstå den regn af pile, der bombarderede dem fra alle sider. Indra indså, at den person, der påførte dem nederlaget, var hans egen søn, Arjuna. (Arjuna’s moder, Kunthi, og hendes mand, Pandu, kunne ikke få børn. Derfor måtte hun have gudernes hjælp. I forbindelse med Arjuna’s fødsel, fik hun Indra’s hjælp). Han blev overmandet af skam over dette. Han beklagede, at han var ude af stand til at besejre sit eget afkom og vendte bedrøvet og afdæmpet tilbage.”

18:10 ”I mellemtiden konsumerede Ildguden lystigt skoven, og med stor appetit slugte han med sine tusind røde tunger alt og startede derved en kæmpebrand. Kun aske var tilbage. Da skovens fugle og øvrige dyr opdagede branden, forsøgte de forgæves at undslippe denne forfærdelige kæmpebrand, men de var ikke i stand til det. De blev fanget af flammerne og ristet levende. Krishna kørte rundt i skoven for at forhindre nogen af dens beboere i at løbe ud i det fri og derved blive reddet. Han holdt specielt øje med større dyr og slanger. Han fik øje på slangen Thakshaka, en god ven af Indra, der var i færd med at undslippe ilden. Krishna kaldte Arjuna hen til sig for at gøre ham opmærksom på slangen. Herved fik Thakshaka chancen for at sno sig ud og ile mod området, der hedder Kurukshethra.”

18:11 ”Men Agni forfulgte slangen. Han søgte hjælp hos Vindguden for at indhente den flygtende. Derfor søgte Thakshaka ly hos Maya, gudernes og dæmonernes skaber. Han og Maya bevægede sig hurtigt mod Kurukshethra. Krishna opdagede det og forfulgte dem. I det øjeblik overgav Maya sig til Arjuna og bad om hans beskyttelse for sig selv og sin protegé, Thakshaka. Arjuna imødekom hans ønske, og ud fra en følelse af taknemmelighed kastede Maya sig for hans fødder og sagde: ”Oh, du søn af Pandu, jeg skal aldrig glemme denne venlighed. Hvis det står i min magt, vil jeg gøre alt for dig. Du behøver blot tilkendegive dine ønsker.””

18:12 ”Din bedstefader tænkte over det et stykke tid og svarede så: ”Maya! Hvis du virkelig længes efter at glæde mig, så kan jeg fortælle, at der udelukkende er én ting, jeg ønsker at begære. Byg en samlingssal til mine brødre, hvor de kan holde hof. Det skal være en sal, hvis lige ikke findes på Jorden. Den skal være så storslået, at ingen Gud, dæmon eller himmelsk musiker nogen sinde kan gøre sig håb om at bygge en sådan til sig selv. Den skal fylde alle dem, der ser den, med forbløffelse. Jeg har ingen ønsker ud over dette.” Krishna kom også med et forslag. ”I denne mirakuløse sal skal du opstille en vidunderlig trone, som Dharmaraja kan sidde på. Først da vil salen være fuldstændig storslået.””

18:13 Vyasa fortsatte. ”Parikshith, lægger du mærke til, hvor meget Krishna elskede din bedstefader? Behøver du flere overbevisende beviser end dette på, at Han altid er opmærksom på sine hengivnes lykke? Ved synet af denne forbløffende sal blev den onde Duryodhana mange år senere overvældet af misundelse. Duryodhana, Dussasana og deres kammerater blev i en ydmygende grad forvirrede og bragt helt ud af fatning, da de blev forledt til at tro, at der var vand, hvor der ikke var noget, og at der var døre på steder, hvor der ingen døre var! De væltede omkuld så mange steder og bankede deres hoveder mod så mange vægge, at de byggede et uudslukkeligt had op over for Pandava’erne. Kaurava’erne lagde uophørligt planer om at ødelægge Pandava’erne. Men eftersom Pandava’erne i høj grad havde Krishna’s nåde, var de i stand til at få bugt med planerne, som var de slet og ret et barns leg, og de var i stand til at nyde de forskellige manifestationer af Guds barmhjertighed. Kaurava’erne udviklede tillige et voldsomt had mod Krishna, for de vidste, at Yasoda’s Søn var den, der skænkede Pandava’erne deres lykke. Men hvad kan nogen gøre mod selve skæbnens Herre? At udvikle had mod Ham er et tegn på deres uvidenhed, ikke andet.”

18:14 Da Vyasa således fortalte historien om Thakshaka, lyttede Parikshith med stor opmærksomhed. Da beretningen var slut, forhørte Parikshith sig undrende: ”Hvad var det, der ansporede de onde Kaurava’er til at fornærme min bedstemoder, Droupadi, og behandle hende så dårligt? Hvordan udholdte mine bedsteforældre de fornærmelser, Droupadi i så stort et omfang blev udsat for? Hvordan kunne det gå for sig, at de blot stod og så på? Hvordan kunne det være, at de var ude af stand til at hævne sig på eller straffe dem, der fornærmede hende, da hun således offentligt blev vanæret i den kongelige retssal? Alt dette på trods af deres tapperhed og utvivlsomme mandighed. Jeg er ude af stand til at forstå, hvordan disse begivenheder kunne ske. Fortæl mig sandheden om det, der skete. Oplys mig. Jeg er sikker på, at du kan fjerne min tvivl.”

Kapitel 19

Pandava’erne – et eksempel for Kali-tidsalderen

19:1 Parikshith bønfaldt med tårefyldte øjne og med så stor ydmyghed, at Vyasa sagde: ”Søn! Pandava’erne var trofaste tilhængere af de moralske love; de løb aldrig fra deres ord. De overholdt reglen om, at den slagne part ingen ret har til at udfordre den vindende part. Din bedstefader og hans brødre anerkendte deres ældre broders, Dharmaraja’s, moralske overlegenhed og holdt sig selv i baggrunden. Ellers var de blevet som de fordærvede Kaurava’er, der væltede sig rundt i deres eget blod og lod de døde kroppe ligge, så de blev sønderrevet af hunde og gribbe.”

19:2 ”På trods af det jeg lige fortalte dig, var din grandonkel, Bhima, klar til at angribe de ondskabsfulde mænd der generede Droupadi. Han var som en løve, der står bundet til et træ. Han grinede kynisk af den stærke tilknytning, som Dharmaraja havde til ‘rigtig handling’. Men hvad kunne han stille op? Han blev gjort harmløs af sin ældste broders vilje. Han var derfor nødt til at opføre sig som en uduelig person.”

19:3 Da Vyasa sagde dette, spurgte Parikshith ham om årsagen til, at hans bedsteforældre i den grad var blevet gjort til slaver. Vyasa smilede og svarede: ”Søn! Det skal jeg også fortælle dig. Din grandonkel, Dharmaraja, fejrede på enestående vis kronings-ceremonien i den sal, som Maya byggede til ham. Kaurava’erne var inviteret til ceremonien, og som jeg fortalte, var de fulde af forbløffelse over pragten og hele det underværk, salen var. De var også fulde af misundelse og hævntørst, som var de fornærmede over Pandava’ernes rigdom og magt. De holdt råd med andre onde elementer og søgte efter metoder til at underminimere Pandava’ernes lykke. Til sidst fandt de på en plan.”

19:4 ”Det var konkurrencen med det kongelige terningespil. De opførte sig, som var de fulde af broderlig kærlighed, og som om de var tilskyndet af den største hengivenhed. Deres ord var som forgiftede honningdråber; som et knivstik der var trængt ned igennem smør. De overtalte deres gamle blinde fader til at sende Dharmaraja en meddelelse. Den lød således: ”Søn! I er alle brødre. Kom og vær sammen med os og forlyst jer over et terningespil.” Da han modtog invitationen, sagde din grandonkel ja til at komme. Han havde ingen anelse om de kneb, Kaurava’erne var villige til at benytte sig af. Han havde et troskyldigt sind og spillede derfor de spil, som de foreslog. Han anede intet om den krigslist, de havde planlagt. Derfor blev han fristet til at sætte sine brødre og til slut endog sin dronning, Droupadi, som indsats. Han indså ikke, at spillet var spækket med snyd og konspiratoriske tricks. Han havde aldrig forestillet sig, at hans fætre ville bringe ham i en tilstand af håbløs fortvivlelse. Så efter hasardspillets regler blev Droupadi sejrherrernes ejendom. For yderligere at tage hævn og tilfredsstille deres overvældende had, planlagde de at vanære Pandava’ernes dronning foran alle de forsamlede hofmænd. Fordærvede hjerner kan udelukkende udklække fordærvede planer.”

19:5 Da han hørte dette, begyndte Parikshith at græde. Med en stemme der blev afbrudt af suk, spurgte han Vyasa: ”Hvordan kunne den blinde Dhritharashtra, der selv var kejser, tillade denne nedværdigende opførsel over for en kvinde, en dronning? Ganske vist kunne han ikke se, men han havde da ører at høre med. Havde han proppet sine ører til, så hendes jamren ikke kunne nå hans forstand? Eller var de også ude af funktion? I de hellige skrifter står der, at ingen kvinde skal forvoldes skade eller udsættes for fornærmelse. Kvinder skal hjælpes og bistås. Men disse herskere, der burde være gode eksempler for deres undersåtter med hensyn til moralsk adfærd og retfærdighed, havde den frækhed ustraffet at forbryde sig mod de hellige skrifter. Hvordan kan sådanne ondskabsfulde mennesker være herskere? Var de ikke de tarveligste blandt mennesker? Det er udelukkende de værste syndere, der vil planlægge at fornærme og vanære en anden mands hustru, en hjælpeløs kvinde. Jeg føler, at dette land er blevet flået i småstykker, blot fordi sådanne afskyelige personer kom til magten. Til sidst førte disse katastrofer til den totale undergang. Gud er ikke blind, er det ikke sandt?”

19:6 Parikshith fortsatte sin protesterende jamren: ”Selv menneskeædere og barbarer respekterer deres kvinder. Hvis en af deres kvinder bliver fornærmet på denne måde, vil de hævne det, som havde det været hele slægten, der var blevet dårligt behandlet. I dette tilfælde var slægtens ældre, herskerne, lærerne, vismændene og de lærde alle tilstede og overværede i den offentlige forsamling denne skændige handling. Mistede disse højt agtede vidner pludselig deres forstand? Blev de pludselig gjort blinde af en eller anden skrækkelig sygdom? Fik de kun græs at spise, siden deres smag blev så dyrisk? Glemte de i deres dyriske tilstand vor races ære? Og de ældre! Deres skelneevne svigtede dem, og de må have set ynkelige ud, og de må have været flove over dem selv.”

19:7 Vyasa afbrød denne ordstrøm mod disse ældre, der havde forholdt sig passive i disse frygtelige minutter. Han sagde: ”Søn! Parikshith! Drag nu ikke forhastede konklusioner og bliv ikke alt for forvirret. Ingen af de ældre, der opholdt sig i salen, billigede Duryodhana’s, Dussasana’s og de andres ondskabsfulde opførsel. De advarede dem om konsekvenserne af deres misgerning. Men hvad kunne de stille op, når disse fordærvede mænd havde besluttet sig for at begå synd? Da Dussasana greb fat i Droupadi’s hår og trak hende ind i den kongelige sal, der var fuld af hofmænd og andre, var Vidura’s, Bhishma’s og Drona’s pine og forfærdelse hinsides deres kontrol. Ord er utilstrækkelige redskaber til at beskrive situationen. Tårer strømmede ned ad deres kinder. De var ude af stand til at løfte deres hoveder og kaste deres blik på den afskyelige bande.”

19:8 ”Der var endnu en årsag til dette. Droupadi’s øjne skød lyn, da hun på denne måde blev pint og plaget. Havde hendes blik ramt nogen i salen, ville vedkommende være blevet reduceret til aske! Til alt held så hun kun på din ældste bedstefader, Dharmaraja. Hans mod og sindsligevægt blev prentet i hendes sind, så de forsamlede personer blev reddet fra ødelæggelse. Var det ikke sket, ville Duryodhana, Dussasana og de øvrige fra det fordærvede kuld slet ikke have overlevet.”

19:9 ”Dharmaraja’s ansigt, der i den grad udstrålede sindsligevægt, havde en sådan forvandlende virkning. Dine bedsteforældre Bhima, Arjuna, Nakula og Sahadeva iagttog ansigtet, mens deres hjerter blev sønderrevet af Droupadi’s kamp. Deres hidsighed og vrede blev kølnet ved at se på dette ansigt. Den dag reddede Dharmaraja’s uanfægtede ansigt alle fra en voldsom omvæltning. Havde det ikke været for det, ville alle være blevet fortæret af vredens flammer. Det ville have været langt værre end Kurukshetra-slaget.”

19:10 ”Intet kan ske, uden det er Guds vilje. Er det ikke sandt? Hvordan kan nogen sætte sig ud over Herren Krishna’s vilje? Droupadi jamrede sig over, at ingen af hendes herrer stod op og reddede hende, skønt hun kaldte på dem og mindede dem om deres tapperhed og mod. Netop på det tidspunkt faldt tanken, som et lynglimt, på Krishna, frelseren, og fyldte hendes kraftløse hjerte med mod! Hun råbte: ”Dette er ikke en fornærmelse rettet mod mig. Ej heller er det en infam fornærmelse rettet mod Pandava’erne. Det er en fornærmelse, en krænkelse, rettet mod Dig. Du er vores ét og alt. Vi er på alle områder afhængige af dig. Er det så rimeligt, at du nu tolererer denne grusomme fornærmelse, der forøves mod vores ære? Vi har viet vores hjerter til dig. Hør nu! Jeg har viet mig selv til dig. Måske er du ikke tilfreds med det, vi indtil nu har ofret ved dine fødder. Må din vilje ske.” Således overgav hun sig fuldstændigt og uforbeholdent til Herren.”

19:11 ”Herefter påtog De Hjælpeløses Beskytter, Frelseren for dem der overgiver sig, Herren, sig selv at redde hende fra hendes kvaler. Han tog affære; velsignede hende uden at blive hørt, set eller bemærket. Og underet skete. Den sari, som uhyrerne forsøgte at fjerne for at blamere hende, viste sig at være endeløs lang. Alle, inklusive plageånderne, blev helt fortumlede over denne demonstration af Krishna’s nåde og Droupadi’s hengivenhed. De gode og de forstandige mennesker erkendte, at sandhed og ‘rigtig handling’ aldrig kan lide skade. De glædestårer, der strømmede ud af øjnene, beviste den opstemthed, de oplevede. Den onde Dussasana faldt sammen, udmattet og ydmyget. Droupadi led ikke den mindste vanære. Al vanæren ramte Kaurava’erne, og Pandava’erne forblev uplettet.”

19:12 ”Kunne Gud tillade, at de retfærdige og moralske Pandava’er blev ydmyget? Den skade, Kaurava’erne planlagde at påføre Pandava’erne, ramte blot dem selv. Det var en direkte konsekvens af den nåde, Herren Krishna lod strømme ud over dine bedsteforældre og din bedstemoder, samt af den hengivenhed og tro som de havde over for Herren Krishna.”

19:13 ”Det var Herrens hensigt over for verden at bekendtgøre Pandava’ernes intense hengivenhed og dennes effektivitet. Yderligere ville Han også vise dem frem som gode eksempler over for Kali-tidsalderen, der snart skulle begynde. Derfor udtænkte Herren dette gribende drama. Andet ligger der ikke i det. Du er muligvis underlagt bagvaskelse, fornærmelse og vanære; du bliver muligvis kastet ud i fattigdom eller smerte, men den person der har overgivet sig til Guds vilje, vil med glæde byde det alt sammen velkomment og bære det med sindsro. Herren vil aldrig opgive sine børn. De, der er hengivne over for Gud, må være tålmodige og rolige under de mest intense provokationer. Det er en kendsgerning, at det er de fromme og de gudhengivne, der hjemsøges af slid og slæb samt bekymringer. For at lære menneskeheden disse store sandheder, lod Krishna dette drama udspille med Pandava’erne i rollebesætningen. Enhver begivenhed i deres liv er blot en scene i Hans spil.”

Kapitel 20

Krishna skænker sin nåde til Droupadi

20:1 Vismanden Vyasa fortsatte. ”Lyt oh konge! Droupadi blev overvældet af forbløffelse, da hun opdagede Krishna’s nåde, der skænkede hende tøjets hjælp til at beskytte hendes ære. Hun græd overstrømmende af taknemmelighed og udbrød i henrykkelse: ”Krishna, Krishna!, med en sådan kraft og nidkærhed at de forsamlede mennesker i audienssalen blev opskræmte. Hendes ansigts lysende glans fik dem til at nære mistanke om, at hun var den sande gudinde (gudinden Sakthi; Herren Shiva’s hustru), der fylder universet med energi.”

20:2 ”I mellemtiden manifesterede Krishna sig i sin fysiske form foran din bedstemoder, Droupadi, og sagde: ”Søster” Hvorfor er dit sind uroligt? Jeg har ladet mig føde med det udtrykkelige formål at tilintetgøre disse ondskabsfulde mænd, der er blinde af stolthed. Jeg vil sørge for, at Pandava’ernes hæder og berømmelse bliver vist frem til beundring for verdens kommende generationer. Trøst dig.”

20:3 ”Da hun hørte det, faldt hun for Herrens fødder, der blev vasket af hendes tårer, der var mørke af hendes øjenmake-up. Fletninger af hendes lange kraftige hår, der var blevet berørt af onde hænder, faldt over Hans fødder og dækkede dem. Hun lå rullet sammen om Hans fødder.”

20:4 ”Hendes voldsomme tilfredshed og hendes vrede ophidselse hensatte de forsamlede hofmænd og krigere i forbavselse. Krishna rejste hende op, og idet Han lagde en hånd på hendes hoved, velsignede Han hende: ”Rejs dig! Bind håret op i en knude. Afvent tålmodigt de begivenheder, der vil indtræffe i de kommende dage. Gå, slut dig til dine selskabsdamer i de indre gemakker”, bad Han hende indtrængende. Da hun hørte disse ord, gav det et ryk i hende, som en slange der har sit hoved løftet. Hendes øjne skinnede gennem hårets slør, der dækkede hendes ansigt. Hendes blik var som lyn mellem skyer.”

20:5 ”Hun stod midt i forsamlingen, og idet hun vendte sig mod Krishna, sagde hun i et velovervejet og roligt tonefald: ”Krishna! Tøj, der bliver flænset, kan kun blive lappet sammen; flængerne kan ikke repareres på anden vis. En dydig brud kan kun giftes bort én gang. Stivnet mælk kan ikke igen blive til almindelig mælk. Elefantens stødtænder kan aldrig skubbes tilbage i den mund, hvor de kom fra. Droupadi’s fletninger er blevet løsnet af disse onde menneskers smudsige hænder. Aldrig kan de igen blive bundet som tidligere for at markere en hustrus lykke.” Da dette var sagt, sad alle stille med bøjet hoved, fulde af skam over den fornærmelse dronningen var blevet udsat for.”

20:6 ”Men Krishna brød stilheden. ”Hvornår har du tænkt dig at sætte håret, som det var tidligere? Disse løse fletninger får dig til at se skræmmende ud.” Da hun hørte disse ord, brølede den heroiske dronning som en løvinde: ”Herre! Lyt til dette” Den beskidte slyngel, der vovede at røre dette hår, holdt det i sin uhumske hånd og trak mig ind i denne sal, skal have sit hoved knust i småstykker, og hans lig skal gnaves af ræve og hunde. Hans hustru skal gøres til enke, Hun skal løsne sine fletninger og jamre sig i uudslukkelig sorg. Den dag det sker, vil jeg sætte håret i en knude og ikke før.” Da de hørte denne forbandelse, blev de ældre i salen opskræmte over dens frygtelige konsekvenser. De holdt sig for ørerne, så de var ude af stand til at høre mere. De bad indtrængende: ”Undskyld. Fred. Fald til ro”, for de vidste, hvor katastrofal en dydig kvindes forbandelse kan være. Hjertet var ved at sprænges af frygt hos Dhritharashtra, den gamle blinde fader til den flok onde mænd, der havde fornærmet hende. Hans sønner forsøgte at se modige ud, men inderst inde var de som ramt af en storm af panik. En bølge af frygt skyllede hen over forsamlingen, for de vidste, at hendes ord ville stå til troende. Det forkerte ville blive hævnet af den straf, hun havde krævet.”

20:7 ”For at forstærke denne frygt sagde Krishna: ”Oh! Droupadi” Må din vilje ske. Jeg skal tilintetgøre disse onde mænd, der har forvoldt dine mænd så stor sorg. Det, du netop har sagt, må ske, for fra den dag du blev født, har du ikke befængt din tunge med usandheder, end ikke for sjov har du gjort det. Din stemme er sandhedens stemme. Sandheden vil, på trods af alt, sejre.”

20:8 ”Det var det tilsagn, Herren gav din bedstemoder. Kaurava’erne blev tilintetgjort, og Pandava’ernes retskaffenhed blev bekræftet over for verden. Hvor der er ‘rigtig handling’, der er Herren. Hvor Herren er, der er sejren. Denne hellige grundsætning lærte Herren verden gennem denne tragedie.”

20:9 ”Bemærkede du det? Hvor storslåede må dine bedsteforældre ikke have været for at gøre sig fortjent til denne stadige strøm af nåde fra Krishna! Overholdelsen af ‘rigtig handling’, deres urokkelige troskab over for sandheden, dette sikrede dem denne nåde. Man kan afholde kostbare og omstændelige offerceremonier og pilgrimsrejser, men hvis man blot følger ‘rigtig handling’ og holder sig til sandheden, kan man komme over omskiftelsernes og sorgens hav og nå befrielsens bred. Hvordan skulle Pandava’erne ellers være blevet reddet, da den rædselsvækkende vismand, Durvasa, begav sig ind i skoven for at brænde dine bedsteforældre til aske, som Duryodhana og hans slæng havde planlagt? Stakkels Durvasa måtte sande, at Guds nåde er mere effektiv end års fortjenester opnået gennem askese og fornægtelse. Han, der var sendt ud for at ødelægge, gik derfra med dyb beundring for sine påtænkte ofre.”

20:10 Mens Vyasa på denne måde stolt berettede om Pandava’ernes hengivenhed til Herren, løftede Parikshith sit hoved i undren. ”Hvad var det, du sagde? Var det min bedstefader, der sørgede for, at Durvasa led nederlag? Ak, sikke heldig jeg er, at jeg blev født ind i et dynasti, der har bevist, at det var selv en stor vismand overlegen! Fortæl mig herre! Hvordan gik det for sig? Hvorfor drog Durvasa ud i skoven til dem, og hvad blev resultatet?”

20:11 ”Lyt, oh store konge”, fortsatte Vyasa. ”Dine bedsteforældre, der levede i landflygtighed i junglen, var, takket være Herren Krishna’s nåde, i stand til at tilbringe deres dage der i glæde og lykke og med deres ry for gæstfrihed usvækket. De fandt, at junglen var mere fuld af glæde end Hasthinapura, hvor de var forvist fra. De ’store’ menneskers hjerter vil altid være så fulde af guddommelig tilfredshed og sindsligevægt, at de ikke vil blive påvirket af skæbnens medgang og modgang. En velduftende blomst vil glæde én med sin fortryllende duft, hvad enten den holdes i den venstre eller den højre hånd. På samme måde vil ’et stort’ menneske være lige lykkeligt, om det befinder sig i himlen eller i skoven, i en landsby eller i hovedstaden, på bjergtinden eller i dalen. Et sådant menneske oplever ingen forandringer, præcis som dine bedsteforældre demonstrerede gennem deres liv.”

20:12 ”Når de gode mennesker er lykkelige og lever i fred, kan de onde mennesker ikke holde det ud; de udvikler en kraftig hovedpine. For at blive lykkelige, er de onde nødt til at beskue de tab og genvordigheder, som de gode gennemgår! De tab, de gode lider, er de ondes sinds gevinster. En gøgs behagelige kukken lyder skarp i en krages ører. På tilsvarende vis medførte Pandava’ernes ubesværede og lykkelige liv elendighed og lidelse hos Kaurava’erne i hovedstaden.”

20:13 ”Men hvad mere kunne Kaurava’erne gøre? De havde overdænget Pandava’erne med lige så megen sorg, som de evnede; de havde mishandlet dem lige så meget, som de kunne. Til slut havde de drevet dem ud af selve kongeriget. De sendte dem ind i skovene på tomme maver.”

20:14 ”Tomme maver! Ja. Det var, hvad de forstillede sig. Men sandheden var anderledes. For deres legemer var gennemtrængt og fulde af Herren Krishna. Det at kæmpe mod sådanne 'gudfyldte’ kroppe er blot at kaste sig ud i en håbløs strid. Det var årsagen til, at Kaurava’erne fratog dem deres materielle ejendele, men sendte deres legemer uskadte ud af kongeriget. Efter terningespillet blev alle besiddelser og ejendele taget fra Pandava’erne. Kaurava’erne gjorde deres bedste for at skabe uenighed blandt brødrene og spredte grufulde sladrehistorier, der ramte snart den ene snart den anden. Men brødrene respekterede sandheden og holdt sig til sandheden. Intet kunne adskille dem. Det faktum, at intet kunne svække Pandava’ernes lykke, fortærede Kaurava’erne som en skovbrand.”

20:15 ”I dette fortvivlelsens øjeblik ankom Durvasa, der var selve raseriets inkarnation, til Hasthinapura. Med sig havde han titusind disciple. De var alle opsatte på at tilbringe den fire måneder lange stille andagt i den kongelige by. Kaurava’erne vidste god besked om asketen Durvasa’s kraft og om hans svagheder og luner. De inviterede ham derfor til paladset. I de fire måneder hans ophold varede, tilbød de rundhåndet deres gæstfrihed til ham og hans følge. Deres plan var at udnytte denne vismand og få ham til at indgå i deres krigslist. Derfor udviste de ekstraordinær entusiasme med at drage omsorg for, at alle hans egne og hans store følges ønsker blev opfyldt. De sikrede sig, at Durvasa ikke havde nogen grund til at være skuffet, modløs eller utilfreds. I fire måneder opvartede de ham med fanatisk nidkærhed. Når det skete, at vismanden fik et raserianfald, hang de med hovederne, satte håndfladerne mod hinanden og fandt sig i alle de beskyldninger, der væltede ned over dem. På denne måde blev deres hellige gæst formildnet og vundet over på deres side.”

20:16 ”En dag, da Durvasa hvilede sig efter at have indtaget et lækkert måltid, kom Duryodhana hen til hans seng og satte sig ærbødigt ved siden af den. Vismanden sagde følgende til ham: ”Oh konge, din opvartning har virkelig behaget mig. Spørg mig om en hvilken som helst velgerning, ligegyldig hvor værdifuld eller hvor vanskelig den end er, så skal jeg tilstå dig den.” Duryodhana var klar med den velgerning, han ønskede fra Durvasa. Han var glad for, at han endelig blev spurgt. Han udviste stor ydmyghed, da han bad om, at velgerningen blev ham tilstået. ”Herre! Det, at du er tilfreds med vores opvartning, er i sig selv en million velgerninger værd. Dette udtryk for påskønnelse er nok for mig. Hvad skal jeg med rigdom og berømmelse? Selv om jeg opnåede suverænitet over de tre verdener, ville jeg ikke finde nogen glæde ved denne myndighed. Jeg er bedrøvet over, at mine brødre, Pandava’erne, ikke var her sammen med mig i den fire måneder lange periode, hvor jeg fik lov at opvarte dig. Giv også dem mulighed for at redde sig selv ved at udføre denne enestående opvartning; det er mit ønske. Forsæt venligst til deres opholdssted med alle dine disciple og tilbyd også dem denne mulighed. Min ældre broder, Dharmaraja, er sådan en trofast tilhænger af ‘rigtig handling’, at han, på trods af vore protester og bønner, valgte at begive sig ind i skoven frem for at bryde sit ord. Jeg har hørt, at han selv i skoven tilbyder storslået gæstfrihed til millioner af gæster og besøgende. Der kan han opvarte dig endnu bedre med luksuriøse banketter og festlige måltider. Hvis du har tænkt dig at skænke mig din behagelige nåde, vil jeg blot bede dig gøre mig en enkelt tjeneste: Når du besøger Pandava’erne, så gør det, efter Droupadi har spist sit måltid!” Med disse ord faldt Duryodhana for Durvasa’s fødder for at stemme ham endnu mere gunstigt. Vismanden forstod krigslisten; han brød ud i latter.”

Kapitel 21

Episoden med Durvasa

21:1 Vyasa skyndte sig at forklare årsagen til Durvasa’s underlige latter: ”Durvasa accepterede imidlertid Duryodhana’s bøn! Han begav sig mod skoven, idet han sagde: ”Det er i orden, det vil jeg gøre.” Der var et dybt ildevarslende formål med denne bøn. Det var følgende. En morgen ved solopgang, da Pandava’erne var i gang med at tilbede Solguden, fik guden medlidenhed med dem og de forhold, de levede under. Ud af hans umålelige nåde fik de overdraget en krukke, hvis indhold vil forblive uformindsket, ligegyldigt hvor meget der bliver taget op af den. Den blev kaldt ’Den endeløse Ret’. Som den pligtopfyldende hustru Droupadi var, plejede hun først at spise, efter at de fem brødre havde fået deres mad. Indtil hun var færdig med at spise, ville krukken forblive fuld af mad, uanset hvor mange der havde deltaget i måltidet. Når hun havde spist og havde renset krukken, ville den ikke indeholde mere mad. På den måde skænkede krukken hver dag masser af mad, men kun indtil Droupadi havde spist. Inden hun spiste, kunne hun altså bespise tusinder, endda millioner med den mad, der var indeholdt i krukken. Men når hun først havde taget sin mad op af den, mistede krukken sin kraft for den dag. Det vil sige, at der skulle være noget mad, eller i hvert fald bestanddele af mad i den, så krukken kunne mangfoldiggøre den i millionvis. Det var dens mærkværdige herlighed. Duryodhana anmodede Durvasa om at henvende sig til Pandava’erne og bede om gæstfrihed, efter Droupadi havde spist, eftersom han havde denne specielle begrænsning i tankerne.”

21:2 ”Da den iltre vismand ville bede om mad, og Pandava’erne ikke ville være i stand til at give ham og hans store følge noget, var Duryodhana sikker på, at Durvasa ville nedkalde en frygtelig forbandelse over Pandava’erne på grund af sin voldsomme sult. Det ville for altid tilintetgøre brødrene. Det vanskelige problem med at leve sammen med dem ville være løst, og Kaurava’erne kunne herske over hele riget i fred. Det var Duryodhana’s onde hensigt. Men Pandava’erne søgte hjælp. Ikke hos noget eller nogen uden for dem selv, men hos Den iboende Herre. Hvad kan en vismands forbandelser gøre, ligegyldigt hvor mægtig han måtte være, mod sådanne mennesker? Når Den altbeskyttende Herre er på deres side, hvordan skulle ondsindede menneskers bedrag så kunne skade dem? Deres sammensværgelse måtte nødvendigvis mislykkes på skændig vis. De onde Kaurava’er forstod ikke, at når de planlagde noget i én retning, så lagde Herren planer i modsatte retning.”

21:3 ”Durvasa ankom til Pandava’ernes tilholdssted med sine titusind disciple, netop mens Droupadi hvilede sig, efter hun havde spist sit måltid og renset den hellige krukke. Hun lå og talte med sine herrer. Dharmaraja så vismanden komme mod den løvtækkede hytte, hvor de tilbragte deres dage. Han rejste sig hurtigt, bød ham med begejstring velkommen, vaskede hans fødder, tilbød blomster i tilbedelse og lagde sig i støvet foran ham. Han erklærede: ”Jeg har fået opfyldt min største ambition her i livet; dette er i sandhed den heldigste dag.” Han græd glædestårer og stod med håndfladerne samlet. Efter hans brødre og Droupadi havde lagt sig i støvet foran Durvasa, stod de nu ved siden af Dharmaraja med bøjede hoveder i ærbødig hyldest.”

21:4 ”Durvasa, der var synligt træt efter den udmattende rejse, talte med tydelig irritation. ”Vi går nu ned til floden for at bede og for at udføre vores middagsritual. Når jeg og mine titusind disciple vender tilbage, skal maden være klar.” Efter denne meddelelse begav de sig hastigt ned til floden.”

21:5 ”Da Dharmaraja hørte dette, fik han et chok. Det var lige før, hans hjerte holdt op med at slå. Han rådførte sig med Droupadi og fandt ud af, at krukken var blevet rengjort og sat til side. Alle faldt de sammen i sorg, idet de frygtede for, hvad der ville kunne ske dem. ”10.000 mennesker skal have mad! Oh Gud! Hvad vil denne dag bringe?”, klagede de helt fortabte. For Droupadi, der var den ideelle husmoder, var det at få gæster til spisning en velkommen opgave. Men hun blev fortvivlet over, at så mange på dette sene tidspunkt skulle have mad så hurtigt, og så ydermere i junglen hvor det ikke var til at få fat i nogen madvarer. Hun sagde: ”Den gæst der er ankommet, er den berømte Durvasa, hvis evner og duelighed er kendt over hele verden. Blot ved tankens kraft kan han forvandle dem, der gør ham vred, til aske! Ak, herre! Hvilken frygtelig ulykke der venter os!” Hun spekulerede over sine egne ord og rystede af frygt.”

21:6 ”Hun kunne ikke finde nogen måde, hvorpå hun kunne bespise den flok, der havde slået sig ned hos dem. Hvem andre end Herren, de godes frelser, Krishna, kunne hjælpe hende gennem vanskelighederne. ”Oh Gopala! Frels mine herrer. Beskyt os mod den tilintetgørelse, der truer os. Vis os nogle måder at tilfredsstille disse asketer og denne vismand på.” Hun anråbte Krishna med tårerne strømmende fra sine øjne og med smerte i sit hjerte. Med en inderlig længsel bad hun indtrængende til Herren. Hvad der måtte ske hende fremover, var hun ligeglad med, men hun bad om, at hendes ægtemænd måtte blive reddet, og at hendes ægteskabelige status måtte forblive intakt. Hun græd højlydt i sin voldsomme sorg. Pandava-brødrene hørte hendes jamren. Deres smerte blev fordoblet. Også de bad til Krishna, deres eneste redning. ”Oh, Nandanandana, du har reddet os fra katastrofe efter katastrofe forårsaget af Kaurava’erne. Du har beskyttet os som et øjenlåg beskytter et øje. Hvorfor har du kastet os ud i denne frygtelige nød i dag? Undskyld os vore synder og fejl. Red os fra denne skrækkelige fare. Hjælp os med at gøre vismanden og hans store følge tilfreds.””

21:7 ”Krishna opholdt sig i Mathura, men Pandava’ernes bønner og Droupadi’s tårer blødgjorte Hans hjerte så meget, at Han rejste fra byen. Der lød fodtrin. Pandava’erne, hvis hoveder var bøjet af ængstelse for, hvad der ville ske, når Durvasa vendte tilbage fra floden, løftede blikket og så Krishna træde ind i deres hytte. Hans smil spredte et funklende lys i rummet, og Hans gule klædning gled efter Ham hen ad jorden. De udbrød: ”Krishna! Krishna!”, og løb hen mod Herren. Droupadi hørte den velkendte stemme og skyndte sig ud fra de indre værelser. Hun formodede, at lyden af stemmen måtte være et tegn på Guds nåde, der muligvis blev vist dem. Men da hun så Krishna’s skikkelse, skyndte hun sig at kaste sig for Hans fødder og vaske dem med sine tårer. ”Frels mig; frels mine herrer. Stil vismanden og hans følge tilfreds.” Krishna, den fuldendte instruktør af dette universelle drama, forekom at være uinteresseret i deres ængstelse, og gik kun op i sin egen sult! Han sagde: ”Droupadi! Dette er forunderligt. Jeg er sulten. Stil først min sult, og derefter kan du bede mig om det, du behøver. Giv mig straks noget mad!” Han strakte sine håndflader frem, som om Han ikke kunne vente.”

21:8 ”Droupadi sagde: ”Oh, herre! Det er ikke tidspunktet at lave sjov på. Det er prøvelsens tid for os. Frels os, le ikke af vores vanskelige stilling.” Hun tørrede strømmen af tårer bort med kanten af sin sari. Hun bønfaldt med begge sine hænder strakt ud i ydmyghed. Med sin hånd løftede Krishna hendes hoved og sagde med en mild, forsikrende stemme: ”Barn! Tårer samler sig i kvinders øjne ved den ubetydeligste anledning. Men kan tårer stilne min sult?” Krishna var tydeligt i sit spydige hjørne. Droupadi svarede: ”Gopala! Du er den anden, der beder om noget ved vor dør i dag. Men hvis vi ikke giver dig, hvad du beder om, vil du ikke forbande os og tilintetgøre os. Men den første der kom og bad om noget, venter med titusind følgesvende på at få stilnet sin sult ved et måltid, vi skal give! Vi er alle ved at blive reduceret til aske; hvor kan vi fremskaffe blot et enkelt riskorn i denne skov? Hvordan kan jeg stilne sulten hos så mange mennesker på så kort tid på dette øde sted?” På denne måde forklarede hun årsagen til den tristhed, der havde grebet dem.”

21:9 ”Gopala lo højt. ”Der er kommet titusind gæster, siger du. Men jeg kan ikke se én eneste af dem her! Jeg kan kun le af dine ord. Barnet, der sidder på dit skød, sender du væk for at kæle med det barn, der er langt væk. Begynd med at give mig rigeligt mad, så min sult forsvinder; derefter kan du tænke på at gøre de mennesker tilfredse, der er langt væk.” Krishna var ubøjelig med sit krav om, at Han skulle opvartes først. Han spillede rollen som den sultne person perfekt. Droupadi var nødt til at forklare sin forlegenhed: ”Herre! Krukken indeholdt en mangfoldighed af mad. Al maden blev serveret og spist. Jeg var den sidste, der spiste. Jeg har renset den hellige krukke, vi har fået af Solguden, og sat den til side. Hvordan kan jeg nu få mad fra den? Hvordan kan jeg stilne din sult? Du er vores eneste redning. Hvis du, der ved alting, forvolder os lidelse, hvad vil de andre så ikke gøre mod os?” Droupadi begyndte at græde igen.”

21:10 ”Gopala sagde: ”Ok, bring mig krukken. Selv om krukken blot giver mig en smule af et eller andet spiseligt, vil jeg være tilfreds.” Hun gik derfor ind efter krukken og gav Krishna den. Forsigtigt lod Gopala sine fingre glide rundt på indersiden af krukken. Han ledte efter blot en lille madrest, der måske ikke var blevet fjernet ved rengøringen. I krukkens hals fandt Han et lille stykke af et kogt blad. Derfor spurgte Han: ”Droupadi! Du ser ud til at have fået en bladrig ret til middag i dag!”

21:11 ”Droupadi var overrasket over, at Krishna var i stand til at opdage et ubetydeligt lille blad i den krukke, som hun havde skrubbet ren. ”Det må være et af dine mirakler. Ligegyldigt hvilket arbejde jeg udfører, så gør jeg det effektivt. Jeg kunne ikke have rengjort den så dårligt!”, lo hun. Da hun gik hen til Krishna for at se bladet, viste Krishna det til hende, idet Han sagde: ”Se! Det fandt jeg i din krukke. Det er nok til at stilne, ikke blot min sult, men alle væsener i universets sult.” Herefter lagde Han det på sin tunge med det yderste af sin finger, mens Han udbrød: ”Ah! Hvor dejligt! Min sult er forsvundet!”

21:12 ”I det selv samme øjeblik følte Durvasa ved flodbredden og hans titusind disciple deres maver blive fulde af mad. Deres sult forsvandt også. De oplevede en stor lykkefølelse. De var blevet befriet for de smerter af sult, som de havde lidt af minuttet før. Med fagter forklarede de hinanden om deres forundring over det skete, og bagefter talte de om det, der var hændt dem. ”Alle vores maver er fulde af mad. Der er end ikke plads til blot et ekstra riskorn! Dharmaraja venter på os med en stor banket med ekstra lækre retter, og han vil insistere på, at vi yder hans gæstfrihed fuld retfærdighed. Men hvordan skal vi få plads til det festmåltid, han har tilberedt? Vi er i sandhed i en frygtelig forlegenhed!”, sagde de. Nogle af dem huskede nu episoden, da deres herre, Durvasa, forbandede den hellige kong Ambarisha, men hvor vismanden gennem Krishna’s mellemkomst selv led nederlag til forbandelsens offer.”

21:13 ”De fortalte Durvasa om deres tilstand og deres formodning. Vismanden, der blev klar over den nåde, Dharmaraja havde fået, sendte ham overstrømmende sine velsignelser. Med sine disciple forlod han stedet ad en anden rute, så han derved undgik Pandava-brødrenes opholdssted.”

21:14 ”Men Krishna havde kommanderet Bhima til at begive sig til floden og hurtigt bringe vismanden og hans følge til frokosten. Da Bhima så, de var ved at slippe væk ad en anden rute, øgede han tempoet. Men disciplene, der var bange for hans intentioner, løb ind i junglen for at redde sig selv! Bhima stillede sig lige foran Durvasa og fortalte ham: ”Herre! Min ældre broder beordrede mig at møde dig og bringe dig hjem til os, for frokosten er klar til jer alle sammen.” Durvasa bønfaldt beklagende: ”Bhima! Vi kan end ikke spise den mindste smule. Vi er fyldt til bristepunktet. Vi er overhovedet ikke misfornøjet med jer. Jeg velsigner jer, at I må opnå al mulig lykke. Jeg vil besøge jer, når I som ubestridte regenter hersker over verden, og til den tid vil jeg tage imod jeres gæstfrihed. De, der tilskyndet af syndige motiver sendte mig til jer, vil blive udsat for total tilintetgørelse.” Idet Durvasa ønskede Pandava’erne alt muligt held, drog han bort med alle sine følgesvende.”

21:15 Vyasa spurgte: ”Parikshith, lagde du mærke til, at dine bedsteforældres hengivenhed og deres evne til at overgive sig var uden sidestykke? Og lagde du mærke til, at på tilsvarende vis var den nåde, som Krishna skænkede dem, uovertruffen?” Mens Vyasa havde afsløret disse episoder med det formål at forklare Parikshith om Pandava’ernes uafbrudte tro og Krishna’s nåde, havde Parikshith lyttet spændt. Han lyttede med ærefrygt og ærbødighed, forundring og bekymring; hans sind blev hele tiden påvirket på forskellig vis. Da Pandava’ernes dilemma blev beskrevet, blev Parikshith ophidset. Når en truende katastrofe blev beskrevet, græd han af sympati. Når brødenes succes blev beskrevet, græd han glædestårer.

Kapitel 22

Arjuna’s kamp mod guderne

22:1 Vyasa fortsatte: ”Oh konge, hvis behovet opstod, var dine bedsteforældre parate til at give afkald på alt og give det til Gud. Hvis behovet opstod, var de også klar til at kæmpe mod Gud. De kunne nemlig udelukkende overholde det, der er en krigers ‘rigtige handling’ (en krigers pligt), når de kæmpede på denne måde. Du må have hørt historien om din bedstefader, der kæmpede mod Herren Shiva, og fra Ham vandt Shiva’s guddommelige kastevåben. Da kongen hørte det, løftede han straks sit hoved og spurgte: ”Herre! Hvad var det, du sagde? Førte min bedstefader krig mod Shiva? Det har jeg ikke hørt om tidligere. Fortæl mig om det; sluk min tørst efter at få kendskab til den historie.” Parikshith faldt for Vyasa’s fødder og bad ham indtrængende om at fortælle historien.

22:2 Vyasa rømmede sig. ”Søn! Hvor mange historier skal jeg fortælle dig? At fortælle fuldstændig udførligt om forholdet mellem Pandava’erne og guderne tager ikke blot timer eller endog måneder, men år! Men eftersom du beder så indtrængende, vil jeg fortælle så mange historier, som det er muligt inden for den tid, vi har til rådighed. Hør nu, oh konge! Pandava’erne levede i skoven. En dag blev Dharmaraja overvældet af bekymring. Han følte, at de andre fætre, Kaurava’erne, måske ikke ville tillade ham at leve i fred, selv efter at eksilperioden var udstået. Det var overordentligt tvivlsomt, om de ville overdrage Pandava’erne deres andel af Imperiet. Dharmaraja frygtede, at krig var uundgåelig, og at tidsalderens store bueskytter, Bhishma, Drona, Karna og Aswathama i så tilfælde ville slutte sig til Kaurava-flokken. Han frygtede, at Pandava’erne måske ikke ville være i stand til at besejre en så strålende styrke. Han frygtede, at krigen kunne ende med nederlag, og at Pandava’erne så blev nødt til at tilbringe resten af livet i junglen. Da Arjuna så hans store elendighed, henvendte han sig til ham og bad om tilladelse og velsignelse til at drage af sted, for gennem askese at vinde våben fra guderne, så de kunne besejre fjenderne. Dharmaraja befalede ham at gå til værks og behage guderne, og gennem deres nåde skaffe våben så de kunne vinde krigen.”

22:3 ”Arjuna begav sig ind i Gandhamadana-bjergområdet. Selv for den mest foretagsomme asket var det et utilgængeligt sted. Her praktiserede Arjuna askese for at formildne Indra, gudernes regent. Himmeriget var forbløffet over denne askese og over hans regelmæssige udholdenhed. Derfor viste guden Indra sig for ham og sagde: ”Søn! Din askese behager mig. Men hvis dine ønsker skal opfyldes, må du først vinde Shiva’s nåde. Når du har fået den, vil jeg tage dig til himmeriget og udruste dig med alle de våben, himmeriget kan tildele dig.””

22:4 ”I overensstemmelse med Indra’s råd, satte Arjuna sig og mediterede på Shiva for på denne måde at vinde Hans nåde. I mellemtiden besluttede Shiva sig for at lade sit eget drama udspille. Nu skal jeg fortælle dig om dette drama: Et kæmpestort vildsvin, der var stærkt ophidset, løb hen mod pladsen, hvor Arjuna var i gang med at udføre asketiske øvelser. Han fik øje på det, og skønt man skal afstå fra at skade noget levende væsen, mens man udfører asketiske øvelser, tog han, uden at tænke nærmere over det, sin bue og sine pile frem, eftersom vildsvinet var lige ved at gå til angreb på ham. Netop i det øjeblik kom en jæger, der også var bevæbnet med bue og pil, til syne foran Arjuna! Denne blev forbløffet over, at en kvinde ledsagede jægeren i denne tætte skov, hvor ingen person kan færdes sikkert. Men da han så nærmere efter, opdagede han et mægtigt følge bag jægeren. Følget bestod af mænd og kvinder, der forekom at være noget bistre, da de hylede og skreg på underlig vis. Arjuna var både rådvild og forbløffet.”

22:5 ”Den person der først havde vist sig, jægeren med det bistre ansigt og de rødsprængte øjne, talte til Arjuna: ”Du der! Hvem er du? Hvorfor er du kommet til dette sted? Jeg vil advare dig om, at du vil dø, hvis du skyder en pil mod det vildsvin, selv om det sker ved en fejltagelse. Jeg har jaget det og fået det til at løbe herhen. Hvilken ret har du til at løfte din bue og pil mod det?” Disse ord ramte Arjuna’s hjerte som en hel byge pile. Han følte sig forfærdeligt såret; for en almindelig jæger havde fornærmet ham. ”Fyren kender ikke mit navn eller mit ry; ellers ville han ikke have udfordret mig”, sagde han til sig selv. Han hævede sig bue og affyrede en pil mod vildsvinet. I selv samme øjeblik affyrede jægeren også en pil mod det.”

22:6 ”Dyret faldt til jorden, død. Jægeren kæmpede med sin vrede. Han slyngede skældsord mod Arjuna. ”Du der! Du kender ikke reglerne for jagt. Når jeg har fået øje på det, jaget det og udvalgt det som mål for mine pile, hvor vover du så at rette din pil mod det? Du er en grådig barbar.” Hans øjne skød gnister, så ukontrolleret var hans raseri. Arjuna var også rasende. Han råbte tilbage: ”Hold mund, din slyngel. Ellers skal jeg ekspedere dig til Dødsriget. Stands din hånlige tale og frels dig selv. Gå tilbage til det sted du kom fra.””

22:7 ”Jægeren tog kampen op; han veg ikke. ”Lige meget hvem du er, så er jeg ikke bange. Måske har du 3.300.000.000 guder på din side, men jeg vil ikke give mig. Pas du hellere på; du er en type, der blander dig. Hvem gav dig tilladelse til at komme her? Hvem tror du, du er, siden du beordrer mig til at forlade stedet? Denne skov tilhører os; du er en tyv, der har sneget sig ind, og du har den frækhed at bede os om at forsvinde!”, svarede han.”

22:8 ”Ud fra disse ord gættede Arjuna på, at han ikke stod over for nogen almindelig jæger. Han talte derfor i et roligere tonefald. ”Skoven tilhører alle. Du er kommet for at jage, jeg er kommet for at praktisere askese for at behage Shiva. Jeg skød udelukkende det vildsvin for at redde mig selv fra dets raseri.” Jægeren blev imidlertid ikke blødgjort. ”Jeg er ligeglad med, hvem du tilbeder; hvem du ønsker at behage. Indrøm det forkerte, du har gjort. Hvorfor skød du det dyr, som jeg jagtede? Acceptér din fejltagelse og sig undskyld; lov du vil forbedre dig”, insisterede han. Arjuna mistede al sin tålmodighed. For sig selv sagde han: ”Lige som dyret må denne fyr lade livet.” Han følte ikke, at jægeren kunne kureres ved hjælp af venlige ord.”

22:9 ”Derfor udvalgte han en spids pil, satte den på buen og skød den mod jægeren. Den ramte ham, men lige som en pind der rammer en klippe, faldt den til jorden. Den blev helt bøjet ved sammenstødet! Derfor måtte den forbløffede Arjuna affyre en måneformet pil, der ville kløve hans hoved. Men med sin venstre hånd fejede jægeren pilen væk, som havde den været et græsstrå.”

22:10 ”Til sidst affyrede Arjuna en uendelig byge af pile fra sit uudtømmelige pilekogger. Heller ikke det havde nogen virkning. Arjuna blev desperat, som en mand der var blevet frarøvet alle sine ejendele og havde mistet al sin modstandskraft. Han stod hjælpeløs, fyldt med raseri. Han var som en fugl med stækkede vinger; som en tiger hvis tænder var blevet trukket ud, og hvis kløer var blevet klippet af; som et skib uden sejl og ror.”

22:11 ”Han gjorde et forsøg på at slå jægeren med selve buen. Den knækkede i småstykker ved sammenstødet. Det overraskede ham, og han besluttede sig for at anvende sine bare næver, for de var de eneste våben, han havde tilbage. Da han var rede, kastede han sig over jægeren og kæmpede som en rasende for på denne måde at besejre ham. Jægeren bød hans nye træk velkommen med en hjertelig latter. De kæmpede for at overmande hinanden med så enorme favntag og slag, at det så ud, som var det to bjerge, der var i en dødbringende strid. På grund af den usædvanlige larm, blev skovens fugle så bange, at de af ren og skær frygt fløj højt op i himlen. De dyr der boede i junglen, stod og stirrede på striden. De fornemmede, at en eller anden stor katastrofe hang over deres hoveder. Ude af stand til at bære kampens byrde rystede Jorden.”

22:12 ”På trods af alt hvad der skete, viste jægeren intet tegn på træthed. Han var helt ubekymret og grinede. Han var lige så frisk, som da kampen startede. Arjuna var derimod badet i sved. Han gispede efter vejret. Hans knytnæver var skamferede! Jægeren var ikke skadet og var ikke det mindste påvirket! Desuden skete der det, at da jægeren først fangede Arjuna i et forholdsvist let greb, kastede Arjuna blod op! Da han opdagede det, brød jægeren ud i en forfærdelig latter, og idet han jublede foran sin ægtefælle, sagde han med et sigende udtryk: ”Lagde du mærke til det?””

22:13 ”Arjuna vaklede rundt og var helt forvirret. Han mistede fatningen. For sig selv hviskede han: ”Krishna! Hvorfor har du ydmyget mig på denne måde? Oh, er det her også en scene i dit spil? Denne jæger er i sandhed ingen almindelig dødelig. Måske er det dig selv, der er kommet i denne skikkelse for at trampe på min stolthed. Ak, tænk at blive overmandet af en jæger der lever i skovene! Nej, det må være din spøg, dit spil. Denne jæger er ingen almindelig fyr. Red mig, for jeg tror, jægeren er dig.””

22:14 ”Da han havde sagt det, vendte han sig mod parret foran sig. Der så han, ikke jægeren og dennes hustru, men Shiva og Hans gemalinde, Gowri. De velsignede ham med et bedårende smil. De løftede hver en hånd med håndfladen vendt mod ham og forsikrede ham på denne måde, at han intet havde at frygte.”

22:15 ”Arjuna blev overvældet af fryd. Han løb mod dem, idet han højt råbte: ”Oh Sankara (Shiva)! Moder Gowri!” Han kastede sig for deres fødder. Han bønfaldt dem om at tilgive ham sin ubesindighed. Gowri og Sankara, der er nådens legemliggørelser, tog ham om skulderen og løftede ham kærligt og klappende ham hengivent på hovedet. ”Søn”, sagde de. ”Du har opnået dit livs virkeliggørelse; du gjorde din pligt, som du er bestemt til. Det var overhovedet ikke forkert. Tag den her; den er symbolet på vor nåde”, og fra selveste Herren Shiva modtog Arjuna Shiva’s guddommelige kastevåben.”

22:16 Vyasa fortsatte: ”Oh, Store konge! Hvordan skal jeg prise din bedstefaders tapperhed? Ham der kæmpede mod Shiva, der var bevæbnet med den usynlige trefork. Kilden til dette mod og denne dristighed stammer fra den nåde, Herren Krishna overøste ham med. Dine bedsteforældre overvejede aldrig at foretage sig det mindste uden Krishna’s udtrykkelige ordre. Rent faktisk blev Hans nåde uopfordret skænket til Pandava’erne under Mahabharatha-krigen. Det skete hvert eneste øjeblik og i stor udstrækning. De var de eneste, der kendte til den dybe kærlighed, der tilskyndede til denne nåde; andre kunne ikke fatte dens omfang.” Da Vyasa kom til at tænke på dette, græd han glædestårer på grund af Pandava-brødrenes gode skæbne. Han var ikke den eneste, der græd.

22:17 Den person, der lyttede til hans beretning, nemlig Parikshith, var om muligt endnu mere overvældet af beundring og taknemmelighed. Han græd glædens tårer; hans læber skælvede af følelser; hans stemme knækkede over af sindsbevægelse. Han var ude af stand til at beherske sig. Han udbrød: ”Oh, hvor er jeg heldig at være født ind i denne slægt! Hvor tapre, hvor hengivne, hvor frygtindgydende var mine bedsteforældre ikke! Tænk hvor heldig jeg er, at jeg er i stand til at høre om deres pragt fra guddommelige vismænd, vismænd som du. Oh, jeg er i sandhed velsignet trefoldigt. Når jeg lytter til beretningerne om mine bedsteforældre og om Herren Krishna’s herligheder, føler jeg aldrig, jeg har hørt nok. Jeg længes efter at høre mere.”

22:18 ”Vil du ikke nok fortælle mig om, hvordan Herren reddede og beskyttede mine bedsteforældre i krig. Det vil bidrage til at stilne min sult; bidrage til at slukke min tørst.”

Kapitel 23

Beskyttelsen på slagmarken

23:1 Eftersom kongen bønfaldt på denne måde, sagde Vyasa: ”Oh. Konge! Som de havde indvilliget i, boede Pandava’erne i eksil i skoven gennem tolv år. Desuden fuldførte de også et helt år, hvor de levede inkognito. Da de endelig til slut afslørede sig (i forbindelse med de onde Kaurava’ers voldelige bortførelse af Kine fra Virata-området), svor Duryodhana, den ældste i den grusomme klan, dette monster af falskhed, at der ikke var forløbet et helt år, og at Pandava’erne derfor havde brudt deres aftale. Han sagde, at de derfor i henhold til kontraktens strafklausul var bestemt til yderligere tolv års eksil og endnu et år, hvor de skulle leve inkognito! Han var ubøjelig i den konklusion.”

23:2 ”De ældre, Bhishma og andre, hævdede, at Pandava’erne på den mest samvittighedsfulde måde havde opfyldt kontraktens betingelser. Pandava’erne havde ikke røbet deres opholdssted i løbet af hele året. De havde boet i eksil i samfulde tolv år. Men Kaurava’erne accepterede ikke den åbenbare sandhed. De forberedte vejen for deres egen undergang og ødelæggelse! De lyttede ikke til nogen; de hørte ikke efter noget som helst råd. De svor, at alene slagmarken kunne afgøre stridspunktet.”

23:3 ”Hvad kan nogen stille op over for et sådant kongeligt dekret? Derfor engagerede begge parter sig i forberedelse på krig. Kongen, Duryodhana, var udrustet med en slagkraftig styrke, og Pandava’erne kom lige fra eksil! Men sandheden og retfærdigheden allierede sig med de landsforviste, og derfor sluttede nogle få konger, der var motiveret af moralske principper, sig til Pandava’erne. I stort antal tog de øvrige den regerende konges parti, og derfor var Kaurava’erne i stand til at have kommandoen over elleve militære enheder, mens Pandava’erne blot rådede over syv. (En enhed bestod af 109.350 fodfolk, 65.610 ryttere til hest, 21.870 elefanter med tilhørende krigere og 21.870 stridsvogne med besætning).”

23:4 ”Men hør! Arjuna’s stridsvogn havde Herren Krishna, ’Røgterpigernes elskede’, som vognstyrer. Han lod sig ikke nøje med at være vognstyrer for Pandava’ernes skæbne! Derfor havde Pandava’erne ikke noget svagt punkt i deres styrker. Krishna var al den styrke, de behøvede. Men alligevel skete der det i Herrens storslåede drama, at Arjuna’s rolle tog en pludselig og uventet drejning, hvilket overraskede alle.”

23:5 ”Herren beordrede Arjuna til at iagttage fjendens ledere, som han var nødt til at kæmpe imod. Han kunne gøre det fra sin stridsvogn, som han hele tiden havde placeret mellem de to hæres kampklare og opstillede rækker. Arjuna kastede et hurtigt blik på de helte, som var ivrige efter at møde ham i kamp. Straks strømmede tårer fra hans øjne! Han smuldrede hen i fortvivlelse og ulyst. Det var en scene, der fyldte tilskuerne med skam.”

23:6 ”Men bemærk at din bedstefader ikke var påvirket eller plaget af angst eller fejhed. Foran sig så han Bhishma, den ærværdige bedstefader, der elskede at have ham på sit skød og som kælede med ham, som var Arjuna hans eget barn. Han så sin respekterede lærer, Drona, af hvem han havde lært bueskydning fra a – z. Derfor jamrede hans hjerte: ”Ak! Er det nu også nødvendigt, at jeg skal lide under denne blodige krigsførelse mod disse store ædle personer, som jeg rent faktisk burde tilbede med sarte, kærlige blomster? Hvordan kan jeg affyre pile mod dem? Er jeg nødt til at såre selve de fødder, som jeg egentligt ærbødigt skulle placere på min pande, når jeg pligtopfyldende lægger mig i støvet foran dem?” Den sentimentalitet der overvældede ham, skyldtes rent faktisk hans følelser og tilbedelse. Det var den følelse, der var årsag til hans modløshed og ikke en eller anden svag følelse.”

23:7 ”Følelserne ’jeg’ og ’mine’ voksede så voldsomt i ham, at han vendte sig mod Krishna og sagde: ”Krishna, kør stridsvognen tilbage til Hasthinapura. Jeg ønsker at tage af sted fra alt dette.” Krishna lo hånligt, og med slet skjult foragt bemærkede Han: ”Min kære svoger. Øjensynligt forekommer du at være bange for at kæmpe. Meget vel, jeg vil køre dig tilbage til Hasthinapura og i stedet vende tilbage med din hustru, Droupadi; hun er ikke bange. Kom, lad os vende om. Jeg var ikke klar over, at du var sådan en kujon. Havde jeg vidst det, ville jeg ikke have accepteret stillingen som vognstyrer for dig. Det var et stort fejlskøn fra min side.”

23:8 ”Mens Krishna sagde dette og desuden kom med mange andre skånselsløse udtalelser, tog Arjuna til genmæle: ”Tror du virkelig, at jeg, der kæmpede mod guden Shiva og fra Ham vandt Shiva’s guddommelige kastevåben, vil tabe modet ved at stå over for disse almindelig dødelige? Det er en følelse af ærbødighed og barmhjertighed, der får mig til at afstå fra at dræbe disse slægtninge. Det er ikke frygt, der holder mig tilbage.” Arjuna talte længe, idet han argumenterede med udgangspunkt i ’jeg’ og ’mine’, men Krishna gouterede ikke hans argumenter. Han forklarede ham om de grundlæggende principper bag al aktivitet og moral og fik Arjuna til at tage de våben op, som han havde kastet fra sig. Han fik ham til at følge en krigers moralske bud og sociale forpligtelser.”

23:9 ”Midt under slaget, da alle Kaurava-krigerne samtidigt affyrede en byge af pile mod Arjuna, reddede Krishna ham fra denne frygtelige byge. Han reddede ham på samme måde, som Han tidligere havde reddet beboerne og kvæget i Gokula fra de byger af hagl, der regnede ned over dem på grund af guden Indra’s vrede. Dengang reddede Krishna alle ved at løfte Govardhana-bjerget, så alle kunne finde ly under det. Han tiltrak alle pilene mod sig selv og reddede derved Arjuna, der sad bag Ham i stridsvognen, fra det dødelige angreb. Blodet flød fra sårene på Krishna’s legeme, men ikke desto mindre holdt Han det op mod den byge af iltre pile, som fjenden affyrede. Hans mål var, at Arjuna skulle beskyttes mod at komme til skade. Han havde også til hensigt at formindske de onde modstanderes magt og stolthed og højne Arjuna’s hæder og anseelse.”

23:10 ”Selv bar Krishna ikke våben, men Han forårsagede fjendernes tilintetgørelse, og over for verden proklamerede Han den ‘rigtig handlings’ vejs herlighed, den vej som Pandava-brødrene holdt sig trofast til. Under slaget blev din bedstefader ofte pint ved tanken om den rolle, Krishna havde påtaget sig. ”Tænk, at vi bruger dig til dette ubetydelige formål. Dig, som vi burde installere i hjertets lotus-rede; dig sætter vi på stridsvognens plankesæde! Vi har degraderet dig til tjener! Vi har nedvurderet Herren på så gemen vis. Ak, at vi er blevet forvandlet til sådanne indskrænkede personer!” På denne måde jamrede han ofte for sig selv.”

23:11 ”Mere pinefuldt end alt andet var en anden smertelig handling, som Arjuna fra tid til anden nødvendigvis måtte udføre. Når som helst han var nødt til at udføre denne handling, blev stakkels Arjuna overvældet af et uudholdeligt samvittighedsnag.” Idet han fortalte dette, bøjede Vyasa sit hoved, som ville han helst afstå fra at nævne det. Det vakte i endnu højere grad Parikshith’s nysgerrighed, og han bønfaldt: ”Sig mig Herre! Hvad var det helt præcist for en uundgåelig skade, han var nødt til at forvolde, selv om det var en helligbrøde?”

23:12 Til det sagde Vyasa: ”Oh konge. I kampens hede er lederen i stridsvognen nødt til at give tegn til vognstyreren om, hvilken vej han skal køre. Hvis han giver en mundtlig ordre om at køre til højre eller til venstre, kan han ikke være sikker på at blive hørt. Larmen kan være for høj, og lydene vil kunne forveksles. Så derfor må han, mens han er fuldstændigt opslugt af at være i heftig kamp mod fjenden, prikke vognstyreren på tindingerne med sin venstre eller højre tå. Derfor lader han altid sine tæer være i berøring med tindingerne. Vognstyrerens sæde er placeret på et lavere niveau end lederens. Hvis stridsvognen skal køre lige ud, må begge tæer presses mod tindingerne med ens styrke. Sådan styrede man en stridsvogn.”

23:13 ”Eftersom dette pres blev foretaget med kraftigt fodtøj, havde begge Herrens tindinger hver dag mærker efter hudafskrabninger. Af bar skam forbandede Arjuna sig selv. Han hadede selve ideen om krig og bad til, at det ondskabsfulde spil øjeblikkeligt måtte ophøre. Han plejede at blive bragt fuldstændig ud af fatning af pine over, at han med sine fødder var nødt til at berøre det hoved, som vismænd og helgener tilbad.”

23:14 ”Krishna’s håndflader, der plejede at være bløde og sarte som en lotusblomsts kronblade, fik vabler over det hele, eftersom de var nødt til at holde tømmerne stramme. Bedre blev det ikke af, at hestene strammede tømmerne, alt hvad de kunne, hver gang de blev holdt tilbage eller på anden måde skulle styres. Herren hverken spiste eller sov. Han hjalp både ledere og menige og sørgede for, at såvel heste som stridsvogn var i perfekt stand. Han udførte også forskellige andre ærinder, der var grundlæggende for en sejr. Han badede hestene i floden, plejede deres sår og smurte helbredende balsam på dem… men hvorfor fortsætte med at nævne det hele? Han opførte sig som en tjener i din bedstefaders husstand!”

23:15 ”Han påtog sig aldrig den rolle som universets hersker, der er Hans sande natur og status. Gav Herren Krishna ikke selv dine bedsteforældre denne forsikring: ”Vær hengivne over for mig og modtag styrke fra mig. I den udstrækning jeres begejstring intensiveres og fremskynder denne proces med at give og modtage, i den udstrækning vil I få succes og blive lykkelige. Overlad alle jeres bekymringer, vanskeligheder, besværligheder og ønsker til mig, og modtag til gengæld glæde, fred og karakterstyrke fra mig. I den tid jeg er her, er det udelukkende åndelige aspiranter og retskafne personer, der får forbindelse med, bliver venner med eller modtager min nåde.” Denne forsikring er et udtryk for Hans kærlighed og hengivenhed til dem, der er hengivne over for ham”, sagde Vyasa, vismanden, til kongen.

Kapitel 24

Parikshith bliver forbandet

24:1 Fra vismanden Vyasa’s mund hørte Parikshith dennes beskrivelse af Pandava’ernes dybe hengivenhed og vedholdende tro. Han blev begejstret, da han hørte om den grænseløse nåde, Herren Krishna havde skænket dem. Kongen var så fordybet i glæde, at han knapt sansede, om det var nat eller dag! Pludselig blev han vækket af fuglenes muntre pippen og lyden af hanegal. Han lyttede til de sange, hans undersåtter hver dag ved daggry bød Herren velkommen med. Han lyttede til templernes klokker, der ringede rundt om i paladset.

24:2 Også Vyasa opdagede, at en ny dag tog sin begyndelse. Han sagde: ”Søn! Nu bliver jeg nødt til at tage af sted.” Idet han tog den vandkrukke, som han medbragte på sin færd, rejste han sig og velsignede kongen, der i stor sorg faldt for vismandens fødder. ”Ak, at det så hurtigt blev daggry! Jeg har endnu ikke helt fattet mine bedsteforældres storhed og herlighed! Jeg mangler endnu helt at fatte dybden af deres hengivenhed og pligtfølelse”, jamrede han.

24:3 Hans sind tumlede med de begivenheder, han lige havde hørt om; de begivenheder hvis enestående karakter han havde fået en fornemmelse af. Han var så opfyld af begejstring, at han ikke kunne gå i gang med kongerigets anliggender. Rent faktisk undgik han at blive rodet ind i dem og søgte ensomheden. En dag besluttede han sig for at drage ind i skoven for at jage, blot for afvekslingens skyld. Han gav ordre til, at der blev gjort forberedelse til en ekspedition ind i junglen.

24:4 Meget snart modtog han besked om, at alt var gjort klar, og at jægerne og de øvrige deltagere alle var mødt op. Med tungt hjerte slæbte han sit legeme hen mod sin vogn og satte sig op i den. Tjenere, der alle var i fuld mundering, begav sig af sted. Som det var sædvane, gik de både foran og bagved den kongelige vogn. Af en eller anden grund mente kongen, at det ikke var nødvendigt, at så mange ledsagede ham. Denne dag bad han derfor nogle af dem om at vende om og gå tilbage. Da kongen og hans følge rykkede frem, fik de øje på adskillige flokke af hjorte, der gik omkring og græssede. Det syn fik bragt kongen til live! Han kom ned af vognen og med sin bue skudklar, optog han sammen med nogle få mænd jagten på hjortene. Flokkene spredtes af bar frygt. Jægerne var i skarp forfølgelse. Kongen udvalgte sig en flok flygtende dyr som sit mål, og han løb efter dem, uden at være klar over at han var alene, afskåret fra sine tjenere, der havde fulgt andre spor.

24:5 Han havde både gået og løbet langt, og nu var han ikke i stand til at nedlægge noget dyr. En frygtelig tørst begyndte at plage ham. Han kunne næsten ikke holde sin udmattelse ud. Som en vanvittig ledte han efter vand. Til alt held fik han øje på en eneboer-hytte, en lille stråtækt hytte. Fuld af forventning ilede han hen til den. Der var ingen at se! Stedet forekom at være tomt. Fuld af pine kaldte han så højt, han var i stand til. Med sin svage hals råbte han klagende: ”Tørst, tørst.” Der kom intet svar fra hytten. Da han trådte ind, fik han øje på eneboeren Sameeka, der var i gang med at meditere. Han gik han til ham og spurgte i en medynkvækkende tone: ”Herre, herre.” Men Sameeka var helt væk i meditationens dyb, så der kom overhovedet ingen reaktion fra ham.

24:6 Kongen blev overvældet af en følelse af krænkelse og af et voldsomt raseriudbrud. Han var kommet til en eneboerhytte, han havde set eneboeren, og alligevel var han stadig hjælpeløs af sult og tørst. Det sårede hans stolthed, for han var egnens hersker, og eneboeren havde vovet at dvæle i sig selv, da han var kommet til ham og havde kaldt på ham. Parikshith overså alle reglerne for anstændig opførsel, for han kunne knapt nok kontrollere sin vrede. Hans fod trådte på noget reb, der lå på gulvet. Han opdagede, at det ikke var reb, men en død slange. Som styret af skæbnen, fik denne lille episode ham til at komme på en ondskabsfuld ide. Han smed den døde slange rundt om halsen på eneboeren, der sad som en statue ligeglad med andres lidelser. Derefter forlod han eneboerhytten og gik hurtigt derfra for at lede efter et andet sted, hvor han kunne slukke sin tørst og få noget mad.

24:7 Nogle drenge så ham komme ud fra hytten. Da manden så fremmed ud og var pragtfuldt klædt, gik de ind i hytten for at finde ud af, hvorfor han var kommet, og hvad der var sket. Rundt om vismanden Sameeka’s hals så de en slange! De gik tættere på og undersøgte den. De opdagede, at den var død. De spekulerede over, hvem der kunne have udført denne oprørende grusomhed. De formodede, det måtte være den mands værk, der lige havde forladt hytten. Derfor løb de af sted for at fortælle det til Sameeka’s søn, Sringi, der legede med sine venner. Han troede ikke på det, de fortalte, for han kunne ikke tro, at nogen ville fornærme hans fader på sådan en måde. Han gik i gang med at lege igen, men børnene gentog deres historie og insisterede på, at han selv kontrollerede dens rigtighed. Han skulle med sine egne øjne se faderens bedrøvelige tilstand.

24:8 Sringi blev forbløffet over deres fastholdelse af historien, og han blev bange for, at hændelsen rent faktisk var sket! Han løb ind i hytten og fandt, at det utænkelige var sket! Han forsøgte at finde ud af, hvem den misdæder var, der havde forøvet denne grusomhed mod hans ærede fader. Han fandt ud af, at en person iført kongelige klæder var gået ind og kommet ud af hytten, og at der ellers ikke havde været andre siden morgenstunden. Drengene drog den slutning, at det måtte være denne persons værk. For at fange ham løb Sringi derfor i den retning, drengene angav. Inden længe fik han øje på personen i kongelige klæder, og hans vrede kendte ingen grænser. Han smed en håndfuld vand på kongen, der langsomt vandrede foran ham. Herefter udtalte han forbandelsen: ”Må ham der smed den døde slange rundt om min faders hals blive bidt af en slange på den syvende dag, og må han dø af giften på den dag.” Drengene rundt om ham bønfaldt ham om at lade være, men ikke desto mindre nedkastede han forbandelsen over kongen. Herefter gik han tilbage til hytten og faldt sammen i et hjørne med sit hoved opflammet af vrede.

24:9 ”Ak, tænk at min fader var nødt til at blive udsat for denne forsmædelighed, når jeg var lige i nærheden. Jeg kunne lige så godt være død. Til hvilken gavn er en søn i live, hvis han ikke kan forhindre, at nogen fornærmer hans fader?” På denne måde fordømte han sig selv og jamrede sig på den mest ynkelige måde over sin skæbne. Hans kammerater sad rundt om ham og forsøgte at berolige ham. De rakkede forbryderen godt og grundigt ned. De forsøgte at trøste den utrøstelige dreng.

24:10 I mellemtiden dukkede vismanden Sameeka frem fra sin indre lyksalighed og vendte tilbage til sin bevidsthed. Han fjernede den døde slange fra sin hals og lagde den ved siden af sig. Han så sønnen sidde og græde i et hjørne og vinkede ham hen til sig. Han spurgte om årsagen til hans sorg og fik fortalt historien om den fremmede og den døde slange. Sameeka smilede og sagde: ”Stakkels fyr.”

24:11 ”Han gjorde det af ren og skær uvidenhed, og du afslører din uvidenhed ved at græde over det. Jeg bekymrer mig ikke om ære eller vanære. Viden om Den guddommelige Gnist gør et menneske i stand til altid at bevare sindsligevægten, altså hverken at føle sig hævet over noget når man bliver rost, eller føle sig ringere når man bliver dadlet. En eller anden tølper må have udført denne tossede gavtyvestreg. Eftersom du endnu er en dreng, puster du det op til at være en voldsom forbrydelse. Du gennemgår et bjerg af sorg over et muldvarpskud. Rejs dig op og gå ud på legepladsen”, sagde han. Han lod sin søn sidde lidt på skødet af sig. Han strøg ham blidt på kinden, så drengens sorg muligvis kunne mindskes lidt.

24:12 Sringi fortalte sin fader: ”Det her er ikke gavtyvestreger udført af en eller anden tølper. Det er en frygtelig helligbrøde begået af en ego-forgiftet fyr i en konges klædedragt.” Til det spurgte Sameeka: ”Hvad siger du? En person i en konges klædedragt? Så du ham? Begik kongen denne dumme forseelse? Det kan aldrig falde en konge ind at gøre sådan en dum ting.” Sringi’s kammerater blandede sig i samtalen og bevidnede, at de også havde set den person, der var ansvarlig for denne helligbrøde. ”Herre! Vi opdagede den døde slange, og vi løb hen til Sringi og fik ham med tilbage hertil. Sringi blev så vred, at han tog vand fra Kowsiki-floden (en hellig flod) i sin hånd og kastede det på den person, der gik meget hurtigt herfra. Idet han kastede vandet på ham, nedkaldte han forbandelsen, og han gjorde det med de passende rituelle formler. Forbandelsen lød: Må den person der placerede den døde slange dø af slangebid på den syvende dag fra i dag.”

24:13 Sameeka blev chokeret over denne nyhed. Han var forbløffet over sin søns opførsel. Han skubbede ham væk fra sit skød og ned på gulvet. ”Hvad! Nedkaldte du sådan en forbandelse? Ak, at en vismands søn skulle have opført sig på den måde! Hvilken katastrofal forbandelse for denne ubetydelige fornærmelse! Du har begået en fejl, der aldrig kan udsones. Du er en skændsel for alle dine kammerater, der står rundt om dig. For du har ikke sjælsstyrke nok til at klare sådan en dum, ubetydelig gavtyvestreg! Jeg skammer mig over at sige, at sådan en dreng er min søn. Du besidder ingen viljestyrke til at klare sådan en lille krænkelse. Oh, hvilken skam! Ak, din barnagtighed giver alle vismænd og asketer et dårligt ry. Folk vil påstå, at vi end ikke besidder selv den mest elementære tålmodighed og sjælsstyrke! Vis mig ikke dit ansigt, at se det er en helligbrøde. At straffe folk for det de har gjort forkert, er kongens pligt. Det er ikke en eneboer i skovens pligt. Eneboeren, der nedkalder forbandelser, er slet ikke en eneboer!”

24:14 Sameeka fortsatte: ”Motiveret af en higen efter at opleve et syn og en nærhed af alle verdeners vejleder og beskytter har eneboeren opgivet alle tilknytninger. Han har bosat sig i skoven. Han lever af frugter og rødder. Han fordømmer alle indtryk til sanserne som værende skadelige for åndelig fremgang. At en så afskyelig forbandelse, der stammer fra utålmodighed og egoisme, skulle komme ud af munden på en eneboer, er et tegn på forestående ulykke. Den markerer, at usandhedens jernalder gryer.”

24:15 ”Ak! Hvilken stor synd du har forøget din byrde med i dag”, bemærkede han. For sin søn og dennes kammerater beskrev han derefter den afskyelige handling, som Sringi havde foretaget.

Kapitel 25

Vismandens medlidenhed

25:1 Faderens hårde ord forvoldte stor smerte i Sringi’s følsomme hjerte. Ordene ramte som sværdstød eller hammerslag. Den stakkels dreng kunne ikke bære dem længere. Han faldt om på gulvet, og idet han tog fat i faderens fødder, jamrede han: ”Fader, undskyld. Jeg blev overvældet af vrede over, at selve kongen kunne opføre sig så skandaløst, så uforskammet, så uærbødigt, så umenneskeligt. Jeg var ude af stand til at kontrollere min harme over den fornærmelse, der blev slynget imod dig. Det er ikke passende, at en konge opfører sig på denne måde, på denne mest upassende måde, når han besøger en eneboerhytte, er det vel?”

25:2 Da han så hans tilstand, tog Sameeka, asketen, sin søn hen til sig og sagde: ”Søn, øjeblikkets trang er uundgåeligt. Fornuftens befalinger bliver ofte fejet til side af mennesket på grund af denne trang. Skæbnens tildragelser vil tilintetgøre fornuftens rammer. Mennesket bliver konfronteret med øjeblikkets fulde kraft, og man kan intet andet end at overgive sig. Denne konge er en standhaftig teist, en dybt tænkende hengiven. Han har gjort sig fortjent til åndelig glans. Han er grundfæstet i moralsk adfærd. Han er konge over alle regioner. Hans berømmelse gennemtrænger alle de tre verdener. Han opvartes altid af i tusindvis af loyale mænd og sjæle. Når han forlader sin herskabelige bolig og tager hjemmefra, bliver han fulgt af mange vagter, der med samlede hænder og med deres blik fæstnet på ham, afventer hans mindste ordre. Derved håber de at vinde hans gunst ved at udføre ordrerne til hans tilfredsstillelse. Så snart han kommer ind i et kongerige, tilstår disse rigers herskerne ham en strålende velkomst ved at tilbyde ham pragtfuld gæstfrihed og en respektfuld hyldest. En person, der er vant til denne rigelige praksis, blev naturligvis stødt, da han ikke modtog nogen form for velkomst her. Han blev end ikke genkendt og respekteret. Forsømmeligheden var så alvorlig, at han end ikke tog et krus vand for at lindre sin tørst. Han var sønderrevet af smerten fra sulten og fra ydmygelsen, for der havde ikke været nogen respons, selv om han kaldte mange gange. Ude af stand til at bære smerten og chokket blev han forledet til at begå denne upassende handling. Selvfølgelig var det en fejl, men ved at du reagerede så skånselsløs på denne mindre forseelse, forvolder du uoprettelig skade på hele asket- og eneboer samfundet. Ak, hvilken frygtelig ulykke du har nedkaldt.”

25:3 Den gamle eneboer lukkede sine øjne og sad tavs et øjeblik. Han ledte efter nogle måder, så kongen kunne blive reddet fra forbandelsen. Da han ikke kunne finde nogen, og da han erkendte, at alene Gud kunne ordne sådan noget, eftersom Han er almægtig og alvidende, bad han af hele sit hjerte: ”Oh, Alle Verdeners Tilflugtssted! Denne umodne lille krop, der ikke kender til rigtigt og forkert med hensyn til, hvad der er ens pligt, og hvad der ikke er, har begået denne store bommert, der har skadet kongen. Tilgiv denne dreng eller straf ham, men sørg for at fremme kongens velfærd.”

25:4 Eneboeren åbnede sine øjne. Han så asketerne og sin søns unge kammerater, der stod rundt om ham. Bedrøveligt fortalte han dem: ”Lagde I mærke til den skade, min søn forvoldte? Det er ikke rigtigt for os eneboere at fornærme og skade den konge, der er menneskehedens beskytter og vejleder, er det vel?”

25:5 ”Derfor anmoder jeg jer alle om at bede til Gud om, at kongen ikke må komme til at lide nogen større skade, og at udelukkende lykkevarslende ting må hænde ham.” Da vismanden på denne måde havde bedt dem om dette, rejste en ældre munk sig fra gruppen. Han var selve legemliggørelsen af fred og forsagelse. Han sagde: ”Mægtige sjæl! Du øser så overstrømmende nåde over denne konge. Den person, der nedkaldte denne forbandelse, er din egen søn. Uden tvivl er dine åndelige færdigheder meget bedre end din søns, og du kan opnå alt gennem dem. Hvorfor er du så bekymret over den forbandelse, som denne dreng kastede på kongen? Du kan da gøre den virkningsløs, kan du ikke?” Til det udbrød de ældre såvel som de unge: ”Sandt, sandt; lyt til vore bønner og undskyld denne dreng. Forårsag kongens lykke og frels ham fra skade.”

25:6 Vismanden Sameeka smilede; han lukkede sine øjne. Med sit indre yogiske syn så han kongens fortid og fremtid. Han undersøgte, hvorvidt kongens tilstedeværelse var betinget af hans fortid eller af hans fremtid. Han fandt ud af, at Parikshith nødvendigvis måtte lide døden af kobraslangens Takshaka’s giftige bid, da det var hans skæbne. Han følte, at det at prøve at redde kongen fra den forudbestemte afslutning på livet ville være at gå mod skæbnens befaling. Han indså, at kongens forkerte opførsel og sønnens vrede reaktion begge var konsekvenser af den tvingende drift. Han sluttede sig til, at udelukkende Gud, alle beslutningers og bedrifters skaber, kan ændre begivenheder, og at alle anstrengelser fra hans side blot ville være det samme som at udstille sin egoisme.

25:7 Han vidste, at egoismen er eneboerens uforsonligste fjende. Men alligevel samlede han ikke sin ubestridelige styrke mod den for at tilintetgjorde den fuldstændigt. Han besluttede at yde områdets uheldige konge den smule hjælp, han var i stand til. Idet han åbnede sine øjne, så han til alle siderne for at udvælge en klog discipel blandt de forsamlede elever. Til sidst kaldte han en elev hen til sig og sagde: ”Du må straks begive dig til Hasthinapura og derefter vende tilbage til mig. Træf forberedelser til turen og kom så tilbage.” Eleven svarede: ”Jeg er altid parat til at adlyde dine ordrer; hvad skal jeg med forberedelse? Jeg er altid klar. Jeg kan starte på rejsen i dette øjeblik. Fortæl mig, hvad jeg skal gøre i Hasthinapura.” Med disse ord faldt han for Sameeka’s fødder og tilbød sin hyldest. Vismanden rejste sig fra sit sæde og førte eleven ind i de indre værelser. Detaljeret fortalte han ham om alle de punkter, han skulle gengive over for kongen. Herefter lagde eleven sig for herrens fødder og drog af sted mod hovedstaden.

25:8 I mellemtiden var kongen nået til sit palads, og efter et kort hvil vågnede han op til en erkendelse af afskyeligheden af det forkerte, han havde gjort mod eneboeren. ”Ak, hvor langt ned kunne mit fordærvede sind dog synke! Det er i sandhed en afskyelig synd, at jeg, herskeren, på den måde skulle fornærme denne asket.” Han jamrede for sig selv. ”Hvordan kan jeg yde erstatning for denne forbrydelse? Bør jeg tage til eneboerhytten og bede om forladelse? Eller bør jeg stille mig til rådighed for den straf, jeg fortjener? Hvad er min specielle pligt i dette tilfælde?” Han kæmpede med sig selv for at finde svaret.

25:9 I det øjeblik fik han øje på en vagt, der kom op til døren og stod i tavshed med samlede håndflader. Kongen spurgte, hvad der var hans ærinde. ”En elev fra en eneboerhytte er ankommet og venter på audiens. Han påstår, at vismanden Sameeka har sendt ham. Han påstår, at hans budskab haster og er vigtigt. Han har meget travlt. Jeg venter på deres kongelige ordre.”

25:10 Da han hørte det, forekom det leje af jasminblomster, som han hvilede på, at blive forandret til et leje af slanger med flammende tunger, der hvæsede og vred sig rundt om ham. Han kaldte vagten hen til sig, og han bombarderede ham med spørgsmål efter spørgsmål om den unge mand, der var sendt fra eneboerhytten. ”Hvordan har han det? Ser han ud til at være ked af det eller vred? Eller er han fuld af glæde og sindsro?”

25:11 Vagten svarede: ”Oh konge! Vismandens elev, der er kommet for at få din audiens, er helt rolig og fredsfyldt. Han gentager ordene: ”Sejr til kongen; sejr til vores hersker.” Jeg ser ingen spor af vrede eller forbitrelse i hans ansigt.” Det gav kongen en vis trøst. Han ønskede at få at vide, hvilket svar man havde givet på de spørgsmål, den unge elev havde stillet. Vagten sagde: ”Vi fortalte ham, at kongen havde været på tur inde i skoven. At han netop var vendt tilbage, og at han nu hvilede sig. Vær venlig at vente et stykke tid; så snart kongen har hvilet sig, skal vi informere ham om dit besøg.” Kongen spurgte: ”Hvad svarede han til det?” Vagten sagde: ”Herre! Den unge mand var meget ivrig efter at se dig så hurtigt som muligt. Han sagde, at han havde en presserende besked til dig. Han sagde, at hans herre ventede på hans tilbagekomst og talte minutterne, til han kom tilbage. Han sagde, at jo før han så dig, des bedre. Hele tiden gentog han for sig selv: ”Bare kongen har det godt; må han være i sikkerhed; må han få fremgang.” Vi tilbød ham en fornem siddeplads og bad ham sætte sig, men det ville han ikke. Han foretrak at stå ved døren; han tæller minutterne der.”

25:12 Glædestårer væltede frem i kongens øjne. Idet han tørrede dem bort, skyndte han sig mod indgangen uden at være iført kongelig kappe og uden at bekymre sig om at have sandaler på eller et klæde om overkroppen. Han knælede foran eneboerens søn. Han tog begge drengens hænder i sine hænder og førte ham ind i de indre gemakker. Her placerede han ham på en fornem plads og satte sig på gulvet foran ham. Han bønfaldt om at få at vide, hvorfor han var kommet.

25:13 Disciplen sagde: ”Oh konge! Min herre, vismanden Sameeka, sender dig sine bedste velsignelser. Han har overdraget det til mig at give dig besked om et specielt anliggende”, og så brød han ud i tårer. Da kongen så det, udbrød han: ”Fortæl mig det hurtigt. Hvis det er noget, jeg skal gøre, så fortæl mig det hurtigt. Jeg er indstillet på at ofre mit liv for at betale min personlige taknemmelighedsgæld. Eller er mit rige i nogen form for fare? Bør jeg tage nogen form for sikkerhedsforholdsregel? Jeg er villig til at ofre alt for at redde riget.”

25:14 Disciplen svarede: ”Oh konge! Ingen farer truer riget eller eneboerne. Ingen frygt vil nogen sinde genere dem. Du er selve den person, der er truet af farer; den person der vil komme til at lide skade.” Da disciplen afgav denne fint indpakkede advarsel, erklærede kongen jublende: ”Jeg er i sandhed velsignet. Når mine undersåtter og mine eneboere, der er engageret i askese, er reddet, bekymrer jeg mig ikke det mindste om, hvad der sker mig selv. Jeg lever og ånder udelukkende for, at jeg kan sikre fred og lykke for dem begge.” Efter et stykke tid faldt kongen til ro og spurgte disciplen: ”Fortæl mig nu, hvad din herre ønsker, jeg skal vide.” Han svarede: ”Konge! Min herre er meget bekymret over en frygtelig uretfærdighed, som er blevet begået ud af ren og skær uvidenhed. Det er hovedårsagen til, at han sendte mig til dig.”

25:15 Da han hørte det, blev Parikshith meget urolig. Han spurgte: ”Hvad er det for en uretfærdighed, du talte om? Hvem begik den? Fortæl, fortæl”, bønfaldt han.

Kapitel 26

En forbandelse eller en gave fra himlen?

26:1 Sendebudet fra eneboerhytten sagde: ”Oh konge, vores lærer har en søn. Skønt han er purung, er hans åndelige færdigheders stråleglans overvældende. Han ærer sin fader som sin Gud. At tjene ham og værne om hans ry er hans livs hovedmål. Hans navn er Sringi. Du kom til denne eneboerhytte. Drevet frem af en eller anden uransagelig indskydelse hængte du en død slange rundt om halsen på denne Sringi’s fader, der også er min lærer. Nogle børn så det, og de løb hen til Sringi, der legede med sine kammerater, for at fortælle ham det. Først troede han ikke på det. Han fortsatte med at lege. Men børnene gentog nyheden igen og igen og fastholdt deres forklaring. De hånede ham, fordi han muntert legede videre, skønt hans fader var blevet udsat for så grov en fornærmelse. Selv hans legekammerater grinede af hans ufølsomhed. Derfor løb han, så hurtigt han kunne, til sin hytte og fandt ud af, at deres beretning var sand.”

26:2 ”Da han vendte sig om, fik han øje på dig. Du var ved at forlade stedet. Uden nogen sans for at skelne mellem det der har varig betydning, og det der er af midlertidig interesse, og tilskyndet af en afsindig forbitrelse og vrede, mistede denne unge teenager kontrollen med sig selv. Han kastede en forbandelse over dig. Det har forvoldt min lærer uendelig smerte.” Kongen afbrød ham og spurgte: ”Oh søn af en eneboer. Fortæl mig, hvordan forbandelsen lød.” Den unge mand svarede: ”Herre, det falder mig svært at fortælle dig dens ordlyd. Min tunge nægter at sige den. Men alligevel er jeg nødt til det, eftersom min lærer har overdraget det til mig at gøre det. Min lærers søn tog omgående den hellige Kowsiki-flods vand i sin hule hånd og erklærede: ”Om syv dage, regnet fra i dag, må kongen da blive bidt af slangen Thakshaka, og må han dø af giften på den dag. Det er i sandhed en skrækkelig forbandelse.” Den unge mand standsede, for hans sorg overvældede ham. Han bristede i gråd.

26:3 Men kongen smilede blot. Han sagde: ”Unge eneboer, er det forbandelsen? At blive bidt af Thakshaka og dø af dette bid om syv dage? Det er ingen forbandelse, det er et tegn på nåde! Det er en velsignelse fra lærerens søns læber. Eftersom jeg har været fordybet i Imperiets anliggender, er jeg blevet doven med hensyn til anliggender vedrørende det åndelige og Gud, som er livets mål. Som et resultat af det, bevægede den barmhjertige Herre, Hari, denne hellige mands søns læber så de formulerede disse ord. Han tildelte mig et interval på syv dage! Sikke en stor velsignelse det er! Det må være det guddommeliges ønske, at jeg skal anvende hvert øjeblik af de syv dage til kontemplation på Gud. Fra dette øjeblik vil jeg uafbrudt dedikere både tid og tanker til Herrens fødder. Unge ven, var der andet, din lærer bad dig informere mig om? Fortæl mig det straks. Mit hjerte længes inderligt efter at høre det.”

26:4 Den unge budbringer fortsatte: ”Min lærer var af den opfattelse, at forbandelsen var ensbetydende med utilgiveligt forræderi. For du er fast etableret i ‘rigtig handling’, og du er en stor hengiven af Herren. Derfor ledte han længe for at finde en måde, hvorpå forbandelsens konsekvenser kunne undgås. Gennem sine yogiske evner fandt han frem til, at det er skæbnebestemt, at du skal dø som følge af et slangebid. Det er også skæbnebestemt, at du skal nå Herrens bolig ved din død. Han mente, at det var en afslutning på livet, der var værd at få, og at det vil være syndigt at hindre en så ærefuld fuldbyrdelse. Derfor sender han, gennem mig, sine velsignelser om, at du må nå Guds nærvær.”

26:5 Parikshith bøjede sig dybt for den unge elev og bønfaldt om, at hans ærbødige taknemmelighed måtte blive videregivet til den store helgen Sameeka og dennes søn. Herefter tog eleven af sted, og da han nåede eneboerhytten, fortalte han eneboeren alt, hvad der var hændt i hovedstaden.

26:6 I mellemtiden begav kongen sig i stor glæde til de indre gemakker, og da han stod foran indgangen til kvindernes værelser, bad han om, at hans søn, Janamejaya, blev bragt til ham. Da sønnen hørte sin faders stemme, undrede han sig over, at han så pludseligt blev kaldt til faderen, og han løb hen til ham. Parikshith kaldte en gammel præst ind i lokalet, og efter han havde placeret sin egen krone, der lå på barnets seng, på sin søns hoved, gik han bort derfra. Han medbragte kun det tøj, han havde på, og han gik mod Ganges, idet han betroede den nye konge til den gamle præst.

26:7 I løbet af få øjeblikke spredte nyheden sig over hele området og gennem hele byen. Grupper af mænd og kvinder, præster og ministre ilede efter kongen og protesterede ynkeligt, men det var alt sammen forgæves. De græd højlydt; de kastede sig for hans fødder; de rullede sig langs vejen og på tværs af hans bane. Kongen bemærkede intet af alt dette; han værdigede dem intet svar; han fortsatte med Herrens navn fæstnet i sit sind og med befrielsens mål i sine tanker. Han bevægede sig hurtigt mod den hellige Ganges bred. Da man fandt ud af, at kongen var taget af sted mod floden uden ledsager og uden noget som helst opsyn, blev den kongelige elefant, den kongelige hest og den kongelige bærestol placeret i en række bag ham. På denne måde kunne han stige op på en af dem, som det var hans sædvane at gøre. Men kongen hæftede sig ikke ved disse muligheder. Den store menneskemængde var forbløffet over at se, at deres hersker gav afkald på mad og drikke. Uden et øjebliks afbrydelse var han beskæftiget med at gentage Herrens navn. Eftersom ingen kendte årsagen til denne pludselige beslutning om at forsage alt, kom alle mulige rygter i omløb. Rygterne var baseret på den enkeltes evne til at fantasere.

26:8 Men der var nogle, der undersøgte de forudgående begivenheder, der lå til grund for forsagelsen. De fandt frem til, at en eneboers elev havde bragt nogle vigtige nyheder. Ved at undersøge det nærmere blev det kendt, at kongen kun havde syv dage tilbage at leve i. Folk samlede sig på flodens bred og sad sammensunket af sorg rundt om kongen, idet de bad for hans redning.

26:9 De tragiske nyheder spredte sig så hurtigt, at de snart nåede skovens beboere. Asketerne og de åndelige aspiranter, vismændene og helgenerne drog også langsomt af sted langs Ganges bred med deres vandkrukker i hænderne. Hele området så ud som en stor festival. Hele området genlød af lyden af Aum (urlyden, også betegnet OM), af at der blev messet, af gentagelsen af veda’ernes hymner og af at mange i kor sang til Herrens pris. Nogle grupper skældte voldsomt ud på Sameeka’s søn, der var årsagen til hele tragedien. På denne måde blev flodbredden på kort tid så fyldt med mennesker, at man end ikke kunne se så meget som et sandkorn.

26:10 I mellemtiden henvendte en ældre eneboer, der var opfyldt af stor medlidenhed og medfølelse med herskeren, sig til ham. Mens han fældede kærlighedens tårer, talte han således til ham: ”Oh konge! Folk siger alt muligt. Mange forskellige versioner går fra mund til mund. Jeg er kommet til dig for at finde frem til sandheden. Jeg kan kun gå med største besvær. Jeg elsker dig så højt, at jeg ikke kan bære at høre alt det, folk siger om dig. Hvad skete der helt præcist? Hvad er årsagen til denne pludselige opofrelse? Hvad er mysteriet bag den forbandelse, som eneboerens søn kastede på en så højt udviklet sjæl som dig? Forklar det! Tilfredsstil vor stærke længsel efter at kende sandheden. Jeg kan ikke se på, at fok lider på denne måde. Du var som en fader for dem. Nu ænser du ikke deres bønner. Du har opgivet alle dine tilknytninger og er kommet hertil. Sig i det mindste et par trøstende ord til dem. Du sidder stille og sulten på flodbredden, optaget af streng askese. Det syn får dronningerne og ministrene til at lide, som fisk lider, når de bliver kastet op ad vandet. Hvem var den unge mand, hvis ord forårsagede dette katastrofale oprør? Var han virkelig en eneboers søn? Eller er det blot en fortolkning? Det hele er et mysterium for mig.”

26:11 Kongen lyttede til disse ord, der blev sagt med stor hengivenhed og sindsro. Han åbnede øjnene og bøjede sig dybt for den hellige mand. ”Herre! Store sjæl! Hvad skulle jeg have at skjule for dig? Det der er sket, kan ikke skjules, selv om jeg skulle ønske at gøre det. Jeg gik ind i skoven for at jage. Vi så mange vilde dyr, men de spredtes, da vi nærmede os. Den lille gruppe bueskytter der ledsagede mig, blev også spredt i forsøget på at forfølge dyrene. På et tidspunkt opdagede jeg, at jeg var alene efter vildtet, og at jeg var langt væk fra mine ledsagere. Jeg fik ikke nedlagt noget vildt. Jeg blev overmandet af sult og tørst. Den brændende varme udmattede mig. Endelig fik jeg øje på en eneboerhytte og gik ind i den. Senere fandt jeg ud af, at det var vismanden Sameeka’s hytte. Jeg kaldte gentagne gange for at finde ud af, om der var nogen hjemme. Der kom intet svar, og der dukkede ingen frem. Jeg fik øje på en eneboer, der sad i dyb meditation, fortabt i sin egen verden. Da jeg trådte ud af hytten, mærkede jeg noget blødt under foden. Jeg løftede det op og opdagede, det var en død slange. I det øjeblik jeg så den, dukkede en modbydelig tanke op i mit sind. Jeg anbragte den døde slange rundt om halsen på eneboeren, der stadig var fordybet i meditation. På en eller anden måde fik eneboerens søn kendskab til det. Han kunne ikke holde forsmædeligheden ud. Han fremkom med forbandelsen: ”Må den slange der er rundt om min faders hals tage Thakshaka’s form og afslutte den mands liv, der på denne måde fornærmede min fader, på den syvende dag fra i dag at regne.””

26:12 ”Nyheden om denne forbandelse og dens konsekvenser blev bragt til mig fra eneboerhytten. Jeg er mig bevidst om den synd, jeg har begået. Jeg er af den opfattelse, at en konge, der er i stand til at begå en sådan synd, ikke hører hjemme i kongeriget. Jeg har derfor opgivet alt, enhver tilknytning. Jeg har besluttet mig for at anvende disse syv dage til uophørlig kontemplation på Guds herlighed. Det er en stor lykke, at denne mulighed er givet mig. Det er årsagen til, at jeg er kommet til dette sted.”

26:13 Da adelsmændene, hofmændene, prinserne, dronningerne, ministrene, eneboerne og andre således fik kendskab til de sande omstændigheder, afstod de fra de vilde gætterier, de indtil nu havde beskæftiget sig med. De bad højlydt om, at forbandelsen måtte løsne sit skæbnesvangre greb.

Kapitel 27

Vismanden Suka’s indtræden

27:1 Nogle asketer, der hørte historien om forbandelsen fra kongens mund, var så opbragte over Sameeka’s søn, at de erklærede, at han måtte være en svindler, et uværdigt barn. For intet barn af en vismand af Sameeka’s format ville nogen sinde fremsige sådan en tilintetgørende forbandelse på grund af sådan en ubetydelig forseelse. Han må være en uvidende tåbe eller et brushoved, gættede de. Hvordan kan en forbandelse, der udspringer fra sådan en person, have nogen effekt, spurgte de. De slog fast, at kongen ikke kunne komme til skade som en konsekvens af drengens forbandelse. De forsøgte at overbevise kongen om, at han ikke behøvede frygte noget på grund af den.

27:2 Mange, der havde den samme opfattelse, argumenterede, at kongen ikke havde grund til at tage forbandelsen alvorligt, men kongen forblev uberørt. Med sine håndflader samlet, svarede han dem: ”I er tilskyndet til at tænke og tale på denne måde på grund af jeres sympati og godhed over for mig. I ved godt, at den forurettelse jeg har begået, ikke er lille og ubetydelig. Findes der en større synd end at fornærme dem, der fortjener at blive æret? Desuden er jeg kongen, og er derfor den, der har ansvaret for deres velfærd og for hævdelsen af deres ære. Hvordan kan min handling blive affærdiget som lille og ubetydelig? Desuden er den afsagte forbandelse, hvis I tænker nærmere over det, slet ikke nogen forbandelse. Den er rent faktisk en kæmpestor velsignelse.”

27:3 ”Grunden er, at jeg var faldet ned i det syndens hul, der kan kaldes ’herredømme’ eller ’at herske’. Jeg har ført mig selv bag lyset og troet, at sanselige glæder er livets mening. Jeg levede et liv, som et vildt dyr lever det. Jeg havde glemt Gud og min pligt over for Ham. På denne måde og gennem dette redskab har Gud selv ført mig hen på den rette vej. Gud har velsignet mig. Dette er en velsignelse, ikke en straf for fortidens synder, som I forestiller jer.”

27:4 Da kongen talte på denne måde, strømmede glædens og taknemmelighedens tårer fra hans øjne. Kongen var tydeligvis præget af meget stor oprigtighed og hengivenhed. Med rolig, uforstyrret tilfredshed udtrykte han, hvad han følte. Asketerne og undersåtterne rundt om ham var forbløffede over hans sindsligevægt. De var klar over, at hans erklæring var sand.

27:5 Den gamle asket rejste sig, og stående foran den jamrende folkemængde erklærede han følgende: ”Oh, du den bedste blandt konger! Dine ord er som solstråler for asketers hjerter. Ordene er så passende for din slægt og opdragelse, for du er en Pandava. End ikke en eneste gang begik Pandava’erne uret eller synd. De holdt altid fast i Hari’s (Herrens) fødder. De holdt sig til Herrens befalinger, uden vaklen. Da Herren vendte tilbage til Sin Bolig, opgav de deres kongerige som et resultat af spontan forsagelse. De begav sig til de nordlige regioner. I dag følger du også denne hellige vej, eftersom du tilhører denne storslåede slægt og har arvet denne levevis.”

27:6 Med sine håndflader samlet i tilbedelse bønfaldt kongen dem: ”Oh, I bedste blandt asketer! Jeg er kun i tvivl om én ting. Fjern venligst den tvivl fra mit sind. Gør mine dage værd at leve.” ”Fortæl mig, hvad din tvivl går ud på”, svarede asketen. Kongen bad ham om at få forklaret, hvad et menneske, for hvem døden er umiddelbart forestående, bedst kan foretage sig. En vismand rejste sig og sagde, at for så vidt tiden tillod det, så kunne vedkommende udføre offerceremonier eller begive sig ud på en pilgrimsrejse. Eller man kunne engagere sig i at gentage Guds navn eller i bodsøvelser, velgørenhedsarbejde, faste eller rituel tilbedelse. En anden erklærede, at befrielse udelukkende kan opnås gennem erhvervelse af den højeste visdom. En tredje person talte om den store betydning af at udføre hellige gerninger som beskrevet i veda’erne og de hellige skrifter. Andre gjorde gældende, at udvikling af hengivenhed til Gud var den bedste måde at anvende ugen på; alene gennem hengivenhed kan Herren vindes. Iblandt denne forvirring af modstridende meninger søgte kongen den sande vej. Asketerne blev bragt til tavshed af kongens ihærdighed efter at få et sandt svar på det problem, han havde bragt frem.

27:7 I mellemtiden bevægede en ung asket med et usædvanligt opvakt ansigt og en tiltalende personlig udstråling sig gennem forsamlingen af ældre asketer. Han ligesom skar gennem forsamlingen som et lysglimt, og idet han nåede hen i nærheden af kongen, satte han sig på en forhøjning. Tilskuerne var forbløffede over denne pludselige tilsynekomst. Nogle af dem blev virkelig nysgerrige efter at vide, hvem han var. Hans ydre fremtoning tydede på, at han var søn at en asket. Men hans holdning, hans attitude og ro, hans personlighed, alt stadfæstede, at han var en mester. Aldersmæssigt var han ret ung. Alligevel var der en guddommelig glorie, der indhyllede ham.

27:8 I løbet af kort tid var der en klog ældre vismand, der genkendte ham. Ærbødigt og med håndfladerne mod hinanden henvendte han sig til den unge mand. ”Vi er i sandhed alle velsignet. Denne stråle af guddommelig glans er ingen ringere end Sri Suka, Vyasa’s kostelige efterkommer.” Efter på denne måde at have præsenteret den fremmede for forsamlingen, fortsatte vismanden. ”Fra det øjeblik han blev født, har denne person været fri for enhver form for tilknytning. Han behersker al viden.” Kongen, der hørte dette, græd taknemmelighedens og glædens tårer. Kongen lettede som en glente, let og fuld af glæde, og kastede sig derefter i støvet for den unge mand. Hans håndflader var samlet i bøn, da han rejste sig. Han stod stiv og stille som en søjle. Han var fordybet i lyksalighed. Han visualiserede den unge mand foran sig som selve Krishna. Suka’s stråleglans var for skinnende for hans øjne. Hans charme forekom kongen at være på højde med Guds kærlighed. Hårets lange sorte krøller bevægede sig som sorte slanger, der svævede over det hvide ovale ansigt. Som stjerner midt blandt de mørke skyer udstrålede Suka’s øjne en kølig glans og skinnede ekstraordinært klart. Et strålende smil bredte sig over hans ansigt.

27:9 Med langsomme skridt nærmede kongen sig Suka. Hans stemme knækkede over og var utydelig. Hans hals sitrede af sindsbevægelse. Han sagde: ”Herre! Jeg evner ikke at beskrive dybden af din nåde. Enhver af dine handlinger er rettet mod verdens velfærd. Det er i sandhed min lykke, at jeg så let får lov til at se dig i dag. For jeg er klar over, at man udelukkende får mulighed for at se dig gennem langvarige og vedholdende bestræbelser. Oh, hvor er jeg heldig! Jeg må tilskrive det mine bedsteforældres tidligere optjente fortjenester.” Kongen var overvældet af taknemmelig glæde over Suka’s tilstedeværelse. Glædestårer strømmede fra hans øjne.

27:10 Med et smil på læberne bad Suka kongen om at sætte sig ved siden af sig. Han sagde: ”Oh konge! Du er uden tvivl ærlig og trofast over for moralsk livsførelse. Du er opsat på at tjene det gode og det guddommelige. Dit fortjenstfulde liv har tiltrukket denne store forsamling af vismænd, der er her i dag. Var det ikke for det liv, ville disse asketer, der beskæftiger sig med åndelige øvelser, ikke have fraveget deres planer og kommet her for at bede til, at du må opnå virkeliggørelse af det højeste. Det er ikke nogen velgørenhedsgerning! Du har fortjent denne gave, da du har anvendt mange liv på en dydig og god måde.”

27:11 Med hengiven beundring stirrede kongen på Suka’s ansigt, mens denne talte til ham. Pludseligt løftede han sit hoved og tiltalte den unge vismand på følgende måde: ”Herre! Jeg har en tvivl, der nager mig. Fjern den og skænk fred til mit hjerte. Jeg var i færd med at fremlægge min tvivl over for forsamlingen, da du kom. Jeg ved, at du på et øjeblik kan fjerne denne tvivl. Det må være barnemad for dig.” Suka afbrød ham og sagde: ”Parikshith! Årsagen til at jeg er kommet til dig, er, at jeg vil fjerne den tvivl, der plager dig. Du kan spørge mig om det, du har i tankerne. Jeg vil fjerne din tvivl og skænke dig tilfredshed.” Da den store Suka udtalte disse ord, udbrød de forsamlede vismænd: ”Hvilken stor lykke! Konge, du er i sandhed velsignet!” De klappede i deres hænder af bar glæde, og det så højt at deres bifald nåede himlen.

27:12 Kongen talte ydmygt og med tydelig alvor. ”Herre! Hvad bør en person, der står over for døden, og som er bevidst om den forestående afslutning, give sig af med? Hvad bør hans sind fæstne sig ved? Efter at være bukket under for døden vil han ikke fødes på ny. Når dette er hans bøn, hvordan bør han så tilbringe de resterende dage, som han råder over? Det er problemet, som i øjeblikket plager mig. Hvad er min største pligt?” Igen og igen bad kongen indtrængende om vejledning.

27:13 Suka svarede: ”Konge! Du skal trække dit sind væk fra verdslige tanker og fæstne det på Hari, Herren, der charmerer alle hjerter. Jeg vil undervise dig i Den guddommelige Bhagavatha’s visdom. Lyt til den med hele dit hjerte. Der er ingen aktivitet helligere end denne. Der kan ikke være nogen større åndelig øvelse, disciplin eller løfte. Det menneskelige legeme er en fortræffelig båd; Hari’s historier er roret; denne foranderlige verden, denne konstante strøm, er havet. Hari er bådføreren! I dag er disse hellige remedier til din rådighed.”

27:14 ”Det problem du har rejst, vedkommer ikke blot et enkelt individ. Problemet og dets løsning vedkommer hele verden. Af alle de problemer der fortjener nærmere undersøgelse, er dette det væsentligste. Princippet om Den guddommelige Gnist er universalmidlet for alle sygdomme. Det er den grundlæggende sandhed. Ingen kan undslippe den. At grundfæste sig selv i denne sandhed i løbet af sine sidste dage er alle levende væseners pligt. Det er på det grundlag, at ens position i den næste fødsel bliver bestemt. Så det spørgsmål du stillede, og den tvivl du rejser, er anliggender af stor betydning for hele verdens velfærd. Svaret er ikke til dig alene. Lyt!”

Kapitel 28

Den fortryllende historie

28:1 Vismanden Suka begyndte på sin betydningsfulde besked til kongen. Han sagde: ”Store konge! Det mægtige træ, som Bhagavatha (gudhengivenheden) kan sammenlignes med, indgyder i sandhed til ærbødig ærefrygt. Inkorporeret i sig har den enhver tænkelig kilde til gunstighed og glæde. Herren Sri Narayana (Herren vishnu) er det frø, fra hvilket træet er spiret frem. Spiren er Brahma. Træets stamme er vismanden Narada. Vyasa udgør grenene. Dets søde frugt er den liflige nektarsøde historie om Krishna. Disse ivrige sjæle, der higer efter denne nektar og klagende hentæres af længsel, (eftersom de ikke bryder sig om legemlig bekvemmelighed, eller om at årene går), lige indtil de sikrer sig frugten og drikker dens ekstrakt; sådanne sjæle er sande helgener og yogier.”

28:2 ”Oh eder asketer og vismænd! På denne dag fortæller jeg jer denne Bhagavatha Sastra, denne fortryllende historie om Krishna. Bevar den i jeres hukommelse og frels derved jer selv fra vildfarelse og sorg. I har allerede lyttet til fremsigelsen af alle de hellige skrifter. I behersker også alle de åndelige discipliner. Men I har ikke fået kendskab til den største af dem alle. Jeg vil nu give jer Krishna’s hellige navn og den sødme, der strømmer fra det. Det er det lifligste navn, man kan forestille sig. Når man hører det, fyldes hjertet af glæde. Når I husker på navnet, udspringer der er strøm af kærlighed fra hjertet. ’Gudhengivenhedens kildevæld’ (Bhagavatha’en) indgiver og fremmer dyb hengivenhed til Herren Krishna.”

28:3 ”Den Universelle Absolutte, Den Fødselsløse, Den Formløse, Den Umanifesterede, Den Uendelige påtog sig navnes og formers begrænsninger og konkretiserede ved mange lejligheder sig selv som avatar (Gud inkarneret i fysisk skikkelse) og manifesterede talløse eksempler på guddommelig forbøn og nåde. Gennem disse inkarnationer, såvel som gennem de påtagede kendetegn og de ideer der blev agiteret for, reddede Gud menneskeheden for undergang. De, der synger historien om denne herlighed, de, der lytter ivrigt til historiens fremsigelse, de, der drikker og fordøjer den lektie der overbringes via historien, disse mennesker er de sande hengivne. De er bhagavatha’erne, de gudhengivne, de der følger den vej, der er fastlagt i ’Gudhengivenhedens kildevæld’. ’Gudhengivenhedens kildevæld’ (Bhagavatha’en) forbinder den hengivne (på sanskrit bhaktha’en; den der er opfyldt af guddommelig kærlighed og hengivenhed til Gud) med Bhagavan (Gud). Det vil sige, at historien fylder dig med Gud og forvandler dig til guddommelighed.”

28:4 ”Gud inkarnerer ikke blot for at tilintetgøre de onde. Det er blot et påskud, en af de nærliggende årsager. Sandt at sige inkarnerer Gud for de trofaste hengivnes skyld. Koen producerer først om fremmest mælk for at give næring til kalven. Men mælken anvendes også af mennesket til at opretholde dets helbred og kraft. På tilsvarende måde inkarnerer Gud først og fremmest for at nære de troende, de dydige og de gode. Men selv de troløse og de dårlige mennesker benytter sig af chancen til at gavne deres egne formål. Det er grunden til, at der i ’Gudhengivenhedens kildevæld’ forekommer historier om sådanne onde mennesker midt iblandt beretningerne om Guds herlighed og nåde. Det gør ikke ’Gudhengivenhedens kildevæld’ den mindste smule mindre hellig. Når den søde saft er blevet presset ud af sukkerrøret, bliver det udpressede sukkerrør kasseret. Når den guddommelige storslåetheds sødme én gang er blevet smagt, kan det udpressede sukkerrør lige så godt blive smidt væk. Sukkerrøret indeholder både det udpressede sukkerrør og sukker; det kan ikke udelukkende indeholde sukker. På samme måde må hengivne færdes midt iblandt de troløse; de hengivne kan ikke eksistere uden de andre.”

28:5 ”Gud er ikke begrænset af tid og sted. For Ham er alle væsener ens. Han er de levendes og de ikke-levendes Herre. Ved enhver evigheds afslutning bliver involutions-processen fuldstændiggjort. Herefter starter evolutionen igen, og i ’skikkelse’ af Brahma skaber Gud væsener igen. Han oplyser alle med en gnist af sin egen glans. I ’skikkelse’ af Vishnu blotlægger og former Gud fuldbyrdelsens vej for hver eneste. Det er igen Gud, der i ’skikkelse’ af Shiva afslutter processen ved at tilintetgøre alt. På denne måde kan du se, at der ingen grænse er for Guds evner; ingen ende er på Guds kraft. Der kan ikke være nogen grænser for Guds bedrifter. Gud inkarnerer på utallige måder. Gud kommer som en inkarnation af et fragment af sig selv eller som en del af sig selv. Gud kommer som en indre inspirator for et bestemt formål. Gud kommer for at afslutte en tidsalder, en ny epoke, og indvie en ny. (Sidstnævnte avatar kaldes en Yuga-avatar). Beretningen om disse inkarnationer udgør ’Gudhengivenhedens kildevæld’, Bhagavatha’en.”

28:6 ”Det ene guddommelige princip arbejder gennem tre entiteter. Det arbejder som Brahma, Vishnu og Shiva for at håndtere og fuldende processen med at blive og være, det der kaldes skabelsen. Grundlæggende stammer de tre fra den samme entitet, nemlig Gud. Der er ingen over eller under; alle tre er i samme grad guddommelige. Forbundet med skabelsen er Gud Brahma; forbundet med opretholdelsen er Gud Vishnu; forbundet med nedbrydningen er Gud Shiva. Når Gud kommer og antager en speciel form ved en speciel lejlighed til et bestemt formål, er Han kendt under betegnelsen avatar. Rent faktisk var Manu (menneskehedens første fader, der blandt andet fastlagde kodeks for ’rigtig handling’) og Prajapathi (kaldet Verdens Skaber, alle væseners Herre) og andre personer guddommelige personer, der af Brahma var betroet den opgave at befolke verden. Alt sker i overensstemmelse med den guddommelige vilje. Vi kan derfor hævde, at helgener, vismænd, asketer og almindelige mennesker både er gode og slette, de er alle avatarer af Vishnu’s entitet. Avatarer er lige så utallige, som levende væsener er, for alle og enhver er født som en konsekvens af den guddommelige vilje. Men udelukkende Yuga-avatarens historie er værd at gennemlæse, for Han kommer for at genetablere ‘rigtig handling’ (på sanskrit dharma) og moralsk livsførelse. Alle andres historie er blot en historie om lidelse og fortvivlelse.”

28:7 ”Brahma gav Manu fuldmagt til at drage til Jorden for at skabe levende væsener på den. Det kvindelige princip, Devi, smuttede fra ham og førte Jorden til de nedre regioner. Brahma var derfor nødt til at søge hjælp hos Vishnu, og han tog form af et vildsvin. Han bragte Jorden væk fra de nedre regioner og placerede den blandt havene. Senere blev Jorden så opbragt over kejser Vena’s oprørende grusomhed, at Hun beholdt alle de frø, der blev sået, for sig selv. Jorden tillod dem ikke at spire. Derfor blev alle væsener hjemsøgt af sultens smerte. Jorden blev et sammensurium af bjerge og dale uden nogen som helst beplantning. Så antog Herren form af Prithu, der udjævnede overfladen, tilførte jorden gødning, forårsagede at landbruget voksede og fremmede menneskehedens velfærd. Han plejede Jorden, som han plejede sine egne børn, og derfor kaldes Jorden for Prithivi. Han siges at have bygget de første byer på Jorden.”

28:8 ”Det vil altså sige, at det var Herrens vilje, at det skulle ske således. Det var den vilje, der blev ført ud i livet. Herren skabte veda’erne for at beskytte mennesket ved hjælp af de anførte moralske påbud og åndelige discipliner. Veda’erne indeholder navne, der vil befri væsener samt regler og forskrifter, der vil vejlede menneskene. Da de ondsindede truede med at stjæle veda’erne, skjulte de sig selv i havene, og Herren antog form af en fisk for at generhverve dem. Han reddede de syv vismænd og Manu fra de samme have. Det er årsagen til, at det siges, at Herren inkarnerede som en fisk.”

28:9 ”Oh eder asketer! Oh kong Parikshith! Muligvis opstår der tvivl i jeres sind, når I hører skabelsesberetningen og de tidligste historier om mennesket på Jorden. Processerne for den guddommelige vilje er gådefulde undere. De kan ikke fattes med de evner, som I anvender for at bedømme jordiske begivenheder. Muligvis vil processerne ofte forekomme jer at være blottet for enhver mening, men Herren vil aldrig involvere sig selv i nogen handling uden en behørig grund. Denne vilje behøver ikke blive forklaret. Den er sin egen sufflør. Alt alle vegne er en følge af Guds vilje.”

28:10 ”For at sætte skabelsen i gang må der nødvendigvis være en form for tillokkelse, der kan virke som en tilskyndelse. Derfor måtte Brahma (Skaberen) blive to, legeme og aktivitet. Dette ene legeme blev forvandlet til to, og derfor, hvor der tidligere var én vilje, var der nu to. Den ene som tiltrak, og den anden som blev trukket mod skabelsen, den feminine og den maskuline. Eftersom det feminine aspekt var tiltrækkende på hundrede forskellige måder, blev det kaldt ’Det der har hundrede facetter’ og ’Brahma’s elskede’ (på sanskrit Satharupa). Den anden blev kaldt Manu. Disse to opnåede berømmelse i skabelsens første stadie. Satharupa og Manu var de første forældre.”

Kapitel 29

Dialogen begynder

29:1 Idet vismanden Suka beskrev skabelsens stadier, sagde han: ”Sammen kontaktede Satharupa og Manu skabelsens Herre for at forhøre sig om, hvilken opgave de skulle udføre. Brahma svarede med er smil: ”Vær hinandens ægtefælle; I skal avle og befolke Jorden.” Udstyret med bemyndigelsen, der stammede fra denne befaling, fyldte de Jorden med mennesker.”

29:2 Her indskød kongen: ”Herre! Af egen erfaring har jeg lært, at kilden til al sorg i denne verden er illusioner (angiver noget der forekommer at være noget andet, end det virkeligt er), der forekommer i relation til den fysiske tilknytning til verdslige objekter. Jeg har intet ønske om at høre om disse anliggender. Vær så venlig at fortælle mig, hvorledes jeg kan få bugt med illusioner, selvbedrag og tilknytning. Hvad præcis er det, mennesket skal gøre i de sidste dage af dets liv? Hvilket navn skal det konstant have i tankerne, så det for altid kan undgå denne cyklus af fødsel og død? Fortæl mig om disse ting”, sagde han.

29:3 Suka glædede sig i høj grad over det spørgsmål. Han svarede: ”Og konge! Du er en åndelig sjæl. Med hengivenhed tjener du vismænd. Denne store forsamling af munke, asketer og vismænd er beviset på dine fortjenstfulde handlinger. For almindeligvis forsamler disse mennesker sig ikke noget som helst sted.” Kongen afbrød ham med sine protester: ”Nej, nej, min Herre! Jeg er en stor synder. Jeg har intet spor af åndeligt fremskridt i mig. Hvis jeg havde den mindste fortjenstfuldhed i mig, hvis jeg havde tjent vismændene hengivent, ville jeg ikke være blevet målet for eneboerens forbandelse. Den lykkelige skæbne jeg nu nyder, nemlig disse store vismænds selskab og chancen for at tilbede dine fødder, er en konsekvens af mine bedsteforældres fortjenstfulde handlinger. Jeg er fuldt ud klar over, at mine handlinger slet ikke har bidraget til noget af det. Den nåde som Krishna skænkede mine bedsteforældre, er årsagen. Havde det været anderledes, kunne personer som jeg da nogensinde have gjort sig håb om at se din fornemme person, der bestandigt vandrer rundt i skoven, ukendt af mennesker? Vi der er sunket ned i Sansernes Brønd og er fordybet i en forgæves jagt efter sanselige glæder; vi der end ikke for et øjeblik beskuer sandheden, det evige og det rene? I sandhed er dette en uopnåelig lykkelig skæbne. Alt det skyldes mine bedsteforældres velsignelser og Krishna’s nåde, intet andet. Du er fuld af medfølelse med mig, og derfor tilskriver du det min egen fortjeneste. Jeg er selv kun alt for godt klar over mine svagheder.”

29:4 ”Forsæt venligst med at udvise mig den samme medfølelse og hjælp mig med at beslutte, hvad der skal gives afkald på af en person, hvis død er umiddelbart forestående. Hvad skal vedkommende gå i gang med at praktisere? Rådgiv mig om det og gør mine dage umagen værd at leve. Du alene kan løse problemet for mig. Fortæl mig om Bhagavatha’en, (’Gudhengivenhedens kildevæld’) som du sagde, du ville. Du fortalte mig, at den var grundlaget for fremskridt og befrielse. Den vil eliminere mine synder. Den vil resultere i velstand. Lad mig i dybe drag drikke Krishna’s navns hellige nektar; lad mig på denne måde forfriske mig selv.” Således bad han indtrængende i sin feberagtige tilstand.

29:5 Suka smilede til kongen og sagde: ”Bhagavatha’en er lige så værdig til at blive æret, som veda’erne er det; lige så værdig til at blive studeret og helligholdt. I slutningen af Dwapara-tidsalderen (den forrige tidsalder og den tredje i cyklusen af i alt fire tidsaldre) på Gandhamadana-bjerget (et helligt bjerg øst for Himalaya) i min fader Vyasa’s eneboerhytte, lyttede jeg til denne hellige tekst. Jeg vil gentage teksten for dig. Lyt!” Med sine håndflader samlet i bøn, forhørte kongen sig: ”Oh uforlignelige vismand! Jeg har hørt, at du var en asket, der var helt uden tilknytning lige fra fødselsøjeblikket. Selv uden de traditionelle ceremonielle ritualer, der renser og klarer intellektet, såsom ceremonien vedrørende den første fysiske renselse af det nyfødte barn, ceremonien hvor barnet får sit navn, og ’den hellige trådceremoni’, hvor barnet indvies ved at modtage den hellige tråd og således blive kvalificeret til at lære veda’erne, har du nået den fuldstændige bevidsthed om virkeligheden. Jeg hørte, at du derfor drog rundt i bevidstheden om denne sandhed; langt væk fra folk og dybt inde i skovene. Jeg er derfor overrasket over, at dit hjerte dengang blev draget mod denne tekst, der, som du siger, er gennemtrængt af hengivenhed. Hvad forårsagede din interesse for denne vej? Jeg beder til, at du vil beskrive omstændighederne for mig.”

29:6 Med et roligt, uanfægtet ansigtsudtryk begyndte Suka sin forklaring. ”Ja, jeg er hinsides forskrifter og forbud. Jeg går uafbrudt op i en højere enhed med Den Egenskabsløse Gud. Det er sandheden om mig. Ikke desto mindre må jeg bekendtgøre, at der er en ubeskrivelig sødme i Gud; den Gud der tiltrækker og fortryller én via sine muntre aktiviteter og kendetegn. Jeg må også tilstå, at jeg har lyttet til beskrivelsen af Guds skønhed og sødme. Mit sind blev henrykt over at høre og lære om Guds herlighed, der viste sig gennem hvert og ét af Hans guddommelige kendetegn. Jeg var ude af stand til at forholde mig i ro. Jeg jublede som en tosset mand, begejstret af lyksaligheden der stammede fra at læse og fra at lytte. Guds søde gavtyvestreger og lege berusede mig med grænseløs glæde. Jeg kom herhen i dag, eftersom jeg blev bevidst om, at en mulighed var dukket op for at fortælle Bhagavatha’en til en gruppe ivrige tilhørere; personer der på alle måder fortjener at høre den, og som vil forstå dens betydning. Derfor vil jeg berette den hellige Bhagavatha for dig og gennem dig for de fremtrædende personligheder, der er forsamlede her. Du besidder den begærlighed og den evne, der skal til for at høre om den. Du har bestemt dig for at nå menneskets højeste mål.”

29:7 ”De, der lytter til denne beretning med oprigtig hengivenhed og reflekterer over dens værdi og betydning samt handler ifølge det lys, den oplyser deres sind med, vil blive forenet i den lyksalighed, som Krishna, Herren, er en legemliggørelse af. Deres hjerter vil blive fyldt af den fortryllende charmes søde nektar, og de vil opleve lyksaligheden af at være Den Eneste Ene. Den fornemmeste åndelige øvelse er gentagelse af Guds navn med fuld årvågenhed på tanke, følelse og udtale og at synge højt til Guds ære. Der findes ingen bedre åndelige øvelser.”

29:8 ”Oh konge, fortab dig ikke i ængstelse over, at tiden er knap. Man behøver ikke megen tid for at vinde Guds nåde. Nådens stråler fra denne Medfølelsens Legemliggørelse kan falde på dig, så hurtigt som et øje kan blinke. I løbet af disse syv dage skal jeg få dig til at lytte til historier om adskillige, der har oplevet åndelig lyksalighed. Du vil høre om, hvorledes Krishna velsignede dem med åndeligt fremskridt, hvordan personer krydsede fødsels og døds hav ved at lytte til historier og ved at synge de sange til Guds ære, der er åbenbaret i dem. Vi vil ikke spilde et eneste øjeblik. Du er klar over, at du blot har syv dage endnu at leve i. Opgiv derfor alle følelser af ’mine’ og ’dine’. Opgiv tilknytningerne til den krop, som du bor i, og til det hjem som kroppen bor i. Vær udelukkende bevidst om Universets Herres historie. Drik de sødmefyldte historier om Herrens inkarnationer. Det er en ret almindelig begivenhed, at historier fortælles til og høres af forsamlinger på flere tusinde mennesker. Men visdom opnås udelukkende ved, at man fuldstændig tror på det, man hører. Denne tro må resultere i et renset sind; i et rent hjerte.”

29:9 ”En ting til, konge! Der findes talløse fortolkere, der går rundt og holder foredrag om moralske og åndelige anliggender på baggrund af intet andet end studier. De har ikke en brøkdel erfaring med det, de taler om. De har ingen tro på ægtheden af de forskellige manifestationer af guddommelig herlighed, som de taler vidt og bredt om. Sådanne formaningstaler er lige så ineffektive, som det at ofre ghee (klaret smør), ikke i flammerne, men i en kold bunke aske. Det vil ikke helbrede sindet for fejltagelser og mislykkede bestræbelser.”

29:10 ”I dit tilfælde skal du ikke frygte en sådan ineffektivitet. Dit hjerte er fordybet i en uafbrudt strøm af kærlighed til Krishna. Hvem som helst, der lytter til denne beretning og drikker historiens nektar med et hjerte, der sprudler over af guddommelig higen, med en urokkelig tro på Gud og en konstant glæde, kan opnå virkeliggørelse af selvet. Det er hinsides al tvivl. Oh konge! Denne anledning, denne tekst og disse tilhørere er alle fuldkommen passende og fortræffelige.”

29:11 Idet vismanden herefter sagde: ”Oh, hvor er du heldig!”, lagde han sin hånd på kongens hoved og velsignede ham. Han kærtegnede hans tykke krøllede hår. På den mest ydmyge måde bønfaldt kongen: ”Herre, du ved kun alt for godt, at jeg har meget kort tid tilbage at leve i.” Med håndfladerne samlet, fortsatte han: ”Giv mig derfor den bedste vejledning, så vil jeg grundfæste mig i den i samtlige disse syv dage. Giv mig den hellige formel, så jeg kan gentage den i den korte tid, jeg har, og derved holde den i frisk erindring og redde mig selv.”

29:12 Vismanden lo. ”Parikshith! De, der er begærlige efter sanselige glæder, anvender deres dage til bekymring, sorg, smerte og tårer gennem en lang periode af deres liv. De formerer sig som fugle og vilde dyr; de spiser god mad og udskiller den som urin og afføring. Det er det formålsløse liv, som de fleste mennesker lever. Vil du kalde det forædling af livet? Enorme mængder levende væsener forefindes på Jorden. At leve er ikke nok. Livet har i sig selv ingen værdi. Det er de motiver, følelser og holdninger der driver dagligdagen frem, der betyder noget. Hvis et menneske har guddommelige kvaliteter, der manifesterer sig som tanker, følelser osv., så lever det. Hvis en person i stedet tilsmudser dets hellige indpakning (kroppen) ved at benytte den til uhellige formål, der skaffer midlertidig glæde og derved ignorerer Det Alt Vidende, Almægtige Forsyn, vil vedkommende blive fordømt som en beregnende fornægter af egen menneskelighed. Tag eksemplet med en person der har fæstnet sit sind på Herrens lotusfødder. Det betyder ikke noget, at han ikke lever længe. I løbet af sit korte liv kan han gøre sit liv udbytterigt og lykkevarslende. Oh konge, for at fjerne din tvivl vil jeg fortælle den smukke historie om en kongelig vismand. Lyt!”

29:13 ”I Sol-dynastiet var der engang en hersker, kong Khatvanga, der var mægtig med hensyn til tapperhed og heltemod i kamp. Han var gavmild med godgørenhed, besad en retskaffen karakter og var retfærdig i sin handlemåde. Han havde ikke sin lige, ingen der kunne udfordre ham. I mellemtiden samlede de onde dæmoner og de dæmoniske mennesker deres styrker og gik i krig mod Guderne. Guderne frygtede at blive overmandet. De erkendte deres svaghed og kom ned til Jorden for at søge kong Khatvanga’s hjælp. Kongen længtes efter kampens eventyr. Han hentede derfor sin bue og pile og kørende i sin stridsvogn, begav han sig til krigsskuepladsen. Blot ved den rædsel hans tapperhed frembragte, rystede han dæmonerne og de dæmoniske mennesker i deres inderste. Ude af stand til at modstå det frygtelige angreb flygtede fjenden i panik. Eftersom det er umoralsk at gøre en flygtende fjende til genstand for forfølgelse, afstod Khatvanga fra yderligere sammenstød.”

29:14 ”Guderne var lykkelige over, at de kunne opnå sejr ved hjælp af den tiltrængte hjælp fra kong Khatvanga. De roste ham for hans kraft og for hans retfærdighedssans: ”Oh konge, der findes ingen nulevende, der tåler sammenligning med dig. I denne uforsonlige kamp skænkede du os triumf mod de onde styrker. Som gengæld er det vores ønske, at du fra os vil acceptere den hjælp, du måtte behøve, og som vi evner at yde.” Kongen svarede dem følgende: ”Eder Guder! Offerceremonier og pilgrimsrejser gennemføres af mennesker for at behage jer, er det ikke sandt? Denne kamp, som jeg havde det privilegium at deltage i, er derfor en offerceremoni for så vidt angår mig. Hvad andet behøver jeg fra jer end denne nåde, I har skænket mig? Det er en enestående velsignelse.” Idet han erklærede dette, kastede han sig i støvet for Guderne.”

29:15 ”Guderne var ikke tilfredse med hans svar, så de tvang ham til at bede dem om noget; om en eller anden velgerning fra dem. Selv om han ikke var indstillet på at bede om noget, var han tvunget til at finde på et ønske, eftersom han følte, at de ellers ikke ville lade ham være i fred. Til sidst sagde han: ”Eder Guder! Jeg vil bede jer afsløre for mig, hvor mange år jeg endnu har at leve. Først når jeg får det at vide, kan jeg beslutte, hvad jeg skal ønske fra jer.” Indra, Gudernes konge, ved alt, så uden et øjebliks tøven svarede han: ”Oh konge, din tildelte tid er meget snart forbi. Du lever blot fem minutter endnu.” Da han hørte det, sagde Khatvanga: ”Jeg har ikke noget at bede om. Jeg mangler ikke noget. Jeg føler, at alle fornøjelser i denne og i den næste verden er ubetydeligheder, der bør opgives. Jeg vil ikke igen bevæge mig ned i de sanselige fornøjelsers søle. Skænk mig det gode, det er at opnå Herrens ophøjede nærvær. Det nærvær hvorfra man ikke vender tilbage; det nærvær alt liv er viet til. Herefter satte han sig med lukkede øjne og gentog Guds navn, og da de fem minutter var gået, nåede han Herrens lotusfødder!”

29:16 ”Bemærk, hvorledes han på et øjeblik fjernede alle tilknytninger til sanselige fornøjelser fra sit sind! På denne måde var Khatvanga i stand til at nå Herrens fødder, hvor frygt ikke vover at nærme sig. Du har syv dage, mens han blot havde få minutter. Du har derfor ingen grund til at være bekymret. I løbet af disse dage skal du rense din indre bevidsthed ved opmærksomt at lytte til de bedste og helligste beretninger om Guds manifestation.”

29:17 Idet Parikshith huskede på den højeste velsignelse, som den store hengivne, kong Khatvanga, vandt, græd han glædestårer. Højt udbrød han: ”Herre! Giv mig besked på, hvad jeg skal gøre her og nu; jeg har ikke ord, der kan beskrive min higen. Mit hjerte strømmer over af lyksalighed.” Så satte han sig i forstenet stilhed.

29:18 Suka kom med følgende råd: ”Oh konge! Udstyr dig med ikke-tilknytningens sværd. Skær den fejlagtige kærlighed til kroppen i stykker. Opgiv den ’minhed’, der får dig til at klynge dig til slægt og venner. Sæt dig sikkert og godt til rette på bredden af denne hellige flod.” Lige som Suka var ved at begynde på sin historie, forekom Parikshith urolig efter at stille et spørgsmål. Da Suka så det, sagde han: ”Du ser ud til at være forvirret over noget. Spørg mig om det, du ønsker at vide, og få den tvivl fjernet fra dit sind.” Straks sagde kongen: ”Mester! Du er i sandhed medlidenhedens hav. På samme måde som et velsmagende måltid bringer en sulten person mæthed, bringer dine ord kølig velvære til mit brændende hjerte. Ærværdige lærer, for kort tid siden talte du til mig om skabelsens begyndelse. Jeg forstod det ikke helt tydeligt. Hvorfor antog Den kvalitetsløse, universelle, absolutte Gud (Den formløse, iboende, transcenderende Gud) form og kvaliteter? Fortæl mig om det.” Kongen satte sig med et forventningsfuldt udtryk, med fuld opmærksomhed, oprigtigt bedende og ivrig efter at lytte og lære.

Kapitel 30

Gudhengivenhedens vej

30:1 Vismanden Suka satte sig til rette i stolen og begyndte sin beretning. ”Den Højeste Ophøjede Herre manifesterede sig selv som Brahma, Vishnu og Maheswara (Shiva), der, tilskyndet af det oprindelige ønske, er engageret i verdenernes skabelse, opretholdelse og nedbrydning. I det der således er skabt, indgår det dualistiske princip altid. Der er forskelle og uligheder mellem den ene og den anden. Hvis disse forskelle og uligheder bliver afstemt på en fornuftig måde, vil der være glæde og fred på Jorden. Hvis levende væsener på den anden side opfører sig forkert, vil verden være plaget af ængstelse, elendighed og forvirring. Når det sker, antager Herren passende former og yder den nødvendige beskyttelse og irettesættelse. Han bringer den beskadigede verden på ret køl, fjerner de onde kræfter der forårsagede skaderne og instruerer menneskeheden i videnskaben om at fremme det rigtige og det gode.”

30:2 ”Det er ikke muligt at begrænse Guds frihed til at antage former. For at manifestere sig i verden og redde den antager Han utallige former. Hans inkarnationer er i overensstemmelse med de behov, der er i forbindelse med de aktuelle kriser. Da Jorden jamrede sig over den onde Hiranyaksha’s uretfærdighed, måtte Gud komme til syne som et vildsvin, idet Han påtog sig en form med kvaliteter, skønt Han i sit inderste væsen er uden form og kvaliteter. Guds vilje er gådefuld; den kan ikke forklares ved hjælp af kategorier eller som konsekvenser. Den er over og hinsides menneskelig fatte- og forestillingsevne. Den kan udelukkende fattes af dem, der har kendt Gud, og ikke af dem der har opnået videnskabelig dygtighed eller har en skarp intelligens. Årsagen og konsekvensen er uløseligt forbundet med hinanden.”

30:3 ”En dag, da Brahma (Skaberen) hvilede en stund på sin trone, dukkede et vildsvin op lige foran Ham. Det var ikke større end det yderste af en tommelfinger! Brahma, der i stor lystig munterhed havde antaget menneskelig skikkelse, kendte til altings årsag, men Han foregav, at det ikke var tilfældet. Han så derfor på det lille vildsvin med stor forbløffelse. Imidlertid udviklede det sig hurtigere og hurtigere til en større og større størrelse. Først til en størrelse som en frø, så en rotte, så en kat og snart til en kæmpestor brunstig elefant. Brahma smilede for sig selv af dets tossestreger. I løbet af kort tid voksede vildsvinet sig så mægtigt, at det forekom at dække både Jorden og himlen. Det gled ned i havet og dukkede op af det igen med Gudinden Jord (der på grund af ydmygelse havde skjult sig under vandet) siddende højt hævet, reddet og i sikkerhed, på dens stødtænder.”

30:4 ”Bagfra lød der et råb. ”Dit nederdrægtige svin! Hvor har du tænkt dig at flygte hen? Bliv stående, hvor du er.” Vildsvinet ænsede ikke råbet. Det fortsatte, som om det ikke havde hørt noget. Herefter stillede Hiranyaksha, uhyrernes og dæmonernes ondsindede leder, sig ansigt til ansigt med det. Han stod som et frygteligt uhyre og udfordrede vildsvinet til at overvinde sine kræfter. En dødbringende kamp mellem de to fulgte. Gudinde Jord var vidne til disse skrækkelige gensidige udfald, og hun rystede af skræk, men vildsvinet trøstede hende ved at sige: ”Oh Gudinde, vær ikke bange. Jeg skal straks afslutte dette uhyres liv. Om et øjeblik vil jeg sikre dig sikkerhed og skænke dig fred.” Straks herefter blev vildsvinet skrækkeligt at se på, og Gudinden blev yderst foruroliget over sammenstødet. Med overvældende kræfter angreb vildsvinet Hiranyaksha, og af bar rædsel lukkede Gudinden øjnene ude af stand til at se på vildsvinets tilintetgørende skikkelse. Kampen blev udkæmpet med en ubeskrivelig rasen, men til sidst blev Hiranyaksha revet i småstykker og smidt på jorden.”

30:5 ”På denne måde antager Herren forskellige skikkelser alt efter, hvad situationen kræver. For eksempel den form der passer bedst til tilintetgørelsen af de onde dæmoniske mennesker og til beskyttelse af det gode og det guddommelige, og til at sikre bevarelsen af de hellige skrifter, veda’erne, der åbenbarer sandheden. På denne måde inkarnerede Herren som fisken (Matsya), skildpadden (Kurma), menneske-løven (Narasimha) og dværgen (Vamana). Af alle inkarnationerne er den største og den mest lyksalige Krishna-skikkelsen. Alligevel må du erkende, at alle inkarnationernes hovedformål er at beskytte ’rigtig handling’ (retskaffenhed, rigtig handling, moral, gode dyder).”

30:6 ”Den der instruerer, skal måle kvalifikationerne hos de elever, der skal modtage instruktionerne. Det vil være forgæves at forsøge at kommunikere den højeste visdom til en person på det laveste niveau. For denne er ude af stand til at fatte den. Det samme gælder, hvis de instruktioner der skal gives på det laveste niveau, bliver givet til dem på det højeste niveau. De vil ikke opnå nogen glæde af undervisningen. For at gøre det standpunkt helt klart, vil jeg fortælle jer om en diskussion, der engang foregik mellem Brahma og Narada (en himmelsk vismand, Brahma’s søn). Lyt opmærksomt.”

30:7 ”Engang henvendte Brahma sig til Narada. ”Oh min sinds-projicerede søn! Skabelse er min opgave, det er måden hvorpå jeg udfører min mission, min bodsøvelse. Jeg vil det, og skabelser sker. Jeg opstiller imidlertid bestemte regler og adfærdsmønstre for hver eneste art, og hvis de bliver ordentligt overholdt, så vil ‘rigtig handling’ udvikle sig på rette vis. Men hvis reglerne og adfærdsmønstrene i stedet bliver tilsidesat, og arterne arbejder ihærdigt for at tilfredsstille deres egne ønsker ved at bevæge sig af krogede og misvisende veje, så vil de komme til at lide mange forskellige lidelser.”

30:8 ”Dag og nat forekommer efter mit ønske. De levende væseners herskere er dele af mig. Den tilskyndelse mennesker har til at formere og mangfoldiggøre sig, er en afspejling af min vilje. Engang imellem, når den skabte verden må hjælpes og støttes, antager jeg selv en form og et navn og indfører en ny æra. Jeg forsyner Jorden med passende guddommelige personligheder og vismænd, der fastsætter og viser eksempler til efterfølgelse, og som angiver veje, der fører til fremskridt.”

30:9 ”Når det er nødvendigt, afslutter jeg også den ubegrænsede forøgelse af væsener. For at gøre det antager jeg også skikkelse af det, der forårsager frygt. Jeg skaber det onde for at fremhæve og fremme det gode. Jeg sætter visse begrænsninger, både for det gode og for det onde, for hvis jeg ikke gjorde det, ville væsenerne forvilde sig ind på forkerte veje og forvolde stor skade.”

30:10 ”Jeg er iboende ethvert væsen. Folk glemmer mig; mig der er i dem og uden for dem. Jeg er den inderste kerne i ethvert væsen, men de er ikke bevidste om det. Derfor fristes de til at tro, at den objektive verden er virkelig og sand, og de forfølger objektive glæder og kommer derved til at lide sorg og smerte. Hvis de på den anden side udelukkende koncentrerer deres opmærksomhed på mig, idet de tror, at alt og alle er Guds vilje, velsigner jeg dem og åbenbarer sandheden for dem om, at de er jeg, og jeg er dem. Tusinde er blevet velsignet på denne måde. De er de søgende, de åndelige aspiranter, de store sjæle, vismændene, de guddommeligt inspirerede, manifestationer af det guddommelige, alle er de vejledere, der viser vejen. De har erhvervet sig den erfaring, at sandhed er Brahma (Gud).”

30:11 ”Jeg vil fortælle dig om nogle af dem. Lyt! Kejser Sagara; Manu’s søn, kong Ikshvaku; kejser Prithu’s barnebarn, Prachinabarhi: Brahma’s søn, den ekstremt lærde Rubhu; Brahma’s barnebarn Dhruva; Sol-dynastiets berømte konge, Raghumaharaj; Måne-dynastiets fremragende konge, Yayathi; den betydelige kong Mandhatha; konge over Benares, Alarka; Yadava-slægtens kong Sathadhanva; kong Dileepa, der tilbød at ofre sit liv for at redde den hellige ko Nandini’s liv; den berømte vismand, Khali; Pandava’ernes og Kaurava’ernes beskytter og patriark, Bheeshma; den indiske kejser Sibi; den asketiske vismand, Pippalada; lærdommens og veltalenhedens gudinde, Saraswatha; den tidligere dæmonleder, Vibhishana; Vindgudens søn, Hanuman, der var halvt menneske halvt abe; en af Sol-dynastiets berømte konger, Muchukunda; den selvrealiserede kong Janaka; Manu’s kvindelige og feminine modstykke, Sathrupa; dæmon-kongens hellige søn, Prahlada og mange lærde, mange vismænd der har realiseret Det Højeste Selv, mange prinser, mange adelige. De kan alle grupperes under én kategori: de gudhengivne (bhagavatha’er). Alle higer de efter chancen for at lytte til beretninger om Guds herligheder. De er alle blevet velsignet, uanset kaste, alder, status eller køn. Blandt dem er der kvinder, præster, arbejdere og kasteløse.”

30:12 ”Jeg er alle årsagers årsag. Jeg er evig. Jeg er Væren-Bevidsthed-Lyksalighed. Jeg er også ’Opretholderen’ (Vishnu-aspektet) og ’Nedbryderen’ (Shiva-aspektet), for når lejligheden byder det, transformerer jeg mig til disse manifestationer. Skabelsen, universet, er blot projiceringen af min vilje; den har ingen grundlæggende virkelighed. Min søn, jeg bekendtgør denne sandhed til dig på grund af min dybe kærlighed til dig. Andre vil ikke være i stand til at fatte mysteriet om denne skabelse. Det, jeg netop har åbenbaret for dig, går under navnet: Den kortfattede Bhagavatha.”

30:13 ”Bhagavatha indeholder tre dele af viden: 1) Guds manifestationers herlighed og storslåethed. 2) Navnene på dem der er fuldstændig hengivne over for Gud. 3) Det fortrolige slægtskab mellem Gud og de gudhengivne. Hvor disse tre eksisterer samtidigt, der findes bhagavatha’en. Alt, der er synligt, er ikke hinsides eller uden for Gud. Derfor, for at sige det kortfattet: alt er bhagavatha! Alt er værdigt til at blive æret som sådant.””

30:14 ”Mens Brahma på denne måde med stor glæde underviste Narada, spurgte denne Ham, både med forbløffelse og fuld af ængstelse, ivrigt om følgende: ”Herre! Som du har anvist mig, er jeg uden afbrydelse beskæftiget med at synge til Guds ære for at verden kan opnå lyksalighed deraf. Men den lumske og stærke illusion kan, hvert øjeblik det skal være, overmande mig. Illusionen kan kaste mig ud i at gøre noget forkert og skabe forhindringer for min mission. Findes der ingen metode, jeg kan anvende for at undgå denne ulykke? Vær venlig at indføre mig ind i en sådan metode og vis mig dette ekstra tegn på din faderlige kærlighed.””

30:15 ”Brahma lo af dette spørgsmål. ”Søn! Det du siger, forekommer at være barnagtigt. Illusionens skyer kan ikke formørke den indre bevidsthed hos dem, der soler sig i Guds kærlighed og storslåethed; hos dem der er klar over, og dem der bekendtgør, at Gud er Herre over illusionen, udøveren af den virksomme styrke der både bedrager og ødelægger; hos dem der giver sig af med gode handlinger og udfører dem med tro og hengivenhed, og hos dem der altid bestræber sig på at opretholde sandhed og retskaffenhed. Du kan derfor færdes frygtløs overalt i de tre verdener med veena’en (et strenginstument) i dine hænder, idet du synger i tilbedelse til Herren. Verdenernes beboere vil redde sig selv fra cyklusen af fødsel og død ved at lytte til fremsigelsen og uddybningerne af Guds og de gudhengivnes mysterier.”

30:16 ”Karma (aktiviteter og de handlinger der følger af disse) binder, fordi de har konsekvenser, der nødvendigvis senere må lides eller nydes. Men handlinger udført som tjeneste er fri for denne belastning. Du skal altid fæstne dine tanker på Gud. Der er ingen andre metoder end denne til at vende sindet bort fra sansemæssig beskæftigelse og objektive aktiviteter.”

30:17 Suka fortalte kongen: ”Oh Parikshith! Eftersom den højeste visdom ikke kan kommunikeres til andre end dem, der har nået et højt niveau med hensyn til renhed og forståelse, lærte Brahma kun Narada om det. Som Narada var blevet bedt om, fortsatte han med at synge og tilbede Gud gennem sine sange; den Gud der var iboende såvel som transcendent. Han hverken ignorerede eller kasserede den lære, som Brahma begunstigede ham med. Du er også kvalificeret til at modtage denne hellige undervisning. Det er årsagen til, at jeg, der er utilgængelig, efter egen indskydelse er kommet direkte til dig for at beskrive Bhagavatha’en (’Gudhengivenhedens kildevæld’) for dig. Jeg er ingen almindelig trubadur. Jeg henvender mig aldrig til en person, der ikke har gjort sig fortjent til retten til at lytte til mig. Forestil dig det niveau Narada måtte have nået, for at være i besiddelse af de kvalifikationer der var nødvendige for at modtage undervisning om Den Egenskabsløse Guds egenskaber!”

30:18 Da Suka på denne måde alvorligt vurderede ham, skred Parikshith ind. ”Herre! Du fortalte, at Oldtidens Fire-ansigtede Ophøjede Brahma bad Narada synge Bhagavatha’en. Hvem fortalte Narada den samme tekst videre til? Hvem er disse højt begunstigede fremtrædende personer? Fortæl mig om dem i detaljer.” Suka svarede: ”Oh konge, hvorfor giver du efter for hastværk? Vær tapper og behersket. Når tiden er inde, skal jeg fortælle dig alt. Vær rolig og fattet.”

30:19 Kongen forklarede: ”Herre! Undskyld mig. Jeg er slet ikke eksalteret. Jeg higer blot efter, i mit livs sidste stund, at kunne fæstne mit sind på det charmerende smil, der spiller på Herren Krishna’s læber. Jeg higer efter, i dette øjeblik, at kunne drikke Herrens lotusfødders nektar. Jeg har intet andet ønske. Hvis jeg i dødens stund er ude af stand til at tilvejebringe Herrens bedårende billede i mit sind, vil jeg være nødt til at blive født på ny som en af de 84.000 arter af levende væsener, er det ikke sandt? Eftersom denne katastrofe ikke må indtræffe, og eftersom jeg i forbindelse med mit sidste åndedrag skal ihukomme Livsåndrættets Skænker, så beder jeg dig: Gør mit liv værd at leve ved at fortælle mig om Herrens guddommelige karakteristika og guddommelige gerninger.”

30.20 Suka lo af dette. Han sagde: ”Konge! Hvordan kan sindet være fæstnet på Herrens lotusfødder, hvis ørerne lytter på beretninger om Herrens karakteristika og gerninger? Hvad siger du til det? Fortæl mig det?” Parikshith sagde: ”Herre! Jeg tror på, at der ingen forskel er på Gud, Hans navn og Hans egenskaber. Er min opfattelse sand? Når historien om Herren fortælles, og man lytter til den, trænger Herrens navn og egenskaber ind i hjertet. Det sker gennem ørerne, og uvidenhedens mørke spredes. Er det ikke sandt? Når løven begiver sig ind i skoven, flygter sjakalerne med halen mellem benene. Gør de ikke? Den oprigtigt lyttende vil helt sikkert fæstne sit sind på det, vedkommende hører gennem ørerne. Er det ikke sandt, at mens sindet lytter henrykt til beretninger om Herren med de henrivende egenskaber og det fortryllende smil, vil det blive så tiltrukket af den sødme, der er afledt af disse beretninger, at det ikke kan blive tiltrukket af lavere og tarvelige objekter? Så vil øret og sindet handle i enstemmig harmoni. Alene det vil give lyksalighed.”

30:21 Med begejstring priste kongen på denne måde fordelene ved at lytte opmærksomt til historierne om Herrens gerninger og storslåethed. Suka afbrød hans jubel og sagde: ”Oh konge! Sindet har ubestandighed som selve dets natur. Hvordan skulle det kunne opgive sin natur og knytte sig til Herrens lotusfødder? Er det ikke en umulig bedrift?” Suka forsøgte at vurdere de følelser, der fyldte Parikshith’s sind. Parikshith smilede og svarede: ”Herre! Jeg vil svare, hvis du venligst tillader mig at gøre det, og hvis du beordrer mig til at gøre det. Bien vil kredse rundt om blomsten, brummende og summende, indtil den slår sig ned og drikker blomstens nektar. Når den først er kommet i forbindelse med blomsten og har smagt nektaren, vil den ikke længere kredse, brumme og summe. Den vil ikke have nogen uvedkommende tanker, der kan forstyrre dens lyksalighed. Den vil blive så beruset af lyksaligheden, at den ikke vil ænse sin egen sikkerhed. For når kronbladene lukker sig, og blomsten folder sig sammen, tillader den sig selv at blive indespærret. På samme måde gælder, at når først sindet fæstner sig på lotusfødderne på denne Skønhedens og Godhedens legemliggørelse, så vil det aldrig senere hige efter andet end lotusføddernes nektar.”

Kapitel 31

Tvivl og spørgsmål

31:1 Da vismanden hørte dette svar, sagde han: ”Konge! Eftersom dit hjerte er smeltet sammen med den blåsorte Krishna, er jeg så fornøjet, at du kan stille mig alle de spørgsmål, der plager dig. Jeg skal komme med de behørige svar og forklaringer. Jeg vil begejstre dig og øge din længsel efter Krishna, den henrivende Herre med en hudfarve som mørke regnfulde skyer.”

31:2 ”Disse ord fra mesteren fyldte Parikshith med glæde. Han sagde: ”Hæderkronede lærer, hvilke kvalifikationer besidder jeg, som skulle berettige mig til at stille dig spørgsmål? Belær mig om det, du finder bedst. Fortæl mig i løbet af disse afgørende dage, hvad jeg først og fremmest behøver at vide. Lær mig det, der er mest gavnligt, det der fortjener størst opmærksomhed, det der er vigtigst. Du ved bedre end jeg, hvad det er. Tal til mig, uden hensyn til hvad jeg beder om, og hvad jeg ønsker. Eftersom jeg er uløseligt forbundet med selvbedragets og uvidenhedens fristelser, plager tvivlspørgsmål mig selvfølgelig engang imellem. Når disse opstår, vil jeg videregive mine tvivl og bekymringer til dig og modtage dine helbredende forklaringer. Jeg beder til, at du ikke tilskriver mig andre motiver. Vurder ikke mine færdigheder. Behandl mig med kærlighed, som var jeg en søn. Omdan mig til en rolig, fredsfyldt person.”

31:3 ”Lad mig alligevel fremføre en tvivl jeg har haft i lang tid. Er individets følelser og oplevelser afledt af dets egen natur, eller er de afledt af konsekvenserne af summen af fortidens handlinger? Så er der et andet spørgsmål. Du fortalte, at der ud af Den Første Skikkelses navle voksede og blomstrede en lotusblomst. Du fortalte videre, at hele skabelsen opstod fra denne lotusblomst. Sig mig, kom Gud til syne med lemmer og organer som den individualiserede sjæl? Er der nogen forskel på den individualiserede sjæl og Gud, på det enkelte menneske og Det Personificerede Absolutte?”

31:4 ”Lad mig stille et tredje spørgsmål. På hvilket grundlag er fortiden, nutiden og fremtiden adskilt? Et fjerde spørgsmål: Hvilke af den individualiserede sjæls handlinger fører til hvilke resultater og konsekvenser, der medfører status og anseelse i fremtiden? Det femte spørgsmål: Hvad er de store sjæles kendetegn? Hvilke aktiviteter udfører de? Ved hvilke tegn skal de kendes? Det sjette spørgsmål: Hvad er historierne om Guds forbløffende og henrivende inkarnationer? Det syvende spørgsmål: Hvordan kan vi skelne mellem Kritha, Thretha og Dwapara tidsaldrene (den første, anden og tredje tidsalder i cyklusen af i alt fire tidsaldre)? Det ottende spørgsmål: Hvordan kan vi navngive en tidsalder på den måde? Det niende spørgsmål: Hvilke discipliner er det, man må praktisere for at smelte sammen med den indre sjæl, der er Over-sjælen, Den Universelle Sjæl? Og endelig det tiende spørgsmål: Hvad er veda’erne og veda’ernes appendiks? Hvilket appendiks er knyttet til hvilke veda’er?”

31:5 ”Giv mig venligst svarene på disse spørgsmål såvel som på andre emner, der fortjener opmærksomhed. Herre, jeg overgiver mig til dig. Der findes ingen andre, der kan oplyse mig om disse og andre forhold. Derfor, frels mig fra uvidenhedens fortabelse.” Kongen lagde sig for Suka’s fødder og bad om nåde.

31:6 Med et kærligt smil svarede vismanden: ”Rejs dig, oh konge! Hvis du hober alle disse spørgsmål sammen i én bunke, hvordan skal du da kunne forstå svarene? Desuden har du ikke slukket din tørst eller spist noget i lang tid. Kom, spis i det mindste noget frugt og drik lidt mælk. Det er den fysiske krops privilegium og ret. Med en udhungret krop dør du måske tidligt uden at have fået fjernet din tvivl. Så tag nu lidt mad”, bemærkede han.

31:7 ”Kongen svarede: ”Herre! De, hvis sidste dage er kommet, bør ikke foretrække føde, der nærer usandhed, frem for føde der skænker udødelighed, er det ikke rigtigt? Hvordan skulle jeg kunne dø for tidligt, selv om kroppen muligvis er udhungret, når jeg drikker udødelighedens nektar, og når du fylder mig med munterhed ved at lade mig smage det søde universalmiddel mod dødens sygdom? Nej, det vil ikke kunne ske. Selv hvis den vrede dreng, Sringi, ikke havde forbandet mig; selv hvis det ikke var blevet overdraget til slangen Thakshaka at dræbe mig efter syv dage, ville jeg ikke dø for tidligt, mens jeg var i færd med at lytte til beretninger om Herren. Jeg vil lytte til dem uden tanke på føde og væske. Nektaren fra Krishna’s historier er min føde og væske. Så tænk ikke på mad og drikke; gør mig klar til den højeste lyksalighed, realisationens højeste stadie. Frels mig fra undergang. Jeg kaster mig for dine fødder.”

31:8 Kongen græd af anger og sad og bad til læreren. Vismanden sagde: ”Så lyt. I begyndelsen spredte Brahma lys over den verden, der blev åbenbaret ved hjælp af illusionen. Brahma ville, at skabelsen skulle øges i hastigt tempo. Men en stemme fra tomrummet (æteren) ovenover advarede: ”Åndelige, asketiske øvelser er det afgørende grundlag for alt. Gennem åndelige, asketiske øvelser vil illusionen forsvinde!” (Begrebet ’åndelige, asketiske øvelser’ betyder ’varme’; den slags varme der brænder synd og forvandler al karma til aske).” På dette tidspunkt greb Parikshith ind. Han spurgte: ”Hvad er betydningen af og meningen med åndelige, asketiske øvelser? Oplys mig venligst.”

31:9 Suka tog denne afbrydelse med et smil. Han sagde: ”Åndelige, asketiske øvelser betyder åndelige discipliner. Det er gennem åndelige, asketiske øvelser, at skabelsens, opretholdelsens og nedbrydningens store processer hænder. Det er åndelige, asketiske øvelser, der er årsagen til selvets virkeliggørelse. Det vil sige, at når sindet, intellektet og sanserne er underlagt ’åndelige, asketiske øvelser’, eller de disciplinære øvelsers smeltedigel, vil selvet fremstå åbenbaret. Jeg vil fortælle dig om fremgangsmåden vedrørende åndelige, asketiske øvelser. Hør efter! Sindet, intellektet og sanserne er altid rettet mod ydre objekter; de er bestandigt vendt udad. Når en lyd fra den eksterne verden rammer én, hører ørerne det. Lige så snart øret hører det, forsøger øjet at se det. Når øjet ser det, ønsker sindet det. Intellektet bifalder ideen og går i gang med at undersøge det, så hurtigt det kan lade sig gøre.”

31:10 ”På denne måde løber alle sanserne efter det ene ydre objekt efter det andet, idet den ene sans støtter den anden, hvileløse og ynkelige. Man må nødvendigvis kontrollere sindet, evnen til at drage fornuftslutninger, samt sanserne som strejfer planløst omkring efter objektive fornøjelser. Man må træne sanserne op til at påtage sig opgaven med at koncentrere al opmærksomhed på Guds herlighed og storslåethed og følge en systematisk kurs af étpunktet opmærksomhed. Anvend alle sanserne og før dem ad den ophøjede vej. Deres uautoriserede adfærd må nødvendigvis tæmmes; de skal opdrages ved hjælp af gentagelse af Guds navn, meditation eller uselvisk tjeneste eller en anden pligttro og ophøjet aktivitet, der renser.”

31:11 ”Denne renselsesproces af menneskets indre, der foregår i en smeltedigel, hvor alt omdannes til étpunktet tale, étpunktet følelse og étpunktet handling rettet mod Gud, kaldes ´åndelige, asketiske øvelser’. Den indre bevidsthed vil komme af med alle skavanker og defekter. Når den indre bevidsthed er blevet gjort ren og uplettet, vil Gud tage ophold i den. Til sidst vil den åndeligt søgende opleve åbenbaringen af Herren i sit indre.”

31:12 ”Oh konge, hvad kan man forestille sig herligere end dette? De store vismænd, de store sjæle, beskæftigede sig alle med åndelige, asketiske øvelser, og som resultat heraf opnåede de en vedvarende og sjælden åndelig pragt. Selv de onde dæmoner, Ravana og Hiranyakasipu, vandt herredømmet over den materielle verden og tilegnede sig deres kolossale destruktive kræfter på grund af de vanskelige åndelige, asketiske øvelser. Udførelsen af disse øvelser blev tilskyndet og styret af aggressive motiver. Hvis blot deres anstrengelser havde været ledet af den rene og gode vej i stedet for lidenskabens og rastløshedens vej, som de foretrak, kunne de have opnået selvrealisationens fred og glæde. På grundlag af den underliggende indre trang, er åndelige, asketiske øvelser inddelt i tre grupper. De kan være omfattet af sløvhedens og uvidenhedens kvaliteter, lidenskabens og rastløshedens kvaliteter samt renhedens og godhedens kvaliteter. Af disse er den renhedens og godhedens kvaliteter de mest virkningsfulde, når det drejer sig om at synliggøre Gud.”

31:13 ”Vasishta, Viswamithra og andre vismænd opnåede forbløffende kræfter gennem deres rene og gode åndelige, asketiske øvelser, der blev udført ud fra uselviske motiver. Til sidst hævede de sig op til positionen, hvor de blev vismænd, der er fordybet i guddommelig bevidsthed. Åndelige, asketiske øvelser inddeles også i en anden tredeling: Mental, fysisk og verbal. Du spørger muligvis om, hvilken af disse tre, der er den vigtigste. Jeg kan fortælle dig, at de alle tre er vigtige. Det gælder dog, at hvis den mentale ’åndelige, asketiske øvelse’ følges, vil de to andre følge med.”

31.14 ”Det menneske der er opfyldt af objektive ønsker, vil på forskellig vis stræbe efter at få dem opfyldt. Det er en slave af sine sanser og deres forfølgelse. Men hvis det trækker sanserne væk fra verden og får kontrol over deres herre, sindet, og engagerer sindet i åndelige, asketiske øvelser, så kan det tilvejebringe selvbeherskelse eller ’uafhængighed’ af sig selv. At tillade sanserne at knytte sig til objekter, det er trældommen. Når sindet, der strømmer gennem sanserne mod den ydre verden, rettes indad og sættes til at kontemplere på Den guddommelige Gnist opnås befrielse.”

31:15 ”Oh konge! Alt hvad man kan se, er forgængeligt, usandt. Alene Gud er evig, sand. Tilknytninger til objekter ender i sorg. Gud er ens egen virkelighed. Denne virkelighed, Gud i dig, har intet slægtskab med den skiftende og forgængelige verden; Gud er udelukkende Ren Bevidsthed. Selv om du mener, at der rent logisk må være en form for slægtskab, kan det udelukkende være den slags slægtskab, der findes mellem den der drømmer, og det der ses og opleves i drømmene.”

31:16 Da han hørte det, begyndte kongen at spørge på denne måde: ”Mester! Jeg har en tvivl, der plager mig i forbindelse med det her. I drømme forekommer kun de ting, der er blevet erkendt direkte i den vågne tilstand. Denne virkelighed må nødvendigvis være der som grundlag for de falske tilsynekomster, der opstår i drømmene, er det ikke sådan? Mens drømmen opleves, opfattes alle objekterne som værende virkelige; når man vågner op erkendes det, at de alle var uvirkelige, de er der ikke længere. Men det er vores, menneskenes, oplevelse. Kan Gud også blive bedraget? Hvis der kun fandtes én slags objekter, og de var helt ens, så kunne man sige, at illusionen bedrager, og at dette er virkningen. Men objekterne, der erkendes direkte i den vågne tilstand, er mangfoldige og har mangeartede former. De forekommer alle at være virkelige og sande. Hvordan kan disse objekter, der opleves i vågentilstanden, blive sammenlignet eller sidestillet med de objekter, der opleves i drømme?”

31:17 ”Dette spørgsmål fik Suka til at le. ”Oh konge, illusionen selv har fremkaldt de mangeartede former. Det er en smart iscenesættelse, en form for kostume. Den objektive verden, eller naturen, antager mangfoldige former gennem illusionens manipulationer, den bedrageriske tilskyndelse. På grund af selvbedragets eller uvidenhedens oprindelige indskydelse fremkom kvaliteterne og blev blandet sammen med hinanden. Tid manifesterede sig med forandringen, og alle disse mangfoldigheder, der under ét kaldes universet, fremkom. Derfor skal den individualiserede sjæl vie sig selv til denne selvbedragets nektar, spillets instruktør, den der manipulerer tiden, skuespilleren der laver løjer med kvaliteterne (forskellig slags adfærd, forskellige kvaliteter, grænseløse egenskaber), alle verdeners moder (Illusionen). Sjælen må fylde sig med forståelsen af Den Uforgængelige Absoluttes umålelige styrke og herlighed. Sjælen må fordybe sig i den lyksalighed, der opnås ved dette. Så er mennesket i stand til at afkaste sig al uvidenhed og kan forblive uden tilknytning, selv om det anvender illusionens skabelse!”

31:18 Kongen blev slået af forbløffelse, da vismanden udtalte disse ord. Han sagde: ”Herre! Hvordan begyndte skabelsen? Hvad er den oprindelige, den første, substans, som illusionen formerede? Suka uddybede disse punkter. Han sagde: ”Skabelsen har været i gang fra hinsides tidens begyndelse. Lotusblomsten voksede ud fra Den Første Skikkelses navle, den Skikkelse der i de hellige skrifter kaldes Narayana. Fra denne lotusblomst manifesterede Herren sig som Brahma (Skaberen). Brahma følte en indre trang til at se på alle de fire verdenshjørner, så Han udviklede fire ansigter.”

31:19 ”Brahma blev klar over, at Han måtte gøre sig selv virksom, for at skabelsen kunne finde sted. Så Han satte sig i yoga-stilling og overvejede ideen om hele skabelsen. Parikshith, skabelsens mysterium lader sig ikke så let løse, eller forstå, så hurtigt. Der kan ikke være nogen kæde af årsag-konsekvens i relation til Det Absoluttes aktiviteter. Ingen er på en succesfuld måde i stand til at gennemgå eller undersøge Den Højestes skabende evner og bedrifter; Den Højeste, der er almægtig og alvidende. Konge, da jeg lige var i færd med at forsøge at svare på de spørgsmål, du tidligere udformede, stillede du nogle nye. Måske havde du på fornemmelsen, at jeg muligvis ville glemme at give dig svar på dem i min iver efter at besvare det sidst stillede spørgsmål. Nej, du vil helt sikkert blive oplyst på alle punkter i løbet af den kommende beretning af Bhagavatha-historien. Alle dine spørgsmål er inden for purana’ernes grænser. (Purana’erne består af 18 åndelige tekster, der udgør en samling af ældgamle legender og overleveringer) grænser.”

31:20 Da Parikshit hørte disse trøstende og tilfredsstillende ord, forespurgte han: ”Mester! Hvad er purana’erne? Hvad er deres indhold? Hvor mange er de?” Suka svarede: ”Teksterne, der uddyber de rammende sandheder, der er bevaret i veda’erne, kaldes purana’er. De er talløse i antal. Men nu for tiden er 18 af dem iøjefaldende fortræffelige. De blev indsamlet og ordnet af min fader, Vyasa. De har 10 fælles kendetegn. Tillæggene til disse purana’er, der kaldes upa-purana’erne, har blot 5 kendetegn. Du spørger muligvis om, hvad purana’ernes 10 kendetegn er. Jeg vil fortælle dig det, endda inden du spørger! De er: sarga, visarga, sthana, poshana, uthi, manvanthara, isanucharitha, nirodha, mukthi og asraya. (Se næste kapitel). Af disse 10 er asraya’en det vigtigste.”

Kapitel 32

Purana’erne og inkarnationerne

32:1 Idet vismanden besvarede kongens forespørgsel, sagde han: ”Hvis disse purana’ers 10 kendetegn skal beskrives med få ord, vil det blive vanskeligt, for hver enkelt må nødvendigvis blive forklaret tydeligt. Det er det samme, som hvis processen med at producere smør skal beskrives. Så må hvert enkelt led i produktionen, lige fra malkningen til kærningen, forklares. Hvert trin er vigtigt. De 10 navne har forbindelse med de kendetegn, der er afgrænset af deres betydning. Men formålet med alt dette er at opnå ’smørret’, befrielsen. Det er for opnåelsen af denne befrielse, at de 10 kendetegn er antaget. Purana’erne er alle udtænkt for at skænke den ivrige og indtrængende lytter den støtte og næring, der er nødvendig for pilgrimmen i udviklingen hen mod befrielsen.” Suka fortsatte: ”Det, som veda’erne tilkendegav ved hjælp af en erklæring her eller en grundsætning der, eller ved et antydet forslag i en anden sammenhæng, eller endog ved en direkte beskrivelse af den virkelige oplevelse i nogle af afsnittene, uddybes i purana’erne. Dette gøres for at give en bedre afklaring og for at give inspiration.”

32:2 Da han lyttede til disse ord, dukkede et spørgsmål frem i Parikshith’s sind. Han gav udtryk for det på denne måde. ”Mester! Du sagde, at du ville berette om en purana. Jeg vil derfor gerne høre mere om disse kendetegn. Det vil gøre det lykkeligere og mere gavnligt at være tilhører.”

32:3 Suka forberedte sig på at besvare dette spørgsmål ved at begynde på beskrivelsen af purana’ernes 10 kendetegn. Han sagde: ”Lyt, oh konge! Jeg har bestemt mig for at fortælle dig Bhagavatha Purana’en. Den er gennemtrængt af svar på alle de tvivlsspørgsmål, der dukker op i dit sind samt i alle dine spørgsmål. Der findes ingen mere ophøjet purana end denne.”

32:4 ”Det første af dens kendetegn er nemlig sarga. Jeg skal fortælle dig, hvad det betyder. Når de tre kvaliteter, de rene og gode kvaliteter, lidenskabens og rastløshedens kvaliteter samt sløvhedens og uvidenhedens kvaliteter, er i ligevægt, kaldes det den materielle verden, den oprindelige substans. Gennem forstyrrelser i ligevægten, ubalance, blev de fem elementer skabt: jord, vand, ild, luft og æter. Deres finere kvaliteter: duft, smag, form, berøring og lyd skaber også subtile sanser, der hver især erkendes ved hjælp af: næsen, tungen, øjet, huden og øret. Også sindet og egoet opstod fra det samme princip. Denne skabelsesproces er det, der menes med udtrykket: sarga.”

32:5 ”Det andet af en purana’s kendetegn er visarga, det vil sige sarga, eller skabelsen i en speciel betydning. Formeringen til mangfoldige slags væsener gennem mange forskellige besynderlige gensidige påvirkninger og ejendommelige aktiviteter er det, der beskrives som visarga. Det er nøje forbundet med Den Alt Omfattende Storartede Person, som universet er iboende.”

32:6 ”Sthana er en purana’s tredje kendetegn. Alt hvad der er skabt i universet må nødvendigvis have nogle begrænsninger, så det kan tjene et eller flere formål. Bestemmelsen af disse begrænsninger og de processer der bevirker, at de bliver overholdt, er alle beskrevet i den del, der bærer titlen Sthana. En maskine har for eksempel en nøgle, der er nødvendig, for at den kan blive startet. Den har også anordninger gennem hvilke maskinens arbejde reguleres og standses. Hvis det ikke var tilfældet, ville maskinen være en kilde til fare for sig selv og dets brugere. Tilvejebringelsen af sådanne regulerende anordninger er emnet, der omfattes af sthana.”

32:7 ”Det næste specielle kendetegn ved en purana er, at den omhandler et afsnit om poshana: pleje, bevogtning, beskyttelse mod fortræd. For at sige det helt enkelt, så er al pleje, bevogtning og beskyttelse indeholdt i det ene omfattende emne, nemlig Guddommelige Nåde. Det unge træ der bliver plantet, må plejes med kærlighed og omhu. Hele skabelsen plejes på denne måde af Skaberens nåde.”

32:8 ”Det næste kendetegn er manvanthara, Manu’s tidsberegning, som enhver purana indeholder. Dagen består af 8 perioder på hver 3 timer; 30 sådanne dage udgør en måned; 12 måneder kaldes for et år. Et år i denne verden er blot en dag for guderne. 360 sådanne dage er for dem lig med et år. Kali-tidsalderen består af 1000 sådanne år. Den tidligere Dwapara-tidsalder varede 2000 sådanne år, mens Thretha-tidsalderen, der gik forud, varede 3000, og Kritha, der var den første af de fire tidsaldre, varede 4000 af disse år. Hver tidsalder har 200, 400, 600 eller 800 ’kontaktperioder’ eller sandhya (intens meditation på Herren) perioder. 12.000 sådanne år udgør en Maha-yuga (Stor Tidsalder). 1000 af disse Maha-yuga’er udgør en enkelt dag for Brahma! Enhver af Brahma’s dage oplever 14 Manu’er, der hersker over universet. Så hver Manu er hersker i mere end 70 Maha-tidsaldre. Beretningen om disse Manu’er og deres slægt kaldes Manvanthara.”

32:9 ”Oothi er det næste kendetegn for en purana. Oothi betyder handlingens konsekvens, dens indvirkning på ens natur og livsforløb. Den enkeltes liv er bestemt af de virkninger, vedkommendes handlinger i tidligere liv har. Det er ikke bestemt af en lunefuld Gud. Gud behandler alle ens. Gennem deres egen lunefuldhed og enerådighed skaber mennesker deres forskellige skæbne. Oothi beskæftiger sig med dette aspekt.”

32:10 ”Isanucharitha er et andet emne, der behandles i purana’erne. Det betyder Isa’s eller Guds herligheder og de mangfoldige måder, mennesker har oplevet den kraft og storslåethed, den sødme og oplysning, som herligheden symboliserer.”

32:11 ”Herefter finder vi i purana’erne det aspekt, der omhandler nirodha eller absorption. Herren absorberer al den herlighed, som Han har ladet manifestere, i sig selv. Herefter falder Han i en yogisk søvn, indtil den guddommelige tilskyndelse til at manifestere igen forstyrrer den guddommelige ligevægt.”

32:12 ”Mukthi er et andet emne, som alle purana’erne udbreder sig om. Det betyder menneskets befrielse fra uvidenhedens bånd, der holdet det bundet. Det vil sige, at mennesket må blive befriet for bevidstheden om, at det er kroppen, i hvilken det er fanget. Det må gøres bevidst om, at det er Den guddommelige Gnist, sjælen, der er virkeligheden, der på denne måde er indespærret.”

32:13 ”Asraya er det sidste aspekt, som purana’erne behandler. Det betyder: hjælpen, støtten, det der holder oppe. Uden hjælp kan befrielse ikke opnås. Det Absolutte er det, der holder universet oppe. Det højeste Selv fra hvem alt hidrører; i hvilket alt eksisterer; i hvilket alt smelter sammen, er det, der støtter os i at nå befrielsen. Den der gennem visdom kender det, der har forbindelse med den fysiske verden, det der har forbindelse med det guddommelige, og ånden der har forbindelse med den individualiserede sjæl, kender også asraya’en eller Det højeste Selv.” Parikshith afbrød vismanden her og bønfaldt: ”Mester! Fortæl mig så, hvad ’det der har forbindelse med den fysiske verden’, ’det der har forbindelse med det guddommelige’, og ’ånden der har forbindelse med den individualiserede sjæl’ er.”

32:14 Suka var glad for, at det spørgsmål blev stillet. Han forberedte sig på at besvare det. ”Oh konge! Jeg ser en ting. Den ting er ’det der har forbindelse med den fysiske verden’. Men hvad er det helt præcist, der ser den? Du vil måske sige, at øjnene ser den. Hvorfra får øjet evnen til at se? Tænk på det. Den guddom, der præsiderer over øjet, er Solguden (Surya). Han giver øjet synets kraft. Uden Solen i mørket kan øjet ikke se, er det ikke sandt? Derfor er Solen ’det der har forbindelse med det guddommelige’. Men der er endnu en grundlæggende faktor i disse processer. Det er den individualiserede sjæl, individet bag alle sanserne, bag øjet, bag øret og de øvrige sanser. Dette individ er Den guddommelige Gnist, ’ånden der har forbindelse med den individualiserede sjæl’. Uden Den guddommelige Gnist, guddommen, kan processen med at sanserne bringer viden om ting ikke fortsætte. Den guddommelige Gnist er Vidnet.”

32:15 ”Nu har jeg fortalt dig om Bhagavatha Purana’ens og de øvrige purana’ers 10 kendetegn. Fortæl mig, hvad du ellers ønsker at få at vide af mig, og jeg skal med glæde fortælle dig det. Jeg er altid parat”, sagde vismanden.

32:16 Til det sagde Parikshith: ”Mester! Jeg kunne forstå purana’ernes 10 kendetegn. Jeg lærte, at Det højeste Selv, der er i alle som Den guddommelige Gnist, er tidens, rummets og årsagens vidne. For verdens skyld og for at opretholde moral og retskaffenhed har dette Evige Vidne antaget mange former. Jeg ønsker at lytte til de guddommelige fortællinger om disse inkarnationer, om Rama, om Krishna og andre manifestationer og om de dybere mysterier bag disse tilsynekomster. Føl ikke, at tiden er kort. Lad mig hellige hvert øjeblik, der er til rådighed, til at lytte begærligt til de inspirerende fortællinger om disse begivenheder. Jeg beder til, at min tørst på denne måde må blive slukket, og at mit hjerte bliver begavet med tilfredshed, alt sammen ved din nåde.”

32:17 Suka svarede: ”Oh konge! Jeg havde også tænkt mig at tage fat på denne beretning. Så lyt! Enhver af Guds konkrete manifestationer er betydningsfuld, der kan ikke være nogen, der er højere eller lavere. Historien om hver og én af dem er ophøjet. Hver historie er en fuldstændig manifestation. At lytte til disse historier får dig muligvis til at mene, at én af inkarnationerne er mere storslået og ophøjet end andre. Det kan forekomme, som om du får mere inspiration fra én avatar end fra en anden. Men de er alle lige guddommelige og gådefulde. Inkarnationen er tilpasset tiden, opgaven, omstændighederne og behovet; dets skikkelse er i overensstemmelse med formålet.”

32:18 ”Lyt oh konge! Gud er almægtig. Han kender ikke til nogen sondring mellem det mulige og det umulige. Hans hekseri, Hans leg, Hans spil, Hans gavtyvestreger kan ikke beskrives med det ordforråd, som mennesket har til disposition. Skønt Gud ikke har nogen form, kan Han antage en universel persons skikkelse og derved udtrykke hele skabelsen i sin form. Han er Én, men gør sig selv til mange. Folk fortæller hinanden, at Matsya, Varaha, Narasimha, Vamana, Parasurama, Rama, Krishna, Buddha, Kalki er de guddommelige skikkelser, som Gud har antaget. Men det beskriver Ham ikke så umådelig, som Hans herlighed berettiger Ham til. Du er nødt til at se alle former som Hans form. Ethvert væsens livskraft er Guds åndedrag. For at sige det kort så er enhver lille del af skabelsen Ham; det er en manifestation af Guds vilje. Der er intet, der er forskelligt eller adskilt fra Gud.”

32:19 ”For at beskytte verden, for at opretholde ‘rigtig handling’, for at tilfredsstille de hengivnes længsel, udmønter Hans vilje sig, og Han antager en speciel form og bevæger sig omkring i verden. Via sine guddommelige gerninger skænker Han sine hengivne stor glæde. Dette overbeviser dem om Hans komme. På den måde bliver de bekræftet i deres tro og bliver tilskyndet til at hellige deres handlinger til Gud og således redde og befri sig selv. Derfor opfatter folk de førnævnte skikkelser, som Gud netop antog til dette formål, som værende specielt hellige, og de tilbeder Gud i disse inkarnerede skikkelser. For at løse bestemte presserende kriser har Gud ved visse lejligheder ladet sig inkarnere i skikkelser, der rummer dele af Hans guddommelighed, altså rummer visse guddommelige kræfter og potentialer. Der findes mange eksempler på sådanne inkarnationer, der fandt sted for at beskytte verden.”

32:20 Da vismanden Suka fortalte dette, løftede Parikshith sit ansigt, der lyste af en besynderlig glæde. Han udbrød: ”Aha, antog den henrivende Herre sådanne former, der rummede en del af Ham selv? Selvfølgelig er det alt sammen en leg for Ham. Fortæl mig om disse former, som Han inkarnerede i for at beskytte verden. Gør mig glad ved at lade mig høre denne fortælling.” Idet han bad på denne måde, bøjede han sig dybt for læreren.

32:21 Suka fortsatte. ”Lyt, oh konge! Kapila, Dattatreya, Sanaka, Sananda, Sanatkumara, Sanatsujatha og andre vismænd som Rshabha, Nara-Narayana, Vishnu, Dhruva, Hayagriva, Prthu, Kachchapa, Dhanvanthari, Hamsa, Manu, Balarama, Vyasa og mange lignende guddommelige personligheder er blot navne og former, som Herren har antaget. Han har gjort det for at skænke velsignelse til de hengivne; for at redde verden fra undergang; for at fastlægge kodeks for moralsk og korrekt adfærd for menneskeheden og for at genoprette de traditionelle og almindeligt anerkendte idealer og skikke blandt menneskeslægten. Der er mange flere af sådanne delvise avatarer. Men vi har ikke tid til en detaljeret beskrivelse af hver enkelt. Desuden er de ikke så vigtige, at de fortjener indgående betragtninger. Jeg reagerede på din anmodning, fordi jeg mente, en kort gennemgang er nok.”

32:22 Men Parikshith greb ind. Han sagde: ”Mester! Fortæl mig i det mindste meget kort om Herrens motiver til at inkarnere på denne måde, selv om kun en del af Ham inkarnerede som Kapila, Dhruva, Dattatreya, Hayagriva, Dhanvanthari osv. Fortæl mig om deres bedrifter og om betydningen af den enkeltes komme. Det vil give mig en rensende form for oplysning.”

32:23 Til det sagde Suka: ”Konge! Brahma’s barnebarn, Kardama Prajapathi’s, hustru, Devahuthi, fødte ni døtre, og hendes tiende barn tog skikkelse som Kapila. I sin tilsynekomst som Kapila blev Herren lærer og åndelig vejleder for moderen, Devahuthi! Han lærte hende hemmeligheden om, hvordan man opnår befrielse, og han tilstod hende den lære, der førte til den endelige frigørelse. Vismanden Athri’s ægtefælle, der hed Anasuya, bad til, at Herren måtte blive født ud af hendes livmoder, og Herren svarede: ”Tilstået (på sanskrit: datta).” Eftersom faderens navn var Arthi, blev han kaldt Datta-Artreya eller Dattathreya. For Karthaveeryarjuna og Yadu, der var højtærede kejsere, som var begavet med alle former for pragt, fremviste Herren den yogiske visdoms vældige skat. Det var i denne skikkelse, at Gud i begyndelsen af denne tidsalder levede som de fire børne-vismænd: Sanaka, Sanandana, Sanathkumara og Sanathana. De blev aldrig ældre end fem år. De var så uskyldige, at de ikke havde tøj på; så guddommelige at de spredte visdom og fred omkring sig.”

32:24 ”Herren blev født som tvillingerne Nara og Narayana. De boede i skovene omkring Badri i Himalaya, hvor de udøvede askese. Deres moder var Murthidevi. Herren påskønnede drengen Dhruva’s intensitet i udøvelsen af askese. Han skænkede derfor Dhruva velsignelsen af at få synet af Herrens sande skikkelse. Han helliggjorde Dhruva’s forældres liv. Han kronede ham som polarområdernes herre og gjorde ham til ledestjerne. Da den infame kong Vena blev forbandet og tilintetgjort af vismændene, og da hans krop blev kværnet, kom den første ophøjede verdenshersker til syne, fordi Herren antog denne skikkelse. Det var Prithu, Jordens (Prithvi’s) første Herre (Iswara), der på denne måde kom til syne. Ved hjælp af sin askese og gode handlemåde reddede Prithu sin fader fra helvede. Han genoprettede lykke, fremgang og moral i hele verden. Han byggede landsbyer, købstæder og byer på Jorden og foreskrev, at menneskene skulle opholde sig fredsfyldte i dem. Enhver skulle udføre sine anviste pligter i kærligt samarbejde med de øvrige indbyggere.”

32:25 ”Herren blev genfødt som Nabhi og Sudevi’s barn. Han manifesterede sig som Paramahamsa, en realiseret vismand. Han lærte verden om det største hjælpemiddel mod alle sygdomme, nemlig forsagelse, eller selvopofrelse, og om metoderne til at fremelske den. Senere, i forbindelse med det daglige tilbedelsesritual, der er dedikeret til Herren, tog Herren skikkelse som Hayagriva (en af Herren Vishnu’s inkarnationer). Eftersom Han fra halsen og opefter havde form af en hest, blev Han kaldt ’Heste-hoved’ (Hayagriva). Hayagriva’s åndedrag manifesterede sig som veda’erne. Imidlertid stjal den listige dæmon, Somaka, veda’erne og skjulte dem i Den store Opløsnings (et billede på verdens opløsning) frådende vande. Derfor måtte Herren antage form som en fisk og lede efter veda’erne i havets dyb; tilintetgøre dæmonen og bringe veda’erne til Brahma, så de kunne blive rekonstrueret. Således kunne måden at leve på Jorden, som var beskrevet i veda’erne, genoprettes, og livets mål, som det er beskrevet i teksterne, kunne genskabes. Således har Herren antaget mange skikkelser, der hver især har været afstemt efter behovet. Ved utallige lejligheder har Han manifesteret sig og spredt sin nåde over verden. Han har tilintetgjort menneskehedens frygt og smerte. Han har reddet de gode og de gudhengivne. Beretninger om Guds komme på disse måder er utallige. Guds vilje resulterer i Guds komme. Det er derfor tåbeligt at undersøge årsagerne, der foranledigede Ham til at inkarnere.”

32:26 ”De, der på den ene eller anden måde forsøger at få kendskab til eller fastsætte årsagerne til Herrens vilje, er i sandhed tåber, der vover sig ud på et irrelevant eventyr. Det gælder også dem, der hævder, at Guds kraft og Guds planer indeholder de og de karakteristika, betingelser og begrænsninger. Også de, der påberåber sig at vide, at Herren udelukkende vil handle på en eller anden måde, er tåber. Endelig gælder det også dem, der erklærer, at det guddommelige princip er af en bestemt beskaffenhed, og ikke er noget som helst andet!”

32:27 ”Der kan ikke være nogen grænse eller forhindring for Guds vilje. Der kan ikke være nogen grænse for manifestationen af Guds kraft og Guds herlighed. Alt der er Hans vilje, bærer frugt. Han kan inkarnere i en hvilken som helst form, Han ønsker. Han er enestående, uforlignelig og kan alene blive sammenlignet med sig selv. Gud er sin egen bedømmer, sit eget vidne og sin egen autoritet.”

32:28 ”Engang blev Herren så rørt over Narada’s oprigtige hengivenhed, at Han antog skikkelse af en himmelsk svane. I denne skikkelse uddybede Herren den hengivnes og Guds natur, samt forbindelsen mellem dem, for Narada, så alle åndelige aspiranter måtte blive opmuntret og befriet. Han fremlagde visdommen og vejen på et grundlag, der var stærkt nok til at overleve den nuværende tidsalders afslutning uden nogen frygt for tilintetgørelse eller forfald. Ved hjælp af sin uplettede berømmelse fik Han de syv verdener til at skinne. I løbet af den vældige kærning af Mælkehavet antog Herren skikkelse af skildpadden for at understøtte Mandara-bjergets tinde, der var kærningens stang. Netop på det tidspunkt tog Herren også en anden form, som Dhanvanthari, for at få Den guddommelige Krukke fyldt med Amrith (udødelig-skænkende nektar). Som Dhanvanthari underviste Han i metoder til at besejre sygdomme og derved gøre menneskene i stand til at helbrede deres fysiske lidelser. Han lærte mange berømte læger og doktorer at stille diagnoser og helbrede.”

32:29 ”Han gjorde meget mere, oh konge! Indtil dengang var læger og doktorer ikke berettiget til at modtage en del af de offergaver, der blev skænket til guderne som offer. Dhanvanthari fastslog, at de skulle have en del af offergaverne, og på den måde hævede Han deres status i samfundet.”

32:30 ”Bemærkede du Herrens uransagelige leg, der var tydelig i disse manifestationer? Gud! Gud alene kender Guds veje! Hvordan skulle andre kunne måle omfanget af disse inkarnationers storslåethed og herlighed? Hvordan skulle de på en succesfuld måde kunne vurdere dem med deres intelligens og fantasis ringe udstyr? Eftersom mennesker er bundet af uvidenhedens snærende bånd, diskuterer og udbreder de sig længe og højlydt om Gud og Hans egenskaber og tumler rundt i helligbrødens synd. I stedet kunne det enkelte menneske vinde Guds nåde; hvis det blot opgav sin tvivl, når det ser guddommelige manifestationer; hvis dets billede af Gud ikke var falmet af skiftende luner og begivenheder; og hvis det forvandlede dets egne luner og handlinger i overensstemmelse med de Guds-manifestationer, det er så velsignet at være vidne til. Hvis mennesket handler på anden vis, kan det ikke gøre sig forhåbning om at vinde Guds nåde eller smage lyksaligheden.”

32:31 ”Blandt Herrens manifestationer er Rama’s og Krishna’s inkarnationer de mest meningsfyldte for menneskeheden, eftersom mennesket er i stand til at forstå deres eksempel, følge deres løsninger af problemer og opnå lyksalighed gennem kontemplation på deres fortræffeligheder og på deres lære. Disse to har anbragt sig selv i menneskehedens hjerter og modtager menneskenes tilbedelse. Jeg vil fortælle dig om de mere bemærkelsesværdige begivenheder, der fandt sted i løbet af deres inkarnationer. Lyt!”

Kapitel 33

Avataren Rama

33:1 Vismanden Suka genoptog sin fortælling: ”Først vil jeg beskrive Sri Rama’s milde, venlige og blide natur. Han bar en løvgrøn klædedragt og havde et gult klæde rundt om håndleddet. Han bar et guld-diadem; men Han gik alene og med sine øjne fæstnet på jorden, som skammede Han sig for at se op. Dette sceneri smeltede hjerterne hos alle dem, der så det. Ingen tog Ham i at kaste sit blik på andre. Han så altid indad, aldrig udad. Hver gang nogen tilbød Ham noget, tog Han aldrig imod det hele. Var der tale om føde, plejede Han at brække et lille stykke af eller blot tage en lille portion for at behage giveren. Eller Han berørte blot offergaverne og gav dem tilbage til de personer, der havde bragt dem.”

33:2 ”Han rejste med sin svigerfader og svigermoder; ikke som en svigersøn, men som en søn. Sjældent åbnede Han munden for at tale med sine svigerinder eller deres tjenestepiger. Aldrig løftede Han sit ansigt og så dem i øjnene.”

33:3 ”Alle kvinder, der var ældre end Ham selv, ærede Han, som Han ærede sin moder, Kausalya. Alle dem der var yngre end Ham selv, opfattede Han som sine yngre søstre. Kvinderne på sin egen alder behandlede Han, som havde de været Hans stedmødre.”

33:4 ”Han holdt sig strengt til sandheden. Han formodede, at hvis Hans fader brød sit ord, så ville dynastiet blive udsat for stor vanære. Så for at stadfæste sin faders løfte og for at opretholde faderens renommé, gik Han i eksil i skovene i 14 år. Hans fader bad Ham ikke om det; men Rama fik kendskab til løftet gennem sin stedmoder, Kaikeyi. Han diskuterede det aldrig; ej heller tog Han til genmæle. Han opgav kongeriget og begav sig direkte til junglen. Han handlede korrekt i overensstemmelse med det, Han sagde og tilpassede nøje handlingen til ordet.”

33:5 ”Rama besad et hjerte fyldt med medlidenhed og medfølelse. Han gav ly til alle, der søgte beskyttelse hos Ham, og som overgav sig til Ham. Da abeflokkene (der var Rama’s allierede) og dæmonerne var i gang med den dødelige kamp under slaget på Lanka, hvor den ondskabsfulde kong Ravana deltog, forandrede nogle af dæmonerne sig til aber og trængte ind bag linierne. De blev straks pågrebet af abespejdere og bragt til Rama, så de kunne blive hårdt straffet. Men Rama standsede aberne, så de ikke torturerede dem. Han fortalte dem, at dæmonerne var kommet for at søge tilflugt hos Ham. Rama erklærede, at det var Hans løfte, at Han ville benåde alle dem, der overgav sig til Ham, ligegyldigt hvilke forkastelige ting de havde foretaget sig. På den måde gav Han tilflugt til Ravana’s broder (Vibhishana) og behandlede ham som sin egen broder, Lakshmana. ”Hvis Vibhishana blot én gang siger: Jeg er din. Så er han min for altid”, kundgjorde Rama. Rama udlevede ‘rigtig handling’ og underviste i ‘rigtig handling’ gennem alle sine handlinger. Han grundfæstede ‘rigtig handling’ ved sin handlemåde og ved at fastsætte forskrifter. Han støttede og beskyttede gode, dydige og retskafne mennesker. Han fjernede de gudhengivnes lidelser; Han drog dem tæt til sig; deres liv blev fuldbyrdet gennem Hans nåde. Han anerkendte ingen forskel på høj og lav. Han beherskede alle de hellige skrifter; Han forstod betydningen af alle veda’erne.”

33:6 ”Gennem sine forskelligartede aktiviteter og eksempler transformerede Rama verden til et retskaffenhedens område. Under Den store Heste-ofring, som Han lod gennemføre, ærede alle de forsamlede vismænd og lærde inden for ritualer Ham som den store opretholder af tradition og kultur. Hans medfølelse og Hans hjertes mildhed er hinsides beskrivelse; ingen kan gengive deres dybde og omfang. Han placerede en døende ørn, en fugl som ingen sædvanligvis ville ære, i sin håndflade. Det støv der indhyllede den, fejede Han bort med sit eget flagrende hår. Da ørnen til sidst udåndede, gennemførte Han begravelsen på samme måde, som en søn gør det, når hans fader dør!”

33:7 ”Selve Hans tilsynekomst havde en mirakuløs virkning på alle, der så Ham. Kærlighed, skønhed og gode kvaliteter strålede ud fra Ham og spredte sig til alle omkring Ham. Han behandlede abe-stammen med lige så stor hengivenhed, som den Han udviste over for sine brødre, Bharatha, Lakshmana og Satrughna.”

33:8 ”Rama var en fuldstændig manifestation af retskaffenhed eller ‘rigtig handling’. Vismændene priste Ham ved at sige, at selve ‘rigtig handling’ havde antaget denne menneskelige form! Der er ingen grund til at tale vidt og bredt om tusinde detaljer. For alle familiefædre er Rama idealet. Hans komme fandt sted for at genindføre de åndelige værdier og for at redde verden fra moralsk katastrofe. Hvor fulgtes Han kærligt med sine brødre! Alt var gjort klart til Hans kroning, men i sidste øjeblik, da Han blev landsforvist og var nødt til at begive sig ud i skovene, jamrede hovedstaden Ayodhya’s brede befolkning sig i ustyrlig smerte. Alligevel forlod Rama byen og kongeriget med al den glæde og sindsligevægt, som Han havde haft, da Han gik mod tronen for at blive kronet! Hvilket større eksempel end dette behøver man, for Rama er en person, hvis bevidsthed er rolig og hinsides al uro?”

33:9 ”Rama var sikker på, at et afgivet løfte skulle overholdes, om man så skulle ofre sit liv for at gøre det. Med fuldkommen sindsligevægt led Han frygtelige genvordigheder for at holde sin faders løfte. Hans oprigtige ihærdighed for at overholde det løfte, som Hans fader havde afgivet, er en inspiration og et eksempel for alle forældres sønner.”

33:10 ”Rama’s hustru, Sita, insisterede også på at følge sin mand ud i skovene, eftersom en ægte hustru udelukkende kan holde sig virksom i sin mands selskab. Aldrig tidligere havde hun udsat sig selv for sol og regn, men hun tilbragte sine dage i den rædselsfulde skov. Hun gjorde det med ubesudlet glæde, og som pligten bød hende.”

33:11 ””Han, der er født sammen med dig, er mere værdig til at modtage ens hengivenhed end hende, der slutter sig til dig senere”, dette var Lakshmana’s synspunkt, da han sluttede sig til sin broder, Rama, idet han forlod sin hustru, Urmila, i Ayodhya.”

33:12 ”Bharatha kunne intet andet end efterkomme Rama’s ønske (Rama ønskede, at Bharatha skulle blive i hovedstaden og altså ikke ledsage Ham i eksil i skovene). Han vendte tilbage til hovedstaden med tungt hjerte, eftersom Rama havde sagt nej til at komme dertil for selv at blive kronet. Bharatha skabte en kunstig ’skov’ til sig selv (det vil sige, at han levede et asketisk liv på baggrund af en indre trang, eftersom han følte, at han måtte leve på samme måde som sin landsforviste broder).”

33:13 ”Tænk på forskellen mellem faderen, Dasaratha, og sønnen, Rama; de var så forskellige som himmel og jord! For at behage sin hustru, for at gøre hende glad og tilfreds, var faderen villig til at bære den værst tænkelige smerte. Til sidst sendte han endda sin kære søn ud i skoven som landsforvist! Sønnen sendte sin hustru ud i junglen som en landsforvist for at respektere en anskuelse hos en borgerlig person i sit rige! Tænk på de forskellige måder, som de to levede op til deres pligter over for den befolkning, som de herskede over. Dasaratha var overvældet af den illusion, at han var den fysiske krop. Rama var tilskyndet af erkendelsen af, at Han var Den guddommelige Gnist.”

33:14 ”Ah! Jeg er ude af stand til at beskrive Rama’s gode kvaliteter og fortræffeligheder for dig, oh konge! Hvilken større livsopgave og mission kan et menneske have end at kontemplere på Det Højeste Væsen? For at redde én selv fra undergang, er der kun én øvelse, der er nødvendig: At lytte til de herlige beretninger om avatarernes liv. Når du gør det, bliver al synd vasket bort”, sagde Suka.

33:15 Parikshith blev henrykt over at høre dette. Hans ansigt glødede af sindsbevægelse. Han sagde: ”Mester! Din beretning om Rama’s liv, gerninger, gode kvaliteter og charme skænker mig stor lyksalighed – den Rama, der er legemliggørelsen af ‘rigtig handling’. Jeg tænker derfor over, hvor meget større lyksalighed jeg så vil opnå, når du beskriver Krishna’s livsforløb! Han er Den Personificerede Mørkeblå Skønhed. Hvor sødmefuld må beretningen om Krishna’s barndoms spillopper, Hans drengede eventyr, Hans guddommelige lege og Hans guddommelige pludren ikke være! Jeg beder til, at jeg gennem de dage, jeg stadig har tilbage at leve i, må forblive fordybet i tanke om og kontemplation på Krishna’s kraft, storslåethed, charme og skønhed. Jeg beder til, at jeg på denne måde må blive reddet fra cyklusen af fødsel og død.”

Kapitel 34

Avataren Krishna

34:1 Da han hørte denne bøn, sagde Suka: ”Oh konge! Krishna’s guddommelige lege er i sandhed, som du sagde, forbløffende, vidunderlige, men alligevel liflige og meningsfulde. De er ikke besmittet af ønsket om at vigte sig af udøverens guddommelige natur. Det almindelige menneske tiltrækkes af ydre pragt og åbenbare bevæggrunde. Derfor bedømmer almindelige mennesker Hans guddommelige lege som almindelige og endog simple. Den indre betydning og det indre formål er ikke let tilgængeligt for alle. Men Herren kan aldrig beskæftige sig med formålsløse og ubetydelige aktiviteter. Hans komme tjener det formål at løfte verden op af ondskabens og uretfærdighedens morads; at opfylde behovet hos dem der er hengivne over for Ham; at genoprette ret og moral og at genoplive veda’erne. Gud er nødt til at tage den merit, som hver enkelt har opnået i tidligere liv, i betragtning og lader sin nåde regne over den enkelte i henhold til denne merit. Han gør sig selv anvendelig ved at skænke velsignelser. Hans guddommelige lege eller guddommelige gerninger er så tilpassede, at de passer til tiden, til personen og til den higen og medfølelse, der fremkalder hver enkelt byge af nåde. Hvem kan derfor på korrekt vis fatte og forklare disse guddommelige lege?”

34:2 ”Det siges, at alene Herren kender Herrens forbløffende guddommelige lege. Han kan udelukkende blive forklaret af sig selv; ikke af nogen anden. Én iagttagelse kan man imidlertid altid sætte sin lid til. Guds åbenbare og sande inkarnationer vil ikke på mindste måde beskæftige sig med noget for egen vindings skyld. De vil heller ikke beskæftige sig med noget af hensyn til at kunne tilgodese nogle personlige sympatier! Alle deres handlinger er til verdens bedste! Rent faktisk kan verden ikke eksistere og overleve uden disse inkarnationer. De færdes og handler som om verden ikke havde noget med dem at gøre. I ethvert ord og i enhver af deres gerninger kan man iagttage den underliggende tendens til total forsagelse. Hvad kan verden give eller nægte disse inkarnationer, der holder verdenerne i deres hule hånd? De kan forme dem, som de synes.”

34:3 ”Tåber, personer uden tro, personer der fornægter Gud, personer der er fanget i uvidenhedens net, dem der ikke lærer noget, de opfatter muligvis Guds guddommelige lege som værende egocentriske eller endog tilskyndet af selvbedrag, på samme måde som almindelige dødeliges handlinger. Men virkelige hengivne vil værne om dem som værende betydningsfulde og vedvarende eksempler på nåde. Hvordan kan det guddommelige blive fattet af dem, der er fordybet i sig selv?”

34:4 ”Konge! Kejseren af Kosala’s (Rama’s) og Krishna’s handlinger er, som du bør huske, meget forskellige. Da retskaffenhedens onde og ubarmhjertelige fjender var ved at overmande de gode, blev de to brødre, Krishna og Balarama, født. Den ene mørk, den anden hvid. Gennem deres handlinger, der overgik menneskenes fatteevne, forbløffede de verden.”

34:5 ”Krishna’s guddommelige lege er hinsides alles fatteevne. Alligevel er de videnskabelige eller forstandige. Hans bevægelse, Hans gang, Hans snakken, Hans smil, Hans latter, Hans gestikuleren, Hans taleevne, Hans sang, alle er de henrivende med en enestående udstråling.”

34:6 ”Hvor end Han gik, udførte Han en eller anden mærkelig gavtyvestreg. Som en tyfon, der farer hen over landet, efterlod Han i hvert hjem, Han besøgte, en række postyr, stridigheder, jamren og gråd!”

34:7 ”Der var ingen grund til at invitere Ham formelt til at besøge et hjem. Han kom uinviteret og uanmeldt. Alle huse tilhørte Ham. Han ville gå ind og tage, lige hvad der passede Ham, hvor end det var skjult. Desuden ville Han spise så meget, Han lystede.”

34:8 ”Han var alles kæreste slægtning; alles mest trofaste kammerat. Derfor kunne Han ustraffet tage, hvad det skulle være fra ethvert hus. Men Han var ikke tilfreds med det. Han tog mere, end Han selv havde brug for. Han gav nemlig også store mængder til sine kammerater, og de var temmelig mange! Måske jamrede ejerne sig over deres tab og fordømte tyveriet, men det tog Krishna sig ikke af. Han skænkede tingene væk, som havde de været Hans egne! Ingen kunne forhindre Hans leg; ingen kunne gå mod Hans ord. Hvis nogen vovede at modsætte sig eller true Ham, ville de lidelser, der ville ramme dem, være ubeskrivelige!”

34:9 ”Men sandheden må frem. Selv den mindste af Hans handlinger var gennemtrængt af den ypperste sødme. Selv de lidelser Han påførte dem, Han ønskede at straffe, var blide. Derfor følte ingen den mindste vrede mod Ham. I stedet higede de efter at møde Ham oftere, at lege længere med Ham, at tale med Ham og være sammen med Ham så meget som muligt. Lige meget hvilke gavtyvestreger og grove numre Han lavede, så følte ofrene sig aldrig generet af Ham.”

34:10 ”Årsagen var, at det var den alt gennemstrømmende kærlighed, der motiverede alle Hans ord og gerninger. For at jage Ham bort styrtede røgterpigerne mod Ham med stokkene hævet, men når de kom nærmere hen mod Ham og så Ham, blev deres hjerter fyldt med guddommelig kærlighed, og de gik derfra med en bøn på læberne. Alt hvad Han foretog sig forekom at være en guddommelig leg.”

34:11 ”Og måden Han talte på! Den var så behagelig og så begavet, men for det meste var det Hans hensigt at vildlede! Foran sine kammerater puttede Han sand ind i munden, men når Hans moder gik i rette med Ham, nægtede Han at have gjort det og rakte tungen ud for at bevise sin uskyld! Sande udsagn gjorde Han falske, og falske udsagn gjorde Han sande! Dagligt gik Han til Vrishabhendrapura, landsbyen hvor pigen Radha (en røgterpige hvis hengivenhed over for Krishna er legendarisk) boede. Mange mennesker så Ham på vejen, når Han gik til og fra byen. Når Hans moder antastede og udæskede Ham ved at sige: ”Hvorfor går du så langt hver dag? Har du ingen kammerater her i nærheden, som du kan lege med?”, svarede Han: ”Jeg kender slet ikke den vej, du taler om!” Han forårsagede forvirring i alle hjem. Han skabte stridigheder mellem svigermødre og svigerdøtre ved at sætte dem op mod hinanden. Og Han nød morskaben. Fra daggry hvor Han stod op af sengen, og til Han gik i seng igen, var det sjældent, Han kun opholdt sig ét sted. Denne lille gavtyv strejfede uden ophold fra hus til hus.”

34:12 ”På trods af alt dette, kunne landsbyboerne ikke holde ud, når Han ikke var der, end ikke for et øjeblik! Hvis Han ikke havde vist sig den dag, ville mælkepigerne spejde efter Ham, idet de gennem vinduerne tittede ud på vejen eller fra terrassen så ud i det fjerne. Sådan var den guddommelige kærligheds charme, som Krishna overøste dem med, og sådan var den kærlighed, som folk følte for Ham. Hans gavtyvestreger var så hjertevarme; de var så inspirerende og meningsfulde.”

34:13 ”Den Blå Dreng var påskuddenes og diplomatiets herre. Han gennemskuede ethvert kneb, ligegyldigt hvor godt det var kamufleret. Da troldkællingen Puthana, forklædt som Hans moder, gik hen for at made Ham ved sit bryst, foregav Han at hoppe på dette kneb. Han sugede livet ud af hende og strakte hende til jorden. Mangen en dæmon kom tæt på Ham for at tilintetgøre Ham, idet de antog skikkelse som en af landsbyens røgterpiger eller malkepiger. Han opdagede dæmonernes identitet og ekspederede dem til dødsriget. En dæmon tog skikkelse af en kalv og bevægede sig rundt blandt de kalve og køer, som Krishna passede, idet han ventede på en mulighed for at dræbe Ham! Men det treårige guddommelige barn gennemskuede planen. Han greb fat i ’kalvens’ hale, løftede den, svingede den rundt og slog den mod jorden, så den døde af det.”

34:14 ”Sådanne kræfter og evner var helt ude af proportion for et lille barn. Men Han demonstrerede sin guddommelighed på millioner af måder for at forvandle og overbevise mennesker. Han underviste alle, om det så var ældre, kvinder, forbrydere eller Hans egne slægtninge og venner. Han rådgav dem på gode måder. Han viklede nogle af dem ind i dilemmaer. Hans onkel på mødrenes side, Kamsa, blev beruset af sin kejserlige magt og grusomme dristighed. Krishna greb ham i hårpisken, trak ham ned fra tronen og slog ham til døde. Herefter trak Han Kamsa’s døde legeme langs hovedgaden lige ned til bredden af Yamuna-floden! I hver af Hans handlinger så hele hovedstaden Mathura’s befolkning en vidunderlig blanding af det forbløffende, det sødmefyldte, det henrivende, det lokkende, det smukke og det enkle.”

34:15 ”Mens han endnu var et lille barn, afsluttede Han Puthana’s, Thrnavartha’s og Sakatasura’s liv. Dengang var Han en lillebitte tyv, der ledte efter smør i alle hjem! Da Hans moder bandt ham til en morter af træ, slæbte Han den efter sig. Med denne morter rev Han to sammenvoksede kæmpe træer ned. Han tøjlede slangen Kaliya’s indbildskhed og raseri, der forgiftede Yamuna-flodens vand og gjorde det katastrofalt for mennesker og kvæg. Da Hans moder forsøgte at binde Ham med et reb rundt om Hans talje, åbenbarede Han sin universelle form for hende. Den form, som hele universet viste sig blot at være en del af. Forældrene og landsbyen Gokula’s befolkning var ramt af forundring over Hans guddommeligheds mærkværdige hændelser. Inde i sin åbne mund viste Han dem både makrokosmos og mikrokosmos!”

34:16 ”Han viste sine kære røgterkammerater sit Paradis (kaldet Vaikunta; Herren Vishnu’s bolig), hvor der ikke fandtes sorg eller tab. Han overtalte sin fosterfader, Nanda, til at standse sin normale tilbedelse af Indra og i stedet tilbede Govardhana-bjerget. Da Regnguden Indra, der følte sig stærkt provokeret over denne tilsidesættelse, lod frygtelige regnbyger vælte ned over byen, løftede Krishna Govardhana-bjerget op med sin lillefinger og inviterede hele landsbyen til at søge ly under det!”

34:17 ”Ved hjælp af sine spøgefulde gavtyvestreger og sin fløjtes melodiøse musik løftede Han røgterdrengene og røgterpigerne op i en ekstatisk sindsstemning. At udlægge dette som værende simpelt og som værende noget der hører sanserne til, er et tegn på tåbelighed.”

34:18 ”Da Krishna dansede med gopi’erne i måneskinnet, havde hver enkelt røgterpige en konkret og virkelig Krishna ved sin side. Lavsindede personer fortolker denne episode som moralsk slaphed og som et vulgært tidsfordriv. Der findes overhovedet intet grundlag for en sådan konklusion. Da disse mirakuløse begivenheder fandt sted, var Krishna blot 5 eller 6 år gammel. Hvordan kan denne hændelse så blive fordømt som værende vellystig? Herren er uden egenskaber eller kvaliteter. Rasa Kreeda, som episoden med dansen kaldes, var blot en måde at skænke røgterpigerne den nåde, de havde gjort sig fortjent til. Et eksempel på hengivenhed og på hengivenhedens frugter, en dedikation. Herren overøste dem med den nåde, de havde fortjent gennem deres fortjenstfulde handlinger. Det var en velgerning, en velsignelse.”

34:19 ”Når denne super-menneskelige, guddommelige manifestation opfattes som værende blot menneskelig, kan begreber som vellystighed og tyvagtighed muligvis tilskrives personen. Men overvej lige, hvilket menneske der ville kunne have udrettet blot en brøkdel af det, Krishna gjorde? Han reddede verden fra sådanne afskyelige misdæderes hærgen som Pralamba, Dhenuka, Kesi, Banasura, Arishta, Mushtika, Kuvalayapida, Kamsa, Naraka, Poundraka, Dwividha, Jarasandha, Dantavakra, Sambara, Kambhoja, Kuru, Matsya, Kaikaya og mange sådanne mægtige ’helte’. Kan man sige, at alt dette falder inden for et almindelig menneskes evner?”

34:20 ”Hos denne enestående avatar er enhver handling et forbløffende mirakel. Selv når Han var vred, kunne Han ikke lade være med at røbe sin overstrømmende kærlighed. I kærlighed flød Hans medfølelse uhindret. Ved at se Mesteren, røre Mesteren og lytte til Mesteren kunne man opnå befrielse. Han skænkede udødelighed til dem, der ihukom Hans navn. Røgterne, som Han levede og færdedes blandt, smagte ekstasens nektar, når som helst de overværede eller huskede på Hans gerninger.”

34:21 ”Oh konge! ’Gudhengivenhedens kildevæld’ (Bhagavatha’en) er ikke blot beretningen om de gerninger, der blev udført af guddommelige inkarnationer i løbet af ét, men tre tidligere liv.”

34:22 Vismandens øjne lukkede sig igen. Han var i fuldstændig sindsligevægt, idet han smagte Krishna-inkarnationens sødme. Der var et smukt smil omkring hans mund. Parikshith blev forbløffet over synet af de bølger af glæde, der overvældede den store vismand, når som helst han tillod sit sind at dvæle ved Krishna’s guddommelige livsforløb. Med begejstret utålmodighed higede han også efter at høre om disse henrivende episoder og handlinger, som Herren havde været engageret i.

34:23 Da Suka genoptog beretningen, mistede Parikshith også al bevidsthed om sine omgivelser. Han blev så slået af forundring, at han næppe kunne tro på, at nogen af episoderne rent faktisk kunne have forekommet. Tanken om sin egen ubestandighed gav ham en enorm smerte og forårsagede en ubærlig pine. Han forelagde problemet for vismanden og fik fred i sindet efter at have hørt dennes forklaring og uddybning. Mens samtalen på denne måde fortsatte, udviklede kongen på et tidspunkt alvorlig tvivl om røgterpigernes rene hengivenhed. Han argumenterede med sig selv og søgte gennem sin egen forståelse at få fjernet denne tvivl. Men tvivlen ville ikke forsvinde. Han havde heller ikke modet til at spørge vismanden, som måske ville opfatte spørgsmålene som værende for barnlige. Så han led og var ved at kvæles af bar lidelse. Dette blev tydeligt for vismanden, så med et smil spurgte han kongen: ”Det er tydeligt, at en sindssyg tanke forstyrrer dig. I denne krise er det ikke gavnligt at lide af undertrykte følelser. Hvis en eller anden tvivl småkoger i dig, eller hvis en tørst efter at få besked om et eller andet plager dig, må du ikke tøve med at spørge mig. Jeg skal fjerne tvivlen, jeg skal slukke tørsten og sikre sindet glæde og tilfredshed.” Da Suka på denne måde opmuntrede kongen, spurgte denne: ”Mester! Du kender fortiden, nutiden og fremtiden. Du har fremsynet og evnen til at kurere mig for den tvivl, der plager mig. Derfor, misforstå mig nu ikke, lyt til mig og opløs tvivlen. Genskab den fred i sindet, jeg havde inden tvivlen kom ind i mit hjerte.” Kongen faldt for vismandens fødder og fortsatte: ”Mester! I forskellige versioner har jeg hørt meget om Krishna’s lege og gavtyvestreger i forbindelse med Raasa-dansen med Brindavans røgterpiger. Disse hændelser forekommer at være almindelige dødeliges vellystige tidsfordriv. Hvis sådanne episoder i virkeligheden har fundet sted, hvordan kan de så blive udlagt som guddommelige? Bliver de ikke misbilliget af verden? Jeg er bange for, at episoden i Brindavan på Yamuna-flodens bredder, hvor disse løsagtige, vellystige og lystne lege udspillede sig, tilsmudsede Krishna’s guddommelige natur. Det siges, at den endelige befrielse udelukkende kan opnås af den, der transcenderer kvaliteterne. Disse røgterpiger var plaget af kvaliteter og af de ønsker, der var afledt af dem, for det meste sanselige og verdslige. Når det fortælles, at også røgterpigerne var i stand til at opnå befrielse, forårsager det forbløffelse. Rent faktisk forekommer det endda at være latterligt! Hvis disse umoralske aktiviteter imidlertid har en indre betydning, der retfærdiggør dem, så de kan accepteres som værende rosværdige, så oplys mig venligst om det.”

34:24 Da Parikshith bad på denne måde, lo Suka hjerteligt. Han sagde: ”Oh konge! Du skal ikke tro, at du er plaget af tvivl; det er meget værre! Årsagen er, at de, der har erkendt, at Krishna er Herren selv, slet ikke vil nære en sådan tvivl! Vi befinder os i slutningen af Dwapara-tidsalderen. Kali-tidsalderen tager snart sin begyndelse. Det er Kali-ånden, ondskabens tidsalders ånd, der er trængt ind i dig. Det er den ånd, der har bevæget dig til at give husly for sådanne ideer i dit sind. Ellers ville du have haft en urokkelig tro på, at Krishna er den suveræne højeste Gud. Hver eneste episode i Hans livsforløb skinner i dit hjerte med guddommelig glans. I det øjeblik, du husker Hans navn, bliver du overvældet af glæde, og dine tanker smelter sammen med Ham. Så denne tvivl kan ikke opstå i sådan én som dig! Du tilsmudser din personlighed med denne tvivl. Overvej igen hvilken slags person jeg er. Du ved, at der i mit hjerte ikke er plads til handlinger, der er affødt af kvaliteterne eller af de impulser, der stammer fra disse kvaliteter. Tænk over hvorledes sådan én som jeg bliver overvældet af den højeste glæde, når jeg kontemplerer på Krishna’s guddommelige leg med røgterpigerne! Overvej hvorledes jeg priser røgterpigernes held med at have haft dette dyrebare kammeratskab. Kan der have været tale om almindelige sanselige lege? Eller er det den guddommelige beruselses rene og ægte overflod? Tænk lidt over det. Sanselig jubel og guddommelig munterhed kan for det utrænede øje muligvis synes at være ens i deres ydre manifestationer. Men når sanserne er transcenderet; når det individuelle og det universelle er smeltet sammen i én tanke og én bevidsthed; når al kropsbevidsthed er blevet fjernet, så er det mildest talt ren og skær dumhed at fortolke disse handlinger som værende verdslige og sanselige.”

34:25 ”En kniv i hænderne på en morder rummer stor fare for alle. En kniv i hænderne på en kirurg skænker lindring fra smerte. Dette selv om der i begge tilfælde er en hånd, der holder kniven. På tilsvarende må gælder, at handlinger udført af dem, der er koncentreret om kroppen, skal fordømmes; at handlinger udført af dem, der er koncentreret om Den guddommelige Gnist eller Den indre Virkelighed, i højeste grad er godgørende og prisværdige.”

34:26 ”Det virker alt sammen så besynderligt, så mærkværdigt. Meget ofte ligner det lovløshed og ren og skær skælmeri. Mens Krishna gik i den østlige retning, var Hans opmærksomhed fikseret på den vestlige retning! Han kommunikerede ved hjælp af sine øjne. Et blink med øjnene fortalte om Hans planer og hensigter. Han var ligeglad med menneskelige begrænsninger og discipliner. Han anerkendte ikke sondringen mellem nye og gamle bekendtskaber. Han behandlede alle ens. Han tog ikke hensyn til slægtskab, og Han gav ikke efter for kravet om at skulle følge skik og brug.”

34:27 ”Det var mysteriet om Krishna-inkarnationen! Denne legemliggørelse af sødme er i højeste grad fortryllende! Fortræffelig charme, uforlignelig ynde, enestående kærlig, Krishna’s skikkelse er legemliggørelsen af alt dette! Denne form er lyksalighedens skatkammer. Den er dydernes ocean. Oh, hvilken uskyldighed! Hvilken overmenneskelig fortræffelighed! Det blotte syn af Ham er nok; at lytte til Hans ord er nok; blot at røre Ham er nok, ens liv vil finde dets mål! Alle ritualer, alle ofringer, alle religiøse ceremonier har udelukkende dette som deres mål, at se Ham, at lytte til Ham, at røre Ham. Den gevinst man får fra ceremonier osv., er intet at regne, når det sammenlignes med den gevinst, man får ved at se Ham, røre ved Ham og lytte til Hans stemme. Nej, de er intet værd. Aha, hvilken umålelig sødme!” Idet Suka kontemplerede på denne skikkelse og erindrede dens charme og sødme, begyndte han at fælde glædestårer i store mængder. Han var så fuld af indre lyksalighed, at han standsede sin beretning og mistede al bevidsthed om sig selv og sine tilhørere.

34:28 Asketerne rundt om ham og selv kongen var overvældet af forundring over det usædvanlige syn af en vismand i fuldstændig sindsligevægt. Det lys, hans ansigt udstrålede, gjorde et overvældende indtryk på alle. De sad som statuer, bange for at forstyrre vismanden og fordybet i deres egen forbløffelse og glæde.

34:29 Efter et stykke tid åbnede Suka øjnene og udbrød: ”Hvor var røgterne og røgterpigerne heldige, at de levede den gang. Hvor må deres legemer have skinnet af den guddommelige glæde, de oplevede, da de færdedes i Hans selskab, legede sammen med Ham, talte med Ham, sang med Ham og delte den højeste lyksalighed med Ham! Guder misundte dem deres held, for det var ikke en chance, de selv ville få. Disse jævne og uvidende folk fik denne enestående gode skæbne som en konsekvens af de fortjenester, de havde optjent gennem mange tidligere liv. Disse røgtere og røgterpiger var ikke blot almindelige drenge og piger. Nej. Ved første øjekast virkede de, som var de jævne udannede personer, det er det hele. Men i sig havde de en stor skat af åbenbaret visdom, som kun de færreste var i stand til at påskønne og forstå. Hvordan skulle de ellers have kunnet sikre sig lyksaligheden ved Herrens berøring, som selv Krishna’s hustruer, Rukmina og Sathyabhama, kun vanskeligt kunne opnå! Man kan sige, at røgterne og røgterpigerne var heldigere end disse dronninger. Deres held var frugten af at have lyttet til historien om Herren. Den historie de havde lyttet til i Mathura, Brindavan, Gokula, ved Yamuna-flodens bredder, Nanda-Yasoda, Vasudeva-Devaki og andre steder. Bhagavatha’en indeholder historierne om alle Bhagavan’s eller Herrens inkarnationer. Alle inkarnationer var manifestationer af den selv samme Gopala (’Sansernes Herre’), Krishna, fra Goloka eller Vaikunta (Herren Vishnu’s himmel og bolig). Historien om den enkelte er blot Krishna’s historie, der opstod fra ham og forenede sig i ham. Denne guddommelige kraft er den nærende faktor for alle inkarnationer så vel som for alle levende væsener.”

Kapitel 35

Gopala, røgterdrengene og røgterpigerne

35:1 Vismanden Suka var meget interesseret i, at kong Parikshith kunne se Herrens guddommelige lege i deres rette perspektiv. Han sagde: ”Store konge! Hvem er i stand til at beskrive Krishna’s højst overjordiske charme? Krishna, hvis elskelige form var selve legemliggørelsen af sødme. Hvordan kan nogen beskrive denne ved hjælp af ord? Du ønsker, at jeg skal fortælle dig beretningerne om Krishna; men de hører til et område hinsides det menneskelige ordforråd. Gud har ofte inkarneret, og hver gang i forbindelse med Hans komme har Han vist os mange overjordiske mirakler. Men i denne Krishna-inkarnation udviste Han en enestående tiltrækningskraft. Hvad skete der, hvis Han blot én gang smilende åbenbarede sin perlerække af skinnende tænder? De, der havde kærlighedens glød i deres hjerter; de, der havde hengivenhedens uimodståelige tiltrækning i deres hjerter, og selv de, der var blevet herre over deres sanser og havde overvundet deres indre impulser, følte et voldsomt følelsesmæssigt oprør i sig, en voldsom hengiven tilbedelse! Hvad skete der, hvis Han blot én gang berørte dem blidt med sin nænsomme hånd? De mistede al bevidsthed om deres legemer. De blev så gennemstrømmet af lyksalighed, at de fra den tid af levede i harmoni med Ham! Nu og da plejede Han at lave sjov, at fortælle humoristiske historier. Ved disse lejligheder følte tilhørerne, at der var få, der var heldigere end dem; få der rangerede højere end dem i hele verden!”

35:2 Røgterdrengene og røgterpigerne, Vajra’s mænd og kvinder, var muligvis beskæftiget med deres daglige gøremål, men fik de blot én gang øje på Krishna, mens de var i gang med deres gøremål, standsede de henrevet af Hans elskelighed, naglet til stedet, som statuer mejslet i sten. (Vajra var det distrikt, som Krishna’s stedfader, Nanda, herskede over). Vajra’s kvinder havde overgivet deres sind til Krishna. Selve deres åndedræt havde de overgivet til Krishna, som de regnede for at være den personificerede kærlighed og medfølelse. Ingen lærde, hvor lærd vedkommende end var, kunne finde ord, der var fyldestgørende nok til at beskrive disse kvinders natur og oplevelser. Rent faktisk kan sproget ikke anvendes her; ethvert forsøg kan kun mislykkes.”

35:3 Røgterpigernes og røgterdrengenes hengivenhed og pligttroskab kendte ingen grænser eller bindinger. De var alle opfyldt af ophøjede følelser. Ingen ringere person end Uddhava (Krishna’s betroede ven) erklærede, efter han havde set dem: ”Ak! Jeg har ladet alle disse år af mit liv gå til spilde, er det ikke sandt? Selv om jeg har været i Krishna-Månens kølige, behagelige nærhed, og selv om jeg har været så tæt på Ham, så har jeg ikke opnået adgang til Hans kærlighed og herlighed. Mit hjerte er endnu ikke oplyst af blot en lille del af den hengivenhed og kærlighed, som disse røgterpiger har til deres Herre. Sandelig, hvis jeg skal fødes på ny, ønsker jeg at blive født som en røgterdreng eller som en røgterpige! Hvorfor blive født på en anden måde og leve et liv uden mening, uden betydning? Hvis det ikke lykkes mig at blive født som en røgterdreng eller en røgterpige, lad mig så blive en grøn løvhytte i Brindavan (stedet hvor Krishna (Gopala) boede og legede i sin barndom), eller en jasmin-slyngplante der vokser på det sted. Hvis jeg ikke har gjort mig fortjent til et sådant held, lad mig så i det mindste vokse som et græsstrå i de græsområder, som røgterdrengene, røgterpigerne og Krishna opholdt sig på. På denne måde jamrede Uddhava. Han længtes i hengiven pine; hans hjerte var fuld af længsel. Rent faktisk blev han frelst af den selv samme pine.”

35:4 ”At påstå, at dette forhold mellem Krishna og røgterpigerne var simpelt og vellystigt, afslører derfor blot, at den person der gør det, alt for let drager de forkerte konklusioner. Sådanne påstande er ikke værd at vise opmærksomhed.”

35:5 ”Store konge! Ingen, bortset fra dem med et rent hjerte, kan forstå Krishna’s guddommelige lege.”

35:6 Parikshith blev meget glad, da han hørte dette. Med et smil på sine læber spurgte han vismanden: ”Mester! Hvornår begav Uddhava sig til Brindavan? Hvorfor tog han derhen? Hvilken grund var det, der tilskyndede ham til at forlade Krishna’s nærvær og tage af sted? Beskriv venligst begivenheden for mig.”

35:7 Som ønsket begyndte Suka beskrivelsen. ”Oh konge! Uddhava kunne aldrig for blot et øjeblik være væk fra Krishna. Han kunne aldrig forlade nærværet. Men Krishna sendte ham selv til Brindavan for at viderebringe sit budskab til røgterpigerne, så han havde ikke noget valg. Han var nødt til at tage af sted. Adskillelsen blev uundgåelig. Men Krishna gav ham kun én dag til at udføre opgaven. Han befalede, at Uddhava ikke skulle blive der længere end én dag. Til trods for det følte Uddhava, da han begav sig til Brindavan, at denne ene dags adskillelse var lang som en hel tidsalder.”

35:8 ”Da han nåede Brindavan, var Uddhava imidlertid ked af, at tiden var fløjet så hurtigt af sted, og at han var nødt til at forlade stedet så hurtigt. ”Ak, at jeg er nødt til at forlade disse mennesker så hurtigt! Hvor ville jeg være lykkelig, hvis jeg kunne leve hele mit liv i deres selskab! Ulykkeligvis har jeg ikke gjort mig fortjent til det.” Det var de bedrøvelige tanker, der plagede Uddhava.”

35:9 ”Store konge, bemærkede du, at der rent faktisk ikke er nogen forskel på Herren og den hengivne? Uddhava følte større smerte, da han var nødt til at forlade røgterpigernes nærvær, end da han var nødt til at forlade selveste Krishna’s nærvær! Hans lyksalighed var den samme begge steder. Der er i virkeligheden ingen forskel på en af røgterpigerne og Gopala (Krishna), på den hengivne og på Gud. Røgterpigernes hjerter er blevet transformeret til altre, hvor Krishna er blevet indsat. Deres indre længsel blev mættet ved at drikke Krishna’s velsmagende nektar. Uddhava var i stand til at forstå deres smerte ved adskillelsen fra Krishna; oprigtigheden af deres kærlige tilknytning til Ham; deres ivrighed efter at høre om Ham; deres ængstelse for Ham og deres ivrighed efter at høre og adlyde Hans budskab. End ikke for et øjeblik tillod røgterdrengene og røgterpigerne deres opmærksomhed at fjerne sig fra historierne om Krishna, at fjerne sig fra beskrivelserne af Krishna’s lege og fra beretningerne om Hans gøremål og præstationer. Krishna’s pragt og sødme havde en så kraftig virkning på Vajra-området, at det levende forekom livløst, og det livløse forekom levende! Med sine egne øjne så Uddhava bjerget Govardhanagiri’s kampesten smelte i glædestårer. Han så også røgterpigerne stivne som stenfigurer, når deres hjerter blev fyldt med guddommelig glæde. Han opfattede sine oplevelser som værende vidunderlige og tankevækkende.”

35:10 Mens han beskrev disse kendetegn på røgterpigernes hengivenhed, blev vismanden Suka så overvældet af glæde, at dråber af tårer faldt fra hans øjne, og han mistede bevidstheden om alle ydre forekomster. Han blev så tit hensat i fuldstændig sindsligevægt, at de hellige mænd og vismændene, der lyttede til ham og så ham, blev opfyldt af ekstase og af en ubetvingelig længsel efter at visualisere den Krishna, der begejstrede Suka så voldsomt.

35:11 I mellemtiden åbnede Suka sine øjne. Han sagde: ”Store konge! Hvor var denne Uddhava heldig! Da røgterpigerne viste ham de steder, hvor de legede med Krishna, tog de ham også hen til Govardhana-bjerget. Da han så dette sted, voksede Uddhava’s forundring endnu mere. Årsagen var, at på klipperne og på den hårde jord kunne han se Krishna’s, røgterdrengenes og røgterpigernes fodaftryk lige så tydeligt, som da de for længe siden havde gået rundt i dette område. Da de nærmede sig Govardhana, følte røgterpigerne smerten ved at være adskilt fra Krishna så intenst, at de brød hulkende sammen. De var udelukkende optaget af tanken om Ham; de forenede sig i disse tanker. Da de alle som med én stemme råbte: ”Krishna!”, blev træerne, der stod rundt omkring, så begejstrede, at de opførte sig, som var de berusede. De svajede med ’armene’ og begyndte at stønne af bedrøvelse. Med sine egne øjne iagttog Uddhava, hvorledes adskillelsen fra Krishna berørte og bedrøvede, ikke blot Brindavans røgterdrenge og røgterpiger, men selv dets bjerge og træer. Store konge! Hvad mere kan jeg sige? Uddhava så scenerier, der ligger hinsides ens fatteevne. Han var overvældet af forbløffelse; han blev tillige ydmyg.”

35:12 Da han hørte dette, blev kongen ivrig efter at høre mere. Han sagde: ”Mester! Hvordan skete det? Hvis der ikke er noget til hinder for det, så oplys mig venligst om dette punkt.” Eftersom han bad på denne måde, svarede Suka: ”Raja (konge)! Røgterpigernes bevidsthed var gået op i en enhed med Krishna’s bevidsthed. Derfor bemærkede de intet andet, ingen anden. Hver sten, hvert træ de så, så de som Krishna. De holdt fast i denne fælles bevidsthed ved at råbe: Krishna! Krishna! De fik stenene og træerne til at føle smerten ved adskillelsen fra Krishna, og også de smeltede bort i denne sorgs hede, så tårer faldt fra bladene. Stenene blev blødgjorte af de tårer, de udsondrede. Forestil dig hvor forbløffende disse scenerier må have været! Grundsætningen: ’Alt er levende’ blev på denne måde i sandhed bevist for ham. Brindavans sten og træer demonstrerede over for Uddhava, at der ikke findes noget, der er blottet for bevidsthed og liv.”

35:13 De, der er ude af stand til at fatte røgterpigernes fryd, denne hengivenhed der smeltede sten og fik træerne til at hulke i sorg, har ingen ret til at dømme og afsige en kendelse. Gør de det, afslører de blot, at deres intelligens er mere uvirksom end klippernes og kampestenenes. Uvirksomme sind kan aldrig fatte Krishna’s pragt. Den Krishna, der er universets Herre. Den Krishna, der fortryller universet med sin skønhed og kraft. Udelukkende de klareste og de reneste intelligenser kan fatte denne fryd og hengivenhed.”

35:14 Den aften i Brindavan bemærkede Uddhava ligeledes et hidtil ukendt optrin. Da præsterne og de øvrige hellige mænd ved solnedgang var beskæftiget med tilbedelse af ilden gennem ceremonielle ritualer, oplyste røgterpigerne hjerterne i deres eget hjem. Det gjorde de ved, fra de omkringliggende huse, at hjembringe gløder eller levende flammer i muslingeskaller eller i små tallerkener af ler. Men Uddhava lagde mærke til, at det første hus der tændte lampen og dermed også beboernes hjerter, var Nanda’s hus. Huset hvor Krishna voksede op og legede. Han så, at lige så snart lyset skinnede i Nanda’s hus, begav røgterpigerne sig, én efter én og med lamper i deres hænder, til dette hus for at få dem tændt på en lykkevarslende måde. Efter lamperne på denne måde var blevet tændt, bar de dem tilbage til deres egne hjem. Uddhava sad på trappen til forsamlingshuset og så lamperne bevæge sig forbi.”

35:15 ”Imidlertid var der én røgterpige, der var for længe om at tænde sin lampe i Krishna’s hus. De andre røgterpiger, der kom efter hende, blev utålmodige; de havde ingen mulighed for at få deres lamper tændt. Yasoda, (Krishna’s fostermoder) der befandt sig i de indre værelser, kom ud, og idet hun så røgterpigen, råbte hun: ”Oh, hvilken ulykke sker der her!” Samtidig forsøgte hun at vække pigen ved at give hende et klap på ryggen. Men pigen åbnede ikke sine øjne. Røgterpigerne rundt om hende trak hende nænsomt væk fra lampen og lagde hende, så hun kunne hvile en stund. Hendes fingre var blevet slemt forbrændte og var nærmest forkullede. Med megen møje blev hun bragt til bevidsthed. Da de forhørte sig nærmere, afslørede hun, at hun havde set Krishna i lampens flamme, og midt i denne glade oplevelse var hun sig ikke bevidst om, at hendes fingre var i flammen og var i færd med at blive brændt. Hun følte overhovedet ingen smerter.”

35:16 ”Uddhava blev lamslået over denne hændelse, der var endnu et vidunderligt eksempel på røgterpigernes hengivenhed.”

Kapitel 36

Kammerat og konge

36:1 ”Mester! Jeg er opsat på at høre om de barnlige gavtyvestreger, lege og eventyr som Krishna, dengang Han var røgterdreng, gav sig i kast med sammen med sine kammerater fra Vajra-samfundet. Altså det de foretog sig i lundene og i de ubeboede egne i løbet af de 11 år, Han tilbragte i Brindavan. Det Brindavan, som Han kom til efter Mathura-fængslet, hvor Han valgte at lade sig føde.”

36:2 Da Parikshith bad på denne måde, blev Suka meget glad. Han smilede og sagde: ”Det er ikke muligt for mig at beskrive alle denne guddommelige Gopala’s guddommelige lege. Disse lege som hver og én fylder sindet med sødme. Vajra’s røgterdrenge, der delte denne glæde, blev i sandhed velsignet. Herren vil ikke tage nogen notits af ydre forskelle, vedkommendes navn, nationalitet, kaste, beskæftigelse, indstilling. Uanset med hvilken indstilling et menneske henvender sig til Ham, vil Han byde det velkommen, trække det til sig, opfylde dets ønsker og skænke vedkommende lyksalighed. Det var Gopala’s natur.”

36:3 ”Lige siden Krishna blev efterladt i Nanda’s hjem af sin fader, Vasudeva, skænkede Han Nanda stor glæde, og de glade råb: ”Jai. Jai” (Sejr, sejr) genlød igen og igen som et resultat af barnets guddommelige kækhed. Han voksede dag for dag, og Hans charme blev stadig større; Han skinnede som sin moders mest indtagende rigdom; Han legede på hendes skød; stolprede omkring og hen over dørtrinnet; Han holdt om sin faders eller moders finger, og dristigt gik Han et par skridt. Skønt forældrene gjorde deres bedste for at skjule Ham, så dødens mange ambassadører, som den ondsindede Kamsa uafbrudt sendte af sted, ikke kunne få fat i Ham, gjorde Han på en eller anden måde sig selv tilgængelig. Han plejede at gå fremad for at møde dem og præsentere sig for dem. Hvem skulle kunne skjule Gopala, universets tilvejebringer og beskytter, og hvor skulle de skjule Ham? Hvem skulle kunne bortføre Ham, og hvordan skulle det foregå? Oh Parikshith, det er alt sammen en guddommelig leg!”

36:4 Efterhånden som Han blev større og større, begyndte Han at gå til Yamuna-flodens hellige sandbredder sammen med børn på sin egen alder. Børnene kom fra røgterhjemmene, og de legede på bredderne. Forældrene søgte at standse Ham, men de kunne ikke. Lige som sine kammerater drev Han køerne til græsgangene. I sandhed fortjener de øjne, der så denne henrivende scene, da Gopala befandt sig midt blandt flokken af rene, velplejede og lykkelige køer og kalve, at blive betegnet som yderst værdige. For de så alle syns syn. Se det for dig, oh konge! Den fuldstændig rene hvide flok af kalve og køer; den mørke guddommelige dreng! De blev ligesom trukket hen mod Ham; tæt til Ham. De var ikke i stand til at forlade Ham for at strejfe omkring. Det kunne Krishna heller ikke, for Han elskede dem som sine egne brødre og søstre eller som sine egne børn! Blot Hans hånd lige, så blidt det kunne være, berørte deres rygge, glemte kalvene og deres mødre alt om sig selv. De åbnede deres mund; løftede deres hale; deres tunge hang ud af deres mund, og kærligt slikkede de Hans ansigt og hænder. Med øjnene lukkede og i stor glæde omfavnede Gopala ofte deres hals og svang sig frem og tilbage. Hans ansigt strålede af et glædestrålende smil. Med deres lige netop synlige små horn stangede kalvene legesygt til Hans bløde krop. På den kølige Yamuna-flods altid friske og nye sandstrækninger legede Han graciøst og med stor glæde med sine venner - kalvene og røgterdrengene. Det gjorde Han, ligegyldigt om det var nat eller dag. Forældrene var nødt til at sende tjenere ud for at finde dem og bringe Ham og hans følgesvende hjem, hvad enten de ville eller ej.”

36:5 ”Som tiden således gik med førnævnte gøremål i og uden for hjemmet, voksede Han op og blev en henrivende dreng. Skønt Hans forældre ikke ville have, at Han gjorde det, så slap Han køerne og kalvene ud af stalden. Han drev dem langs den rute, som landsbyens kvæg fulgte. Som det øvrige kvæg drev Han også ’sit kvæg’ ad den fælles vej til de grønklædte græsgange, der lå forude. Lige som de øvrige drenge havde Han en stok, som Han støttede på skulderen, og et stykke klæde rundt om panden. Som Han således gik af sted med den største selvtillid i verden, så Han lige så pragtfuld ud som en kongelig løveunge.”

36:6 ”Han legede og havde det sjovt med sine kammerater. Højlydt sang Han de mest melodiske melodier, mens Han holdt sin venstre håndflade for sit venstre øre. Når køerne, der grådigt tyggede det grønne græs i sig, hørte sangen, standsede de op, og som var de alt for henførte til at fortsætte tyggeriet, begyndte de henrykt at lytte til den guddommelige sang. De stod der med årvågne ører, for at de ikke skulle gå glip af de hilsener, der skænkede dem lyksalighed. De stod der med halvt lukkede øjne, som var de fordybet i meditation. Kalvene, der havde trykket mulerne mod yverne for at spise sig mætte, stod stille, mens de i stedet drak Krishna’s sangs guddommelige toner. For alle dem der var vidne til det, var det en betagende scene.”

36:7 ”Oh konge! Jeg kan hverken fortælle dig om Gopala’s guddommelige leges antal eller natur. De var alle vidunderlige og ærefrygtindgydende. De var alle fulde af lyksalighed; de skænkede lyksalighed. Til tider kunne Han udfordre sine kammerater og svinge sin stav så hurtigt rundt, at deres øjne slet ikke kunne se nogen stav! Så trængtes Hans kammerater om Ham og bønfaldt, om de ikke måtte lære, hvordan man kunne dreje en stav rundt på den måde. For Ham, der drejer universet med hele dets indhold så hurtigt rundt, er det at dreje en stav rundt ingen speciel bedrift. Det er et kunststykke, som ingen undervisning kan videregive. De stakkels kammerater fattede ikke den guddommelige virkelighed bag deres legekammerat.”

36:8 ”Ofte legede Han i træer; legen med jægeren og tyven. Når forfølgerne klatrede efter Ham, søgte Han tilflugt på den øverste gren; en gren der var så tynd og svag, at den ville svaje, hvis et egern gik på den! Han var slet ikke til at fange! Jo for resten! Hvordan kan Han blive fanget af alle og enhver? Udelukkende hjertets renhed kan fange Ham.”

36:9 ”Efter alt at dømme ville Gopala være hos sine kammerater i skovene og i lundene; Han ville lege med dem og derved glæde dem med mange en grov spøg og muntre lege; Han ville bevæge sig omkring med dem med hænderne kærligt om deres skuldre, men på et øjeblik kunne Han forsvinde og være ude af syne. Imidlertid kunne Han finde på at stille sig lige foran sine kammerater i en snu forklædning. Den ville være så perfekt, at de ville anse Ham for at være en fremmed, som de ikke burde tale med. Han ville så overraske dem med et latterudbrud og forklare dem: ”Det er mig, det er mig. I kunne ikke genkende mig.” Det gjorde drengene meget forbløffede eller endda bange engang imellem.”

36:10 ”På denne måde gik dagene. Ved tusmørke vendte Han tilbage til landsbyen med sine venner. Helt troskyldig så Han ud, som om intet var hændt, der kunne forstyrre Hans sindsligevægt. Nogle dage insisterede Hans moder på, at Han skulle blive hjemme og ikke gå ud i de idylliske lunde. På sådanne dage gik røgterdrengene, køerne og kalvene tynget af sorg langsomt mod lunden. Ugidelige og ensomme lå de under træerne. De bekymrede sig ikke om mad eller drikke; deres øjne længtes efter at se Krishna’s ankomst. Den Krishna, der alene kunne gengive dem livslysten.”

36:11 ”Ofte sendte den onde onkel, Kamsa, sine udsendinge, dæmonerne, ud til lundene i forklædning medbringende legetøj og dejligt slik. Drengene flokkedes om kræmmeren for at finde ud af, hvad prisen var på de ting, de ønskede sig. Men dæmonen var kun opsat på at få chancen for at fange Krishna. Han holdt udkig efter det øjeblik, hvor Krishna ville nærme sig. Krishna kastede ikke sit blik på legetøjet og slikket. Han plejede at vente til om aftenen, før Han gik hen til den onde mand og fik ham til at tro, Han var gået i fælden. Alt dette blot for at angribe dæmonen, flå den i småstykker og smide kadaveret langt væk! Sådanne hændelser fyldte landsbyboerne med forbløffelse, frygt og forundring. Desuden var de henrykte over den lykkelige redning fra faren.”

36:12 ”En anden dag var landsbyen stuvende fuld af kærrer fyldte med mangofrugter. Krishna var klar over, at det var endnu en af dæmonernes, Kamsa’s udsendinges, onde planer. Han tog derfor frugterne og dræbte dem, der havde bragt dem til byen. Han følte ikke, at det var passende at afvise frugterne, som onkelen havde sendt, så Han tog imod dem! Men Han sendte ingen tilbage i live, der kunne fortælle Kamsa om, hvad der var sket. Det var den skæbne, der overgik alle, som onkelen sendte ud på sin onde mission.”

36:13 ”Oh konge! Fra den dag Herren tog ophold i Vajra-området, blev stedet forvandlet til Lakshmi’s (gudinden for rigdom og lykke) skatkammer. Det forekom, som om hun spredte sit yndefulde smil ud over hele området. Der var tusindvis af køer; der var ingen knaphed på oplagt mælk, almindelig mælk eller smør. Rent faktisk var der en sådan overflod, at de ikke anede, hvordan de skulle forbruge alt det, de producerede. De vidste heller ikke, hvordan de skulle opbevare og konservere det til senere brug. Gopala elskede køerne så højt, at Han ikke på nogen måde kunne tolerere tanken om at smide de værdifulde gaver ud. Det er årsagen til, at Han var glad for at optage dem i sin egen mave. Denne nådeshandling er begrundelsen for benævnelsen: Mælke- og smørtyven!”

36:14 ”Da guden Indra opdagede, at Krishna blev kaldt dette, besluttede han over for verden at tilkendegive, hvem Krishna i virkeligheden var; Gud der var kommet til Jorden. Derfor manipulerede han en situation, hvor Vajra’s befolkning aflyste en rituel tilbedelse af Indra; hvor Indra hævnede sig ved at lade regnen vælte ned i stride strømme; hvor Krishna var nødt til at løfte Govardhana-bjerget for at give ly til røgterne og køerne, så de ikke blev ramt af det voldsomme regnskyl! Det var alt sammen en del af en leg. Indra var ikke vred, ej heller nærede han noget ønske om hævn eller gengældelse! Krishna ville da heller aldrig råde folk til at opgive en rituel tilbedelse. Sådanne mirakler blev bestemt for at få dem til at genkende det guddommelige (Krishna), som allerede var blandt dem. Sådanne begivenheder bekræfter det synspunkt, at intet kan ske uden et underliggende formål.”

36:15 Imidlertid brød Parikshith ind med et muntert udbrud og sagde: ”Oh, hvor liflige er den guddommelige drengs, Gopala’s, guddommelige lege, Hans optræden og Hans gavtyvestreger! Jo mere vi hører, jo mere får vi lyst til at høre! Mester, lad mig lytte til et par historier mere og opnå befrielsens stadie.”

Kapitel 37

Dæmonernes skæbne

37:1 I sandhed var det at mindes Krishna’s barnlige gavtyvestreger, og give andre muligheden for at lytte til beskrivelserne af disse spillopper, et hverv, der skænkede Suka stor glæde! Derfor begyndte han straks igen at berette, da han blev bedt om det. ”Oh konge! I de få dage du har tilbage at leve i, findes der ikke noget bedre, du kan gøre, end at hellige dagene til kontemplation på Gud. Er det ikke sandt? Herrens gerninger er som nektarens dråber. Hver af dem er lyksalighedens kilde. Fortæl mig hvilken af disse gerninger, du ønsker at høre om. Jeg vil beskrive sandheden om hver af gerningerne for dig, og jeg vil beskrive den herlighed, jeg så.”

37:2 Til det sagde kong Parikshith: ”Mester! Jeg ønsker at høre om den vidunderlige måde, som Gopala færdedes blandt røgterdrengene på. Det vil skænke mig så stor glæde, at jeg kan befri mig selv fra grebet af cyklusen af død og fødsel.”

37:3 Suka sagde: Konge! Gopala vågnede tidligt under den hellige periode, tiden mellem kl. 04.00 og 06.00. Hurtigt vaskede Han sig og gik ud i kostalden. Han skulle udvælge og adskille de køer og kalve, der den dag skulle føres op til græsgangen. Han gav dem vand at drikke. Han dyngede græs sammen foran de dyr, der skulle blive tilbage i stalden, så de kunne spise sig mætte. Han løsnede rebene fra stolperne, som de køer Han ønskede at tage med sig, var bundet med. Så drev Han dem ud af stalden og ind i et indelukke foran sit hjem. Derefter gik Han ind i huset og samlede sin kolde ris og små pakker med saltet, oplagt mælk sammen. Han gjorde sin ældre broder opmærksom på, at det var tid at komme af sted. For at varsko sine kammerater om at gøre sig klar til at følge Ham, gik Han ud på vejen og blæste i et horn. Da røgterdrengene hørte denne lyd, blev de pludselig meget aktive. De afsluttede hurtigt deres tildelte opgaver i hjemmet; tog deres frokost-madpakker og skyndte sig til Yasoda’s hus, klar til at udføre den opgave som Krishna tildelte dem.”

37:4 ”Så begav drengene sig af sted, idet de spillede på fløjter og sang dejlige sange. Nogle af dem svarede med deres egne sange på de lyde, som sang i træerne. Andre fulgte i løb skyggerne fra de fugle, der fløj over dem. Nogle lå på ryggen af køerne og sang lystigt deres favoritsange. Alt skete, mens de alle ivrigt holdt øje med, hvad Gopala foretog sig, og hvor Han var. På denne måde begav de sig ind i skoven.”

37:5 ”På et tidspunkt ville Gopala så binde sin fløjte stramt på ryggen, holde sin madpakke i sin venstre hånd og opløfte sin yndige sølvklare stemme. Han ville så synge en henrivende sang, mens Han langsomt gik fremad. Køerne skridtede også af sted i harmoni med sangen, som holdt deres ben takten, og det virkede, som om de nød at gøre det. De spidsede ører for at lytte til den guddommelige sang. I stille beundring og tilbedelse løftede de deres hoveder. Til sidst nåede de alle frem til dammens bredder.”

37:6 ”På det tidspunkt ville det være tid at spise frokost. De satte sig under træerne og bandt tøjbylterne op. Bylterne indeholdt den kolde ris blandet med oplagt mælk, fløde og almindelig mælk samt andet alt efter den enkeltes smag og ønske. Drengene ventede med at tage den første bid, indtil Gopala åbnede sin madpakke og begyndte at spise. Så snart Gopala tog en mundfuld, begyndte alle drengene at spise. Engang imellem plejede Gopala at give sine kammerater noget mad fra sin egen madpakke. Til gengæld fik Han så noget af deres mad. Han gik til alle og bad om noget fra deres madpakke. Drengene var modstræbende og lige frem bekymrede over at give Gopala det mad fra deres tallerkener, som Han bad om. Årsagen var, at det ceremonielt set var blevet urent, eftersom de havde spist af det. Da Gopala bemærkede det, forsikrede Han dem om, at Den Eneste Ene fandtes i dem alle, og derfor skulle de ikke føle, at Han var adskilt fra dem. Hvordan kan ceremoniel urenhed opstå, når alt er ét, spurgte Han. Herefter tog Han en delvist spist frugt, der var lagt væk, og tog en bid og tyggede den i sig. Hvordan kunne den Herre, der i sin Rama-skikkelse med stort velbehag spiste resterne fra Sabari’s tallerken, afstå fra at spise sine røgter-kammeraters rester? Både Sabari og røgterdrengene var intenst hengivne over for Ham.”

37:7 ”En dag de sad på klipperne i bakkernes skygge og spiste deres måltid og vaskede deres hænder, løb Gopala pludselig hen mod en gruppe køer, der græssede på den åbne græsgang. Hans kammerater undrede sig over, hvad der var i vejen. Blandt kvægflokken bemærkede de en stor smuk kalv. Gopala gik direkte hen til dette dyr. Idet Han tog fat om begge dets bagben, løftede Han dyret og snurrede det hurtigt rundt over sit hoved, indtil Han voldsomt slyngede det ned i en stor sten og smadrede det. Men dyret udstødte en forfærdelig lyd og forvandlede sig til en dæmon, som blodet sprøjtede ud af, og som derefter udåndede. Drengene blev forbavsede over at se dette. Hurtigt spænede de i stor hast hen mod Gopala og spurgte Ham, om Han ikke ville fortælle dem, hvad mysteriet gik ud på. Gopala strålede og havde et glædesstrålende smil på læberne. Han sagde: ”En ond dæmon antog denne form, og efter Kamsa’s påbud kom det hertil for at dræbe mig. Han blandede sig med vores kvægflok og spillede denne rolle i det drama, han selv havde udtænkt. Nu har jeg givet ham en passende straf.””

37:8 ”Da de hørte det, priste drengene Gopala’s forudseenhed, tapperhed og styrke. De udbrød: ”Gopala! Du har givet ham, hvad han fortjener.” Begejstrede sprang de omkring Ham i stor glæde. Idet de mistænkte andre dæmoner for at være kommet i samme forklædning, ledte de i flokken efter andre fremmede kalve eller køer.”

37:9 ”De var også bange for, at deres egne køer ville komme til skade eller ville blive slugt levende af nogle andre dæmoner i en eller anden form. Vagtsomt undersøgte de deres egen kvækflok for at opdage noget tegn på fare, før det var for sent.”

37:10 ”Imidlertid nåede de midt på dagen frem til en bakke, der var rig på græsgange. Køerne blev drevet ind i skyggen under de overhængende klipper, så de kunne blive fri for den brændende sol. Drengene hvilede sig også et stykke tid. De strakte sig i græsset. Det blev snart eftermiddag, og hen under aften rejste en dreng sig og gik hen til flokken for at samle køerne, så de var klar til hjemturen til landsbyen. Drengen så en kæmpestor trane, der var i færd med at tage fat i dyrene og nedsvælge dem hele i sin tomme mave. Drengen råbte: ”Krishna, Gopala!” Da Han hørte drengens desperate råb om hjælp, kom Gopala i en fart hen til ham. Han fik fat i tranens næb (den trane, som Han godt var klar over, var en dæmon ved navn Bakasura, der var kommet i forklædning), og trak den nedre og den øvre del fra hinanden. Han sønderrev tranen i to stykker. Køerne inden i maven blev befriet.”

37:11 ”På denne måde tilintetgjorde Gopala de sendebude, der blev udsendt af Kamsa. Hver dag bød på et nyt mirakel, et hidtil ukendt under! Efterhånden opfattede røgterdrengene disse mirakler som guddommelige lege. De blev ikke længere forbavsede. Dybt i deres hjerter erkendte de, at Hans evner og kræfter var overmenneskelige og ufattelige. Uden nogen frygt var de parate til på ethvert tidspunkt at følge Ham hvor som helst.”

37:12 ”Da dæmonen Bakasura’s broder hørte, at Gopala havde dræbt Bakasura, der havde planlagt at komme nær på Gopala og sluge Ham i ét stykke, blev han så ophidset, at han svor at ville hævne sig. Han kom derfor ind i skoven, hvor græsgangene lå, i skikkelse af en pyton-slange. Den lagde sig henover junglestien med munden på vid gab med den lumske plan at ville sluge køerne og røgterdrengene hele, Krishna og Balarama (Krishna’s bror) iberegnet. Efter alt at dømme så den ud som en lang hule. Ubevidste om at det var en fælde, gik køer og røgterdrenge ind i dens gab. Gopala genkendte den som endnu en ond dæmon. Han gik også ind i pyton-slangens krop, men blot for at flænse den i stykker og redde de liv, der var blevet lokket i fælden. Ingen følte angst længere, og sikre under Gopala’s beskyttelse fortsatte de til deres hjem.”

37:13 ”Fra den dag af havde røgterdrengene ikke noget spor af frygt i sig. De troede på, at Gopala helt sikkert ville værne dem mod alle farer, da Han var almægtig. Derfor bekymrede de sig ikke over noget på deres vej; de holdt ikke specielt øje med vejsiderne, men gik fulde af tillid i den retning, som Krishna tog.”

37:14 ”Drengen Krishna’s leg var hvert øjeblik et under, et mirakel, en forbløffende begivenhed, et heltemodigt eventyr. Hvad kan jeg fortælle om dem? Kan almindelige mennesker udføre sådanne undere? De, der ikke tror, på trods af at de har set sådanne begivenheder, er blot byrder for Jorden, de er frugter, der ikke har nogen smag, og som ikke er til nogen nytte.”

37:15 Suka’s ansigt blev oplyst af et dybt indre smil, da han sagde dette. Hans øjne skinnede, som så han et syn af Den Strålende Ene, da han i lang tid begærligt fæstnede dem på ét punkt.

37:16 ”Parikshith spurgte ham: ”Mester! Når selv dæmonerne udviklede tro på Gud og tilbad Ham, hvordan kan det så være, at mennesker glemmer Ham og forsømmer at tilbede Ham? De tror på ører, der hører, frem for øjne der ser. Jeg opfatter det som værende konsekvensen af en eller anden stor synd, de har begået. Eller måske er det resultatet af en forbandelse.”

37:17 Til dette sagde Suka: ”Oh konge! Dine ord er sande. Afskyelige væsener som Kamsa, Jarasandha, Salya og Sisupala så med deres egne øjne beviser på Krishna’s overmenneskelige kræfter. Men den usandhed, at Han blot var en røgterdreng, genlød så overvældende i deres ører, at de altid udelukkende var opmærksomme på den stemme, de hørte fra himlen, snarere end de var opmærksomme på det, de så med deres egne øjne. Som en konsekvens af det mistede de på en vanærende måde deres liv. De ignorerede miraklerne; de vidunderlige begivenheder; de forbløffende bedrifter som de var vidne til; de løbende nederlag som deres udsendinge led for Hans hånd og de tilsidesatte pligten over for Gud foran dem. Hvilken anden forklaring kan vi give på dette, end at de var forbandet til at skulle handle på denne måde. Denne forbandelse må være kastet på dem som et resultat af synd.”

37:18 ”Gopala er Lokapala og ikke en røgterdreng. (Gopala betyder ’Sansernes Herre’; eller Han der plejer og beskytter denne verdens køer; ’Go’ betyder både ’sanser’ og køer’. Lokapala betyder ’Verdens Herre’) Den skikkelse Han antog som menneske, var en røgterdrengs skikkelse, det er alt. Men sandt at sige er Han den lykkevarslende skikkelse, der befrier de individualiserede sjæle fra trældom, da Han besidder den guddommelig energi og styrke og kender metoderne til at opnå befrielse.”

37:19 Parikshith blev i allerhøjeste grad henrykt over vismandens ord. ”Mine bedsteforældre havde en enestående god skæbne, eftersom de var i Gopala’s guddommelige selskab; de legede med Ham; de talte med Ham; de fik velsignelsen af Hans selskab og nærvær. Men ok, jeg får dog i det mindste lov til at lytte til beskrivelsen af en lille del af Hans herlighed og nyde lyksaligheden heraf. Det er også en rigtig god skæbne at få denne mulighed for at høre om Hans herlighed fra en så berømt vismand som dig. Det skyldes også disse bedsteforældres velsignelser. Kan man få sådan en mulighed uden at have et specielt held”, sagde Parikshith med glædestårer strømmende ned af kinderne.

37:20 Han fortsatte: ”Mester! Jeg har hørt, at Gopala trampede på slangen Kaliya og ydmygede dens stolthed. Hvad er den indre betydning af denne leg? Hvilken stor sandhed ligger til grund for dette mirakel? Hvorfor blev hændelsen betragtet som værende et forbløffende tegn på Hans herlighed? Beskriv venligst dette for mig og fjern den tvivl, der plager mig”, bønfaldt han.

Kapitel 38

Slangen Kaliya

38:1 ”Lyt oh konge, til denne betydningsfulde begivenhed”, sagde Suka.

38:2 ”Den guddommelige dreng, Gopala, var slet og ret Gud, som i lutter leg havde antaget menneskelig skikkelse. Han voksede op som et menneskeligt barn gennem 5 år. Dengang kunne ingen erkende vigtigheden af Hans gøremål. Han havde aldrig for vane at fortælle andre om sine guddommelige lege; hverken før eller efter Han udførte dem. Man måtte blot iagttage og adlyde. Ingen, uanset hvem vedkommende var, kunne gætte legenes natur eller måle hvilke færdigheder, den, der udførte handlingerne, havde. En dag samlede Han i al hemmelighed kvæget. Selv Hans forældre kendte ikke noget til det. De fleste dage ville den ældre broder, Balarama, i det mindste kende til og deltage i Gopala’s gøremål, men denne dag var selv han ikke klar over, hvad der foregik. Krishna fik samlet sine kammerater fra røgterhjemmene, og de begav sig af sted med kvæget til Yamuna-flodens bred. Han førte dem til et sted på floden, hvor der var en dyb bredning, som folk normalt undgik.”

38:3 ”Denne bredning havde en uhyggelig historie. Ifølge naturens normale orden vil vandet i en bredning som denne være stillestående og sølet, men denne brednings vand var blåt og kogende varmt. Vandet boblede uophørligt og sendte damp op i luften. Som en konsekvens af dette hang der en sky over bredningen. Enhver, der indåndede luften, der var forurenet af disse dampe, døde til alles bestyrtelse og forbavselse. Uskyldige fugle, der fløj hen over denne bredning, blev så dødeligt forgiftet, at de baskede fortvivlet med vingerne i ren desperation og faldt døde ned i dens dyb.”

38:4 ”Alle i landsbyen kendte alt til denne dødbringende fælde, dette dødelige underværk i naturen. De var omhyggelige med at undgå at nærme sig den. De advarede deres børn mod den. Årvågent forhindrede de deres kvæg i at græsse noget sted i nærheden af den. Selvfølgelig protesterede Hans kammerater voldsomt og bønfaldt Krishna om, at Han ikke ville gå hen i nærheden af bredningen. De bad længe og højt, men det var alt sammen forgæves. Han hævdede, at Han var nødt til at gå hen til netop den bredning; at det var Hans forudbestemte skæbne den dag. Drengene trak Ham tilbage og gjorde deres bedste for at forhindre den uundgåelige ’katastrofe’. Han rystede dem af sig, og idet Han tog tøjet af, meddelte Han, at Han ville nyde en svømmetur i den forgiftede bredning!”

38:5 ”Drengene kunne ikke mønstre mod nok til højlydt at advare Ham mod denne brednings rædsler. Deres milde protester fejede Han til side. Med en vis egensindig trodsighed klatrede Han op i et træ på bredden og sprang herfra ned i den ækle bredning. I lang tid kom Han ikke op til overfladen. Røgterdrengene, for hvem Krishna var selve livsåndedrættet i deres liv, blev overvældet af frygt. De samledes rundt om bredningen, og i uudholdelig pine begyndte de at kalde på Ham, idet de hulkede og fældede den voldsomme sorgs tårer.”

38:6 ”I mellemtiden dukkede Gopala op af vandet, idet Han fik bredningen til at ryste på grund af sine svømmetag. Den rystede, som hvis et jordskælv havde rystet den. Pludselig så de, at en kæmpestor slange forfulgte Ham. Den spyttede gift, og gennem dens glødende øjne udspyede den ild som en vulkan. Drengene var ikke i stand til at være tilskuere til denne frygtelige scene uden at skråle i ustyrlig forpinthed: ”Krishna! Skynd dig til bredden. Kom her hen. Kom hen til denne bred.” Krishna svømmede rundt, som om Han ikke hørte deres bønner. Han var lykkelig der i bredningen; begejstret af ophidselse og glæde. Til sidst fik slangen succes med at jage Krishna rundt i bredningen gennem de høje og urolige bølger. Idet den gradvist strammede grebet, snoede den sig rundt om Krishna’s krop. Da de så det, løb nogle af drengene, så hurtigt de kunne, til deres landsby, Gokula, for at viderebringe nyheden til Nanda og Yasoda, Krishna’s fosterfader og fostermoder. Drengene græd højlydt, mens de fortalte forældrene, hvad der var sket.”

38:7 ”Straks løb Nanda og Yasoda sammen med alle røgterdrengene og røgterpigerne samt hele Gokula’s befolkning mod den forgiftede bredning. De blev tilskyndet af frygten for, at en eller anden skrækkelig katastrofe var ved at overgå Krishna. Storebroderen, Balarama, var også blandt dem. Han kendte Krishna’s styrke og færdigheder, så han beroligede forældrene. Han forsikrede dem, at ingen ulykke ville kunne ramme Krishna. På forskellige måder trøstede han dem og indgød dem tillid. I løbet af kort tid var flodbredden tæt pakket med mennesker. Fra alle sider genlød fortvivlelsens råb: ”Krishna, Krishna!” Alles råb var gennemtrængt af sorg. Mange besvimede, da de så Krishna og slangen. Oh, det var i sandhed et hjerteskærende syn!”

38:8 ”Flere røgterpiger kunne ikke holde ud at se Krishna fanget i dette vældige monsters snoning. Det ene øjeblik blev Han trukket ned i det blodrøde vand, det næste øjeblik trak Han sig op igen, idet Han kæmpede voldsomt med slangen, der udsendte brændende gnister af gift. Yasoda og mange røgterpiger besvimede og faldt om i sandet. De blev plejet og bragt til bevidsthed af andre. Da de kom til sig selv, græd de klagende og råbte navnet på deres elskede Krishna. ”Mit kære barn, hvor har denne grufulde slange gemt sig i al den tid? Hvorfor dukker den frem nu?”, jamrede Yasoda i fortvivlelse.”

38:9 ”Nogle af Hans kammerater hulkede: ”Kan slangen da ikke støde sine hugtænder mod os i stedet for at såre Krishna? Kan den ikke frigive Gopala?” Nogle af røgterpigerne gjorde sig rede til at kaste sig ned i bredningen, så slangen måske ville opgive Krishna og i stedet angribe dem. ”Vi vil give vores liv, så Krishna kan blive frelst”, erklærede de. Men Balarama stod i vejen for dem. Han forsikrede dem om, at Krishna ville komme uskadt derfra, at der ikke kunne tilstøde Ham nogen skade. Han råbte ud til Krishna og bad Ham komme hen til dem, straks efter Han havde besejret monstret.”

38:10 ”Mange røgterpiger bad indtrængende om sejr til Krishna: ”Krishna’s sikkerhed er verdens sikkerhed. Vor Krishna er alle verdeners eneste regent. Derfor må Krishna hurtigt blive befriet fra slangens kvælertag.” Deres bønner henvendte sig til den selv samme Krishna, som de ønskede at redde ved hjælp af bønnen! Endnu mens de bad, åbnede de deres øjne for at finde ud af, om Han allerede havde befriet sig selv. Den store forsamling på flodbredden ventede med øjne, der end ikke blinkede, på Krishna’s befrielse. Det kunne ske hvert øjeblik. De var overvældet af frygt og ængstelse, håb og tro.”

38:11 ”I det øjeblik, oh, hvordan kan jeg beskue og beskrive denne scene for dig, konge?” Suka var ude af stand til at fortsætte. Han kunne ikke sætte en stopper for den strøm af lyksalighed, sorg, undren og forgudelse, der rejste sig fra hans hjerte. Han var så overvældet, at han dækkede sit ansigt bag sine knugede hænder i et forgæves forsøg på at undertrykke sine tårer.

38:12 Parikshith så dette, og han udbrød: ”Mester! Hvad er dette for et under? Hvad skete der senere? Hvilken katastrofe indtraf, eftersom du sørger på denne måde? Fortæl mig det hurtigt.”

38:13 Suka genvandt fatningen, tørrede strømmen af tårer væk med enden af sin okkerfarvede klædedragt. Han sagde: ”Store konge! Der skete ingen katastrofe, alligevel skete dette under. Krishna voksede hele tiden, og Han voksede hurtigt! Han blev så stor og så høj, at slangen var nødt til at slippe sin snoning rundt om Ham, snoning for snoning. Da røgterdrengene og røgterpigerne så det lille barn vokse lige for øjnene af dem, blev de ramt af forbløffelse og glæde. Til sidst blev slangen nødt til at løsne sit greb. Den var for udmattet til at kunne forvolde nogen skade. Alligevel var dens vrede usvækket, så den udspyede gift ud i vandet og op i luften. Den fæstnede sit olme blik på Krishna, så det var tydeligt, at dens brændende ønske om at tilintetgøre Ham stadigt var uslukket.”

38:14 ”I mellemtiden greb Krishna fat i slangens hale og hvirvlede den temmelig hurtigt rundt. Han ramte vandoverfladen med dens krop. Dette tvang slangens hoveder nedad, men med stor anstrengelse kæmpede den for at holde dem løftet op over vandet. Herefter sprang Krishna op på den, og mens Han holdt halen i én hånd, besluttede Han sig for at danse på rækken af hoveder! Slangen kunne ikke bære Herrens vægt, når Han således lystigt trådte fra hoved til hoved. Den blødte voldsomt fra næse og mund. Den klynkede ynkeligt af smerte og skam. Den kunne knap nok trække vejret. Den var døende.”

38:15 ”Da de så dette, råbte folk, der var forsamlede på bredden, i glæde og tillid: ”Krishna! Kom nu ind til bredden. Du har reddet os alle fra dette monster. Krisen er ovre. Du har sejret. Vore bønner er blevet hørt. Vi har fået frugten af vore gode handlinger.” Mens røgterne på denne måde jublede over den forbavsende vending, begivenhederne havde taget, steg de kvindelige slanger, der var monstrets gemalinder, op fra bredningens dyb, idet de i stor pine højlydt hulkede. De faldt for Krishna’s fødder og bad: ”Herre! Du er inkarneret med det erklærede mål at straffe de onde og de ondskabsfulde. Derfor trampede du på dette monster. At holde dets stolthed nede er rigtigt og passende. Det er kun retfærdigt. Du har blot udført din opgave og mission. Men hvor grusom vores ægtemand end har været, så er vi sikre på, at hans natur blev forvandlet, da dine fødder blev plantet på hans hoved. Undskyld ham, oh Herre, og giv os, med dine allernådigste velsignelser, vores ægtemand tilbage. Red ham og velsign ham, så han ikke længere forårsager noget levende væsen nogen skade.””

38:16 ”Herren nedlod sig til at tilstå dem deres bønner. Han benådede slangen Kaliya. Han løslod monsteret med en formaning: ”Herefter må du ikke forvolde nogen skade på nogen uden provokation. Vær ren og god af natur. Jeg velsigner dig, at ingen vil skade dig og anspore dig til hævn. På dine hoveder bærer du mine fodaftryk, så derfor vil selv din medfødte fjende Garuda, ørnen, ikke skade dig mere. Gå og lev i fred.””

Kapitel 39

Den Alvidende som elev

39:1 ”Store Mester! Jeg bliver ikke mættet, ligegyldigt hvor mange historier jeg hører om legene i Krishna’s barndom! Denne elskelige dreng, Krishna, er i sandhed det guddommelige. I sig har Han alt, der eksisterer. Ikke desto mindre løber Han rundt og leger, som var Han et almindeligt menneskeligt barn. Oh, hvor er jeg heldig! Når jeg tænker over det, så føler jeg, at heldet ikke tilfalder mig som et resultat af fortjenester optjent i dette liv. Jeg tilbringer disse sidste dage i mit liv med at høre om Hans bedrifter. Ham, der har brilleslangen Sesha som sit leje! Denne vismands søns forbandelse har hjulpet mig med at blive renset for synd, idet jeg har fået lov til at høre om disse bedrifter. Jeg kaster mig endnu engang tusind gange i støvet for vismandens søns forbitrelse, der skaffede mig denne godgørende mulighed!”

39:2 ”Efterhånden som det afsluttende øjeblik nærmer sig mere og mere, koncentrerer min inderlige længsel sig om lykkeligt og i dybe drag at kunne drikke de liflige beretninger om Krishna’s lege. Længslen forgifter mig. Den gør mig ’sindssyg’. Eftersom jeg brænder af dette ønske, så giv mig den kølige behagelige drik i de få timer, jeg har tilbage af mit livs tildelte tid.”

39:3 Parikshith, kongen, faldt for Suka’s fødder, overvældet af den hengivenhedens byrde, som han bar i sit hjerte. Han bønfaldt om at få lov til at høre flere historier om Krishna som barn. Medfølelsens kilde i vismanden vældede frem, da han hørte denne bøn. Han spurgte: ”Oh konge! Hvilken blandt de talløse indtagende guddommelige episoder ønsker du, at jeg fortæller dig om? Deres antal er så stort, at selv om de uafbrudt blev fortalt i tusind år, så ville der stadig være mange, der ikke var blevet fortalt. Ingen, ligegyldig hvor kyndig vedkommende er, kan komprimere beretningerne ned til kun at vare få timer.”

39:4 Til det svarede Parikshith: ”Mester! Jeg har fået at vide, at vores højt elskede Krishna, sammen med sin broder Balarama, lærte mange færdigheder og lærte om mange emner fra en heldig lærer ved navn Sandeepani. Betyder det, at der var behov for en ’uvidende’ person til at belære Ham, der er Herre over alle områder inden for viden; Ham der er Mester og Regent over alt? Det må have været en del af Hans leg. Udelukkende denne mægtige ’skuespil-direktør’ ved, hvem der skal velsignes, og hvem der skal reddes, og hvordan og hvornår det skal ske. Muligvis opførte Han dette skuespil for at befri Sandeepani fra fødsel og døds snærende bånd gennem den fortjeneste, han opnåede ved at være i forbindelse med Herren. Lad mig høre om de hændelser, der koncentrerede sig om Sandeepani. Jeg vil blive frelst ved at lytte til dem.” Suka sagde: ”Oh konge! Det, du siger, er den uomtvistelige sandhed. Ja, alt er Hans spil. For i det drama, Krishna instruerer, er universet scenen, hvor der er utallige lærreder (fremkaldelser), scenerekvisitter og rum. alt sammen for at Hans forskellige handlinger kan udspille sig, all